I can help you, but you need to trust me. Okay? ~Samantha~

Påklædning. Klik!//


Mikayla havde jo rent faktisk glemt noget, det gav et jag igennem hende.. Hun havde glemt en ganske uskyldig person, ikke en hun hundrede procent kendte godt men en som hun havde set i rigtig mange år. Som havde arbejdet for den dæmon hun havde opvokset ved de første 10 år af hendes liv. Det var også den retning Mikayla var på vej hen imod, hun vidste dæmonen var død. Men han havde haft sønner som skulle overtage, gud måtte vide hvad de gjorde ved det stakkels menneske.. Mikaylas skridt var hurtige og faste, de var på vej et mål og ingen kunne stoppe hende! Samantha fortjente ikke at være i deres klør, hvis hun stadigvæk var det. Det var jo lige det, måske var hun død? Rejst, hvem vidste.. Mikayla anede intet omkring det.. Hun nærmede sig huset og kom op til hovededøren og bankede hårdt på døren med sine knor to gange. Døren blev åbnet af en høj ung dæmon på hendes alder cirka regnede hun med, hun havde set ham før fra da hun selv levede her. Mikayla løsnede et falsk smil op på hendes læber og lagde hovedet på skrå.
"Hejsa frøken, hvad kan jeg gøre for en yndig ung dame som dem?" Spurgte han og bukkede kort, mikayla så sig hurtigt rundt i øjenkrogen. Ingen spor endnu af noget menneske.
"Jeg leder efter en pige, ved navn Samantha. Nogen du har set?" Spurgte hun høfligt.
"Måske har jeg måske har jeg ikke."Svarede han bare igen.

Påklædning, Blå jeans, en rød top en faldefærdig jakke og en taske..

Et hurtig kig på sig selv hvor efter hun hurtigt kiggede væk, hun tørrede en lille bloddråbe væk fra hendes læber. Hun var da blevet bedre til at drikke blod uden at blive totalt plettet til selv, det var hun da mere taknemmelig for end hvad hun før havde været. Samantha bevægede sig langsomt frem, siden hun havde forladt denne familie hun havde arbejdet hos havde hun det faktisk bedre lige ind til hun stødte ind i en fremmede, hun havde selvfølgelig sagt undskyld men.. Den fremmede tog ikke lige frem imod undskyldningen, han havde faktisk bare overfaldt hende og bidt hende! Mere kunne hun ikke lige frem huske efter at hun var vågnet liggende på den kolde jord, med grus og snavs ud over sig og men brændende tørst efter noget hun aldrig skulle tro at hun ville længtes efter. "Fandes jeg troede ellers jeg var mæt, men kom nu Samantha hold igen" disse ord sagde hun mest til sig selv mens hun gik med lukkede øjne hen af en kedelig gade, hvor der næsten ingen var

Mikayla stod og snakkede med denne mand da hun hørte noget længere væk.. En pige stemme der talte med sig selv, Mikayla nikkede farvel til dæmonen og gik igen. Mikalyla gik ned imod gaden det måtte da være muligt at finde en person? mikayla stoppede dog op da hun fik øje på en genkendelig. Det var Samantha pigen hun ledte efter.
"Samantha!" Råbte Mikayla højt med et smil, hun vidste godt at Samantha ikke ville kunne genkende hende. Men det betød ikke at Mikkayla ikke kunne huske Samantha. Mikayla satte i løb ned til Samantha.

Hun standsede brat op da en pige råbte hendes navn? Men hun havde jo ikke sagt sit navn til nogen endnu, så hvordan fanden kunne pigen så vide hendes navn. "Undskyld mig?" Kom det en smugle forvirret for Samantha i´mens hun vendte sig rundt mod pigen eller retter sagt dæmonen som havde kaldt på hende. Hun lagde hovedet let på skrå, var pigen en hun kendte? I Så valg ville hun ikke rigtig kunne huske hende, hendes hukommelse var stadig en anelse sløret. "Hvem er du og hvor fra kender du mit navn fra?" Måske kendte pigen virkelig Samantha, men så var det vel nogle år siden hun bare havde glemt. Hun slikkede sig kort om munden for at få den sidste dråbe blod væk fra hendes læbe.

Var Samantha vampyr nu, hvordan var det dog sket? Mikayla vidste godt at det lød ret så uhøfligt bare at råbe sådan op.. Mikayla smilede skævt til Samantha.
"Undskyld råberiget. Jeg genkendte dig bare. Navnet er Mikayla, faktisk er det Melissa. Men jeg ændrede det." Melissa var hendes navn da hun havde været yngre, navnet ville sikkert sige Samantha et eller andet. Hun var ret så sikker på at dette var den samme Samantha som hun kendte som da hun var lille her i denne tid.. Mikaylas instinkter skreg det til hende, og hendes tankelæsning der ikke ligefrem var underkontrol vidste udemærket at Samantha var forvirret over hendes pludselig ankomst. Men også at hun tænkte over om hun kendte Mikayla.

Oprigtig var Samantha parat til at vende om på hælen og det gjorde hun, så måtte pigen Mikayla eller Melissa, hvad hun nu ville kaldes bare lette røven og følge med. Hun havde ikke lige frem brug for at en forsinkede hende, i at gå nogle steder hen. Hun lod en hånd glide igennem det lange sorte hår, inden hun standsede kort op inden hun kastede et blik tilbage på pigen. Kendte hun hende? Et sted inde i hende sagde at hun virkede bekendt, i hvert fald bare ansigtet. Resten af pigen kunne hun ikke rigtig genkende. "Melissa" kom det mumlende fra Samantha, som om hun forsøgte at finde en sammenhæng med det navn.

Mikayla fulgte automatisk med Samantha, hun ville fortælle hende historien.. Men måske lidt senere, hvis de kom hen forbi kroen eller noget.. Nogle ting var bare meget nemmere at forklarer når man var begyndt at åbne sig lidt op overfor hinanden.
"Ja lille dæmonpige med lyst hår og store blå øjne, boede som plejedatter ved nogle rigtig fornemme dæmoner." Mikayla prøvede at genopfriske Samanthas minder fra da Mikayla selv var barn af.. Måske ville det hjælpe måske ville det ikke.

"Jeg synes ikke rigtig længere om fornemme personer" kom, det roligt fra hende som om hun ikke rigtig gad tale men det blev hun vel nødt til. Hvis pigen havde planer om at forfølge hende ind til Samantha opgav at slippe af med pigen. "Lille er du bestemt ikke længere" kom det fra Samantha i mens hun overvejede om hun skulle smutte videre eller blive og sludre med pigen. Egentligt kunne hun godt huske en lille dæmon pige i hendes hukommelse, som hvis havde været sødere end de der dæmon drenge som var af den fornemme dæmon familie. "Hvad vil du egentligt?" Kom det spørgende fra hende, pigen måtte jo noget siden hun stadig forfulgte hende.

"Det er jeg ked af, og desuden er det ikke min mening at virke irriterende hvis det skulle være der."Sagde hun kort og kørte en hånd igennem sit hår. Mikayla tog en dyb indånding og pustede forsigtigt ud.
"Sagen er den at jeg er den lille pige, jeg er fra fremtiden. Jeg er Melissa i fremtiden, om du vil tro det eller ej er en helt anden sag. Jeg kom for at få dig væk fra den fornemme dæmon familie jeg selv var blevet smidt ind i." Svarede Mikayla og smilede forsigtigt. "Men det ser ud til du selv klarede dig ud af den."

Det var jo ikke lige frem pigens skyld at hun ikke kunne lide fornemme personer og især af dæmon slagsen, den familie havde heller ikke altid været venlig over for Samantha men det var kun sket når de små var lagt i seng. Hun skar en irriteret grimasse over det pludselige minde, men gad ikke længere tænke over det da hun vente blikket mod Mikayla. "Jeg tror ikke der er ret mange der gider have en nyfødt vampyr som tjener hos dem" kom det fra Samantha mens hun kiggede på Mikayla. De havde snakket sammen i lidt tid, og pigen virkede okay på sin egen dæmon agtige måde men Samantha vidste stadig ikke helt hvad hun skulle synes om pigen. Jo hun var selv kommet væk fra familien efter hun blev vampyr. Familien havde ikke syntes om at hun havde været væk i så mange dage og havde nærmest fyret hende, uden at sende nogle ud for at lede efter hende.

Mikayla skar en lille grimasse. Det gjorde Mikayla nu heller ikke selv, men altså hendes mor var vampyrens raceleder og hendes onkel de gode engles raceleder. Altså lidt fornem var hendes familie jo ikke sandt? Mikayla smilede lidt skævt til Samantha.
"Altså vampyrens leder ville sikkert godt, jeg mener at du jo under hende så hvis du skulle bruge hendes hjælp eller andres til kontrol så. Jeg kender også en anden vampyr ved navn River, jeg ved ikke om det siger dig noget. Men muligvis kunne han lærer dig noget der, lidt måske. Han er ikke ligefrem en god vampyr." Mikayla var da forelsket i River, men ikke noget hun sagde til nogle. Hendes onkel ville flippe ud hvis han vidste noget omkring det! Mikayla lagde hovedet på skrå.
"Men se det på den lyse side, du slap væk var den fornemme familie. Du fri nu." Mikayla kunne ikke lade hver med at smile over tanken om at være fri.