My meal so go away! - River -

Katherine gik stille hen af de mørke gader, hun ledte efter noget at tømme fra blod.. Noget saftigt, blod. Måske en engel eller en shapeshifter? Hvis hun var heldig, Katherine gik stille rundt til hun fik færtenen af en engel. Hun kunne hører hjertet pumpe fordi hun løb i frygt, det fik blot Katherine til at smile lumsk. Og hun satte i løb, dette var sikkert en anden vampyrs måltid. Men Katherine havde sine tricks for overlevelse og for at vinde måltidet.. Nogle gange var det nemt, andre gange skulle man kæmpe lidt inden man fik dræbt vampyren som var modstander.. Katherine var blevet et monster som nød at så mange var flygtet til hendes by, for så kunne hun have middags gæster hverdag! Det var jo fedt, dog var der en ting som holdt hende menneskelig.. Det var at hun stadigvæk tænkte på Nate og hendes familie, dog vidste hun at hvis nogle af dem så hende som vampyr så ville de slå hende ihjel.. Hun ville være bange for at se hendes lillebror i øjnene, for han skulle jo se op til hende.. Og hvem vidste de troede sikkert allesammen at hun var død alligevel da rygterne om den vampyr som angreb lyselverne for 7 år siden.. Siden havde hun ikke set nogle genkendelige.. Men det var jo sandt, hun var jo død. Den søde skovelvertøs var død, vampyren havde dræbt hende og skabt en sand samt ægte udgave af hvad Katherine gemte på indeni sig selv.. Hvem skulle have troet at Katherine ville være sådan helt inden i? Katherine kom på foran englen, og blottede sine tænder. Englen gispede og ville løbe, hvis det ikke var fordi at Katherine havde et fast greb om hendes håndled. Katherine borrede sine tænder ind i huden på englen og sugede den stakkels tøs' blod til sig til at der ikke var mere tilbage. Katherine trak sig da kroppen var tom og lod den falde ned på den kolde jord. Uden så meget som en plet på sin sorte tætsiddende kjole.. Katherine fik dog øje på en genkendelig person i skyggerne, hun fik øje på River.. Lige der tænkte hun jo kun at han var elver og ville sladre om hende til deres forældre.. Til stammen.. Og Katherine ville ikke dø.. Men hun var også stærkere nu end før, de ville ikke ane hvilken styrke de lagde sig op med hvis de prøvede. Katherine holdt øjenkontakten til ham kort og trak så sine tænder til sig, samt blev hendes øjne brune igen istedet for røde. En bloddråbe sad ved hendes mundvige.. Hun stod frosset fast, men alligevel klar til at løbe, for han skulle jo ikke se hende sådan der.. Hvad fanden var der galt med hende, pokkers følelser!

Endnu engang havde sulten formået at gnave sig ind under huden på ham. Smagen af en engels søde blod dansede på hans tunge, en engel som han ikke kunne vente med at sætte sine tænder i! På flere meters afstand havde han kunne dufte blodet og høre det pumpende hjerte i den sikkert så uskyldige og nydelig krop. Han smilte lumsk ved tanken om at denne engel ikke anede det fjerneste om hvad der skulle ske med den. Med en overraskende fart, løb han igennem byen og undgik at løbe ind i andre racer der var ude at spadsere. Der skulle meget til at stoppe ham nu. Når først duften af det dejlige blod passerede hans sultne sind, kunne intet forhindre ham i at angribe!
Han fortsatte med at løbe, benene arbejde under ham ligesom en hest og han ignorerede den kraftige vind fik øjnene til at svi. Da han endelig nåede frem, fik en anden duft ham til at stoppe op og stivne en smule i kroppen. På en og samme tid var duften genkendelig og ukendt. Det havde han aldrig oplevet før. Han rynkede på næsen, listede frem og til hans overraskelse stod der en velkendt person foran ham, en han ikke havde set i hundrede år og som han havde troet for længst var død. Spørgende satte han hovedet på skrå over Katherines eksistens. Hun var forsvundet for mange år siden! Den ukendte duft over hende, skulle snart vise sig overfor ham at være duften til det han selv var. En vampyr, en blodsuger, en igle! Han kunne ikke tro det! Den ellers så gode skovelver stod foran ham som et monster! Han gik hen imod hende, så kort ned på den døde engel og straks kom hans egne tænder frem. Som et lyn slog ned, var han henne ved hende og skubbede hende hårdt ned i jorden. Arrigt knurrede han af hende, inden han trak tænderne tilbage og smilte lumsk til hende. Det at han havde skubbet til hende, var en advarsel om at ingen skulle tage hans bytte, om det så var familie eller ej! Han kredsede om hende, af og til puffede han hårdt til hende, som om han forsøgte at forstå om hun virkelig var foran ham.

Så snart hendes bror med hende i jorden, og snerrede af hende.. Samt faktisk tillod sig at daske lidt til hende, tændte det hende ikke af. hun skulle bare sætte ham lidt på plads, en ting var de var i familie en helt anden ting var at ingen skulle fortælle hende hvad hun skulle gøre og ikke gør.
"Ouch." Svarede hun bare da han var færdig med at daske til hende, efter rejste hun sig hurtig op. Og greb om hans hals for at hamre ham ind i væggen bagved hende. Katherine lagde hovedet lidt på skrå og gik hen for at løfte ham op og stå.
"Godt at se dig igen også." Sagde hun sarkastisk og lagde hovedet lidt til den anden side. Katherine slap så grebet om hans hals for en tid, hvis han ville vise hende noget så ville hun jo naturligvis prøve at sætte ham på plads igen.. Katherine kiggede på sin lillebror, hun havde da aldrig troet at hendes lille nuttede bror som ikke kunne gøre en flue ondt, skulle ende som hende selv.. Med at være noget ingen havde regnet med kunne ske.. At blive vampyrer.. Hvem skulle dog have troet det? Ingen nemlig! Katherine havde været væk så længe nu, at bare tanken om hvis de så hende ville hun få lyst til at lade stammen regne med blod..
"Så vampyr var, spændende?"

Hun kunne reagere som hun ville, det forandrede ikke det faktum at hun faktisk var i live og det at hun havde taget et bytte han havde haft tænkt sig at mætte sig i. Sulten fortsatte med at gnave i ham, men det lykkedes ham dog at skubbe den en smule væk og i stedet fokusere på at Katherine var foran ham. Forvirringen erstattede sulten. Det varede et split sekund før hans ryg mødte muren og et jag gik igennem den døde ryg. Han smilte bare sarkastisk til hende, vred sig ud af grebet og gik et par skridt væk fra hende, inden han begyndte at kredse som en utålmodig hund. Ordene der flød ud af hendes mund fik ham bare til at danne et falsk glæde smil på læberne. Han vidste ikke lige om han var glad for at se hende, de havde ikke haft det bedste søskende bånd i fortiden og det blev ikke bedre af at hun stak af, for aldrig at komme tilbage til stammen overhovedet. Med hver en sanse i brug, kiggede han hen imod hende og foldede armene på kors over brystet.
*Hvordan kan det lade sig gøre? du er i live og er vampyr, jeg kan umuligt forstille mig at dit nuttede dukke ansigt kunne finde på at gøre ting som dette,* Han nikkede ned imod liget, hvis duft påmindede ham om sulten der gnavede inde i ham. *så fortæl mig kære søs, hvad har formået at gøre dig til en igle, et monster?* Hans øjne så direkte ind i hendes.. Han håbede på at hun var i stand til at høre tankerne han sendte igennem hende.

Katherine lagde armene over kors, samt lagde hovedet på skrå imens hun så på sin lillebror.
"Er du ikke helt ligeglad?" Spurgte hun sarkastisk og rystede lidt på hovedet. "Men fint jeg fortæller." Tilføjede hun og lænede sig op af en mur der var få skridt bagved hende.
"Altså det var natten efter Nate og jeg var flyttet sammen, der var der en gal vampyr som angreb byen og slagtede alle og endvær undtagen mig. Spørg mig ikke hvorfor. Han dræbte Nate for øjnene af mig, og tog mig med ind til byen. De første mange dage var jeg blot hans lille dukke og blodpose, til at han forvandlede mig imod min vilje. Men ja. Nu har jeg vendt mig til det, og livet er skønt." Sagde hun med et skævt lumsk smil.
"Hva med dig, du var så sød som dagen var lang. Hvordan endte du med at blive sådan et væsen her i stedet for ikke at forblive en sukkersød lille dukke elver. Det var du jo så god til." Sagde hun sarkastisk i sin sidste sætning.

Om han kunne være ligeglad? Joh, det kunne han ligeså godt være. Som sagt havde de aldrig haft det bedste forhold og det blev ikke bedre af at hun pludselig skred midt i det hele, eller, hvad hun nu gjorde. Men selvfølgelig, hun havde været forelsket i denne Nate, og kærligheden kunne man ikke selv styre. Det var egentlig sjovt at tænke på hvad der mon var sket med deres yngre søskende.. De to små ballade døtre.. Nok om det. Han himlede med øjnene over hende, lyttede til historien og havde i den tid hun fortalte den, dannet sig et billede oppe i sit hoved om hvad hun sikkert var blevet til. De mindede sikkert meget om hinanden nu. To vampyrer, stærke og blodtørste, ligeglade med hvad andre tænker om dem. *Er livet skønt? Det var da godt søs, hvad render man og laver, har man mon fortalt far og mor hvad man er blevet til?* Han kiggede en anelse koldt på hende.. Hvis bare hun vidste.. grr.. Det var lige meget nu. *Vores stamme blev angrebet, hun dræbte fire elver og lod mig overleve ved at forvandle mig,* Armene forblev fortsat på kors, dannede et skjold omkring sig. Som sagt, hadede han at snakke om sin fortid. *Det er hvad der skete, mit uskyldige elver ydre forsvandt langsomt med at vores familie opførte sig som barbare!* Hånden blev knyttet så knorene blev hvide som sne. *Og tager du tilbage, vil de helt sikkert give dig den samme tur!* Af en eller anden grund viste han tænder af hende. Måske var det vreden over alt det han var gået igennem ved at blive vampyr, som hun slet ikke havde været i nærheden af, der trykkede inde i ham.
Lidt efter lidt, fjernede han dog sine tænder og kiggede rundt. Sulten gnavede fortsat inde i ham. *Jeg er sulten, ved du hvor der er bytte henne?*