This is a bit weird for me - Hayley.

Logan var taget væk fra byerne, han havde haft brug for at tænke. Han havde været i byerne et par gange, mest for at se til Andrea, for så at ombestemme sig i sidste øjeblik. Men han havde også set til Caroline få gange. Han kunne bare ikke slippe følelsen af, at hun var noget helt særlig, og at han havde brug for en som hende, ligesom hun havde brug for en som ham. Han havde før hørt udtrykket match made in heaven, engang havde han troet det var Andrea og ham, men han var ikke længere sikker. Han havde hørt om Andreas nylige forlovelse, og det havde da gjort ondt, men han bebrejdede hende det heller ikke. De havde mistet deres børn, og det virkede ikke længere til, at de kunne nå tilbage til det engang havde. Han havde ikke talt med hende, men han var ved at komme videre. Muligvis med Caroline. Han stod midt i det store grottesystem, der i den seneste tid havde huset ham, omkring ham var der musestille, men han kendte grotterne nok til, at han vidste lige så snart han tog et skridt, ville det give et ekko. Logan gik hen og satte sig op af klippens ene væg. Han havde hørt rygter om det farlige der skulle være i grotterne, men han havde endnu ikke mødt en fare, så han ville blive der lidt endnu. Det var trods alt gratis, og han kunne sagtens overleve der. Det var ikke optimalt i længden, men kunne godt fungere for en stund. Han så frem for sig, og begyndte at tænke på hvad hans liv var blevet til. Han havde aldrig kendt til et liv uden kærlighed. Først havde der været Angela, så Jazmin og så en masse år, hvor han ikke var i stand til at elske eller noget som helst andet, så Andrea og nu måske Caroline. Måske var det bare på tide, at han brugte tid med sig selv og ikke nogen andre. Han tog en dyb indånding, og strakte sin ben så han sad behageligt.

Efter folk begyndte at snakke mere til hende. Så var Hayley taget på vingerne. Hun havde fløjet dag og nat til at det begyndte at regne, og derved var hun tvunget til at lande. Hun havde søgt ly ved en grotte. Dog efter lidt tid, så det ikke ligefrem ud til at regnen ville stoppe igen. Heldigvis var hun ikke i vådt tøj, hun nåede at komme i ly. Hurtigt trak hun de smukke hvide vinger til sig, og beklædte hendes arme med den jakke hun havde haft i hånden hele turen. Klædt i et par sorte shorts og en rød top som sad tæt ind til hendes hud, gik hun stille dybere ind i grotten. Opmærksom var hun nu også. Da hun hørte et ekko af en dyb indånding stoppede hun kort op. Selvfølgelig kunne hun løbe ud i regnen, det ville være mere sikkert. Men hendes stædighed gjorde, at hun ligeså godt kunne være her som alle andre. Stille forsatte hun med at gå. Hendes skridt var meget forsigtige, men ikke forsigtige nok til ikke at give et lille ekko. Pludselig væltede hun over noget, som var et sæt ben. hun landede ned på siden, men nåede at sætte fra med sine hænder inden hun havde slået hovedet. Hun løftede blikket op og mødte den kønne unge herres ansigt. Dog var Hayleys ansigt ikke ligefrem glad. "Siden hvornår er det blevet moderne, at spænde ben for folk?" Spurgte hun lettere irriteret og rejste sig op. Hendes stemme var blød, med en tydelig mere australsk accent, modsat hvis man tog Andrea som ikke havde nogen.
Hayley rullede kort med øjnene inden hun så sig omkring igen. "Hvad laver du overhovedet her?" Spurgte hun så, og hævede let på et bryn i samme øjeblik som hun valgte at kigge på ham igen.

Logan hørte godt skridtene der gav ekko i grotten, men tænkte ikke nærmere over det. Alle andre havde lige så meget ret til at være der, som ham selv. Så han reagerede ikke på det, før nogen væltede over hans ben. Da blev han opmærksom på kvinden ved hans side. Ved første øjekast tænkte han Andrea, men da hun åbnede munden, blev han klar over det ikke var hende. Han kunne både høre det på accenten, men også på den attitude der lå bag hendes ord. Andrea kunne godt blive irriteret, men ikke over så lidt, og slet ikke når de ikke havde set hinanden længde. Han rejste sig op og så på hende med antydningen af et smil. ”Jeg prøver ikke at gøre vane af det.” Logan blev sjældent påvirket af andres følelser, det var der ingen grund til. Det betød blot, at han konstant ville blive i dårligt humør, hvilket han ikke så nogen grund til. Han ignorerede hendes spørgsmål omkring hvad han lavede der, fordi han ikke var sikker på, hvad han skulle svare. ”Jeg bliver nød til at fortælle dig noget, som du sikkert har hørt før. Du ligner dronningen af Sunfury på en prik.” Han håbede på hun kunne give ham nogle svar, men satte ikke forventningerne højt. Der var en chance for, hun ikke kendte til Andrea. Han var i hvert fald overbevidst om, at Andrea ville have fortalt ham det, hvis hun havde en tvilling. Logan var ikke sikker på hvordan denne kvinde ville reagere på det han sagde, men ville tage det som det kom. Han kunne ikke på forhånd regne hendes reaktion ud. Det var umuligt, men mange prøvede alligevel. Logan lod en hånd glide ned over hans hvide t-shirt, så den sad bedre.

Hayley så antydningen af et smil, og det gjorde at hun vidste, han ikke ligefrem havde tænkt sig at angribe hende. Hayley nikkede så til ham og derefter lyttede hun til det næste han sagde. Jo den havde hun skam hørt før. "Jo, og jeg troede ærligtalt, at når jeg kom til en grotte langtvæk fra ihvertfald Doomsville så ville jeg slippe for at blive forvekslet, men det slipper jeg tydeligvis ikke for." Brokkede hun sig let og lagde armene overkors, imens hun lod vægten hvile let på den ene hofte. Det var ikke fordi, at Hayley var kold eller kynisk... bare selvisk og virkelig bar en vis attitude.
"Sidst jeg blev forveklset af nogle var det en eks forlovet. Som tryllede mig om at tage ham tilbage, skønt jeg aldrig havde set ham før, men ja." hun trak let på skulderen og satte sig så på en større sten der belejeligt var placeret der til at hvile på. "Jeg skulle overveje at opsøge min dobbeltgænger." Det var hvad hun kaldte det... en dobbeltgænger. Hayley tøvede let men rakte så hånden frem. "Navnet er Aria Sinclair." Selvfølgelig brugte hun navnet Aria. Det var hendes fødenavn... navnet Hayley havde hun blot taget til sig, til irriterende situationer. Hun brugte det næsten aldrig, men reagerede stadigvæk på det.

Logan forsøgte, ligesom hende, at komme væk fra Andrea. Det var ikke kun Andrea han stak af fra, men hun var en stor del af det. Han havde bare ikke lyst til at se hende og hendes forlovede, eller bare høre om det. Han nikkede til hvad hun sagde, da hun udmærket forstod det. ”Ja, du er ikke den eneste der forsøger at komme væk fra hende.” Han havde intet imod Andrea, tvært imod, men at se hende lykkelig sammen med en anden, gjorde ondt på ham. Det var derfor han holdte sig væk, så han kunne slippe for at se hende, indtil han var helt ovre hende. Hvornår det ville ske, var han endnu ikke sikker på. ”Men bare rolig, der sker ingen forveksling her.” Så længe enten Andrea, eller denne pige, åbnede munden, ville han vide hvem han stod overfor. Deres udseende var næsten identisk, hvis det ikke var det. Han kunne umuligt se forskel på dem. ”Hvis du altså taler.” Han satte sig ned, ved siden af den sten hun satte sig på, og så på hende da hun præsenterede sig selv. ”Logan Andrews.” Det var underligt for ham, at stå overfor en kvinde der mindede om Andrea, på så mange måder. Det hjalp ham ikke ligefrem til at komme over hende, men han var også for høflig til at gå, eller bede hende om at gå. Hun havde jo aldrig gjort ham noget. ”Men hvad laver du egentlig her?”

Hun var egentlig ligeglad. Eller ikke ligeglad, men hun orkede ikke at snakke. Da han sagde det med hendes stemme blev hun dog opmærksom. Hun nikkede da hun havde fået hans navn. Det var vidst lidt nemmere sådan. "Søgte ly for regnen... jeg kommer til at fortryde det her.. men hvis vi begge skal overleve herinde.. bliver jeg nød til det." Hun lukkede kort øjnene og skiftede form. Bar det samme tøj, bare en helt anden attitude. Denne gang smilede Hayley mere. Så mere positiv ud og glad. "Jeg er den anden side af mig. Den venlige kan man vel sige." Smilede hun og kørte en hånd igennem håret. Øjnene var mere klare og skinnende.
Jeg kommer sådan til at fortryde det.. Brokkede Hayley sig allerede til Aria, som blot fandt det befriende endelig at være lidt fri igen.

Sorry lorte svar.. //

Logan stod et øjeblik og så på hende. Ligheden mellem hende og Andrea var nærmest identisk. Men siden Andrea var fortid for ham, var der ingen grund til at frygte at forveksle dem. Den eneste han i realiteten frygtede at møde var Andrea selv. Han så på hende med et rynket bryn da hun sagde, der var noget hun blev nød til at gøre. For øjnene af hende skiftede hun form og så nu markant anderledes ud, dog med nogle ligheder fra før. "Jeg foretrækker denne form." Ikke fordi han ikke syntes om hvordan Andrea og Aria så ud, men hun mindede for meget om Andrea, og det var stadig et åbent sår. "Den venlige? Jeg synes da du var venlig nok før." Logan trak læberne op i et svagt smil.

Aria smilede til Logan. "Hayley kan være lidt af en pain in the ass at tale med så." Svarede hun og lagde hovedet smilende på skrå. "Jeg er Aria... og gud, hvor er det rart at ånde selv igen!" Udbrød hun nærmest til sidst og lukkede øjnene for at tage en dyb indånding.
Yep jeg fortryder det... mumlede Hayley af Aria. dog havde Aria ikke i sinde at lade Hayley tage kontrollen - ikke lige nu i hvert fald.
"Så... Logan.. hvad går du og laver til hverdag? Hvorfor fortrækker du denne form i stedet for Hayleys?" spurgte hun an anelse nysgerrigt imens hun så spørgende på ham.

Logan kunne ikke undgå at smile over hendes kommentar. Han kendte ikke Hayley godt nok, til at bedømme om det var sandt. Indtil videre havde han dog ikke tænkt det. Logan kunne umuligt forstille sig hvordan det måtte føltes, der var mere eller mindre to personer i hende, når den ene var fremme, hvad skete der så med den anden? Det var faktisk lidt fascinerende, men han havde ikke tænkt sig at spørge mere ind til det. Ikke før han kendte hende bedre og kunne tillade sig det. "Gemmer mig mest, svarede han på det første spørgsmål med et lille smil, til det anden spørgsmål, blev hans ansigt en smule mere alvorligt. "Hun minder mig om en, jeg ikke har lyst til at blive mindet om." Han sank en klump og vendte blikket imod jorden. For at undgå at snakke mere om Andrea, besluttede han sig alligevel for at spørge ind til hende. "Så hvordan fungerer det. Formskiftningen?" Han virkede oprigtigt interesseret, fordi han ganske enkelt var det.

Hun nikkede, og forstod godt. At han nok ikke ønskede, at hun skulle spørge mere ind til det. Så hun lod hver. Så nysgerrig var hun alligevel ikke. Aria lagde hovedet til den anden side, da han spurgte om det var formskiftning. Hun trak lidt på skulderen. "Det kan vel på en måde sige det er. Og på den anden side ikke. Vi to forskellige personer der deles om en krop. Vi har to forskellige liv, og alligevel kun et. Det kompliceret." Svarede hun og trak let på skulderen. "Men hey... selvom nogle får dig til at gemme dig, fordi du ikke vil se dem... bare husk på - at de ikke er det hver så. Du burde være stolt over hvem du er, de kendetegner dig jo ikke. Og hvis du gemmer dig, så glemmer folk dig. Og det ville være en skam. Du virker som en flink person, der ikke burde gemme sig i mørket." Smilede hun oprigtig til ham. Aria var nu en meget venlig person - til tider. Lige nu, så havde hun ikke nogen grund til ikke at være venlig.