Where it all started - Ammon.

[center]Sted: Gågaden i Rotten Root.
Vejr: Det er stjerneklart og månen er næsten fuld.
Tid: Det nærmer sig midnat.
Omgivelser: Gaden er ret forladt, men der er nogle få midnatsshoppere.

Blair havde flere gange i de sidste år været fremme og tilbage mellem Doomsville og resten af verden. Hun havde bare følt sig så alene efter Alians død, Ammon anede hun ikke hvad der blev af og Sajro så hun ikke længere. Alle andre var kommet videre med deres liv og så var der bare hende tilbage, helt alene. Men hun kunne sagtens klare det, hun var blevet stærkere siden Alian og Lucys død. Hun havde lært ikke at stole på nogen før de bevidste deres værd. Hun var ikke lige så godtroende, hun var ikke heller ikke lige så usikker længere. Hun havde ikke brug for at flirte med mænd for at opmærksomhed. Selvfølgelig gjorde hun det stadig lidt, men ikke lige så meget som tidligere. Hun stoppede op ved en bænk, den bænk har betydet meget i hendes liv. Eller ikke bænken, men det der er sket på den. Hun mødte Ammon der, og efter det blev hendes liv bare forandret. Messed up kan man vel sige. Men hun fortrød ikke at hun havde mødt Ammon, men det var bare på et forkert tidspunkt. Hun satte sig ned og forstillede sig deres første møde. Hun havde forgæves prøvet at flirte med ham, og det var ikke lykkedes. Ikke lige med det samme. Hun sukkede og lagde sig tilbage i bænken.

/Skrev lige sådan en lang en, men det blev slettet -.-//

Klokken var mange, og ingen var ude nu alligevel.
Han havde haft en hård dag, ved at vågne fra en koma, få besked på at hans mor var død og hans far kunne han ikke finde. Alian var død for længst, Blair var ingen steder at finde heller.
Så, frustreret som han var, var han tyet til det han havde lovet, aldrig at gøre. Gadekampe.
En gyde, omkring hundrede meter fra bænken Blair lå på, var oplyst af fakler, og menneskeråb kunne høres.
'Tag ham!', 'Kom nu din svækling!', 'Din taber!', 'Dit møgøre!', og råbene blev ved.
Enhver, der havde hørt Ammons vredesudbrud før, ville genkende det når han sloges.
''Ammon, min herre. Et pragteksemplar.'' sagde en der næsten overdøvede mængden.
''Kom med min præmie.'' svarede Ammon, og tog flasken med Whiskey og forlod gyden, og nu stod i direkte synsfelt med Blair. Hvis han havde kigget efter, havde han genkendt hende, men han var for fuld og for optaget af hans sprut til at kigge.
Blodet dryppede fra hans næse og mund, og inden længe ville Blair nok genkende den distinkte blanding af Shapeshifter og varulv.

Blair havde ingen idé om hvordan Ammon duftede, ikke udover den duft han har duftet når hun havde været tæt på ham, men hun opfangede hurtigt af blod, få år tilbage ville hun straks have sprunget på den blodige person og drukket ham eller hende tør, men hun kunne styre sig bedre nu. Hun opfangede nu en anden duft, eller nærmere en blanding af to dufte. Varulv duften var tydelig, den mere eksotiske duft fra shapeshifteren kunne hun ikke genkende. Hun så op og rynkede brynene da hun så Ammon. Hun rejste sig op og gned sig kort i øjnene, hun vidste ikke om det var ham. Hun turde ikke tro på det var ham. Men hun kunne ikke undgå at tro på det. "Ammon?" Hun lyder undrende, men samtidig også skeptisk. Der kom en masse følelser tilbage. Hun havde gemt de følelser væk. Hun var sikker på hun aldrig ville se ham igen, så at dvæle ved nogle gamle følelser ville ikke hjælpe hende.

//Surt//

Han så først ikke på hende, ikke før han havde placeret stemmen.
''Blair?!'' hans mandlige facade forsvandt i takt med at flasken fik fra at være i hans hånd til at ligge knust på jorden.
Han begyndte at gå hen mod hende, men skiftede hurtigt til løb, og stoppede først efter han havde lagt armene om hende og løftet hende op i luften i et kæmpe kram.
Der var blod over det hele, både på hende og ham. Men han tænkte ikke over det - det plejede ikke at være et problem.
Hans kram var stramt, som om han bare ville knuge sig fast til hende for evigt.
Men han slap efter et halvt minuts tid og smilede undskyldende, med munden fuld af blod.
''For søren det er godt at se dig!'' smilede han, og stak hænderne i lommerne på sine slidte bukser.

Blair var ikke sikker på det var ham før hun hørte hans stemme. Hun kunne slet ikke tro det. Hun var ikke sikker på han var rigtig, ikke før han mærkede hendes arme om hende. Hun havde heller ikke lyst til at slippe ham, men hun gjorde det alligevel da han også slap hende. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, så hun står bare og ser på ham. Men så gik det op for hende at han bare havde forladt hende. Han havde bare at have en god grund. "Hvor har du været?" Hun lød meget neutral, hun ville ikke bestemme sig for om hun var sur på ham eller ej før han havde forklaret hvor han havde været. Hun tvivlede dog på hun kunne være vred på ham, hun havde lige fået ham tilbage, hun ville ikke skubbe ham væk igen.

Han sukkede kort.
''På et hospital, åbenbart.'' sagde han bare, inden han lagde hovedetlidt på skrå.
Hun vidste det ikke? Var der ingen der vidste at han havde været der? Det ville forklarer at ingen havde efterladt blomster.
Han så kort over skulderen.
''Ammon, næste kamp er om tre minutter!'' råbte en ung mand, og Ammon nikkede kort som svar.
Han så tilbage på Blair, uden at vide hvad han skulle forvente.
''De sagde at jeg havde ligget i koma i meget lang tid. De kunne ikke forklarer hvad der var sket.'' sagde han bare inden han så lidt ned. Hun var vred på ham, sikkert. Men, hun havde haft tid til at komme over alle de ting der var sket - det havde han ikke. Alian, deres datter... Han bed sammen.
''Du må have mig undskyldt..'' sagde han inden han tog et skridt baglæns for at gå tilbage til kampen

Blair havde ikke regnet med han havde været i koma. Hun havde troet alle havde forladt hende, inklusiv ham, men det gav mere mening at han havde været i koma. Hvis han havde talt sandt da han sagde han elskede hende ville han vel ikke bare have forladt hende. Men hun vidste stadig ikke hvad hun skulle sige. "Det er jeg ked af.." Hun holdte en pause og følte sig skyldig over hun ikke havde været der. Hun skulle til at sige noget mere, men så gik han væk fra hende. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun måtte bare sørge for de kunne tale bagefter. Blair ville i hvert fald ikke bare efterlade ham nu, hun fulgte bare efter ham. Sidst han så hende ville hun ikke have set en kamp med ham i den, men nu betød det ikke så meget for hende. Hun kunne også bedre gøre noget ved hans nu kom til skade, ikke kun fordi hun havde ændret sig personlighedsmæssigt, men hun var også blevet vampyr.

Han sukkede, og skyndte sig tilbage til kampen. Denne gang, gik det langt fra sådan som han ville have det.
Hvis Blair så på, ville hun opdage hvor distraheret han var.
Han fik ikke et eneste slag ind, men for hvert slag han forsøgte at få ind, fik han tre selv.
Man kunne tydeligt hører hans hånd brække, da han slog med mandens kæbe.
Mandens kæbe blev revet af led, og han skreg af smerte, mens Ammon bed sammen.
''Modstanderen er ude af stand til at kæmpe videre. Det er uafgjort!'' Ammon så direkte vredt på dommeren.
''Hvad fanden mener du med at det er uafgjort!? Han har brækket kæben! Det er fandme for tamt - bare fordi du er hans far!'' knurrede Ammon.
''Det er som jeg siger!'' sagde dommeren, inden han blev tvunget til at skjule sig bag sine bodyguards da Ammon nærmest sprang imod ham.
Ammon blev holdt tilbage, og en af dommerens gorillaer gav ham en knyttet næve i mellemgulvet, og derefter mod hagen.

Ammon blev smidt ud af gyden, forslået og øm.
''J-jeg skal til at træne n-noget mere..!'' mumlede han og hostede blod op, uden at se mod Blair - hvorend hun så stod.
Han undgik at støtte på hånden, da han fik stablet sig selv på benene.

Blair så det hele, hun kæmpede mod sig selv for ikke at bryde ind og hjælpe ham. Det var hendes instinkt, hun havde bare et helteinstinkt. Sådan var hun, nogle ville kalde det dumdristigt, andre modigt. Selv var hun begyndt at mene det var dumt at gøre. Hun ser til siden da hun tydeligt hører en knogle i Ammons hånd brække. Hun brød sig på ingen måde om at se ham blive såret, men hun kunne heller ikke sige hvad han skulle gøre. Blair gik hen imod ham da han blev smidt ud, hun ville have hjulpet ham op, men han kom selv op. "Er du okay?" Hun bekymrede sig meget for Ammon, så selvfølgelig ville hun vide om han var okay. Hun kunne godt finde på at sige hendes mening om de kampe, men det ville ikke gavne noget så hun lod bare vær med at sige noget.

Han så lidt væk, hans stolthed havde nok været det der blev såret mest.
''J-jeg har det f-fint..'' mumlede han og spyttede mere blod ud foran sig. Hans hånd dunkede og sved, og en skarp smerte gik fra hans mellemgulv og ud i tæerne og fingrene.
Han lukkede øjnene kort, velvidende at hun bare ville hjælpe. Men, ønskede han overhovedet hendes hjælp - taget situationen i betragtning?
Hun havde ikke ledt efter ham, dengang han forsvandt. Hun var bare kommet videre.
Og nu stod han som en såret hundehvalp, og nærmest tiggede om opmærksomheden.
Han kunne have brækket sig, over sig selv, men det ville ikke hjælpe nogen.
''Det skal b-bare gås væ-æk..'' sagde han, inden han begyndte at gå, en smule foroverbøjet grundet hans smerter i maven

Blair var glad for han havde det godt. Hun smilede lidt for sig selv, hun var bare så glad for at se ham igen. Hun fortrød også hun ikke havde ledt efter ham, så inderligt, men hun kunne ikke ændre på fortiden. Hun stod bare tilbage og så efter ham da han gik sin vej. Hun havde ikke tænkt sig bare at lade ham gå sin vej. Hun tog et enkelt skridt frem og brugte så hendes fart så hun stod omkring en halv meter foran ham. "Er du sur på mig?" Hun vidste ikke hvorfor han skulle være sur på hende, men han virkede ikke særlig tilfreds med hendes selskab. Men hun ville ikke bare lade ham gå sin vej, men hun kunne jo heller ikke tvinge ham til at blive. Selvom det kunne gøre tingene lettere for hende hvis hun bare kunne tvinge nogen til at blive. Men hun ville vide hvorfor han virkede så afvisende over for hende først.

Sur? Hans hjerte boblede over, af lykke over at se hende igen. Han kunne ikke være sur på hende. Hendes kæreste derimod - Alian. Det var ikke gået op for Blair, hvad der var sket, dengang i Ammons stue. Og han kunne ikke forklarer det specielt godt. Alian havde overvejet at skaffe Ammon af vejen. Han kunne ikke engang elske sin elskedes barn, fordi det var Ammons.
''Jeg kan ikke være su-sur på dig.'' sagde han, men så ikke på hende.
Hans stolthed var væk, hans... hans selvtillid. Han lignede jo en trafikulykke.
''Jeg skal bare hjem og i bad...'' mumlede han. Han var jo smurt ind i blod.
*Hvorend mit hjem så er nu.*

Blair vidste ikke hvad det så var. Hvorfor ville han så have hun skulle gå. Hun gik tættere på ham. "Men hvad er det så?" Hun fik en masser usikkerhed tilbage, fordi nu var der en hun holdte af igen. Hun fik en masse teorier om hvorfor han ville have hun skulle gå. Måske ville han bare ikke se hende længere, måske, måske, måske. Hun havde ikke fået sådan nogle tanker længe, hun havde ikke haft brug for dem fordi der aldrig var nogen der var komme tæt på ham. Der havde kun været nogle få, men de var aldrig kommet lige så tæt på hende som Alian og Ammon var. Hun så ned i jorden og pludselig følte hun sig som den usikre lille menneskepige, og sådan ville hun aldrig blive igen. Hun ville aldrig vænne tilbage til det, ikke fordi hun fortrød den pige hun var dengang, men hun havde bare udviklet sig, hun var stærkere nu.

''Husker du hvor meget jeg ødelagde for dig? Hvor meget ondt jeg bragte med mig, dengang? Blair, jeg ødelagde dit forhold til Alian. Jeg vil ikke gøre mere skade. Ikke mod dig. Det er ikke fair, at en smuk kvinde som du, skal hænge på mig.'' han prøvede at smile, men det afslørede hans blodige mund.
''Lige nu, er der meget jeg skal have styr på. Jeg kan ikke engang komme opretstående ud af en gadekamp længere. Komaen har taget for hårdt på mig.'' han sukkede.
Lige nu, havde han brug for at finde et hotelværelse, og få gjort sig i stand og sovet.

Blair vidste godt deres første møde ikke gik godt, men hun fortrød ikke at hun mødte ham, hun fortrød ikke at hun fik Lucy. Hun fortrød at hun ikke havde passet bedre på sin datter. Måske gjorde hele deres situation dengang det ikke let for hende, men det ændrede ikke på hendes følelser for ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun havde elsket ham og Alian på samme tid. Det havde ikke været let for hende, og i sidste ende var det slet ikke hende der traf valget mellem dem. Det gjorde Alian. "Jeg vil ikke diskutere det her nu. Du ved hvordan jeg har det." Hun havde fortalt ham så mange at hun ikke havde været skyld i noget, ikke alene i hvert fald. Hun forstod godt han havde brug for at få styr på tingene. Han havde i koma længe og han blev nød til at få styr på sit liv, det ville hun også respektere. Hun ville gerne tilbringe lidt mere tid med ham, så hun kunne måske gå med ham hen til hvor end han nu skal hen. "Jeg forstår." Hun smilede til ham. "Hvor skal du hen?"

Han smilede over hendes svar.
''Indrøm det dog, du æææælsker mig!'' grinte han drillende, inden han blinkede kort til hende.
''Jeg ved ikke helt hvor jeg skal hen. Jeg har ikke rigtigt et hus mere. Så, den nærmeste krog går vel an.'' smilede han inden han begyndte at gå igen.
''Kom så. Jeg mener det jeg sagde dengang, du skal ikke være i nærheden af de gyder.'' han smilede drillende til hende.

Blair himlede med øjnene. Hun mente det på en sød måde, ikke fordi hun synes han var irriterende mere sådan ja-så-siger-vi-det måde. Hun smilede til ham og gik hen ved siden af ham så hun kunne gå ved siden af ham. "Hvis du siger det." Hun gik lidt og vendte sig så om imod ham igen. "Jeg kan godt beskytte mig selv nu Ammon." Hun var ikke helt klar over om han vidste hun var blevet forvandlet, men det var heller ikke bare noget hun bare lige slyngede ud. Hun vidste godt han bare ville beskytte hende, men hun havde forandret sig meget siden de sidst havde set hinanden. Hun var også bedre til at kæmpe med våben, ikke mindst fordi hun var stærkere og hurtigere, men også bare hendes teknikker. Der var selvfølgelig stadig meget hun kunne lære.

''jeg er ligeglad med hvor stærk du er blevet, og hvordan du kan klarer dig selv. Gyderne er off limits snuske.'' grinte han roligt.
Han smilede drillende inden han bare gik videre, mens han bed smerten i sig.
''Hvad er der sket, mens jeg har været fraværende?'' spurgte han roligt inden han trak vejret dybt
/kort kreasvigt/

Blair havde sådan lyst til at modsige ham og forklare hvorfor hun godt kunne være i gyderne, men hun ville bare nyde den tid hun havde med ham. Blair var stadig ikke sikker på hvor de stod, hun havde stadig nogle følelser for ham, men hvordan havde han det mon. Hun smilede til ham, hun havde ikke fortalt hvor meget hun rent faktisk havde savnet ham. "Jeg har virkelig savnet dig." Hun havde flere gange taget sig i at se efter ham forskellige steder i håb om at han ville komme frem og han kunne holde om hende fortælle hende alting var okay, i sidste ende holdte hun op med at kigge. Hun så tænksomt ud i luften. Hvad var der sket siden sidst. "Jeg tror ikke der er sket så meget. Ikke med dem du kender i hvert fald. Jeg snakker ikke med Sajro længere." Hun burde fortælle ham hun var vampyr hvis han ikke selv havde opfattet det. "Og så er jeg vampyr nu." Hun sagde det bare hurtigt som hvis man rev et plaster af. Hun vidste ikke hvordan han ville reagere på det, hun havde ikke selv været vild med tanken i starten, indtil hun opdagede de evner hun havde nu.

Han stoppede op.
"Havde jeg ikke været smurt ind i blod, og har satans ondt lige nu, havde jeg krammet dig." Smilede han drillende.
"Vampyr? Frivilligt eller tvang?" Spurgte han, en smule drilsk. Hun lod ikke til at have for meget imod at være vampyr. Og hun klarede det godt, håndteringen med blod.

Han forsatte med st gå, indtil de nåede en kro.
"Vil du med ind? Jeg har lejet et værelse for natten og i morgen med." Sagde han roligt, og smilede lidt.

Blair havde ikke et ret stort problem med blod. Men hvis hun ikke havde fået blod i dag ville hun ikke kunne holde sig væk fra ham. Hun arbejder stadig på at blive bedre til at styre hendes blodtørst, men hun klarer sig. Hun var på sin vis glad for hun ikke skulle fortælle Alian hun var blevet vampyr. Han ville helt sikkert ikke reagere lige så roligt som Ammon. "Tvang." Hun synes det var ret fedt hun nu var på ligefod med andre racer, så ville hun ikke bare være en omvrandende buffet som hun sommetider følte hun var før i tiden. Hun så på kroen og smilede til ham. "Ja hvorfor ikke." Hun ville ikke have noget imod at bruge mere tid med ham.

Han sukkede. Var hun tvunget ind til det liv?
Han smilede dog lidt, og gik ind i kroen. Den var halvtom, og uheldigvis gjorde det at kroejeren var opmærksompå Ammons skader.
Ammon rystede afvisende på hovedet, modtog sin nøgle pg så kort på Blair.
Han smilede lidt, og viste vej om til hans værelse.
"Du må lige finde dig i, st jeg skal i bad." Grinte han roligt, inden han åbnede døren ind til sit værelse.

Blair tænkte ikke rigtig på da hun blev forvandlet længere. Det var sket, der var ikke noget hun kunne gøre ved det. Hun gik med ind på kroen og så på kroejerne der så på Ammons skader, de burde vel efterhånden være vant til at få sårede gæster, hun forstillede sig at mange sårede bare fandt det første og det bedste. Hun gik med hen til værelset og grinede lidt med hende. "Det kan jeg godt affinde mig med." Hun smilede til ham og gik ind på værelset efter han havde låst op. Hun satte sig bare på sengen før hun rigtig så sig omkring. Hun var stadig nysgerrig, men det var bare et kroværelse, hun regnede ikke med der ville være noget at undersøge der.

En taske stod midt på sengen, fyldt med ting der kun kunne være Ammons. Bandager, jeans, et par skjorter og nogle få våben.
"Nu ikke pille for meget, snuske." Grinte han sa han låste døren efter sig da han var kommet ind i værelset.
Havde det ikke været for hans skader, havde han nok overfaldet hende på sengen. Han fandt et par nye rene bokseshorts frem og tog et håndklæde fra reolen.
"Jeg vil smutte i bad." Smilede han roligt

Blair udstødte af en blanding af et fnys og et grin. "Jeg skal nok lade vær med at pille når du siger jeg ikke skal." Hun gjorde sarkasmen tydelig i hendes stemme, hun ville selvfølgelig ikke overskride hans grænser, men som at sige til hende hun ikke måtte noget, var som at sige til et barn det ikke måtte få legetøj. Nu ville hun det bare mere. Hun lagde hovedet lidt på skrå mens hun fulgte hans bevægelser med blikket. "See you in a bit." Hun rejste sig op og gik rundt i værelset. Hun havde ikke bare tænkt sig at sidde der og glo ud i luften. Men tasken på sengen kaldte alligevel på hende. Hun var sikker på der ikke var noget specielt deri, men hun kunne alligevel ikke lade vær med at undre sig. Hun gik hen til vinduet og så ud.