hvad laver DU her? (Camille)

Sted: The dream girl bordel
Tid: aften
Vejr: let overskyet, men lunt
Omgivelser: Kvinder i massevis og endnu flere liderlige mænd...

Han havde vænnet sig til det...Følelsen. At gå på bordel. Folk havde de mest beskidteste tanker om dem der kom her, man han havde valgt at ignorere dem. Der skete nogen gange at nogen dødede, måske af Aids eller anden sygdom...syfilis måske...han viste det ikke. han havde ikke lige styr på de sygdomme. så at en ekstra døde...ja, hvad forskel gjorde det?
Det var altså kort sagt et sted han kunne spise i fred.
Og det havde han gjort igen i dag.

Han kom lige fra et værelse af og sad nu ved et tilfældigt bord, iklædt en sort T-shirt og nogle mørke bukser. Bare fødder.
Han havde haft et sår på det ene ben, men det var nu så helet at han kunne gå uden at halte.
Det mørkebrune hår var redt tilbage, selv om pandehåret hele tiden faldt ned i panden. De mørke, rolige øjne gled over omgivelserne.
Han burde nok finde på noget andet at lave, end at sidde her...Det var jo ikke ligefrem noget fornøjeligt sted...Men det var samtidig et sted hvor han havde helle. Et sted hvor hans fjender normalt ikke ledte efter ham...

Hun var måske nok den eneste pige i disse overdådigt pyntet rum, der måtte betale for at opholde sig her.Men sådan var aftalen skruet sammen.Man kunne vel næsten sige at hun leasede et af de meget dekadente værelser, bordellet havde at byde på.
Tilgengæld stillede ingen spørgsmål ved hvad hun fortog sig , inde i sit private gemak.
Andre særaftaler var også indgået.Langt de fleste af drømmepigerne var iført mere make up end tøj, og Hos hende var det ...omvendt.
Camille skildte sig derfor en smule ud, bvilke gav hende en evig konflikt.Det var ikke smart at vække opmærksomhed...ikke spor....omvendt fik hun mange af de mere velhavende mænd til at se hendes vej, og at kunne tage dem med op, var jo ikke spor dårligt.Og det at rende rundt i pikant lingeri....det burde være forbeholdt hendes kæreste, mente hun da selv.
Men..naturligvis var hun shinet op i en smuk enkel sort kjole ,men krydsstropper på ryggen og et par flotte høje røde sko,men en rem om ankelen.
Det lyse hår, trængte nok til en klipning, da det efterhånden havde vokset sig temmeligt godt ned af ryggen, men hang i elegante bølger.
Hun sad i baren, havde endnu ikke nået at bestille en drink da hun netop var ankommet.
Hn kiggede rundt og blev mildest talt små chokeret over at se ham her.Sean!
Hun gled ned af stolen og satte kursen overmod ham.
Camille gik en lille omvej, så hun kunne nærme sig ham...bagfra.
Hendes hænder gled ind foran hans øjne, hvor de lukkede sig tæt og fratog ham hans syn.
Han havde måske både hørt hendes trin og genkendt den lidt vanillieagtie men yderstnmeget diskrete parfume, det vidste hun hans dæmon sanser havde god mulighed for.
Hun lænede sig frem , så munden var ved hans øre..og spurgte sagte med en kælen stemme og en halvdårlig brittisk dialekt.
" Well....mr. Du ser ud til at kunne bruge en blød kvinde krop i aften"

Det var umuligt at høre om nogen kom, da der var lidt smålarm over alt fra folk.
Og han var nok heller ikke helt opmærksom, da han havde taget sig et øjeblik til at sænke paraderne og bare slappe af...hvor akavet det ellers virkede at han netop valgte dette sted til det.
Men hver og en af paraderne røg med det samme op igen da Camille lagde sine hænder for hans øjne.
Han duftede svagt...Og genkendte duften, ikke bare parfumen, men også af selve mennesket. De fleste tænkte ikke over at alle havde hver deres særpræget...duft.
Han smilte svagt og valgte at lege med på legen.
"Der er så mange at vælge...Hvorfor skulle du være den jeg ønsker?" svarede han roligt, tog sine hænder om hendes og fjernede dem fra sine øjne, dog slap ham dem ikke.
Det var hans tur til at forskrække hende lidt...måske...håbede han...
Han trak hende tættere på sig, trods hun stadig stod bag ham, så han kunne mærke hendes krop op mod sin, trods det at han sad ned.
"ÅH ja...godt veludstyret kan jeg mærke..." smilte han
"Men sig mig nu dit navn og så kan vi finde et værelse bagefter..." han lød faktisk som om han mente det...

Arh...hvilken fryd, at kunne overrumple ham, bare lidt.Denne skråsikkre, men meget søde dæmon.Jo,,,han var sød, selvom han ville dø langsomt ved at blive kaldt det, havde hun på fornemmelsen.
Parat til at afsløre sin identitet var hun,men han syntes ikke at have genkendt hende endnu....uh, mænd!
" Jeg kan få din vådeste drøm til at virke knastør" sagde hun ,dog lidt mere usikkert , da han flyttede hendes hænder, men denne gang var overraskelsen på hans regning, han holdte fast og trak hende ind mod sin ryg, tæt.
Et lille sagte gisp, efterfulgt at fem sekunders larmende stilhed, inden hun svarede...
" var din tunge mr. Og det vil koste dig alle de penge din tegnepung indeholder at føle med mig, er du sikker på du tør det? kald mig Clair" sagde hun og forsøgte at trække sig lidt væk igen .

Han holdt hende fast, hun kunne ikke undgå det. Hvor længe ville hun lege med på legen? Dette havde hun i hvert fald ikke ventet. Han smilte af det.
"åh, jeg har flere penge end du kan forestille dig...men bare rolig min ven, pengene betyder intet...når vi to først er færdige" en skjult hentydning. Som regl spiste han jo på den måde...så pengene betød faktisk aldrig noget.
"Jeg glæder mig allerede, gør du ikke?" han rejste sig op, dog løsnede han nu grebet på hendes hænder og vendte sig om.
"Åh..." han foregav at være skuffet eller overrasket. en blanding vist nok.
"Camille? Mangler du så mange penge at du må ty til..." han lavede en håndbevægelse som inkl. hele rummet.
Men så endte det med at han smilte og blinkede drillende til hende.
"Nånå...Helt skuffet blev jeg dog ikke. Kan man blive det af en yndig kvinde?" let charmerende som altid. Dog blev hans blik en anelse alvorligt, lidt hårdt da han så på hende.
"Men hvad laver du enlig her?"

Hun måtte se sig selv, stadig cleanet op af ham, og hans ord efterlod hende med helt andre billeder på nethinde, da hun intet anede om hvordan han indtog sine måltider, eller blot havde tankerne helt andre steder.Hun troede han seriøst mente at han ville efterlade hende i sådan en ekstase, at hun ville være ligeglad med penge og alt andet, og kun have tanker for ...ham.Hun blev varm i kinderne, og vidste at hun stoppe nu, mens legen var god.Hun nåede slet ikke at svare på om hun glædede sig inden han var i bevægelse. Sean var allerede på forkant, han kom op og stå og drejede mod hende.Hun forventede måske en skideballe da han så det var hende, men istedet så hans ...skuffet ud og Camilles kække humør var på kanten af at fordufte." J-jeg mangler altid penge, men..."
Imens hun forsøgte at feje hendes selvtillid op igen fra gulvet, fik Sean et lille glimt i sine øjne, og små flirtet lidt igen, og Camille fik den tid hun behøvede til lige at få lidt styr på sg selv." Jeg..er på arbejde Sean, shyy" tyssede hun på ham" Men ikke som du..tror...hvad antager du mig for?!" hun trak ham i ærmet hen til bordet og ned at sidde, med mindre han protesterede ved dette.
" Du ...kan ikke råbe højt om du har mædt mig her, forstår du det?"

Han satte sig roligt ned og vedblev at sende hende et drillende smil. Han løftede sine øjenbryn ved hendes sidste sætning.
"Helt ærligt...hvad tror du ellers jeg skal i aften hos bogtrykkeriet?" han rystede på hovedet.
"Arbejder? Her? Med hvad dog, hvis du ikke sælger dig selv?" han lod drilleriet falde lidt til jorden igen og lænede sig tilbage, mens hans arme gled over hinanden og hans mørke blik gled over omgivelserne. Camille havde forstyrret ham og det var først nu han rigtig så hvem der var i hans nærvær...Dog ingen af interesse.
En ung kvinde kom hen mod dem og tilbød sig selv, Sean sendte hende et stort smil og lod en hånd glide ned over hendes kind, da hun bukkede sig ned og hviskede noget i hans øre.
"Det er fint snut...fin nu en der faktisk gider" og så ignorerede han hende og en noget slukøret teenagepige vendte sig fra dem og gik.
Han så på Camille igen da han nogenlunde havde samlet sine tanker.
Han fik da heller aldrig fred...Men denne forstyrrelse gjorde nu ikke så meget.
"Well...Mine mænd er blevet utålmodige. De siger at kommer vi ikke snart i gang med det job, sker det aldrig" sagde han og hentydede til deres aftale. som dog var blevet afbrudt sidste gang.

" ja ja...den er god med dig" sagde hun tørt med der var smil at spore i hendes øjne.
" Jamen...jeg lyver ikke hvis jeg siger at det udelukkende er for din skyld jeg er her Sean" smed hun til ham og sendte et strålende smil." Jeg kommer her kun for dig " forsatte hun sit lille drilleri.Hun blev dog afbrudt af pigen, yderst afklædt og ganske køn...naturligvis, det var alle dem der arbejdede her jo.Her var noget for enhversmag, både at se på, og rygterne gik på at pigerne her også havde deres...specialer...At byde på, men det vidste hun selvfølgelig ikke noget om.
Hun kunne mærke hun fandt det irriterende...at pigen sådan brød ind. i særdeleshed når Sean ikke var alene , eller i et herre selvska.Hvad regnede hun med? at han sad på bordel med sin søster?
Da de blev alene , fulgte hun op..." jamen vi skal da se at få det klart...Hvad tror du jeg laver her ? - jeg skaffer dine penge til dig . Ruller de stakkels mænd, såsnart de har smidt benklæderne" smålo hun til ham.

Han sendte hende et langt blik.
"Jaja, du er herre over dig selv...Men jeg bryder mig faktisk ikke om du finder dine penge sådan et sted her" svarede han så og lod blikket glide over omgivelserne. pige for pige, mand for mand. Ja, her måtte gemme sig mange penge. Slet ikke dårligt tænkt...Men stadig et farligt sted, mange forskellig mænd kom jo her, af alle rang...
Et øjeblik gled han bare ned i sine egne tanker og rystede så kort på hovedet og smilte mod Camille.
"Men jeg må rette dig. Det er ikke for min skyld. Det er for din egen" sagde han så.
"Det er jo dig der kommer til at lide last, hvis pengene ikke falder, om jeg ønsker det eller ej. Sådan er forretningen" han trak svagt på skuldrene.
"Det er en hård verden vi lever i"

Hun snoede hans ord lidt omkring i tankerne, vidste man ikke bedre var det jo en form for omtanke han sad og udviste hende.Faktisk meget ...sødt.Igen orden sød.
Men han havde på en måde ret.Der havde jo været mange situationer allerede, sågar nogen hvor hun havde måtte flygte halvt påklædt selv, fordi fyren havde ville kigge på hende smide kludene! Inden han selv ville- og da Camille så tabte modet til at gennemfører den lille strip act, var han blevet rasende og havde slået hendes kind, inden hun stak af, ud igennem vinduet...helt fra første sal.Hun kom hjem med en ankel forstuvet den aften, og Aleck var rasende.
" Jeg passer på mig selv " Mumlede hun .
" Men Sean...jo..man kan sige det er for mig selv! Det er jo min agenda og min bestilling, men...det er jo ikke for min egen vindning, det er for slaverne! Det er så ...utilgiveligt at eje et andet menneske." sagde hun stille.

Han rystede på hovedet.
"I dit hovedet er for slaverne. I mit hovedet er det for dig. Skaffet du ikke pengene kommer du til at lide" svarede han en smule kort.
"Hvad du vil opnå er dit eget problem" han lod skuldrene køre lidt rundt og kiggede hen på en kvinde der var i gang med at forføre en mand.
Eller faktisk var der ikke andet rundt omkring dem.
"Nå...men det kan vi altid snakke om. Jeg har givet dem nogle andre opgaver for at holde dem på måtten" svarede han og lod armene glide ned på armlænene.
Han så på hende med sine mørke øjne og det sædvanlige venlig smil.

" lide og lide.." mumlede hun .." det kunne jo være jeg gav det røvfuld! Hvad er de egenlig Sean, mennesker eller væsner? " spurgte hun nysgerrigt.Nu satsede hun jo stort påbat skaffe de sidste penge.Hun var ikke typen der tog let på ikke at holde ord- kunne hun ikke det, ville hendes selvbebrejdelse gnave hende op indefra , lige i dette tilfælde, for hun ville hade at Sean skulle stå overfor en vred pøbel og forklare- også selv om deres vrede snart ville rette sig mod hende.
Hun så han kiggede sig omkring, og blev meget opmærksom på stemningen i rummet.
Argh! Ngle aftener var de mere diskrete, men nu var gryden jo allerede på kogepunktet.
Der var..flirt,begær og endog elskov i luften alle steder....og her sad hun med Sean og forsøgte føre en samtale af normal karakter.De ville snart vække opmærksomhed, hvis de forsatte sådan her.Bordellets piger kendte ikke til Camilles særaftale med Mutteren, de troede hun var en freelance call girl, og derfor kom og gik - og klædte sig som hun lystede, men de forventede hun var der for at skaffe kunder, som resten af dem.
Lidt distræt og med varme kinder så hun ind i de mørke intense øjne af hans...og spurgte ukoncentreret" hvad har du sat dem til?"

han rystede på hovedet.
"Giv dem måske røvfuld, men i længden vil de nok være for mange" smilte han ubekymret.
"De er en blanding. Man kan jo få brug for alle mulige, alt efter hvilket job der skal laves. Dem jeg har valgt til denne opgave, er...ja, halvdelen er mennesker, resten er...lidt af hvert" han så lidt tænkende frem for sig. Og trak så på skuldrene. Der var vist en dæmon i mellem dem...Og en draconian. Nåe ja, og hans nyeste erhvervelse! To sortelvere, fulde af talent.
han så op på hende med rynkede øjenbryn.
"Hvorfor vil du vide det? Du bryder dig sikkert ikke om svaret alligevel" spurgte han

Camille kiggede kort rundt, hun var nød til at give dem lidt show, så at en eventuel mistanke ikke fik gødning og voksede.
Hun rejste sig derfor , og gik over så hun stod ved Seans side.
Med et lidt undskyldende blik og en spæd stemme sagde hun " Det må du virkelig undskylde Sean, men jeg er lige nød til at gøre det her, ellers tror jeg min cover her i bule bliver ...afsløret" .Med mindre Sean ville afslå, tog Camille plads på hans skød og lod armene glide om hans hals- afslog han, ville hun sætte sig tilbage- men uanset ville hun genoptage snakken fra før." Jeg bliver stadig....udfordret vedtanken om at sende andre i en mulig død, for mig....for slaverne.Du ved....en ting er man selv er villig til at gå hele vejen for de ting man tro på- men at skulle det for nget andre tror på, det er jo en anden sag.Dine mænd er villige til at dø...bare for penges skyld, og det er du også...hvorfor Sean- hvorfor?"
Sad hun på ham, ville hun stille nusse ham lidt i nakken- bare for det på afstand skulle se ud til de var ved at indgå en ....aftale.

Han var lettere overrasket over ideen, men accepterede den for hendes covers skyld. Han kendte jo selv vigtigheden af den...og enlig, hun var da ikke den værste at have på skødet, var hun vel? Han sendte hende i stedet et tilfreds smil.
"Ih nej da..." han lagde armene om hende, men uden at det skulle virke for meget eller antastende.
"Tja, det kommer vel meget an på en syn og filosofi" svarede han let.
"Jeg ved ikke hvorfor andre gør det, andet end fattigdom pryder byerne. Dø af sult eller dø i forsøget på at få penge...Og så er der adrenalinjunkierne" smilte han
"Men mig selv..." han lod blikket glide rundt et øjeblik mens han tænkte over det. Selv om han allerede viste hvad han ville sige.
"Hvad ellers? Jeg har levet længe, jeg har set mennesket gå fra den ene æra til den næste uden at blive meget klogere, men mere doven. Men hvad med mig?" han så på hende for at se om hun overhoved kunne forstå det. Han valgte at fortsætte.
"Som dæmon er du taget ud af menneskernes hverdag. Du lever anderledes og skal passe på nogle ting, som de ikke skal...Og samtidig være stærkere på andre punkter. Men vi lever længere, ja, næsten evigt! Og hvad skal vi få tiden til at gå med? Vi kan tage den ene uddannelse efter den anden. vi kan studere alt og alle. Vi kan forbedre vores færdigheder eller få nye...Men hvor længe bliver alt dette ved med at være sjovt? ingen de finder på noget nyt, inden man tager sig sammen...Hvis man overhoved gider det..." han rystede på hovedet og sukkede svagt.
"Det bliver kedeligt. Man ønsker ikke en normal hverdag. Den vil blive for ensformig. Man ønsker sig noget nyt. Og hvad så med at man bringer sit liv i fare? Samtidig kan man jo altid spare lidt sammen, hvis man en dag vil noget der kræver det. Penge betyder jo både magt og de resourcer man skal bruge for at leve sit liv" Han smilte til hende.
"Men min rigtige grund er spænding. Noget nyt. Jeg har valgt er være fuldstændig ligeglad med hvad menneskerne har af relationer, krige m.m. Jeg arbejder for den der betaler mig og flygter fra resten" han grinte let.
"Og tro mig, det giver spænding! At man aldrig ved hvad der sker" Og dog, nogen gange kunne det være godt med lidt fred. Men man kunne jo ikke bare bakke ud. Men hvor mange år skulle han fortsætte med dette? Han viste det ikke...til han døde eller han fandt noget mere spændende måske...Noget der kunne udfordre ham....

Med fingne der åndsfraværende gled gennem hans mørke nakkehår og nussede hans nakke og lidt ned af ryggen, faldt hun hen i staver.
Hvordan var det mon at leve sådan et langt liv? Hun kendte efterhånden flere der gjore det, og fælles når de fortslte herom var at der ligesom var et lille spor af ...vemod?... I deres fortælling.Det var en for stor mundfuld at sluge, hun havde bare ikke tilstrækkelig fantasi til at forstille sig det.Men...uanset om man levede tyve år eller tyve tusind, mente Camille at tre ting gav livet mening...Kærlighed, Børn og det at gøre nogle uselviske gerninger ...bare i ny og næ.
Det var dog personlige værdier, og ikke alle var spor enige i dem.
Hun gav Sean et lille knus og sagde drillende.." Jeg har en udfordring Sean, tør du tage den op?" og så lænede hun sig ned til hans øre og hviskede blidt " Få dig en kæreste oget barn!"... Hun halvt om halvt forberedet sig på han måske ville tilte hende ned, men hey!! Ville han ikke udfordres? Og prøve noget nyt? Well.....

Han grinte af hendes ide. Og rystede på hovedet.
"Det er dine værdier. De værdier du kan have og har plads til. Dem du går efter...Tror jeg da. I hvert fald hvad du ønsker dig" han så lidt på hende.
"Jeg har opgivet det for længe siden" mere sagde han ikke. Intet om hvorfor.
Men han havde sin grund...Eller grunde? Han viste ikke om der var flere...Og tanken fik ham til at tænke tilbage...Tilbage, mange år tilbage, til en tid hvor han stadig kun var et barn, nærmest...
Åh han havde skam haft tankerne om nærværet fra en anden person...Men han var en speciel dæmon. Han kunne ikke tillade eller have sådan noget. Og det havde han lært at leve med. Han havde lært at være ligeglad med det og ignorere det når han så et nyforelsket par på gaden.
Nej...Det tilhørte måske hendes ideal liv, ikke hans.

Det er jo aldrig til at vide hvilke slag ens vej i livet vil slå, men at man skal gå den hele lange vej alene, på egen hånd uden følgeskab, det synes ikke tiltalende- eller fair.
Men man bestemte ikke altid selv.Det interessante ved Sean ar bare ikke at kortene ikke var blevet delt sådan at han havde fundet en partner eller familie.Nææ..han ærmest bare valgte det fra, og var det ikke lidt sjovt? Altsår...det var der mange der gjore, uden at Camille fandte det underligt men...Sean virkede bare som en der ellers normalt godt ville og det pirrede den lille nysgerrighed af hendes.
Hun smilede af hans arme omkring hende, kun for synets skyld....for hendes cover , det vidste de begge to.Hun nussede derfor pligtfyldigt videre i hans nakke og sagde stille" Du kan ikke bare give op overfor kærlighed Sean, den kommer sltid når man mindst ønsker det, ikke?"
Hun mente det måske kunne være relateret til hans job, at han ikke ville være i et forhold, men var det så ikke nemmere bare at skifte erhverv?
" Du er så stædig" hviskede hun nær hans øre.

Hans smil blegnede lidt da hun åbenbart ville køre den videre. Han rystede bare på hovedet uden at svare hende. Ville ikke. Endnu en særlig af hans, han kunne ikke, måtte ikke, lukke op og fortælle folk for meget. Han kunne ikke tillade det.
Både for hans job...men også af mere privat sikkerhed.
Han følte sig en smule presset som han sad her, uden mulighed for at gå fordi hun sad oven på hende, så ved hjælp af kropssproget fortalte han hende at hun godt måtte hoppe ned igen.
Da hun endelig havde flyttet sig, rejste han sig måske lidt for hurtigt.
"Her er varmt...Og jeg er tørstig, skal du have noget?" spurgte han hurtigt og så lidt på hende.
"Det er altid nemt at give råd og dele sin meninger...Uden rigtig at forstå det, ikke?" sagde han så og gik så op til baren, som hun havde bestilt noget med eller ej.

Sean var en fyr med sine egne meninger, og de var svære at løsne op for...enda vanskelige at få et indblik i, biste det sig.
Hun opfangede hans små diskrete reaktioner, og tolkede dem som hun var nær den usynlige grænse for hvor langt hun var tilladt at tage denne snak.
Hun rejste sig stille, og så lidt forundret at Sean næsten fik rettet sig op og stå, inden hun selv.
Hmmm... Hvad betød hans rasteløshed? Hun ville gerne trække svarene, hale dem ud af ham, men han skulle selv have lyst til at snakke med hende.Rigtig snakke.Ikke den lille small pligtfyldige talk, men at åbne sig lidt for hende....ellers ville hun ikke presse sig på.
" Jo, tak.....noget der kan blandes med lidt juice....tak Sean" sagde hun hurtigt .Hun overvejede lidt om hun skulle følge ham op i baren, men det birkede, udfra hans kropssprog og hans hast, som han godt ville have fem minutter for sig selv.
" Lad nu vær med at stik af med en dejlig brunette på vejen" drillede hun mildt, i håb om at lette lidt på stemningen.

Han sendte hende et hurtigt smil og forsvandt mellem folk på vej op til baren.
Ved baren bad han om noget blandet i en juice, ligeglad hvad men ikke for stærkt. Samt noget af det stærkeste de havde.
Han drak hurtigt en lille drinks og bad så om en normal øl. Styrken på alkoholen havde en beroligende effekt, da der gled ned gennem hans hals og fik hans muskler til at trække sig lidt sammen.
Hvordan kunne det være hun altid kom så tæt på? Tæt på...Ting.
billedet af den gamle mand han en gang havde snakket med, gled gennem hans hoved. Det var uhyggeligt mange år siden men han savnede ham stadig. Og han var den eneste der havde forstået ham...Og overbevist han om at han sagtens kunne fungere som en person, uden en familie.
Han betalte og tog blandingen af juicen og øllen med sig ned til Camille.
Et par kvinder lod deres hænder glide over hans krop da han var på vej tilbage, nogen ignorerede han, andre stoppede han op og spøgte lidt med.
Men efter et øjeblik var han tilbage ved camille og stilte drikken foran hende.
"værsgo" den lille tur havde helt klart hjulpet lidt på hans nerver.
Han frygtede hun skulle fortsætte...Men samtidig kunne han ikke få sig selv til at skyde ne kvik kommentar afsted.
Det endte med han drak grådigt af øllen. som om alkoholen ville løse hans problemer...Gamle minder. Og tanker. Noget af det hjalp det dog på...Dog kun for i aften. Og det viste han godt.

Hun holdte øje med ham.Fordi hun var bekymret og fordi hun var nysgerrig.
Han var typen der holdte kortene tæt ind til sig og helst ikke ville tale meget om sig selv.Det måtte være frygteligt st være i selvskab med typer som hende, altid havde hun antennerne ude og opfangede slev de mindste vibrationer i folks signaler...og spurgte ind til dem, ofte da.
Med et smil omkring hendes læber, betragtede hun hvordan kvinderne klæbede til ham, og ikke mindst hvordan han udvalgte hvem han ville give et glimt af opmærksomhed, og hvem han afviste blankt.Interessant.
Hun modtog drinken og takkende ham.
Camille tog et par mundfulde, og hvad end det lige var, var smaget helt i top.
Sean...drsk lidt hurtigt...gjore han ikke??
Men en let tone, for ikke at virke omklamrende spurgte hun stille.." Er du okay? jeg mener...al den snak om partner eller ej, det virker til at have ribbet op i...et eller andet? Måske jeg tager fejl...men..?"

Han grinte og satte kruset på bordet.
"Du har ret. undskyld" han lod blikket glide ud over rummet igen, sukkede svagt og lod blikket glide tilbage mod Camille.
"Du tilhøre en meget opmærksom type" sagde han så. hvilket han selv fandt interessant. Hvorfor var hun sådan? Gik hun efter at gøre det bedste for sine omgivelser, altid? så hun måtte være opmærksom på...ja, hvad som helst? Eller frygtede hun noget?
Der var jo altid flere muligheder...måske noget hun havde fra fortiden, hvor der var sket noget...noget hun ikke havde set komme?
Men han spurgte ikke. Legede bare med tanken inde i sit hoved.
"Men hvad med dig selv? Du virker så glad for familie. Hvor er dine 10 børn og mand?" spurgte han med et let drillende smil. Tiden havde trænet ham i at få samtalen til at gå væk fra ham. Fra personlige spørgsmål. Men han viste det var lidt mere...besværligt, med Camille.
Hvis hun da bare forstod det var for alles bedste...

Hun nikkede bekræftende." Ja, det er jeg nok....en have i nogle situationer en forbandelse i andre" små lo hun og tog lidt at drikke.
" 10 børn og mand?" hun tøvede...havdedet helt klart bedst med ikke selv at være i centrum, ikke når det galdt personlige ting, de mere lægefaglige var en anden historie.
" hmm...jeg har været alene...indtil fornyligt.Jeg har en fantastisk kæreste der render rundt og redder verdenen, på sin egen måde....men børn? Jeg ved det ikke.Det ligger nok ikke i mine kort, jeg er for meget virvar omkring mig og mit liv, til nogen kan udholde det i længden, tror jeg" sagde hun lidt stille men meget hudløst ærligt.
Var detikke derfor hun varså bange for at binde sig ,egenlig, fordi hunnvidste atvderbså senere på vejen lå en svær afsked? " Jeg har min adoptivdatter, med Eric...det må være fint" sagde hun lidt afvisende, ikke fordi hun var sur,men fordi hun nok inderst inden ville have elsket et hel kuld unger at holde styr på.Men hun var ret sikker på at Tristan så det på samme måde, som hun selv.

Han lod opmærksomt blikket glide over hende.
og trak så på skuldrene da han så ud på den nærmeste kvinde...som var omgivet af to mænd. Lige nu fandt han det kvalmende. Al denne snak om...familie...og...børn og kærester...Det gav ham kvalme! Og han viste hvorfor.
*Fordi du flygter fra det* Han rystede svagt på hovedet og drak lidt mere af sin øl, ventede bare på den snurrende fornemmelse der kunne drukne den irriterende stemme.
Han kunne se på hende der lå lidt flere tanker under det hele...
"Du ville ellers have været en fantastisk mor, det er jeg sikker på" svarede han så. Det var jo ikke noget han skulle blande sig i.