The Forest there can show you the time. -Arian & Josh-

P:: Blågrå hættetrøje med et par sorte cowboybukser.
V:: Overskyet, vandkoldt og en ubehagelige tung vind der rammer en hårdt som sten.
O:: En hestevogn triller igennem en mørk skov hvor tågen lægger tæt på jorden og er ligeså tyk som en dyne. Træerne er døde og bladløse, men alligevel har de en smuk og fangende sølvfarve.. Luften er tung. Man har svært ved at trække vejret. Stien hvor hestevognen triller er dækket af små sten der nærmest skinner og reflektere månens stråler..
T: Nat. Fuldmånen hersker på himlen og får stjernerne til at trække sig ydmygende tilbage..

"HIJAH!" lød det igennem den lunefulde nat der blot var oplyst af fuldmånens stråler. En hestevogn hvis døre var belagt af brun maling og en konges sejl, trillede igennem skoven og fik de selvlysende grusten til at sværme rundt om de knirkende hjul. Kusken lod endnu engang pisken svinge, så man kunne høre hvordan lyden af læderet der ramte hestens flanke rungende igennem natten. Hestene vrinskede en enkelt gang, satte tempoet op og lod nærmest deres hove svæve hen ad stien. Det var i det øjeblik kusken svingede pisken for tredje gang at Jacob åbnede sine øjne og svagt lod dem knibe sammen, imens han ventede på at billedet hvor han var havnet henne skulle danne sig foran ham. Der var dog ikke andet end mørke at se. Et sort og tyk mørke der forvirrede dit syn, så du hverken vidste om dine øjne var åben eller om de stadig var lukket i. Jacob var dog sikker på at hans øjne var åbne. Der var bare intet at se foran dem. I stedet for at forsøge at se noget, gav han sig i stedet til at lytte og fokusere på sine andre sanser. Lugten i mørket var tung, nærmest kvælende og den eneste lyd han kunne høre var lyden af hestehove der ramte jorden i en galop. Forsigtigt forsøgte han at mærke rundt i mørket med sine hænder, da han til sin forskrækkelse opdagede at de var bundet sammen omme bag ryggen. Rebet om håndleddene var kraftig og endda så stærk bundet sammen, at man havde det som om at man ikke kunne mærke sine hænder. Jacob tog en dyb indånding for ikke at gå i panik. Han havde ikke den fjerneste anelse om hvordan han var endt i dette rod og hvad endnu værre var, han vidste ikke hvordan han skulle komme ud af det.
Det var som om det varede en evighed før hestevognen endelig stoppede op og lyden af hestehove forsvandt. Jacob måtte sidde helt stille for at kunne høre hvad der foregik udenfor.. En summende lyd afslørede at der var to væsner udenfor mørket der snakkede. Selvom han sad helt stille, kunne han ikke hører andet end summende lyde og til sidst måtte han opgive at følge med i samtalen. I det øjeblik han gav op, gik en dør pludselig op og et svagt lys ramte ind på Jacob, så han måtte knibe øjnene sammen for at vende sig til den nye belysning. Han tog ivrigt den friske luft til sig der kom fra den åbnede dør af.. Noget tydede på at de var i en skov.. Ligesom han troede at han skulle ud af det mørke helvede, lukkede døren i og slukkede for alt lyset. Jacob sukkede opgivende. Til hans overraskelse var der pludselig en anden lyd i mørket, hvilket fik ham til at spærre øjnene forskrækket op, for at se om han kunne se hvem eller hvad det var. Desværre, kunne han stadig ikke se andet end mørke. "Er der nogen?" Hans stemme lød hæs uden han gjorde det ved bevidsthed.. Den var ru som en kattetunge.. han trængte til mad og vand.. Inden længe skulle have en sjæl der kunne mætte ham, hvis ikke, skulle man ikke kunne regne med at han forblev klar i hovedet ret længe.. Nysgerrigt ventede han på at lyden fra et andet væsen skulle suse ind i hans øre..

p: Et par shorts og en sort top med V udskæring..

Mændene, hvad de end snakkede om, så havde hun også hørt den historie før! Historien om en skov med sølvtræer, tyk tåge og hvor månen altid fik grustenene til at lyse op. Egentlig, havde hun altid troet at denne historie havde været en legende, en man ikke skulle tro på, for hvordan skulle det lade sig gøre at en skov kun dukkede op om natten og forsvandt om dagen? I følge historiens guide, fortalte den at skoven kun kom frem takket være månens stråler. Så hvis månen slet ikke var fremme, så ville skoven heller ikke være der. Når månen var halv, så var skoven halv, var månen fuld, så var skoven fuld! Det hele lød som et sindssygt eventyr! Der var dog bare noget der sagde Arian, at dette eventyr snart skulle vise sig at være den rende sandhed! Mændene havde sørget for at dække hendes øjne til med et bånd der stramt var bundet om hendes hoved.. Munden var også dækket til med et bånd. De kunne vel ikke stole på om hun ville bide dem eller ej.. Det måtte hun indrømme at det var klogt af dem, for havde hun haft chancen, havde hun bidt dem! Nu sad hun bare på knæ, lyttede til deres historie om skoven og ventede på at se hvad de ville med hende. At lugten at dømme, var de i en skov og for lyden af heste der utålmodigt vrinskede engang imellem, sad hun i nærheden af en hestevogn..
"Det skal gå hurtigt, når månen forsvinder gør skoven det samme og når vi ikke ud af den, kan vi risikere at blive mast eller forsvinde!" hviskede en af mændene panikslagene.
"Jeg ved det! Dem der blev inde i skoven imens den forsvandt, har man aldrig hørt mere til, det er skræmmende," hviskede den anden.
Arian fandt det også skræmmende, men samtidig fascinerende. Tænk at denne skov eksisterede.. Det var magisk. En skov der kun dukkede op fra lyset af månen selv. Fantastisk! Pludselig hev mændene fadt i hende, hvilket fik hende til at stivne af skræk for hvad de ville gøre! Det nyttede nok ikke at gøre modstand, men alligevel fægtede hun med benene og gjorde næsten alt for at de skulle slippe hende. Benene var det eneste som var til rådighed, hænderne var bundet og munden var dækket med et bånd.. Det varede ikke længe før hun kunne mærke noget hårdt under sig og lyden af en dør smække i bag hende.. Hun vrissede for sig selv, forbandede mændene oppe i sit hoved og skulle lige til at råbe, da en anden stemme afbrød hende.. Forskrækket satte hun sig op af rummet mur. Tydeligvis var hun ikke den eneste fange de havde besluttet sig til at tage med til sølvskoven eller hvad man kunne kalde den..
"Ja, mit navn er Arian, jeg er fanget her, og hvem er du?" selvom hun prøvede at lyde modig, så var det ikke tilfældet at det lykkedes! Hun var rædselsslagen for at han ikke skulle være en fange, men i stedet en mand der blot ventede på at de skulle smide hende ind, så han kunne få underholdning ud af hende..
Udenfor trillede hestevognen videre igennem skoven, der blot om nogen timer ville forsvinde igen, som havde den aldrig eksisteret.

Ved hans side gik et par vagter og dækkede ham. Denne invitation havde været lidt udover det sædvanlige måtte han sige. Han var begyndt at vænne sig til at blive inviteret til forskellige ting, men dette invitation havde været lidt udover det sædvanlige. Kuverten havde været skinnende som sølv og så snart han åbnede den, kom en form for skinnende støv ud af den og faldt langs hans hænder. Det havde været underligt og fascinerende på samme tid. Det mest fascinerende da han læste brevet. De tilbød ham at komme til en borg hvor de kunne hylde ham som den nye leder og hvor der ville være mad og underholdning! Da han spurgte om invitationen til sin rådgiver, sendte hun ham et stort smil og fortalte om at det var en fest engelen altid tog til hvert år. Det siges at den skulle foregå i en skov der kun eksisterede om natten i månestrålernes lys! Her kom englene langsvejs fra for at feste, hylde deres race og bare more sig! Josh kunne ikke se noget galt i det. Hvis de havde gjort det hvert år, hvad skulle så være den mørke side af det? Han takkede ja til invitationen og var nu på vej igennem den såkaldte borg. Skoven havde været noget så smuk! Træerne så ud til at være af det reneste sølv og grustenene reflekterede månens stråler. Det eneste der ikke var godt ved skoven var at man havde svært ved at trække vejret. Sølvtræerne producerede tydeligvis ikke nok ilt.
Da de kom til borgen, blev Josh taget godt imod med varme håndtryk og store smil. Nogen sagde endda tillykke til ham og var glade for at de havde fået så ung en leder, der endda var på vej til at blive en stærk Archangel.. Smigrende, det måtte Josh indrømme, men det der fangede ham mest var borgen og dets udsmykning! I loftet var der et spejl der strakte sig langs hele rummet. Væggene var hvide og forskellige steder hang der malerier af sølvtræerne.. Det eneste der undrede Josh var at hvis skoven forsvandt så snart månen var væk, hvordan kunne det så lade sig gøre at der var en borg i den? Værten af festen forklarede ham dog, at skoven kun ville udslette alt levende når den forsvandt. Alt der var dødt og ingen følelser havde ville blive stående.. Han måtte indrømme at det var fantastisk!
Til at starte med blev han budt på middag ved et langt bord, hvor andre engle sad og snakkede, imens forskellige tjener rendte rundt og serverede mad og vin. I baggrunden spillede en ung mand i habit på en violin og ved siden af ham, var der en pejs der opvarmede rummet og som oplyste i det hvide gulv. Det var en smule for meget for Josh, men han var så småt begyndt at vænne sig til det og det kunne han også blive nød til! Han snakkede med de andre engle, nød den dejlige mad og havde slet ingen bagtanker om hvad denne underholdning kunne være.

Hendes stemme lød bekendt. Den var summende og varm. Specielt det med at hun forsøgte at lyde modig virkede meget bekendt. Selvom han søgte helt tilbage i sit sind, kunne han ikke finde ansigtet til stemmen. Det eneste han kunne finde var sne over alt, hvilket var en af grundene til at han begyndte at finde rundt i alle de menneske han havde mødt ude i Thousand Winters. De eneste han kunne komme i tanke om var Christian, måske fordi han også havde været en af dem der var blevet en del af Jacob. Hendes navn sagde ham dog også noget, spillede ham et pus på tungen. Arian.. Selvfølgelig! Det var blandingen han havde mødt ude i Thousand Winters! Hende med det varme smil! Selvom hun ikke kunne se ham i mørket, så smilte han stort til hende og forsøgte endda at vride sig ud af rebene, selvom det nærmest var umuligt.
"Arian, det er mig Jacob.. Kan du huske, sneørken? Jeg havde hvidt hår og.. ja, det er lige meget! Det er i hvert fald mig," sagde han roligt og håbede på at hun troede på ham. Hvor var det dejligt at have en anden i nærheden og en man endda var kommet godt ud af det med! Dengang de gik hver til sit var de skiltes som venner og selvom det var lang tid siden, så var hun stadig en ven og lige nu måtte de arbejde sammen for at komme ud af denne katastrofe!
hestevognen fortsatte med at trille, det var som om at den aldrig ville stoppe. Hvor de end skulle hen, så var der lang vej og der kom sikkert ikke noget godt ud af det! I mørket sad han bare og ventede på at døren skulle åbne for ham og Arian, at lyset endnu engang ville ramme ind på dem og sende en smule håb om overlevelse igennem deres kroppe.. Han lukkede tøvende øjnene, lod sig et kort øjeblik bare forsvinde helt væk fra alting, indtil lyden af døren der åbnet fik ham til åbne sine øjne igen, hvor de blev mødt af et skarp lys.. Mændene udenfor vognen trak ivrigt først Arian ud af det mørke rum, herefter tog de hårdt fat i Jacob og tvang ham ud af den.. Det føltes godt at komme op at stå igen. Benene føltes som gele, de var nærmest ubrugelige til at starte med. Han kiggede ivrigt rundt efter Arian, men nåede kun lige at se lidt af hendes ansigt, inden mændene stillede sig i vejen og skubbede hende videre igennem en port. Lidt efter lidt, skubbede de Jacob den samme vej og nogen af dem vrissede vredt af ham om at han skulle skynde sig. Dem der vrissede af ham, fik bare et syn af et par skarpe tænder og en knurren, hvilket var det der skulle få dem til at trække deres vrissen tilbage i deres mund.. De kom til en stor tunnel, hvor alt var mørkt og det eneste lys der var til at få øje på var for enden af tunnelens mørke.. Rundt omkring kunne man høre lyden af dryppende vand og hvis Jacob ikke tog meget fejl, kunne han også høre lyden af en stor gruppe væsner der jublede i munden på hinanden, som var de til en form for forestilling. Det føltes som om at træde ind i himmelen da de kom ud af tunnelen. Lyset var skarpt som bare pokker og over alt sad der en gruppe engle, nogen jublede og nogen råbte et par skældsord til ham.. Han kiggede forvirret rundt, indtil han fik øje på Arian lidt længere fremme. Hun så ligeså forvirret ud som han selv gjorde. Mændene skubbede hårdt til ham, sendte ham ind i midten af det der så ud til at være en form for arena. De skubbede ham hen til en pæl, bandt ham fast og lod lyset fra oven ramme ned på ham. Ved siden af ham stod Arian bundet til en anden pæl.. Månens stråler var det der fik Arenaen til at lyse.. Oppe ved publikummet var der en lille altan, her trådte en ældre herre ud, bredte sine arme ud hvilket var det der fik publikummet til at juble endnu højere! Han smilte lumsk, sænkede armene og i det øjeblik de var nede, stoppede publikum med at juble, så man skulle tro at de holdt vejret for at høre hvad han havde at sige..
"Vi gør det her årligt!" råbte manden. "Nogen vil kalde det stygt, vi vil kalde det underholdning! Nogen mener at det ikke bør lægge til os, men vi er da fuldkommen ligeglade!" Publikum råbte ivrigt igen, denne gang råbte de enden ja eller de skal bare komme an! "I alle de år, er englene blevet set som svage, men, det skal være slut!"
Publikum gik endnu amok..
Jacob løftede på et øjenbryn, hvad det end handlede om, så ville det ikke føre noget godt med sig! Han kiggede spørgende hen på Arian..