a Walk in the forrest - Yume

Tid: 13.00
Sted: Skoven
Omgivelser: træer, dyr, insekter, lille sø
Vejr: solskin med let brise fra syd
Påklædning: sorte lange bukser, rødstroptrøje og en hvid åben skjorte, sorte støvler. En stor taske på ryggen, pt med kun poser med urter i.

hun havde ledt efter den lille plante i to dage, to lange dage hvor hun havde sovet i skoven og været væk fra det sted som var hendes midlertidige hjem, hun havde fundet en masse forskellige urter mens hun havde været af sted, men ikke den vandplante hun skulle bruge for at lave den smertestillende mikstur.
Hun havde gået den sidste time, og kun set få dyr, hun forstod det ikke helt, for tog hun ikke fejl, burde hun nærme sig en af de søer som var at finde i skoven.
Som hun kom gående fra stien af, kunne hun se den sø hun søgte, et par dyr stod ved den og drak, to hjorte og en ræv hvis ikke hun tog helt fejl. Hun satte farten op da hun kunne se søen, satte i løb da hun selv mærkede tørsten i sin hals.
Hun kastede sig ikke imod søen, men stoppede pænt op for at bukke sig ned for at drikke fra søen. Med knæene på søens kant, bukkede hun sig ud over den, samlede hænderne og samlede vandet op, hun drak den kølige væske. Pjaskede noget af vandet i hovedet, inden hun begyndte at kigge efter den vandplante som hun var kommet efter. Der var ingen grund til at spilde tiden.

Yume havde lige forladt sine døde plejeforældres hus. Nu vandrede hun gennem skoven uden noget specifikt mål. Det eneste hun havde med var det tøj hun havde på, sin halskæde og plejemorens urtetaske, der nu hang ved hendes hofte. Der var ikke ret meget i den, men hun tænkte, at hun lige så godt kunne finde flere nu. Måske kunne hun tage til en by og sælge dem...eller enda starte op som helbreder...det kunne også være meget godt...måske. I hvet fald fortsatte hun gennem skoven i et roligt tempo. På et tidspunkt kom hun til en sø. Hun havde tit været ved netop denne sø sammen med sin plejemor for ar finde nogle vandplanter, der var vigtige i mange helbredende miksture. Yume bevægede sig tættere på søen, men opdagede en pige, hun aldrig havde set før. Det så ud til, at hun ledte efter noget. *Måske er det planten, hun leder efter* tænkte hun. "Har du brug for hjælp?" spurgte hun den fremmede.

Lillith havde været så optaget af at kigge efter den plante hun ledte efter, at hun ikke opdagede meget omkring sig, ræven var smuttet da hun var kommet, mens den ene hjort var kommet tættere på hende, en hjort som ikke var andet end et stort kid.
*der, der er en jo* hun fik øje på et eksemplar af planten, der lidt længere ude end hvad hun umildbart kan nå. Hun den ene hånd i græsset for ikke at falde i vandet, rakte hun sin krop ud over vandet for at få fat i planten, hendes fingre snittede de bløde våde blade idet en fremmed stemme lød ”Har du brug for hjælp?” chokket over at der var nogen, fik hende til at slippe sit tag i græsset. Med et fik hun overbalance og røg i søen med hovedet først.
Det gode ved at ryge i vandet, var at hun fik fat i planten, så da hun satte sig op i vandet, havde hun planten i hånden, hun vendte sig imod det sted hvor den fremmede stemme var kommet, og så en ung kvinde. Stille rakte hun hånden med planten i vejret ”Nej det går, fik hvad jeg strakte mig efter” hun havde et stort smil på læberne, nu havde hun fundet den første, nu skulle hun bare finde nogle flere.

Yume smilede til den ældre pige og satte sig ved søens kant. "Er du en helbreder?" spurgte hun interesseret. Det var altid rart at møde andre med forstand på urter og helbredelse, og måske kunne hun få en ven ud af det samtidig. Hun så på planten i pigens hånd. Det var den healende vandplante, hendes plejemor havde fortalt hende meget om. "Hvis det kan være til nogen hjælp, vokser der en del nede på bunden af søen," sagde Yume og lagde med et smil hovedet på skrå.

Lillith smillede til den fremmede pige, opløftet over at have fundet den første plante af mange.
Som hun sad med bagdelen i vandet, håret pjaskene vådt, måtte n være et komisk syn, så hun var imponeret over at kvinden ikke var flækket sammen af grin. "ja, det kan man vidst godt sige" hurtigt kom hun op at stå, med vandet dryppene ned af tøjer var hun et ynkeligt syn. "nu er jeg glad for at solen er oppe. Da hun kom ind til breden, lagde hun planten oven på en lille pose så den kunne tørre, inden hun lagde den ned i. "hvor dybt er der?" hun ville gerne vide hvor dybt der var, inden hun sprang på hovedet ud i det.
Lillith smed skjorten og bukserne på en lille busk, på den måde kunne det i det mindste nå at tørre inden hun skulle have det på igen.
Hun takkede guderne for at hun havde valgt at tage en bikini på under tøjet, en sort en af slagsen, men hun valgte at beholde stroptrøjen på, for ikke at skræmme kvinden. "er du ude og nyde solen? Eller er du også ude for at samle planter?"

"De er ikke så dybt nede, du skal kun lige have hovedet under vandet, så kan du se dem, de vokser mest steder med søtang," forklarede hun kvinden. Hun lagde hovedet tilbage og smilede mod solen. "Sådan halvt af vær, kan man vel sige," sagde hun og kiggede stadig smilende på kvinden. Hendes smil blev dog lidt trist efter noget tid. "Og så er mine plejeforældre døde for et par dage siden, så jeg vil ud og se, om jeg kan finde mine biologiske forældre, jeg har aldrig mødt dem," fortalte hun den fremmede. "Jeg ved faktisk ikke om de er i live, men det tror jeg, for ellers ville jeg sikkert kunne mærke det," fortsatte hun og hendes hånd bevægede sig uvilkårligt mod hendes hals, hvor kæden fra hendes forældre hang. Hun havde altid set det som en slags tegn på, at hun nok skulle møde dem en dag. "Jeg håber at kunne starte op som healer i en af byerne på et tidspunkt," fortalte hun og smilede igen.

Smilet forsvandt fra Lillith læber da n hørte om pigens plejeforældre, det gjorde altid ondt at miste nogen som var så tæt på en, biologisk eller ej. "det gør mig ondt med dine plejeforældre, det er aldrig sjovt at miste nogen" Lillith var ikke helt sikker på om hun skulle lede efter flere planter, eller blive på kanten og snakke med den unge pige.
Hun blev enig med sig selv om at det nok var bedre at blve på kanten og snakke med pigen, hun lignede en som kunne trænge til en venlig samtale.
"bare huske en vigtig ting, at finde dine biologiske forældre, kan både være en fryd, men det er ikke sikkert de er som de håber" et videne udtryk gled over hendes øjne, hun havde selv prøvet det, og ønskede den dag idag, at hun aldrig havde opsøgt det menneske som var hendes far.
"er den fra dine biologiske forældre?" hun kiggede på den kæde som pigen berørte da hun snakkede om dem.
Er du så god som healer, eller er du lige startet i faget?" hun kunne ikke lade være med at spørge, hvis pigen ville være healer, så var det vigtigt hun vidste hvad hun lavede. Lillith havde selv haft en god lærer, og selvom hun var ung, så var hun en dygtig læge, hun var begyndt allerede som 11 årig, da en mand tog hende i lærer, han havde været den far hun aldrig havde haft

"Ja det er den," svarede Yume angående halskæden. "Den er det eneste, jeg har fra dem," fortalte hun den ældre pige. Hun smilede igen. "Min plejemor nåede at lære mig en hel del,selvom det kunne være ret at lære noget mere," sagde hun. "Jeg vil nemlig være sikker på, at jeg ikke bare gør ondt værre, når jeg prøver at hjælpe folk," sagde hun. "Min plejemor begyndte næsten at lære mig om urter og healing, før jeg kunne gå eller tale," fortalte hun med et grin. "Men hun var ikke den bedste læge i verden, og hun vidste godt, at der var begrænsninger for, hvad hun vidste og kunne lære mig," forklarede hun.

Hun sendte pigen et smil, inden hun satte sig i vandkanten, så hendes ben var i det kølene vand. Hun kiggede op på pigen og håbede at hun ville sætte sig sammen med hende.
"jeg er altid nysgerrig efter at høre hvordan andre gør de forskellige ting, mest for at finde de mest optimale måder at gøre det på.. Og helst finde måder som ikke dræber" hun fik et dystert udtryk i øjnene, det var altid svært at fjerne pile og knive som sad i nærheden af vitale organer, hun havde mistet mere end en patient på den konto.
"hvilken form for healing lavede hun, den klassiske med kun urter og medicin, eller var hun også inde for at syg åbne sår?"

"Hun åbnede også sår, men jeg har aldrig set eller lært det, hun syntes ikke jeg var gammel nok før nu, og nu er hun jo død, så jeg lære det nok aldrig," sagde hun. "Så jeg må vel klare mig med urter og medicin indtil videre. "Syr du selv sår sammen og sådan?" spurgte hun, imens hun bandt snørebåndene på sine sko op og lagde dem fra sig. Med en elegant bevægelse kom hun på benene og satte sig ned ved siden af pigen ved søens bred og placerede sine fødder i vandet. "Bor du i skoven?" spurgte hun. "Og hvad hedder du egentlig?" spurgte hun videre, da det gik op for hende, at hun ikke vidste det endnu.

Jeg syr dem jeg kan på den måde, desværre er det ikke altid muligt at nå det inden folk ville forbløde, så bruger også et brænde jern til tider, det fungere glimrende hvis såret er dybt, og så længe jernet er rent, er det muligt at undgå infektioner" med et var hun tilbage til den tid hvor hun skulle repetere alt for sin lære, hvor det hun blev vækket midt om natten for at fortælle ham hvad hun havde lært. Hun kiggede lidt på vandet inden hun vendte blikket tilbage "jeg hedder Lillith, hvad med dig?" hun ville helst ikke snakke om hvor hun boede, mest forde hun ikke længere vidste det, godt nok boede hun i det træ som patch havde lånt hende, men det vi kun indtil hun fandt noget selv

"Yume," sagde hun smilende. "Det lyder svært at sy sår sammen," konstaterede hun lidt efter og lagde hovedet tilbage og så op i træernes kroner, hvor solen skinnede igennem, så lyset fik en underlig lysegrøn glød. Hun lukkede øjnene og gik et kort øjeblik nærmest i et med naturen omkring sig. Lydene af de små bølger i søen og dyrerne omkring hende syntes at blive højere. Græsset føltes blødere og søens vand køligere, indtil hun åbnede øjnene igen. Hun sukkede lavt. "Jeg vil bare så gerne hjælpe mennesker, jeg kan ikke lide, når folk bliver syge," hviskede hun.

Hun kiggede lidt på den unge pige, hun virkede så uskyldig "har du boet her i skoven hele livet?" det ville forklare meget hvis det var tilfældet. Pigen virkede ikke til at kende til verdens ondskabsfuldheder.
"det er aldrig sjovt at se nogen mennesker blive syge, specielt når man ikke kan hjælpe dem" hun lod sig glide baglæns ned på græsset, satte hænderne bag hovedet så detvåde hår ikke blev viklet ind i en masse græs. "du lader til at være et natur menneske" hendes ord var venlige. Hendes øjne var rettet imod den himmel som man kunne se imellem træerne. En sky blæste roligt forbi "den ligner lidt en ræv"

Yume kiggede på skyen, som pigen omtalte og nikkede med et smil. "Ja jeg har boet her hele mit liv, jeg har aldrig rigtig været i nogle af landers byer eller noget, vi fik det vi havde brug for fra de helt små landsbyer," forklarede hun. "Jeg tror også, at det er derfor, jeg er blevet et naturmenneske, jeg har aldrig set de større byer, og jeg kan godt lide stilheden her," fortalte hun og lagde sig ligesom den anden pige på græsset. "Kan du godt lide byer?" spurgte hun efter et par minutters stilhed.

Lillith tænkeligt over hendes spørgsmål, ikke helt sikker på hvordan hun skulle svare, forsøgte hun alligevel "storbyen har sin egen charme, men der er for mange mennesker efter min smag, for mange mennesker" hendes stemme fik et mørkt udtryk over sig, hun kunne lide byen, men der var for mange mennesker som frygtede hendes slags, så hun holdte sig væk.
"har du ofte hjulpet din mor med at hente urter, jeg mener siden du ved hvor den der er at finde?"

//kreativitets svigt

//Know that feeling det er okay//
"Ja det har jeg, stort set hele min barndom gik med det," fortalte hun og smilede. "og jeg kan godt se, hvad du mener med for mange mennesker, det må larme ret meget," sagde hun og stirrede ned i søen. "Der er sikkert heller ikke særlig mange dyr i byen vel? Det er trist, jeg kan godt lide dyr, især hjorte og egern," fortalte hun og smilede. Hun var nok en af de få personer, som selv vilde dyr ikke løb væk fra. Hendes plejeforældre havde altid sagt, at det havde noget med hendes engleaura at gøre, hvilket de sikkert havde haft ret i.

"Larmen kommer an på hvilken del af de forskellige byer du opholder dig i, nogle dele er fredelige nok, andre bør du nok holde dig fra, hvis du ikke har en bodyguard med dig" hun smillede, et stort smil som viste hvor meget n egentlig holdte af naturen. Hun spredte fingrene i græsset, mærkede de lange strå kilde hendes fingre. "der er fler fugle end egern, men de er at finde, desværre er der ba mange gange flere rotter end der er andre væsner" hun drejede kroppen lidt så hun kunne se pigen helt "jeg er selv mere til kattedyr, de har noget over deres yndefulde væsner" hun smillede lidt ved tanken om sin egen søster, der var noget over at se en voksen gepard rende rundt og jagte en sommerfugl. "hvad er så dine planer nu?" hun var ikke sikker på at n burde spørge om den slags

"Tja...jeg er ikke helt sikker, måske opsøger jeg nogen, der kan tage mig i lære som healer, jeg ved ikke rigtig," sagde Yume. Hun havde faktisk ikke nogen ide om, hvad hun nu skulle gøre. Hun lagde igen nakken tilbage og kiggede op i himmlen. Et let vindstød tog fat i hendes hår nærmest som om, vinden ville berolige hende. Nogen gange havde hun ikke rigtig fuldkontrol over den, og den kom til hende af sig selv. "Har du planer?" spurgte hun efter et øjebliks stilhed.

"Gode healere er svære at finde, så tænk dig godt om inden du vælger en lære, de fleste er kvaksalvere som ikke kender forskel på en paddehat og en champignon" det var det bedste eksempel hun kunne komme på, mest forde det ene kunne dræbe, mens den anden ikke gjorde andet end at være godt fyld i aftensmaden. Hun så hvordan vinden lagde sig om pigen, lettere forundret kiggede hun på hende.
"samle en masse planter, lave dem om til miksturer og sælge dem til højst bydende, måske håbe på at der er nogen som har brug for en healer der kan sit kram" hun lagde sig tilbage i græsset nød den varme vind. "jeg burde se at få samlet de planter mens solen stadig er oppe" hun kunne mærke hvordan solen havde flyttet sig, de mange træer afslørede det. "hvis du har lyst må du gerne hjælpe, du lader til at vide hvor jeg kan finde dem"

"Jeg vil gerne hjælpe, hvilke planter har du brug for?" spurgte hun og smilede glad, hvorefter hun kom op og stå. Lillith havde ret i, at hun vidste en del om, hvor de forskellige urter og svampe kunne findes, så hun håbede at hun kunne hjælpe. Hun kiggede lidt rundt og blev forbavset over, at det allerede var ved at blive mørkt. "Vi må nok hellere skynde os lidt, selvom de fleste dyr ikke ville angribe mig er der nogle stykker, som ikke er helt søde," sagde hun stadig med et lille smil.

"jeg skal bruge en masse af de her vandplanter" hun pegede over på den plante som lå på hendes taske. "cola planten skal jeg også bruge en masse af, og tro det eller ej, skal også bruge fluesvampe" hun begyndte at nævne en lang liste af planter hun skulle finde, ikke dem alle virkede lige logisk, hvad brugte man roser og liljer til i almindelige miksturer. Men n vidste at alt kunne sælges hvis det var lavet korrekt, og hendes var lavet så de ikke smagte lige så gralt som de normalt gjorde.
"så må vi jo skynde os" pigen kunne ikke vide at de fleste dyr ikke nærmede hende. Hun gimhurtigt ud i vandet og begyndte at lede efter planten, lod hovedet glide under for at se bedre. Først da hun havde samlet en håndfuld, kom hun ind til breden igen

Yume gik over i et mørkt hjørne af lysningen og samlede et par fluesvampe sammen, imens Lillith samlede vandplanter. Hun vidste ikke rigtig, hvad fluesvampene skulle bruges til, men hun stillede ingen spørgsmål. I stedet lagde hun dem i en bunke ved søbredden og gav sig derefter til at lede efter colaplanter. Efter at have fundet et par stykke af dem, lagde hun også dem i bunken og satte sig ned ved søbredden og ventede på Lillith.

Da hun kom op af vandet, rystede hun sig på samme måde som en kat, en gammel vane som kom fra den tid hun havde brugt sammen med sin søster.
"tak skal du have, du ved vel ikke hvor jeg kan finde nogle liljer henne og en fuldmåne svamp eller to" det var nogle dyre svampe som var et helvede at finde. De kunne sælge dyrt som de var, eller bruges til en lang række drikke som var helbredene på en ene eller den anden måde.
Hurtigt fik hun sat håret op, så vandet ikke blev ved med at dryppe ned af hende.
Hurtigt fik hun pakket planterne ned i tasken "hvor tager du selv hen om natten?"

"Du kan finde fuldmånesvampe iden mørkere del af skoven, de vokser tit sammen med sort natskygge, og liljer er der, hvis du g<år lidt dybere ind, men ikke så dybt, at det bliver mørkt " sagde hun og så på Lillith med store brune øjne, imens hun tænkte over det andet spørgsmål. Hun anede det ikke, faktisk havde hun slet ikke tænkt over det indtil nu. Hun trak lidt på skuldrene. "Jeg ved det ikke, det er første gang, jeg ikke har noget sted at være," svarede hun efter at have tænkt et øjeblik. Hun forsøgte a smile, men vr dog alligevel nedtrykt over det.

"du er velkommen til at komme med mig, jeg bliver dog i skoven et par dage mere inden jeg vender tilbage til byen" hun sendte piget et lille smil inden hun tog sine bukser på igen, solen havde varmet og tørret dem. Skjorten var stadig en smule fugtig da hun fandt den frem.
"jeg skal have fundet de sidste planter inden jeg vender om, men begynder nok snart at lede efter noget aftensmad, burde ikke være så svært at finde i denne del af skoven" hun pegede stille over imod den anden ende af søen, en lille ulve unge var kommet frem for at drikke, hun kunne se hvordan moderen stod imellem træerne og holdte øje med dem, men hun ville ikke gøre dem noget, ikke så længe de holdte sig fra hendes unge