Bangerz, that's a weird word. ~Celestia~

"Kom tilbage dit misfoster!" Skar en hård stemme igennem luften. "Hvis du er klog så stopper du lige nu!" Stemmen tilhørte en dusørjægere hvis ego var højere end ham selv. Han var en lav stammet mand, med fuldskæg og det hele. Noa syndes han lignede en dværg, men nok om det! I hvert fald var han i fuld gang med at jagte Noa igennem gaderne, kun for at få den dusør der hang over blandings hoved. Tiden gik hurtigt i noas liv, hver dag var det samme, som spillede man den samme film om og om igen. Han blev jagtet, han undslap og fik resten af dagen til at gå med at drikke, feste eller bare tage en slapper. Livet var ved at blive kedeligt..
Han fortsatte med at løbe og de tanker der kørte rundt inde i ham, gjorde at han slet ikke bemærkede pigen foran ham. Farten havde på var så hurtigt at han ikke nåede at stoppe, før han nu var løbet ind i hende, så de begge væltede. Der gik ikke lang tid for Noa at opdage han lå direkte ovenpå hende. Hurtigt var dusørjægeren henne ved dem, tog fat i noas nakke  og trak ham væk fra pigen.
"Beklager unge dame," sagde han og greb hårdere om Noa. "Du må nok heller vaske dit tøj, du skulle jo nødig have misfoster bakterier på dig,"

"Kyaa," udbrød Celestia, da en dreng på hendes egen alder væltede hende omkuld, og derved kom til at ligge ovenpå hende...akavet much. En lavstammet grim mand greb pludselig fat i drengens nakke og trak ham væk...ikke fordi, at det i sig selv var egentlig ikke noget problem, det gjorde det mindre akavet, at drengen ikke lå ovenpå hende, men den måde manden behandlede drengen på var uacceptabel. Celestia og hendes ulvetvilling Ametyst var selv blevet behandlet sådan, så de vidste udemærket, hvordan det var at blive kaldt misfoster. Hun rejste sig så værdigt, som det var muligt børstede det værste jord af sin hvide kjole og så koldt på den lille mand. Hendes blik var mget lig det udtryk, man finder i en ulvs øjne, lige inden den flår struben over på en. "Jeg kan ikke se, hvorfor han skulle være mere misfoster, end jeg selv er, jeg vil råde dig til at give slip på ham nu," sagde hun i et køligt tonefald. Bag hende knurrede Ametyst ildevarslende, hendes lilla øjne var klemt sammen til smalle vurderende sprækker, som prøvede hun at finde ud af, hvor det ville være bedst at bide manden.

Manden rystede bare på hovedet af pigen. Dog kunne man godt fornemme på ham at han frygtede ulven bag hende. Dets tænder var helst ikke noget han ville hilse på. "Det bestemmer du selv, nu skal du ikke sige jeg ikke har advaret dig," uden at tage hensyn til Noa eller pigen, trak han bare Noa med sig og troede at han havde vundet på den måde. Sådan skulle det bare langt fra gå. Noa havde noget helt andet i tankerne. Da manden mindst ventede det, satte han tænderne i ham, så han gav et højlydt gisp fra sig og gav automatisk slip på ham. Præcis efter planen.
Vredt slog manden fra sig. Det lykkedes ham dog ikke at ramme nogen af dem. Lige som Noa skulle til at løbe igen, lagde manden an til at skyde pigen fra før, med en pistol der havde lagt og hvilet i lommen. "Stop eller jeg skyder hende!"
Noa vendte sig om, stoppede op og sukkede kort for sig selv. Han kunne da ikke lade det gå udover hende.. Dusørjægeren smilte lumsk til pigen, stadig med pistoler rettet imod hende. "Klar til at dø sveske?"

"Nej så afgjort ikke," sagde hun i et tonefald, der ikke passede sig for en, der blev truet med en pistol. Hendes brune øjne var rettet direkte mod manden og stirrede på en hadefuld måde, som om hun ønskede at brande hul i hans kranium blot ved at se på ham. "Ved du hva? Jeg hader virkelig folk som dig, og det gør Ametyst også, så hvis du ike vil have bidt din arm af, foreslår jeg, at du lægger pistolen der væk...og lader drengen være i fred," sagde hun koldt. Ametyst gik et par skridt tættere på maden, hans arm rystede. *Ha slapsvans,* kommanterede hendes søster hånligt. *Drengen lugter af ulv i øvrigt, så så slem kan han ikke være* fortsatte hun lidt efter, hvorefter hun inden manden nåede at reagere sprang op og låste kæberne fast om hånden, hvori han havde pistolen, så han tabte den- *Fedt og blive bidt to gange på under ti minutter* kommanterede Celestia tørt til sin tvillingesøster og blottede sine hvide tænder i et sarkastisk smil til den grimme dusørjæger.

Det var imponerende for Noa at se pigen ignorer manden fuldkommen. Normalt ville han have troet at hun ville stikke af og redde sit eget skind, men i stedet gjorde hun bare hvad hun kunne for at hjælpe ham? Han kunne ikke lade være med at smile over det. Det var ret så imponerende og smigrende. Manden trak sig tilbage fra ulven, lagde en hånd på såret og som en kat der var blevet trukket i halen, hvæste han og peb på samme tid, endda selvom han ikke havde noget at hvæse med. Noa trådte et skridt frem, kiggede ham dybt i øjnene inden han selv hvæste og afslørede sine knap så store vampyr tænder, da han jo var blevet født som varulv. Det lod ikke til manden ville kæmpe mere, han peb en sidste gang, inden han vendte ryggen til dem og løb sin vej. Han kunne ikke komme hurtigt nok væk lå det til. Et sejrs smil voksede på Noas læber. De havde vundet!
Han kiggede hen på hende med et oprigtigt smil der endda overraskede ham selv.
"Tak for hjælpen," sagde han.

"Det var så lidt, jeg kan ikke klare folk, der kalder andre for misfostre, så vi gjorde bare, det vi finder rigtigt," sagde hun og sendte ham et blindende smil. Ametyst knurrede bekræftende og smilede selv et ulvesmil. *Der er ulv i den dreng, det er jeg sikker på* kommanterde hun muntert. Celestia smilede bare til sin søster. "Såå øh, det ser ud til, at du er på flugt fra folk som ham, hvad har du lavet?" spurgte hun. Hun sagde det ikke som for at forhøre ham, mere som om det var et emne man diskuterde til hverdag hen over spisebordet eller noget i den retning. "Jeg hedder foresten Celestia, og det er min tvillingesøster Ametyst," fortalte hun ham og gjorde et kast med hovedet i retning af sin nærmest skinnende hvide ulve følgesvend.

Han nikkede høfligt til hende, bukkede sig nærmest også som en ædel ridder ville bøje sig for en smuk prinsesse. Et smil så uskyldigt men alligevel så kækt herskede over ham, selv i øjnene kunne man ane et glimt til at drille alt og samt udfordre alt på sin vej. Da hun fortalte om tvillingen, kiggede han nysgerrigt ned på den smukke ulv og nikkede også høfligt til den. Sætningen, hvad har du lavet, suste ud af munden på hende og fik ham til at kigge ind i Celestias øjne endnu engang.
"Ikke andet end der er en dusør på mit hoved, ser du, jeg er ikke helt som andre, jeg er en blandingsracer og derfor er mit hoved penge værd," fortalte han med en svag mumlen. "Det er rart at møde jer, mit navn er Noa," Fyldt med selvsikkerhed, rakte han hånden frem og ventede på at se om hun ville tage imod den og trykke den.

Celestia smilede. "Well det er vel to salgs freaks, der møder hinanden som sagt, er vi santurin, hvilket har fået mennesker til at hade os," sagde hun og rakte sin slanke hånd frem og tog hans. "Sååå en anden en der tit bliver truet med pistoler og eller skarpe genstande," kommanterede hun med et skævt smil. "Vi er næsten blevet myrdet ret mange gang," fortsatte hu. *Men de får os ikke,* lød Ametyst stemme i hendes sind. *Nope vi er for gode til dem søster,* svarede Celestia og lo en lys klingende latter. "Så en blandning af hvad?" spurgte Celestia og rettede sin opmærksomhed mod den charmerende (det ville hun dog ikke indrømme) dreng foran sig.

Han havde godt hørt om at en santuin ikke var den mest elskede race i blandt menneskene. Mange fandt det åbenbart underligt at de havde et dyr som sin søster eller bror, men for Noa betød det ikke noget, han kunne ikke se noget mere underligt i det, end når en shapeshifter skiftede form.
"Nogen væsner kan bare ikke klare de ting der er anderledes," sagde han en anelse stift ved tanken om alle dem der havde kigget vredt efter ham, når de fandt ud af at han var en blanding. "Ja, første møde og vi har allerede den ting tilfælles, det går godt," Med et venligt og dog sarkastisk smil, krydsede han armene som vidste han ikke rigtig hvordan han skulle stille sig til rette foran den yndige unge dame. "Jeg er en blanding af varulv og vampyr, det er en ret så.. kompliceret historie," Ved de få sidste ord kløede han sig i nakken. Med andre ord, det var en lang historie om hvordan han blev den han var! "Så, jeg gætter på at du kan høre din søsters tanker lige nu, det er sådan det foregår ikke?" Nysgerrigheden boblede i den hæse stemme.

*Jeg sagde jo, at der var ulv i den dreng,* kommanterede Ametyst triumferende og smilede sit ulve smil. Celestia valgte at overhøre hende og svare på Noas spørgsmål i stedet. "Ja det er en telepatisk forbindelse, alle santurins bliver født med den, det er ret smart," sagde hun og smilede skævt til ham. "Så behøver menneskerne heller ikke flippe over, at Ametyst kan tale, sikke et postyr der ville blive," kommanterede hun lidt efter tørt. "Jeg mener, vores forældre holdt os indespærrede i en kælder i fjorten år bare på grund af vores race, prøv at forestille dig, hvor meget de ville have flippet ud, hvis hun havde kunne tale," fortsatte hun efter en tid i stilhed. *Ja kønt ville det ikke ligefrem have været,* gav Ametyst sit besyv med. Egentlig vidste Celestia ikke helt, hvorfor hun havde fortalt ham det. Der var kun meget få mennesker, der kendte noget til tvillingernes fortid. Men Noa virkede, som om han forstod dem, så for hende var der en eller anden form for mening i at fortælle ham det.

Menneskene var i følge Noa nogen underlige nogen, de burde egentlig slet ikke at være her, slet ikke hvis de ikke kunne tåle at der i denne verden fandtes overnaturlige ting som talende dyr, sjæle stjælende dæmoner og selv loggende sirener. Han løftede svagt på skuldrene stadig med armene foldet som et kors henover hans bryst. "Dine forældre må ikke have været særlig kloge, en santuine er ikke meget anderledes fra en shapeshifter hvis du spørg mig," Han smilte venligt til hende, kiggede en enkelt gang ned på ametyst med et nysgerrigt glimt i sine brune øjne. "Så, hun kan altså snakke med dig lige nu? uden at jeg kan høre hvad hun siger?" En lille munter latter forlod ham. "Så håber jeg at du snakker pænt om mig kære Ametyst," Han smilte drilsk til ulven, inden han løftede sit blik og så på Celestia. "Jeg kunne vel ikke byde dig må en drink eller middag? Altså, ikke som en date, men bare som en gestus til at lære dig og din søster bedre at kende,"

Celestia smilede af hans kommentar til Ametyst. "Bare rolig, det kan jeg forsikre dig, at hun gør," sagde hun sandfærdigt, og Ametyst nikkede let med sit ulvehoved. Hun blev lidt overrasket over hans næste spørgsmål, men smilede så blindende til ham. "Noget at spise ville være dejligt," sagde hun glad. Hun havde aldrig været på rasturant eller cafe før, men hun havde set folk gennem vinduerne i byernes gader og havde altid været hemligt misundelig på dem, der havde penge nok til at kunne befinde sig inde i den behagelige varme og kunne spise den fintudssende mad i stedet for tørt brød og snnede kødstykker.

Da hun takkede ja, smilte han stort og gjorde et nik til at hun skulle følge med ham. På en måde var det rart at snakke med et andet væsen igen, nu når det eneste væsen der betød noget, ikke havde tid til ham. Han rystede på hovedet, lige nu skulle han ikke tænke på hende.. Det var ondsvagt af ham at være forelsket i hende. Hun vil jo aldrig føle det samme. Hun var vidst forelsket i engel.. Svagt bed han sig i underlæben. Han hadede kærlighed! Da de kom til en cafe, åbnede han døren for celestia, og lod den først lukke da hun var inde. Han fandt hurtigt et bord til dem, satte sig ned og gav hende menuen med et smil. "Bare find noget du vil have,"