Well hello //Serafina//

Tid: 18.22
Sted: En lille cafe
Påklædning: En mørkeblå t-shirt og et par jeans, og en lille sølv kæde om halsen.

Mathemthes sad ved det lille bord bagerst i cafeen, han gik normalt ikke på cafe, men han havde fået en invitation fra en anonym om at han skulle møde op her, han havde ingen ide om hvorfor eller af hvem som invitationen var sendt fra, men personen kendte noget om hans fortid.
Han kiggede lidt rundt, han ville normalt ikke kunne blive set ude fra cafeen hvis der havde siddet andre mennesker, men lige nu var cafeen tom bortset fra ham, han var begyndt at tvivle på om der overhovede ville komme nogen, da døren gik op og en ung kvinde kom ind. Hun havde lyst hår og grønne øjne.
Han sendte hende et smil, *er hun os blevet bedt om at møde op, eller er hun den anonyme person?* tænkte han, og ventede på hun skulle komme over,

Serafina havde brugt det meste af dagen, hun havde til sidst valgt en café at sætte der var ikke mange og det var mand og lagde svagt hovedet på skrå, anede ikke hvorfor den var så tom der plejede da at være en masse mennesker, men var kun hende og den fremmede. Serafina trak verjert kort, dæmon? Hun fik færten af dæmon. Hun hadede dem, hun ville ikke stole dem. Hun satte sig længest vækj og værdigede ham ikke blik.

// undskylder på forhånd, men hjerne kan ikke presse mere ud idag håber det er okay//

Math kiggede efter hende en smule undrende og var ikke helt sikker på om han var det rigtige sted, hun virkede nemlig ikke til at være synderligt begejstret for at se ham, han kiggede sig omkring da han hørte noget under sit bord, han kiggede og så et brev, det måtte havde været klistrede fast under bordet. Han tog det forsigtigt op og læste hvad der stod "Kære Mathemthes, du sidder nu i et rum med kun en anden person, den person skal du lærer alt om, hun vil svær at komme i kontakt med, men vi regner med dig, når du har fundet ud af hvad hun hedder vil der være et nyt brev bag en plante... Mange hilsner ......./" Math læste det igennem flere gange og besluttede sig så.
Han rejste sig op og gik over til hende, han kunne næsten lugte hendes afsky og sagde så venligt som muligt "godeftermiddag"

Hun betragtede ham ganske kort inden hun igen vendte blikket væk, han var på vej over imod hende. Det var næsten kvalmende at han kom. Hun nikkede kort uden at se på ham, han måtte da snart fatte en hentydning, hun havde ikke lyst til snakke og især ikke med en dæmon. Hun anede ikke noget om brevene han fået eller hvem der havde sendt, hvilket sikkert heller ikke ville. Hun bevægede sig ganske langsomt, men blev siddende, hun havde prøvet få kontakt med ham der stod oppe ved desken, men også han var forsvundet, da slog det hende at noget ikke var som det skulle være de var helt alene, men hvorfor? Vidste dæmonen noget hun ikke gjorde.

Math kunne udemærket godt se hun ikke brød sig om ham, der var ikke mange som kunne lide dæmoner, men det var vel os med god grund. Men hende her, hun lignede jo en som afskyet ham som var han pesten. Han havde sat sig ned da hun ikke svarede og forsatte så "her virker ret tomt var?" Igen intet svar, "jeg kan godt se du afskyer mig, men det betyder vel ikke at din tunge ik fungere?" Hans toneleje var en smule truende nu, det var meget sjældent han kom op i det tone leje, men nu var det på grund af han godt ville have det overstået
Han lod sin krop hvile mod væggen og foldet hænderne i skødet.

Hun vendte sit blik imod ham, hun blev vred0 ingen skulle true hende til at snakke med dem, især ikke ham " ja der ret tomt og jeg den gået vis ikke lader mig være i fred, jeg aner ikke hvad jeg gjort dig passer mine enge sager så pas dine" vrissede hun inden igen vendte blikket væk, hun trak vejret små irreteret stød hvorfor kunne han ikke passe sin engen sager lade hende passe sine. Serafina rørte svagt sin ben med hendes fingerspidser, hun var utryk ved denne dæmon nu hvor han havde snakket med hende. Hun kunne ikke lide det især ikke efter mødet den dæmon hadede så meget at hun ikke kunne sige hans navn, hun havde været bange for dæmoner siden og hun gjorde alt for skjule det. Hun kiggede over på ham og en snert af frygt unslap hendes øjne inden frygten igen blev gemt bag et jerntæppe af had og vrede. Hun bed sig svagt i læben " du kan jo ikke tvinge mig til at tale" sagde hun vrissent.

Han lod sine øjne mødes med hendes, og tænkte et kort sekund før han svarede "Jeg tvinger dig ikke til at gå, eller holder jeg dig måske fast? Og jeg tror for dit eget helbredskyld at du gerne vil høre hvad jeg har at sige.." Han snoede havde snoede sine fingre rundt omkring en lille kop, han så et skær af frygt i hendes øjne. *Hun er bange for mig.. Det kan jeg måske bruge til min fordel*
"det rigtigt at jeg ikke kan tvinge dig til at tale, men igen for din egen skyld vil jeg¨råde dig til at gøre det"
Han lod sit smil blive en smule mere blødt, og lod sin tunge duppe hans læber.
"Mit navn er Mathemthes... Må man spørge om dit?"

Hun kiggede over på ham igen hun fnøs ganske kort inden hun vendte sit blik væk, hun var lidt i tivil om hun skulle sige sit rigtige navn eller finde på et hun rørte igen ved sine ben inden hun ganske kort fugtede sine læber " Sera" svarede hun det var ikke helt forkert, det hendes kælenavn og halvdelen af hendes rigtige navn, så det kun en halvløgn trøstede hun sig. Hun lod svagt sin læber danne sig til en utilfreds streg, hun blev siddende så længe at han ikke truede hendes familie kunne altid svare igen eller angribe ham. Hun stadig utilfreds med hans selsskab og havde bestemt ikke lyst til at fortælle ham mere om hende og hendes liv...

"Sera? Jamen det var da et pænt navn... Hvis altså du talte rigtigt, men du har sikkert dine grunde til at lyve... " han smilede til hende en smule udfordrende og kiggede rundt, han lagde mærke til planten ved siden af bordet og med en armsbevægelse fik han den rykkede en smule, rigtigt nok der lå et brev til. Mathemthes tog brevet op og lagde det på bordet og åbnede det, der stod #Nu hvor du har hendes navn, skal du gøre en tjeneste, du skal få hende med ud til en lille villa som ligger lidt ude fra byen, du vil kende det på dets faldefærdige udseende, vi glæder os til at se jer ....#
Han havde lagt brevet så hun ikke kunne se med, og kiggede nysgerrigt på hende:
*Hvad mon der er så specielt ved hende? Burde jeg føre hen der hen? Er det en fælde?* De spørgsmål løb igennem hans tanker da han lod sit blik virke en smule uroligt og sagde så "Hvordan kan det være du er her inde idag?"

" jeg skal handle" svarede hun der var ingen grund til at sige mere det var det skulle hverken mere eller mindre, hun boede stadig hjemme og det var fordi hun havde lovet sin far passe på inden han forsvandt,man så aldrig siden. Serafina kiggede over på ham var virkelig ikke så slem som hun troet. Hun smilede for første gang siden han havde talt til hende " hvad laver du?" spurgte hun prøvede på ikke at lyde så nysrrig som hun var.

Math hørte hvordan hendes toneleje var blevet mere venligt og besluttede sig for at fortælle sandheden om hvorfor han var her.
"Jeg er her fordi jeg fik at vide jeg skulle være her.. Jeg fik et brev et par dage siden om at jeg skulle møde op her på det her sted og tidspunkt og skulle vente på yderligere instrukser.. Der er nogen som må vide du ville være her for det næste jeg fik at vide var at jeg skulle finde ud af hvad du hed.. Det brev jeg lige læste ville have mig til at aflevere dig et bestemt sted.. Det har jeg dog ikke tænkt mig da jeg har en fornemmelse af at det er en fælde.. Og jeg vil ikke have nogen skal gøre dig ondt, men kender du nogen som kunne finde på det?
Han lagde sin hånd på bordet og så oprigtigt trist ud.

Hun rystede svagt på hovedet, hun ville ikke rigtig sige det, men hun lyste en " jeg synes du skal føre mig der hen" sagde hun fik ide " hør her tager der vis det er en fælde må vi tage den derfra, jeg vil vide hvem det" forsatte hun inden hun vendte blikket ned bordet, hun anede ikke hvem det kunne være hun ikke set den dæmon flere år og anede ikke om det kunne være ham. Hun hun trak vejret dybt et gange smilede " kom " sagde hun rejste sig " du vil vel ikke have at jeg skal gå alene?" spurgte hun kom tanke om det også kunne være købsmands sønnen hun skuffet ved sige nej til at gift med ham, måske han søgte hævn.

Han kiggede på hende og smilede så svagt, og svarede "udemærket så lad os smutte, selvom jeg ikke bryder mig om det... Men det bedre ind hvis du tager der over alene"
Han rejste sig op og gik et skridt tættere på hende og lagde en hånd på hendes skulder og sagde "du skal vide at jeg på intet tidspunkt har ville gøre dig ondt"
Han slap hendes skulder og kiggede hende ind i hendes smukke øjne
"Lad os tage afsted"

Hun kiggede på ham da han lagde armen på hendes skulder, men rettede det hurtigt væk igen da de fik øjnenkontrakt, hun lod armen blive på sin skulder imens hun lod svagt sin tunge løber over hendes læber. Ude på gaden var der mange mennesker, men ingen så til betragte dæmonen og shapeshifteren og det gjorde hende ikke. Hun stoppede op og kiggede på ham, han måtte vide hvor de skulle, men skulle de ligge en plan først? Hun kiggede spørgende på, men spurgte ikke om noget. Hun syntes det her var spændende eventyr.