The Pretty Girl, Must Die!

der gik ikke lang tid før det hele blev ødelagt. hun sukkede vredt og vendte sig direkte mod ham, rank og truende, han var nok den mest irreterende beskytter hun nogensinde havde haft.
Hun spærrede dog øjnene op da manden hun dansede med pludselig sparkede til ulven, og da hun faktisk havde været i dårligt humør. Med et forvandlede hun sig om til ja, et monster, det var nu rigtigt hendes dæmon form. Hun fik aske farvet hud og horn i panden, hun lignede noget der bestod af sten stykker og hendes øjne lyste orange. folk inde i natklubben begyndte at skrige, flygte, musikken var stoppet og med et snappede Madelaine ud efter manden hun for et øjeblik siden havde danset med. Hun fik fat i hans hals og kort efter trillede hans hoved væk fra dem og hun kastede den livløse krop. en snerrende knurren kom dybt nede fra hendes bryst som hun trådte tættere på Damon, hun var i sin farligeste skikkelse samtidig med at hendes utrolige styrke havde valgt at være hos hende i øjeblikket, den styrke hun havde fra sin ukendte far, den styrke der ville kunne slå hovedet af Damon i dette øjeblik."Han var min mad, din idiot, jeg er her sgu da ikke for sjovt hver aften, hvis du er ude på at sulte mig, må jeg sige at min evne nok ikke har ramt dig alligevel"hendes hvæssen var lav og det dæmoniske hoved var trykket helt mod hans. Hun vendte sig trampende mod udgangen og hun begyndte at gå i mod den, der var næsten ingen tilbage, alle lå og gemte sig. Hun forvandlede sig tilbage til menneske skikkelsen og som i det hun passerede en stor solid søjle der bar loftet smadrede hun den med en enkel knytnæve så søjlen faldt fra hinanden og loftet begyndte at falde sammen. Hendes knytnæve begyndte at bløde ukontrolleret og der sad små stumper fra søjlen i sårene, men hun var ligeglad lige nu, hun var vred og irreteret over Damon, han havde ødelagt en god aften. Pisse irreterende opførte sig som hendes far, forstod ikke at hun fik næring ved at have sex åbenbart, hvad fanden skulle hun ellers lave på en natklub? hun var jo ikke ung længere! hun så ikke det fede i det, hun faldt bare ind, fik fat i maden, fik det hun skulle bruge, dræbte fyrene og smuttede hjem. ude på gaden kunne man se hvordan folk stadig løb og politiet var allerede på vej"Skønt"vrissede hun og begyndte at gå i retning mod hendes lejelighed.

hun kiggede irreteret på ham da han skubbede hende op mod væggen*han skulle bare vide hvor svært det var at komme i bukserne på mig, hvis det er for fornøjelsens skyld*tænkte hun med rullende øjnene og knurrede af ham"billig eller ej, hvis jeg vil overleve så bliver jeg nødt til at gøre det. Desuden, de er alle sammen så kedelige så det varer altid maks 10 minutter"hun sagde det koldt og skubbede ham væk."stop med at røre ved mig vampyr, det er din egen skyld det her overhovedet skete, eller rettere din ulvs skyld, hvis den nu bare havde holdt sig tilbage, var der ikke sket den noget"snerrede hun.
Hun trak demonstrativt hånden til sig, han skulle ikke få lov til at beskytte hende, han skulle have lov til at se blodet dryppe ned på jorden, han skulle se hver eneste dråbe hun mistede. irreteret gjorde hun sig tung og svær at trække med sig, hun var nok mest som et lille barn lige nu, men hun gad virkelig ikke at han skulle hjem til hende igen, hun ville jo miste sin alenetid med ham hængende. Aldrig havde hun mødt en så overbeskyttende beskytter før"selv hvis jeg kunne fjerne min påvirkning på dig, tror jeg ikke jeg ville gøre det, for så ville du bare prøve at slå mig ihjel, så hellere dette."svarede hun og snerpede læberne sammen og stirrede koldt ind i hans øjne med sine egne krystal blå. Hold nu kæft hvor han dog irreterede hende!

Hun kiggede på ham og begyndte at le" hvordan skulle jeg dog få mig selv slået ihjel? Jeg passer meget på mig selv, også har jeg jo beskytter hvor end jeg går. Ingen kan krumme så meget som et hår på mit hoved" svarede hun koldt med et hævet øjnbryn. Gade faklerne kastede et gulligt lys ned på dem og gav hende en lille smule farve i den permor hvide hud hun havde. Hun var en smuk kvinde, ingen tvivl men hun kunne åbenbart også se skræmmende ud i al hendes skønhed." Hvis din ulv skulle have beskyttet nogen ville det være den mand som jeg dansede med, uanset hvad ville han have været død nu" ssvarede hun roligt med et skuldertræk. Hun gik ind i lejeligheden og smilede for første gang et ægte smil."jeg regner med st du har ombestemt dig angående at kigge på mig imens jeg sover" sagde hun på en lidt for uskyldig måde der afslørede st hun lige havde fået en ide.
Som hun skulle til st lukke døren og få denne nat overstået og endelig slippe for denne mand, blev hun nødt til at åbne døren igen da han sagde noget der interesserede hende" hmm okay, i siger bare til. Jeg arbejder bedst alene" det sidste var ment som for st vise at hun ville skåne hans andre lejemordere.

Hun stirrede vredt på ham, han var SÅ irreterende! magen til irreterende person havde hun aldri mødt. Hun rullede med øjnene af ham og det eneste hun ville have ud af ham var et job, men det ville han sikkert ødelægge, hans trang til at beskytte hende ville sikkert ødelægge missionerne. Det var så typisk beskytterne!
Hun sukkede over hans ord."Ved du hvad? jeg tror jeg vil døje med en omgang betændelse, det andet er for normalt du ved"snerrede hun sarkastisk og vendte ryggen til ham inden hun begav sig ind i opgangen. Han opførte sig som en jaloux eks kæreste eller en streng far. Det var forfærdeligt! han var forfærdelig!
Hun vendte sig om mod ham"Så han føler jeg er til at stole på?"hun spurgte mere roligt, faktisk lød hun utroli nysgerrig, hvilket hun var. For når det kom til folks førsteindtryk af hende var hun altid nysgerrig, alle ville jo beskytte hende så hun søgte efter at være så uudholdelig at folk ville give op..det var dog ikke lykkedes endnu. Hun kiggede på ham med et hævet øjnebryn og fnøs over hans snerren."Du skræmmer mig ikke gamle mand"svarede hun bare og gik op i sin lejelighed. I nat ville hun forlade lejeligheden og flytte ind i sit svært bevogtede palæ, så han ikke kunne komme anmassende igen."Godnat Damon, sweet nightmares"sagde hun køligt og gik op trapperne mod sin lejelighed.

Som hun sad i vindueskarmen og betragtede Dampn bliver mindre og mindre for hvert skridt han tog, kunne hun mærke lettelsen Ove at hun endelig skulle hjem igen. Hjem til det vigtigeste hun havde i sit liv, den eneste hun var Overbeskyttende over for, faktisk mere Overbeskyttende end nogen nogensinde ville blive over hende.
Hun havde renset sin hånd og lagt bandage omkring det inden hun forlod lejeligheden og alle de ting hun havde der. Kun et par daggerter i hendes. Bælte var med hende samt to lange syle spidse sølv hår nåle, der holdte hendes sorte hår på
Plads i en perfekt knold.
Hurtigt og smidigt forsvandt hun ud i den mørke nat og med kursen mod palæet.

//out//