Me? Worried? No, shut up ~ Emery

S: Terrorville District, Doomsville, på hvilken som helst kro Emery nu har bosat sig
T: Sen aften
V: Der er en sommeraften men lettere kølig grundet blæst
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emne til: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3

Aya havde det bedst med at jage alene. Hvilket var ironisk, siden hele pointen med grimoires var at de var stærkere sammen. Det var sådan det hele startede; En gruppe af mennesker slog sig sammen for at blive stærkest muligt og kunne bekæmpe de mørke væsener, der jagede dem. Hun var også opdraget til at jage med sine søskende, når de ville være gamle nok og havde fået at vide, at hun aldrig måtte tage på en mission alene. Men de søskende mistede hun hurtigt og hendes mor, der havde lært det hele, brændte ihjel. Og de andre grimoires, som havde oplært hende, var kujonske pacifister, hvilket betød, at hun blev nødt til at jage alene. Og nu var det blot blevet en vane. Det var alligevel også det mest effektive. På den måde behøvede hun ikke at bekymre sig om andre end sig selv og behøvede ikke bruge sin energi på at heale sine partnere. Desuden var der ikke mange jagere, der var helt enige i hendes måde at håndtere tingene på. Og Aya havde for travlt med at slå ihjel til at skulle være uenige med nogen.
Der var dog nogle enkle, som var gode at jage med. Jakira, den tidligere leder for menneskene, havde haft samme blodtørst som Aya, dog for hende virkede det mere som en sport end som en mission. Aya så ikke jagt som leg – det var ren og skær hævn. Det var hendes livsmission at forsøge at slette mørkets væsener fra Underworld. Det var den eneste måde at virkelig sikre menneskerne. Men som ukrudt voksede de ud af mørket og lige som Aya havde slået nogle ihjel ville andre springe frem.

En anden person var Emery. En engel, lysets væsen med samme glødende vrede som Aya. Hun elskede hendes energi, om end hun ikke kunne slå sit bytte ihjel. Men Aya havde intet i mod at færdiggøre arbejdet for hende. Desuden var de begyndt at få noget som kunne virke som et venskab – ikke at Aya selv havde brugt det ord til at beskrive deres relation – hvor de efter missioner tog på bar og drak og snakkede. De kom ikke ind på alt for personlige ting selvfølgelig, de kendte hinandens grænser, men det var nok det tætteste Aya kom på sjov med det liv hun havde skabt for sig selv.
Én ting Aya dog godt kendte om Emery var hendes had til faldne engle. Så da hun havde fået sporet af en destruerende morderisk gruppe af faldne oprørere, havde hun med det samme tænkt på hende. Hun havde derfor valgt at sende et brev af sted for at høre om hun ønskede at hjælpe hende med at nedlægge de faldne før hun selv rejste afsted.
Men Emery havde aldrig svaret. Det var kun en uge siden at brevet burde have ramt hende men det var stadig lang tid siden taget i betragtning at Emery ville hoppe i med begge ben når hun hørte om denne mission, det kendte Aya hende godt nok til at vide.  Noget måtte være galt. Hvorfor skulle hun ellers ikke svare hende? Det var ikke fordi Emery ikke havde fjender. Bare hendes skytsperson var en modbydelig morder.

Derfor var Aya nu udenfor hendes kroværelsetsdør. Hun vidste godt, hvor hun havde bosat sig, nu hvor hun havde fået Chester som skytsperson, så hun havde taget direkte herhen, da hun var blevet bekymret for hende – ikke at Aya nogensinde ville indrømme at hun var bekymret. Det var kun en svaghed fra hendes side af.
Så nu stod hun på den anden side af døren. I starten overvejede hun om hun bare skulle brase ind til hvis nu Emery var i fare. Men efter at have lyttet og ingen foruroligende lyd hørt, valgte hun at det var bedst at banke på, så det gjorde hun.
”Emery?” Hun hævede stemmen så det kunne høres på den anden side af døren, samtidig med at hun bankede let og prøvede at lytte efter nogen reaktion. ”You in there? Don’t make me kick the door in.”

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det lille kroværelse var tavst. Luften derinde var varm og kvælende, og man kunne tydeligt mærke, at værelset ikke havde mødt en kærlig hånd eller blot en smule frisk vind den sidste uges tid. Flasker og tomme tallerkener stod spredt ud over værelsets eneste bord, og på flere af de andre stole stod der nye flasker endnu fyldte – skulle værelsets ejer nu få brug for en hurtig tår. I hjørnet, nær vinduet, stod værelsets eneste seng. Plads nok til to, men kun en enkelt skikkelse lå på tværs henover møblet denne aften. Store, hvide vinger lå desuden spredt ud over skikkelsen, presset tæt op af væggen i det lille rum i en tydelig ubehagelig vinkel. Alligevel syntes vingernes ejermand ikke at bemærke det. Faktisk tydede den tunge, rolige vejrtrækning på, at hun slet ikke lagde mærke til noget som helst.  

Emery. Et pludselig sæt skød igennem kroppen, og de grønne øjne fløj op. Stirrende ret frem for sig ind i den mørke væg, blev hun liggende, stiv som et bræt et øjeblik, imens tankerne fløj rundt. I adskillige sekunder havde hun ingen idé om, hvad der foregik eller hvor hun var henne. Det sidste hun huskede var en drøm. En drøm som havde hjemsøgt hende i dagevis. Blå øjne der mødte hendes grønne. Iskold hud imod hendes eget brændende kød. Læber hvis sult ikke kunne stilles. Én nat, som vendte alting på hovedet. Tankerne sendte en kuldegysning igennem kroppen på skikkelsen, hvilket straks udløste en stærk smerte panden. Med et dybt, ømt suk, trak hun sig forsigtigt op at sidde, og konstaterede til sin egen store opgivelse, at det stadigvæk ikke var en drøm. Det var minder. Minder der havde hjemsøgt hende så grusomt, at hun stort set ikke havde bevæget sig uden for en dør i flere dage. I stedet havde hun forsøgt at drukne forvirring i sprut, samt den ’feber’, som hun først troede havde raseret hendes krop. Alkohollen havde ikke hjulpet, men tvært imod blot resulteret i adskillige hovedpiner, som den hun mærkede nu. Feberen var ikke blevet bedre, men var derimod blusset op til noget, som hun aldrig i sit liv havde forestillet sig var mulig… men det forklarede da varmen. En allerhelvedes… varme.

En let banken på døren fik hende til at dreje hovedet med et sæt. Kroppen værkede stadigvæk over den ubehagelig søvn-position, men ny vunden anspændthed overtog opmærksomheden. Hendes krop gjorde sig klar. Hun ventede ikke gæster, og ønskede faktisk heller ikke nogen… Var det ham? Netop som hun troede, at det havde været en fejl, og at personen udenfor var forsvundet igen, hørte hun stemme, og hendes blod frøs til is. Aya.

”Shit!”

Hendes stemme var blot en hvisken, men allerede der fortrød hun, at hun overhovedet havde givet lyd fra sig. Fortumlet kastede hun sig ud af sengen, og måtte næsten på halen igen, da hun stødte mod en halvtom flaske ved siden af sengen. Frustreret sparkede hun den i stedet i skjul under sengen, og fik mandet sig helt op at stå inden, at et panisk blik gled rundt i rummet. Hvad fanden lavede hun også her? De havde da ingen aftale-… Så landede brikken omsider for hende. Brevet. Emery havde skam modtaget det for, hvad… et par dage siden? En uge? Ærlig talt havde hun ingen idé om, hvor lang tid der var gået, eller hvad tiden på dagen det overhovedet var, men hun havde tydeligvis glemt alt om at svare Aya. De kendte udmærket til hinandens erhverv, og Aya måtte være blevet mistænksom efter, at intet svar kom tilbage. Ja, mistænksom. Hvorfor skulle hun være bekymret? Det gik jo fint!

”Uh… Hold on. Just a sec!”

Råbte hun mod døren. Aya måtte have hørt hende, og der var ingen grund til at lade som om, at Emery ikke også havde hørt hende. Truslen om at sparke døren ind var ikke noget, som der blevet taget let på. Hun havde trods alt oplevet det ske på adskillige missioner. I et desperat forsøg på at redde situationen en anelse, røg hun hen til bordet, samlede et par af flaskerne, som hun derefter smed ned i sengen, og dækkede til med dynen. Derefter rettede hun sig helt op, tog et par dybe vejtrækninger, og fik så vingerne trukket ind igen, hvilket uheldigvis sendte en sky af fjer flyvende omkring hende. Kroppen afviste de brændte fjer, som havde siddet på vingerne, og lettere svovlende gik hun hurtigt i gang med at samle beviserne, som hun hastigt kylende ind i pejsen til de fleste andre, som allerede lå halvt tildækkede med sod. Ikke just tilfreds, men velvidende, at hun allerede havde trukket tiden for meget, kørte hun som en sidst ting, hænderne op over ansigtet og igennem det filtrede hår. Forsigtigt trådte hun dernæst hen til døren, som hun låste op, og ganske langsomt fik åbnet på klem, hvorefter hun stak ansigtet frem.

”Heeey Aya... what’s.. what’s up?”

De grønne øjne, tydeligt matte, blinkede et par gange for at finde fokus, da Aya’s mørke skikkelse ikke just var det nemmeste at fokusere på i en dunkel gang. Emery’s ansigt var blegt, og den ene side lettere tilsodet, og alligevel forsøgte hun sig med et skævt smil næsten som om, at det skulle berolige jægeren foran hende.

Lyde indefra rummet afslørede at der var nogen derinde. Om det var Emery eller en anden, kunne Aya dog ikke aflytte. Men siden hun ikke fik noget direkte svar, var hun kun endnu mere overbevist om, at det var godt, at hun kom forbi. Der var tydeligvis noget galt. Ellers havde Emery svaret hende omgående, velvidende hvorfor Aya var her.
Derfor valgte Aya også, at det var bedst at sparke døren op. Hvis det var en fjende, der var derinde, ventede de ikke ligefrem flinkt på, at hun bankede på igen. Hun trådte tilbage for at gøre sig klar til sparket – hun kunne egentlig blot bruge sin magi på at gøre det, men hvis det viste sig, at der var en fjende på den anden side, ville hun spare på sine kræfter så meget så muligt.
Hun skulle lige til at sparke døren op, hendes position var fastlagt, da Emery endelig svarede hende. Fortumlet og nervøs, lød hun til at være. Aya endte med at blive stående, stirrende forvirret på døren som om den kunne hende give svar på hendes utallige spørgsmål. Men siden hun ikke skulle til at sparke døren op, trådte hun i stedet tættere på og prøvede at lytte til, hvad der foregik på den anden side. En hel masse lyd, hvilket tydede på at Emery roddede med et eller andet.
”Emery, what’s going on?”
Tålmodighed havde aldrig været Ayas stærke side. Det var derfor det altid tog hende ekstra lang tid at lave ritualer. Fordi det krævede at man var langsom og rolig og ingen af de ting var Aya. Nok nærmere det modsatte. Derfor kunne hun heller ikke holde ud at skulle stå og stirre på en dør i mens et eller andet foregik inde i rummet, som hun ikke måtte finde ud af.
Og så åbnede Emery døren på klem og stak sit hoved ud. Hun lignede noget der var løgn. Med det blege og halv tilsodede ansigt, håret der lå som en rede på hendes hoved, trætte øjne.
”You look like shit,” sagde Aya derfor også bare med en let rynket pande. Det var ikke en fornærmelse, mere en konstatering og man kunne næsten tro at hun lød bekymret over dette faktum.
Derefter skubbede hun døren op og fik sig puffet forbi Emery. Det krævede ikke så meget, det virkede ikke til at Emery havde tænkt over at Aya ville gøre det. Generelt virkede englen lidt væk.
Aya trådte ind i det indelukket rum og gav sig straks til at søge rundt i det for at undersøge situationen. Støvpartikler fyldte luften, rod havde samlet sig og var det en afbrændt fjer, som Aya kunne spotte på gulvet, halvt inde under sengen? Hvad i alverden foregik der? En klump lå under dynen i sengen, hvilket fik Aya til at gå hen og trække den af. Flasker. Det var ikke en gang fordi Aya dømte. Der var sikkert en god grund til det hele, men hun havde brug for at vide den, før hun vidste, hvordan hun skulle takle situationen.
Efter at have studeret det sidste, vendte hun sig om i mod englen igen.
”You didn’t answer my letter. And clearly something’s going on. What is it? What’s happened?”