Oh shit, what did I missed?! ~Nille~

Dagene var nu ikke som de plagede, Caroline var i byen pga de udøde. Angela havde ligesom næsten reddet hendes liv fra dem, selvom Caroline faktisk var 'død'. Men ja, nu var hende og Melissa boende hos Angela i det næste stykke tid. Og ikke fordi at det ikke var hyggeligt nok, faktisk var Angela og Caroline kommet godt ud af det med hinanden, selvom ingen nok ville tro på det hvis de fik historien. Dog gik Caroline stille igennem gågaderne, og kiggede rundt. Men hendes hørelse opfangede nogle dusørjægere, og det var ikke hvem som helst de ville have fat i. De havde fået øje på en person længere nede af gaden nemlig Nille. Måske havde hun ikke set dem, de var ret langt væk. Men ikke langt nok til at en pil eller et skud ikke ville kunne ramme hende. En af mændene fyrrede en pil af, helt lydløs. Hvilket fik Caroline til at sætte farten op foran pilen, så den borrede sig ind i kragebenet på hende. Hun trak den ud, og lod sine fingerspidser kører hen over såret, som healede lige så stille. En vampyr kunne jo normalt ikke gå i middags solen ligesom Caroline kunne, men det stoppede hende ikke fra at blotte sine tænder i vrede over at de ville skyde hendes bedste veninde, nogle var kloge at løbe. To stod tilbage, men dumt valg, for Caroline var hurtig nok til at løbe opforan dem og vride våbene ud af deres hænder. Inden hun vred nakken om på dem, og trak hjertet ud. Hun ville være sikker på at de var døde, og ikke kom til live igen jo. Caroline vendte sig imod Nille.
"Lidt længere tid siden, nå godt at se dig igen." Sagde hun blot med et smil på læberne, som man altid kunne kende Caroline på.. Selvsikkert og glad.

Som altid var den hvide i Nilles sorte, løse hår. Hun havde to daggerter hos sig,en daggert i hver læder støvle, for hendes læder støvler havde et hemmeligt sted, hvor hun kunne opholde dem. Hendes hætte var ikke slået op, hun mente ikke det var nødvendig lige nu. Hun gik roligt rundt, indtil hun hørte noget. Hun havde hurtigt trukket sine to daggerter, vendt sig om, og så.. Caroline og nogle dusørjægere.. Hun slappede af da Caroline var uskadt og dusørjægerne var døde.. Hun tog daggerterne ned i støvlerne igen. Dagene var smeltet sammen, hun havde fuldkommen mistet tidsfornemmelsen, så meget at hun ikke kunne huske helt nøjagtigt hvornår hun sidst havde set Caroline. Det føltes som om hun ikke havde set Caroline i meget lang tid. Vidste Caroline at hun havde slået op med Jacob? Det troede hun ikke at Caroline havde fået at vide.. Det virkede ikke som om. Nille så tomt på Caroline, hun kæmpede for ikke at bryde sammen. Alting havde været så hårdt efter hun havde slået op med Jacob. Hun kunne ikke fuldføre sin pligt, uden at hun følte at det var forkert.. som om alt bare var forkert uden Jacob. Hun havde rank ryg som altid, og hun havde armene over kors.
Hun smilede ikke. Det kunne hun ikke. Hun så blot først bare på Caroline før hun adskilte sine læber for at sige noget. "Hej..." Mumlede hun trist og så væk. Hun lukkede øjnene for at få styr på sig selv og kiggede så på Caroline igen. "Hvordan går det?" Hun bed sig i underlæben.

Man skulle være dum for Caroline ikke godt kunne mærke at der var noget i vejen, men hun vidste ingen ting. Ikke lige nu i hvertfald, hun ventede blot bare på at Nille skulle fortælle hende hvad der var glat, ellers ville det være svært at hjælpe hende.. Og Caroline ville gøre alt for at hjælpe Nille.
"Det gik helt fint, indtil jeg så hvor trist du er. Hvad så?" Spurgte hun stille og gik tættere hen på Nille, og lagde hovedet medfølende på strå. Caroline ville altid være der når Nille havde brug for hende, og alle havde brug for at snakke ud omkring nogle ting. Det vidste Caroline alt omkring, det var altid bedst at have nogle at snakke med sine problemer om, og Caroline havde været ude for meget i de 22 år hun havde levet, så hun var faktisk ret så visdoms fuld. Hun så på Nille, og kunne sagtens se at der var noget som var meget i vejen. Men hvad kunne hun ikke sætte sin finger på.

Behøvede hun fortælle Caroline hvad der var galt? Jacob kunne da bare fortælle Caroline det.. Nille havde vel travlt.. havde hun ikke? Hun kunne ikke rigtig finde ud af det, hun mente hun havde travlt, men vidste ikke om det var sandt. Hun var så forvirret for tiden, hun vidste ikke hvordan hun skulle tackle det hele mere, der var altid noget der ikke var helt rigtigt. Hun så bare væk fra Caroline.
"Der er ikke noget. DEt var godt at se dig igen." Og så vendte hun om og begyndte at gå væk. Hun kunne ikke alt det her mere.
Nille ville ikke fortælle Caroline det, hun gad ikke, hun kunne ikke. Der var altid noget galt.

Nille's ord fik Caroline til at stoppe brat op, hun kunne ligeså godt have stukket hende med et sværd i maven. Carolines dag havde været hel fin indtil nu, havde hun gjort noget forkert? Det troede hun næsten, også den måde hun bare gik på. Der var jo noget galt, og Nille skulle ikke bare lyve overfor hende!? Var det ikke Nille som gik så meget op i ærligheden selv?
"Jeg ved at du lyver."Sagde Caroline og kiggede imod Nille.

Jo, Nille gik op i ærlighed, mere end nogen anden hun havde mødt. Men selv den bedste var nød til at lyve engang imellem. Hun kunne ikke fortælle Caroline det, vel? Caroline skulle ikke blive total trist og ked af det, på grund af hende.. *men det skulle Jacob åbenbart?* Sagde en klog stemme i hendes hoved. Nej, det skulle han heller ikke, det var en af grundene til at de ikke burde være sammen.
Hun vendte sig om mod Caroline. "Jacob kan fortælle dig det. Jeg kan ikke." Hun så væk.

//kreasvigt, sorry søde! D:

Caroline hævede på et bryn.
"Så det noget imellem jer? Nille alle har brug for at tale ud omkring tingene, om de klar til at bryde sammen ellere bygger en facade op af stål." Sagde Caroline, hun vidste der var noget nu omkring dem. Og hun kunne ikke gå meget længere uden at vil have det afvide. Caroline havde været ude for en masse hjertesorger, så hvis Nille sagde hun ikke forstod problemet.. Så ville Caroline nok blive lettere fornærmet.

Nille så væk, hun lagde armene over kors. Så rystede hun på hovedet, bed sig i underlæben, og tog sig langsomt sammen. Hun så tomt på Caroline og bed så lidt hårdere i sin underlæbe. Det begyndte lidt at bløde, men hun slikkede hurtigt blodet væk, inden det generede Caroline. Caroline var jo.. vampyros... vampyr.. ja.
Nille rankede sig, så på sin bedste veninde med et tomt, koldt glimt i øjnene, og sagde følsesløst. "Jeg slog op med Jacob. DEt er bedst at du og Jacob holder jer fra mig." Hun vendte ryggen til Caroline.

Caroline var helt forvirret nu, hvad havde hun gjort!? Intet.. Nille og Jacob havde slået op, men hvorfor skulle det gå udover Caroline..? Det kunne hun ikke se nogen grund til at det skulle gå udover hende.. Ville Nille bare lade hende gå? Efter alt, men pointen var at Caroline ikke var så nem at komme af med igen ikke når man først hang på hende..
"Nille, du kan ikke bare lukke mig ude.. Jeg kan ikke bestemme om du vil eller ej, men jeg vil ikke have dig til at gå fra mig." Sagde Caroline stille og så på Nille, faktisk sårede det lidt Caroline.. Det kunne man godt se på hende.. Specielt hvis man kendte hende..

Det var ikke en god ide at de var venner, Nille var nød til at såre Caroline, hun var nød til at være kold og ond, hun var bare nød til det. Nille så blot tomt på Caroline og lagde så hovedet lidt på skrå. Hun sukkede svagt og så ned. '
"Men det er ikke dit valg. Du har intet valg. Hold dig fra mig." Hun sagde det så koldt hun kunne. "Det er bedst for dig selv. Du skal ikke distrahere mig fra hvad jeg er forpligtet til at gøre." Hendes øjne borede sig ind i Caroline. Koldt og tomt. "Så, hold dig fra mig."

Det føltes som om Nille stod med en dolk og dolkede hende i hjertet om og om igen. Nu kunne det næsten være nok..
"Så du svigter os allesammen, os som har hjulpet dig igennem livet så godt som vi kunne. Mig som har været mere end villig til at gå til døden bare for din skyld. Jeg ved din pligt betyder meget for dig, men det gør den kun fordi du tænker på om din mor er stolt nok af dig. Du bange, bange for at hvis du ikke gennemfører det vil hun skamme sig over at have dig som datter, hun vil blive skuffet. Men ved du hvad jeg tror? Jeg tror at hun hellere vil have at hendes datter skal leve godt, være glad.. Være omgivet af folk som får hende til at føle sig speciel og elsket."Udbrød Caroline, når det kom til det ligenu. Så tog Caroline det ikke særlig pænt.
"Så nej jeg har ikke tænkt mig at holde mig væk, hvorfor skulle jeg. Du min bedste veninde og min søster. Hvorfor skulle jeg holde mig væk, når det er lige nu du behøver mig mest." Caroline var selv temmelig knust i øjeblikket, dog noget man overhovedet ikke kunne se. For det var gemt væk bag hendes facade.. Nicolas var død.. Det knuste hende så meget at det føltes som om at hendes hjerte var ved at falde fra hinanden i små bider. Men hvad hun ikke vidste var at det blot havde været en illusion som var plantet i hendes hoved..

"Hjulpet mig igennem livet?! Nej! I var der ikke dengang jeg kom grædende hjem fra en skole dag, i var der ikke når mine forælde slog mig, i var der ikke da jeg døde!" Snerrede hun og havde vendt sig brat om mod Caroline. "Du kender ikke min mor, du kender ikke nogen i min familie." Nilles øjne blev sorte, men hun lukkede brat øjnene. "Bare hold dig væk fra mig, okay? Hvis du ikke holder dig væk.." Hun åbnede øjnene, men de var blå igen. "Så bruger jeg mine evner mod dig." Og dette var noget der virkelig gjorde ondt på Nille at sige.
Men det var bedre for dem at holde sig fra hende. Meget bedre.

//kreasvigt

Caroline stod som om det ikke lod sig påvirke.. Men det gjorde hun..
"Måske var jeg dig ikke den gang, men jeg er her nu. Du var der heller ikke de gange jeg behøvede dig mest, men du var der andre gange og det den eneste grund til at du er en af dem som betyder mest for mig! Men måske bliver næste gang jeg leder efter dig der hvor jeg ser dig blive slået ihjel, lige som jeg så Nicolas blive slået ihjel foran øjnene af mig!"Råbte Caroline igen, så var det sagt ikke i den måde hun havde ønsket at søge en snak på men det blev gjort. "Nå så gør det, snyd dig selv væk fra folk som bare vil holde af dig og elske dig. Gør som du gjorde ved Delilah da du slettede hendes minder. Få mig til at skamme mig over dem jeg var, gør det. Det vil ikke ændre noget alligevel. Slet mine minder, de kommer tilbage en dag. Stadigvæk vil det ikke være nok til jeg vil lade dig være, så kunne jeg ligeså godt slå alle mine følelse fra! Gør det! Se mig i øjnene og gør det, hvis jeg virkelig nogensinde betød noget for dig, så ville du ikke gør det."Sagde Caroline, selv hvis Nille ville bruge sin evne så kunne Caroline ikke undgå hendes øjne.. Men Caroline havde også en meget opbygget facade som gjorde at det blev en magt kamp.. Caroline skulle bare ind med sin anden evne, og forsvarer sig hvis det var.. Det ville ikke blive nemt, men ikke umuligt. For Caroline havde ikke en sjæl der kunne blive flået ud..

Nille havde mest af alt bare lyst til at gå væk, hun ville have fred til at tænke, men når hun havde brug for det, fik hun det aldrig. Da hun sagde det med Nicolas, ville hun spørge om Caroline havde brug for at snakke om det, men hun kunne ikke få sig til det. I stedet begyndte tårerne at glide ned fra hendes kinder, hun græd ikke fordi Nicolas var død, hun græd fordi hun ikke kunne være der for Caroline. Hun trak hætten over hovedet, så hendes ansigt ikke kunne ses, da hætten lavede en skygge. Da hun sagde det med Delilah... trådte hun et skridt væk.
"Nej." Nilles stemme var som et kniv nu, og hendes øjne glimtede svagt. "Jeg vil ikke spørge om hvor du har fået det med Delilah at vide henne, jeg vil ikke snakke med dig mere. Du holder dig fra mig, eller også, forsvinder jeg forevigt." Det gjorde så ondt at sige! "Det gør mig ondt at Nicolas er død." Hun vendte ryggen til og begyndte hastigt at gå. Faktisk, ville Nille ikke forsvinde, hun ville bare.. have at Caroline skulle forstå at hun skulle holde sig væk fra Nille. Det var bedst for dem alle.

Caroline kunne knap nok holde sig oppe lige nu, alt var bare ved at gå ned af bakke.. Intet var som det plagede at være mere.. Et voldsomt gisp lød fra Carolines læber, og hun faldt ned på knæ. Hendes øjne var spærret op. Hun havde en lang trædolk lige i ryggen, en mand i sort stod bagved hende. Dusør jæger, men faktisk en genkendt en, han var helt tilbage fra da Nille og Caroline havde klan tilbage. Der hvor Nille var shapeshifter og Caroline varulv.. Han vidste tydeligt ting omkring deres venskab, han tog en pistol med vievands patroner i, og affyrrede dem ind i hendes ryg.
"Løb!" Råbte Caroline som en pil der blev skudt afsted, men hendes stemme var alligevel i et højt skrig af smerten som hun ikke havde tænkt over. Dog bed hun det hurtig til sig, hendes smertetærskel var jo ret så stor.. Manden greb fat i hendes hår og trak hovedet tilbage, han lod en lille lommekniv som havde bladet dyppet i vievand glide ned af hendes kinder. Men efter Carolines møde med Delilah var hun blevet van til smerte.. Eller ihvertfald lidt.. Han snittede lidt i hendes kind, som om han eksperimenterede med hvor hurtigt hun ville heale..
"Kan du huske mig Caroline?" Sagde han og hans stemme gav et svagt ekko rundt i alle hjørner.. Caroline vidste at hvis Nille blot lod hende være her, så vidste hun ikke hvad hun skulle tro længere..

Nille kunne ikke genkende manden, det var alt for længe siden. Hun trak begge sine daggerter frem, klar til at angribe manden, da Caroline råbte løb. Hun tøvede, men begyndte så at løbe væk, så hurtigt hun kunne, men lidt efter stoppede hun dog op. Hun så mod Caroline og manden... Nej, dette kunne hun ikke løbe væk fra, uanset hvad Caroline sagde!
Hun begyndte at løbe tilbage, mens manden var ond mod Caroline..
"Hey!" Skreg Nille højt og stoppede så op. Hendes øjne var kun rettet mod manden. "Se mig i øjnene..." Sang hun med skammer stemmen, mens hendes øjne blev sorte, hendes øjne var kun rettet mod manden...

Caroline klemte øjnene sammen så snart hun så Nille forsvinde rundt om hjørnet. Manden greb hårdt fast i hendes hår og holdt hendes hoved tilbage så hendes hals var helt blottet. Caroline klynkede ikke, hun vidste at vis hun døde nu.. Så ville hun blive forenet med Nicolas.. Men så lige inden manden ville skære hendes hals over, så hørte hun Nilles stemme i et skrig. Manden hørte Nilles stemme, og kiggede hende i øjnene selvom han kæmpede for ikke at overgive sig.. Og da han først var fortabt til skammen, greb Caroline fast i hans ben med hendes hånd, og borrede sine fingre ind i kødet på ham. Hun aktiverede evnen i sine fingre og begyndte at brænde ham hårdt. Han skreg af smerte og af skam.. Han havde måske alligevel undervuderet deres styrke. De var jo blevet stærkere siden sidst, men i smerten kastede han sin kind imod Nille, hvis den ramte ville den ikke ramme andet i maven.. Men hun ville sagtens kunne undvige den, hvis hun var hurtig nok.. Caroline slap ikke hans ben, hun fokuserede på smerten forsvandt til hun så kom op og så hun kunne vride armen om på manden vil at bruge sin fart til at komme om bagved ham. Da hun havde vredet hans arm om, brækkede hun nakken på ham, og kiggede ned på liget. Hun skar lidt ansigt at smerten, Caroline havde enorme smerter.. Men skjulte det, som hun gjorde ved alle andre følelser som kunne svække hende, hun havde dog stadigvæk den trædolk i ryggen.

Mandens øjne mødte Nilles, og minderne strøg mellem dem, indtil Caroline brugte sin evne mod ham, og Nilles øjne blev blå igen. Hun trådte et skridt væk, og rystede på hovedet, for at få styr på sig selv igen. Hun havde mistet en smule energi, men det var intet alvorligt, hun kunne stadig kæmpe, hun så mod Caroline og manden... og bemærkede at hans kniv var på vej mod hende. Hun nåede lige at træde væk. Hun gemte sine to daggerter i læder støvlerne igen, da manden var død. Hun så kort på Caroline og gik hen til hende.
Hun ville fjerne trædolken, hun havde et spørgende glimt i blikket, var det fint med Caroline at Nille fjernede den trædolk?

Det var helt fint med Caroline at Nille fjernede dolken så hendes sår kunne heale.. Hun var taknemlig for at Nille ikke svigtede hende lige her og nu. Caroline vendte blikket mod Nille og nikkede taknemligt til hende.
"Tak, for du kom tilbage." Sagde Caroline stille og lettet, endnu engang blev hendes facade bygget op. DEt gjorde den helt af sig selv nu, uden hun tænkte over det fordi følelser gjorde hende svag.. De var hendes svaghed, så hvorfor vise dem.. Når de kunne blive brugt imod en i sidste ene? Caroline sank en klump og så imod Nille.
"Jeg ved du ikke vil have jeg skal distrahere dig, men det vil jeg heller ikke. Men du ved jeg er her for dig lige meget hvad. Det er hvad jeg er her til for, at støtte dig og være din ven. Lige meget hvilke problemer du har, eller hvilke luftige planer du beslutter dig for. Så kan du altså altid tale med mig omkring det.. Det må du ikke tvivle på, du vil altid kunne finde mig.. For jeg vil altid være der for dig." Sagde Caroline stille og så imod Nille, hun håbede på at Nille ville give hende en lille chance.

Nille smed dolken væk og så på mandens lig. Hun blev ved med at se på liget, mens Caroline snakkede, da hun var færdig med at snakke, sagde Nille først ikke noget. Hun bed sig i underlæben og så endelig på Caroline. "Tak fordi du vil være der for mig, men jeg beder dig. Hold afstand til mig. Jeg har ikke brug for hjælp,vær der hellere for Jacob. Jeg vil helst ikke gøre alt det her, men jeg har intet valg.. Du bliver nød til at lade mig være." Hun smilede svagt og lagde hovedet lidt på skrå. "Og husk, det har intet med dig at gøre." Hun vendte ryggen til igen.
Hun ville gå hjem, og gemme sig, hun ville bare gerne have fred. Hun begyndte at gå.

//kreasvigt! D:

Da Nille begyndte at gå nikkede Caroline bare for sig selv, heldigvis kunne hendes facade sagtens klarer den form for modstand der var på vejen.. Men tiderne gjorde bare at det var svært at åbne sig helt op.. Dog vidste Caroline godt Nille bare havde en svær tid, og skulle finde den rigtige vej.. Derfor gjorde hun ikke et stor nummer ud af det overhovedet..
"Jeg venter på dig, til når du kommer helt til dig selv så.. Led i Terroville hvis du skulle få brug for mig.." Sagde Caroline stille men sådan Nille stadigvæk ville kunne hører det.. Derpå var Caroline væk hurtig som lynet, hun var løbet..

//Out^^//

Led i Terrorville? Hun boede i Terrorville. Så, muligvis ville de støde på hinanden, men kun måske.
Nille havde en svær tid, ja.  Det måtte hendes venner leve med, der var ikke andet at gøre ved dem.
Hun havde et tomt blik, hun følte sig så tom indeni...
"Skal jeg nok." Sagde hun og så ned på jorden, mens hun gik væk.

//Kreasvigt og out ^^//