It's you, but why can't you talk? ~River~

Mikayla var gået igennem gaderne de seneste dage, uden at finde en eneste velkendt person overhovedet. Der virkede så tomt, der var ingen tilbage som hun kendte.. Eller jo men de vidste ikke at det var hende som var der.. Nogle venner hun havde i fremtiden ville ikke engang kunne genkende hende i fortiden. Det var faktisk ret trist at hun havde forladt dem, men hun ville finde ud af om Josh var helt okay, siden alting virkede så anderledes og forvirrende her.. Bare generalt.. Mikayla stoppede op ved udkanten af muren til Doomsville. En flok engle var i fuld gang med at prøve at ordne en vampyr, først var hun faktisk lidt ligeglad. Men så genkendte hun vampyren, det var River! Ham kunne hun genkende, pludselig var der ikke så tomt mere. Men det ville der snart være hvis hun ikke gjorde noget! Hun løb så hurtigt hun kunne op imod elverne og slog en ud. Men englene tilkaldte hjælp og fik også overmandet den unge dæmon. Det sidste hun huskede var et hårdt stykke træ som ramte hende så hun lukkede øjnene i..

Da hun åbnede dem igen var hun i en kælder, lænket på hænder og fødder. Mikayla rev i lænkerne som en gal, men var ude afstand til at komme fri fra dem.. Hun kastede blikket rundt for sig, til hun fik øje på River. Hun kunne ikke se om han var okay, for hun kunne ikke se hans ansigt.
"River er du okay?" Spurgte hun og havde kastet alt væk om at hun faktisk var fra fremtiden af.. Det havde hun smidt ud af hovedet, han måtte tro hun var en anden form for stalker eller sådan noget.. Mikayla så stadigvæk imod ham, og rev videre i sine lænker, for at prøve at løsne dem lidt.

Englens blod havde været noget af det mest loggende nogensinde! Den pirrende duft dansede om hans næsebor, fik hans mund til at løbe i vand og langsomt forvandlede de mørke øjne sig om til at være hvide som det reneste is. Med kroppen spændt og klar til angreb, satte han i løb hen imod sit nye offer og inden det stakkels væsen havde set sig om, var han over det og lod det skrøbelige engle hoved møde den kolde jord. Englen besvimede på stedet. Blodet trillede ned af den fejlfrie hud på panden og videre ned af den fine runde kind. River smilte lumsk. Det var strid imod en elver at dræbe, men da han ikke længere var en, skulle han ikke følge reglerne og han var fri til at gøre som det passede ham. I det øjeblik englen åbnede sine smukke øjne, satte han tænderne i halsen på den og lod de 3 cm lange tænder bore igennem halsen, lod dem ramme en pulsåre så han kunne følge hvordan hjertet hamrede i kroppen på det stakkels væsen! Ved følelsen af dets frygt under ham, fik ham bare til at bide hårde og det varede ikke længe før kroppen var slap. Han skubbede liget fra sig, tørrede sig om munden. Blodet pumpede i ham så han kunne mærke alt den styrke en vampyr besad. Det gik dog ikke op for ham, før han lå på jorden, at et par modige engle gik imod ham og forsøgte at dræbe ham. De hamrede på ham med et stykke hårdt træ. For hvert et slag mærkede River vreden pumpe inde i ham. Træet snittede de steder hvor huden var bar, hvilket var det der fik ham til at krybbe sig en smule sammen af smerte. Man kunne dog ikke se det på ham, han var mester i at lave pokerface.. Et slag på tindingen gjorde alting sort for ham..

Han vågnede ved at nogen sagde hans navn. Det var langtid siden nogen havde gjort det. Der var ingen der som sådan kendte ham, han endte altid med at skubbe dem væk eller også opgav de at snakke med ham, fordi han ikke kunne tale med dem. Spørgende så han hen på pigen ved hans side. Hun var meget nydelig, det måtte han indrømme, men han kendte hende ikke og det var det der gjorde at han lod et af sine øjenbryn løfte sig i et spørgende ansigt..
Han nikkede svagt til hende. Det nyttede ikke noget at forsøge at tale, det kunne alligevel ikke lade sig gøre. Hurtigt rettede han opmærksomheden hen imod døren der blev åbnet..

Mikayla kom i tanke om at han kun kendte hende i fremtiden, hvor var hun bare dum. Han måtte tænke hun var totalt skør eller sådan noget!? Hun lænede hovedet tilbage, imod den klamme mur.. Hvad skulle der ske nu? Et svagt gulligt lys kom ind af dørkarmen da den blev åbnet, og lyset skar hende lidt i øjnene hvilket fik hende til at klemme dem lidt sammen til døren blev lukket igen. Men auraen var tydelig, personen som var trådt ind var en engel, en utrolig smuk engel faktisk. Hvidt hår og øjne som krystaller, man kunne jo næsten tro at hun var is dronningen. Men selv de smukkeste væsner kunne være de mest drabelige.
"Nå er i klar til at mærke smerte til i ønsker at i aldrig blev født?"Spurgte hun som en glad lille pige der lige havde fået lov til at få sit drømme legetøj. Mikayla stirrede blot koldt på denne kvinde, hun havde da intet dem gjort!? Eller jo ifølge dem var dæmonerne jo de onde væsner.. Mikayla smilede flabet til hende.
"Please det jo bare så kedeligt, totur seriøst? Må jeg ikke bare blive hængene her, det ligeså kedeligt."Mikayla så imod englen, med et hævet bryn. Hvorfor sagde River ikke noget?
"Årh, den lille dæmon tøs. Har ingen virkelig opdraget dig ordenligt. Din mor må virkelig være svag hvis hun ikke har passet dig ordenligt." Sagde englen, og gik helt hen til Mikayla hvor hun tog en kniv frem som var dybbet i vievand. Her skar hun et pentagram på Mikaylas krage ben.. Noget af det dæmoner frygtede mest.. Mikayla skreg op, og sparkede ud på stedet og slog.. Men ramte intet.. Det gjorde sindsygt ondt..
"Min mor var adelses ikke svag! Var din mund om vampyrenes leder!" Råbte hun vredt igen, men pentagrammet brændte stadigvæk på hendes hud, det var næsten som om hun var smurt ind i olie og nogle strøj en tændstik. Englen fnøs blod og tog en spandt i et hjørne hvor hun tog en klud op og vred i noget som lignede vand. Hun gik over til River og foldede den ud. Det var vievand kluden var fyldt med, og hun lagde den i sin flade fine hånd og 'vaskede' Rivers ansigt med vievandet.
"Har du slet intet at sige?" Spurgte hun River flabet og fjernede sig igen.

En engel trådte ind af døren, ingen tvivl om det. Bare det at kigge på hende skar ham nærmest i øjnene. Nok var hun smuk, men han væmmedes ved synet af hende og fik nærmest lyst til at kaste op på hendes fine kjole. Det eneste engle kunne bruges til, var at smage godt! Han smilte lumsk ved tanken. Smilet forsvandt dog lidt efter lidt, ved synet af det hun gjorde ved pigen ved siden af ham. Det lignede ikke en engel at ønske at torturere andre? De plejede at være noget af det mest rene og uskyldige man kunne finde! Imens opmærksomheden var rettet imod den smukke dæmon, prøvede han langsomt at se om han kunne komme fri ved at hive lidt i lænkerne, så det sveg i hans håndled og han til sidst kunne dufte blodet trille ned af dem. Han udstødte et suk og lige i det øjeblik han kiggede op, stod han ansigt til ansigt med englen som var i færd med at lade en vaskeklud dyppet i vievand ramme hans kind. Selvom smerten gjorde ondt som i an helvede, så kunne man ikke se det på ham og han kiggede blot koldt ind i denne engels øjne! Da hun spurgte om han havde noget at sige, sendte han hende bare kort et uskyldigt smil, inden han spyttede hende i ansigtet og det uskyldige smil forvandlede sig om til at være lumsk og hånende.
*Hun kan rende mig!* tænkte han koldt. Desværre, kunne ordene bare ikke komme ud af hans mund.. Det havde det ikke kunne i 35 år... Tøvende kiggede han hen på dæmonen for at se til hende.

Mikayla vidste såret healede, bare meget stille af gangen.. Og snitsår var hurtigere væk end andre, dette var et af tilfældene. Mikayla tog en dyb indånding og sugede smerten i sig og pustede den så stille væk. Hun var jo ret ung.. Hun kiggede koldt over på engel, men kunne ikke lade hver med at grine da River spyttede den snobbede engel i ansigtet. Fordi hun synes det var godt gjort, ikke af andre grunde. Men engen fik nok, og tørrede sit ansigt.
"Din beskidte blodsuger! Igle, det er hvad du er!" Skældte hun og tog så spanden i den ene hånd og rev hans hoved tilbage med den anden, hvorpå hun hældte vievand ud i storer strømme i hans ansigt. Dog efterlod hun nået tilbage til dæmonen.
"Din grimme dumme dæmon tøs, hvis sjæl Micheal ikke kunne redde. Du burde virkelig skamme dig over at være den du er!" Skældte englen igen, og tog kluden igen. Hun vred den op i vievandet og 'vaskede' Mikaylas arme alle de steder hvor hendes hud var nøgen.. Mikayla kæmpede for at holde smerten inde, men igen hun var ikke andet 18 år. Hvor meget smerte skulle man lige kunne holde inde!? Hun klynkede lidt, først da smerten fortog sig svarede hun igen.
"Ved du hvad, jeg er fucking ligeglad med hvem du så tror du end er! For jeg er skam glad for den jeg er, det bare dig som skal være en skidesur kælling!" Råbte hun igen, men englen var snart begyndt at få nok af al den svaren igen. Og bukkede Mikaylas hoved tilbage ved at gribe fast i hendes hår. Knivens blad dryppede med vievand ned af hendes hals, og trillede i smerte ned af hendes krageben.. En lille tårer samlede sig i Mikaylas øjenkrog..
"Så nu har jeg også en grund til at dræbe dig, dit beskidte væsen." Sagde englen blod og lod kniven snitte Mikaylas hals.. Langsomt i smerte, så Mikayla kunne lide..

Det lod ikke til at frøken smuk foran ham, brød sig om at få en stor spytklat i hovedet. Tvært imod blev hun meget vred. Vreden var så voldsom at hun lod det meste af vandet ramle ned over hans ansigt. Denne gang kunne han ikke holde smerten ud. Han åbnede munden i et forsøg på at skrige, der kom dog ikke noget ud imellem hans læber, ikke andet end en skrøbelige lille lyd der kunne minde en om sne der knasede under et par militærstøvler. Vievandet fortsatte blot med at ramle ned over hans hud, hvor det derefter fortsatte ned på det kolde beton gulv. River havde det som om at han kunne høre hver og en dråbe der ramte gulvet. I et forsøg på at skubbe smerterne væk, lyttede han til dråberne og fokuserede kun på dem. Dog kunne han ikke skubbe skrigene fra dæmonen ud af hans hoved, hvilket var grunden til at han kiggede hen på hende med øjnene på klem, for ikke at lade resterne af vievandet forurene øjnene til. Det at hun sagde englen imod, gjorde at han smilte lumsk og nærmest anerkendende. Hun var ikke bange af sig den unge dæmon. Englen derimod, stoppede bare det sjove i at være så alvorlig og irriterende. I det øjeblik hun lod kniven snitte halsen på dæmonen, kunne han ikke klare det mere og ønskede bare at se den engel forbløde på gulvet! Han brugte hver en muskel i kroppen for at få benene fri af lænkerne og det lykkedes! Lænkerne gav slip på væggen, så han nu havde frit spil med benene, men dog stadig bundet fast på armene. Hurtigt svingede han benene om livet på englen, trak hende væk fra den smukke dæmon og hen imod ham. Grebet om hende var stærk og han havde ikke tænkt sig at give slip forløbelig! Med et lod han sine tænder kom frem og med alt den kræft han havde, forsøgte han at trække englen hals hen imod dem..

Lige inden englen ville skærer pulsåren over på Mikayla, så blev hun revet tilbage og slap håret. Grebet om hendes ben var ikke noget hun kunne slippe væk fra, men frygten for at blive offer for vampyrens tænder.. Derfor satte hun den kniv hun havde brugt fra Mikayla, i hans fod. Engel slog ud på hans ben, og prøvede ihærdigt at komme fri. Men ingen hjalp, og hun kom nærmere imod hans tænder. Hvis han gav ekstra meget imod smerten, ville han sagtens kunne rive hende ned imod sine tænder.
Mikayla, knækkede sin nakke på plads og åndede let ud da kniven var væk fra hendes hals. Det mørke hår gled ned over det venstre øje, men hun kunne ane hvad der forgik alligevel.. Hun rykkede en ekstra gang i lænkerne, men de rykkede sig ikke.. Hun en smule.. Da englen satte kniven i Riven, røg en sky af vrede igennem hende.. Og hun rev virkelig til og lænkerne fald ud af muren, hun skubbede englen tættere imod Rivers tænder. Mikaylas greb var omkring englens hals hvor hun klemte til, men hun pressede halsen ned til River.

Bare lidt tættere, ikke blot mere end et par centimeter, også ville han kunne være i stand til at sætte tænderne i hende. I modsætningen til andre vampyrer, blev Rivers øjne helt lyseblå i stedet for sorte som ibenholt, så han var ikke nær så skræmmende at kigge i øjnene når blodtørsten var fremme. Derimod, skulle man nok ikke kigge ned imod munden hvor et par skarpe tænder lurede og var klar til at dræbe dig! Selvom øjnene ikke var sorte, blev blodårene stadig tydelige under de lyseblå øjne og mindede om et edderkoppespind som nogen kunne have formået at male. Et smerte gik igennem hans fod, hvilket var grunden til at han et kort øjeblik måtte slippe taget i englen. Det varede dog kun kort, inden længe havde han fat om hende igen og fortsatte med at trække hende hen imod sine tænder. Han kunne mærke hvordan hendes krop dirrede af nervøsitet jo tættere hun kom på tænderne. Det virkede dog som en evighed, før det endelig lykkedes ham at sætte tænderne i hende, takket være den smukke dæmon, der havde formået sig at slippe ud af lænkerne. Han tømte ikke englen helt, i stedet tog han bare nok til at hun ville besvime og lod hende langsomt falde imod stengulvet kolde eksistens. Lettet åndede han ud. Stadig med armene bundet fast som Jesus på sit kors, kiggede han hen imod dæmonen og sendte hende et anerkende smil. Derefter gjorde han et hint op imod lænkerne om hans håndled, i håb om at hun forstod at han gerne ville have at hun skulle hjælpe ham fri.

Da englen lagde bevistløs og i indre smerte samt farer for blod tab. Gjorde det hende intet, hun undrede sig over at River ikke bare snakkede til hende. Men tænkte at det måtte han 'forklarer' senere, hun gav sig til at rive i hans lænker men han måtte hjælpe lidt til, ellers ville det blive svært at få dem fri.. Men det de gav sig til sidst, og hun åndede forpustet ud.
"Lad os komme væk, inden der kommer flere." Sagde hun og kiggede op på River, pentagammet var stadigvæk ikke helt væk, og hendes snitsår i halsen dryppede stadigvæk med lidt blod. Dog ville hun overleve, det var jo ikke ret meget skade. Og det vil forsvinde igen.. Med tiden.. Mikayla kiggede rundt og gik med hurtige skridt hen til døren og åbnede den. Det var stadigvæk aften River ville sagtens kunne gå udenfor... Mikayla kiggede opmærksomt rundt inden hun gik et skridt for meget, hvis de blev opdaget hvem vidste så hvad der ville ske? Mikayla havde dog spottet udgangen, nu var det bare med at komme derhen. Men River var meget hurtigere end hende..

Han var skam godt klar over at han selv skulle hjælpe til, så med alt den energi han havde tilbage i kroppen, hev han i lænkerne og gav ikke op, til han kunne høre lyden af murstene der ramte stengulvet. Med et tilfredst smil på læberne, fjernede han lænkerne om håndleddene og masserede dem kort, for at få følelsen tilbage i dem igen. Han sendte hende et taknemligt nik. Hendes ord kunne han ikke være mere enig i! Kort kiggede han sig omkring, bare for at se om der var noget nyttigt at tage med sig på vejen. Da det ikke lod til det, sparkede han til englens hoved for at sikre at hun var besvimet i længere tid og fulgte derefter med den smukke dæmon. De gik igennem de mørke gange. Deres skridt rungede og holdt sig i takt med deres hjerterytme. Normalt var River ikke nervøs, men dette havde han aldrig prøvet før og det var som om, at bag hvert et hjørne ventede en fjende bare på at de skulle komme forbi, så den kunne springe på dem. Lige som den tanke strejfede ham, sprang en trehovedet hund frem og så på dem med sine ravgyldne øjne der kunne gennembore en sjæl. Hurtigt havde River spændt hver en muskel, for at gøre klar til at angribe, dog vidste han ikke hvordan han skulle kæmpe imod sådan et væsen. Alle tre hoveder kiggede på dem, snappede ud efter dem med sine halvgule og beskidte tænder. Til sidst sprang den dog hen imod dæmonen...

Da den trehovede hund sprang frem, var Mikayla ikke et sekund i tvivl om at verden dog måtte hade hedne denne dag!? Hun virkede ikke bange for den, men hun var jo lige så god til at holde følelser tilbage som sin mor.. Eller næsten lige så god. Mikayla var stadigvæk meget ung, og havde en masse at lære. Hunden væltede hende i jorden, så hun mærkede det klamme gulv imod hends skulderblade. Hun holdt hænderne på brystkassen af hunden imens den snappede ud efter hendes hals, hun gjorde alt i hendes magt for at skubbe den væk. Det ene hoved fik fast i hendes håndled og bed lidt i det, til hun bare så den i øjnene med et advarende blik og den slap hurtigere end den fik fast.. Mikayla holdt den kun tilbage med en hånd nu, og den var stærk.
"Jeg kunne godt bruge lidt hjælp her River" Sagde hun med en stemme som var næsten lige som en kniv, hun klemte øjnene sammen jo tættere hundens to andre hoveder kom på hendes. Den snerren og knurren, hendes hjerte bankede.. vildt og voldsomt.

Den trehovedet valgte at angribe Mikayla først. Ligesom virkede det ikke til at hun vidste noget om hvordan man skulle stoppe dette væsen. Til sidst blev River dog bare enig med sig selv om at den kunne dræbes ligesom mange andre hunde kunne! Han var hurtigt henne ved Mikayla, greb fat i hundens halsbånd og trak den med det samme væk fra hende. Ansigt til ansigt stod han med det trehovedet dyr, der både snappede og viste tænder af ham, så han automatisk gjorde det samme for at se om det kunne få dyret til at gå en smule tilbage. Det lykkedes en lille smule. Dyret veg en smule tilbage, stadig med tænderne frit fremme og øjnene glødende som brændende ild. Ligeså hurtigt som et lyn, sprang det frem imod River og inden han nåede at gøre noget, fik det fat om armen på ham og hamrede sine massive kæber ned i hans kød. Han åbnede munden i smerte, men eftersom han ingen stemme havde kunne han ikke skrige, så han bed sig i underlæben, greb endnu engang fat i dyret og kylede det denne gang ind i væggen. Smerten bed han i sig. Han kiggede spørgende hen på Mikayla for at se om hun klarede den..

*Samler*