Hvad laver jeg her? //Claire//

T: 07:48 om morgnen
V: Solen er på vej op og der er en kølig vind i luften, og der hænger en svag tåge over landskabet.
S:I en lysning i Ashen Wood Forest
O: Der er ik en lyd i den dunkle skov. Ingen dyrs puslen og ingen træers hvisken. Det eneste der svagt kan høres er grenene og bladene der slår mod hinanden
P: Et par lange bukser og en langærmet trøje mod kulden.

Lyset begyndte at skinne svagt gennem træstammerne, men der var så mange træer, at det ik blev alt for lyst inde i skoven. Kun lyst nok til at man kunne se til det nærmeste træ. Hvis det ik lige var for tågen der stod i vejen.
Kasandra blev vækket af tågen da den føltes klam og gjorde hendes tøj dugget og vådt. Hun lå på siden med hænderne svagt adskilt fra hinanden foran hendes ansigt. Hun lagde hurtigt vægten på sine hænder og så sig omkring mens hendes muskler arbejdede på at få hende op at sidde i en stilling, som var lidt mere behageligt.
Hun prøvede på at se frem men tågen var svær og se igennem og hun kunne kun se en meter frem for sig. Hun kneb øjnene sammen og anstrengte sig for at synet blev bedre, men det gjorde det ik. Hun lagde hele sin vægt på hænderne og sprang så op, så hun stod på fødderne og foroverbøjet. Hun rettede sig op og kiggede endnu en gang rundt.
*Hvor er jeg?* Nu var Kasandra rigtig forvirret og hun drejede rundt og så i den modsatte retning. Intet kom til hende. Hun tænkte tilbage på aftenen før, men uanset hvor meget hun anstrengte sig, så var der intet der kom til hende. Det var som om der var et stort sort hul i hendes hukommelse. Hun kaldte på Meric mens hun begyndte at gå frem, og hun var op til flere gange ved at gå ind i træer, da de bare sprang ud foran hende.
Hun hørte en lyd bag sig og hun vendte sig om, mens hendes hånd røg om på ryggen og fandt... intet. Hvor var hendes bue? Hun tog sig til hoften. Hendes sværd var der heller ik. Oka, nu var hun begyndt at blive nervøs, og det var ik kun på grund af tågen, men også på grund af stilheden. Hun lyttede til træerne og hørte intet. Oka nu var det her ved at gå hende på nerverne, og hun fortsatte med at gå frem, og ind i mellem sprang til siden, for ik at gå ind i træer.

Claire var vågnet op, den tykke tåge havde lagt som rundt i skovens kroge. Claire kunne ikke se meget, og ingen lyde skræmte hende. Hun strakte sig, og bevægede sig ud af hendes hule. Den hule, som ingen kunne finde ind eller ud af, ikke andre end hende. Claire slap et gab udover hendes mund, og hendes mørke øjne flakkede rundt i skoven. Tågen gjorde den ukendte lyd, af skridt som kom imod hende tydlige. Claire stoppede op og kiggede opmærksomt rundt, også selvom hun intet kunne se. Så fejlede hendes instinkter intet. Claire havde sovet i hendes grotte, så fugten havde ikke skadet hverken hendes hår eller tøj. Hendes store hår, sad som det plagede. Krøllet, stort og mørkt.
Den sandfarvede kjole passede perfekt til henes, mørkehud. Og selvom det ikke var helt hendes stil mere. Klædte den hendes kvindeligekurver, hendes kæreste ville have elsket at se hende i den. Claire opfattede ingen farer, så hun forsatte med at gå. Hendes lydløse skridt, bevægede sig imellem træernes faste stammer. Hun fik øje på noget, som ´mindede hende om en kvindlig skikkelse. Claire gik imod skikkelsen, og stod bag den. Hun prikkede kvinden på skuldren.

Kasandra var stoppet op for at overveje hendes muligheder. Hun kunne ik huske hvordan hun var havnet der, Meric kom ik når hun kaldte og træerne hviskede ik til hende. Hun var ret sikker på at hun ik længere var i sin egen skov. Men hvor var hun så? Hun stod stille og lyttede, men den eneste lyd der var der, var lyden af grene og blade der svagt slog i vinden. Og så at der var grene der knækkede på jorden, og blade der raslede. Som om de blev rykket på. Lyden havde en rytme til det, som om der var nogen der gik, men hun kunne ik høre lyden af trin. Hun drejede svagt hovedet til den ene side og lukkede øjnene. Lyden kom nærmere, men stadig ingen lyd af fodtrin. Det gjorde hende lidt nervøs, som kun skete, når hun ik var i sin egen skov. Nu var hun sikker. Hun var ik længere i moder natur skoven. Men det var tydeligvis en skov hun var i. Var det sortelvernes skov så?
I det samme mærkede hun en finger prikke på hendes skulder, og det krævede alt hendes selvbeherskelse, ik at springe væk og op i et træ, eller række ud efter den bue hun ik havde på ryggen mere. Hun drejede bare hovedet og så en kvinde stå bag hende med hånden løftet. Hendes mørke skikkelse fjernede alt tvivl omkring hvilken skov det var. Hun kunne nemlig mærke at hun var elver, men ingen skov eller lyselver har nogensinde været SÅ mørke.
Hun vidste ik rigtig hvad hun nu skulle gøre, for normalt holdte hun sig væk fra sortelverne, da de kunne være ret så grusomme eller ondskabsfulde. Hun vidste heller ik om de havde nogen respekt for hendes race, som de andre elvere havde. Det troede hun ik, da de jo ik levede i samme skov.
Kasandra vendte sig rundt og stille sig med fronten til kvinden og så, så på hende og lod hende tage det første skridt.