Where it all started - Ammon.

Han tændte for bruseren i badeværelset, og ømmede sig da han hev trøjen over hovedet. Hånden brændte men han prøvede at lade være med at tænke på det.

Efter blod og snavs var blevet vasket af, kunne man se hans sår og blå mærker. Han glinsede af vand. Da han steg ud af badet, og tog et håndklæde om livet.
Han begyndte at fløjte, roligt

Blair havde duftet blodet da det skyllede af ham. Duften var lidt stærkere når blodet ikke var på ham, så var der ikke andre dufte der spillede ind over. Hun satte sig ned på sengen og tvang sig selv til ikke at kravle tilbage og finde ud af hvad det var hun ikke måtte se. Hun måtte vel bare vente og se om han ville vise hende det, hvis ikke blev hun nød til at spørge. Hun skulle helst vide alting, sådan var hun. Hun kunne godt lide at have kontrol, og det fik man bedst hvis man vidste ting, mente hun. Hun hørte han fløjtede og det fik hende til at smile for sig selv. Hun lagde sig ned på sengen og så op i loftet. Hun synes stadig det var surrealistisk at han faktisk var der.

Han kom ud kort efter, og smilede.
Fanden tog ved ham, efter så lang tid uden hende, og han gik direkte hen til hende, og kyssede hende.
Han stoppede dog sig selv ret hurtigt, og skulle til at trække sig væk. Hvis hun gengældte kysset, ville han forsætte, hvis ikke, ville han stoppe og ikke gentage episoden.

Blair hørte ham kunne ud, hun nåede dog ikke at opdage ret meget mere end det før han kyssede hende. Hun gengældte det ikke fordi hun ikke havde set det komme, men så så hun ham i øjnene og hun fjernede afstanden mellem dem så de igen kyssede. Hun burde ikke føle sig skyldig, der var ikke længere noget der forhindrede dem, men alligevel havde hun en knude i maven der fortalte hende at hun skulle gøre det. Men hun fulgte hendes hjerte så hun kyssede ham bare, hun regnede ikke med han ville bryde kysset. Hun elskede Alian og ville nok altid gøre det, men hun havde bare noget med Ammon som hun manglede med Alian. Hun slog ham ud af hovedet og tænkte i stedet kun på Ammon.

Han stoppede kysset efter lidt tid, da han kunne mærke at hans krop ikke ligefrem var blevet mindre glad for hende gennem tiden.
"Undskyld!" Grinte han og rettede på håndklædet der var ved at glide ned.
"Jeg trængte vist til det." Smilede han inden han begyndte at finde rent tøj frem.
Han ville gøre meget mere end bare at kysse hende, men vidste st det ikke ville være godt.

Blair havde ikke regnet med det her da hun gik ud den aften. For det første havde hun bildt sig selv ind at Ammon var langt borte, så bare det at se ham var underligt for hende, men nu havde en ingen forhindringer, ingen samvittighed der sagde det var forkert. Hun synes det føltes underligt, hun havde altid været vant til at have så dårlig samvittighed når hun var sammen med Ammon, men nu følte hun intet negativt. Det var noget hun lige skulle vænne sig til. Blair rejste sig op og så rundt, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun burde nok også svare ham, men hun tænkte slet ikke over det. Hun nåede slet ikke at tænke hun ikke svarede. Hun tog en dyb indånding og gik over til vinduet igen.

Han tog et par bokseshorts på og et par jeans.
Så gik han hen og lagde armene om hende bagfra.
"Kom du over mig...?" Spurgte han mod hendes hår.
Hun var lige så smuk som sidst han så hende, og alligevel... Så betagende.
Han aede hende over maven, tøvende.

Blair lagde hendes ene hånd på hans ene arm og så bare ud. Hans spørgsmål kom ikke uventet, men hun vidste ikke hvad hun skulle svare til det. Hun var aldrig rigtig kommet over Ammon og Alian. Det var også derfor hun altid stak af når hun begyndte at få noget seriøst med nogen. Hun havde prøvet at komme videre, og hun var også sikker på hun var det i perioder, men så skete der noget og hun faldt tilbage i det samme spor. Hun så ned og bed sig blidt i læben. "Nej." Hun havde haft to seriøse blomstrende forhold siden Alian, men hun kunne ikke binde sig til dem. Så hun stak af, det var hendes egen skyld hun var alene når hun skubbede folk væk på den måde, men hun kunne ikke være sammen med nogen når hun stadig elskede en anden. To andre. Blair havde affundet sig med Alians død, men hun savnede ham stadig, hver dag.

Han trak bare vejret beroligende mod hendes hår, og aede hendes mave blidt.
"Nu ikke så trist Blair.." Hviskede han inden han kyssede hende på baghovedet.
Han vidste at hun stadig elskede Alian, og den måde møgøret havde forladt hende på gjorde ham gal.
Men det var fortid. Det ville det blive ved med at være.
"Du bed godt at jeg stadig elsker dig, ikke?" Hviskede han mod hendes hår.
Jo, hun gjorde. Måske ville hun ikke indrømme det, men hun vidste det godt.

Blairs 'forhold' til Alian var kun et minde. Hun ville aldrig stoppe med at elske ham, men hun vidste godt at hun ikke kunne sørge over ham for evigt. Det ville ikke hjælpe noget. "Jeg kan ikke være trist når jeg lige har fået dig tilbage." Hun havde bare håbet på det så længe, men ikke nok til at hun ledte mere efter ham. Hun havde skuffet sig selv. Hun skulle have ledt efter ham, det gjorde Blair vred på sig selv, men så hørte hun hans stemme og hun blev helt rolig igen. Den følelse havde hun manglet, følelsen af at et ord kunne berolige hende fuldstændig. "Det ved jeg." Hviskede hun. Hun havde på en måde allerede sagt hun stadig elskede ham, men hun ville have han vidste det med sikkerhed. "Jeg elsker også dig."

Han kyssede hende på håret, og sukkede stille.
''Hvor længe var jeg væk..?'' spurgte han, inden han begyndte at lege med en tot af hendes hår.
Hvor meget havde ændret sig, mens han havde været væk? Hvor meget havde hun mistet - eller fået?
Han sukkede, duften af hende havde ændret sig, men der var stadig den markante duft af sommer og sol over hende. Hans lille solstråle.
Han klukkede lavt over hans sammenligning, en vampyrinde som nu var hans solstråle. Typisk.

/Jeg skal være tjener for en veninde i dag, så svarer ikke mere i dag (går jeg ud fra)//

Blair havde ikke som sådan holdt styr på tiden. Hvis hun skulle det, ville hun bare komme til at tænke for meget på hendes fortid og ikke leve sit liv. Hun blev nød til at regne efter før hun kunne komme med et nogenlunde rigtigt svar. "Et år, tror jeg." Det ville passe meget godt med hvad hun havde lavet mens hun ikke havde set ham. Men hun turde ikke være sikker på det. Blair havde ikke oplevet så meget mens han var væk, hun havde mest af alt bare følt sig alene og rodet sig ud i dumme ting.

"kun et år...? Alt virker bare så... Forandret." sagde han stille inden han kyssede på hendes hoved bund.
"Blair, hvis du er kommet videre vil jeg ikke holde dig tilbage.." sagde han stille. Han ville ikke tage hendes nye liv fra hende. Han ville være en del af det. Men at ødelægge alt ved at komme tilbage, ville han ikke.
han kom til at tænke på dengang, med Lucy. Han stivnede lidt, og bed hårdt sammen så det gav et smæld.

Der var sket meget den sidste tid, hun var ikke den samme længere. "Meget er forandret." Hun kunne ikke modsige det, men det var ikke det hele. Hun lyttede til hans ord og overvejede længe hvad hun skulle svare. Hun ville helst ikke gøre tingene værre når de lige var blevet så gode igen. Hun vendte sig om så hun stod med fronten imod ham i stedet for. "Jeg var bare alene før." Hun havde brug for nogle i hendes liv, hun kunne ikke holde ud at være alene, hun savnede konstant nogle der kunne holde om hende når hun havde det svært.

Han vidste at hun ikke ville være alene, det ville ingen.
Men kunne han tillade sig, at valse ind i hendes liv igen, og bare gøre det besværligt igen?
Lige nu, ville han ikke tænke på det, han ville bare mærke hende tæt ind til sig.
Han løftede hende op, uden egentlig at vide hvad han skulle forvente. Han bar hende over til sengen igen, og fik lagt hende ned.
Han fjernede tasken, og lagde sig ind over hende, mens han støttede sig på sine albuer for ikke at mase hende.
''Jeg lover dig, du bliver aldrig alene igen.'' han så hende direkte i øjnene. Ingen tvivl om at han mente det. Hans stemme var blid og kærlig, og samtidig så ærbødig.
Han forgudede Blair, ingen tvivl...

Blair havde brug for ham, hun havde ikke andre længere. Selvom han ikke havde været i hendes liv i noget tid, så havde han aldrig helt forladt det. Hun havde altid bevaret tanken om at han ville komme tilbage en dag. Hun blev overrasket da han løftede hende, hun var blevet båret på mange gange før, men det føltes som om det var en livstid siden. Men hun kunne godt lide det. Hun lagde hendes arme om hans hals da han lagde sig hen over hende. "Det håber jeg." Det var ikke fordi hun ikke troede på det han sagde, men hun følte bare at det var forkert. Hun havde altid været vant til forhindringer når hun var sammen med Ammon, og nu var der ingen. Det var lige noget hun skulle vænne sig til.

Han aede hende over kinden, smilende med sit skæve drengede smil.
''Du tror mig ikke.'' hviskede han, med sin søde ånde mod hendes ansigt.
Han lod sine læber kærtegne hendes pande kort, blidt. Han var som smør i hendes hånder, hun kunne næsten gøre hvad han ville med hende. Hun ville til enhver tid være hans ét og alt.
Han kyssede hende ned af halsen, men stoppede ved kravebenet. Hans krop holdte ikke sin mening tilbage - han havde trods alt været 'alene' i et års tid.

Blair sukkede, selvfølgelig troede hun på ham, men følelsen af at være alene var bare så stærk at hun følte den aldrig ville forsvinde. "Jo, jeg tror dig." Hun ville ikke forsætte sådan en negativ samtale, det ville ødelægge hele øjeblikket. Blair ville aldrig udnytte Ammon, selv ikke hvis hun kunne. Hun elskede ham for højt til det. Hun fik dem vendt om på ingen tid så hun i stedet lå øverst, hun kyssede ham ned af hans overkrop.

Han kunne ikke lade være med at smile over hendes opførsel.
Hendes kys var savnet, tiltrængt.
Han sukkede i en blanding af nydelse og tilbageholdenhed.
Hans krop reagerede tydeligt, og kuldegysninger gik gennem hans krop i små stød for hvert lille kys fra hende.
Han tog fat i hendes hofter, uden at sige noget. Han satte sig halvt op, så de kort så hinanden i øjnene, inden han nærmest angreb hende med et dybt, lidenskabeligt kys. Til trods at hun var vampyr, og det virkede så forkert for ham grundet hans fars race, var han helt fortabt i hende.
Det havde han altid været. Lige fra det første møde ved bænken.
Tankerne vandrede ikke ét sekund, da han kyssede hende. Alt stod stille, undtagen de to.

Blair kyssede hende forsat ned af ham indtil han fik hende op at sidde, hun så ham dybt i øjnene og så gik det hele i stå. Hun lukkede øjnene da han kyssede hende og gengældte. Blair var ligeglad med de racer han var blandet af. Hun ville bare forsætte med det og aldrig stoppe igen. Men så var der en duft der fangede hende. Det var den duft hun havde opfanget da han først kom. Hans blod. Hun fik lyst til at smage det, men hun reagerede hurtigt og stoppede kysset og rejste sig op. Hun brød sig ikke om at skulle ødelægge øjeblikket, men hun blev nød til at stoppe sig selv.

I en hurtig bevægelse var hun væk fra ham igen, og han så nærmest spørgende på hende.
''Er du okay Blair...?''
Hans stemme osede af bekymring.
Han rejste sig op, og gik hen mod hende, men stoppede et skridt fra hende. Hun havde afbrudt deres kys, og havde åbenlyst prøvet at komme væk.
''Oh..'' han stoppede helt op.
''Det... Det havde jeg ikke lige... Jeg går lige ud på badeværelset..'' sagde han, inden han så lidt ned, og sukkede inden han var på vej ud på badeværelset.

Blair måtte heller få drukket et eller andet blod før hun drak hans. Hun nikkede bare da han spurgte om hun var okay. Da han kom nærmere gik hun et skridt tilbage, bare fordi hun ikke ville gøre ham noget. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle sige det. Det lød bare så forkert. Da han var på vej ud på badeværelset gik hun hen imod. "Ammon.. Jeg har bare.." Hun tog en dyb indånding og sukkede. "Jeg kan ikke altid helt styre mig når det kommer til.. Blod." Hun havde kæmpet meget for ikke at springe på ham da han rent faktisk blødte, så nu var hendes energi brugt op.

''Kom bare med snuske, så finder vi lige ud af noget.'' smilede han roligt.
Han havde tænkt sig at være sammen med hende for evigt, dette var en del af hende. Han kunne ikke afvise det.
Han samlede sit blodige tøj op og smed det i brusekabinen, inden han fandt en lille lommekniv frem fra hans lomme.
Han fik hende ind på badeværelset og låste dem begge to inde der. Det var nemmere at gøre rent i badeværelset, hvor der var fliser.
Han smilede til hende.
''Jeg lover dig, der sker ikke noget ved det.'' smilede han roligt.
Han havde engang hjulpet en anden vampyr der havde været døende. At dele sit blod ud var en formalitet han ikke tænkte for meget over.
Inden hun kunne sige noget til ham, eller stoppe ham, havde han skåret en halvdyb flænge oppe ved hans hals - hvor han vidste at det ville virke så naturligt for hende som muligt, og hvor han kunne tvinge hende væk hvis hun mistede kontrollen.
Blodet løb nu i en lind strøm ned af hans hals, ned over hans brystkasse.
''Kom bare. Der sker ikke noget.'' lovede han og rakte hende sin hånd som en gestus til at hun bare skulle tage for sig.

Blair gik med ham ud på badeværelset, hun var ikke vild med idéen, hun kunne skade ham. Det ville hun hade sig selv for. Hun stod bare lidt efter han havde skåret flængen og prøvede at modstå, men hun blev tiltrukket af hans blod, især shapeshifterblodet. Hun havde smagt varulv før, ikke lige det bedste men måske var der anderledes når han var blandet. Hun gik hen til ham og lagde først bare hendes læber henover hans sår og sugede, hun havde ikke lyst til at lave huller i ham også. Smagen var anderledes, der var en meget eksotisk smag sammen med den lidt kraftige. Hun fik hendes hugtænder frem og stak dem lige så forsigtigt ned i hans hals. Hun synes det føltes helt underligt, hun havde aldrig fået blod af en der ikke gjorde modstand. Hun blev nød til at stoppe sig selv, men hun følte bare det var anderledes med Ammon. På en eller anden måde følte hun sig tættere på ham. Så hun forsatte.

Han lagde en arm om livet på hende, aede hendes hofte.
Han sukkede i en blanding af nydelse og nervøsitet, gad vide om hun kunne kontrollere det?
Efter et minuts tid stoppede han hende, ved blidt at hive hende væk fra såret.
Det lukkede sig langsomt, for øjnene af dem begge.
''Håber det hjalp lidt?'' smilede han. Blodtab gjorde ham svimmel, så han støttede sig en smule til hende.
Han smilede fjoget, det var lidt som at være på stoffer.

/kort svar, sorry. tørrer hår xD//