It's Really Complicated, but you need to trust me! ~Nille~

S. Ved Nille's hus.
O, Det Nille's hus, der en have et hus.. Ja du ved XD
V, Høj solskin, dejlig varm sommerdag.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Påklædning + en sort kappe over i første del.//

Isobel havde enlig fundet Nille's hus, det havde ikke været let.. Men det krævede at klæde sig ud som dusør jæger og spørge om de vidste hvor skammeren boede. Naturligvis var der en eller to som vidste det, og efter at have fået det afvide havde hun forståeligt nok stukket dem ihjel med en kniv.. For ingen skulle komme efter sin søster. Isobel beholdt kniven og satte den i hendes støvle så godt hun kunne, selvom det var svært med den kugle mave hun havde været ved at få sig nu.. 4 måneder henne cirka, hun havde fået mave det kunne alle se.. Men det var ikke den eneste ting som havde ændret sig til Nille så hende igen.. Isobel's tab på skammerevnen havde gjort hun havde mistet sit gamle udseende. Hun havde fået et nyt, ikke at det gjorde hende noget.. Men hun vidste hvor svær Nille kunne være at overbevise..

Enlig kom Isobel frem til huset det var stort, og rigt.. Alt det ISobels bosted ikke var, Isobel havde enlig intet sted at bo, jo i skoven.. Bare uden hus eller mad, det var ikke nemt at leve der.. Men hun havde tilpasset sig der i mange år nu.. Isobel trådte ind på grunden, hun havde fået øje på Nille og selvom det var svært løb hun lidt frem af imod Nille med et smil på læben. Hun stoppede op lidt væk fra hende og første en hårlok væk fra hendes ansigt.
"Hej! Gud hvor det godt at se dig igen.. Det mig Isobel."

Isobel stoppede varsomt op, så kom hun jo i tanke om hun ikke lignede sig selv mere.. Hvordan fanden forklarede man lige det!? Isobel havde ikke sin evne skam mere, var der overhovedet noget som var hende mere!? Udover hendes minder.. Isobel's minder.. Isobel lukkede øjnene da Nille spurgte hvem hun var.. Så åbnede hun dem igen, og kiggede Nille i øjnene.
"Det er mig, og jeg ved hvordan du kan finde ud af det.. Hvis du ikke tror på mig.. Jeg mistede min evne, du må vel kunne bruge den på mig nu.. Du vil kunne se tilbage i fortiden, lidt af den ihvertfald." Svarede Isobel stille og kiggede Nille alovrligt i øjnene.. Hun vidste at hun havde følt følelsen af skam over hun ikke havde kunne passe ordenligt på hendes lillesøster.. Alt det med Toby, hun havde ikke været der.. Og hvis Nille virkelig ikke troede på hende vil hun kunne finde det.. Sandheden.. Isobel sank en klump stille, for hun vidste også at det kunne gå galt..

Nille tøvede. Denne kvinde troede hun var Isobel, det kunne ikke være Isobel, det lignede hende slet ikke! Men kvinden vidste at Isobel havde mistet hendes evne. Nille gik mod hende, efter at have sluppet Shadowfax der pænt stod og ventede. Han så dog mod dem men vendte så sin opmærksomhed mod det græs de stod på.
"Jeg tvivler stærkt på du er Isobel." Det kunne meget vel være en fælde. Nille gik tættere på, så hun til sidst stod foran kvinden og så hende lige ind i øjnene. "Hvad var min søns navn? Hvordan slap vi væk fra øen hvor du mistede din evne?" Hun kneb øjnene sammen, klar til at bruge sin evne hvis denne... 'isobel' svarede forkert på bare et af spørgsmålene.

Isobel kiggede Nille lige ind i øjnene, men tøvede ikke. Hun vidste udemærket hvor grænserne gik og hvornår Nille ville gribe ind hvis hun skulle svare forkert. Men hvordan svarede man forkert på noget som havde været med til at gå en på? Isobel åndede let ud.
"Din søn hed Toby, vi fløj tilbage på en Hippogrif, jeg fandt den i min konge gepardform." Svarede hun som havde hun læst op på det flere uger i forvegen. Isobel kiggede Nille lige ind i øjnene stadigvæk, men om det var nok til at overbevise Nille helt tvivlede hun på.. Alle kunne jo have tvunget svarende ud af Isobel, alle som ville have noget på Nille.. En lille fejl fra Isobels side var hun havde ledt efter Nille ved at opsøge en dusørjæger og derved havde en dusørsedel med Nille's navn og ansigt på med sig. Hvis Nille dog papiret op af hendes lomme ville Isobel muligvis blive set som en fjende..

Nille kunne mærke at hun var nød til at bruge evnen mod denne kvinde, selvom det hun sagde var rigtigt, så kunne de have fået svarene ud af Isobel.. Nille kneb øjnene mere sammen men åbnede dem så vidt op.
"Enhver kan vide det, ved at få svarene ud af Isobel." Sagde hun blot. Så greb hun ud efter Isobels hals, for at få et greb så hun ikke kunne stikke væk, hvis hun fat i hendes hals, ville Nilles øjne blive sorte og evnen ville blive brugt mod Isobel.

Isobel lod Nille gribe fast i sin hals, og se hende i øjnene. Hun vidste udemærket hvordan det ville være at blive set i øjnene, hvordan evnen virkede.. For hun havde jo selv haft den engang.. MEn det Nille mest ville se var nok at Isobel faktisk skammede sig over at hun ikke havde været der for hendes søster når hun havde brug for det.. At der var sket så meget dårligt i Nilles liv, og Isobel havde ikke været der til at stoppe det.. Ikke været der til at forsvarer sin lillesøster for alt det hun kunne have gjort.. Det var det største Isobel skammede sig over, at hun ikke havde været der..

Nilles greb om Isobels hals blev mere og mere svagt, efterhånden som sekunderne gik, og til sidst, havde hun ikke fat i Isobels hals mere. Nilles øjne blev igen lysende blå, og hun trådte svagt et skridt væk.
"Hvordan... skete det der?" Hun hentydede til Isobels nye udseende.
Det hele virkede som et mareridt efterhånden, hun kunne ikke vågne op, det var det værste.

//kreasvigt, sorry...