Alt forandre sig på et øjeblik (Celestia)

Tid: 18:20
Sted: gyderne
Omgivelser: mænd som går leder efter nogen
vejr: solen er på vej ned.

Solen bredte sin gylden stråler, solen var ved at tage dagen med sig og ville snart erstatte dagen med natten, Betahny var iført en hvid kappe som trukket godt ned i hendes hoved, faktisk skulle hun havde været hjemme, men hun havde ikke lyst selvom vidste at det ville give ballade hun smilede imens hun lagde hånden på hendes mave. Hun havde ikke vænnet sig til at hun snart skulle være mor, hun klappede svagt maven. Hun nåede ikke længere da hun fik følelsen af at blive jaget, hun vandte sit blik imod den anden side, men der var ikke noget se. Hun rynkede brynene kunne det være hendes skytsbarn, hun kunne huske om hun havde haft. Hun trak kort på skulderne hvad end det var så var det ikke helt hende der var blive sindssyg. Hun havde ikke været ude længere tid. Hun stoppede igen op i det hørte nogle meget hidsige stemmer, hun anede ikke hvad de snakkede, men de spurgte om hun havde set nogen løbe denne vej, men hun rystede på hovedet.

Celestia hev efter vejret. Hun og Ametyst var kun på et hængende hår undsluppet hobben, og noget sagde dem begge, at det kun var for et kort øjeblik. Ametysts muskler var spændte og hendes ulvetænder blottet i en snerren. *Jeg hader dem hader dem hader dem hader dem* gentog hun igen og igen og klemte sine lila øjne sammen til smalle havdefulde sprækker- *Det gør jeg også...fuck jeg kan høre dem* sendte hun tilbage via den telepatiske forbindelse, hun delte med sin ulvetvilling. De kantede sig begge dybere ind i gydens beskyttende mørke,men uheldigvis lå der en tom flaske, som Celestia ikke lagde mærke til og derved kom til at sparke til, så den rullede rundt med en let hørlig klirren. Lyden af løbende fodtrin og pludselig stod der omkring syv mennesker i gydens indgang. Ametyst stillede sig beskyttende foran sin tvilling og knurrede vredt af de mange mænd. "Oh så ti dog stille køter," udbrød en af mændende vredt, og de gik alle frem mod tvillingerne, nu med noget der i skræmmende grad lignede lommeknive i hænderne. Tvillingerne kunne egentlig godt forsvare sig, men ikke mod så mange på en gang. En af mændende sendte et velrettet spark mod Ametyst og sendte hende flyvende ind i murstensvæggen bag dem med en høj piben. "Ametyst," skreg Celestia fortvivlet og så på sin søster med bekymring. Hun kunne ikke rejse sig, det så ud til, at hendes ene pote var brækket. Celestia havde haft blikket på sin søster et øjeblik for længe. Pludselig skar en brændende smerte sig igennem hendes arm og en varm væske løb ned af den. Blod nogen havde skåret i hende. "Hjælp en eller anden hjælp," skreg hun desperat.

Bethany fulgte mændene med øjnene, og med det sammen ramte en tanke hende og følesen af sorg ramte hende gispede svagt efter vejret inden mændene tanker ramte hendes, hun fik billeder i hendes øjne som faktisk kunne være små flim, men dette billede var en fremmede pige og hendes hvide ulv. Hun gik med rolige skridt imod gyden som mændene var inde i hun trak kort inden trak kappen af " det vil jeg ikke vis jeg er er jer” sagde hun isende hadefuld stemme, hendes øjne vidt åbene billederne af mændenes tanker skiftede hele tiden og nogle gange var det flim små korte flim. Hun smilede svagt fik øje på en mand der farede imod hende hun spredte sine vinger ud og skar svagt en grimasse. Hun lettede med em fart og landede bag ham. Hun følte det nu hun ville give sit liv for hende, hungreb en flaske og man kunne høre en latter, hun håbede at imens hun underholdte dem ville hende og hvad der måtte være hendes søster. Hun skulede til mændene, deres tanker stod åben og hun kunne læse dem vise dem til alle de andre.
Hun smilede svagt inden hun rettede blikket imod en ret ranglet mand og som så bange ud vidste ikke rigtige hvad han skulle gøre ” lad os se hvad din største frygt er” svarede hun så koldt at det gav et sæt i ham. Hun gik hen tog hårdt fast i hans skulder, hun fandt ud af at han bange for at de ville gøre ham noget og vendte sine øjne imod de andre og man kunne se i hendes øjne at fik bank af de andre, hun slap ham. Slog ud med flasken da de andre begyndte at gå imod hende, hun vendte blikket imod ulven som havde haft nærkontrakt med vægen. Hun vendte så blikketr imod pigen og idet hun gjorde gispede hun. En af mændene som jagede pigen og ulven greb fat i hendes arm og tvang flasken på jorden og den gik i stykker med en klirrende lyd. Hun skar en grimasse ” løøb” sagde hun og tvang manden tilbage med hendes vinger, hun fløj over til ulven som ikke havde det så godt løftede den op og gik hen til pigen og tog hendes arm og trak hende afsted med sig.

Løb, det skulle Celestia ikke lade sig sige to gange. Og så var kvinden endda en engel, de var blevet reddet af en engel...wow. Den mørkhårede engel greb pludselig fat i hendes arm og trak afsted med hende. I et kort øjeblik var hun ved at panikke, men da hun så, at englen havde Ametyst i armene kølede hun igen ned Da de stoppede på en mere befærdet gade, hvor mændene ikke ville kunne finde dem i mængden så Celestia op på hende med store undrende, brune øjne. "Tak...hvorfor hjælp du os? Der er aldrig nogen, der har hjulpet os før, folk er for det meste ligeglad med at et gadebarnn dør, og når det er sådan et som mig, behandler de det næsten som om, det ville være bedre for verden," hviskede hun. Fra englens arme kom Ametyst med en bekræftende knurren.

Hun slap ulven smilede svagt, hun lukkede øjnen, da mennskerns tanker pressede sig. Det gjorde ondt altid at have andres tanker hovdet hun fumlede efter hætten trak den op. Faren var ikke over og hun spottede hurtigt mændene som efter dem. Hun betragtede kort pigen inden hun uden videre at tænke skyndte sig at trække hende med de skulle væk og det skulle gå stærkt. Hun forsatte den modsatte vej end dem fandt hurtigt et form kælder som var tom hun trak pigen med sig det ned, hun ville gøre hende noget, men var ikke klar over hvor meget hun engentlig trak. Hun kiggede på hende bestemt blik langsomt kunne se, dog stadig alle de tanker og det gjorde svært for hende at tænke. Hun trak vejret dybt " jeg ved ikke hvad du har gjort disse mænd, men bliver nød til at have plan" sagde hun man kunne høre form næsten moderlig kærlighed, som hun talte til sit eget barn. Hun lod svagt hænder glide henover hendes pande. Hun smilede " du må under ingen omstændigheder fortælle nogen at jeg engel" sagde hun og den kærlighed som før havde været stemmen forsvundet og erstattet med alvor.
Efter hun havde sagt gik op til førte til døren som hun og pigen gået ind af anede ikke ulven nået ind, men det var alligevel ikke den hun skulle se efter. Hun gispede mændene var på vej her hen. Hun måtte gemme pigen et sted. Hun lukkede hurtigt døren " gem dig og kom ikke før jeg siger til, og det er ligemeget hvor slemt det ser ud" sagde hun gennede hun hen imod et form for skab, hun sikker på hun kunne være der.

Celestia lod sig uden et ord mere gene over til skabet. Forsigtigt åbnede hun det og trådte ind, hvorefter hun lukkede det nok til, at kun en lille bitte smule lys trængte ind gennem sprækken. Hun gik langsomt og forsigtet et par skridt tilbage, indtil hun støtte mod den bagerste del af skabet, hvor hun lod sig synke sammen med knæene trukket op under sig. Hvem var den kvinde?Hvorfor talte hun til hende med så meget kærlighed? Det gav ingen mening, Celestia havde ingen erindring om at have mødt hende før. Hun var ret sikker på, at hun ville kunne huske det, hvis hun havde mødt en engel, i sær en, der behandlede hende med så meget kærlighed. Måske forvekslede hun hende med en anden?

Da hun sikker på at pigen var gemt kiggede afventende imod døren, hun var sikker på at de snart ville komme for hvem ville ikke ligge mærke til to en ung kvinde som farende imod døren til kælder hun fandt en gammel planke og ville klart bruge den til som et våben. Bethany sank svagt en klump inden døren blev åben, hun betragtede svagt mændene hendes blik var hadefuldt og koldt, hun prøvede at se så farlig ud som kunne " hvor pigen?" spurgte manden som var den første til komme ind efterfulgt af tre andre. Det ville sige at de fire imod en " det ved jeg ikke " løg hun hendes stemme var så kølig at kunne død på hendes stemme. Hun betragtede manden som nu var så tæt på at deres læber var tæt på røre hianden. Hun fnøs kort for gud hvor stank af alcohol, han måtte have drukket et heller andet. Han løftede hun op fra med greb om hendes hals, hun gispede svagt før han løftede hatten væk fra hendes hoved " det er ikke hvad folk siger" svarede ligeså koldt tilbage som hun havde gjort ved ham. Hun havde stadig planken, men den gled lige så stille ud af hende hænder. Hun måtte passe på hun kunne ikke død, hvad ville da så blive af hendes skytsbarn, men ikke bare det.
Hendes udfødte ville død. Hun sukkede svagt ind med alt kræft hun kunne svingede planken imod mandens skinneben. Det virkede mand slap og trak med kæmpe hyl. Hans ansigt vred sig smerte. Bethany opdagede først nu at sømet som sad med spidse havde sat i han hud på skinne benet. Hun kom skyndte truende hen imod dem, Bethany var sådan en hadede når folk skulle dø, så ville ikke slå ham ihjel bare lade som hendes øjne lynede og filmene på hendes begyndte flimre forbi hurtig fart. Hun kiggede på nogle papirer som faldet fra bukser hun samlede dem op.
Manden gispede " hvis du vil have dem igen går ud af døren lader desuden pigen være, jeg kan mærke vis prøver på noget og så personligt sørge for at jeres liv efter døden bliver helved" sagde arrigt.
Manden nikkede rejste gennede de andre ud Bethany fulgte dem til døren og hun smed uden for lukkede med kæmpe brag. Hun vred tænk folk kunne være sådan. Hun ventede 10 min. inden hun lukkede op skabet pigen kunne komme ud nu hun var ikke i fare lige forløbigt.

Celestia løftede hovedet fra sine knæ og missede kort med de store brune øjne mod den pludselig meget større mængde lys, der trængte ind i skabet. Hun rejste sig og hoppede elegant ud af skabet, hvorefter hun smilede lidt genert til englen foran hende. "Tak fordi du hjælp os, det er der aldrig nogen, der har gjort," hviskede hun. Fra en af kælderens mørke hjørne kom en bekræftende knurren, og Ametyst trådte ud i lyset. Hun haltede stadig en smule på det ene forben, men hendes pote var nok ikke brækket alligevel. Hun gik over og stillede sig ved Celestias side, hvoreft er hun nikkede respektfuldt for englen som tak. "Hvem er du egentlig? Hvorfor hjalp du os?" kunne Celestia ikke lade være med at spøger. Aldrig havde hun mødt nogen, der var så villige til at hjælpe hende og hendes søster. Englen kunne have mistet livet, hvis hun havde været uheldig.

Hun smilede idet hun kom ud skabet, hun havde fundet den hun ville beskytte med sit liv " lad os bare sige at jeg er en god ven" sagde hun ville ikke fortælle pigen at hun rent faktisk var hendes skytsengel med mindere de selv fandt ud af det. Derefter vendte hun sig om imod den haltende ulv, det syndt for den, men det så heldigvis ikke ud til at den brækket og at den ville have varrige men. Hun smilede svagt inden hun raket hånden imod " jeg Bethany, men hvem er du og din søster?" spurgte hun vidste udmærket godt at pigen var santunie.

Celestia smilede blindende til pigen og gjorde et let kast med hovedet i retning af sin ulvetvilling. "Det er Ametyst," sagde hun. Hun rettede atter opmærksomheden mod englen og så på hende med sine store mørkebrune øjne. "Mit navn er Celestia," sagde hun og kiggede meget indgående på hende. "Har du ikke været blond?" spurgte hun pludselig. En erindring havde fundet vej en i hendes hjerne. Det havde været en regnvåd klam dag sidst på efteråret. Tvillingerne vandrede målløst rundt i gaderne på udkig efter mad. PPludselig var en blond pige kommet til dem med et brød. Bortset fra det blonde hår havde hun lignet Bethany på en prik, Det var cirka tre år siden, lige da tvillingerne var flygtet fra deres forældre. Aldrig havde de troet, at de skulle møde hende igen. "Du har beskyttet os ikke?" spurgte Celestia og lagde hovedet på skrå. "Er du en eller anden slags skytsengel for os?"

Hun kiggede en smule forvirret på, jo hun lyshåret rigtigt, men var det ikke første gang hun havde set? Det var rigtigt at hun havde set dem, men hun havde imellem tiden fået hukomelsetab og kunne derfor ikke huske det, men alligevel kunne hun svagt huske et eller. Det bare tanke eller erindning om gerne at ville hjælpe. Hun smilede en anelse mindre forvirret end før. Hun betragtede kort imens med et svagt spørgende blik trak skulderne til det sprøgsmål om at det med at om at hun havde lyset. Hun vidste godt at hun havde haft liv før hendes manglende hukomelse, men nu havde fundet hende igen og hun lyste op i smil nikkede der var ingen grund til at holde det hemligt for hende " ja, men jeg kan ikke huske om jeg har set dig før eller om det her første gang" måtte hun erkende og hun var glad for at kunne hjælp.
Bethany rejste sig for se om de var sikkerhed, hun åbende døren " skal du med?" spurgte hun og lagde spørgende hovedet på.

"Sure," sagde Celestia og smilede til englen, inden hun og hendes tvillingesøster bevægede sig ud af kælderen og ud i den friske luft igen. Ametyst smilede sit ulvesmil, dog var der noget dårligt skjult smerte indblandet på grund af hendes pote. "Her lad mig se på den," sagde Celestia alvorligt og satte sig på hug overfor sin søster, der en smule modvilligt rakte sin pote frem og lagde den i hendes skød.Forsigtigt tog Celestia poten op og inspicerede den alvorsfuldt. Der var gået hul på huden, og enkelte bloddråber sad i hendes snehvide pels. "Det ser ikke så alvorligt ud, jeg burde kunne heale det uden de store energi omkostninger," sagde hun og lukkede øjnene for at hente den spirituelle enegi hun havde brug for i åndernes verden for at heale sin søster. Gradvist begyndte hun at kunne mærke de to verdeners sammensmeltning, og hun begyndte stille at synge. Hun åbnede øjnene og så, at hendes søsters pote var omkranset af et sølvfarvet sker. Langsomt lukkede såret sig og blodet forsvandt. Celestia blinkede kraftigt og tog sig til hovedet for at slippe af med svimmelheden og synerne fra den anden verden.
//Hvis du er fuldstændig forvirret nu, står der noget om evnen i min profil forresten :3//

Bethany kiggede forskrækket på hende hvad tlænke hun på, folk kunne se det hun gispede og stod en smule uroligt. Hvordan kunne hun få sig selv til at gøre det. Hun rømmede sig smule imens hende blik forfærdet kiggede over på de andre folk, det som om de var ligeglade da hun kom i tanke om hætten hun trak den hurtigt op over øjnene så hendes evne ihvertfald ikke var synlig. Hendes evne skræmte folk. Hun kunne nu også godt forstå dem.

Celestia rejste sig op og gik igen over til den noget bekymretudseende Bethany. "Det er okay, de fleste lægger ikke mærke til det," sagde hun og smilede til sin skytsengel. Ametyst satte prøvende poten i jorden og ånede lettet ud, da hun bemærkede, at smerten var forsvundet som dug for solen. Celestia så smilende på sin tvillingesøster. *Hold op med at smile, du ved, hvor usund den evne er for dig,* kommanderede Ametyst og så gennemborende på hende med de lilla øjne. Dog var det ikke sagt i en ond tone, hun lød mere bekymret. Celestia smilede bare sarkastisk. *Vær nu bare glad for, at jeg healede din pote okay* svarede hun tørt, men hun vidste godt inderst inde, at tvillingen havde ret. Hun kunne føle den anden verdens tag i sig, selv når hun ikke benyttede sig af evnen og det tærrede på hendes psyke.

" man kan aldrig vide, man skal være forsigtig og et sted som er ikke at være forsigtig" sagde hun formanede og lyd næsten som en mor der iretsatte sin engen datter. Bethany var en smule vred, men undertrykte vreden " du vil ikke have at folk skal jage dig fordi de har set at du har en evne" forsatte hun med en mere kærlig stemme, det var slet ikke fordi hun ville lege mor over for Celestia overhovdet ikke, men hun kunne slet ikke lade være for hun ville så gerne beskytte hende. Hun følte sig mærkelig tilpas og tog Celestias hånd begyndte endnu engang at trække hende med sig, hun var bange for at nogen havde set hende og ville gerne have hende væk for dette her befærdet sted, hun syntes selv at det var for det bedste at gøre det sådan.