The Ocean. - Gabriel.

Sted: Havet, tæt på en havn.
Omgivelser: Der er en havn i nærheden, men der hvor Rebecca er, er der en strand. Der er ingen væsner udover Rebecca, som hun lige kan se.
Vejr: Halvmåne, få skyer, ingen vind. Der er halv varmt.
Tid: 22:12.
Påklædning: Klik Plus sorte jeans, sorte converse.

Rebecca så udover havet, hun stod tæt ved vandkanten, men ikke tæt nok på at vandet ville kunne ramme hende. Det var en halv time siden hun sidst havde haft kontakt med vand, hun kunne ikke nå at gøre meget. Dog ville hun ønske at hun kunne det, dette var som en forbandelse for hende. Hun var ikke født som sirene, hun var født som dæmon, men al dramaet med Nilles død, og så videre, havde gjort at Rebecca havde fået en ny krop, dermed en ny race. Rebecca var begyndt at vænne sig til det, dog. Der var dog en ting der nagede hende. Hun var ikke i et forhold, hun følte sig ikke forelsket, men hun havde følelser for en vampyr ved navn Markulius. Dog var hun... Bange for ham. Hans dyriske side ville dræbe hende, han havde engang opført sig grusomt mod Nille hvilket havde skræmt Rebecca. Rebecca vidste ikke om hun kunne være sammen med ham... Hun var langtfra tryg ved ham. Hun sukkede svagt. Når som helst kunne hans dyriske side tage over og stikke hans kniv i hendes hjerte... Og hun havde ikke lyst til at dø igen. Hvor mange gange var hun ikke blevet dræbt? En gang før, men dengang med Nille gjaldt vidst ikke? Hm.. Jo, to gange, nok. Hun vidste det ikke helt. 
"Pokker tag da også det hele." Snerrede hun og bukkede sig ned efter en sten. Hun tog en sten op, rettede sig op og kastede stenen ud i vandet. Plask! Rebecca bed sig i underlæben. Færten af et andet væsen ramte hende... Nysgerrigt og vagtsomt så hun rundt.

Påklædning :: Tøj
Sko :: Ekstra

Natten var smuk og dejlig, i midten af det hele gik en ældre vampyr rundt, han havde hænderne i lommerne og en cigaret i munden. Hans kolde udstråling var tydelig, alt for tydelig for alle og enhver omkring ham, da han ikke just var den der talte af sit hjertes varme, han var mere typen der bare holdte alt ind i sig, hvorfor skulle han dog rende og vise sine følelser for alle og enhver? det gav sgu ingen mening at han gjorde det.
I stedet for at tage sin normale tur rundt i byen, besluttede han sig for at smutte ned til havnen, han tog dog turen ned af havnen, stirrede ud over vandet, det var først da han hørte et plask at han stoppede op og lod sit kolde blik glide hen mod egeren, hvor han fik øje på en ung kvinde. Han hævede øjenbrynet, men gjorde intet for at snakke til hende eller gøre kontakt med hende. I stedet for at gå hen til hende, satte han sig bare ned og røg videre af sin halv færdige smøg

Rebecca havde fundet ud af hvad hendes evne var, den var ikke speciel, men den var nyttig. Hun kunne kontrollere og fremmane vand. Ret typisk evne for en sirene, egentlig.. Rebecca rystede på hovedet over tanken. Uanset hvad, hun havde fundet ud af hvad hendes var, nu skulle hun bare lære at kontrollere den ordentligt.
Rebeccas lysende blå øjne landede på en... Vampyr! Åh du godeste, hun havde mødt vampyrer nok i sit liv, syntes hun! Hun bed sig i underlæben mens hun holdte øje med ham. Han ville ikke skabe kontakt, passede fint for hende. Hun var heller ikke typen der ville skabe kontakt først. det måtte være andre der skabte kontakten. Hm.. Vampyren så faktisk ikke værst ud, ret pænt egentlig. Hun smilede kækt, men så igen udover havet. Hun overvejede at hoppe i vandet, men var det klogt at gøre når vampyren var der? Hun kiggede på vandet, løftede sine hænder med håndfladen mod sandet, et bestemt punkt i vandet rejste sig som en slange. Hun knugede sine hænder sammen og vandet som havde formet sig som en slange næsten gik i stykker, og dråberne faldt til vandet.

Han kunne føle hendes blik mod sig, selvom han prøvede at ignorere det, vendte han til sidst ansigtet mod hende, han hævede øjenbrynet over dette kække smil. Han sugede røgen ind, lod den glide ned i det ubrugelige lunger og derefter ud igen, formet som en cirkel. han rynkede brynet, da hun med et begyndte at bakse med et par ting, hvad mon hun lavede. Hurtigt rejste han sig, fuldkommen lydløst gik hen mod hende, betragtede slangen hun skabte i vandet, det mindede ham lidt om hans egen lejelighed, der var fuldt op med slanger af den ene eller anden form "hej...hvad laver du" spurte han hæst, nok var han udødelig, men hans stemme havde taget skade af de mange cigaretter og alt den sprut og nu havde han fået en hæs, men behagelig...næsten sexet stemme

Rebecca forstod ikke at vampyren røg, det var usundt, det tog ens tænder skade af, så de blev grimme. Plus, man blev helt forfærdeligt syg af det! Hun havde aldrig nogensinde i hele sit liv røget. Øh, det mente hun i hvert fald ikke.. Hun kunne ikke så godt huske sit liv før sin første død. Nå, ligemeget. Hun lagde armene om sig selv, mens hun betragtede vandet igen. Da pludselig hun hørte en hæs, behagelig, forførende stemme, hoppede hun forskrækket op.
"Du godeste! Du forskrækkede mig!" Hun sukkede lettet ud, mens hendes hjerte begyndte at banke mere normalt. Hun kiggede på ham med sine lysende blå øjne. "Hvad jeg laver? Jeg øvede min evne." Hun pegede på vandet og trak på den ene skulder. "Hvad laver du?" Okay,hun fortrød spørgsmålet lige da hun havde stillet ham det.

Han tog det sidste sug af sin smøg, før han skoede den under sin sko og smed den væk "det må du da undskylde" han rynkede brynet, det var ikke just en hverdags ting for ham at sige undskyld til folk...ikke noget han plejede at gøre. Han lagde hoved på skrå "aha...ser da ganske interessant ud" brummede han og trak ligegyldigt på skulderne, hendes spørgsmål fik ham til at lægge hænderne i lommerne "jeg er skam kun ude for at gå en tur" sagde han, lod blikket glide ud over vandet, vandet var skam smukt, det mindede ham om tiden som menneske, en ganske hyggelig tid

Rebecca så på da han tog et sidste sug af sin smøg og derefter skoddede den under sin sko og derefter smed den væk. Det overraskede hende lidt at han sagde undskyld. Han virkede så kold. "Øh... Det gør ikke noget." Hun rystede på hovedet. Hvad pokker gik der af hende? Normalt var hun overlegen, men lige nu følte hun sig som en lille pige.  
Hvorfor virkede han så ligeglad med alt? Hmpf, idiot. "Aha.." Hun rystede på hovedet. "Er du altid så ligeglad eller er der noget med mig?" Hun lagde armene over kors og hævede et øjnebryn over ham.
"En gå tur? Javel ja, så en vampyr går en tur i stedet for at gramske sig i blod?" Hun sukkede svagt og så også udover havet.

Han hævede øjenbrynet "det har skam intet med dig at gøre, jeg magter bare ikke lige følelser" svarede hun og stirrede direkte mod vandets overflade, efter så mange år som han havde levet, magtede han bare ikke det at skulle vise følelser, det var kedeligt og man kom sgu ikke så langt med det.
Han nikkede "ja gå en tur, det er normalt det man siger, når folk...går en tur" brummede han og rullede øjne af hende, han rynkede brynet "blot fordi man er en vampyr, betyder det ikke man drikker af alle og en hver, jeg siger da heller ikke du sidder ved en hver sten og redder dit gyldne hår...vel sirene" sagde han og lagde armene over kors

Rebecca kneb øjnene lidt sammen, det kunne se forførende ud, men mere at hun mistænkte ham for noget.. Hvilket hun dog ikke lige gjorde, hun kendte knap nok fyren, hvad skulle hun mistænke ham for? At stjæle hendes hale? Nej vel. Hun sukkede svagt. "Og hvorfor gør du så ikke lige det?" spurgte hun med et hævet øjnebryn. 
Åh du godeste, hvor var han irriterende! "Jeg ved godt hvad en gå tur er. Må jeg foreslå dig noget? Prøv og vær lidt mere venlig mod andre." Hun fnøs af ham og fronten mod havet, så hun havde den ene side mod ham. Hun vendte sit ansigt mod ham og snerrede; "Har du et problem med at jeg er sirene?"

Han trak på skulderne "jeg har levet i over 2000 år...tingene er bare det samme hele tiden...plus jeg har ikke hørt fra min skaber længe" han lagde hoved på skrå, det var vel englelig de eneste grunde til han var så ligeglad med tingene, han huskede sine unge dage, sex og sprut, fester og blod i lange rækker, alt var nyt og derved spændende, men nu havde han levet så længe at tingene bare ikke rigtig forandrede sig.
Han fik en svag trækning i den ene mundvige, noget der ganske vidst kunne ligne et smil "venlig...mhh aha" han nikkede langsomt, men rystede så på hoved, det hjalp nu ikke at være venlig...hvis man nu bare ikke havde gnisten, hvis ens liv bare havde mistet sin mening og ikke rigtig kom nogle vegne mere "jeg har aldrig sagt jeg ikke brød mig om du var en sirene, jeg satte bare min pointe...du udtalte dig om jeg gik en tur i stedet for at drikke blod, som om det var det eneste jeg lavede...jeg vendte den bare rundt og spurte om det eneste du lavede var at side på en sten og rede hår" brummede han

I over hvad?! 2000 år?! Gud, han var da gammel! "Du er da gammel!" Sagde hun overrasket, men fortrød det straks, så hun bed sig i underlæben. "Undskyld." Hun kløede sig på armen og så ned. "Din skaber? Hvem er din skaber? Og hvis tingene ikke er det samme mere... Hvorfor gør du så ikke noget ved det?" Spurgte hun og så spørgende på ham. Hvis han manglede noget i sit liv, hvorfor fik han så ikke bare det han manglede? Hun forstod det ikke helt, men ja, hun kendte jo ikke selv til det.
Da det trak lidt i hans ene mundvige, smilede hun stort, hvilket egentlig så ret nuttet ud til hende. "Jojo venlig! Du kan sagtens." Hun sagde det drillende, det var ikke for at provokere ham, men for at få ham til at grine. 
Hun sukkede svagt. "Okay okay, så er det sat på plads. Nej, jeg sidder ikke på sten og reder mit hår, det er ikke lige min hobby." Hun grinede svagt.

Han grinede faktisk "ja...så skulle du se min skaber...han er gammel" han små klukkede og rystede på hoved, tænk det første der poppede op var...du gammel, hvor prisværdigt "Det er skam helt okay" forsikrede han hende om og trak på skulderne. Han rystede på hoved da hun spurte til hans skaber "det vil jeg helst ikke snakke om, et forhold mellem en vampyr og deres skaber er speciel...så nej jeg vil ikke fortælle dig hvem han er" han indrømmede måske hvilket køn hans skaber havde, men han ville ikke fortælle hans navn, ikke fordi det direkte var hemmeligt, men det var bare specielt.
Han trak på skulderne "lev 2300 år også ved du hvordan det er" pointerede han og sukkede stille, han lagde hoved på skrå "aha...hvordan kan du dog vide det...åh nej min store hemmelighed er ude" han kørte hånden igennem håret og lignede med en, en hvis hemmelighed var røbet og han ingen ide havde om hvad han skulle gøre. Dog var det jo i dril, han gik ikke og var venlig over for alle og enhver

Rebecca blev glad over at han grinede, han havde en smuk latter.  "Hm.. Jeg føler mig som et lille barn.. Jeg er kun 47 år." Hun sukkede dramatisk.  Hun var ret sær, hvad angik at sige det rigtige... Eller, hun var god til at finde det rigtige at sige, men ved ham følte hun sig så lille og klodset... Hmm... Underligt.
Hun smilede stort til ham. Hun nikkede forstående. "Det er skam helt fint, det har jeg intet imod. Du skal ikke fortælle mig det, hvis det er hemmeligt." Hun foldede hænderne bag ryggen og smilede kært til ham.
Hun sukkede svagt. "Jeg gider ikke og vente så længe." Hun grinede svagt og blinkede drillende til ham. Hun smilede skævt. "Uha, nu kender jeg din hemmelighed." Hun grinede svagt. "Men, kan du slet ikke føle noget?" Hun så spørgende på ham.

Han rullede med øjnene "47..wow, du er jo ung" sagde han og lagde armene om bag ryggen, hun var virkelig ung...så meget yngre end ham selv...men okay, så vidt han vidste levede sirener heller ikke så forfærdelig længe, vidst nok omkring de 300 år...eller mere, det kunne han ikke huske "mange tak, det værdsætter jeg meget" sagde han helt oprindeligt, nok det mest oprindelige han havde sagt hele denne aften.
Han fladt på knæ og foldede sine hænder "åhh nej, du store sirene gudinde...ikke sig det til nogen, hvad ville de ikke tro om mig...at jeg...er venlig" han gøs og rejste sig, han gik om bag hende, lagde en arm om hende "hvad med at jeg bare skiller mig af med liget...så er der ingen der finder ud af det" han strammede grebet om hende, men i stedet for at bide hende, placerede han et blidt kys på hendes varme og bløde hals "jo jeg kan skam føle...jeg føler det hele, nogle gange på en gang" sagde han og gav slip på hende

Pff. Ja, hun var ung, men hun havde oplevet meget. "Jep, det er jeg. Men det er godt at være ung! For så er man ung og frisk." Hun blinkede drillende til med et grin og smilede skævt. Sirener levede der omkring de 300 år, Rebecca savnede glæden ved at have evigt liv, som hun havde haft da hun var dæmon.. Nu kunne hun ikke være andet end en sirene, det havde hun dog ikke så meget igen. "Det var skam så lidt." Hun smilede kækt.
Hun blev ret overrasket over at han faldt på knæ og foldede sine hænder. Det var også tydeligt at se på hende, overraskelsen lyste i hendes smukke blå øjne. "Øh, sirene gudinde?" Nu var hun da forvirret! Det gav et chok i hende da han gik om bag hende, lagde en arm om hende, og han trykkede sine læber blidt mod hendes hals. Åh du godeste, hvis der var noget hun virkelig elskede, var det kys på halsen... "Øh.." Hun var ståkandet, ærlig talt. Hvorfor kyssede han bare sådan uden videre hendes hals?! Hun vendte sig om mod ham da han gav slip på hende. "Hvorfor ignorere du så dine følelser?" Spurgte hun, for at lade som om han ikke lige havde kysset hendes hals.

Han nikkede "jeg husker mine unge dage, sprut, sex, stoffer...fester, blod...drab... ja hver dag var en var en stor fest, fra man vågnede ved solnedgang og gik i seng ved solopgang" han smilede helt ved minderne, det var dem han elskede mest.
Han klukkede indvendigt over hendes overraskede ansigt "ja...du store gudinde, du må ikke sige det til nogen" hviskede han i hendes øre, han kunne skam godt drille, kysset på halsen, skulle symbolisere et bid, for han havde da ikke tænkt sig at bide hende, det ville være da ikke ligefrem være venligt. Han vendte blikket mod hende "det gør det hele nemmere, hvis jeg føler noget hver gang jeg indtager føde...vil hver enkel drab ødelægge mig med skyld, jeg har levet længe og jeg har dræbt mange mennesker...hvis jeg føler for meget, kommer skyldende også" forklarede han still

Hans unge dage? Han lød som om han var over 100 år... Nå ja. Han var 2300 år. Det glemte hun lige, ups. Hun hævede begge øjnebryn. "Sex, stoffer, sprut, fest, blod, og mord? Øh. Hyggeligt." Hun kunne faktisk ikke se det hyggelige i det. Hmm.. Hun havde faktisk aldrig været til en rigtig fest,nu hvor hun tænkte over det. Hvor underligt, hvorfor havde hun dog ikke det? Nå ja. Hun havde haft for travlt. Hrmpf. "Jeg har aldrig været til fest... Hvordan er det?" Hun så spørgende på ham.
Hun bed sig i underlæben, mens hendes kinder fik en fin rød farve i sig, over hans ord. "Jeg er ingen gudinde... Men jeg lover ikke at sige det til nogen." Hviskede hun svagt. Rødmen forsvandt atter engang. 
Hvis han bed hende, ville han blive kylet væk af vandet, for hun havde endnu ikke helt kontrol over sin evne. Så hvis han bed hende, ville hun blive panikslagen, prøve at bruge sin evne og vandet ville kyle ham af helvedes til. Så det var godt at han ikke ville. "Ah, jeg forstår. Men har du aldrig nogensinde været forelsket?" Spørgsmålet var typisk hende at stille.

Han tog blidt hendes hånd i sin, svingede hende rund, førte hendes hånd op mod hans bryst, før han lagde sin anden hånd mod hendes ofte "jep...mordende skete som regel efter, men så ville vi danse rundt med vores ofre" sagde han og dansede lidt rundt med hende "fester er sjove...i et vis omfang" indrømmede han og smilede til hende, han vidste ikke hvordan han kunne forklarer fester, for dem han var vant til var ikke just de bedste...det var mere sådan nogle hvor man dansede rundt i blod...ikke just det bedste at sige.
Han snorede hende rundt og tilbage så hun havde ryggen til ham og armene krydset over brystet "ikke det...det var jeg ellers sikker på" hviskede han i hendes øre, alt i mens hans kolde ånde ramte mod hendes hals og øre. Hendes spørgsmål fik ham til at skærer en grimasse "jo også nej...jeg troede jeg var...men det var mere fascination en forelskelse" sagde han og trak på skulderne

Rebecca fik behagelige kuldegysninger da han tog hendes hånd, og svingede hende rundt. Hun grinede kort over det, men blev en smule overrasket over at han førte hendes hånd op mod hans bryst. Hun skævede til hans hånd der var på hendes hofte.. Hm.. Hun kiggede ind i hans øjne igen."Danse rundt med jeres ofre? Så du forførte dine ofre?" Hun så spørgende på ham, hun var ikke den bedste til at danse, men hun prøvede da, da han begyndte at danse. "I et vis omfang? Hvad mener du med det?" Hun så spørgende på ham.
Hun grinede igen da han snurrede hende rundt, og hun så havde ryggen mod ham. Det var nu ret sjovt. Hun smilede blidt. "Jeg er ret sikker." Hviskede hun blidt og lukkede øjnene da hans kolde ånde ramte mod hendes hals og øre. "En fascination..." Hun nikkede forstående. Hun havde været forelsket, nu var hun ikke så sikker. "Kærlighed er forvirrende." Hun sukkede svagt.

Han nikkede "selvfølgelig, vi skulle forføre dem til at tro vi kun ville dem deres bedste og når så man fik dem uden for, var de færdige...det er ikke så svært" indrømmede han og trak på skulderne, for ham var det let, men han havde også haft en god skaber, en som virkelig lærte ham hvordan han skulle gøre de forskellige ting, samtidig skete der også en masse sjove ting.
Han sukkede, men nikkede "ja...vi plejede at holde blodfester bagefter...hvor man danser og gør intime ting i sine ofres blod" han vendte kort blikket ud mod havet, før han igen så på hende.
Han svingede hende ud igen og trak hende ind til sig, så hun igen havde fronten til ham "det tror jeg nu du er, en smule magisk endda" han blinkede og klukkede, svingede rundt med hende og fortsatte deres lille dans "ja...kærlighed er noget forvirrende noget" med gjorde han stille og smilede til hende

Han nikkede, hun havde ret nu hvor han tænkte over det, lidt fjernede han hånden fra hendes hofte og strøg hende ned af hendes kind og ned mod hendes hals. Han klukkede let "jeg har heller ikke gjort det i lang lang tid, for at være mere præcis 1500 år eller deromkring" han så et kort sekund tænksom ud, det var jo lang tid siden, så han havde lidt glemt det.
han lod sine fingre glide over hendes røde og varme kind "kære dog, du er smuk....hvilket jo kommer af du er en sirene, men bare husk du er ligeså smuk som en gudinde...selv venus ligger under dig" pointerede han og danede igen rundt med hende.
Han rullede med øjnene af hende, men smilede dog "ser sørme sådan ud" brummede han og betragtede hende "hvad kan jeg gøre for at få dig til at tie om det" hviskede han som en spinden i hendes øre

Hvad var det ved ham som gjorde at hun var helt anderledes? Hun opførte sig slet ikke normalt lige nu. Han gjorde noget ved hende.. Om det var godt eller dårligt, kunne hun ikke bedømme. Hun fulgte hans hånd der havde været på hendes hofte med øjnene.Hun lukkede øjnene da han kørte sin hånd ned af hendes kind og hals. "Det er meget lang tid. Har du da ændret taktik?" Spurgte hun nysgerrigt og åbnede øjnene. Hendes havblå øjne så spørgende på ham. 
Hun bed sig nervøst i underlæben. "En gudinde.. Jeg er stadig uenig, men du står godt nok fast ved at jeg er en gudinde, så okay." Hun smilede svagt til ham. Hun dansede rundt med ham.
Hun grinede svagt men gispede dog svagt da han Hviskede. Ikke fordi der var noget galt med det, mere hans vidunderlige stemme. "Det må du gætte dig frem til, kære." Hviskede hun kælent. Hvad pokker gik der af hende?!

Han trak på skulderne "jeg holder ikke længere blodfester mere, nu flirter jeg ikke nær så meget mere med mine ofre" sagde han stille, han fulgte hende med øjnene, som hun dansede omkring ham, hold da op....hun var næsten som en kat, drillende og kælen.
Han greb fat om hendes arm, svingede hende igen rundt, så hendes ryg var mod hans bryst. Han bøjede sig ned mod hendes hals og kyssede hende op af halsen "dette...det kunne du godt lide sidste gang" hviskede han og lagde armene om hende.
Han strøg hende rundt på maven, lod sine fingre glide ind under hendes bluse og ind mod hendes mave "mhh du dufter rigtig godt" brummede han og spandt dybt nede fra halsen, en spinden der mindede mere om et dyrs end et menneske...såfremt en vampyr

//ingen krea

Rebecca så undrende på ham. "Hvordan skaffer du så føde?" I hendes hoved var der kun en måde at få mad på. Eller faktisk to. Overfald dem eller forfør dem. Forførelsen var lettest og gav en nydelse. Hun foretrak at forføre. Det var for hende meget lettere hvad angik hendes udseende.
Hun fik lidt af et chok da han tog fat i hendes arm og svingede hende rundt så hendes ryg var mod ham igen. Nå, han var meget glad for at have hende tæt på sig åbenbart... Eller hvad? Havde hun misforstået noget? Hun gispede svagt op af nydelse da han kyssede hende op af halsen. Automatisk blottede hun sin hals for ham. "Mhm.." Hun kunne ikke helt sige noget.
Hun brummede da hans fingre gled ind under hendes bluse. Dette havde hun ikke lige forventet. Duftede godt? Han havde vel ikke tænkt sig at bide hende?! Hun stønnende svagt både af hans kys mod hendes hals og hans berøringer. Hun trykkede sin krop mere mod hans, eller rettere, sin ryg mod hans forkrop. Hun havde lukket øjne.