Måske er det umulige muligt - Privat emne.

Sted: Et sted man kunne kalde paradiset.
Vejr: Blå himmel, sol og ikke en vind – varmt!
Omgivelser: Vand, vand og atter vand, og så en klump sand.
Mussi & IT Wizz

Sommeren syntes at have jagtet vinteren af sted for denne gang. Vinteren ville forhåbentligt først komme igen efter fem seks måneder, men uanset hvad, så skulle vejret udnyttes, hver eneste dag. Den store skive der bar navnet solen, kastede sine varme brændende stråler ned over det store område langs kysten, der var dækket af fine sandkorn. Trods mange væsner havde besat landet i en længere årrække var stranden alligevel tom, eller mere eller mindre tom. Mange kilometer strand var tom uden et eneste menneskespor, ligesom stranden, men varmen var slet ikke til at sammenligne. Efter man var kommet forbi en tilfældig sti der førte ned til stranden, der mest af alt bestod af et nedtrampet spor, så man spor fra en hest. Det fortsatte i lang tid, ned af stranden, tæt på vandkanten var sandet var fugtigt og hårdt. Pludselig stoppet sporet, og blev stoppet af menneskespor. Et par større, der måtte tilhøre en med fødder på størrelse med en voksen, og nogle små futter der løb rundt om de store.
Stilheden var også blevet brudt af lyden af latter og plaskende vand. Eric havde et fast greb i Miras arme, mens han svingede rundt, mens hun hylede og skrig. Lyden skar i hans øre, men pigens glæde dækkede ørernes irritation, til ørernes irritation, men de syntes ikke rigtig at kunne få signalerne igennem til hjernen på Eric, der uanfægtet legede videre med pigen, som han til sidst slap, så hun plaskede ned i det lave vand. De fortsatte ivrigt deres leg under solens stråler som forgæves at tørre deres kroppe, men vandet kom altid i vejen. De kastede sig konstant ned i det lyseblå vand, der omsluttede deres kroppe og gav en dejlig afkølende fornemmelse.
Oppe på stranden, i skyggen af nogle store træer, stod en stor hest, med hoved nede ved nogle ynkelige græsstrå. Den syntes ikke at have lyst til at stikke fødderne i det kolde vand, men fortrak den dvælende skygge. Eric havde heller ikke noget imod at hesten ikke trampede rundt mens de legede rundt, for trods hesten gjorde hvad han sagde, så var det alligevel et stort dyr. Store dyr var ikke altid til at regne med.
Pludselig stoppede Mira op, og så dybt alvorligt på Eric, der gloede tilbage på hende. ”Hvad så frøken alvorlig?” Stemmen var dybt alvorlig, men øjne havde et let glimt i øjne. Mira havde ingen problemer med at fange det glimt. De dage de havde været sammen, havde ført dem tæt sammen. ”Hvornår kommer hun?” De vidste med det samme begge hvem der var tale om. Camille. Selvom hun førhen var blevet vraget for et dyr, så betød hun alligevel meget for dem begge. For Mira var det mere følelsesmæssigt end med Eric, der var glad for hende som ven, men også havde stor brug for hende når det galt praktiske ting. Eric kunne ikke besvare hende spørgsmål, så han måtte trække på skuldrende og svare som det var. ”Det ved jeg ikke.” Han vendte ryggen for at undgå strålerne fra himlen. ”Men hun kommer sikkert snart.”
Da Mira havde fået svar, begyndte hun at løbe, og ændre til sidst med armene omkring halsen på Eric, der kort smilede til pigen. ”Men hvad vil du lave, Camille kommer jo ikke ud af den blå luft.” Mira satte et beklagende ansigt op, før hun klaskede sine små hænder ned på skuldrende af Eric, der holdte hende oppe.

Det var en af de dage hvor alting synes at klappe.Alt faldt i hak og hjertet føltes let.
Der var ingen skyer på himlen og solen kærtegnede og overforkælede alle med dens varme og det havde en næsten tryg følelse, som at solen indhyldede en og passede på en.Temmeligt dejligt, hvis man spurgte Camille.

Camille var forsinket.En hel dag forsinket.Hendes plan have været at tage ud på gården , ud til Mira og Eric, den forgående dag, men det var ikke helt gået som planlagt.Noget var kommet i vejen.Helt precist Aleck.
Efter en lille dialog , var de blevet enige om , eller ihvertfald havde Camille besluttet , at hun tog en dag fri, og blev hjemme.Hjemme hos ham.Og udover det, var hun nu også udstyrret med et forslag hun skulle have Erics accept til.
Intet alvorligt, intet stort.....det havde hun slet ikke ville høre tale om.Eric og hun var sammen om Mira.Den aftale stod ikke til at rokke ved.

Hun var ankommet til Valentines gården og Isaac havde meget venligt , imens han klargjorde Frost for Camille, forklaret at Eric og Mira holdte en fridag og var taget til vandet.

Nichole,der havde hørt Camille ankomme og set hendes mand samtale med hende, kom susende ud med en flettet kurv af pil og et lille ternet viskestykke lagt hen over.
" Hej Camille....dejligt at se dig.Jeg pakkede hurtigt denne til jer, men du vil finde alt i får brug for heri " oplyste hun storsmilende og rakte kurven mod Camille.
" Ha en dejlig dag - og hils min søn " sluttede Nichole af ,efter Camille havde taget imod den tunge kurv - og takket varmt for den.

Med lidt støtte fra Isaac ,da hun også jonglerede med madkurven , kom hun op på den smukke hvide hest.Hun var blevet godt fortrolig med efterhånden, og hendes hånd kælede hengivent for hesten og hun hilste familiært på den .
" Så...Frosty....hej igen smukke, nu skal vi to til vandet " .
Hun satte hælene i, vinkede farvel til Isaac,der kvitterede med en hovedrysten og måske med antydningen af et smil dinglende i mundvigen.

Efter noget tid nærmede de sig stranden, og da de nærmest var der alene, havde hun ikke problemer med at lokaliserer hendes 'atypiske familie'
Hun red stille hen imod dem.Betragtede deres leg i vandet, fra afstanden af, så hvor opslugte af legen de var....og endnu mere fantastisk..... hvor tætte de var.De to.Mira og Eric.

Camille , var næsten ved dem nu ....og fik gumpet sig ned af hesten.De måtte havde opdaget hende by now?
Hendes knækorte hvide nederdel og den tyrkise lille bluse , var alt påklædning der var påkrævet, udover nogle hvide sandaler med en ankel rem med lidt diskrete sten limet på.
Det lange lyse hår, var hapset i en hestehale ,der skødesløst hang til den ene side, som sang den ' jeg sætter min hat som jeg vil'.

Hun næsten små løb dem imøde, ivrig for at lukke afstanden mellem dem og få lov at deltage i deres leg.

" Hey...Miraaa skattepige....Eric !! " sang hendes glade stemme ud til dem.

Mira syntes ikke rigtig at være tilfreds med Erics ord. Hun stirrede på ham, meget utilfreds før hun kom med respons. "Det burde hun!" For at understrege ordne, klaskede hun igen sin hånd ned på hans skuldre. "Hun sagde hun ville komme snart, men det gjorde hun ikke!" Et beklagende og halvforpint udtryk gled over Erics ansigt, da han vidste hvad det hele ville ligge op til. Jammerkoret. Hvis det ikke lige gik efter Miras hoved, så satte hun op med en jamren, og så plejede Eric til sidst at føje sig. Problemet var bare, at denne gang var det ikke ham der kunne gøre noget imod det. Han kiggede lidt rundt i et forsøg på at finde noget der kunne distrahere pigen, men der syntes ikke rigtig at være noget. Camille betød underholdning, noget der var svært at finde andre steder.
Om det var Eric, eller Mira der var født under en hellig stjerne kunne man være lidt i tvivl om, men de lyste begge op i et stort smil da de så Camille komme hen mod dem. Eric satte Mira ned, som straks sprang af sted igennem vandet for at nå hen til Camille. Meningen havde sikkert været at hun ville kræve at komme op at sidde hos hende, men pludselig fik hendes øjne øje på noget langt mere interessant. Et solidt greb i Camilles skørter sikrede pigen at hun ikke tippede, mens hun stillede sig på tå, for at se kurvens indhold. Hvis Camille forsøgte at benægte hende adgang, ville hun trække til, til hun fik lov.
Eric vade efter Mira hen til Camille, som han slog armen om, og på den måde gjorde hende dejlig våd, hvis hun ikke flygtede i land. "Du kommer som sendt fra himlen!" Udbrød han taknemlig med et stort smil.
Eric havde svært ved at udtrykke hvor glad han var, og hvor heldig han følte sig. Det var fantastisk hun var kommet, for han gad ikke høre på Miras jammer, og selvom de havde været sammen i længere tid, så havde hun det med at få sin vilje. Det med at sige nej til pigebarnet var ikke noget han havde lært. Han ville næsten glæde sig til den dag det skete, for han hade når han gav sig.
"Først: Hvorfor er du egentlig kommet, andet: Hvordan vidste du vi var her ude?" Eric havde sluppet Camille og stod nu og kiggede på hende, mens solen tog sig af at tørre den del af hans krop, der var over vandet, hvilke ville sige stort set alt, undtagen fra fødderne op til knæene.

Var der noget der hed et dansende hjerte? Hvis der var, så havde Camille et sådan, da Mira opdagede hende og susede hende i møde.
I første omgang gav hun al sin opmærksomhed til hende ,den lille pige der fri og glad hoppede gennem vandet, bare for at give Camille en velkomst ....nå ja, og så kurven !
" Hey skattepige....Miramus ...hvor er det dejligt at se dig igen.Hvor har jeg dog savnet dig " fortalte hun og knuede Mira ind til sig ,med den ene arm .Mira derimod havde stukket Camille et herligt smil og nu forsøgte hun fange kurven imens hun greb fat i Camilles nederdel.Og da denne var en let ...og løs sommermodel ,fik Mira trukket den et godt stykke ned i den ene side, så den allerede nu sugede grådigt af naturens store vidunder, havet.

" Hey..forsigtig skat " Camille rakte kurven til Mira..." Se...du er nød til at bruge begge hænder til at holde den med Mira,ellers er den al for tung til dig ..kan du ikke gøre mig en stor tjeneste ,skat og bære den ind på strand breden?" forslog hun og Mira var mere end villig til at vise Camille hvor dygtig hun var, så hun slæbte afsted med kurven , ind mod land.Der var nu ikke så langt, så hun klarede det lige.Sikkert på land, skulle kurvens indhold undersøges og Mira gik i gang.Da hun kiggede ned , så hun en stor lækker fersken, som hun straks tog op og satte tænderne i.Mens hun spiste ,sad hun på sandet og betragtede Eric og Camille, stadig et stykke ude i vandet.

Efter at have sendt Mira afsted , mærkede hun Erics arm omkring sig.Hun fik rettet sig helt op og så først ordenligt på ham nu.Solen havde allerede transformeret hans lyse vinter hud til en lysebrun en af slagsen.Han så godt ud- og glad ud.
" Eric !" Hun smilede igen til ham og lænede sig lidt frem for at sætte sine læber på hans kind." Hej !".

Hun bemærkede hendes top var ligeså grådig og ivrig efter at trække vand til sig ,som hendes nederdel, men det betød ikke det store.Solen ville få det tørt igen, senere.

Hans arm forlod hende og hun sendte ham et skævt smil...
" Fra himlen ligefrem ? " drillede hun og lænede sig fremover og sendte.med hånden et lille vandsprøjt op på ham.

Hun lyttede til hans spørgsmål...
" Eric, du må virkelig undskylde.Jeg burde have været hos jer i går , men der kom ...noget på tværs, undskyld" sagde hun en anelse beklemt og fik justeret lidt på sin hestehale på samme tid.
" Men jeg tog direkte ud til.gården , da jeg vågnede og ville forsætte læse undervisningen med Mira i dag. Men din far fortalte så i ikke var hjemme , forklarede hvor jeg kunne finde jer OG han klargjorde Frosty til mig , hvad siger du så , hva?" Jokede hun lidt.Isaac og Camilles relation var vist ikke helt afklaret.På en måde føltes det nogengange som han kunne lidt hende og andre gange...det dimentralt modsatte.Men okay, nu havde hun også ' hevet dem igennem ' lidt af hvert, familien Valentine Smith.

Camille nikkede ind mod stranden hvor Mira viftede kurven,som en høg...
"Jeg synes det perfekt at droppe al arbejdet og hygge os lidt i stedet ,Eric- Og din mor lavede kurven til os....jeg skulle hilse forresten"

Camille kiggede ned af sin halvt våde nederdel.Den måtte til tørre inde på stranden.


// Edit: hvordan vifter en høg så en kurv ,spørger du ?
Svaret er How on earth should I know....ask the darn mobile....
Der skulle have stået vogter !

Eric kiggede uforstående mod Camille. Hvorfor undskyldte hun for at hun ville komme dagen før, når han ikke engang selv vidste det? Han kunne ikke få det til at hænge sammen, men det gjorde ikke så meget, det betød ikke det store. Kort overvejede han at spørge hende hvilke noget kunne komme i vejen, men der var nok en grund til at hun ikke havde sagt noget om det. Det var nok en privat sag som han ikke skulle blande sig i, så det undlod han. Et grin undslap Eric, da han hørte hvad Camille fortsatte med. "Det er da ikke så dårligt, hvad gjorde du ved min far? Du må da helt bestemt have gjort noget." Grinet flød ud i luften og forsvandt, men det store fjollet smil var limet fast til hans læber. "Måske burde du selv lærer at gøre det, så behøver du ikke at ligge ham ned." Eric og Camilles første møde skød forbi hans nethinde mens han kiggede på hende. Det var ikke ligefrem et møde der havde været specielt imponerende i elegance, men det var endt ud med noget godt. Det måtte bestemt være Eric der var født under en heldig stjerne.
Eric nikkede ivrigt. "Det lyder som en rigtig god idé!" Udbrød han glad og var næsten ved at springe af gælde. Selvom det ikke var ham der sad på skolebænken og skulle lærer stavelser og ord, så var det ham der skulle hjælpe Mira med lektierne hvis hans forældre ikke var hjemme og kunne hjælpe. Godt nok druknede hun ikke i lektier, men der var alligevel nogle. Han var selv imod lektierne, tit fordi han endte på dem, men han holdte sin mund om det, og lod Camille opdrage ungen som hun fortrak det. "Det undre mig ikke, det ligner hende at tage sådan en kurv med." Det var nær typisk mødre at stikke sådan en kurv i hænderne på folk når de skulle ud. Så sultede de i hvert fald ikke i ødemarken.
Eric greb chancen da Camille et kort øjeblik var fraværende. Hurtigt greb han fat i hende, og svang hende op i armene, for at løfte hende ud på noget dybere vand. "Du er ikke den eneste der skal gå tør rundt." Med de ord, smed han Camille i vandet, før han vendte rundt, og løb ind mod land, hvor han forsøgte at redde skindet ved at sætte sig ned ved siden af Mira, og glo ned i kurven for at finde noget han muligvis kunne distrahere Camille med hvis hun krævede hævn.
Ikke overraskende fandt han en masse mad gemt ned i kurven. Der var alt slags mad, både det sunde og det knap så sunde, men begge ting ignorerede han. Eric var ret sikker på at han ikke kunne bestikke Camille med mad, ellers måtte hun være sulten. Hvis Camille lage an til hævn, fiskede Eric en gaffel op fra kurven og viftede med den som et andet våben.

" Det er smilet Eric, han kan bare ikke modstå mit smil. Det kaster ham, slynger ham rundt og får ham på knæ hver gang! " sagde hun små grinende med tyk ironi i stemmen og solskin i øjnene.

Men han havde på en måde ret, Isaac have været vældig rar i dag, ingen formaninger af nogen art og ingen krav, det var dejligt. Måske han også blev mildere i det gode vejr?

" Ja Ja, jeg skal nok lære det en dag, daddy...men een ting af gangen , ikke ? " svarede hun drillende igen,
.Naturligvis havde han ret. Hun spidsede læberne i et eftertænksomt udtryk, havde han ikke det ofte, ret ?
Pludselig blev hun fejet op i hans arme og helt automatisk klyngede hun sig ind til ham, hvilke faktisk var en anelse svært, da hans overkrop stadig var glinsende våd, men hun fik da armene omkring hans hals , imens han begav sig ud på lidt dybere vand.
" Oh no...you dont ! Eric! " himlede hun op og sprællede lidt med sine ben, inden han smed hende ubesværet fra sig og hun sank ned i vandet.

Det var ikke dybere end til navlen, så hun var hurtigt oppe igen, bare for at se Eric spæne afsted ind mod stranden, hvor Mira sad og heppede på ham og klappede hendes små hænder sammen i begejstring.

*Arh....det skal han få betalt , jeg er helt gennemblødt nu * hun begav sig smilende tilbage mod stranden. Imens hun løsnede det lille bindebånd , der holdte håret samlet, så det nu væltede ned over ryg og skuldre , i lange våde lokker der krøllede let..... fik hun set sig godt om.,og hvidt sand og vand der næsten havde samme farve som hendes turkise top. Et perfekt sted.

Hun nåede op til dem , vandet dryppede i lange kaskader af perler fra hende tøj og hår og alligevel sendte hun Mira et varmt smil " var ferskenen god , skat ?" pigen nikkede og mumlede at der var mere- og at Camille skulle tage og kigge i kurven.

Camille kiggede så derned og den var virkelig stoppet til randen med både vin , druer ,flyte og meget andet. Hun blev helt lækkersulten , bare ved kigget, men det var jo også ved at være nogle timer siden hun havde spist morgen mad og drukket te med Aleck.
Hun sendte ham en kærlig tanke,Aleck , han var al for god ved hende, virkelig!

Et listigt smil lagde sig over hendes læber, da hun så på Eric, der havde barrikeret sig med en gaffel. Hun var helt sikker på den skulle agere forsvar mod hævn, men han ville da ikke stikke hende med den, vel ? Ikke sådan rigtig, men lidt smerte kunne hun jo tage, hvis det var.

Så hun næsten kastede sig over ham, og fik ham væltet omkuld så de begge ramlede ned i sandet. " Sig undskyld " krævede hun da hun fik sat sig tilrette ovenpå ham og havde sine hænder omkring hans håndled. Han vidste jo det bare var for sjov, så intet alvorligt ville komme ud af det.

Eric havde på en eller anden måde fået sig selv bildt ind, at gaflen og flugten ville hjælpe ham af med de problemer han fik da Camille kom på nakken af ham. Selvfølgelig hjalp det ikke, hun var over ham som en grip før han rigtig kunne nå at gøre noget. Hvad han skulle have gjort vidste han heller ikke, så det var sikkert fint i sidste ende at hun var så hurtigt på bene. Så måtte han tage sig af problemerne når de kom, hvilke de præcist var. Han havde desværre ingen plan, så han måtte halv panisk forsøge at finde på noget, hvilke havde lige så stor succes som alt det andet han havde gjort. Om uheldet bare var ude efter ham, eller at han virkelig ikke kunne finde på noget, kunne han ikke rigtig afgøre, men det betød heller ikke noget i det store hele. Det kom ikke til ham som han gerne ville.
Da Camille havde sendt ham i jorden, kiggede han afventende provokerende roligt op på hende, med et halv flabet smil om læberne, til hun fremsagde sin ordre. Smilet forsvandt, ligesom det rolige blik, der nærmere blev stålfast. Han ville ikke sige nej! Det var lige før han ville, hvis han havde haft mulighed for det, ligge armene over kors, bare for at understrege det hele. "Glem det smukke, jeg siger ikke nej, med mindre du tvinger mig til det." Knap var ordne ude af Erics mund, før han straks gennemtænkte muligheder for hvad hun kunne tvinge ham med. Han kunne ikke lige komme på noget, men han var sikker på at hvis det kom til stykket, så skulle hun sikkert nok finde på noget. Bare tanken fik ham næsten til at fortryde sine ord, men nu handlede det om hans stolthed, og den skulle ikke knækkes på noget der muligvis aldrig ville ske.
"Jeg bøjer mig aldrig i støvet for dig!" Erics stemme var mere trodsig end før mens et tilfredst smil voksede frem på hans læber. Han var åbenbart ikke den eneste der var med på lidt leg, for Mira sad også og heppede på langsiden. Hvem hun præcist heppede på, kunne Eric ikke høre, men det var sikkert Camille. De var begge kvinder, og nu var hun jo lige kommet. Eric var kedelig og noget hun kun havde i hverdagen, men Camille var noget hun kun havde ved særlige lejligheder. Derfor skulle det ikke undre ham, at Mira, når sandheden skulle frem, holdte med Camille.

Camille lavede en sjov lille grimasseren af forbløffelse.
Jovist - de legede og havde det sjovt, men det lille glimt af provokation og hans flabede smil ,snublede hun naturligvis over med det samme.
Og lur mig, om det ikke blev erstattet af noget der lignede et 'basta ! '

Hun satte sig bedre tilrette oven på ham ,tog sig god tid til det.Sandet var begyndt at klistre sig til hendes våde ben ,som det også gjorde på den hvide lette nederdel.

" Så du vil ikke undskylde til mig .....for dit....overgreb ?" forsøgte hun lyde alvorlig,men vidste godt at han ,Eric , så lige igennem hende.Havde han ikke på en måde gjort det fra den første gang hun stak sin pistol i næsen på ham?
" Men det kan vi jo ikke have, vel?, så må jeg jo lære dig det !" svarede hun kækt igen .

Eric, havde åbenbart tænk sig at hive dette stik hjem, så han skulle lige have med at han ikke ville bøje sig i støvet for hende.....aldrig , ovenikøbet!

Hun så ned på ham , havde et kort sekund lyst til at kysse det al for rolige smil af hans mund, men det ville nok være en ualmindelig dårlig idé.Så istedet løsnede hun grebet om hans håndled, først en smule...men så slap hun dem helt og greb istedet omkring hendes våde lange hår.
Hun lænede sig lidt længere frem over Eric, og begyndte at vride sit hår langsomt og hårdt, med det resultat at der stod eskapader af kølige dråber ned over hans bryst .
Med et indsmigrende smil svarede hun - og havde næsten glemt Mira der var gået i stå midt i en fersken bid, og nu stirrede på dem begge,som så hun en god film.

" Jamen så må vi jo få dig til at kravle i sandet for mig istedet"

Eric vidste ikke rigtig hvad han skulle forvente, men han blev liggende i spænding. Han kunne ikke lade være med at sende et spørgende blik til Camille, da hun først halvt, derefter helt slap hans hænder. Han blev straks mistænksom, mens han overvejede om han skulle skubbe hende af med det samme, men hun havde sikkert en plan med det hele. Han ville nødig udsættes for den, men det kunne være det hele blev værre hvis han forsøgte at komme væk, så han blev pænt liggende.
Et grin brød ud da Camille forsøgt at vaske ham med sit hår. "Du må da gerne vaske mig hvis du har lyst, men jeg tror du skal løbe mange gange hvis du skal gøre mig helt våd med dit hår." Triumfen var svær at skjule. Han ville sikkert vinde hvis hun fortsatte med sine små ynkelige forsøg.
Trods det triumferende ansigt forsvandt, da hun smed sin kommentar efter ham, var han stadig sikker på at vinde. Tanken om ligefrem at krybe i sandet lød ikke specielt rart for ham, så det måtte han få ændret. "Måske skulle det være dig der krøb i sandet for mig?" Forslog han. Han syntes langt bedre om den ide, især fordi han allerede havde en halv sandkasse siddende på ryggen.
Eric vendte hoved mod Mira, og gav et forsøg. Der var jo ikke nogle regler der sagde man ikke måtte lave alliancer, så hvorfor ikke gøre et forsøg? "Vil du ikke hjælpe mig af med Camille? Hvis du gør, så lover jeg at hun vil lave pandekager til os, når vi kommer hjem." Han ture ikke selv at love at lave pandekager, da han var umulig i et køkken, men han var sikker på at Camille kunne. Spørgsmålet var bare om hun ville gøre det, med lidt pressen kunne man sikkert godt få hende til det. En tanke slog ned i Eric, en ting han måtte lære Mira så snart Camille var taget af sted igen. Hun skulle lære at lave hundeøjne! At fedte sig ind på Camille, så hun ikke kunne modstå den lille pige, men det skulle han. Det var der til sidst problemet kom.

" Virkelig Eric, is that so ?" svarede hun lidt tørt og lod ham hænge og selv tygge lidt på betydningen af den bemærkning hun have sendt retur,som tak for 'du skal rende mange gange for at gøre mig helt våd'.

Hun rystede håret på plads, og lagde sine hænder på hans skuldre.Da hun lænede sig frem kunne håret ikke andet end at generer ham igen,da længden betød det slæbtes vådt over hans overkrop og ansigt.
" Ved du hvad Eric skat, hold du vejret liiiige til du ser mig kravle i det sand " fik hun lige nået at slynge efter ham inden han slog under bæltestedet, og fik lokket Mira over at hjælpe ham.

Camille havde ingen tid til at reagerer, ingen mulighed for at retalierer , før end Mira med et indianer hyl der ...kunne...lyde som pandekager...hvis man spidsede øre, kastede sig over hende bagfra med hele hendes vægt, og dermed maste Camille godt ned over Eric , imens et lille anfald af latter begyndte at boble inden I Camille.

Et triumferende smil sprang op på Erics læber, da han så Miras reaktion. "Sådan skal det gøres!" Udbrød han, trods han følte sig godt mast, men det var bedre end at blive druknet. Ikke fordi det nogensinde ville blive Camille muligt, men hun kunne altid gøre forsøget. "Ja, pandekager til den unge dame." Bekræftede han og forsøgte halvhjertet af vippe hans 'dyner' af sig.
"Men skulle vi ikke få noget at spise, i klemmer jo alt maden ud af maven på mig." Sulten stod godt nok ikke lige for døren, men han ville glæde sig til at få noget at drikke, da han mente hans mund begyndte at få ørkenligne tilstande. Man måtte jo ikke dikke saltvandet, og han havde, dum som han til tider var, ikke husket vand. Solen havde dog ikke taget hensyn til det faktum, men det var heller ikke så slemt igen.
Eric gjorde endnu et forsøg på at vippe 'dynerne' af sig, hvilke sikkert ville lykkes, med mindre Camille ligefrem holdte fast i ham, for at blive hængende på ham. Da han var kommet op at stå, begyndte han at børste sandet af kroppen og derefter tøjet, men undlod at gå ind under tøjet, hvor der også var krøbet en del sandkorn hen. De var alle steder og de ville først slippe når man vaskede sig, det var noget man fik lært som basisk generel livserfaring.

Åh jo, vippet af blev hun skam, imens hun startede med at le, hvilke gjorde en eventuel nogenlunde kvalificeret modstand helt umulig.
Det værste ved at trille ned i sandet, var ikke tøj og kropmder blev angrebet, nær...det var det lange lyse hårdere grådigt tog imod al det sand det kunne trække op.
" arh....Eric for pokker " skændte hun med en glad stemme på ham , og kom ligesom ham op og stå. Mira ville ned til vandkanten og lege og bygge med det våde sand, og Camille gav hende lov. Hun så Eric dykke ned i kurven og styrtede selv over for at hjælpe til.
" sæt dig bare " sagde hun sødt." du er så god med Mira, faktisk helt fantastisk Eric" små sludrer imens hun fik fundet noget hjemmebags brød , fra Nichole , samt appelsinjuice og en flaske rødvin frem. Hun stak vinflasken til Eric i håb om han kunne åbne den, og satte to ler krus ned på et tæppet,hvor Eric og hun også sad nu.
Juicen stillede hun bare over til ham, så han kunne drikke.
" Hvordan gården ellers Eric? Jeg mener med gården ...og alt?

Hun overvejede om hun burde fortælle ham om brevet, brevet med mordtrusler.Hun ønskede jo ikke at bekymre ham, men både Tristan og Aleck var også truet og hun ville have at Eric og Mira var trykke.Tristan var jæger og Aleck dæmon, de kunne langt hen ad vejen sikkert æde deres modstander, men Camille , Eric og lille Mira....de havde brug for mere sikkerhed.Det lod dog til at Valentine familien lå uden for Rafaels radar, gud ske lov for det.

Eric kiggede efter da Camille nærmest kastede sig over kurven. Han var tydeligvis ikke den eneste der var enten tørstig eller sulte. Da Camille stak flasken hen i hånden på ham sad han lidt og stirrede på den. Først uden at vide hvad hun ville, men efter et oar sekunder gik det op for ham hvad hun ønskede. Et kort smil fandt vej, da han skulle til at gøre et forsøg så han kunne få flasken op, men noget distraherede ham. Han næsten grådigt kastede sig over juicen der blev placeret foran ham med to krus.
Da Eric havde fået slukket den værste tørst, gav han sig i kast med rødvinen, som han efter et par eder og grimasser fik åbnet. "Prøver hun at drikke os fulde?" Mumlede han for sigselv, mens han kiggede på Camille der slog sig ned ved hans side.
Hendes spørgsmål var på en måde overraskende, men alligevel kunne han sikkert have forudset det ville komme. "Det går godt. Der er en del heste der foler, så jeg overvejer lidt at give en af de bye unger til Mira, men du må endelig ikke sige det til hende." pigebarnet kunne ikke selv huske den dag hun blev født, så fødselsdag kunne de nok ikke rigtig holde for hende, men det betød ikke det var umuligt. Alt var muligt før eller siden.
Da Eric ikke rigtig vidste hvad mere han skulle sige, udnyttede han sig af Camilles spørgsmål og det at han ikke rigtig vidste noget om Camille. Hun boede sammen med en dæmon i en mindre by. Mere vidste han ikke rigtig. "Hvordan går det med dig? Hvad ned 'jobbet'?" tanken om deres første møde, fik et lille smil til at liste sig frem på Erics læber. Det var noget han sen ville glemme.

Camille kunne have krammet ham til døde.Han var så dejlig og god ved Mira.
" En hest? jamen Eric, det da fantastisk, hun bliver helt vild" Sjældent havde man set en mere frygtløs lille pige , når det kom til heste, end Mira. Hendes kærlighed til de enorme dyr kunne snildt Matche den Eric havde." Vi må give hende en fødselsdagsdato, selvfølgelig skal hun have det !" Hun så helt glad ud ved tanken om en fødselsdagsfest for pigen.Hun blev dog med et alvorlig , da Eric spurgte til hende, hvordan det gik?
Det måtte være hendes stikord til at fortælle de lidt triste nyheder.Bare han ikke flippede, hun kunne magte mere...ikke hvis det kunne undgåes da.
Med lidt ængstelig stemmeføring , begyndte hun...
" Eric....vær sød ikke at blive vred, men der er sket noget ....lidt grimt.Jeg har på en måde modtaget et trusselsbrev, sammen med nogle blomster blev det leveret til min adresse, så vedkommende ved hvor jeg bor.Der står i store træk at både Aleck og jeg vil dø....og jeg vil først! " hun så op på ham - hendes blik bønfaldte ham tavst om ikke at flippe ud. mest af alt var hun bange for at han forbød hende at se Mira....men hun var jo også hunderæd for at fører brevets forfatter til dem. hun fortrød næsten at hun var kommet, var det skødesløst af hende? Uansvarligt? Hvad ville Eric sige til det hele?

" jeg tror desværre det er alvorligt, en ...ven til mig har også fået et brev med det samme indhold, at både han...og jeg vil dø! Og jeg har de cildeste mareridt..eller hvad jeg snart skal beskrive dem som "

Hun så på Mira der legede sorgeløst i vandkanten.Hun ville give sit liv for at holde den lille tøs sikker.camilles øjne fyldtes med tårer.Alt virkede så...mørkt, som en torden sky trængte sig ind på hende.

Alle havde humørsvinger. Det var en medfødt ting når man havde følelser, og Eric havde set en del der kunne gå fra glade til vrede på meget kort tid, men trods det, så slog Camille alle uden problemer. Hendes glæde der først lyste og brandte varmede næsten mere en solen, der ellers gav hende kamp til stregen, men da emnet blev skiftet faldt solen ned fra himlen.
Eric stirrede chokeret på hende, da hun pludselig begyndte næsten at tigge ham om ikke at blive vred. Han forstod i første omgang ikke hvorfor, men da hun begyndte at fortælle begyndte han at forstå hvad hun mente. Efter hvad Camille sagde, kunne det i Erics øre lyde som om hun havde kastet sig ud i noget hun ikke helt havde kontrollen over. Ikke fordi det var første gang, men denne gang virkede det hele bare en del mere seriøst og farligt. Måske havde deres møde også været i samme kategori, men den var ikke endt ud med dødstrusler.
Da Camille var færdig, var Eric sunket hen i sine egene tanker. Han stirrede tomt ud i luften i hvad der kunne følelses som en evighed, før der endelig kom liv i ham. Et højlydt suk var den første lyd der kom fra ham, før han vendte sig om, og kiggede ud mod Mira. "Har det noget med drager at gøre?" Spurgte han efter endnu en del tid, hvor han bare havde stirret ud på pigen, der stadig legede rundt. Det hele lød som en anden eventyr historie. Nu var Camilles modstander den ondeste og stærkeste modstander man i verdens historien havde hørt om, og hun måtte bekæmpe hende med hjælp fra sine venner. Tanken var lige ved at frembringe et smil, men det ville virke latterlig og malplaceret at begynde at smile.
Drømmen han selv havde haft snurrede rundt inde i hoved på Eric i en del tid, før han endelig skubbede den til side, og lænede sig tilbage op af albuerne der var støttet ned i sandet. "Det går altså ikke specielt godt hjemme ved dig." Brummede han ,go lage nakken tilbage så solen ramte hans ansigt.

At han ikke var eksploderet og havde beordret hende hjem, til sig selv og Aleck, var....gode tegn. Måske han ikke ville holde det imod hende?
Så spurgte han om der var drager involveret? Hvilke finurligt spørgsmål var det lige, hvor kom det dog fra ? Hvordan vidste han det?
Hun tænkte sig om inden hun svarede " ja...muligvis....jeg har da været i kontakt med et par stykker, men ærlig talt Eric, så aner jeg ikke hvad der sker og jeg kæmper....kæmper for at forsøge at holde alle jer jeg elsker sikkre, men jeg ved ikke mod hvad eller hvem. Så det er ikke just særligt vellykket"
Hun fulgte hans bevægelser med øjnene, da han lagde sig og nærmest kælede med solen. Hun brød ud i et smil, helt uforventet var hans reaktion. Han tog det....afslappet.
Glimrende, så var der da en der gjore det, hun slev var ved at blive gråhåret over at prøve at finde svaretnpå et spørgsmål hun ikke kendte!

" Nej...man kan sige der er lidt...uro..på hjemmefronten" svarede hun og gav ham et ordenligt dask.Hun så mod vandet og Mira igen... " Du ved godt, jeg vil aldrig lade der ske noget med hende ! Ikke Eric...jeg vil give mit liv for Mira"

Eric nikkede kort. Det tvivlede han ikke et sekund på at han gjorde. Han lukkede kort øjne, før han kiggede mod Camille igen. "Har du mødt nogle kvinde med en bue?" han valgte at ignorere hendes glade dask hun havde givet ham. Hun havde stadig ikke fanget den, men hvorfor skulle hun dog også gøre det. Et lydløst suk forlod hans læber, før han satte sig helt op, og kiggede alvorligt på Camille. "Jeg tror du er mere uheldig end du lige tror." Han overvejede længe at fortælle hvad det var han havde drømt, men droppede idéen, og lod hende være i det uvisse. Camille ville sikkert snart gætte det, men han måtte se om han kunne udnytte den tid han nu havde. Letter naivt rakte Eric en hånd frem mod Camilles hals, og berørte den let med fingerspidserne, for at lade dem glide ned af hendes krageben, før han fjernede hånden, og slog blikket ned.
Da Eric kort havde ladet nogle tanker løbe igennem hoved, rejste han sig op, og kaldte på Mira, der kom ivrig løbende hen mod dem. "Lad os komme hjem, så kan du også få dine pandekager." Måske ville Mira ikke bemærke det, men det ville sikkert ikke være svært for Camille at se det påtvungne smil der lå over hans læber, mens han begyndte at pakke sammen.
Da maden var pakket ned, fløjtede han efter hesten, der ikke var sen til at komme hen til dem. Han fik placeret Mira forrest, med kurven i skødet før han selv sprang op. Da de begge var oppe, vendte han sig imod Camille. "Du føre an i dit eget tempo."
Eric var stadig usikker på hvor garvet Camille var til hest, så frem for at hase hjem, lod han hende bestemme farten, det ville hun sikkert også syntes om.

Lidt tid passerede , den gik med at hun gloede dumt på Eric.Var han synsk eller hvad fanden skete der lige omkring hende, med ham...med alle ?
" Der var noget postyr...forleden...to kvinde kom til vores hus, den ene væltede om halvdød, den anden stak af med Aleck i hælene.Men han beordrede mig inden for, med låst dør...og var ikke særlig meddelsom bagefter, så hvad han gjore med dem ved jeg ikke helt...om ...om han lod dem leve.Jeg var mest interesseret i den ene havde en baby, hende med...buen ....men Aleck sagde intet.Jeg tror ikke han nåede at indhente hende, men istedet besluttede at fjerne den anden fra vores dørtrin?"
Hun holdte en lille pause...og så på ham...
Så tog han lidt pusten fra hende, overrumblede hende ved sit kærtegn og hun sad stille ,helt stille imes hun cirede let, da hans fingerspidser blidt gled over hende.
Han havde ikke til vane at ...røre hende...ikke sådan, hun tolkede det som et udtryk for han holdte af hende og hendes oplysninger havde sat ild til en stak brændbare bekymringer.

Hun havde ikke lyst til at tage hjem, hun havde lyst til at nyde dette smukke sted med ham...og med Mira naturligvis, men noget over hans udtryk, selv om han smilede, fortalte atndet nok var et godt tidspunkt bare at adlyde på .Hans sætning rungede i hendes indre .* nok mere uheldig end du tror* , hvad havde han ment med det ?

Mira adlød også uden at forsøge plage sig til mere strandtid, om hun opfangede d var noget under opsejlning- eller hun bare efter en super stund med sand og vand nu så frem til pandekage og familie hygge, var ikke til at vide.
Camille selv , indsamlede noget af deres tøj og ting, kom i sadlen og nikkede til Eric, hvorefter hun fik ' sat hesten i gear'.

Det var nok et langsommere tempo end Eric og Mira ville have valgt, selvom det stadig var anstændigt.Camille sad lidt i egne tanker.Eric vidste noget...et eller andet om det her.Drager og kvinden med buen, det var jo tydeligt han havde kendskab til det. Tankerne plagede hende , men hun var fast besluttetpå ikke at lade dem stå i vejen for sin tid med Eric og Mira nu. Hvis bare hun kunne holde dem ude af ilds vej, men....?
( de nærmede sig nu gårdspladsen, da hun fik bremset hesten for hårdt op, eller hvad man gør med den. Faktisk var det et under at den adlød, når det kom til stykket.)
Hun blev ligbleg i de solbrunede kinder, nu havde Eric vel ikke modtaget truselsbreve og bare ikke fortalt hende om dem? Hun ville tvinge det ud af ham, så snart de blev alene.Hun var nød til at kende sandheden, hvis hun nogensinde skulle udlede lidt...logik...ud af dette morbide kaos.

Cazador var ikke sen til at følge trop, da Eric sendte den af sted med et solidt spark i siden. Det hele kunne efter hans hoved godt være gået hurtigere, men nu havde han sagt hun styrede tempoet, hvilke han lod hende gøre. Han sagde ikke et kvæk under hele turen, men forblev tavs mens han havde et godt greb om Mira, som ubekymret var i fuld gang med at fortsætte en leg hun var påbegyndt nede på stranden. Hvor lang tid det tog dem at komme hjem, havde Eric ingen anelse om, men pludselig var de endt foran gården, med en noget bekymret Camille foran sig. Han kiggede spørgende på hende, så godt som han nu kunne bag hende. Tankerne syntes at køre på højtryk inde i hoved på hende, men der kom intet ud fra hendes læber. Hvis hun ikke selv flyttede sig, ville Eric styre hesten op på siden af hende, hvor han ville have et bedre udsyn til det ikke specielt muntre ansigt.
Mira havde bemærket de var ved gården, og gad ikke længere at blive siddende på hesteryggen, så hun gav sig til utålmodigt at hoppe. Da det blev for distraherende for Eric, sprang han ned fra hesten, og hjalp Mira ned, hvorefter han greb hestens seletøj og trak dem med sig hen mod stalden. "Kommer du ned?" En hjælpende hånd blev stukket op til Camille, som hun kunne vælge at tage imod hvis hun havde lyst. Nicholé var kommet ud på gårdspladsen med et letter betænksomt udtryk, da hun fandt det en smule mærkværdigt at de var kommet så hurtigt hjem. Måske havde de slugt maden?
Da Camille var af hesten, trak Eric dem ind i stalden, hvor han begyndte at tage seletøjet og sadlen af dem, så de lidt efter med et godt smæk i bagdelen, kunne blive sendt ud og græsse.
"Hvorfor er i så tidligt hjemme?" Nicholé forsøgte ihærdigt at ignorere Mira, som løb omkring hende og tiggede om pandekager. Hvorfra hun havde fået den tosset idé fra vidste hun ikke, måske var det noget en af de to unge mennesker havde lovet hende. "Smagte maden godt?" fortsatte hun da hun bemærkede Camilles ansigt.

Hans fremstrakte hånd, var det der fik hende vristet fri af tankens lænker og hun lagde sin hånd i hans, støttede sig til den , da hun gled ned af Frosty.
Hun fangede en skikkelse der bevægede sig nær dem, og nåede lige at blive anspændt i alle musklerne, inden hun så at det var Erics mor der var på vej mod dem. Pokkers som det her var begyndt at sætte sine spor, selv om hun nægtede at give det lov. Det var jo samme princip som med teror.Selve angsten for det skulle ske, var det der lammede mest, og hun ville ikke lade sit liv leve, hun ville ikke lade sig styre af denne angst og sidde derhjemme bag aflåste døre og ryste af skræk. Eric trak af med de to heste, og Mira gik i gang med at palge Nichole om pandekager.

" Mira skat, jeg skal nok lave dem, Nichole har nok andet at se til " forsøgte hun at opdrage pigen lidt og henvendte sig så til Nichole." det var en dejlig kurv du havde givet mig med, og vi spiste en del af det. men eric kom til at æove den lille pandekager sååå " forsøgte hun at forklare deres hurtige hjemkomst og kom til at se ned af sig selv.
Hun stod der midt på gårdspladsen, i trusser en lille top og fyldt med indtørret sand alle vegne. det var heldigt at Erics mor var sådan en sød og afslappet type.Camille var begyndt at holde meget af hende, faktisk.Hun havde taget så godt i mod både Mira og Camille.Hendes nederdel , der lå i tasken , var også filtret til med sand og hun så med et undskyldende blik på Nichole og viftede med hånden lidt over sin krop...
" Nicohle...du har vel ikke en kjole eller nederdel jeg kan låne af dig og så måske et sted jeg kan skylle sandet af mig, det er nok smart hvis jeg skal rode med mad?" spurgte hun tøvende og håbede Eric snart var færdig med de store dyr i stalden.

"Jo selvfølgelig!" Udbrød Nicholé en tand for høj til at det rigtig lød overraskende. Hun kendte sin søn godt nok til at vide at det ikke helt var efter hvad Camille havde sagt, men hun var lettet over at de ikke ville diskutere det under åben himmel. Trods der intet farligt var ved det, så ville hun hellere hvis de kunne snakke om det i mere behagelige omgivelser. Hvorfor Nicholé havde det på den måde, kunne hun ikke svare på, sådan havde hun det bare bedst. "Kom med." Hun vinkede Camille med sig ind i huset, og førte hende hen til rum hvor der i midten af lokalet stod en stort kar. Nicholé var hurtigt henne ved ildstedet, hvor hun tændte op, så vandet i de spande der hang over ilden ville blive varmet op. Derefter forlod værelset for at flyve op for at hente klæder til Camille, som hun kort efter kom med.

Eric ombestemte sig i sidste sekund. Frem for at gå tilbage til hestene som egentlig havde været hans ide, valgte han at gå ud på hestenes mark, hvor der lå en ferskvandssø og ventede på ham. Det tog ham ikke langtid at smide tøjet, og springe i vandet, hvor han fik alt sandet af kroppen, før han vade i land, og prøvede at få sandet af bukserne, hvilke ikke rigtig lykkes for ham. Da han endelig syntes at være tilfreds trak han i dem, og begyndte - stadig dryppende - at vade op mod gården.
Da Nicholé så ham, var hun ikke sen til at sende Eric af sted for at skifte tøj så han ikke dryppede ud over hele huset. Hun ville ikke rande og tørre op efter ham, så han måtte sjoske op og skifte tøj, hvorefter han bænkede sig nede i køkkenet, hvor moderen var gået i kast med pandekage dej. Mira havde fået fingrene i noget syltetøj, men hun kunne ikke få bugt med krukken trods hun ihærdigt forsøgte. Eric kunne ikke undgå at sammenligne hende en smugle med en bjørn der forsøgte at få honning, hvilke var et billeder der fik et lille smil op på hans læber. "Hvor er Camille henne?" Han vendte sig mod moderen, og lænede sig ind over bordet. "Nede at få vasket sandet af ..." Lød svaret.

Camille fulgte med Nicholé tilbage i huset- og for en lille stund fik hun de mørke skyer i hendes sind til at fortrække sig. De to kvinder småsludrede lidt på vej til målet, om løst og fast men også om hvor kærlig og fantastisk Camille syntes at Eric var med Mira.
De trådte ind i rummet, og Camille blev glad inden i da hun så det var et kar.
Trods hun havde boet flere uger i Alecks smukke og moderne hus( sikkert lavet med hjælp af vild magi) havde hun ikke fået indviget badekarret endnu, måske fordi det føltes så intimt når det lå lige indtil hans soveveværelse? Eller måske bare fordi det ikke lige havde passet ind, endnu ? Så glæden var derfor stor ved synet til at rigtigt bad.
Hun lod vandet opvarme, og fik det hældt over i det store kar....
Nicholé forlod hende, for at finde tøj og Camille fik afklædt sig, de få rester af tøj som hun var iført og stak herefter forsigtigt en fod op i vandet.Det prikkede dejligt i huden og skærpede hendes sanser. Der gik ikke længe før hele kroppen var levet mageligt sænket ned i vandet og hun lå med hovedet lænet mod karrets kant, med lukkede øjne og damp stående op omkring sig. Det var noget nær himlen og hun mærkede hvordan alle muskler slappede af, ja....selv hendes hjerne og dens tankeproduktion synes at holde siesta også.

Istedet døsede hun hen og små drømme tog hinanden i hånden og viste sig på skift for hende...

Hun drømte om sin tid med Eric og Mira, så dem sammen i færd med at lave lagkage til Miras første fødselsdag.Så dem rullende rundt i et tykt hvidt lag af nyfalden sne, Mira og hende der nærmest overfaldt Eric og forsøgte at tvinge ham til at accepteret en snebold ned af hans lune ryg.Så dem en juleaften, sidde tæt, med Mira i midten, der var ved at flå gavepapir af en pakke....og så et syn af Eric og hende der....

Hun slog forvirret øjnene op, og måtte lige blinke et par gange.
Satans til drømme, for fremtids visioner havde det bestemt ikke kunne være! Hun tog en dyb vejrtrækning, holdte sig for næsen med to fingre og dykkede ned under vandets bløde overflade. Da hun kom op igen, havde hun skyllet alle de fjollede tanker væk, og hun mente at det nu var på tide at blive tørret , påklædt og genfinde de andre.

Små 10 minutter senere , trådte hun ind i køkkenet.Iført en lang løs brun nederdel med lidt blondeværk og en baileyfarvet sød sommerbluse med små blonder i dens bådudskæring, venligst udlånt af Erics mor.

" Det passede fint, tusind tak for jeg må låne det " sagde hun med et stort smil til Nicholé, så snart hun trådte ind. Tøjet var nok en smule forstort, men det betød absolut ingen ting, det var skønt at al sand var forsvundet." Du har også været i bad? " spurgte hun lidt forvirret Eric, da han også så helt sandfri ud.

Eric vendte hoved om, da han hørte døren gå op. Det undrede ham ikke at se Camille i nyt rent tøj, med sit våde hår hængende ned af ryggen, men det overraskede ham at se hende i hans mors tøj. Han kunne ikke rigtig tage det seriøst, så han valgte at skynde sig at kigge den anden vej inden han begyndte at koge over af grin. Da Camille dog prøvede at få hans opmærksomhed, vendte han sig mod hende, men undlod at kigge på hendes tøj. Han var yderst omhyggelig med at holde blikket rettet mod hendes ansigt. Han valgte først at trække lidt på skuldrene, mens han overvejede om han kunne kalde det et bad. Det kunne man vel godt. "En tur i en sø er lige så effektivt, og dejligt køligt." Svarede han efter lidt grublen. "Du brugte jo badekaret, så jeg måtte finde noget andet." Han trak igen let på skuldrene, og vente sig mod Mira, som stadig ikke havde fået bugt med krukken. Han greb ud efter den, og fiskede den fra hendes greb, men undlod at åbne den, som hun tydeligvis havde håbet på at han ville.
"Men var det godt at komme i et ordenligt bad?" Eric placerede fingrene på låget af krukken, og begyndte at tromme en rytme mens han med den anden hånd holdte Miras krævende hænder væk. Nu var deres roller ikke så meget datter og far, som de førhen havde været, men mere søskende, irriterede storebror og krævende lillesøster. Da Mira endelig gav op, stoppede Eric med et halvt smil om munden, og puffede krukken hen til Mira. "Jeg tror min mor er i gang med dejen til pandekagerne." Påpegede Eric over for Camille, mens han begyndte at tromme på bordet med den ene hånd. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle stille op med sig selv, så at lave noget trommen var det han mente var nemmest at få tiden til at gå med.

Hun standsede kort op , netop som hun var trådt inden for og hendes øjne havde indkapslet Eric.
Et trodsigt udtryk indfandt sig ....* den lille skid! DET gør han bare ikke ! Jeg må se at have noget skifte tøj her. Dette går jo ikke, han skal bare ikke sidde der og grine *
Hun satte igen i bevægelse, lige over til Eric og Mira der sad og sloges, om en krukke syltetøj. Det var svært at se alvorlig ud, som hun havde planlagt, da hun lænede sig fremoverg hviskede i hans øre" Tør det grin af, eller du når ikke til pandekagerne i live skat - og så kan du godt se at få ryddet en skuffe til mig "hvorpå hun rettede sig op og purrede lidt op i Miras lyse hår.
Pigen opgav, og Eric udtryk da han vandt den lille magtkamp var helt ....uimodståelig. Han var så provokerende , og Mira slugte hele hans madding råt. Camille smilede og rakte hænderne ned for at løsne krukkens tætte låg, for Miara.
" Du burde vælge nogen at drille, på din egen alder Eric " teasede hun lidt og gik så over ved komfuret , hvor Nicholé var værdig med dejen.
Camille syntes at de overlod al for meget arbejde til hende og pandekagerne havde jo været deres ide, Miras ønske så derfor tilbød hun glædeligt " Skal jeg ikke overtage det Nicholé, så du kan slappe lidt af?"

Eric havde stirret måbende efter at hun havde smidt en trussel i nakken på ham, men da hun var forsvundet hen til køkkenet, og overtog madlavningen, forsvandt hendes ord ud af hoved på Eric, der lage sig ind over køkkenbordet, og betragtede Mira, der var godt i gang med at ligge krigsmaling med hjælp fra det røde syltetøj. Kort havde han overvejet at stoppe pigen, men det var jo Camille der havde åbnet krukken, så hun havde vel lov til at lege med det, og de havde sikkert mere.
Camille syntes heldigvis at være i bedre humør nu, end da de havde været nede på stranden, hvilke glæde Eric, som sad og tydeligvis gloede på hende. Det var ikke helt med vilje, hun var det mest interessant at se på, og så glæde han sig til at se hendes ansigt, når hun så hvad Mira havde gang i, så selvom hans mor havde bemærket det, og nok tænkte sit, ignorerede han hende, og fortsatte med at glo. Nogle sagde at man ville blive opmærksomme på folk der gloede på en, og da Eric sad ved siden af Mira, kunne der muligvis være en chance for at hun ville se Mira, og glemme alt om flere trusler. Det kunne næsten være sjovt at se hvad det næste gang kunne blive.
Nicholé endte med at forlade køkkenet, efter at have overladt det til Camille som syntes at have et godt tav på det. Det glæde hende, for det var noget hendes søn ikke havde, en skam, men han var jo ligesom hans far helt skudt i de firbenet kræ. Da Nicholé var ude, og hvis Camille stadig ikke havde bemærket hans gloen, satte Eric sig til at glo mere intenst på hende, bare for at fange hendes opmærksomhed. Hvis det stadig ikke lykkes måtte han finde på noget, men det måtte hun da snart gøre!