A Part of your world. -Patch-

Høvdinge datter? Så derfor havde hun en gruppe mænd der hang rundt om hende.. Han var slet ikke jaloux. *Jeg kværker enhver mand der leger kone-og-mand med hende uden hun vil det.* tænkte han og så svagt rundt, dog ret fraværende. "Du har vel ret," sagde han med et kækt smil om læberne.  Han grinede svagt indvendigt da hun kiggede drømmende på ham,  han ville gøre så meget for hende, allerede nu, selvom de ikke havde kendt hinanden længe.
Han fulgte hende med øjnene da hun kredsede om ham og gav ham 'elevator-blikket'. Han smilede kækt til hende og havde et charmerende glimt i øjnene. Da hun stod foran ham igen, foldede han sine vinger ud, lagde dem om hende og kærtegnede hendes hofter med hans hænder. Han havde trukket hende tættere på. "Jeg vil gøre alt for dig," Hviskede han kærligt og lænede sin pande mod hendes. "Det ved jeg." Han kyssede kort hendes læber da han hørte en gren der knækkede...

Gøre alt for hende? Det havde hun aldrig hørt før, ikke engang fra sin egen far eller mor! utroligt at en fyr som Patch bare sådan kunne gå en tur i skoven og pludselig blive en del hun med garanti ikke kunne undvære! Varmen spredte sig i hende da hun igen mærkede hans læber og ligesom hånden skulle til at finde vej op omkring hans nakke, knækkede en gren og afslørede en andens tilstedeværelse. Hurtigt trak hun ud af kysset og så hen imod den knækkede gren. Ovenpå den var der en støvledækket fod og kørte man blikket længere op, ville man blive mødt af et par kolde og stikkende øjne. Det var Eagle, stammens bedste kriger og den Selena sikkert endte at skulle forloves væk til. Bare synet af ham fik hende nærmest til at bakke.. Over alt på den muskuløse krop havde han ar. Hans hår var langt og foldet i en fletning i siden. På hagen var der skægstube.. alt i alt lignede han en kriger med skinbukserne og de forskellige ar rundt omkring..
"Selena," sagde han og afslørede en dyb stemme. "Jeg er skuffet over at finde dig sådan her," Han nikkede hen imod Patch.. Selena knyttede sine næver. "Du har ingen grund til at være skuffet! jeg er ikke din Eagle!" Hendes stemme var vred, men skælvede alligevel. Eagle kiggede alvorligt hen på hende. "Det bliver du," Det var de eneste ord han sagde, inden han gik hen og løftede hende over skulderen, som var hun en pose kartofler.. Ivrigt bankede hun ham på ryggen med alt hvad hun kunne, dog hjalp det ikke noget.. Hun sukkede og kiggede hen på patch..

Patch mente det. Han ville allerede gøre alt for hende. Han foldede sine vinger ind til ryggen, dog ikke sådan de forsvandt, da en idiot af udseende kom. Helt ærligt, han så virkelig dum ud... havde han selv lavet de ar for at få respekt? Lavt gjort. Patch havde dog ingen ar, han havde tabt i kampe ja, men ikke med sværd eller andre skarpe våben. Han brugte knap nok skarpe våben, mere sine næver. Det var sværere.Det krævede mere energi for det endte ikke så hurtigt. Så Patch fandt det svagt at man kæmpede med våben. 
Da han sagde Selenas navn og nikkede mod Patch, hævede han det ene øjnebryn og skulle til at sige noget da Selena pludselig sagde noget. Eagle? HAhaha, havde fyren opkaldt sig efter en fugl?! Patch måtte kæmpe for ikke at grine, men han havde et smørret smil om læberne. Dog forsvandt det da Eagle sagde at hun blev hans. Nej, fandme nej! Patch havde hurtigt stillet sig foran Eagle da han havde løftet Selena over skulderen og var på vej væk. Det at Patch stod foran ham ville nok stoppe ham. Patch bredte sine sorte vinger helt ud, hans øjne glimtede af raseri, alt i alt lignede han en falden gud. "Hun skal ingen steder." Selv hans stemme havde fået en anden klang, han havde talt lavt, men mange indenfor en kilomets afstand ville svagt kunne høre det. Så brugte Patch sin evne. Eagle ville slippe Selena. Han ville gå sin vej.

eagle stoppede bræt op og ligesom han skulle til at puste sig op, blev han et offer for Patch evne, så han imod sin vilje satte Selena ned og gik direkte forbi dem uden at sige et eneste ord. Det fik Selena til at kigge forvirret efter ham. Sådan plejede han aldrig at være.. Han gjorde som det passede ham og gav aldrig let op. Nærmest forvirret kiggede hun op på Patch, øjnene strålede af lettelse og forvirring. Dog var panderynken det som afslørede forvirringen mest. Hun kunne næsten ikke finde ordene. Hvordan havde Patch bare sådan kunne give ham en ordre. Eagle, han var aldrig til at styre! En barbar for at sige det lige ud! Endelig fandt hun dog ordene, gik hen foran ham og placerede sine arme over brystet. "Hvordan gjorde du? Du fik lige stammens største kriger til at adlyde dig.. hvordan gjorde du det?" Hun satte hovedet på skrå.. "Men, tak for det også, jeg hader når han tror at han ejer mig," Det sidste kom som en lille irritabel mumlen..

En evne.. Hvor fantastisk! Hun smilte stort til ham, afslørede at hun syndes han var fantastisk! Aldrig havde hun mødt en som ham! Han var jo nærmest det hun havde ventet på hele sit liv! Med et nik fulgte hun med ham, løb så hurtigt hun kunne på de barre tæer igennem græsset. Inden længe ville Eagle vende sig om imod dem, følge efter dem og nok straffe Patch for sådan at bruge sin evne imod ham. Det kunne også være at de var heldige at han gik tilbage til stammen. Der var det bare uheldigt for Selena at han kunne ende med at sladre til høvdingen også vankede der for hende! Hun bed sig tøvende i underlæben, fulgte med ham og kiggede derefter op på ham. "Hvor.. hvor skal vi hen?" Hendes stemme fulgte med vinden, der så drillende valgte at følge med dem med en lystig melodi.. Selena smilte svagt over den, imens hun ventede på at Patch skulle svare hende..

Siden elveren boede her kendte de nok skoven bedre end ham, ergo, de måtte væk fra skoven. Dette ville blive hendes første gang udenfor. Hans blik var rettet op ad, i håb om at finde et sted hvor han kunne flyve op. Han kiggede på hende da hun spurgte om hvor de skulle hen. Han smilede blot hemmelighedsfuldt til hende. " stol på mig." Sagde han blot.. Derefter foldede han sine sorte vinger helt ud, greb hende om livet og fløj op gennem et hul grenene dannede.
Han havde et godt greb om hende og Hviskede så ved hendes øre. "Vi skal ud af skoven." Han smilede roligt.

//Kreasvigt.

Ud af skoven!? Det lød skræmmende, men så lokkende på samme tid! Hun kunne se fornuften i det, elverne kendte alt til skoven, der ville ikke være nogen mulighed for at gemme sig for dem! En hver anden elver ville skynde sig væk, blive i skoven og aldrig forlade den, men Selena ønskede at se verden udenfor! forsigtigt lagde hun sine arme om ham, lod ham løfte hende op. Hvisken gjorde hende endnu mere nysgerrig. Der lå en helt verden derude og hun måtte se den! Med et smil på læben nikkede hun til ham. "Lad os komme af sted," hun hviskede det svagt ved hans øre.. Da de lettede tog hun sig selv i at kigge tilbage.. Det var ikke sidste gang hun så skoven, men alligevel gjorde det en smule ondt på hende ved tanken om at skulle derfra.. Hun kiggede frem for sig, klyngede sig ind til Patch og nød at være så tæt på ham..

/ i orden ^^

Han forstod at det var skræmmende for hende når hun havde levet i skoven så længe! Han ville dog med glæde. Han ville vise hende hele verdenen hvis hun bad om det. Han var jo.. Forelsket i hende.. Han smilede ned til hende og blev ved med at flyve mod byen, det sted han kendte bedre end sig selv. Han kunne nu se bygningerne i doomsville og landede lidt udenfor doomsville. Han gav blidt slip på hende og foldede vingerne ind til ryggen.
Så før hun ville kunne nå at gøre noget, havde han lagt armene om hende og trykkede begærligt sine læber mod hende læber, som han havde savnet så meget.

//stadig Kreasvigt xD

// I orden xD

Byen.. Hvor var den fantastisk! Alle de lys fangede hende med det samme! Det var skræmmende og fascinerende, som når hendes mor plejede at fortælle hende historie over bålet inden hun skulle sove. Om luskede dæmoner der listede rundt, vampyrer der tog dit blod og narrede dig i døden, sirener hvis stemme og udseende var noget af det smukkeste i verden. De var blot ligesom vampyrerne, de ønskede at drukne dig også æde dig, eller måske endda omvendt! Hun gøs ved tanken og da hendes fødder igen rørte jorden, smilte hun til Patch og blev overrasket over at mærke hans læber imod hendes igen. En bølge af tilfredsstillelse skyllede over hende. Han var lyset da langsomt jagede mørket væk. Læberne var bløde som silke, noget hun kunne have imod sine egne til evig tid.. Hun lukkede øjne i, placerede hænderne om hans nakke og forsvandt videre ind i drømmelandet, hvor ingen kunne trække hende ud fra..

Patch vidste at det var første gang hun var udenfor skoven, så han ville passe ekstra meget på hende. Der kunne være skumle typer i byen, især om natten. Han ville beskytte hende med sit liv. Det var sært, han elskede hende højt, ville give sit liv for hende, selvom han ikke havde kendt hende i særlig lang tid. Men det føltes som om han havde kendt hende hele sit liv.. det var sært.
Han trykkede hende mod sig og kunne ikke få nok af hendes bløde læber..Han kærtegnede forsigtigt hendes ryg og sukkede blidt mod hendes læber. "Mhm.. jeg elsker dig.." Hviskede han og smilede svagt.

//stadig kreasvigt x_x

Elskede hende? Selvom det kom så blidt ud fra ham, kunne hun ikke lade være med at kigge spørgende op på ham, se i hans øjne for at se om han mente det eller om det bare var noget som han fortrød at han havde sagt. Forsigtigt kørte hun en hårlok om bag øret, hviskede først noget utydeligt, inden hun tog sig sammen til at sige det til ham.
"Patch, jeg indrømmer gerne at du er helt fantastisk! men, er du nu sikker på at du elsker mig? Jeg mener, trods alt har du næsten lige mødt mig og jeg ville jo nødig skuffe dig, hvis jeg nu er ikke det du regner med at jeg er," sagde hun tøvende og kørte nervøst en af sine fingere op og ned af sin solbrune arm. "Jeg vil jo nødig skuffe dig,"

/ Undskyld lorte svar :3..

Nu kom det. Nu ville hun begynde at komme med undskyldninger over hun ikke følte det samme, derefter ville hun nægte alt kontakt. Hun ville hade ham, synes han var sær og aldrig gengælde hans følelser...men dog var det ikke det hun sagde. Det sårede ham dog stadig. Han trådte et skridt væk fra hende og så ned. Han havde lagt armene over kors og så ned.
"Jeg... Årh, glem det. Jeg skulle ikke have sagt det. Du er bare så... Fantastisk, at jeg næsten ikke kan tro det." Han så op, men ikke på hende. "Jeg skal nok gå. Undskyld." Han var tydeligvis Van til at blive afvist.

//gør intet, søde. Har selv Kreasvigt.

Gå? Næh nej! Det ville hun ikke lade ham gøre! Hun kiggede overrasket på ham, inden hun trak sine hænder op foran sig, skiftede med at åbne og lukke dem, som om hun forsøgte at sige noget eller gøre noget. Desværre, var hun ikke den modigste og havde svært ved at gøre hvad der passede hende. Til sidst tog hun dog modet til sig, løb hen til ham og omfavnede ham, samt gemte sit ansigt væk i hans bryst. "Du må ikke gå, jeg ønsker ikke at du går.. jeg.." Hun bed sig tøvende i underlæben, fortsatte med at gemme sig. "Du er også fantastisk! se bare hvad du har givet mig indtil videre, du har givet mig et helt nyt syn på verden og det er jeg evig taknemlig for!" Tøvende så hun op på ham. "Du.. må ikke gå.. du.. må ikke efterlade mig.."

// :3

Han ville gå. Hun gengældte jo ikke hans følelser og det var bedst at gå før han virkelig begyndte at elske hende alt for meget. For hvis han blev endte det med at han bare blev mere såret. Det kunne han ikke klare tanken om, det var forfærdeligt. Han var begyndt at gå væk da hun lavede det der underlige noget med hænderne. Han stivnede da hun omfavnede ham og gemte sit ansigt væk ved hans brystkasse. Han så overrasket på hende.
"Men det er bedst at jeg går.. Ellers bliver jeg bare såret over du ikke gengælder mine følelser. Jeg ved godt vi ikke har kendt hinanden længe, men jeg er altså forelsket i dig." Han så væk.

For det første, det nyttede ikke noget at gå fra hende, det ønskede hun jo ikke, hun holdt allerede af ham! Og for det andet, kunne han ikke bare efterlade hende her i byen, hun kendte jo ikke stedet overhovedet, så ville det ikke være en smule ondt overfor hende. Hun kiggede tøvende op på ham, så nærmest bedende på ham, inden hun træk sig ud af omfavnelsen, så ned i jorden som havde nogen lige hånede hende med alt hvad de havde. Skudt hende ned. "Men, jeg sagde ikke at jeg.. ikke gengældte dem.. jeg spurgte jo blot om du var sikker på om du havde dem for mig, jeg sagde ikke noget om at jeg ikke havde det sådan omkring dig," Hun så ned i jorden, kørte tøvende hånden op og ned af armen. "For.. jeg har det altså sådan omkring dig.. Og du kan ikke bare efterlade mig her i byen, jeg kender jo ikke stedet," Hun bed sig svagt i underlæben, inden hun så sig omkring. Folk myldrede rundt omkring, det var ikke til at finde rundt i! En af dem gik endda ind i hende og så på hende, som var det hende der var gået ind i ham og ikke omvendt.. Svagt krøb hun sig ind til muren, hvor det ikke virkede til at der var nogen som kunne gå ind i hende..

Det ville vær ondt bare at gå fra hende, når hun ikke kendte til byen som han gjorde, men han havde ikke lige tænkt over det, desværre. Han havde ikke hørt hende sige hun ikke gengældte hans følelser, nej. Men det havde han følt hun havde hentydet til. Hentydet til hun ikke elskede ham... Indeni havde han lyst til at græde, men udenpå kunne han bare ikke få sig til det.
"Jeg følte at du hentydede til du ikke elskede mig og du har stadig ikke sagt om du elsker mig eller ej." Han sagde det roligt men var tydeligvis svag psykisk lige nu. "Nej det kan jeg ikke." Sagde han blot. Han så efter manden der havde gået ind i hende. Han vendte sig mod hende og gik tæt hen til hende. Han strøg hende ned af kinden. "Du er i sikkerhed hos mig, engel." Han tog hendes ene hånd og kyssede håndfladen blidt.