Tricket er at finde vej (Lyra)

Lyra nåede ikke at vænne sig før nogen havde ligget de klamme arme omkring hendes mave trak hende med hen imod grotten. Et ferbilsk skrig undslap hendes læber. Sean hvor var han? hendes blik var sløret og hun svært ved at se hvor han var. Hun knurrede arrigt, det var nu eller aldrig, i arrigskab forvandlede hun sig til sin drage skikkelse, manden som før havde trukket hende med sig stod målløs kiggede. Hendes hvide drage skikkelse brølede kræftigt og advarende, hun havde ikke tænkt sig at kæmpe, det gjorde hun ikke i mere. Hun overvejede sine flugt mulligheder og forvandlede sig til menneskeskikkelsen igen og løb imod grotten. Hendes blik vendte sig for sidste gang imod Sean inden hun løb ind i grotten. Hun var skræmt og bange derfor løb hun løb og løb ind mørket. Hun sikker på at det var hendes skyld og nu ville Sean aldrig få fred for hendes far, Hun stoppede op da hun kom til den hule agtige grotte, tårende trillede ned af hendes kinder. Hun havde ene alene fået ham fedtefadet. Det var det hun havde sagt når hun stolede på nogen gik det altid galt. Hun havde ikke noget tøj kappen og hendes kjole var gået i stykker idet hun forvandlet sig til sin drageform.
Hun kiggede ned på sig selv, hun var forbandet og folk der kom tæt på hende blev revet ind i hendes forbandelse. Hun ville aldrig tillade sig stole på nogen igen. Drog kunne ikke vænne ryggen til at hun allerede nu følte noget for Sean og at der var en form for bånd imellem dem. Hun anede ikke hvad der sket med Sean, hun følte sig som kylling hun var løbet sin vej. Det kun kujon der sådan noget og det var hun. Hun lyttede stille til lyden ingenting imens hun kryp sig sammen for at kunne holde på varmen.

Manden burde vide det. Ellers gik hende far ikke meget op i det, hvis han ikke engang fortalte sine mænd hvad hun kunne.
hun var smuk som drage. Nøjagtig som hun var som menneske.
Han mærkede vreden bølge gennem sig, heldigvis hun kunne flygte! Væk med hende, så der ikke skete hende noget.
Manden var blevet skræmt, men opdagede snart den nye fare der nærmede sig ham.
Han havde nu set Sean. Derfor måtte han dræbe ham, ellers ville han sladre.
Han var snart hos manden, som løb, væk fra grotten, ud over sandet.
Han trak vejret dybt, da han var let forpustet efter løbeturen.
Og lidt efter mærkede han hvordan hans krop reagerede på hans ordre.
Han voksede, blev højere og hans muskler blev større. En hale voksede ud, hans hud blev mørkere. to små horn kom ud af panden på ham og to store vinger gled ud af hans krop. Det gjorde ondt, den der specielle smerte som mest hjalp på hans humør, på hans vrede. gjorde den stærkere.
Han baskede let med vingerne, fløj da afsted, indhentede legende let manden og greb fat i ham med de klo-besatte hænder.
Han fløj op og op og da han var højt nok oppe så han koldt på manden. Disse øjne som nu var helt mørke, helt kolde...helt dæmoniske.
"Velkommen...til din død" han greb fat i halsen og klemte til...Manden sprællede, men kunne ikke komme fri. Sean klemte og klemte end til blodet begyndte at løbe og manden var helt stille.
Hvor synd han sjæl gik til spilde.
Han fløj ud over ørkenen og da han var kommet lang nok fløj han ned igen, begravede manden i sandet. Han ville ikke blive fundet før om noget tid. Imens ville de nok forvente han var på sporet af Lyra og forhåbentlig give dem et par dages pause.
Han fløj tilbage og forvandlede sig til et menneske igen. Hans tøj hang i laser om ham, da hans tøj var gået i stykker under forvandlingen.
Han satte sig tungt ned, lige inen for grottens åbning. Træt. Det tog meget energi at forvandle sig.
Han lænede sig op af væggen og mærkede dn ekølige brise...Han håbede Lyra var i sikkerhed, hvor langt hun end var nået.

I det første lange stykke tid sad hun bare og overvejede om skulle stikke af hun mærkede hvordan hendes krop begyndte give efter for trætheden, men måtte finde Sean igen hun kunne ikke undvære ham. Hun måtte finde ham " Sean" mumlede hun trak vejret tungt. Hun gik tilbage nærmeste udgang drog stoppede op nogle få meter fra uudgangen " Sean" sagde hun forsigtigt. Hun anede ikke om det sikkert at komme frem, men hun måtte finde ham. Hun bed svagt læben imens hun ventede på svar. Da der ikke kom noget lige med det samme gik lidt tættere på. mon han var okay. Hun ville gerne kiggede efter ham, men var ikke sikker på turdte, hendes frygt for knytte sig folk var lige blevet fordoblet, men hun måtte sikker sig Sean var i sikkerhed, det lige nu det betød mest. Hun snublede over en sten gispede idet hun ramte jorden med hult bump. Hun var udmattet og havde brug for søvn for få sin styrke tilbage.

Han hørte den spinkle stemme og de små trin i nærheden.
"Lyra? Jeg er lige her" han tvang sine øjne åben og kiggede gennem grottens mørke indgang, til tunnelerne der var oplyst af fakler.
et bump. Han rejste sig op.
"Lyra, er du okay?" spurgte han og gik længere ind i grotten, til han kom ind for dens lys...og der lå hun, på jorden, fuldstændig udmattet og med kjolen flænset.
Nu var han altså ligeglad med hvad hun mente!
Han tog fat i hende og hjalp hende op.
"Kom så" sagde han lidt bestemt og brugte selv sin sidste energi på at få dem begge videre.
Ud af grotten og op til byen. Lige meget om hun ville det eller ej.
Han var selvfølgelig opmærksom på stort alt han kunne. Men det virkede ikke som om nogen fulgte efter dem eller ville dem noget.
han bar hende næsten gennem den halve by, mens de holdt sig væk fra forbigående.
Til sidst nåede de en kro. Han gik indenfor med hende, satte hende ved en stol og kiggede sig omkring. Her var stort set tomt, tydeligvis fordi kroen var ved at lukke..
"Værelse for to..." kromanden så kort på dem begge, lagde så en nøgle frem.
Sean lagde nogle penge frem.
"Vi er her ikke" Kromanden kiggede på pengene, talte dem...Og nikkede så.

Sean tog igen fat i hende.
"Kom..vi skal op og sove..."
Op af trappen. Finde værelset, lukke sig ind. Dobbeltseng. fordømte kromand.
Han satte hende på sengen.
"du skal ikke tænke på andet end sove" han smilte til hende og låste døren.
"Jeg skal nok sove på gulvet..." der var ingen grund til at mase sig på.
han mærkede trætheden overvælde sig igen...

Hun mærkede ikke hvordan trukket afsted, alt sløret hun så træt ænsede andet end det bløde stof der ramte hendes fik hende vågne op, først troede hun at var alene " Sean" sagde hun ferbilsk, men opdagede at han var der og hun åndede lettet op. Hun var lykkelig lige nu for at tingene havde gået som de gået. Hun ville engentlig have ham så tæt på som muligt, men nåede ikke at sige mere før hun faldte søvn. Hun kiggede sig omkring hun var ude i skov hun kiggede sig ned af sig selv, hende kjole var lang og grøn. Hun var så lykkelig fik lyst til nyne en sang, hun anede ikke hvor hun gik, men endte i en lysning. Et stik af ensomhed og hun mærkede hvordan kulden gled hende ned af ryggen. Idet hun hørte Seans stemme der forsikrede hende om at hun ikke alene når han. Hun vendte sig om og så hans smilende ansigt hun mærkede hvordan varmen bredte sig i hendes krop. Hun gispede en pil ramte hans pande han snak til jorden. Hun vendte sig om imod kvinde, det gøs hun angsigt til ansigt med kvinde, hun sænkede buen grinede. Lyra anede ikke hvem var eller hvad hun var, hende blå mærker på kinden, hun vidste ikke krigsmaling eller tatoverninger.
" SEAN!!!" råbte hun og mærkede hvordan svenden drev ned af hende, hun trak vejret tungt og gispende. Hun følte sig fortabt forvirret og det enste hun kunne se var den kvinde med det mørke hår og hun Sean hvor var han? Hun kunne ikke se ham nogen. Hun kiggede ikke på gulvet hvor han var. Hun anede ikke hvor længe hun sovet. Hun turdte ikke at lukke øjnene igen.

Hun mærkede ikke hvordan trukket afsted, alt var sløret hun så træt ænsede andet end det bløde stof der ramte hendes fik hende vågne op, først troede hun at var alene " Sean" sagde hun ferbilsk, men opdagede at han var der og hun åndede lettet op. Hun var lykkelig lige nu for at tingene havde gået som de gået. Hun ville engentlig have ham så tæt på som muligt, men nåede ikke at sige mere før hun faldte søvn. Hun kiggede sig omkring hun var ude i skov hun kiggede sig ned af sig selv, hende kjole var lang og grøn. Hun var så lykkelig fik lyst til nyne en sang, hun anede ikke hvor hun gik, men endte i en lysning. Et stik af ensomhed og hun mærkede hvordan kulden gled hende ned af ryggen. Idet hun hørte Seans stemme der forsikrede hende om at hun ikke alene når han. Hun vendte sig om og så hans smilende ansigt hun mærkede hvordan varmen bredte sig i hendes krop. Hun gispede en pil ramte hans pande han snak til jorden. Hun vendte sig om imod kvinde, det gøs hun angsigt til ansigt med kvinde, hun sænkede buen grinede. Lyra anede ikke hvem var eller hvad hun var, hende blå mærker på kinden, hun vidste ikke krigsmaling eller tatoverninger.
" SEAN!!!" råbte hun og mærkede hvordan svenden drev ned af hende, hun trak vejret tungt og gispende. Hun følte sig fortabt forvirret og det enste hun kunne se var den kvinde med det mørke hår og hun Sean hvor var han? Hun kunne ikke se ham nogen. Hun kiggede ikke på gulvet hvor han var. Hun anede ikke hvor længe hun sovet. Hun turdte ikke at lukke øjnene igen.

Sean tog en dyne og en pude og smed det på gulvet. Han tog den ødelagde skjorte af, rev det nederste af bukserne af, resten beholdte han på.
Som en slags shorts nærmest.
Han lagde sig ned på det hårde, kølige gulv, trak dynen op om sig og lagde hovedet på puden. Lidt efter sov han tungt.

Han følte lykken og glæde. Han mærkede hvordan han smilte, solen skinnede og en fugl sang i det nærmeste træ.
Han gik lang stranden og blev beroliget af vandets lyd...
Pludselig blev det hele revet fra hinanden. Han stod på en stor mark, en stor tom, øde mark. Der var tomt og ensomt til alle sider...Men værst af alt følte han sig ensom.
Og så kom dette monster...dette store monster, men store skulderplader med pigge og denne maske af knogler. Stor var den og gav ham en følelse af...ensomhed. at være forladt og alene.
OG den kom efter ham, truede med at udslette ham, hvis ikke han løb. Og løb nu.
Så han løb...Løb og løb og løb, men monsteret var hele tiden lige bag ham. Han måtte ikke blive fanget...han viste ikke hvorfor, måtte han måtte bare ikke blive fanget. Han viste det betød undergangen...
Monsteret greb ud efter ham...

Han vågnede med et sæt og så sig desorienteret om.
Han hørte Lyras usikre åndedræt og det hele kom tilbage til ham.
Flugt...sove.
Han tog sig til hovedet, han var stadig ret træt. Men det lød som om Lyra havde brug for ham.
Med en smule besvær, og en krop der var stiv efter af have ligget på gulvet, rejste han sig op og gik hen til sengen, satte sig ved siden af hende og lagde en hånd på hende.
"Jeg er lige her..." hans eget mareridt kørte stadig rundt i hovedet på ham...

Da han var der lagde hun sine hænder på hans pande og et lettelsen suk undslap hendes læber " det var forfærdligt" sagde hun og slap hans pande knugede hans hånd i sin hun rystede svagt af frygt hun var rystet og turdte ikke troede ikke det var bare en drøm, men den virkede så virkelig. Hun lukkede svagt øjnene tænkte tilbage hun sikker på at vedkommende fra hendes drøm ikke var en set før, men hun var ikke sikker bed tænder tænksomt sammen. Hvad var det der skete efter hun tænkt lå hun en hånd hvile på hans kind for at mærke ham. Det mærkeligt, men hun ´blev nød mærke hans nærvær så hun kunne blive rolig.

"Kom...Jeg er her. jeg er lige her" han lagde sig ved siden af hende og hev hende med ned og ligge. Han lå med sine arme om hende og mærkede selv den beroligende effekt ved at have hende tæt på sig.
Hun rystede helt og det fik ham til at hive dynen op over dem.
Han nussede hende i den halv-sovende tilstand han selv var i. Men han viste ikke om han kunne sove igen...han var selv bange for sit mareridt.
"Jeg tror vi begge har haft vores mareridt i nat" sagde han stille.

Hun nikkede svagt og smilede, hun var glad for at han stadig var uden pilen for panden. Hun betragtede ham svagt han var så køn som han lå der, men hun var sikker på at det ville få en ende hvis hendes drøm ville blive virkelig. Hun sukkede let imens svagt lod glide rundt om hage og rørte ved hans læber. Hun kunne ikke tage øjnene fra, men det gjorde ikke noget sove turdte hun ikke. Lyttede til åndedrag. Alt ånede fred og det virkede som drøm af hendes dette hun betragtede svagt sin kjole hun måtte finde noget nyt hvis hun skulle uden for dør igen.

Han åbnede sine øjne igen, da han mærkede hende kølige fingre. Og smilte til hende.
Han rakte en hånd ud og fjernede noget hår som var gledet ned over hendes pande.
"Du er smuk som du ligger der" sagde han stille.
Helt stille...ikke engang en lyd ude fra gaden eller inden fra naboen eller fra andre gæster. Var det ikke sjældent? Måske var det ikke en særlig populær kro? Han kunne ikke huske det. Han kendte ellers alle kroer i byerne.
Men det var også lige meget, de lå her sammen og slappede af. Begge stadig trætte, begge med deres mareridt. Begge med hinanden.

Idet han rørte hendes flyvske tot blev helt varm indeni, eller mere varm indeni end hun plejede at være. Hendes hjerte bankede helt vild og hun kom til at fnise som skolepige som havde set livskårene eller troede det ihvertfald. Hun syntes det var så mærkeligt at ligge her sammen med den fremmede, eller hun vidste hans navn og det gjorde dem vel til bekendte? Hun ville ihvertfald kalde dem bekendte. Hun Fnisede i et stykke tid inden hun kom til sig selv, hende hvilede på hans ansigt, læber og øjne de var så smukke at det næsten gjorde ondt. Idet han sagde at hun var smuk vendte hun genert sit blik imod deres fødder, hun var så vant til disse tilnærmelser og det gjorde hende smule flov, men alligevel syntes det rart at høre disse ord. disse ord ville alle kvinder høre.

Han smilte til hende, over hendes åbenlyse rødmen og blikket der blev vendt væk.
Dette lille væsen, denne kvinde som virkede så skrøbelig at man kunne ødelægge hende på ingen tid, men alligevel så stærk hvis det var det der var brug for...
Først nu gik det op for ham hvor meget hendes far enlig måtte have gjort ved hende.
Og han mærkede et svagt had der begyndte at blusse op i ham og tankerne om at det skulle være slut. faren skulle ikke have lov at gøre mere!
Han trak vejret dybt og mærkede at søvnig igen var ved at hive ham med til drømmeland...
Han frygtede stadig drømmen, han viste den ville komme igen, hjemsøge ham som den havde gjort sidste nat, hele tiden føles længere...
Men han havde også brug for at sove og få sine kræfter igen...

Lyra lå stille kiggede på hendes fødder, hun bed svagt idet kiggede op på ham, hun så hvor træt han var. Lyra turdte ikke sove, faktisk var hun lys vågen efter drømmen at hun ikke kunne til hendes held. Tanken om pilen i hans pande og ham der sank til jorden var for meget for hende hun kunne og måtte ikke sove. Hun lukkede svagt sine for at åbene dem, hun ville ikke sove selvom det betød hendes nederlag. Hun begyndte nynne en melodi hun vidste ikke hvor den stammede fra, men hendes mor havde alt nynnet den inden hendes søskende og hende skulle sove. Melodien var den samme fra drømmen, men hun havde ikke glemt det, hun nynnede den ellers så kønne melodi for at holde sig vågen den havde ikke berolige effekt som før, nu mindede den hende noget frygtingyende.

Og sådan gik natten.

Da solen stod op, vågnede Sean op igen. Mareridtet var ikke kommet tilbage, han havde kun drømt den en gang den nat...Han smilte svagt. Han åbnede øjnene og kiggede på lyra, som stadig så lige træt ud.
"Jamen du har jo næsten ikke sovet" mumlede han døsigt og fik sat sig op. Han huskede svagt de begge havde været vågne af hver deres mareridt.
Han lod en hånd glide gennem sit hår. De måtte åbenbart aldrig slappe af. han så igen på hende og hendes ødelagte tøj. Hun skulle have noget mad og noget nyt tøj. Ja, nyt tøj til ham også.
Han smilte let til hende.

Hun rystede svagt på hovdet hun havde sovet ret meget og Sean havde været helt væk, han havde virket som en der ikke var plaget af onde drømme. Hun smilede svagt idet hun rejste sig op, hun kløede svagt i det flammende hår. Hun anede ikke rigtigt hvad hun skulle give sig til. Hun vendte sit blik imod ham innden hun smuttede ud på toiletet for at friske sig en smule op. Normalt sov hun ikke synderlig meget. Hun kunne ikke lide at være det samme sted for længe af gangen.
Hun kiggede sig selv spejlet hun lignede ikke sig selv. Hun kunne ikke gå udenfor dør uden hendes kappe. Hun fór ud på sengen for finde den. Den var væk fumlede med dynen de havde haft over sig, men dert kunne heller ikke finde den. Hun anede ikke hvad hn skulle gøre for uden kappens beskyttende skjold følte hun sig nøgen og fortabt. Hun kunne ikke huske at den var gået stykker efter hendes forvandling til hendes drage jeg.

Han rejste sig op, kun for at se Lyra fare rundt igen.
"Lyra!" sagde han, men denne gang ret bestemt.
"Du fare rundt som en forskræmt mus! Jeg ved du er på flugt og frygter det værste, men det aller bedste er, hvis man kan sætte sig ned et øjeblik og tænke over tingene. Slappe lidt. Ikke bare din krop har godt af det, din psyke har også" Hvis hun da bare kunne slappe af et øjeblik. Han trak vejret dybt og strakte sig. Gik selv ud på toilettet og klarede det nødvendige. Pjaskede også lidt vand i hovedet.
Han brød sig ikke om at gå ud sådan her, men han var vel nød til det.

Han kom ind i selve værelset igen og så lidt på hende med et smil.
"Jeg går ud og køber noget tøj, både til dig og mig. Men det bedste er nok at du bliver...Jeg mener din kjole er gået en del i stykker og du har ikke din kappe." han trak lidt på skuldrene.
"I hvert fald lidt bare til nu...jeg tager lidt mad med op også" han så på hende for at se om hun syntes det var i orden.

Lyra hørte ikke efter før han sagde købe nyt tøj uden hende, hun satte sig som chok hun ville ikke have han skulle gå hun følte sig så fortabt uden ham. Hun følte at de havde kendt hianden hele livet uden rigtigt at kende hianden. Hun kiggede ned af sig selv og over på ham de lignede nogen der ikke havde masser penge. hun sagde ikke det første stykke tid, det var som om det hele lige skulle falde på plads " købe tøj uden mig?" sagde hun og lød helt fortabt, men efter et stykke tid smilede hun så " bare du husker kappen" sagde hun og kunne kun være enig. De skulle have nyt tøj også selvom det var uden hende.

Han nikkede lidt.
"Lad være med at lukke op for nogen, bare for en sikkerheds skyld" smilte han.
han gik over til hende og lod en hånd glide gennem hendes hår...For at give hende et flygtigt kys på kinden.
Han var næsten allerede på vej ud af døren.
"Jeg skynder mig" de rolige øjne der hvilede på hende et øjeblik.
Så gik han.

der var stadig næsten tomt i kroen.
Gaderne var dog fulde af liv.
Han fandt frem til en bank og fik hævet lidt penge, for så at gå ud og kigge på de forskellige boder med tøj. Han fandt hurtigt et par bukser og en trøje ti sig selv, han skyndte sig at tage trøjen på så han slap for folks stirrende blikke.
Han var dog lidt mere forsigtig ved at købe en kjole til Lyra, hvad var hendes smag? Kvinder kunne være ret specielle på det punkt. tøj.
tilsidst valgte han en enkel, hvid kjole. Og så en kappe af noget mørkt stof.

Tilbage på kroen bestilte han lidt mad til en person. Selv spiste han jo ikke menneskemad.
Han fik snart serveret en blanding af brød, smør, marmelade. æg og lidt bacon.

Idet han nikede artigt som lille barn det fik at vide hvad hun skulle hun havde det ikke godt med at han skulle afsted uden hende, hun var bange for at han ikke kom tilbage idet han forsvandt ud af døren mumlede hun " kom hurtigt tilbage" hun følte sig fortabt, det mærkelige var at hun følte tryk i hans nærvær det var lang tid siden hun havde stolet på nogen. Hun lagde sig under dynen hun undertrykte en gaben hun måtte ikke sove, men tilsidst mærkede hun at hendes øjne gled i faldte søvn, drømmen kom tilbage og vångede med sæt. Hun anede ikke hvem kvinden var og hun var sikker på kvinden ikke kendte hende. Hendes øjne gled igen denne gang drømte hun drømmeløs søvn. Hun vendte sig om på siden. Sådan som hun lå der lignede hun en engel.

han tog fat i posen med tøj og maden i den anden hånd, på en bakke med et glas vand, og gik langsomt op af trappen for ikke at tabe det.
Endelig nåede han døren som han forsigtigt fik åbnet. Lukkede den igen, da han var kommet indenfor, med sin ene fod.
Han smilte lidt af det syn der mødte ham. En sovende Lyra...Dog så hun ud til at have mareridt igen.
Han sukkede svagt og stilte maden på bordet, lagde tøjet ved siden af, på gulvet.
Han tog sine nye bukser og gik ud på toilettet og skiftede. De gamle smed han på gulvet ved siden af sengen, da han gik ind til hende igen.

han gik hen og satte sig ved siden af hende, ruskede let i hende.
"Lyra? Lyra min kære....Vågn op. Jeg har noget mad med" smilte han roligt...

Hun lå stadig sove hun meget plaget af disse drømme og anede ikke om hun skulle tage dem som varsel på skirdt ved deres sammenknytning. " nej hvor?" spurgte hun mumlende inden hun slog øjene op for møde Seans ansigt. Hun kiggede sig forvirret rundt hvor var det hun var.
Hun kunne kun huske et eller om noget med nået tøj, hun vendte forvirret blikket imod Sean for fortælle at hun ikke anede hvor hun var hvad lavede sammen. Hun rejste sig med sæt hun måtte væk tænk vis det i hendes drøm virkelig skete. Kunne dæmoner overhovdet død ved skud i panden? Hun kom til sig selv huskede at Sean var her for at hjælpe, eller det troede hun. Hun trak sig hen i et hjørne imens hun tænkte og prøvede på få alt til hænge sammen.

Han sukkede.
"Nå...der er mad på bordet og tøj ved siden af" sagde han, da hun pludselig trak sig væk fra ham.
Forvirret lille pus da!
Han rejste sig op fra sengen og lagde nogle penge på bordet.
"Til lidt hjælp...Du ville jo gerne klare dig selv, rejse fra sted til sted. Så vi bliver nød til at skilles...i hvert fald for nu" han så lidt på hende
"Hvor skal vi mødes igen? Og ikke mindst hvornår?"

Lyra vidste ikke rigtigt hvad skulle, men skilles ville hun ikke hun tænkte så det knagede og gik så hen til hun måtte advare om kvinden i hendes drøm hun lænede sig op af ham, han fik til føle sig så at intet kunne gå galt, men ifølge hendes drøm ville det på tidspunkt ende med en pil hans hoved " jeg ved godt jeg kendt dig så længe men...." hun blev nød til holde en pause for hun vidste ikke helt hun sige det uden at til lyde forkert, hun havde kun lige mødt ham " du betyder meget for mig, jeg ved lyder dumt vi har kun lige mødt hianden" sagde hun fumlede svagt med sine finger, inden hun fotalte ham om hendes drøm hvor fik pil i hovdet og om kvinden imens hun advarede ham hvis ville gå var han fri til gå. Hun havde hørt hvad han sagt. Hun mærkede hvordan tiden føltes til at gå stå. Hun fik øje på kjolen og sukkede ganske af fryd den var så smuk og alligevel enkel hun kom næsten til græde, men for første gang i lang tid følte sig glad det var også første gang fået eller det troede hun. Lyra havde ihvertfald ikke råd til betale for den. Hun løftede den og lå den hen over hendes krop imens hun lavede en svingende piruette " den er smuk" sagde hun gav ham kram lidt efter fik hun øje på den sorte kappe. Hun skævede svagt imod ham inden tog den slidte og ødelagte kjole af hun havde ikke noget imod Sean kiggede faktisk havde hun travlt med at få den smukke kjole på. Man skulle tro han pige han så god smag, man skulle næsten tro at han vidste at hvid var hendes ynglings farve.
Hun vendte sig om imod ham smilede det som nu hvor hun advaret ham kunne nyde tidspunket meget mere. Hun tog hans hånd satte sig knæ foran ham " vær sød ikke at gå" sagde hun bedende hendes trist hun bange for miste, hun følte sig forbundet til måske endda soulmate. Hun bed sig svagt læben hun ville blive ved ligemeget hvor det var. Lige pludslig betød hendes far ikke så meget, hvis bare hun kunne blive ved ham. Hun gav ganske let hans hånd et let klem.

Han var glad for at hun var glad for kjolen.
Han smilte af hende da hun dansede rundt med kjolen, som et lille barn der havde fået noget hun altid havde ønsket sig.
Han var dog gentleman nok til at kigge væk da hun spontant skiftede kjole. Ikke fordi hun var grim, hun sikkert en lille juvel, men han følte ikke det var passende.
da hun gik på knæ for ham blev han i et øjeblik forvirret, men smilte så og hev hende op og stå igen.
"Jeg skal nok blive lidt længere...men vi kan ikke forblive sammen hele tiden, jeg har også nogle ting jeg skal tage mig til" sagde han og viste hende hen til bordet.
"Men så skal du også spise, så du har kræfter nok til nye prøvelser"
Han havde ikke nævnt drømmen endnu, men det var fordi han tænkte over det. Han havde lært ikke bare at ignorere drømme...Ikke dem alle i hvert fald.
"Jeg skal nok passe på" sagde han så
"Jeg skal nok passe på"