Hvorfor... hvad i alverden laver jeg herude? //Blair//

T: 22:54
S: Ashen Wood Forest
V: køligt og månen er næsten fuld
O: træer, og få dyr

Det var ved at være sent. Solen var for længst gået ned, og månen var nu stået på. Den var næsten helt fuld i nat, og der vil ikke gå længe før den ville være hel fuld, og så vil der lyde mange hyl mod månen. En af dem der sikkert varv en af dem var Taeyang. Han var nemlig en varulv, og selvom han kunne blive en varulv når han ville, ville han stadig blive en så snart månen er fuld.

Taeyang havde i dag bestemt sig for at gå ud i Ashen Wood, et sted han ellers næsten aldrig kom til. Han havde ingen ide om hvad han lavede her ude, men det var vel også helt lige meget. Taeyang gik dybere ind i den mørke skov. Han var her af en eller anden grund, som han ikke selv kendte, men forhåbentlig ville han finde ud af det på et tidspunkt.

Blair havde ikke mødt mange varulve i hendes liv. Faktisk var hun næsten sikker på hun kun havde mødt Sajro. Men det gjorde hende nu heller ikke noget, hun havde hørt at deres duft var meget kraftig, og nu hvor hun kunne lugte bedre ville hun også kunne dufte dem. Hun var utrolig glad den dag, eller i den tid, hun havde fået en del af hendes gamle liv tilbage, og det fik hende til at få håb igen. Måske behøvede hun ikke længere være så alene. Hun gik igennem skoven med hendes høje støvler. Hun havde som altid en kort kjole på der også var rimelig nedringet. Hun opfangede en duft der ikke var bekendt, men hun begyndte at tro det var en varulv. Hun så op på månen og undrede sig over hvad en varulv dog ville lave derude nu når månen næsten er fuld, men så begyndte hun at tro hun tog fejl med hensyn til duften. Hun gik i retningen af duftsporet, hvorfor ikke finde ud af om hun tog fejl eller havde ret. Hun havde ikke andet at tage sig til. Blair nåede frem til ham og lænede sig op af et træ mens hun bare stod og så på ham.

Taeyang gik videre, men standsede lidt efter op. han lyttede. Havde han ikke lige hørt en lyd, eller var det bare noget han havde bildt sig ind, og var lyden bare en del af hans fantasi? Nej, det troede han ikke lige helt på at den var. Han snurrede en gang rundt for at finde nogle der kunne være skyld i lyden, men der var ingen lige i nærheden. *Når, det var nok bare et dyr så* tænkte han, og gik lidt videre, men standsede så op igen, og kiggede bag sig. Der, lige ved et af træerne, stod der en ung pige. Taeyang smilede til hende. ”Når, så det var ikke bare et dyr der havde lavet den lyd, men en ung pige” han gik langsomt rundt om hende, os han kunne opfange hendes dut. ”Når, en vampyr ser jeg” han smilede bredere til hende. ”Mit navn er Taeyang, og hvem er du, hvis man må ha lov at spørge?” han lænede sig op af et andet træ, et lille stykke fra hende.

Blair så at han så sig om efter noget. Men da han gik videre må han have troet det var noget andet end hende. Blair havde naturligvis duften fra en vampyr, men hun havde også en sommerlig duft over sig. Hun så på ham da han kom hen til hende. Hun så over på ham da han snakkede til hende. "Godt observeret." Hun lød mere flabet end godt var, da han præsenterede sig selv så hun bare på ham i noget tid uden at sige noget. "Du burde ikke give dit navn ud til hvem som helst." Hun så på ham og gik væk fra ham uden at give ham sit navn. Hvis hun gjorde det ville hun bare gå imod det hun lige sagde.

Taeyang smilede flabet tilbage til hende da hun havde sagt det hun ville. ”Okay der fik du mig” sagde han, og fulgte efter hende. ”Så lader jeg være med at spørge, og hvis du så måske føler for det, kan du eventuelt gi mig dit navn?” Han ville gerne vide hvad hun hed, for hun så rigtig pæn ud. Måske ville hun først fortælle det når hun stolede nok på ham, så han måtte på en eller anden måde vinde hendes tillid, men hvordan? Han vidste det ikke endnu, men det ville nok komme på et tidspunkt.

Blair havde ikke altid været så reserveret, men hun stolede bare ikke så meget på folk længere. Hun stoppede op da han igen spurgte efter hendes navn. Hun drejede sig om imod ham og overvejede om hun bare skulle fortælle det, han virkede ikke som en der ville give op. "Blair." Hun var fascineret af hans navn, det var anderledes og hun synes faktisk om det. Hun lagde armene over kors, men hun virkede ikke vred selvom hun stod sådan. "Er du en varulv?" Han ville måske ikke forstå hvorfor hun ikke kunne genkende hans duft, men forhåbentligt ville han bare svare uden at spørge ind til det.

Han blev en smule overasket over at hun bare gav ham sit navn nu. For mindre end to sekunder siden havde hun nægtet at sige det. Hun havde et pænt navn, Blair. Han smilede til hende, og nikkede så til hendes spørgsmål. ”Ja det er jeg, og jeg regner med at du er ny siden du ikke rigtig kan kende forskel på lugtene, eller er jeg helt ved siden af?” spurgte han. Han kunne godt lugte at hun var en vampyr, men han kunne selv huske da han lige var blevet forvandlet, der var alle lugtende meget mærkelige for ham, og det havde taget ham længe inden han kunne kende den ene lugt fra den anden, men han var ikke sikker på at det var derfor hun havde spurgt.

Blair fortalte som regel sit navn, men kun fordi hun ikke var bange for at folk vidste hvem hun var. Hun var næsten ikke bange for noget mere, efter alt hun havde været igennem så var der ikke noget kunne overraske hende. Hun så på ham med rynkede bryn, mest fordi hun ikke brød sig om at blive analyseret og proppet i en boks. "Jo, det kan man vel godt sige." Hun lød meget neutral, hun havde ikke brugt meget tid ude efter hun blev vampyr, fordi hun kom til at savne hendes gamle liv, og da hun så kom over at savne hendes liv, savnede hun de personer der var i det.