I missed you //Ramiel//

Sted: Kroen det vilde svin
Tid: 23:00
Vejr: Storm vejr med masser af regn.
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

En blanding af sten og våd jord borede sig op i hendes håndflader og knæ, mens de lange stråler regn dannede store pytter rundt omkring hende. ''Hold op med at pive sådan!'' Råbte en af de 2 mænd som stod bag hende. Hun lystrede ikke på hans ordre, hvilket resulterede en mudret fod i ryggen så hun lagde fladt ned på den fugtige jord. Hendes ellers så fine kjole, var mudret og på grund af alt den tumlen rundt var den også gået i stykke få stedet. Nær hendes nyre var der gået hul, og en rød brunlig plet voksede sig langsomt større. ''Rejs dig op, og lad os komme videre snut!'' sagde den andren mand, og som havde de tænkt det samme, tog begge mændende fat i hendes underarme og slæbte hende afsted i regnen, hen i mod kroen.
Med et stort smil på læberne sparkede de døren op ind til kroen, og skubbede Lailahs trætte krop ind så hun landede på knæene. Grunden til at hun ikke brugte hendes evne var, at hun ikke havde nok energi til det. Hun var for træt, kunne ikke noget. ''Godt så, hvem byder først?'' råbte den stærkeste af de to mænd, og pegede ned på Lailah. Det måtte hun give ham, han var god til at fange folks opmærksomhed, for i det øjeblik han snakkede var de fleste øjne i kroen rettet imod hende selv. ''Det kan du ikke mene..'' mumlede Lailah sløvt. I hendes forsøg på at rejse sig op sparkede han hende endnu engang i ryggen, så hun faldt forover og ind i en fed, ældre mand som lugtede langt væk af sprut og alkohol. Den gamle mand lagde en arm om hende og sendte mændende et tandløst smil. ''Jeg tager hende gerne!'' råbte han og smed en lille, pose lignende noget, med mønter i over til dem.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Sværdet er med. Plus en sort kappe med hætte.

Med den sorte kappe til at gemme det meste af hans krop, også hans hår og ansigt, sad han i et mørkt hjørne på kroen det vilde svin. Den sorte hætte kastede en skygge over hans ansigt så det ikke var helt så synligt. Han havde armene over kors. Sværdet hos sig, i en skede som hang fast til et bælte der var om hans liv. Han havde øjnene lukket... Lige indtil døren til kroen blev sparket op. Han åbnede øjnene og vendte ansigtet mod døren. Han hævede begge øjnebryn over at se to mænd slæbe en kvinde ind. Hans højre hånd greb fat i sværdet som hang på hans venstre side, da han så hvem kvinden var. Lailah, som han havde været ret gode venner med da han var en normal engel, men havde brudt kontakten med da han blev falden. Han havde skammet sig over det.  Så meget at han sikkert ikke havde kunnet klaret at se Lailah i øjnene.. Han havde dog oplevet meget siden da. Og fået meget, kan man vel sige. Han var nærmest lykkelig.  Der var dog stadig noget der gnavede i ham. Han kunne ikke klare at skulle have den samme rutine hver dag. Han manglede spænding, action. Da en ældre herre betalte mændene for Lailah, og lagde en arm om hende, rejste Ramiel sig med et sæt. Han trak sværdet ud af skeden, ligeglad med de andres reaktion, mens han gik mod dem. Hans ansigt, krop var stadig skjult. Hans sværd var dog synligt og glimtede svagt i stearinlysenes flammer. Han svang sværdet kort, og sagde med en bestemt tone i sin stemme; "Slip pigen fri, eller jeg skærer dine arme fra din krop langsomt og smertefuldt," til den ældre herre som havde betalt for Lailah. Selvom han ikke længere havde det lange lyse hår, og havde forandret sig på mange måder, kunne man stadig let genkende Ramiel.
Med den hånd som var fri, trak han hætten tilbage så hans ansigt og hår blev synligt. Han knugede sværdets skæfte og smilede svagt. "Og hvis nogen herinde skulle prøve på noget som jeg ikke ville bryde mig om, skærer jeg deres hoved af." Han var skam ikke bange for at gøre det! Han løftede sværdet lidt, klar til at hugge en eller andens hoved af, så han kunne få Lailah væk fra de hæslige mænd.

"Slip pigen fri, eller jeg skærer dine arme fra din krop langsomt og smertefuldt," en bekendt stemme lavede nogle bløde svingninger i luften, som så til sidst fandt vej hen til Lailahs øregang og kærtegnede hendes ydreøre for derefter at smutte helt ind i hulen, så hun kunne opfatte hvad der blev sagt og hvem det var. Lailah løftede blikket op på manden som havde blandet sig. Det kunne umuligt være Ramiel, selvom det godt nok lød som ham. Hvis det var Ramiel ville hun kunne se hans lyse hår stikke ud ved hætten, hvilket hun langt fra kunne, og desuden ville Ramiel aldrig tale sådan. Hun sank blikket ned mod jorden igen, hun havde ikke tænk på Ramiel i.... Gud ved hvor langtid, og først nu kom hun i tanke om hvor meget hun savnede ham. Han var bare forsvundet, uden at havde sagt noget til hende, ikke engang et brev! 
De to mænd som havde slæbt hende ind på kroen var skredet, de havde fået deres penge og mere kunne de vel ikke ønske sig. Hun huskede tydeligt hvordan de bare havde slået hende ned, da hun var ude og gå en aften tur. En sten i baghovedet og Lailah befandt sig nede på jorden, hvorefter de så havde tæsket hende så meget, at hun var blevet svag og udmattet af at kæmpe imod.
''Desværre min dreng, du skulle havde slået til da hun kom ind. Den her tøs er min.'' fastgjorde den svedige mand. Et smil kom frem på hendes 'helts' læber, inden han fortsatte med sin trussel.
"Og hvis nogen herinde skulle prøve på noget som jeg ikke ville bryde mig om, skærer jeg deres hoved af." Han havde trukket hætten af, og der hun så de velkendte træk i ansigtet, fik hun for alvor tåre i øjnene, så hun var på randen til at græde. Aldrig havde hun forstillet sig at skulle se ham igen - og hvis hun så endelig skulle møde ham igen, havde hun ikke forestillet sig at han så sådan ud.
''Jeg har hørt, at det er svært at samle sin stolthed op med brækkede fingre.'' grinede manden mod Ramiel, og skubbede Lailah til siden. En af hans -åbenbart- venner, som var ligeså ildelugtene som ham selv, tog fat i Lailahs arme og holdt dem omme på hendes ryg. Hårdt satte han hans knæ i ryggen på hende, og tvang hende brutalt ned mod gulvet.
Manden som havde købt Lailah knækkede hans fingre, og smilede overlegent til Ramiel, som var han blot et barn, der skulle til at smage livets første omsorgssvigt, som højst sandsynligt ville komme til at smage af blod. 
''Kom bare an knægt''

Ramiel vidste ikke helt hvordan Lailah ville reagere på at Ramiel nu var en falden engel. Det ville nok ikke være smil og kram over det... Det vidste han godt, men han ville ikke have skæld ud, han havde blot mistet kontrollen, og dræbt et menneske. Så galt var det vel heller ikke? Han dræbte nærmest hver dag for penge. Dengang han havde været en hvidhåret engel, havde han besvimet bare ved synet af blod, nu trak han bare på skulderen. Dengang havde han ikke turdet at gøre noget som helst dristigt, som at redde en slave i offentligheden, men det gjorde han nu. Dengang havde han ventet til det var mørkt, fundet slaven og sluppet slaven fri, så havde han brugt en del af sin tid på det. Tøs? Den tøs var hans? Det kunne han godt glemme alt om! Lailah var ikke en genstand han bare kunne eje. Ramiel lagde hovedet lidt på skrå.
"Hvem siger jeg vil have hende som min slave? Ingen. Jeg finder mig bare ikke i at du er så idiotisk at tro du slipper godt fra at, købe en slave. Hvad ville Skammeren dog ikke sige?" Det var måske en god ide at bringe Skammeren ind i det, hun brød sig jo ikke om slavehandlere, og brugte sin evne tit mod dem. 
Ramiel lagde mærke til de tårer der var i Lailahs øjne, men han kunne ikke gøre noget ved det.  Han havde ikke tænkt sig at skulle sige undskyld for at han var blevet falden, for han var ikke rigtig ked af det mere. Samle sin stolthed op med brækkede fingre? Haha, ja, det var svært! Desværre for manden var det også svært at brække Ramiels fingre, når han holdte sin 'evne' i hånden. Han holdte sværdets skæfte med begge hænder. Da manden sagde kom an, smilede Ramiel kækt. Hans sværd begyndte at gløde, der var lyn tilstede i Ramiels øjne.
"Knægt? Du er knægten her. Jeg er 425 år gammel, idiot." Ramiel så ud mod vinduet. "Storm vejr... Lyn." Ramiel rettede sværdets spids op mod taget, et lyn slog ned i nærheden af kroen. "Slip hende løs, eller jeg sværger, jeg får et lyn mod dit grimme fjæs!" Snerrede Ramiel.  Han rettede igen sværdet ved sit brystkasse, klar til at forsvare sig, hvis manden skulle være så tåbelig at angribe.

Nogle få folk gispede da han nævnte den berygtede og frygtede skammer. Han fik dem alle til at stille sig selv spørgsmålet, kendte han skammeren og ville han hente hende hvis det blev nødvendigt? Den ellers så højt råbende mand som havde købt Lailah, og hans venner, blev mundlamme og turde næsten ikke sige noget. ’’Skammeren får aldrig det her af vide, for du vil være død inden længe!’’ hvæsede han. Lailah kunne ikke lade vær med at få et sløvt smil på læben mens hun så hen på ham. ’’Så vil du ikke blive glad for at hører, at jeg er skammerens skytsengel.’’ Et slesk smil kom frem på hendes læber. Men så kunne hun mærke angsten stige da hans øjne borede sig ind i hendes. Hun spærrede hendes øjne op også gik der en smerte gennem hendes kind mens et højt klask kunne høres. Hendes hoved var drejet mod den ene side mens hendes kind langsomt fik en let rosa farve. Det… Skulle han ikke have gjort. En ny styrke voksede sig langsomt inden i hende.
Hun behøvede ikke engang at vende sig rundt, hun vidste at stort set alle på kroens øjne så skiftevis på Ramiel, Lailah, manden og hans back up fra vennerne. De ventede på næste træk, ventede på at få en reaktion fra Ramiel som de vidste de snart ville få. Men det de fik, var ikke hvad de havde forventet. På kommando slog der et lyn ned og folk kiggede overrasket mod Ramiel. I nogle korte sekunder var der helt stille i kroen og det eneste man kunne høre var de få klynk som slap forbi Lailahs læber. Man kunne tydeligt se hvordan tankerne fór rundt i hovedet på manden og hvordan han overvejede de forskellige fordele, svagheder og konsekvenser der kunne forekomme de næste par minutter hvis han gjorde noget så dumt og angribe Ramiel. Til sidst trak han lidt på skulderen og lavede et lille håndtegn til sine venner, som hurtigt skubbede Lailah ned foran Ramiel. ’’Hun er alligevel ikke besværet værd..’’ mumlede han mut, og med de ord forsvandt han og hans venner ud af døren.

*Ha! Så kan de tænke lidt på det!* Han kunne godt lide at bringe Skammeren op i det hele, sige at han kendte hende, at de bare kunne komme an! Selvfølgelig var han ikke svag og brugte en anden som skjold... Men det var nu meget belejligt. En lav latter forlod Ramiels læber over mandens forsvar. "Død? Du kan ikke dræbe mig... Og hun finder ud af det. Tro mig." Et faretruende glimt var i Ramiels øjne, som om manden kunne forvente at om lidt ville Skammeren sparke døren op, fange hans blik med sine sorte øjne og få ham til at falde på knæ og tigge om nåde... Da Lailah nævnte at hun var skammerens skytsengel, forvandlede der et kækt smil sig om Ramiels læber. "Tør nogen af jer skade Skammerens skytsengel? Tør i vække Skammerens vrede?" Ramiels blik var kun rettet mod manden der havde købt Lailah. DEt forbandede svin. Ramiel burde skære hans hoved af med det samme! Da Lailah fik en lussing trådte Ramiel truende tættere på. Hans greb om sværdet blev stærkere. Da et lyn slog ned, lyste Ramiels øjne truende op, og hans sværd begyndte at gløde truende... Det var nu meget belejligt at det lyn havde slået ned lige der, selvom det ikke havde været Ramiel. Hvis manden angreb, ville Ramiel hurtigt skære hans hånd af. Eller få et lyn til at slå ned i ham, selvom det ville tappe RAmiel for mange kræfter. Da de skubbede Lailah ned foran Ramiel, stak han sværdet i dens skede, og satte sig på hug ved hende. Han så tomt efter mændene der gik. "Røvhuller." Mumlede han surt og så på Lailah. "Er du okay?" Han glemte alt om at sidst hun havde set ham, havde han været en normal engel med hvidt hår, og han ikke havde fortalt hende i frygt at han var falden...

Manden sank en klump og så undrene på Ramiel, han var i tvivl om han bluffede eller ej. Hvor stor var sandsynligheden for at ham som ville beskytte - åbenbart skammerens skytsengel - kendte skammeren og kunne få hende efter dem? Ikke særlig stor, så han kunne ikke andet end at bluffe! Manden fnøs da han nævnte skammeren igen og stilte dem et spørgsmål der nærmest skreg at de skulle skade Lailah. Hvilket de glædelig gjorde ved at give hende en lussing, men det var vel bare noget hun skulle vænne sig til nu hvor manden jo havde købt hende.
Af ren refleks trådte manden tilbage da Ramiel trådte et truende skridt frem. Lailah var lettet over at Ramiel var der, havde det ikke været for ham ville hun sikkert i øjeblikket havde ligget oppe i en seng og blive voldtaget... Så kunne man så sige at hun bare skulle bruge sin evne, men hendes evne var altså begrænset og krævede en masse energi. Kunne det mon være skæbnen at Ramiel var der? Skæbnen var en af de ting som Lailah troede på.
Tiden syntes at gå ekstrem hurtig og pludselig lagde hun på sine knæ foran Ramiel, eller det som var tilbage af ham. Hans tre ord trak hende ud af hendes tankestrøm, hvad skulle hun sige nu hvor hun efter langtid endelig mødte ham igen. Det var anden gang en af hendes nære forlod hende, først Delilah og så Ramiel. Det var ved at blive ret så irriterende og det sårede stadig lige så meget. Hun lod hendes små spinkle fingre glide op og forsigtigt kærtegne hans nu brune hår, mens hun studerede hans ansigt og sugede så mange informationer hun kunne til sig. Hun nikkede svagt som svar og prøvede at give ham et smil, som dog kun blev halvhjertet. Stadig såret over at han havde forladt hende, men glad for at han var der for hende igen - hvis han besluttede sig for at blive hos hende? ''Hej'' var det eneste hun kunne sige inden hun trak ham ind i et længe ventet kram, mens tårene langsomt truede med at poppe frem i hendes øjne, hun lod dog kun én dråbe passere og trille ned ad hendes kind.

Ramiel blev godt tilfreds da manden trådte tilbage, Ramiels hænder strammede sig om sværdet, mens det glødede.. Han ville ikke tøve med at hugge hovedet af den mand hvis det skulle blive nødvendigt. Lige i det der øjeblik ønskede han noget så inderligt at Nille ville træde ind af døren og spørge hvad pokker der foregik. Det ville lukke munden på den klaphat, og Ramiel ville kunne tæve ham til døde! Åh ja, Ramiels tanker var mere blodige nu hvor han var falden.. okay, han havde ingen blodige tanker haft da han var en normal engel.
Ramiel var bekymret for om hun ville blive rasende på ham, men i stedet begyndte hun at røre ved hans hår... studerede hans ansigt. Hvorfor...? Nå. Selvfølgelig. Han smilede svagt da hun trak ham ind i et kram som han glædeligt gengældte. "Undskyld." Det var selvfølgelig det med at forsvinde, han sagde undskyld for. Han så rundt i kroen, de måtte væk.. "Kom." Han rejste sig op og rakte en hånd ned til hende, for at hjælpe hende op.

Hun havde brugt alt for langtid på at være vred. De første par dage var de værste, hvor hun formåede at gå igennem flere forskellige følelsesstadier. Fra benægtelse til vrede, sorg og skyldfølelse, og sidst men ikke mindst, tro. Troen på at han ville komme tilbage til hende. Deres veje var sammenflettet, og hun kunne ikke andet end at tro, at skæbnen ville føre dem hen på samme vej igen. Så nu hvor hun endelig så ham igen, ville hun ikke bruge for meget tid på at hade ham. Følelsen ville altid sidde dybt inden i hende og nage, men hun ville ikke tillade at lukke den ud.
Fingrene løb igennem hans nu mørke hår og hen over det genkendelig, markerede ansigt. Lyst eller mørkt hår, falden eller ej, han var stadig Ramiel. ”Hvorfor? Hvorfor forsvandt du bare uden videre?” Hun var selv ret sikker på, at hun allerede kendte svaret, men hun ville have ham selv til at sige det højt. Hun tog uden tøven imod hans hånd, og kom op på hendes vaklende ben, hvor det tog hende lidt tid at finde balancen igen. ”Hvor har du tænkt dig at vi skal tage hen?”

Ramiel puttede sværdet i dens beholder gen. Han skulle vidst ikke bruge sit sværd mere, så det ud til. Han hjalp hende op at stå og lagde en arm om hendes liv, for at sikre sig at hun ikke ville falde. "Jeg fik travlt med en masse ting og jeg var bange for om du ville begynde at hade mig, fordi jeg er falden." Sagde han undskyldende.
Han vidste ikke hvor de skulle tage hen, udover hjem til ham. Der var bare i Angerforge District, så det ville tage en del tid at komme derhen. Han besluttede sig for at de skulle blive i kroen. "Det vil tage sin tid at komme hjem til mig. Har du noget imod at blive her?" Han så spørgende på hende. Han havde en hel del at fortælle hende, men han ville vente med at fortælle hende det. Først ville han vide hvordan hun havde det. "Hvordan har du det for tiden, Lailah?" Spurgte han.

”Kender du mig slet ikke Ramiel? Selvfølgelig vil jeg ikke hade dig, fordi du er anderledes! Men bedste veninde er dæmon, og min kæreste er vampyr. Hvordan kan jeg hade en nær bekendt, som er blevet falden?”
Hun hadet det faktum at han havde gjort en anden fortræd, når han havde holdt sig væk fra drab hele sit liv- men hun kunne ikke bebrejde ham, når hendes omgangskreds alligevel gjorde det samme. Hun var ikke sikker på om han vidste alt det hun lige havde fortalt ham, nu hvor de ikke havde set hinanden i et stykke tid.
Hun rystede på hovedet til hans spørgsmål.
*Ha, klogt træk!* Et skævt smil fandt frem til hendes læber, da han valgte at sige ’for tiden’ og dermed undgik at spørge hende, hvordan hun havde haft det da han forlod hende. Men han kunne vel godt gætte sig frem til, at hun havde haft det elendigt, da der på det tidspunkt, var to af hendes næreste, som havde forladt hende, uden at fortælle hende hvorfor. Hun havde det direkte forfærdeligt, og havde det som om, at det var hende der var noget galt med - men hvor det faktisk i begge tilfælde, havde noget med den anden part at gøre. I Delilahs tilfælde, var det fordi at hun ville beskytte Lailah, for at komme til skade, hvilket ikke gik særlig godt. I Ramiels tilfælde, var det fordi, han var bange for hvad hun ville tænke om ham, nu hvor han havde ændret sig.
”Her for tiden? Ja, udover det der lige er sket, så har jeg det udmærket; men det skal du ikke bekymre dig om, jeg vil meget hellere høre om hvordan du har haft det, og har det!” Han smilede stort til ham.

Ramiel smilede skævt, men blev en smule forvirret. Var hendes bedste veninde en dæmon og hendes kæreste en vampyr? Det havde han da ikke hørt noget om! "Hvem er din veninde og kæreste?" Spurgte han. Han var nysgerrig, han kunne ikke gøre for det. Han kørte en hånd igennem håret, for at få nogle hårlokker væk fra øjnene. Han så på hende, da hun svarede på hans spørgsmål. "Er du sikker? Er der slet intet der irritere dig, eller noget?" Han så spørgende på hende. Det ville være underligt hvis hun slet ikke havde nogen problemer. Han var vant til at alle havde mindst et problem, på grund af den verden de levede i.
"Hvordan jeg har det? Man skulle tro at jeg har det forfærdeligt fordi jeg er falden, men.. Faktisk, så er jeg ret lykkelig." Han smilede kækt. "Jeg er forlovet, har to børn.. eller teknisk set, så har jeg kun et, fordi jeg ikke er Amys rigtige far." Han havde fået et lykkeligt glimt i øjnene.