Can I help you? // Serafina //

"...Jeg tror altså hun er vild med overlægen... Det er fjerde gang hun er her på tre dage, altså.."
Snakken var livlig og glad, selvom de fleste af stemmerne i samtalerne udtrykte en form for udmattelse. Nogle af de mange væsner i alle aldre og afstøbninger, køn og udseende, havde haft nattevagt, og sad nu og slumrede ved det lange bord i midten med kaffekopper og brød med ost eller marmelade. Andre var først mødt ind her til morgen, og ventede nu på, at klokken skulle blive ni, så de kunne overtage nattevagternes tjans, med at se til patienterne på det store hospital, der i sin tid var blevet hugget ind i bjergvæggen. Cirka ved langbordets midte, sad en ung kvinde, omkring de 17-18 år, med en halvtom kaffekop. Hendes lyse hår, der havde været flettet i en tyk fletning i nakken, var nu delvis gået i opløsning, og hang over skuldrene på hende. Hendes hvide kittel sad ellers perfekt om hendes spinkle krop, og det smilet på hendes læber afslørede ikke engang den hårde nats oplevelser. Navneskiltet på hendes venstre bryst viste hendes navn med sorte blogbogstaver, men ingen tog videre notits af hende. Hun var ny, praktikant, og kendte ikke mange af sine kommende kollegaer endnu. Men det ville sikkert komme med tiden. Hun havde nu heller ikke noget imod, bare at sidde og følge med i de andres samtaler..

Serafina hadede hospitalet, men hun var kommmet til skade med sit ben, det sig da sad en lang og dyb flænge ned over hendes lår, hun var svimmel og bleg som et lan, hun vidste om hun overhovedet ville overleve, hun utroligt ondt og det undrede hende hun overhovdet var kommet her over da hun nåede dør skulle til at tage i håndtaget kunne hun ikke længere og besvimede, hun havde tænkt at fortælle dem hvad der sket. Det ville lyde dumt og mange folkene her vidste ingen at væsner som hende fandtes, hun havde på vejen her tænkt på hvad hun skulle sig når de spurgte hende hvorfor hun først var kommet.
Serafina kunne ikke sige sandheden, at det var en jæger der havde prøvet fange hende, hvilket også næsten havde lykkedes ham, men sluppet væk. Det var nok ikke lige det de ville høre. Men nu hvor alt var sort omkring hende slap hun for at lyve og at svare på deres dumme sprøgsmål.

"Laura? Har du tid til lige at komme med mig..?" Den unge kvinde nikkede, da en lidt ældre herre henvendte sig til hende. Han var hendes kontaktperson, som hun skulle være hos, det meste af den tid hun skulle være praktikant. I én enkelt mundfuld drak hun det sidste kaffe, men fortrak ansigtet i en sammentrykket mine, som når man bider i en citron, da koppens indhold allerede var koldt. Men hun fattede sig hurtigt, rejste sig op med et fornyet smil på læberne, og fulgte efter ham ud af lokalet, efter at have skubbet stolen ind under bordet igen.
"Du må snart tage hjem, men der er lige noget jeg vil vise dig førs.." De stoppede begge brat op, ved synet af en ung kvinde, der lå bevidstløs på gulvet udenfor venteværelset. Uden at kommunikere overhovedet, faldt Laura på knæ ved kvindens side, mens hendes kontaktperson løb tilbage af gangen efter en bårer og mere assistance. Laura begyndte at føle på kvindens hals efter puls, og sukkede lettet, da hun fandt den. Men kvinden var svækket, det var tydeligt. Så koncentrerede hun sig om den dybe flænge på kvindens lår.

Serafina var væk vidste ikke hvad der skete omkring, hun sikker på hendes tur var kommet, hun skulle til at lade være med disse løbe tur om dagen og bare løbe som menneske, men ulven var lige så stor en del af hende som mennesket var. Hun skulle ikke være kommet det var den sidste tanke hun havde haft inden nu lagde på gulvet. Hun hadede at føle sig hjælpeløs. Det mindede hende om hvor svag hun var og det brød hun sig ikke om, vis ikke hun stræk hvem skulle så passe på hendes familie, hendes far var jo bare skredet fra det hele.

Op af lommen på sin kittel trak Laura en lille flaske med en klar, gullig væske. Forsigtigt, men med hurtige og vante bevægelser, åbnede hun låget og hældte et par dråber i det dybe sår på kvindens lår. Det ville svie og brænde, men det ville rense såret. Da der lød tunge skridt på gangen bag hende, satte hun sig op på hug og gemte flasken i lommen igen. Den ældre mand og en yngre herre kom stormende ud i gangen til dem, med en båre mellem sig. De udvækslede kun få informationer sammen, mens de hurtigt men blidt fik kvinden bakset op på båret.
Da de hurtigt begav sig ned af gangen mod et tomt værelse til kvinden, tog Laura kvindens hånd i sin, og klemte den blidt. Hun ville hjælpe denne fremmede så godt hun kunne.

Serafina stadig væk, og mærkede ikke det begyndte at svie, hun mærkede intet andet end det sorte tom rum, hun huskede dog at hun var nået på hospitalet, så hun måtte jo værei gode hænder, hun mistet meget blod det huskede hun også. Hun alt tydeligt jægerne som havde jaget hende for hendes hvide pels, det var ikke første gang jæger jagede hende, men det var anden gang at de såret hende så slemt, hun begyndte svagt at mærke det omkring sig da et klem fra en eller anden, hendes blik var stadig smule sløret, men begyndte også at kunne høre ting omkring sig. Hun prøvede at klemme hånden der var i hendes, men kom til at skære en grimasse hendes ben sved og brændte. Hun åbende øjne for blot lukke dem igen, hun træt og ør hovedet, hun måtte til at være i skoven når det var mørkt.

"Hun er ved at komme sig!" Laura vendte hovedet, en anelse forskrækket og overrasket over den unge læges udbrud. Hun gav kvindens hånd endnu et klem, da de kom ind på et frit værelse, hvor rengøringsfolket tydeligvis lige havde været. Vinduet stod åbent og den skarpe lugt af rengøringsmidler rev i næsen. Der var ikke koldt på værelset, men Laura skyndte sig alligevel at lukke vinduet, mens mændene lagde kvinden under sengens hvide dynebetræk. Så snart hun havde lukket vinduet, vendte hun sig om mod mændene. Den unge smilede blidt til hende, men hun så kun på den ældre herre.
"Skal jeg kalde på Victoria og sige at hun skal afløse dig? Du har været her hele natten.." Han kløede sig i det grå hår, men Laura var stædig, og insisterede på at blive hos kvinden til hun vågnede. Da mændene endelig havde fortalt rummet, trak Laura en stol hen for at sætte sig ved sengekanten. Hun tog kvindens hånd igen.

Hun mærkede igen hånden og gav den et klem, lige inden hun åbende øjnene svagt på klem og kiggede på pigen, hun trak sagte vejret, hun spærrede øjnene op da hun kom tanke om hun skulle hjem, hun fór op " jeg skal hjem" svarede hun panisk, hun glemte ganske kort hvor hun, men kom tanke om det da den skarpe lugt af rengørings milder trængte igemmen hendes næse. Hun svang benene udover kanten imens hun flyttede tæppet. Man kunne tydeligt se at hun bange for noget, men spurgte hende ville hun ikke sige hvad det var.
Det var først da smerten fra hendes ben gav sig til kende at hun måtte satte sig på jorden, med et svagt bump. Hun kunne ikke gøre andet end at blive og håbe på at der skete noget med dem der hjemme.

Laura smilede blidt og varmt til kvinden, da hun så ud til at komme til bevidsthed igen. Hun havde tænkt sig at sige noget venligt, som fx. "Velkommen tilbage", eller "Godmorgen", men hun nåede ikke engang at åbne munden, før kvinden vaklende kom på benene, og vej ud af sengen. Laura rejste sig hurtigt fra stolen, og sprang om på den anden side af sengen, så hurtigt hun kunne. På grund af den dybe flænge i kvindens lår var hun selvfølgelig alt for svækket til at stå eller gå.
"Jeg vil råde dig til at blive her natten over, frk.." Hun støttede kvinden til at sætte sig på sengekanten, mens hun selv stod op. Hun smilede til kvinden, og prøvede at fange hendes blik, for måske at læse hendes tanker.
"Jeg hedder Laura Sophie. Jeg er din personlige sygeplejeske lige i øjeblikket.. Så, hvis der er noget du har brug for, skal du endelig bare sige til. Vil du ligge ned igen?"

Seerafina kunne ikke blive, men hun kunne heller ikke gå nogle steder, hun sank svagt en klump kiggede stadig ned i jorden, hun lod nervøst sine finger glide igemmen sit hår. Hun turdte ikke kigge på pigen da sad ved hendes side. Hun følte sig forvirret. Hun kunne ikke finde ro hun måtte afsted, hun måtte bare bide smerten i sig ” jeg bliver nød til at gå” sagde hun og smilede forsigtigt. Hun rejste sig forsigtigt op sengen igen, men det gjorde stadig ondt. Hun nåede længere end til døren da den blev åbent hun væltede bagover lagde nu på ryggen skar grimasse og anede ikke hvem det der kom ind. Hendes øjne var løbet i vand på grund af smerten og hun havde ikke lyst til at nogen skulle se det så hun lukkede bare øjnene og ventede på vedkommende ville give sig til kende.

Laura lagde hænderne i lommerne på den hvide kittel et kort øjeblik, hvilket resulterede i, af hun ikke rigtig kunne nå at standse kvinden, inden hun med besvær, allerede havde rejst sig op igen. Laura bed sig selv i læben, og overvejede om hun skulle gribe ind igen, men hendes patient virkede så målrettet og bevidst om at skulle hjem lige nu. Men da hun nåede døren, blev den åbnet udefra, og kvinden med flængen i låret, tumlede bagover. Med et gisp var Laura ovre hos hende i ét spring.
"Guuud, nej, det er jeg virkelig ked af! Kom De noget til? Kom, så hjælper jeg dem!" Rengøringsdamen der havde været på vej ind med en buket blomster i en vase, hjalp hurtigt Laura med at støttet kvinden op igen. Vasen havde hun sat på sofabordet, og efter Lauras instrukser, fik de sat kvinden ned i en blød lænestol i hjørnet. Rengøringsdamen forsvandt igen og lukkede døren bag sig.
"Det er meget vigtigt at du forholder dig i ro, de næste par timer," Sagde hun venligt da hun så kvindens ansigt fortrække sig i smerter. Hun skubbede en fodskammel hen under kvindens ben og smilede venligt.

Serafina skar grimasse skulle lige til at sige noget, men klappede i da hun ikke kunne finde på undskyldning for at skulle hjem, hun bed sammenbidt sig selv i læben nikkede " Okay" mumlede hun, det tydeligt at høre på stemme at hun var sur over at hun ikke kunne komme hjem, men det var ikke pigens skyld. Hun takkede rengøringsdamen for hjælpen imens hun så hende forsvinde ud af døren. Hun kiggede væk. Hun ville ikke kigge på sygeplejersken af frygt for at stille alt for mange spørgsmål.

Spørgsmål som hvor kom flængen fra? Og som hvorfor hun havde så travlt med at komme hjem. Hun kunne ikke og måtte ikke svare på dem. Hun kiggede til sidst ned i sine hænder imens legende lod sine finger glide ud imellem hinanden. Hun hadede sygehuse og har var hun. Det var det eneste sted hun ikke havde lyst til være

"Hvis du forholder dig i ro, vil dit ben nemmere heale, så du hurtigere kan komme hjem.." Laura satte sig ned på en stol, lidt fra lænestolen, hvor kvinden sad. Hun håbede at informationen om at komme hjem ville behage kvinden, så meget, at hun ville lade sig forpleje. Et kort øjeblik faldt Laura i staver, mens hun så på bukken med blomster, som rengøringsdamen netop havde sat ind til kvinden. Smukke, hvide og lyserøde roser. De fik hende til at tænke på de blomsterenge hun havde udforsket med sin tvillingesøster..

Da Laura endelig vågnede op fra sin dagdrøm om gamle dage, vendte hun sig mod kvinden i lænestolen.
"Undskyld, det er jeg virkelig ked af!" Laura smilede blidt til kvinden, og tog en notesblok op af lommen sammen med en kuglepen.
"Må jeg spørge hvad du hedder, frk.?" Spurgte hun venligt.

Det fik hende bestemt ikke gjort hende bedre tilpas, det ville ikke vare længe før de ville spørge hvad skaden var sket ved og det kunne hun svare på uden at afsløre sig selv og hun kunne heller ikke sige sit navn " jo altså det er Sera sagde hun smilede lidt det var ikke en løgn, men en halv sandhed, hun hed jo Serafina, men hun ville ikke have at de tog kontrakt til nogen og bestemt ikke hendes mor. Hun rejste sig atter op, men denne gang prøvede hun ikke stikke af, men vandrede stadig tænksomt frem tilbage imellem stolen og sengen, hun måtte finde på en undskyldning for at komme væk, man kunne godt sige dette her ikke var hendes kop te og alligevel var hun taget her hen så det måtte jo være fordi hun ville have hjælp. Hun vidste ikke helt hvad hun ville dog da hun mærkede smerten i benet valgte hun sætte sig opgivende på segnen hun kunne ikke finde på nogen undskyldning der ville virke.