Old friend of the family, or new trouble? - Blair

Den kolde natte luft, har lagt ned over byens gader, som en tiger mor ligger ved sine unger, men det var ikke kun kulden, som domineret på denne aften, da trykket stemning, kunne få selv den modigste til at kigge sig en ekstra gang over skuldren. og solens sidste stråler var stadig lagt som et tæppe over himlen, og varmede næsten alles hjerte at se op på den gul, røde, orange himmel der så fint og roligt trak sig væk, og man vidste at der ikke ville vare længe før månens lys snart var det eneste som himlen havde at byde på, indtil man igen kunne vågne i sin dejlige varme og blive kærtegnet af den frydefulde morgen sol. men indtil da handlede det om at sige forvel til de milde lys sol kom med, for nu var det snart mørkest tur til at sætte sig fast i vores alles fælles himmel, og derved male os alle i en fælles stemning, som kun det upolret og unikke måne lys kan.
En mild vind kunne mærkes kørende gennem sit hår, og den pirrende forfriskende fornemmelse der både rev og kyssede hårbunden på sin givende og irriterende måde, som kunne føles når man i en stille stund tog sig tid til at føle naturens lydløse visken. Mange syntes dette var en ubehagelig fornemmelse, og mange ville gå så langt at sige de følte sig som et lille nøgen barn der var helt alene i verden, mens de ubehjælpsomt måtte lade sig kærtegne af vindens naturlige charme. men andre så det som en fornøjelse at kunne føle sig levende, og blive pirret af elementerne på sådan en måde. Disse væsner var typisk de frisindet og glade af slagsen. dem der kunne se nydelse i verdens gaver. og i denne tid hvor der ingen krig var, eller ingen sygdom udover det normale var på spil, så var der mange af disse tromodige væsner, der kunne tillade sig at nyde dem selv, verden omkring dem, og deres kære. men hvad med dem som ikke kunne. dem der måtte se langt i tiden, dem der intet følte de kunne give til verden, dem som isetdefor at være glade for der ingen krig var, frygtede for der kom en. dem der ikke kunne søge tryghed i de små lykker i livet, dem der var for bange for en mulig fremtid, til at kunne leve i nuet. heldigvis var der ikke mange af dem. men hvad gjore man med den slags væsner? de svage sindet. brugte man sit eget gode humør og tid på at gøre dem mindre negative, eller lod man dem være med tanken om at alle vælger deres eget liv, og alle har modstand, og hvis der er nogen der lader sig knække, skal man ikke lade sig tage med i faldet?. det var stadig et stort etisk dilemma i mange. hvor vidt går jeg for andre? og hvilken slags folk vil jeg går længst for? og hvorfor.
Det var så langsomt begynde at falde med regn fra himlen, men ikke noget slemt, man kunne knap nok mærke det på nøgen hud, men man kunne godt se at der så ud til at komme mere i løbet af natten.

Inden i den store kirke var havde en hensynløs gruppe af væsner samlet sig. de havde ingen sans for nogen andre visioner end deres egne, og verden omkring dem var ikke rigtig hvis deres overhoved sagde andet. om gruppen var god eller ond havde skiftet som generationerne var passede forbi. de havde for mange år været i samfundet skygge, holdt sig i væk fra verdens politik og andre anliggender, og så smådt var den engang store magtfulde organisation blevet forvandlet til en myte kendt af få. deres etik og visioner var gået i glemme bogen, og det tomme ingenting havde taget dens legende i sit kolde favn og histoierne visnet som blomsterne om vinteren. man kunne se skygger og glimt af vagter ud af øje kroven, der bevæget sig med skyggerne som var de et med natten. man skulle have et godt øje for at se den kvinde som stod i kirke åbningen. hun havde en hel sort dragt på med en gylden drage på brystet, dog var den ikke hel dylden og derfor kunne man godt skjule den i mørket. hun havde et svær i den ene hånd, og et øjebind i det anden. hun havde langt rødt hår der gik ned til hendes liv.

Blair sad som altid i sin lejelighed. Hun vågede sig sjældent ud om aftenen medmindre hun havde noget vigtigt at gøre, så som at 'handle' ind. Blair havde besluttet sig for at få gjort lidt rent i lejeligheden, der var stadig svage pletter af blod på det nøgne trægulvet. Blairs lejelighed fik snart endnu en ting ville bedække hendes gulv. Hun hørte lyden af noget let der ramte gulvet. Blair så over mod døren og så en konvolut. Blair modtog ellers aldrig breve. Blair gik over mod døren og tog brevet op, hun læste det igennem flere gange og overvejede længe hvem det kunne være. Blair droppede dog at gøre så meget som et forsøg på at gætte hvem det kunne være. Blair rodede rengørings tingene væk og fandt en frakke frem, der gik ned til hendes knæ. Meget anderledes end hendes sædvanlige påklædning, men der var bare noget over situationen der gjorde hende utryg, så hun ville dække sig mere til. Blair stak brevet i lommen og gik ud af døren. På vej ned mod den kirke der var omtalt i brevet nød Blair den meget smukke, og farverige solnedgang. Hun var sjældent ude på et tidspunkt som det, enten efter solnedgangen, eller før.

Blair tog en dyb indånding da hun stod foran kirken. Hun kunne ikke se nogle udenfor, så hun gik ud fra den hun skulle mødes med var indenfor. Blair åbnede forsigtigt døren indtil kirken og listede sig ind af den, hun så sig omkring, der stod en gruppe mennesker, som måske eller måske ikke var væsner, Blair tøvede lidt med at nærme sig dem, hendes klikkende hæle afslørede hendes tilstedeværelse.

Da Blair kom ind i kirken ville hun kunne se en stor stol der havde et lag sort slike der dækket hele dens overfalde. den havde to store armlæn hvor der for enden af ver armlæn var en lille gylden drage figur lavet af massivt guld. den ene af dragerne havde åben mund, og så ud til at lave nogen flammer ud af munden mens den havde hovedet oppe i vejret, og man kunne se noget rød robin være formet som flammerne der kom ud af munden. den anden drage lå stille og roligt som var verden i perfekt harmoni. der sad en mand i stolen, han havde langt hvidt hår der gik ham ned til skuldrene, det var meget elegant og fint hængende ned af hans hoved. han havde et sort hånd syet jakkesæt på, med en rød fin skjorte indenunder, og et sort slips lavet af silke. hans sko var ny pusset jakkesæts sko i håndlavet læder. han sad med et hvile løst ansigt udtryk som var han død, og hans øjne var farvet som raw fra en strand, og der var ingen sorte probiller i øjnene. han sad med arm på ver af arm lænende, og lavet en venlig gestus til med hånden til Blair om at komme tættere på. i samme øjeblik kom den tidligere omtalte kvinde frem af mørket, og lagde sig ned på alle fire, og gjorde sig så hun lignet en skammel Blair kunne sidde på. manden i den store stol havde stadig hånden frem som en venlig gestus mod kvinden på alle fire, som et tegn på Blair var mere en velkommen til at sidde ned. Der kom to store væsner frem bagfra stolen manden sad i. de var tydeligvis dæmoner, for man kunne se de store vinger på deres rygge. de var ivertfald over 1.90 høj ver, og de havde en fuld plade rustning af stål på, så man ikke kunne se noget fra deres kroppe udover deres vinger som der var lavet huller til på ryggen. de havde ellers nogen store hjelme på, og lagde bare armne over kors i bedste vagt still. hvis Blair vendte sig om, ville hun kunne se de fem ninja ligende skabninger der dækket døren bag hende, som hun ikke kunne se om var mennesker eller væsner pågrund af deres sorte dragte som dækkede hele kroppen udover deres øjne, som ellers så helt normal menneskelige ud.
Manden i stolen tog armen ned på armlænet igen, og sagde "Frøken Jessica, sådan en ære at møde dem igen"

Blair så sig fortsat omkring, der stod en stol, hvori der sad en mand med hvidt hår. Blair undersøgte figurene nærmere, de var flotte, rigtig flotte. Blair lagde derefter mærke til nogle væsner med vinger, det var tydeligt at se det ikke var mennesker, de havde jo vinger. Blair trådte flere skridt nærmere, så hun kunne få et bedre overblik over hvad der skete. Hun vendte sig rundt for at se hvad der var bag hende, nogle væsner klædt i sort fra top til tå stod ved udgangen. Blair sank en klump da hun gik længere hen mod dem. Hun satte sig på skamlen, der åbenbart var til hende. Blair så på ham med et undrende blik. Hvor kendte han hende fra? Hvorfor kendte hun ikke ham? Hvem var han?

"Tak. Hvis jeg vidste hvem du var, ville jeg måske have sagt i lige måde. Eller det tror jeg da."

Blair vidste ikke hvad hun skulle tænke op ham der sad foran hende, det var skræmmende at han kendte til hende, når hun ikke kendte til ham.

Manden så ikke ud til at have lyst til at smile selvom han sagde det var en ære, og selvom Blair så ud til at være venlig stillet, han så bare med et åndeligt ansigts udtryk på hende og virket ikke til at have så mange følelser, hvis han overhoved havde nogen der var værd at tale om. han tog en arm ud til siden i en langsom stilfuld bevægelse, og åbnede hånden og fik et vin glass lagt i hånden af en tjener der nu også kom frem fra mørket, han havde fattigt tøj på, og så ud som en fra gaden, dog havde han en lille drage af guld i en halskæde om halsen. han gik mod Blair med en pakke med vin glass på, og satte et glass på ´skamlens´ hoved, dog var kvinden med det lange røde hår god til at ligge stille og glasset faldt heldigvis ikke på gulvet. i glasset var der en blå væske som smagte som æble juice der bare var blå, hvis Blair valgte og drikke af det. manden tog en lille tår af væsken, og lod så glasset hvile i mellem pege og lange fingerne i den udstrakte arm over armlænet. han var en ret smuk mand. Manden rettede blikket stift mod Blair og sagde "jeg selv kaldes Valentine frøken Jessica. Jeg kendte deres mor, og mødte dem på deres tredje dag her i livet, så regnede heller ikke med de huskede mig" han holdt en pause, og sagde så "De sidder på en kvinde af en helt bestemt grund.. ved de hvorfor frøken Jessica?"

Blair vidste ikke hvad der var med ham, han så helt følelsesløs, Blair havde aldrig mødt nogen der så så kold ud. Blair så undrende på manden der kom med et glas med en blå væske, hun duftede til den, det duftede af æblejuice. Blair tog en slurk af den og smagte på den. Den var god. Hun lyttede til ham da han præsenterede sig selv, det gav mere mening at de var i en kirke efter han havde fortalt hans relation til hende. Men det var selvfølgelig ikke sikkert han var lige så kristen som dem. Blair hævede et øjenbryn da han fortalte at hun sad på en kvinde af en speciel grund. Hvordan i al verden skulle hun vide det?

"Nej. Det ved jeg ikke."

Blair kunne godt komme med en mere spydig kommentar, men hun valgte at lade den mystiske stemning ligge i luften.

Manden løftede ikke en eneste muskel i ansigtet af hendes svar, han forsatte bare med at kigge sinds roligt på hende. han lod sekunder flyve forbi i et lille stykke tid før han så begyndte at snakke igen "Ærgeligt. symbolik sans er tydeligvis arveligt" han holdt en pause hvor han drak en lille tår af sit glass igen, og lagde armen tilbage igen, før han så forsatte "Som der står i Johannes' Åbenbaring, ´manden med det tveæggede svær ved hvor du bor´" han holdt en lille pause hvor han stadig uden føleser i ansigtet knuste glasset med den ene hånd, og væsken røg ned på gulvet, og glass skårende faldt udover hele gulvet. og sagde med samme rolige venlige stemme som før "Hvad er magt frøken Jessica?.. kvinden de sidder på red på heste ryg i tre dage og nætter for at bringe dig og din mor i sikkerhed fra den ødelandskab hun havde fundet sin vej hentil, og nu bruger de den samme kvinde som bogstavligt talt reddet dit liv, som en skammel.. det er magt frøken Jessica."

Blair var meget overvældet over hele situationen. Det virkede så langt ude, så surrealistisk. Blair lyttede til hans ord, og tog igen en slurk af den blå drik. Hun var helt vild med æblejuice, samtidig var det noget hun sjældent fik. Blair kunne ud fra hans udtalelse, bedømme han var kristen. Det var ikke underligt. Hans spørgsmål forvirrede hende. Hvordan skulle hun nogensinde vide hvad magt var? Hun var blandt de laveste i hierarkiet, eller det gik hun ud fra. Hans ord lød chokerende for Blair, og gentog sig om og om igen i hendes øre. Blair rejste sig hurtigt.

"Undskyld. Og tak."

Sagde hun til kvinden, hun ville aldrig være så magtsyg. Sådan var hun ikke.

Manden lagde armene overkors over Blairs reaktion, og så en blanding mellem stolt og trist på Blair, men følelserne kom så hurtigt som de kom, og han lagde armene tilbage på armlænende, og nikkede en enkelt gang mod kvinden, der så sprang op på benene, og satte sig kort ned på den ene knæ, og viste sin respekt til Blair med et bøjet hoved, og rejste sig så helt, og gik et par skidt tilbage, og kiggede lige ud i luften som en trænet jæger soldat, dog kunne man se et lille sødt naturligt smil på hendes læber, og et glimt i øjet der virket til at være glad og tilfreds. Manden tog en stok frem, den var på størrelse fra gulvet og op til Blairs hofte cirka. han åbnet igen munden, mens han peget mod pigen "Hun mistede sine forældre som ganske lille, og bliv solgt som slave i alderen af tre år. siden hun var den alder har hun været her.. hos mig. hun har aldrig kendt sit eget navn, og har aldrig spurgt. hun er en god loyal pige.. du undre dig måske over hvorfor hun er af betydning for hvorfor du er her?. med bare rolig, men det gode hoved du burde have på dit hoved, og guds medvilje, vil du nok kunne regne det ud som aften tager form. nu spørger jeg igen.. hvad er magt frøken Jessica?"

Blair så skiftevis på kvinden og manden, en enkelt håndbevægelse fra hans side af, og hun vidste hvad det betød. Ligesom med dyr. Blair så over på manden da pigen var gået. Blair syntes hans udtalelser var meget underlige, og svære at tyde, men hun ville gøre sit bedste.

"Jeg har ikke guds medvilje. Jeg gik imod ham."

Blair blev nød til at tænke over det spørgsmål. Hvad var magt? Hun havde aldrig haft magt, så hvordan kunne hun vide det?

"Det er svært at svare på, jeg har aldrig været så magtfuld som dig, f.eks."

Manden hørte Blairs svar, og lod hende tale helt færdig, før han så forsatte hvor hun slap "Magt er en illusion, skabt af symboler, misforståelser og respekt. Ingen af disse væsner i dette lokale kan jeg stoppe i at gå hvis de begyndte alle at gå ud af døren bag dig. magt er bygget på andres velvilje, for i sandhed kan en mand stoppe milioner ved deres tro på han har kontrol, men hvad er kontrol? højt sandsynligt er alle de milioner bange for den ene mands mange tilhængere, og derved kan den ene mand få to mennesker til at ´våge´ over hinanden ved bare frygten om at de selv er den eneste der er mod den ene mand. men hvad ville den ene mand gøre hvis budskabet bliv sendt rundt hos de mange milioner, at ingen rent faktisk ville arbjede for ham? den ene mand med ´magt´ ville miste illusionen om han har kontrol. Magt er så skrøbeligt. idag kan en kvinde stå med dig i sit favn og sætte sit liv på spil for dig, og den næste gang kan hun være din skammel. magt.. er blot så meget værd som andre tillader dig"
Manden nikkede mod kvinden igen, og hun gik hurtigt hen som en loyal hundevalp, og satte sig på knæ ved siden af stolen, og manden kørte hånden gennem hendes lange røde smukke hår. og forsatte "er du enig?"

Blair vidste ikke hvad hun skulle sige. Han havde vel ret på et eller andet punkt, man kunne ikke tvinge folk til at have respekt for en, og det førte vel til magt på en eller anden måde. Men Blair syntes alligevel det var forkert, hvis man gjorde sådan mod andre mennesker, eller væsner, syntes Blair man brugte sin magt. Misbruge var måske ikke det rigtige ord, for det så ikke ud til han gjorde det. Han så ud til at behandle dem ordentligt, så der var vel ikke noget galt i det. Blair så til hvordan han med en bevægelse, der for andre kan være en venlig gestus, få folk til at komme hen til ham. Det virkede bare underligt for Blair. Hun kendte ikke til den slags magt.

"Ja."

Blair ville ikke til at fortælle hendes meninger om magt, for i bund og grund var det han lige havde fortalt været det hun mente.

Manden forsatte bare med at nusse hårbunden i det rødehår, mens han ikke gav kvinden et blik, men bare holdt skarp øje med Blair og hendes reaktioner. han havde stadig ingen følelser i ansigtet at se, og det var svært at tro han havde nogen sådan rigtigt, men på samme tid var hans kærlige blide berøringer af kvinden som han han bekymret sig for sine folk, eller ivertfald tænkte på dem, men så igen, det kunne jo sagtane være en facade, så nemt som det ikke kunne være det.

"hvorfor siger du gud ikke længere giver dig sin gunst? husk hvad Jetro sagde til moses på aften hvor han kom med tziporah, ´Herren bedømmer ej fra lov og magt, men fra sjæl og agt´"

Manden fjernet hånden fra kvindens hovedbund, og i det samme gik hun fra hans side som en maskine der vidste hvornår den skulle slukkes, også stilet hun sig pænt op lidt ved siden af Blair, og var stadig tavs.

Manden gav hende stadig ikke et eneste blik, men var som låst fast på Blair.

Blair så skiftevis på kvinden og manden. Hun undrede sig meget over, hvorfor han absolut ingen følelser viste, det måtte da være svært. Det ville Blair i hvert fald synes. Hun lyttede til hans ord, og gumlede på ordene for at finde de rigtige, og hvordan hun skulle få dem frem.

"Jeg har givet op på gud. Jeg tror ikke på ham, så hvorfor skulle han våge over mig?"

Blair havde ikke troet på gud i lang tid, hun havde bare ikke turde sige det til hendes forældre før hun blev 15, og sagde fra over for alle. Hun fandt sig ikke i mere.

Da kvinden rejste sig, så Blair over på hende, hun forstod ikke hvorfor hun ikke gik. Men okay, hvis hun ikke havde andre steder at tage hen, så måtte det være det bedste sted.

Manden så ikke overrakset ud over Blairs svar, han lagde bare sin ene hånd afslappet i skødet, og så undersøgende på hende, og smilede ikke, hverken glad eller utilfreds, og sagde som var han sjæle tom.

"Gud er missundelig på dig Jessica, og derfor vil hans begær efter den unikke gave du besidder, holde dig i hans øje og beskyttelse"

Den ene af de store dæmoner bag manden tog et kristent kors frem, og tog med den ene store metal handske fast om toppen af korset, og med den anden fast i bunden, og knækkede det ellers solide jern kors, hvorefter manden i stolen rakte elegant armen ud, og fik det øverste stykke af korset i hånden.

Manden i stolen smed det foran Blair, og sagde igen "Gud er missundelig på dig Jessica, og derfor vil hans begær efter den unikke gave du besidder, holde dig i hans øje og beskyttelse" han holdt en pause, og forsatte "thi gud er bange for snart er tiden kommet til et skift i magt, for kaos vil komme som en storm over verden, og en vil rejse sig af asken som gud.. men for det kan ske, skal en anden falde til forglemmelsen, og din mors gud frygter nok sin egen undergang"

Blair forstod intet af hvad han sagde, hvilken gave? En ny gud? Det gav bare ingen mening for Blair. Hun var blot et menneske, hun kunne umuligt have en gave. Gaver hørte til væsner, ikke mennesker. Blair så først over på kvinden, måske ville hun svare hende. Blair vendte dog hurtigt blikket mod manden i stolen.

"Hvilken gave?"

Blair så undrende på korset der blev placeret i hans hånd, som så kort efter landede foran hendes fødder. Hun samlede det op og så på det. Han var virkelig forvirrende.

"Min mors gud? En ny gud? Hvad betyder alt det her?"

Kvinden gav intet svar, og kigget slet ikke på Blair, hun var trofast overfor manden i stolen, og kigget lige ud i luften indtil nogen af hans signaler sagde andet.

Manden ventede til Blair havde stillet hendes spørgsmål, også bagefter begyndte han at snakke om noget andet end hendes spørgsmål til at starte med.

"Korset er et symbol. symboler er hvad der skaber vores sociale omgang med andre. vi ser dem ver dag. måden mennesker går på, måden de snakker. vi former og udvikler vores forståelse af andre udfra de alt hvad de gør, men hvad bestemmer om det de gør er sejt eller ej i vores øjne? hvad er den afgørende magt? svaret er ´alle de symboler vi bliver vist og lært igennem vores liv´ alle har ret til at nægte et symbols kontrol. korset er jo bare en lille klump jern. men symbolet står stærkere end det højeste bjerg. og sådan et symbol kan ikke ændres eller ødelægges så nemt som den klump jern du står med i hånden."

Manden holdt en lille pause, og forsatte "Din gave er et symbol Jessica, alle mennesker har det i sig, det er som en sten selv ikke gud kan flytte. din gave er sårbarhed Jessica, vert eneste af dine åndedræt er smukkere end noget en gud nogensinde vil kunne se, for vert eneste af dine sekunder kunne være dit sidste, ver eneste af din romancer er vidunderlige, for det kunne være den eneste ene. ingen gud kan have sådan en luksus, en gud dør ikke tilfældigt, ingen af en guds handlinger er tilfældigvis den sidste. en gud er forevigt dømt til ikke at være sårbar.. og derfor vil et øjeblik som gud være så ligegyldigt og tomt som det næste, og ingen af deres uendelige kræfter kan redde dem fra sandheden.. det er ikke årende i dit liv, men livet i dine år, som giver værdi"

Blair kunne godt forstå hvad han ment,e, men det var stadigt bare meget mystisk. Blair så ned på korset. Kunne den ting virkelig betyde så meget? For Blair betød den ikke noget, det var bare jern. Hvis det brændte op, ville Blair være kold. Blair så igen over på kvinden, hun sagde ingenting. Men hun havde en betydning for Blair, hun havde hjulpet hende når ingen andre gjorde, og så havde hun brugt hende som skammel. Blair fik kvalme over hendes tidligere handling. Hun var meget spændt på at høre hvad hendes gave var. Men hun blev skuffet. Sårbarhed. Hvad kunne Blair bruge sårbarhed til? Det var en negativ ting, hun lod folk komme for tæt på for at blive såret. Hvad var der godt ved det? Blair så bare på ham, uden at sige noget.

Manden lagde det ene ben over det andet, og kunne godt forstå hende undring over ham og hans ord, han var jo ikke ligefrem psykologi for begyndere. han så Blair endnu en gang så over på den rød håret kvinde, og sagde

"Hun er slave, hendes liv er et objekt for andres vilje og fornøjelse. hun har ingen der holder af hende, og ej heller fortjener hun nogen der gør det, hun er jo blot en slave... det er nogens holdning til hende, andres er det er handlingerne i livet der former hvad man fortjener, og ikke hvad andre kalder en. den kvinde var villig til at gå mod sin herres vilje for din skyld, hun var villig til at blive straffet tre lange dage.. for bare at være sympatisk. hun kravlede gennem mudder, og kæmpede for sin ret til at hjælpe..dig. og ikke mindre end 2 minutter siden, sad du på hendes ryg som var blot et dyr. og rejste dig kun fordi du hørte hvad hun havde gjort for dig. havde det gjort en forskel hvis det var en anden baby hun havde hjulpet? havde du så stadig siddet på hende? tænk på at hvis jeg ikke havde sagt noget, ville du sidde på hende endnu. du var ligeglad hvem hun var, eller hvad hun havde gjort. du ville ikke engang spørge om du måtte stå op... men så igen.. hun er jo tros alt kun en slave ikke?"

Blair så over på kvinden mens han talte. Hun vidste ikke hvorfor hun havde gjort det, det var dumt af hende, og hun fortrød det. Men han havde rart, hvordan skulle hun lige argumentere imod det han sagde. Hun så ned i jorden, i håb om det kunne hjælpe hende. Hvis gud var der, ville gud hjælpe hende. Blair så op på ham igen.

"Alle fortjener folk der holder af en, hun er ikke et objekt. Hun er et menneske, hun ved at hvis hun ikke gør som du siger, vil hun blive straffet. Hun har følelser. Det jeg gjorde var forkert."

Blair rettede blikket mod kvinden.

"Undskyld."

Kvinden skulle lige til at åbne munden, men bid sig selv i underlæben da mandens blik for første gang rigtigt bliv lagt på hende siden samtalen begyndte, hans kolde øjne bliv nu krævende og lumske, han så ikke ud til at ville blive sagt imod, eller have hun talte overhoved.

Manden drejet hoved tilbage til Blair, denne gang så øde som før i ansigtet. "Som sagt er magt en illution. hvis hun virkeligt ville tale, kunne jeg ikke stoppe hende, men jeg er hendes herre, og det er et symbol hun ikke kan modsige. hvordan skulle hun det? hun har aldrig været andet end slave, og hendes liv er hvad end min stemme vælger at udforme af ord. jeg kan være en rar herre. eller alt andet end godhjertet. det er jo dem som vis liv jeg holder i min hænder der kan vurdere om det er et stramt eller let greb. din holdning betyder noget for mig Jessica , jeg kendte din mor godt, og min hånd er derfor blid mod dig, men hvad tror du om hende ved din side. hvordan tror du jeg behandler hende?"

Blair så over på kvinden, hun turde ikke engang snakke. Blair blev rasende ved det syn, selvom hun var slave, skulle hun have lov til at tale. Blair trådte et skridt frem og så på ham med et strengt blik.

"Vil du virkelig vide min holdning? Hvis du behandler hende ordentligt burde hun også have lov til at tale. Alle burde have lov til at tale. Jeg er ligeglad med om du kendte min mor godt, jeg er ligeglad med min mor. Men jeg er ikke ligeglad med hende, hun er uskyldig. Hun har ikke gjort noget ondt, så hun fortjener ikke det hun får. Hun fortjener mere."

Blair ville ønske hun kunne hjælpe hende, men hun kunne ikke tilbyde hende noget bedre, hun kunne give hende en stemme tilbage, men hun havde ikke et ordentligt sted at bo.

"Jeg ved ikke hvordan du behandler hende, men hun burde lige meget hvad, have lov til at tale. Slave eller ej."

Manden fik et lille glimt i øjet, som havde han håbet på at se Blair sådan. han skiftede ben, og lagde det højre ben på venstre isetdefor venstre.

"ja. din mor er ikke vigtig for dig. men hvad siger du til en handel. jeg giver dig et sted at bo, en fast indkomst, og den dejlige slave ved din side. hvis du blot vil gøre en lille ting for mig."

han holdt en lille pause, og tog en kniv frem fra ryggen. den var lang og savtakket. den havde en drage malet på siden.

"det var den godhjertet måde."

Manden kastede kniven langsomt mod kvinden, og kun greb den som det en fjer i slowmotion. og hun tog den til hendes egen hals, og fjernet sit hår fra halsen, så kniven var mod hendes nøgne hud.

"Den mindre godhjertet er at din mors latterlige gud vil se fra himlen en uskyldig kvindes blod løbe ned af dette forbandet hårde krikegulv. hvis du fejler eller siger nej. men nej. det er vel ikke nok. du skal have mere.. motivation. hvad med pigen dør, du vil blive jagtet ned som den skøde hund du er, og slagtet som det dyr dig og resten af menneskeligheden er? du undre dig måske hvorfor hun står med en kniv klar til at slukke sit eget livs lys, for at adlyde en mand hun hader. jeg har hendes søn. og et eneste ord fra mig, og han vil følge efter hende ind i det tomme intethed. jeg vil dog være godhjertet.. du vil få penge, din helt egen slave, og et nydeligt lille hus. men HVIS du fejler i din opgave, vil jeg sværge at du vil dø skrigende og hulkende, og kvinden ved din side vil hoppe friviligt ind i døden for hendes søn.. hvad siger du? vil du passe for en halskæde for mig? eller siger du allerede nej?" manden smilte nu helt ondt

Blair så undrende på ham da han ville have hende til at gøre noget for ham, de ting han ville give hende var svære ikke at tage imod. Men hun kunne ikke gøre det, hun kunne ikke se den kvinde der har gjort så meget for Blair, dræbe sig selv. Blair så på kvinden der stod med kniven for hendes hals. Blair så over på manden igen.

"Så det er mig eller hende? Jeg kæmper for retfærdigheden, det her er ikke retfærdigt. Hvis jeg skal give retfærdighed til et andet menneske med min død er jeg villig til det. Du kan dræbe mig hvis du vil. Bare hun går fri."

Blair vendte igen blikket mod kvinden. Hun skulle ikke gøre det, hun kunne redde dem begge to. Det vidste hun.