Never again - Nicolas

P: uniform.
S: gyderne i Terrorville
O: skygger, og hvad der nu ellers er.
V: vindstille og køligt



Nemesis havde den seneste uges tid vandret rundt, bange for at tage tilbage til kroværelset - hvis nu Nicolas havde været der for at tale med hende. Hun vidste, at hvad hun havde sagt havde såret ham, og hun vidste derved ikke hvad i alverden hun skulle gøre ved det.
Stille og roligt havde hun været på jagt efter et overskueligt bytte - sulten var blevet overvældende. Hun var svagelig nu, ingen styrke tilbage efter hendes mangel på blod. Normalt fik hun omkring to deciliter om dagen - altså næsten halvanden liter på en uge. Hun havde intet fået i over en uge, og det var begyndt at sætte sine tydelige spor.
Stille havde hun gemt sig i skyggerne, og ventede bare på at noget ungt kom forbi. Og ganske rigtigt, noget ungt kom forbi - en ung mand og en lille pige. Den unge mand havde et fast greb om pigens arm, mens den lille pige nærmest skreg på hjælp. Det var tydeligt hvad den unge mand var ude på, da han allerede nu var igang med at binde sine bukser op. Nemesis - hvis navn i denne situation passede forbløffende godt - trådte frem fra skyggerne, og så direkte på den unge mand - en mand hun desværre genkendte som en gammel bekendt, en mand der engang havde voldtaget hende også.. Hun var sulten, og hans opførsel havde provokeret hende. I en hurtig bevægelse havde hun vredet hans arm om på hans ryg - og tilnærmelsesvis vredet den af led. Han skreg højlydt af smerte, og pigen af rædsel da hun så Nemesis' hygtænder og sølvagtige øjne.
''Løb.'' sagde hun kort til den lille pige, som satte i direkte panisk løb ud af gyden som de befandt sig i.
Den unge mand var allerede ved at besvime af smerte, da han så direkte på hende i panik.
''Jeg troede du havde droppet det her efter sidste gang jeg ristede din røv over ilden!'' hvæsede hun lavt, kynisk. Han panikkede så meget da han så hendes tænder - og resultatet udeblev ikke. Hans bukser var allerede gennemblødte, da hun bed ned i hans hals og holdte ham godt fast mens hun tømte ham. Hver en dråbe var kærkommen i hendes svælg, og hurtigt havde hun fuldendt hendes lille festmåltid.
Liget faldt til jorden, og hun trak den pelsbeklædte hætte op igen - i skyggen af den kunne kun ses de flydende sølvøjne.

Nicolas havde ikke opsøgt Nemesis, hun havde allerede såret ham en gang, og han så ingen grund til, at give hende chancen for det igen. Han kom gående i gyderne, da en lille pige kom løbende lige så hurtigt, hendes små ben kunne bære hende. Han kunne næsten regne ud, der skete noget ikke langt derfra, som den lille pige havde været involveret i. Han forsætte ned af gyden, selvom en del af ham vidste han burde sørge for, hun var okay. Den følelse var hans niece skyld i. Han fik et smil på læberne, ved bare tankerne om lille Elena. Han forsatte og fik hurtigt øje på de sølvfarvede øjne i mørket. Han var ikke et øjeblik i tvivl, om hvem de tilhørte. Det fik ham også til at vende ryggen og gå den anden vej. Han havde på ingen måde, lyst til at tale med Nemesis i øjeblikket. Han havde nok at se til, uden at skulle forholde sig mere til Nemesis, men han tvivlede på han kunne slippe uden om det, hvis han allerede havde set ham. Han kunne godt løbe, men en del af ham ønskede vel, at snakke med hende. En lille del. Hun betød stadig meget for ham, sådan noget forsvandt ikke bare lige. Han stoppede op og sukkede dybt. Han var ubeslutsom. Han vidste ikke hvad han ville. En del af ham, ville gerne tale med hende og prøve at gøre det hele bedre, men en del af ham ville bare have fred, et liv uden drama. Men han skabte altid selv drama, han sørgede altid for han stod midt i det. Han kunne ikke holde sig fra det. Nicolas stillede sig op af muren og sukkede dybt.

//Det blev ikke så godt, undskyld.

Nemesis havde i flere sekunder stået og bare set på Nicolas på afstand. Han havde vendt sig om og var begyndt at gå så snart han havde set hende. Og det sårede hende. På mere end én måde. Stille indse hun, at hendes ord måtte have såret ham mere end hun først havde troet. Hun begyndte at gå hen mod ham, med tøvende skridt. Hun var altid så usikker omkring Nicolas.
Hun stoppede foran ham, og så direkte på ham.
''Hvis du vil have at jeg skal gå videre, så sig det nu...'' sagde hun, og så lidt ned. Hun vidste at han ikke ville tale med hende - for hun havde gjort det klart at hun ikke ønskede det mellem dem som han gjorde - havde hun ikke? Hvad ønskede hun selv? Hun ønskede sig det liv hun altid havde ønsket. Hende og den hun elskede, hendes børn. Hendes familie.
Men hun kunne godt vinke drømmen farvel. Som vampyr, var det liv ikke hendes lod. Hun så derfor lidt ned og bed sig i læben. Afventende på hans beslutning.

Nicolas så ned i jorden, og det forsatte også da hun kom hen til ham. Hendes ord overraskede ham ikke. Først sagde han slet ikke noget. Han var ikke selv sikker på, hvad han gerne ville. ”Bliv,” sagde han kort. Han så ikke på hende, da han frygtede det bare ville få ham til, at falde i igen. Han tvivlede på hans styrke når det kom til hende. Hun kunne trykke på nogle knapper, selv hvis det ikke var hendes mening. Nu kunne han ikke gøre andet, end at lytte på hvad hun havde at sige. Han havde svært ved at forstille sig, hvad hun ville sige. Han kunne nærmest ikke have misforstået hendes ord. Han havde tænkt på alle tænkelige måder man kunne forstå det på, og ingen af dem var positive. Han så endelig op på hende og fortrød det øjeblikkeligt. Det var meget sværere at være vred på hende, når han så direkte på hende. Men nu kunne han ikke fjerne blikket fra hende igen. Han tog en dyb indånding og forstillede sig, hvordan samtalen kunne udfolde sig. Der var mange muligheder, hvilken en han helst foretrak var han ikke sikker på.

Hun lod kort deres øjne mødes da han bad hende blive, og straks fortrød hun. Hans øjne var klare, hans hud lys, og hendes knæ blev med det samme bløde. Hun bed sig igen i læben - en frygtelig dårlig vane - inden hun så direkte på ham igen.
''Jeg var en klovn..'' indrømmede hun. ''jeg ønsker ikke at du skal glemme mig, aldrig. Jeg ønsker ikke at du skal få minderne tilbage - og jeg ønsker ikke at du forsvinder ud af mit liv!'' indrømmede hun - og da hun først var kommet igang med at tale følte hun sig som et vandfald - hun var nødt til at blive ved;
''Jeg var bange. Bange for at du måske ville få dine minder igen, og indse at du slet ikke ville have mig! Og så ville alt hvad jeg havde sagt den aften være... Det ville være så åbenlyst en kærlighedserklæring, at jeg ikke ville kunne lade det ligge..'' hun stivnede - sagde hun virkelig det!? Hun turde nu ikke se på ham, så direkte ned i jorden, hvor hendes hætte dækkede for hendes ansig, så han ikke så hvordan hun panisk bed i læben og spændt i kinderne for at holde sin mund fra at plapre mere.

Nicolas stod bare og lyttede. Hun var blevet såret meget, og det virkede til, at det gjorde, hun ikke troede nogen kunne holde af hende. Det var i hvert fald det indtryk han havde. Han lod hende tale færdig, før han tog et skridt hen imod hende. "Jeg vil ikke glemme dig," han holdte en pause før han forsatte. "Du skal ikke skubbe mig væk." Han så hende dybt i øjnene. "Du ved jeg holder af dig, det har jeg altid gjort. Det var bare aldrig kærlighed. Men jeg vidste hele tiden du var noget særligt. Tanken har strejfet mig før. For længe siden. Den første gang jeg mødte dig, fandt jeg dig mystisk. Jeg ville vide hvorfor du ville være vampyr, men en del af mig ønskede at være ligeglad. Men det var jeg ikke. Det var derfor jeg blev ved dig under forvandlingen. Havde jeg været ligeglad, havde jeg efterladt dig. Selvom jeg aldrig viste det, følte jeg det. Nu hvor jeg viser det, skubber du mog væk." Hans stoppede hans talestrøm og så et øjeblik væk fra hende. "Jeg vil være lige præcis det du ønsker, ven, Skaber, elsker. Lige hvad du vil have. Jeg vil bare være i dit liv." Han sendte hende et fotsigtigt smil.

Bare det, at han lod hende vælge gjorde hende en smule utilpas. Vidste han ikke selv, hvad han ønskede? Hvad han ville have?
Tanken om, at valget var hendes var.. Ubehagelig.
''Jeg har aldrig været i tvivl om, at du har fundet mig mystisk. Men det er ikke det der er problemet, Nicolas. Problemet er, at jeg er bange for at hvad der er mellem os nu, ikke vil være der hvis du får dine minder tilbage... At du måske indser at du lige præcis aldrig har følt kærlighed for mig.'' sagde hun stille.
''jeg ønsker ikke at skubbe dig væk - for jeg vil være tæt på dig, altid. Men jeg er ikke sikker på, at vi kan være det som... Som...'' hun så lidt ned, og bed sig i læben igen - gade vide om han overhovedet forstod hendes grunde?
Hun var ikke blot glad for Nicolas, hun tændte på ham. Og hendes krop skreg konstant efter hans berøringer - hvilke hun frygtede. Sidste gang hun havde følt sådan, var med Sean og det skræmte hende lidt, da hun havde lovet sig selv aldrig at nærme sig sådanne følelser igen.

Nicolas forstod hende godt. Og han ville ikke tvinge hende til noget som helst. Men han havde svært ved, at hun skubbede ham væk på den måde. ”Jeg kan ikke love dig noget. Jeg ville ønske jeg kunne fortælle dig, at jeg aldrig ville give slip på dig igen, men jeg ved ikke hvordan jeg før. Jeg kan ikke love, at han ikke vil efterlade dig. Men hvis han vil huske det her, hvis han vil føle hvad jeg føler nu, så vil han ikke.” Han kunne ikke give hende mere end det. Han forstod udmærket, hvis det ikke var nok for hende. ”Jeg forstår godt du passer på dig selv. Det skal du også. Men..” Han vidste ikke hvad han skulle sige. Men hvad? Han kunne ikke give hende nogen garanti. Hans minder kunne vende tilbage i morgen, om en uge eller om en måned. Der var ingen der vidste hvornår, og der var ingen der vidste hvad det førte til. ”Du kan ikke stole på jeg kan være væk i morgen.” Han tog en dyb indånding og gik tættere på ham. ”Du bør skubbe mig væk. Nej, jeg burde bare forsvinde af mig selv..” Han havde nu indset, hvad han burde gøre. Hvad der var bedst for hende. ”Jeg kan ikke være egoistisk med dig.” Han lagde blidt en hånd på hendes hår og kyssede hende i et dybt kys. Det var måske et af deres mest intime kys endnu, hvis man spurgte ham. Men han havde brug for at få det ud af sit system, så han kunne gå derfra og ikke vende tilbage.

Hvert et ord han sagde flød sammen til en massiv grød da hans læber ramte hendes. Hun kunne ikke selv styre sig, da han kyssede hende - og det resulterede i at hun lagde armene om halsen på ham og trykkede sig ind til ham. Hele hendes krop snurrede af adrenalin mens hun blot gav slip og lod hendes krop gøre hvad den ville.
Hun ønskede lige nu, at han var egoistisk. At han ikke lod hende gå, at han ikke efterlod hende.
Men turde hun det?
*Du må ikke forlade mig...* hendes evne overtog og om han hørte det i sine tanker eller ej, vidste hun ikke. Men hun mente det. Han måtte ikke gå, ikke nu. Hun havde brug for ham - om det så bare var indtil han måske fik minderne igen - hun kunne ikke undvære ham.

Nicolas lod kysset forsætte, og forsætte, og forsætte. Han kunne ikke give slip på hende nu. Han skulle aldrig have kysset hende, det havde kompliceret alting. Men han havde nydt der hver gang de havde kysset, hver gang de havde været tæt på hinanden, rørt ved hinanden. Han fortrød intet. Men hvis han ikke gik nu, ville det gør mere ondt på hende, hvis han ikke følte det samme når han fik sine følelser tilbage. Han hørte hendes stemme, men hun kunne umuligt tale lige nu. Han tænkte ikke for meget det, men stoppede i stedet kysset. ”Jeg gør det for dig,” hviskede han mens han stadig stod tæt op af hende. Han havde ikke lyst til at efterlade hende. Slet ikke. Men han mente det, når han sagde, at han gjorde det for hende. Han havde ikke lyst til at gøre det hele værre for hende. Han lod hans hånd hvile på hendes kind, mens han langsomt gik væk fra hende, indtil hans hånd ikke længere rørte hendes kind. Det gjorde fysisk ondt at gå væk fra hende, men han gjorde det for hendes eget bedste. Hvor ondt det så end gjorde. Han ville ikke såre hende endnu mere. Han havde allerede gjort noget der kunne såre hende, så det ville være bedre han bare forsvandt ud af hendes liv for alvor. ”Farvel,” hviskede han efter et par skridt bag ud. Han vidste hun kunne høre ham på trods af han hviskede. Han drejede rundt og begyndte at gå væk fra hende. Aldrig havde han gjort noget, der havde gjort så ondt på ham.

Hun lod kysset blive ved og ved, indtil han stoppede. Hvad fanden talte han om? Gjorde han det for hende!? Hvad fanden var det for noget vås!?
Hun bed sammen, da hun så ham trække sig væk. Vampyrer kunne ikke græde - ikke med tårer. Hun stod der bare, som frosset. Det var præcis hvad hun var - frossen. Hun kunne mærke kulden sprede sig i hende, fra brystkassen og ud i fingerspidserne. Hun hørte hans farvel, og i det sekundt han vendte ryggen til hende - trådte hun ind i skyggen igen. Hun hev svagt efter vejret, som noget der kunne minde om en der hulkede - men hun skjulte sig for omverdenen. Hun greb fat i tagkanten på bygningen vis skygge hun stod i, og svang sig op på taget hvorefter hun begyndte at gå på tagryggen, på vej mod kroen. Hun havde brug for at være alene nu - inden hun brød helt sammen. Han havde forladt hende - den eneste ting han havde lovetaldrig at gøre. Dette knuste hendes hjerte langt mere end alt andet.

Nicolas så det ikke som at forlade hende, men som at sørge for, hun ikke blev endnu mere såret end hun var nu. Han forsatte, og opdagede så en skygge løbe hen over tagene. Han vidste han havde såret hende, og det var bestemt ikke let for ham, men han var stadig overbevidst om, det var bedst for hende. Han så efter hende, indtil hun ikke længere var til at se. Nicolas forsatte, selvom han ikke vidste hvor han skulle gå hen. At overnatte ved Nemesis, var ikke en mulighed længere. Han måtte sove på en bænk eller på jorden. Heldigvis frøs han ikke. Han håbede bare, at Nemesis en dag ville tilgive ham.

//Out.

//out