A world away from the world(Alane)

Smerte. Alt gjorde pisse ondt. Smertetråde bugtede sig ned igennem hendes rygrad, fangede alle hendes nerver og bevægede sig drillende igennem hendes krop med små stød af ild, blandet med syrende rester der ætsede sig igennem hendes blodårer og fulte blodets baner. Et eller andet klistrede i hendes hår og bagsiden af hendes hoved, samtidig med at det langsomt banede sig ned over hendes nakke. Blod? Plausibelt, da duften af blod hang tungt og næsten kvalmende i .. hvorend hun nu var.
- Neco, kan du åbne øjnene?
Jeg skal ..
Hendes tanker var næsten en stor tågeklat, og at fokusere og koncentrere sig om noget så banalt som at åbne øjnene, virkede pludseligt som en uoverkomelig opgave. Men stædighed brændte altid i hendes krop, og den trak hun anstrengt viljestyrke frem fra. Hun baksede i et par sekunder, og fik så øjenlågene til at vibrere svagt, indtil de løsnede sig og åbnedes, blot for at afsløre skræmmende, rødlige [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] under de mørke øjenvipper.
Ild syntes at flakke igennem hendes øjne, fra den sorte kant omkring hendes iris. Som flammer der slikkede ind igennem irissen, endte den brat i en flydende, næsten lysende sølvcirkel, der så ud til at bevæge sig i det svage lys, der var i .. kælderen?

Hendes blik opslugte omgivelserne. Hun var placeret op af en iskold væg, hvor fugt langsomt drev nedad i små floder. Det var en lille kælder, ikke større end en mindre kro, der var udsmykket med lænker hele vejen rundt i kanten. Kun en kraftig metaldør i den modsatte side at kælderen, brød lænkerne regime rundt ved væggen. I midten stod en kiste, der var lukket og låst forsvarligt, med adskillige kæder snoet rundt om, og hængelås. Ikke noget hun ikke ville kunne åbne, hvis ikke ..
Hun bevægede langsomt, anstrengt en hånd, der straks sendte en raslende lyd igennem lokalet, da lænkerne bevægede sig imod hinanden og den iskolde væg. Lænkerne skar sig dybt ind i hendes håndled .. Blødte hendes håndled, var den dybte lænkerne var sunket ned i? Det føltes sådan, med smertestråde der udgik derfra i stor stil. Åndedræt fra hendes side, gjorde hende langsomt opmærksom på at hun ikke var alene.
- Neco .. Hvad er der sket? Du skal ud!
Jeg ved det ..
- Kan du vriste dig fri? Du er stærk. Riv dig fri.
Chaya, hold din kæft, gider du ? ...
Selv Delilahs tankestemme, var træt og udkørt - næsten ikke mere end en hvisken, der ikke var højere end hendes åndedræt. Hvorfor fanden var hun så omtåget? Sløret? Havde hun fået et eller andet sprøjtet ind i sig? Hun kunne ikke huske hvordan helvede hun var endt her ...
Hendes blik bevægede sig til siden, og lagde sig om de tre personer der ligesom hende var lænket bag ryggen med hænderne. To mænd, og en enkelt kvinde. Hendes hoved tiltede næsten slapt til den anden side, og gled over de tre folk på hendes anden side - to kvinder og en mand.
Langsomt begyndte minder at bevæge sig inden i hendes hjerne. Minder der afslørede, hvordan hun var kommet herhen. Samtidig slog en af mændene anstrengt øjnene op, og vippede hovedet opad. I det samme gled hans øjne i igen, som havde han ikke kræfterne til at holde dem åbne. Hvad fanden var de blevet drugged med?

En dunken susede for hendes øre, ja den virkede nærmest rytmisk. Dukduk... Dukduk... Dukduk, hjerteslag eller var det hendes puls hun kunne høre for sine egne øre. Blodet strømmede gennem hendes åre med en høj fart hvilket fik det til at dunken for hendes indre øre. Smerte bredte sig gennem hele hendes krop da tanken om hendes bankende hjerte var sluppet fra hende. Smerten brændte, sveg ja næsten som om hun var ved at blive ædt indenfra, nej nok nærmere en form for syre der langsomt ætsede hendes vener samt arterier. En ting kunne hun i hvert fald konstatere, det gjorde ondt..
Det virkede som en hel kamp der skulle vindes bare for at åbne øjnene men lyden af raslende kæder omkring hende pirrerede hendes nysgerrighed samt hun kunne godt tænke sig at møde denne person der havde bragt hende i denne smerte, så skulle han nok få den samme at mærke. Rent instinktivt ville hun løfte hånden for at mærke hendes hoved hvor en ulmende smerte udstrålede fra, dog kom hun hurtigt frem til konklusionen om at det kunne hun ikke. Hun var lænket fast, kunne ikke bevæge sig. En let panik bredte sig da det rent faktisk gik op for hende. Langt om længe fik hun åbnet sine øjne og de mørke dybe grønne øjne kiggede noget slørret omkring. Var hun blevet forgiftet med et eller andet?

Langsomt tog hun det hele ind selvom alle de indtryk der haglede ned over hende var overvældene for hendes omtågede hjerne, stanken af mug og fugt ramte med det samme hendes næsebord samt en dunst af blod, både friskt men også indtørret. Langsomt gled hendes blik over de folk der sad på samme måde som hende, kun en af dem var vågen, en anden kvinde der vidst nok blødte fra hovedet... Hendes øjne.. Øjne som en dæmon fra de historier man altid hørte som lille når ens forældre ville skræmme en så man ikke løj eller sneg sig ud om natten. Alane var iklædt et par tætsidden men dog elastiske sorte bukser, et par lette og en smule feminine læder støvler der gik hende til midten af læggen beklædte hende fødder. På overkroppen bar en helt kropsnær og lettere nedringet top og udover den havde hun et sort korset der sluttede under hendes bryster samt et par fingerløse læder handsker. Hun kollapsede tilbage mod væggen i det hun prøvede at komme ordentlig op at sidde. "For... Fanden da også..", hun bandede indeni da smerten skød igennem hende som små elektriske impulser. Hendes lange hvidlige hår hang oppe i en høj hestehale der dog var en smule uglet efter den tur hun havde været igennem. Hendes øjne fæstnede sig på kisten der stod midt i rummet, hvad var det dog? Med alle de kæder, holdt den noget inde eller hvad?

Som hun sad der i sin egen tankestrøm blev den afbrudt af nogle billeder, billeder om hvad der var sket, hvordan hun havde siddet på kroen, nydt et dejligt glas Whiskey og pudselig havde hun fået det så underligt og var gået udenfor for at få noget frisk luft og derefter blev det hele sort og en dunkende smerte spredte sig atter engang gennem hendes kranium som var der en der sad og borerede små huller i baghovedet på hende. Langsomt begyndte den ene mand ved hendes side at komme til bevidsthed og det første han gjorde var at bukke sig forover og en masse blod blev brækket op, måske havde han ikke kunne tåle giften de havde givet ham? Dunsten af bræk ville snart brede sig. Alane vendte hovedet lidt væk fra ham og betragtede den eneste anden der var vågen... Kvinden med de dæmoniske øjne.

De ultrastramme, skridsikre læderbukser klistrede til hendes ben og røv, og fremhævede formen på hende. Det samme gjorde de skudsikre korset der var snoet stramt om hendes mave, og blidt skubbede hendes barm opad, så både talje og barm stod i skarp kontrast, og blev fremhævet tydeligt. Lange læderstøvler var trukket op over hendes ben, og stiletterne der ellers så skrøbelige og tynde ud, skrabede lydløst imod jorden, uden at få en skramme. Om hendes skuldre hvilede en lang læderjakke, der var mange kilo tungere end den så ud - bl.a. grundet våben der var skjult deri, og på grund af de lag der var syet derindi, der skulle gøre den mere eller mindre skudsikker, alt efter kaliber.
Om hendes hofte, manglede en tyngde, hun ellers var så vant til. Tyngden var det velkendte våbenbælte, der bugnede af våben, og konstant var hendes personlige våbenlager. Bag hende var den lange, mørke flettede hestehale presset imod muren, og tillod derfor den enorme blodplet, der farvede dele af den mørke fletning i en lettere rødlig tone, at smitte af på den iskolde væg bag hende, hvor blodet langsomt begyndte at bane sig ned i tyktflydende dråber.
- Riv, flå, ødelæg.
Hvad fanden snakker du om, Chaya?
- Lænkerne.
... Åh, right.
Ændring i åndedræt og en bevægelse fangede hendes opmærksomhed, og lod hende tilte hovedet til siden, og fange en kvinde der syntes at vågne op, med de flammende øjne. Genkendelse fandt straks vej til den sitrende fornemmelse der dansede indeni i hende, da kvinden åbnede sine øjne: Alane. Alane S. Devanchez, shapeshifter - nærmere bestemt den mere sjældne skindwalker - 18-årig raceleder for shapeshifterne, der havde en uheldig afhængighed til at få drukket sit blod af vampyrer. Udemærket svaghed, til senere brug, ifølge Delilahs ukendte kilde.
Oplysninger om denne kvinde sivede hastigt igennem Delilahs gennembankede hjerne, og hjalp utroligt nok på den omtågethed der ellers havde slået hendes tanker ud af balance. Blikket lå næsten afslappet på shapeshifterlederen, selvom det var vældig ironisk, når man tænkte på situationen de begge var fanget i. Det kunne være en kæmpe fordel for Delilah, at Alane sad netop her, og var lige så fanget og 'et offer' som Delilah. Eller det kunne være det omvendte. Det handlede om hvordan kortene blev spillet.

Tunge fodtrin ramte udenfor dørene, og hvad der mest mindede om raslen og noget tungt der blev slæbt henover beton, gav genlyd igennem den store dør, og imellem de fugtige mure adskillige herinde var lænket til. Den slæbende lyd stoppede, og en raslen af nøgle igennem et nøglehul, fór igennem lokalet. Adskillige folk fik besværligt slået øjnene op omkring Delilah, da døren åbnede sig med en skærende lyd, der hamrede direkte igennem trommehinder, og truede med bankende at ødelægge dem.
- Neco .. Smerte ..
Hold ud. Vi kan begge holde det ud. Jeg ved du er stærk nok, Chaya.
En kæmpe stor mand trådte ind af døren. Tatoveringer snoede sig op og ned af hans arme og nøgne brystkasse, og langt, mørkt, viltert hår stod som en busk omkring hele hans ansigt. Bare, snaskede fødder trådte ind under ham, men om hans store hånd, var der dét, man virkelig trak blikket henimod. En lang lænke var snoet over hans håndflade og over håndryggen. Lænken var forbundet til en mand der blev slæbt hen ad jorden bag ham, som han så trak ind i rummet. Døren blev smækket hårdt og larmende i bag ham.
Manden der blev slæbt hen ad jorden, var en spinkel lille fætter, der var gået ud som et lys, og nu bumplede slapt ved hver sandkorn og sten han gled henover. Han endte med at blive lagt henover en hullet rist. Kæmpen smed dovent manden hen ved siden af kisten, og traskede næsten brummende henover. Et propfyldt nøglebundt blev trukket frem fra den mørke inderside af jakken, og med raslende lyde der gav genlyd igennem faste mure, fandt han frem til den rigtige nøgle, der brutalt blev proppet ind i kistens halvgamle lås.

Skygger klistrede sig sammen til en ubrydelig sort masse, nede i kisten, så selvom den blev åbnet på klem, kunne man ikke skimte, hvad der var, at finde dernede. Der lød skramlen og larm dernede fra, men til sidst trak han en meget simpel ting op derfra. En halvrusten sav. Den besvimede mand, flakkede let med øjnene, men vågnede end ikke, da kæmpen med et grynt smækkede kisten i og låste den.
Mumlen spredte sig med det samme imellem de lænkede, der alle var vågnet efterhånden, af de mange høje lyde. En enkelt gispede dybt og skræmt ved synet af saven der nærmede sig den bevidstløse mand, men kæmpen så ikke engang ud som om han havde bemærket, at der var andre i rummet. Han så mest ud til at kede sig, da han bandt et robust reb om mandens arme og ben, og fik sat dem fat til risten. Så lagde han roligt saven imod mandens fod.
Og begyndte at save.
Manden slog øjnene op med et skrig, og gav sig straks til at vride og sno sig i smerte, for at få kæmpen til at holde op. Men han kunne ikke gøre andet end forbløde, da saven kom igennem hans fod, og kæmpen begyndte at save resten af hans ben i stykker. Selv efter blodet var strømmet ud af manden og livet havde forladt ham(Del havde endda betragtet hans ånd der lettet flygtede fra scenariet), fortsatte kæmpen ufortrødent med at skære manden i små stykker.
Der havde været skrig. Både fra den nu døde mand, men også fra de lænkede folk, der havde været skræmt over scenaret. Men Delilahs blik, havde bare hvilet på det hele, uden at vise tegn på det kaos der hamrede igennem hendes sind. Der var bare intet i hendes blik, da det hvilede på det bloddryppende syn, der endda fik en pige ved hendes side, til at kaste op. Ucharmerende.
Kæmpen rejste sig, da han var færdig, og låste kisten op, smækkede saven derned, og fiskede istedet en lille beholder op. Roligt hældte han væsken ud over de små bidder mand, der var blevet samlet fint på risten. Boblende og sydende ætsede manden til en væske, der dryppede ned i risten og forsvandt. Da selv hans knogler var ætset væk, lagde kæmpen uanfægtet beholderen tilbage i kisten, låste den og forsvandt ud af døren, der blev låst bag ham. Skridt bag døren, beviste at han forsvandt derfra også.

//OOC: Jeg har ikke været så detaljeret omkring klamheden, fordi det meget nemt kan blive ulækkert og for meget. Jeg håber det er okay?

Alanes dybe grønne øjne holdt sig fast på kvinden, hendes øjne nærmest limet til denne kvinde som tydeligt også betragtede hende. Et af hendes fine øjenbryn gled op mens hun slikkede sine tørre læber, hendes hals føltes nærmest som rug sandpapir der blev gnedet mod hinanden. I et kort øjeblik gled hendes øjne i og hun fortrak en lille mine i ren smerte men ikke lang tid efter gled hendes øjne op og fæstede sig på kvinden, den eneste anden der ikke virkede til at ville miste fatningen i det næste øjeblik ville bryde sammen i rendyrket gråd. Et eller andet gled ned af hendes rygsøjle, ikke fysisk men en følelse af frygt, det var som om kvinden kunne kigge direkte igennem hende og så hendes værste svagheder men det kunne vel ikke lade sig gøre, hun kunne umuligt vide sådanne ting omkring hende, det var fuldstændig umuligt. Let bed hun sig i læben og sled en smule mod de lænker hun havde på, hvis hun ville kunne let som en fjer komme ud af dem men hendes nysgerrighed forbød hende det. Hun ville vide hvad der foregik her. Kælderen var så kold at hun kunne se hendes egen ånde foran hende, de måtte være langt under jorden, langt væk fra solen og den frihed som hun ellers satte så højt.

Kæderne gnavede i hendes hud, skar og stak i hendes fine silkebløde og blege hud, kuldegysningerne kravlede ind over hendes krop som små regndråber der skyllede ned af hende. I et af hjørnerne kunne man høre en dryppen... Dryp... Dryp... Dryp.. En lyd der gav genlyd i hele kælderen og som på et eller andet tidspunkt nok skulle drive en eller anden til vanvid. Hendes grønne øjne gled over til et sted i mørket hvor en dør i det fjerne blev åbnet, de rustne hængsler knirkede voldsomt, en skærene lyd der smertede hendes dunkede hoved. Let lagde hun hovedet tilbage og betragtede nu ellers bare manden der kom ind i midten af rummet slæbene på en mands krop. Alane virkede ganske roligt som om at dette næsten var hverdags kost for hende men hun havde også oplevet mange ting, ting lig dette og være ting. De grønne øjne gled over manden som var hun et rovdyr og han skulle være hendes næste bytte og det var også mere eller mindre sådan hun havde det, han var en af de mænd der havde sat hende i dette fængsel og planlagde... Ja Gud ved hvad de planlagde at gøre med hende og de andre der sad hernede. Hun kunne mærke hvordan vreden bobblede i hende og hvordan de skarpe voldsomme tænder pressede sig vej ud af hendes gummer, hendes ellers så smukke grønne øjne begyndte at få en uhyggelig gulligt skær som skovens rovdyr havde. Hurtigt rystede hun på hovedet og de faretruende øjne forsvandt og et øjeblik virkede det som om hun havde en indre kamp med sig selv, men heldigvis for sig selv og de andre i rummet vandt hun denne gang..

Alanes øjne hvilede roligt på det hele der udspillede sig, virkede ikke den mindste smule forarget eller som om synet bragte hende ubehag. Hun havde ingen problemer med at skulle se manden få skåret foden af eller de smertende skrig der løb gennem rummet. Det var nærmest som om et smil gled over hendes læber men det var ikke grundet de ting der udspillede sig foran hende, hun sad stille og roligt og formede en plan i sit hoved og hun havde ikke tænkt sig at lade nogen af de svin overleve, alle dem der havde haft en finger med i dette her ville ikke komme til at se dagens lys igen..

Da manden fortrak sig fulgte hendes øjne ham indtil den karakteristiske lyd af den knirkende dør lød. Efter det vendte hun sig mod de andre i rummet og lod blikket glide over dem alle indtil de stoppede på kvinden der havde kastet op. Der hvilede de et øjeblik før hun kiggede frem for sig igen, "Vi må ud herfra", hendes stemme var melodiøs og varm men holdt også autoritet i sig.

//Det er helt fint og undskyld det sene svar men havde haft fået forlagt emnet mellem alle dem der ligger under emner jeg har haft skrevet i

Delilah snoede hænderne sammen, endnu imens den levende mands skrig gennemborede rummet, og truede med at sprænge Delilahs hypersensitive ører, så hun kunne lade en finger blive klemt ind under lænken, i et forsøg på at som noget derinde kunne være en svaghed for lænken. Men til hendes store overraskelse, netop som hun var sikker på hun skrabte huden på sin finger af med volden, tilpassede lænken sig hendes finger, og snoede sig rundt om den. De magiske lænker tilpassede sig den nye forhindring, og sørgede for at kunne være stramt fastklemt om en person, hvad end det var halsen, håndledet, benet eller blot en finger den skulle holde fanget. Kort sagt .. Planen fungerede sgu nok ikke ...
- Magiske lænker.
You think?! Jeg hader magi!
Det gik slet ikke op for Delilah at skrigene var stoppet, at mandens død endelig var kommet, og at den kæmpe store mand var på vej ud af døren, før en isnende ringen bragede igennem hendes ører, og duften af tungt, varmt blod blandet med bræk, fangede hendes alt for følsomme næsebor. Et inferno, indkapslet i et ildrødt blik, løftede sig fra sin egen fangne finger, og bevægede sig over massakren foran hende.
- Åh gavmilde Elona'Dahl ...
Hey, det er sgu ikke værre end noget jeg har gjort.
- Neco!
Jeg gjorde det ved min kæreste engang.
I ren protest lukkede Chaya dæmonens sind ude, så hun kortvarigt ikke kunne høre hende. Men det var ekstremt energislugende for Chaya, så kort efter dukkede en udmattet Chaya endnu engang op i dæmonens sind, men stadig halvvred. Hvad Delilah sagde, havde dog været en sandhed, om end det havde langt fra været frivilligt. Men hey ... Det var i teenageårene man skulle prøve noget nyt, ikke sandt? At torturere, flå og skære sin kæreste op levende, det gjaldt vel ind under .. noget nyt.

Alanes stemme, sendte små stød af irritation op igennem dæmonens krop. Fandme nej om hun gad lade tøsen der valgte at slavebinde hele sin race lege savior of the fucking world, når det her ikke var mere end den hverdag, Delilah havde accepteret at leve i. Langsomt rullede hun hovedet til siden, og lagde infernoet af et blik på Skindwalkeren - men infernoet udstrålede Lad nu forhelvede være.
"Tror du alligevel, Devanchez? Tror du alligevel vi skal ud af det her lortested?"
Hun himlede kraftigt med øjnene, og lagde hovedet imod den fugtige mur hun var fanget opad. Irritationen imod Skindwalkeren havde faktisk ikke meget med selve kvinden at gøre, men mere det, at hun var en raceleder. Delilah var modstander af al hierarki, og mente kort sagt at man som raceleder legede Gud over alle i sin race, og troede man var King of the fucking race, hvorefter man slavebandt hele lortet og legede magtsyg kælling. Så kort sagt var hadet ikke personligt .. Men hun brød sig virkelig ikke om Alane.
"Magiske lænker, kæmpe dude, irriterende tung duft af blod. Jeg tror sgu også den er halvmagisk, for den er fandme døsig. Hvad er din åh-så-pisse-store-plan Raceleder?"
Det ville nok ikke tage længe for Delilah at piske en plan op, omend den sikkert ville være latterligt dumdristig, farlig og medføre at hun næsten selv ofrede livet for gruppen adskillige gange - men hun var nysgerrig på hvorfor racelederen valgte at spille helt. Om hun bare ville lege helt, eller om hun faktisk havde en plan. Chaya protesterede allerede over idéen med at Delilah skulle finde på en plan. Men dæmonen var en thrillseeker og adrenalinkicks var en af hendes mange afhængigheder ...
It's life. Live it for fucks sake!