If you don't shut your mouth the next thing to come out of it will be your teeth ~Jacob~

Kroen det vilde svin var ret stille denne sene aften, de levenede døde var kommet meget tættere på end de burde.. Hvis der ikke snart var nogle som gjorde noget ville det måske være enden på verdenen som de kendte den? Dog så Katherine det ikke som hendes problem, ikke før hun stod tilbage og måtte kæmpe for overlevelsen, hun var egoistisk. I hendes hoved galt hendes overlevelse mere end nogen andens, og hun havde manipulations evnerne til det.. Til tider, ellers måtte hun jo gøre hvad der skulle til? Hun havde jo ikke noget at tænke på som ville blive skuffet over hende, så hun havde jo intet at miste. Katherine kom ind af dørene til kroen, det mørke hår bølgede i perfekte krøller ned over hendes skulder. De store brune øjne kiggede rundt i lokalet, der var ingen følelser at spotte. Hun virkede som en kold og kynisk vampyr, og hvem vidste måske var hun det? Måske var hun ikke. Det var der ingen som vidste overhovedet. Katherine satte sig ved et bord, selvom der sad en ung engel der. Men det var jo lidt hendes mening, det var en god engel det kunne hun mærke på auraen. Teenage drenge, så nemme at lokke med.. Katherine gad dog ikke bruge tid på at charmere og gik direkte til fadet. Hun satte tænderne i drengen så han ikke nåede andet end at gispe efter vejret før hans krop var tom.. Ikke en dråbe tilbage. Katherine brugte det halve af håndryggen til at tørrer blodet væk, og rejste sig så op og gik. Velvidende en ung dæmon havde overværet hendes lille natmad. Katherine kiggede på ham ud af øjenkrogen, dæmoner de smagte ikke specielt godt.. Så hun ville aldrig drikke blodet fra en med mindre hun virkelig var på spanden. Katherine lagde hovedet på skrå, og gik så over til dæmonen.. Mest fordi hun ikke gad at han blev ved med at kigge imod hende, hun stillede sig foran ham med armene overkors imens hun hævede lidt på et bryn.
"Hvad så babyfjæs, hvorfor stirre du sådan?" Spurgte hun med en hånelig tone, samt lidt flabet. Katherine smilede sarkatisk med hovedet lidt på skrå.

Omkring ham kunne han ikke længere se sne, det var nu erstattet med vrimlen af mennesker og en irriterende grå farve, der fik Jacob til at føle som om at han bare stirrede ind i en grå væg. Han var kommet et smut til byen for at se hvordan det stod til. Livet ude i Thousand Winters gjorde at han ikke anede meget om hvordan de forskellige byer klarede sig imod de levende døde. Det betød dog ikke at han slap for dem. Af og til havde han måtte kæmpe imod et par zombier for at være i fred. Thousand Winters var det eneste sted han havde lyst til at være for tiden. Der var fredeligt, stille og mærke den bløde sne under sine barre tæer fik ham til at føle sig hjemme. Desuden, med alt den sne og kulde omkring ham, var han stærkere end næsten alle andre racer der nærmede sig sneørkenen. Han forstod egentlig ikke hvorfor han var gået ind i byen. Til at starte med var han taget til Ashen Wood for at besøge den lille Joshs gravsted, bare for at komme af med et par ord til en der ikke kunne svare ham. Det lød måske skørt, men han havde det som om at den lille kunne høre ham og satte pris på at han kom, så han ville ikke stoppe med at besøge stedet, ikke engang selvom han var flyttet ud i Thousand Winters med Choice og Mystic. En lille diskussion blev startet oppe i hans hoved om hvorfor han var taget hen til kroens fordrukne rammer. Bag disse vægge var der ikke andet end lugten af sved, fulde væsner og en forfærdelig lugt af indelukkethed, så man havde det som om at man blev kvalt! Han trak sine hætte mere omkring sit hoved, forsøgte at beholde den smule duft af friskhed han havde tilbage. Den ildelugtende lugt af blod pustede forbi ham, så han automatisk rettede hovedet hen imod en vampyr, hvis tænder var godt i gang med at tømme en engel for liv. Jacob fortrak ikke en mine på sit ansigt, øjnene gennemborede blot vampyrens sjæl og han kiggede til sidst væk, for ikke at virke som om at det ragede ham hvem vampyren valgte at sætte sine klamme tænder i. En stemme fik ham til at kigge hen imod kilden. Vampyren fra før sad nu foran ham med en sarkastisk stemning hængende over sit alter ego. Han himlede bare med øjnene, kiggede væk fra hende og lod som om at hun ikke var der. Humøret var ikke med ham for tiden, alt irriterede ham, alle gjorde ham på nerverne og han havde den største lyst til bare at slå alt ihjel omkring ham. Et sarkastisk smil voksede på hans smalle læber.
"Dig, trods alt sad du derover før og lignede en igle," sagde han med en hånende og kold stemme. Blikket rettede han ikke på hende en eneste gang. "Måske du skulle overveje at drikke blod lidt mere profesionelt ligesom andre vampyrer ville gøre det?" Han lod sit hoved hvile i sin ene hånd.

Katherine rullede øjne af dæmonen, og hævede lidt mere på et bryn. Hun var faktisk helt ligeglad med ham, dog synes hun at han synes at have brug for en der kunne irritere ham lidt mere. Hun lagde hovedet lidt på skrå.
"Så så rolig nu, ingen grund til at hidse dig sådan op smukke. Aftenen er lige begyndt, og hvis du tror du fornærmede mig så lad mig gøre en ting klart. Der skal meget mere end et ynkeligt baby fjæs til at fornærme mig." Sagde hun blot som sit svar og smilede sarkastisk til ham igen. Hun var ikke bange for ham eller noget, og hvorfor skulle en sølle dæmon dog gå hende på? Lige præcis, der var ingen grund til at lade sig fornærme. Men ja, måske kunne denne aften alligevel gå hen og blive spændende på sin helt egen måde? Hun samlede en gaffel til sig og lod den balancere imellem sine lange slanke fingre. Hun kiggede Jacob i øjnene, og holdt kun sine øjne imod ham. Hendes blik var køligt og næsten dræbende, men ikke for dem som ikke tænkte sig om. Nogle undervurderede det kønne ansigt, hun lagde gafflen fra sig igen ved og havde hånden ved siden af.
"Men du jo en dæmon, kold og kynisk uden nogen form for følelser. Du må vel vide hvordan det føles at mærke livet fra et menneske forsvinder ind i dig? Eller er du en af de små taber dæmoner som synes det er så forkert at dræbe?" Spurgte hun en anelse hånligt og grinte koldt.

Hendes ord fløj ind af det ene øre og ud af det andet. Han lyttede ikke efter, tog dem ikke til sig og først da hun endelig stoppede med at snakke, kiggede han hen på hende og fik med det samme øjenkontakt med dette blodsugende væsen. De kolde vampyrøjne ville før i tiden havde givet ham den største gåsehud ned af ryggen, men nu så han bare koldt tilbage og ikke et eneste sted kunne han mærke nogen kuldegysninger på sin hud. Før i tiden undgik han problemerne, nu var han nød til at se dem i øjnene, om de så ville ende med at slå ham ihjel eller ej. Han satte hovedet en anelse på skrå, i belysningen fra stearinlyset på bordet skinnede hans øjne svagt op og mindede om det smukkeste rav på havbunden. En af hans hænder startede med at lege med stearinlysets flamme. Varmen fra den føltes som små bid i hans hud. Et hånende smil voksede nede fra mundvigen af og fortsatte helt op til de ravfarvede øjne. "Godt at vide at der ikke er noget der kan fornærme en igle," Han fjernede hånden fra stearinlyset, rejste sig op og trak hætten en anelse tættere omkring sit ansigt. "Jeg er ikke bange for at dræbe, det eneste jeg er bange for lige her og nu er jeg vil spilde alt min tid på en latterlige dukke igle som dig,"Han bukkede sarkastisk for hende. "Hyg dig sammen med de andre igler, de vil måske finde dig mindre irriterende end jeg gør,". Som sagt, han var i dårligt humør og den indre dæmon voksede og voksede mere inde i ham for hver dag der gik. Den lille Josh var ikke omkring ham mere til at få ham på andre tanker..

Katherine så imod ham, og rystede kort på hovedet. Da han endelig rejste sig op, kneb hun øjnene lidt inden hun faktisk angreb. Hun havde intet bedre at give sig til, og han var jo faktisk pænt irriterende. Ingen ville savne ham alligevel? Hun greb fast om sin gaffel igen, og kastede den så hurtigt og hårdt afsted så den stensikkert ville ramme ham, ikke perfekt men på kragebenet. Hun rejste sig op i en hurtig fart, og greb om hans hår, så hun tvang hans hoved lidt ned.
"Ved du hvad du irritere mig, og hvem ved der nok ikke nogle som vil savne en lille dæmon." Svarede hun ham hånligt og brækkede så nakken om på ham. Hun lod hans krop falde ned på det hårdere trægulv, ingen så ud til at opdage det alligevel. Hun kiggede kort rundt inden hun i hans ene hånd trak ham med sig.. Igennem de tomme gader og hen til hendes hus. Katherine trak ham med ned i sin fangekælder, hun brugte den yderst sjældent. Men ja alting til sin tid. Hun lænkede ham fast stående, så han stod i et kryds i midten af kældren. Der var overraskende rent dernede, lænkerne var ikke så rene rester af blod var der nogle steder og så på nogle af murstenene. Der var ingen vinduer og døren var forenden af en lang gang som førte op ovenpå til stuen. Katherine tog et par fine stof handsker på, og satte sig så på hug. Katherine tog en trææske frem, nogenlunde stor. Hun håbede den, der var et helt sæt med knive. Faktisk fra hendes far af, til at dræbe vampyrer og dæmoner. hun tog kniven med det svageste blad, og rejste sig op ganske elegant ligesom en kat. Hun brugte sin styrke til at rive hans hættetrøje i stykker så den var i 4 dele. Hun smed den hen i et hjørne, og kiggede så på ham igen. Hun måtte indrømme at han havde en pæn krop, men så igen var hun lidt ligeglad. Katherine skar et pentagram på hans brystkasse med det svageblad, hun vidste pentagrammer var noget af det som skadede dæmoner mest af alt.. Måske ville det sætte liv i ham igen?

Han måtte se at komme tilbage til Thousand Winters, hvem vidste om zombierne var begyndt at nærme sig hans hule. Choice havde lovet ham at blive ved hulen og passe på Mystic, zombierne ville trods alt nok frygte end kødædende hest mere end de ville frygte en hund, hvis tænder var knapt så skarpe som en sølvmare. Men, lige i det øjeblik han skulle til at forlade kroen, mærkede han en svigende smerte i sit kraveben og ud af øjenkrogen kunne han spotte en gaffel sidde i kødet på ham, nær kravebenets knogle. Hurtigt trak han den ud, smed den ned på gulvet og nåede knap og nap at se kasteren, inden han mærkede et greb i sit sorte hår og hans hoved blev tvunget ned af med en styrke der ikke var til at beskrive. Hendes ord rørte ham ikke som det ville have gjort før i tiden. I det øjeblik han faldt om overvejede han faktisk om det hun sagde var sandt. Ingen ville savne ham..
I langtid kunne han ikke se andet end mørke. Stemmer rungende omkring ham. Genkendelige og nogen han slet ikke anede hvem var. Han hørte Carolines stemme, den var blid som altid og derefter hørte han Josh stemme, både den lille og den stores, den var kæk præcis som han huskede den. Angelas stemme passerede ham også, en genkendelig sætning han aldrig ville glemme.. Jades stemme kom også.. En stemme han savnede af hele sit hjerte.. Og Nilles stemme kom til sidst..
"Jeg giver aldrig op på dig," sagde den, så han mærkede sit hjerte briste ved billedet af hendes smil og kærlige stemme. Smerten blev dog kraftigere og kraftigere, den borrede sig ind i huden på ham og han undslap et skrig. Der var mørkt omkring ham, stemmerne forsvandt, men smerten blev der. Ingen hørte ham skrige, de var forsvundet og han skulle rådne op i mørket med smerterne! Smerterne var så skræmmende virkelige.. Lidt efter lidt forsvandt mørket, han kunne igen se noget og svagt lod han sine øjne være på klem. Det viste sig at smerterne kom fra et pentagram iglen var ved at tegne på hans bryst. Han slog øjnene op, hans bryst!? Hvor i alverden var hans trøje!?
irriteret rykkede han i lænkerne, bed sig i læben for at skubbe smerterne væk. Af og til undslap han dog et lille klynk af smerte. "Hvad tror du at du har gang i Igle!" Hans stemme rungede igennem lokalet. "Er du virkelig så ynkelig at du vil torture en dæmon du knap nok kender! Det er ynkeligt! Ynkeligt!" Han kiggede hende vredt i øjnene. I hærdigt rykkede han i lænkerne igen, uden succes for at slippe ud af dem. "Du har endda en kælder, hvor interessant," Han mumlede det sidste med en sarkastisk stemme.

Katherine hørte hans skrig, det var som musik i hendes ører. Han kunne kalde hende ynkelig så længe han ville, til sidst ville han finde ud af at han ikke kom nogle vejene med det. Katherine lagde hovedet på skrå, og så helt uskyldigt på ham.
"Ja, jeg bruger den næsten aldrig men ja. En skulle jo være offer for den." Svarede hun så og gik over til et lille skab, hvor hun fandt en lille flaske. Hun tog en tynd tynd kniv og dyppede den i flaskens indhold som så var vievand. Hun gik hen foran Jacob og kiggede ham i øjnene.
"Rolig nu skat."Sagde hun blot med en hviskende stemme, og tog kniven op af flasken og skar den i hans hud på langs fra hans krageben til hans navle. Hun smilede sarkatisk til ham, og lavede et kryds på hans overkrop. Så der var et skæringspunkt på brystkassen. Katherine skar ham ned af armene, dyppede kniven igen og skar ham til blods.
"Så det vidst Tatias tur." Sagde hun og kiggede ned på sin arm hvor der var et ganske særligt smykke. Men som endelig ikke var et smykke. Det lignede en slange som var snoget op af armen på Katherine, og pludselig bevægede den sig og et hoved som kunne ligne en form for krokodilles var der.. Bare meget lille. Den sneg sig op til hendes ansigt.
"Fin dem som han har elsket og dem som han har svigtet. Bring mig beskeden bagefter." Hviskede hun så svagt at han ikke ville kunne hører det. Slangen fik fremmanet vinger og fløj let igennem luften og lanedede på Jacobs skulder. Den snog sig hen til hans hals og forsvandt ind igennem hans ører.. Den var inden i ham nu, og søgte op til hans hjerne hvor den koplede sig på for at finde alle hans minder om dem han elskede og dem han havde svigtet. Processen var ubehagelig og langtfra smertefrit det var som en kræftig hovedpine man ikke kunne slippe af med.. Katherine kiggede på Jacob med et lumsk smil.
"Når jeg er færdig med dig skat, så har du ikke meget at sige mere." Hun tog fast i hans kæbe og tvang hans ansigt til at se på hende.

Det lod ikke til at det gjorde hende noget at kalde hende ynkelig, ikke at han havde regnet med at det ville det, en type som hende plejede aldrig at tage noget til sig overhovedet. Han fortsatte ivrigt med at rykke i kæderne og sådan blev han ved, indtil han kunne mærke hvor ondt det gjorde i hans håndled i at forsøge at presse dem ud imellem lænkerne stramme greb. Udmattet åndede han ud, kiggede hen imod hende og fulgte hende med øjnene, da hun gik hen efter en lille flaske. Det var allerede til at regne ud hvad der var i den. Lugten af vievand hærgede i hele kælderen. Endnu engang forsøgte han at rive i lænkerne, indtil han kunne mærke spidsen af knivens blad imod sin hud og hvordan smerten fra vievandet fik pinefulde støn til at undslippe ham. Han bed sig kraftigt i underlæben for at holde smerterne inde, det lykkedes ham næsten, men som sagt blev han engang imellem nød til at slippe underlæben og lukke et tungt klynk ud. Blodet gled ned af hans krop, mindede ham om smerterne og til sidst strittede han ikke længere imod, men hang bare og lod kniven skære i huden på ham. Smerten fra vievandet var det værste.. Han hørte knap nok hvad hun sagde. Det føltes som om at hun slet ikke var der. Hendes stemme var en uhyggelig hvisken. Med øjnene på klem, løftede han hovedet for at se hvad der skete og inden han kunne nå at forstå hvad der sad på hans skulder, kravlede det ind i hans øre og en voldsom hovedpine ramte ham. Det føltes som om nogen hamrede på hans hoved med en hammer for at få hovedskallen til at flække! Denne gang kunne han ikke holde skrigene nede. De pinsels fulde skrig rungede igennem kælderen og ekkoet drillede ved at gentage dem.
Tatia ville finde meget inde i hans hoved. Helt fra begyndelsen! Alt det med forældrene hadede ham, til at man så hvorfor de gjorde det og man så også da han dræbte dem. Nille kunne man også finde alt om, lige fra deres første møde i skoven hvor de slap fra politiet, til at de elskede hinanden og nu hvor de var adskilt. Caroline lå også i hans sind, søsteren han havde drømt om at få. Jade, skytsenglen han savnede. Christian den døde bror. Josh hans anden halvdel.. Dem som han havde sviget lå dybt i hans sind.. Straks ville der komme et billede af den unge Josh og senere af et at han lå død i Jacobs arme. Den lille Josh var det største svigt..
Til sidst stoppede han med at skrige, kiggede ned i jorden og bad bare til at smerterne snart ville stoppe. Da hun tvang ham til at kigge på hende, gjorde han ikke modstand, men kiggede bare ind i hendes kolde øjne og fandt frem til en mørk sjæl. Det lykkedes ham at snerre af hende, så de brune øjne næsten forvandlede sig om til at være helt sorte som ibenholt. "Kald mig ikke skat din igle!" Han spyttede hende i ansigtet, en spytklat blandet med savl og blod..