Well, maybe we should have a little talk, Nicolas?

T: omkring midnat
S: kirkegården
V: Måneskin, ikke en eneste sky, helt klart.
O: hvad der nu end er på en kirkegård?
P: http://fc06.deviantart.net/fs71/i/2012/306/7/b/daenerys_targaryen_by_ayanna_cosplay-d5jqmu5.jpg

Hun stod og stirrede på gravstedet.
Det var ikke fordi hun ville være der, men det var efterhånden en tradition. Hvert år, på denne dag... Minderne væltede frem, inden hun bed sammen.
''Rend mig..'' sukkede hun. Hun så op mod månen, overbevist om at hun egentlig burde ligge tre meter under jorden, ligesom resten af dem der var der.
Gravstedet havde et stor gargoyle med inskriptionen 'Storyteller' indgraveret på fødderne.
Hun slog armene om sig selv.
Der lå en hr, en fru og en søn. Derudover, lå Nemesis Sephthys Storyteller der. Eller, hendes gravsten gjorde.

Hendes koncentration blev brudt, af en gren der knækkede over lidt fra hende. Hun drejede hovedet hurtigt, men behersket, og stirrede mod lyden. Gad vide hvem der ellers havde vovet sig ud på kirkegården nu?..

Nicolas ville finde ud af hvad der foregik. Alle virkede til at huske ham, men han kunne ikke huske dem. Han havde derfor besluttet sig for, at gå på kirkegården. Han regnede med at han kunne finde hans forældres og Angelas gravsten. Det ville måske hjælpe ham til at finde ud af hvad der foregik. Han så på en kvinde der stod lidt fra ham, han hørte hvad hun sagde, hvilket var noget underligt noget og sige på en kirkegård, mente han. Han blev bare stående et øjeblik og så på hende, men så gik han lidt væk, han ville helst ikke have flere der sagde de kendte ham. Nicolas var anderledes som menneske og som vampyr, og lige nu var han som et menneske. Han havde stadig alle de færdigheder som vampyr, men han kendte bare ikke til de færdigheder, ligesom han ikke kendte til alle de relationer han havde skabt sig gennem tiderne. Han går lidt videre, men kvinden har alligevel fanget hans opmærksomhed, så han håber lidt hun vil tage kontakt til ham. Han kunne ikke give slip på tanken om at hun måske kendte ham, at alle omkring ham måske kendte ham. Hvordan kunne han kende forskel på hvem der kendte ham og hvem der ikke gjorde.

''Nicolas?'' hun hævede et øjenbryn.
Sidst hun havde set ham havde ikke været under behagelige forhold, og denne gang skulle vel ikke være anderledes?
''Hvad laver du herude?'' hun så på ham med et løftet øjenbryn, og gik langsomt hen mod ham.
Hun havde ikke noget imod at være respektløs, når han nu ikke havde bedt hende om noget endnu.


//kort kreasvigt..//

Nicolas hørte hende sige hans navn, han havde absolut intet imod at møde andre, men fordi han ikke kunne kende hende blev det bare tit akavet. Han vendte sig om med et dybt suk. "Jeg ved du kender mig, men jeg kender ikke dig. Eller det tror jeg ikke. Jeg kan ikke huske dig. Undskyld." Man kunne godt mærke på ham han faktisk var ked af det, han ville gerne kunne huske alle dem han havde mødt, men noget sagde den som de kunne huske, ikke var den han var. "Jeg prøver bare og finde ud af hvad der sker. Undskyld mig." Han sender et let smil i hendes retning før han går videre igennem kirkegården, hvis bare han kunne finde et velkendt navn ville det hjælpe ham. Meget.

"Så du kan ikke huske mig?" Hun så på ham undret.
Hun smilede roligt. "Jamen, det er da okay. Så kan vi da begynde forfra." Hun smilede, oprigtigt åben for at virke venlig.
"Mit navn er Daenerys." Smilede hun, og rakte ham hånden, med et lille smil.
"Det gør ikke så meget hvis du ikke ka huske mig. Jeg er bare en du mødte engang. Vi har ikke snakket så meget sammen før, såeh.." Hun smilede og trak på skuldrene

Nicolas sukkede da hun så undrende på ham, det var ikke først gang det var sket de sidste par dage. "Det er ikke kun dig. Det er også alle andre. Jeg ved bare ikke hvem de er." Han var tydeligvis anderledes end han var før, da hun mødte ham de andre gange. Han ville ikke have noget imod at starte forfra. "Og du ved jo hvem jeg er." Han tog hendes hånd og rystede den blidt. Han slap den så igen og gengældte hendes smil, han var utrolig venlig og høflig hvilket ikke var normalt for hende. "Men det kan vel ændre sig." Han smilede til hende.

''bare det at du smiler er en stor forbedring.'' sagde hun med et varmt smil.
Hun rettede på kappen, og de metalsmykke der holdte kjolen sammen på brystet var kort til syne. Tre dragehoveder over en kniv. Hun fik hurtigt dækket den med kappen. Forsat, med et smil, så hun på ham.
''Så, du husker intet? Eller, er det bare personerne der mangler?'' hun så roligt på ham.
Det virkede som dengang med Sean, hvor han nærmest led under en bipolar personlighedsspaltning.
Hun nikkede hen mod en bænk, som efterhånden både så død og slidt ud.
''Skal vi ikke sætte os? Det virker så trivielt at stå op.'' smilede hun roligt

Nicolas undrede sig lidt over hvorfor han ikke skulle smile, det havde han altid gjort, eller det han kunne huske i hvert fald. "Det har jeg altid gjort. Det jeg kan huske i hvert fald." Han så på hende med et let smil igen. Han så ingen grund til hvorfor han ikke skulle smile. "Så vidt jeg ved har jeg ikke glemt noget. Så det må være både personer og hændelser." Han turde ikke vide sig sikker på det. Nicolas synes hun var meget flot, hun havde noget flot hvidt hår. Det var ikke hver dag man så sådan noget hårdt. "Lad os det." Han gik hen til bænken og satte sig ned, han ville gerne bruge noget tid på dem der kendte ham, det måtte hjælpe ham mere end noget andet.

Hun satte sig og smilede til ham.
''jeg ved jo ikke alverden om dig. Kun hvad der er sket mellem os to. Og det er heller ikke meget.'' sagde hun med et lille smil.
I en hurtig bevægelse rettede hun på sit hår, så det faldt ned blødt over hendes barm. Hun lod hætten glide ned og afslørede hendes ansigt, de nærmest violette øjne og de solbrændte kinder. Til trods for hendes race, var hun dum nok til at havde været ude i solen. Hun var endt forbrændt og tæt på døden, i Seans hjem.
Hun smilede roligt, nærmest kærligt.
Hun havde egentlig altid fundet ham attraktiv. Men grundet hans opførsel, havde hun aldrig set det som en mulighed.

Nicolas så på hende da hun talte og smilede svagt. "Kan du så fortælle om mig. Hvordan var jeg over for dig og hvad tænkte du om mig?" Han ville gerne vide hvordan andre tænkte om ham, altså før han glemte alting. Alt kunne hjælpe ham. Han så på hende da hun viste hendes ansigt rigtigt for alvor, hun var flot. Han fangede sig selv i at se på hende længere end man normalt gjorde, men han så så væk da han ikke ville virke for stirrende. Han foldede sine hænder og rømmede sig fordi han blev lidt utilpas. Han havde aldrig været god i selskab med flotte kvinder. Han endte dog med at se tilbage på hende igen. Han var ikke god til komplimenter, hverken at modtage eller give dem.

Hun så godt hvordan han faldt i staver over hende, men hun lagde ikke noget i det. Han var jo stadig Nicolas, bare sødere.
"Jeg er ikke sikker på at du egentlig vil høre det... Du var afstandstagende, distanceret. Første gang vi mødtes, du måtte havde hadet synet af mig. Det var noget forretning... Men du blev hos mig, da jeg fik det skidt, selvom du burde ære gået..." Sagde hun stille og så op på himlen.
"Siden da, sås vi ikke så tit... Jeg mødte dig tilfældigt en gang. Og vores samtale emne var den kur jeg arbejdede på. Du vidste selvfølgelig ikke at det var min opfindelse, du ville bare have fat i den. For at ødelægge den velsagtens." Sagde hun stille.
"Jeg var forelsket i dig, engang... Du var... Du var så mystisk, så farlig i forhold til hvad jeg kendte til. Men, jeg vidste jo at du ikke ville være sammen med mig. Det kunne jeg jo se i dit blik hver gang du så på mig." Hun sukkede.
"Det var sidste gang jeg så dig, før nu. Du har aldrig smilet til mig før. Faktisk, er dette nok den længste samtale vi nogensinde har haft.." Sagde hun inden hun så kort på ham, inden hun så lidt ned.
Hun kunne ikke lide at tale om den tid. Det var dengang Sean havde knust hendes hjerte, og svigtet hendes tillid,o g hun straffede ham nærmest ved at blive en vampyr. Det viste sig senere, at han jo var blevet glad for det.

Nicolas lagde den ene albue på bænkens ryg og lagde sig tilbage så han sad mere afslappet. Han så over på hende mens hun talte. "Så jeg var.. Eller er ikke helt hjerteløs." Han var ikke så vild med han bare havde brugt hende dengang, han forstod det ikke. Det gjorde næsten helt ondt på ham at han havde været sådan over for hende. Og det var sikkert ikke kun hende. "Så alt handlede om mig, i vores.. Ja man kan vel ikke engang kalde det et forhold." Hun havde haft ret i starten, han havde ikke lyst til at høre det. Han fik af vide hvem og hvordan han var, og det burde han vide. Den følelse var bare elendig, virkelig elendig. Han så ligeud og mærkede at han blev vred, ikke på hende men på sig selv, det var ikke en vrede han før havde følt. Han havde bare lyst til at slå et eller andet. Ødelægge noget. Men så stoppede hendes ord ham fra de tanker. Hun havde været forelsket i ham, han forstod det ikke. Han virkede ikke som en der fortjente kærlighed, men alligevel havde han haft en smuk kvindes forelskelse. "Jeg må ikke være særlig klog hvis jeg ikke har haft andet en forretninger på hjernen sammen med dig." Han drejede sig halvt om imod hende og så hende i øjnene på en måde han aldrig havde gjort. "Jeg beklager."

"Jeg ved ikke hvad du havde på hjernen... Jeg fortalte dig det jo aldrig. Det virkede alligevel ikke til at være noget der kunne lade sig gøre overhovedet. Så hellere sparer sig selv for ydmygelsen..." Sagde hun roligt, inden hun så hen på om.
"Du havde en del forretninger at tage dig af." Sagde hun med et lille smil.
Hun rettede på sit tøj, sad rank og strunk, som en adelig nærmest.
Hun var ikke reserveret i sin opførsel, men stadig... Hun skulle passe på med sine følelser. Hun var på en måde stadig forelsket i Sean, men vild med Elyas, og de gamle følelser for Nicolas... Nej, nu måtte hun stoppe.

Hun havde vækket en interesse i ham, en han ikke havde følt før. Han havde aldrig rigtig været forelsket, ikke hvad han kunne huske i hvert fald. Han lagde hovedet en smule til siden. "Men stadig, jeg burde have tænkt på dig og ikke andre." Han smilede til hende og trak lidt på skuldrene. "Måske, men det er ingen undskyldning." Han så over på hende og lagde hans arm op på ryglænet af bænken. "Jeg gjorde måske ikke noget ved det før. Men det kan jeg gøre nu." Han lænede sig hen imod hende klar på at kysse hende, hvis hun selv lagde op til det.

Hun trak sig en smule tilbage ved hans ord.
Det kunne godt være at han havde mistet hukommelsen, men det kunne hun da ikke bare benytte lejligheden til det.
Kunne hun...?
I et splitsekund tog fanden ved hende, og hun pressede blidt sine læber mod hans. Det var som om det slog gnistre, og hendes fingre og tæer sitrede. Det var længe siden hun havde haft det sådan.
Men billedet af Nicolas, når han engang ville få hukommelsen igen, og dumpe hende, gjorde ondt.
Hun tøvede, da hun stoppede kysset.
"Jeg..." Hun så undskyldende på ham. Det... Det var ikke ok. Hun var forelsket i en anden... Men... Hendes hoved var fyldt med tanker, og svagt begyndte hendes hovedpine at trykke.

Nicolas gengældte kysset og nød det. Der var noget imellem dem, noget som han kunne mærke havde været der længe, men som han åbenbart ikke havde lukket op for. Han trak sig lidt tilbage da hun stoppede kysset. "Du behøver ikke forklare. Det var forkert, jeg ved ikke om jeg en dag vågner op og husker alting, og så vil jeg fravælge dig, men måske vil jeg vælge dig. Det kan være jeg kan huske det her." Han ser kort væk fra hende, det sårede måske hans stolthed lidt mere end han ville indrømme, men han kunne godt forstå hende.

Hun så på ham, i en blanding af at smil og et fnis.
''Om du så valgte mig, ville der ikke blive for meget ud af det.'' sagde hun bare.
Hun kunne slet ikke forestille sig en fremtid med Nicolas. To vampyrer... Sammen... Nej, det ville aldrig blive til noget... Hun ville jo have en familie... Kunne hun det med ham?

Hun smilede til ham.
''Lad os se på det sådan her, vi kan nyde tiden hvor du ikke husker?'' smilede hun.
''Bare nyde, at du føler noget? Lyder det ikke godt?'' hun lagde en hånd på hans lår, uden selv egentlig at tænke over det.

Nicolas blev lidt forvirret, han kunne ikke helt følge hende. "Hvorfor ikke? Jeg troede du var forelsket i mig." Han tog en dyb indånding og så lidt væk. "Men jeg er jo ikke ham du blev forelsket i. Eller det tror jeg ikke." Hendes forslag var meget fristende, men han ville ikke såre hende, og det ville måske ske når fik sine følelser tilbage. "Jeg ved ikke helt.. Jeg vil ikke såre dig." Han smilede lidt da hun lagde hendes hånd på hans lår. "Er du sikker på du gerne vil det her?" Han synes allerede godt om hende, så tanken om at kunne komme til at såre hende var bestemt ikke rar.

''du ville ikke være den første hjertesorg jeg ville have haft.'' sagde hun med et lille smil.
Fanden tage Elyas. Hun ville alligevel aldrig kunne få ham, så hvorfor overhovedet forsøge?
Når han engang ville få sin hukommelse igen, ville han ikke engang kunne forbinde hende med hans tidligere minder, da han aldrig havde set hende som hun var nu. Han kendte Nephthys. Den forslåede shapeshifter der desperat prøvede at holde fast på hendes livs kærlighed ved at blive til en vampyr så de kunne leve evigt sammen.
Han kendte ikke Daenerys, hendes temperament og hendes måde at tackle ting på.
Men det var også lige meget.
''Vil du med ud og gå en tur? At sidde på en kirkegård er måske ikke det mest... respektable, når man ikke sørger.'' sagde hun med et lille smil på læben.
Hun havde lyst til at kysse ham igen, men vidste ikke om hun turde.

Nicolas forstod ikke helt hendes logik. Så bare fordi hun var blevet såret før måtte det gerne ske igen? "Men bare fordi du er blevet såret før betyder det ikke det skal ske igen, og slet ikke af mig." Han kunne ikke modsige at han var tiltrukket af hende, men det betød ikke så meget hvis han kunne såre hende havde han ikke lyst til at gøre det. Han rejste sig op og gik hen til hende. "Lad os." Han snoede sin arm ind i hendes så de gik som et gammelt ægtepar, sådan gjorde han som regel med kvinder som ikke var hans familie.

Hun smilede. Han var jo nærmest en gentleman.
''Jeg siger ikke at jeg ville accepterer det. Eller at jeg ville komme over det let. Men hvis man ikke lever livet, er man ikke i live.'' hun smilede lidt til ham.
''Der er sket mange ting, siden jeg sidst så dig... Ting, som du nok ikke kan sætte dig ind i nu, overhovedet.'' Både gode og dårlige.
Der var jo dengang hun blev gravid... Hvordan hun havde kæmpet for at beholde sin søn, for at overtale Sean... Men det gik ikke...
Så var der dengang med Duncan, hvor hans mænd kom og krævede hendes frihed.
Dengang hvor hun stak af til søs, og overlevede på gammelt blod, tappet for flere dage siden. Hvordan hun kommet hjem til Sean, hvor hun nu 'boede' indtil hun kom på ret køl. Hvilket hun nok aldrig gjorde.
''lad os bare sige, at jeg har en evighed til at dumme mig i.'' hun så ham kort i øjnene. Denne Nicolas, han var så... Så perfekt. Og alligevel, så langt fra. Uden hans hukommelse... Det var som om hun udnyttede at han intet huskede.

Nicolas vidste ikke hvad han skulle gøre. På den ene side kunne han gøre hende glad for en stund, men så muligvis droppe hende hvis han fik hans hukommelse tilbage, på den anden side kunne han lade hende være og så aldrig vide hvad der ville ske. Han følte han stod ved en landevej, nu skulle han vælge højre eller venstre sidevej. "Hvis du ikke kommer til at hade mig." Måske ville han slet ikke kunne huske hvad der skete mellem dem hvis han fik hans hukommelse tilbage, men hvis han gjorde og kunne huske det, ville han helt sikkert ikke have hun skulle hade ham eller at han skulle have såret hende.

''der er intet at hade.'' sagde hun med et lille smil.
Hun bed sig lidt i læben.
''Selv hvis jeg begyndte at hade dig, ville jeg aldrig kunne gøre noget for at vise det.'' hun så lidt ned, tøvende.
Gjorde han kun det her, fordi han fik at vide at hun havde haft følelser for ham?...
HUskede han hvad han var? Hvis ikke, måtte han blive meget urolig over den tørst han snart måtte føle.
Hun havde ikke jaget i et par timer, og allerede nu kunne hun mærke hendes hals blive ru.
''Måske burde jeg tage hjem, inden Sean bliver bekymret.'' sagde hun roligt. Sean ville ikke bryde sig om at hun blev længe ude, uden at sige hvor og hvorfor. Og med hvem.

Nicolas havde måske udnyttet at hun fortalte om hendes følelser for ham, men han havde aldrig rigtig haft et forhold, eller måske havde han? Ligemeget hvad ville han gerne prøve det, han ville gerne føle hvordan det var at have kærlighed fra en kvinde. Han blev lidt utilpas da hun nævnte Sean. Ikke fordi han kendte Sean, men han blev måske lidt jaloux. Han ville gerne have hun blev ved ham, men han ville ikke holde hende der. Han havde så småt fået den idé at han var vampyr, men han troede stadig ikke rigtig på det. "Hvis det er du har lyst til." Han håbede hun ville blive.

Hun smilede drillende,
''nåå, der er vidst en der ikke kan lide konkurrence, hva'?'' hun begyndte at sveje i hofterne, drille ham lidt.
Sean var en ven, en god ven. Men mere blev det aldrig til.
Hun smilede, og lagde armene om hans hals, så hendes underarme hvilede på hans skuldre.
''Vi kunne også bare finde et kroværelse, og gemme os der?'' grinte hun drillende, fristende.
Hun havde intet imod at drille ham og flirte, specielt ikke når hun jo egentlig kendte ham.
Hun bed sig en smule i underlæben og så ham lidt i øjnene.