Why do you talk to me? //Nicolas//

S: Kroen det vilde svin - Doomsville
O: halv tom kro
T: Aftenen
V: Køligt
P: En sort lun kappe, et par sorte bukser og en lilla løst siddende trøje

Det var køligt udenfor og alligevel skete der ikke det store ude på gaden. Folk sad vidst der hjemme i deres stuer og hyggede sig med sine familier. Det gjorde Luce dog ikke hun havde valgt og gå sig en tur udenfor for, at slappe af efter en hård træningsdag hjemme ved Sakref. Denne dag havde trænet hendes evne så hun kunne blive bedre til og styre den så den ikke pludselig gik amok, men det var alligevel stadig svært for hende. De havde så valgt og lade være med og træne hende i kamp da hun var blevet gravid, men kom alligevel tit på de missioner der var meget farlige for hendes mave, men hun havde også fået besked på, at hun blev skåret ned i missioner som tiden gik og jo tættere på hun kom på tiden hun skulle føde. Hun var gået ind i kroen og håbede lidt på, at der var nogle spændende mennesker eller andre racer der, men kroen var næsten tom. Hun gik op til disken og bestilte sig en cola.

Nicolas havde stadig ikke fundet hvor han boede, så han gik bare rundt fra sted til sted og overnattede hvor han kunne. Han vidste der måtte være et sted han boede, men han vidste der var et eller andet sted. Han havde betalt for et værelse på kroen. Nicolas gik nedenunder og så en gravid kvinde stå oppe ved baren, han gik derhen og stiller sig ved siden af hende. "Et glas vand tak." Siger han til bartenderen, han havde ikke drukket lige så længe han kan huske, han havde aldrig været den store alkoholsdrikker. Han så over på kvinden, han kunne godt se der var et eller andet med hendes øjne, men han ville ikke spørge ind til det, selvom han havde tænkt sig at starte en samtale. "Hvor langt er du henne?" Det var et ret relevant spørgsmål, eftersom det nok var en af de første ting man lagde mærke til. Han smilede til hende og ventede på en respons.

Hun stod stille og drak af sin cola og håbede lidt på, at der snart ville ske et eller andet spændende så der ikke var så dødt inde i kroen. Det var meget underligt for hende, at der var så stille denne dag end det plejede. Hun hørte nogen komme ned af en trappe hun kiggede hen imod lyden af skridt og kiggede underligt på auraen som kom hen imod hende. Da auraen kom tættere på hende var der en lugt der slog hende hårdt i næseborerne. Nicolas! Hvad lavede han her? Hvorfor kan han hen til hende? Hun rykkede sig lidt væk fra ham da hun kunne høre hans stemme og fik bekræftet, at det var ham. Hun kiggede på hans aura da han snakkede til hende "Hvad rager det dig Nicolas? Vil du vide hvornår jeg føder dette barn så du kan ødelægge mit liv allerede meget mere end du allerede har gjort?" hendes stemme var kold og kontant. Hun havde overhovedet ikke lyst til og fortælle ham, at hun var ca halvvejs i sin graviditet. Hun mærkede en skjult vrede komme frem i hendes indre, men hun havde lagt sin kolde facade frem så hendes vrede var skjult.

Nicolas stod bare og så på hende da hun trak sig væk fra hende. Han så undrende på hende over hendes ord. Han havde aldrig mødt hende, så hvordan skulle han kunne ødelægge hendes liv? "Jeg prøvede bare og føre en samtale. Jeg ved ikke hvem du er." Han så væk fra hende og tog en tår af det vand der blev placeret foran sig. Han ville ønske han vidste hvorfor alle troede de kendte ham, han kendte ikke ret mange udover dem der boede tæt på hans familie og så hans familie. Alle andre han havde mødt der påstod de kendte ham, var fremmede for Nicolas. Han vidste endnu ikke han var vampyr, så det undrede ham da han pludselig kunne høre nogle lyde langt væk fra. Han så ud og over på den anden side af gaden var der en der hostede. En lyd han havde hørt som var det i denne kro. Pludselig var der to hjerterytmer. Den ene var lidt hurtigere end den anden. De bankede oveni hinanden. Han så over på kvinden og så ned på hendes gravide mave. Kunne han virkelig høre barnets og hendes hjerterytme? Det gav ingen mening. Han så væk fra hende igen.

Hun undrede sig over hans sætning. Prøvede han virkelig og få hende til og tro på, at han ikke kendte hende?! Det ville ikke lykkes ham! Hun troede virkelig ikke et ord på det han sagde til hende "Nicolas hold op med og spil skuespil! Du ved udemærket godt hvem det er jeg er!" hun kunne fornemme, at han kiggede på hende. Hun kiggede på hans aura. Der var noget underligt ved hans aura. Den virkede til og være forvirret. Hun trak vejret dybt nogle gange og prøvede og slappe af "Jeg er Luce Trieetrence. Jeg er en dragonlycan og du er en vampyr hvis det er du har glemt det" der var lidt håndlighed i det sidste af hendes sætning der omhandlede om ham. Hun vidste ikke helt hvad det er hun skulle snakke med Nicolas om efter alt dette "Er du sikker på du ikke kan huske noget som helst Nicolas?" der var undren i hendes stemme og en lille snært af nysgerrighed.

Nicolas rynkede brynene på en undrende måde da hun sagde han ikke skulle spille skuespil. Han anede ikke hvad hun snakkede om. Da hun fortalte om sig selv nikkede han bare, først da hun sagde han var vampyr blev han benægtende. "Jeg er ikke vampyr. Jeg er et menneske." Han forstod ikke hvad hun talte om. Hvordan skulle man kunne glemme man var vampyr, det gav jo absolut ingen menneske. Hans var godt nok vampyr, men det var han ikke selv. Han så væk og sukkede. "Jeg kan godt huske noget." Han holdt en lille pause før han så over på hende igen. "Jeg kan huske jeg har.. Eller havde en lillesøster. Jeg kan huske min far er vampyr, jeg kan huske at mine forældre altid syntes bedre om mig end min søster. Jeg kan huske hun stak af." Der var selvfølgelig mere end det, men han udpegede bare højdepunkterne i hans liv. De ting der havde betydet mest i hans liv.

Hun lyttede roligt til det han fortalte hende. Det gav overhovedet ikke nogen mening det han kom med. Nok var Luce ikke den der kendte Nicolas helt så godt som mange andre, men hun kendte ham godt nok til, at hun kunne sige, at dette ikke var den Nicolas hun kendte. Hun rystede lidt på hovedet "Nicolas du er en vampyr!" hendes stemme var bestemt. Hun spekulerede dog lidt over, hvordan hun kunne til sin fordel bruge ham i hendes planer. Hun klappede Nicolas roligt på skuldrene "Jeg kan vise dig nogle af dine minder som ligger i din underbevidsthed, hvis det er, at du er interesseret i og finde noget mere ud af dig selv" hendes stemme var rolig og venlig.

//Sorry Kreasvigt//

Nicolas troede ikke på hende. Hvis han var vampyr ville han kunne huske det. Han stod bare og kiggede på hende og undrende sig over hvorfor hun ville hjælpe ham. I starten havde hun ikke virket særlig glad for ham, men så igen, han var jo ikke specielt skeptisk. Han var venlig og høflig. "Lidt hjælp ville ikke skade." Han var ret godtroende som menneske, så det var han også nu. Hele hans personlighed var som den var da han var menneske, alle de personlige oplevelser han havde haft som vampyr der havde været med til at danne hans personlighed var væk, så han var ikke sig selv længere. Han var et tidligere ham.
//Samme her.//

Hun stod stille og ventede på om han ville have hendes hjælp eller ej. For hun kunne ikke se nogen grund til, at blive her og snakke med ham, hvis han ikke ønskede hendes hjælp. Hun nikkede stille og smilte "Godt så" hun kiggede hen mod en aura af en af tjenestepigerne og gik hen til hende. Hun snakkede om, at låne et værelse og de begge nikkede tilfredsstillende. Hun gik hen til Nicolas igen og kiggede på hans aura "Vi er nød til og låne et værelse her for, at jeg kan hjælpe dig med og huske din fortid. Så kom med mig" hun begyndte og gå hen imod trapperne og gik op af den til førstesal hvor hun så prøvede og huske hvordan det var tjenestepigen havde sagt hvor værelset lå 4 dør på venste hånd havde hun sagt til Luce. Luce gik hen til væggen i hendes venstre side og lagde en hånd på væggen, hvor i mens hun gik så ville hendes hånd køre hen af væggen så hun kunne tælle hvor mange døre hun kom forbi.

Nicolas fulgte hende med blikket da hun gik hen for at låne et værelse. Han var stadig en smule skeptisk over for hende, men han var stadig meget godtroende så han gik bare med hende uden at tænke videre over det. Da de kom op til værelserne gik han langsomt fordi han fulgte med i hendes tempo, han var imponeret over hvor meget hun kunne uden syn, hun var tydeligvis en fighter og det kunne man ikke andet end at beundre. Da hun fandt frem til værelset gik han ind foran hende og åbnede døren. Han tog forsigtigt fat i hendes hånd og gjorde an til at føre den ind til væggen så hun kunne føle sig videre derfra. Hun ville stadig kunne nå at trække den til sig, hvis hun ikke brød sig om det. "Døren er åben." Han vidste ikke helt hvordan han skulle håndtere hendes manglende syn, han ville gerne være hjælpsom uden at virke uforskammet. Han ville ikke virke provokerende.

Der gik lidt tid hvor hun bare gik langsomt hen af døren og talte dørene hun kom forbi indvendigt. Hun vidste ikke om Nicolas var ved og dø af grin af hende, men hun var sådanset også ligeglad for det vigtige var, at hun kunne klare sig selv selvom hun havde et synshandicap. Nok var der nogle ting der var svære end andre, men det betød ikke, at hun ikke ville kunne klare sig selv. Hun stoppede ved dørkarmen til den fjerde dør. Døren de skulle ind ad. Hun ledte til og starte med efter dørhåndtaget, men kunne overhovedet ikke finde det. Hun kunne rent faktisk ikke en gang finde døren. Hun mærkede så Nicolas' kolde hånd på hendes som førte hendes hånd hen til væggen. Havde han åbnet døren? "Nåh ok så var det derfor jeg ikke kunne mærke nogen dør eller dørhåndtag" der var en lille latter i hendes stemme. Hun gik stille ind ad døren og slap væggen og gik lidt indenfor så Nicolas også kunne komme ind inden hun stoppede op for og prøve og danne sig et billede af rummet hun var indeni.

Nicolas kunne aldrig drømme om at grine af en med et handikap. Ligemeget hvilket handikap det var, det var respektløst og han var ikke respektløs. Selv ikke hvis han fik alle minderne tilbage ville han ikke gøre det. Han gik ind i rummet efter hende, han smilede let over hendes kommentar, det var sejt at hun klarede sig selv så godt, Nicolas respekterede og beundrede hende meget, men han var ikke lige en der sagde sådan noget. Han gik hen og satte sig ned og så lidt på hende før han fik sagt noget. "Så hvad kan du fortælle mig?" Han var forberedt på noget negativt, fordi hun først virkede ret vred på ham.