Tricket er at finde vej (Lyra)

Helt stille, bortset fra lyden af trin. selv den svage lyd blev kastet frem og tilbage mellem væggene, end til den løb ud og døde. Der var så stille...Og ingen andre. Det var utroligt så...dødt her var, trods det var nogle af de sikreste veje af tage...Og det sagde ikke så lidt. Der var køligt, selv om solen havde bagt på sandet udenfor hele dagen.
Han viste der gemte sig væsner hernede, men han havde ikke mødt nogen...faktisk havde han ikke mødt nogen som helst. Og det var både en nydelse, men også ensomt.
Denne dag havde han nogle lette bukser på, lavet af et fint og blødt stof, samt en skjorte på af silke, hvid. Bare fødder. Hans mørkebrune hår sad fint, med en skilning i midten, pandehåret hang lidt ned over panden. (som på ava)
De mørke øjne havde noget gråt over sig. svagt skæg, kun nogle stubbe han ikke havde fjernet, men som i stedet gav ham et ung look.
Han lod hånden glide gennem håret. Gik udenom om nogle sten, som var faldet ned.
Det skulle ikke undre ham om det farligste der skete hernede, var vis loftet faldt sammen.

Han havde fulgt tunnelerne i et time eller to nu, ville han gætte på. Håbede han snart var ved udgangen...Medmindre han var faret vild. Det skete sjældent, men han ville ikke udelukke det, han kendte jo heller ikke disse tunneler alt for godt.
Han drejede til højre ved et T-kryds. Håbede stadig på han gik den rigtige vej, glædede sig til når han endelig skulle mærke den friske luft udenfor igen.

Lyra havde trukket den blå silkekappe godt op omkring det røde hår, nogle få røde totter stak udenfor hætten, man kunne kun se den lyse hage. Hendes hud var hvid som sne, det var pågrund af hendes skæl. Hun var stoppet i tunnel som munde ud i en større grotte hun smilede svagt. Hun havde ikke mødt nogen og sastede på at der ingen ville være at finde. Kulden bed ikke på hende lige nu den indre flamme holdte hende varm, hun kiggede sig over skulderen for at sikker sig at der ikke var nogen hun tog kappen af lagde den på sten gulvet satte sig på den. Under hendes kappe havde hun rosa kjole på den passe sig perfekt til hendes slanke krop. Hun lukkede svagt øjne imens hun trak vejret tungt, imens hendes øjne gled i. Hun drømte en drømmeløs søvn idet hun vågnede med et sæt der nogen i nærheden, hun anede ikke hvor længe hun havde sovet, men det kunne ikke have varet ret længe hun skyndte sig tage kappen på fik i en fart trukket den op over hovedet så den der kom ikke kunne se hendes angsigt. Hun måtte tage sin foranstaltninge når hun var på flugt fra sin far, hun anede ikke om den fremmede var ven eller fjende, måske kendte den fremmede til hendes far. Hun trak sig længere ind mørket. Hun stirrede imod indgangen til denne grotte lingende vej hun turdte næsten ikke at trække vejret.
Hun følte sig trist til mode, hvordan skulle hun slippe ud af denne her situation hvis det endte med en knibe. Hun havde ikke lyst til at slås, hun sank svagt en klump imens den fremmede kom tættere på. Hun trak vejret igen fik nu færten af dæmon. Hun havde aldrig mødt en dæmon her før, men en gang skulle vel vær den første.

Ikke en lyd. Lugten havde været den samme hele tiden...Derfor var det kun naturligt han stoppede op, da han endelig fornemmede en ny lugt. En let...fremmed en faktisk.
Tilhørte nok en af de racer han ikke mødte så tit. Han var lidt overrasket. Det betød der havde været nogen her, for nok ikke så længe siden.
Det var ikke tit man mødte andre her...
Han kiggede sig omkring, men så selvfølgelig kun sten.
Men han blev alligevel stående...lyttede, lyttede...fornemmede...
Der måtte være en i nærheden.
grotten slog et knæk længere fremme. Han gik der over, fulgte faktisk bare den eneste vej han havde at gå lige nu, og stoppede op da en kvinde i en silkeblå kappe stod nogle meter foran ham. Hun var så tydelig mod de matte sten over det hele.
Han vurderede hende ikke med elevatorblikket, som mange måske nok havde for vane.
Stemningen virkede...anspændt...
Så han besluttede sig for at bryde den.
Han smilte svag, en venligt gentlemans agtigt smil.
"Jamen goddag. Det er sjældent man ser nogen på sin vej gennem tunnelerne..." han sagde ikke mere, ville også give hende en mulighed for at reagere.
Han så ganske afslappet ud...ikke lige frem en der ville slås...lige nu i hvert fald.

Først vidste hun ikke rigtigt hvad skulle gøre, men idet han brød den dræbende tavshed, havde hun glemt det elevatorblik han givet hende. Hun ville sikkert også selv havde givet sig sådan et hvis mødte sig i sin kappe " hey" sagde hun måske lidt for hurtigt, men vidste ikke helt endnu om skulle stole på ham hun beholdte ihvertfald kappen på. Hun betragtede ham længe før hun bevægede sig hendes arme hang langs siden for vise ham at hun ikke ville slås. Hun begyndte at tage nogle skridt frem imod ham, men inden hun kom for tæt på begyndte at gå cirkel udenom ham imens hun studerede hver en muskel i hans for en bevægelse som ikke skulle vær der. Da hun gået et par ture rundt om ham stoppede hun foran ham igen et venligt smil voksede på hendes rosa læber. Hun nikkede svagt " de må undskylde min mistænksomhed" sagde hun gjorde alt hvad hun kunne for ikke at lyde afvisende på nogen måde, men det var smule svært når hun stolede på ham.

// undskyld det belv så kort, men skal smutte nu skal ud til min onkel. Men kommer på senere idag //

//Det er i orden...og bare for en ordens skyld, så gav han hende netop ikke elevatorblikket //

mistænksomheden var næsten til at tage og føle på. den strålede ud fra hende og truede med at snige sig ind på ham og gøre ham nervøs.
Men han viste bedre.
Han blev stående da hun gik rundt om ham, selv om han også selv blev lidt...mistænksom over det. måske ville hun angribe når hun stod bag ham? eller hvad kunne hun finde på?
Men da hu var færdig, var det tydeligt hun prøvede at virke imødekommende...dog lykkedes det ikke rigtig.
Han smilte fortsat. selv åben.
"Det går, jeg er sikker på du nok har dine grunde" svarede han.
"Men hvis jeg er accepteret for nu..." sagde han lettere ironisk, med et lille blink i øjet
"...Kan jeg måske gå videre? Hvor skal du enlig hen, det kan være vi kan følges lidt?" foreslog han

// det må du undskylde jeg misforstå, men jeg troede jeg skulle afsted, men det skulle åbenbart ikke nu så tager mig sammen :S //

Hun kunne stole på hun løftede svagt sine hænder op til hætten hun tøvede en smule, men nu havde set hans ansigt hun løftede hatten af og de blå drage øjne kom sine. smilede stadig og det blev mere overbevisende. Hun måtte til at slappe af det var ikke alle folk verden som var efter hende. Hun betragtede ham gjorde så sådan at han kunne føre an. Hun kunne stolede stadig ikke helt på ham, men på den anden side hvis han vidste hvem hun var og hvis han havde villet havde fat dusøren som blevet større med tide vil sikkert havde prøvet på noget. Hun stod stadig og kiggede på ham, men efter et stykke tid lod hun blikket fald. Ja det var et sprøgsmål, hvor var egentlig på vej hen. Hun var på flugt og det betød at hun hele tiden måtte bevægelse.
Sidste gang hun ladet sig selv få et liv havde hendes far ødelagt det godt gundigt for hende, hun sukkede svagt idet hun tænke på Daniel, men han ville havde været død på tidspunkt og lille Natalie var slogt som slave, bare ikke hvem som helst slave hendes fars slave. Hun fumlede svagt med sine finger, imens hun gled ind grumme tanker. Hendes far havde ødelagt hendes liv, mon nogensinde kunne stole på nogen igen.

Han så alle disse dæmoner. alle disse tanker der måtte køre rundt, dog uden at vide hvilke. Uden at vide hvad de betød eller hvad de indebar. Han viste bare de var der.
Han valgte at gå lidt i tavshed. Ingen spørgsmål om, hvorfor hun var så mistænksom.
Alle havde sine grunde og nogen gange var det godt bare at lade tingene ligge lidt, for en tid.
"Jeg har nok vandret rundt hernede i nogle timer...Jeg startede nede i den anden ende, ville over ørkenen uden at dø af varme ved at gå over sandet" han smilte lidt til hende, stadig den samme rolige person som før.
"Jeg ved ikke hvorfor du frygter så meget, jeg ved ikke hvad du løber fra, hvis du gør det. Men jeg ved at jeg ikke er her for at gøre nogen ondt. Jeg skulle igennem til den anden side" Rigtig nok, i følge hans arbejde kunne han være et farligt bekendtskab. Men han arbejdede ikke nu, kendte intet til den familiestridighed. Ingen havde bedt ham om noget, tilgengæld for en god sum penge.
så hun havde intet at frygte fra hans side.
Og hvis hun var heldig, ville hun heller ikke få det i fremtiden. Det hele kom an på de kort der blev spillet med tiden.

Lyra fulgte efter hun var tavs i stykke tid, men da den fremmede han stadig den fremmede, hun havde ikke fået hans navn vide så for hende var han altså en fremmede. Hun glippede svagt med øjnene kom til sig selv og vendte smilende blikket imod Sean " Jeg er Lyra Farrell" sagde hun for bryde den dræbende tavshed. Normalt kunne hun godt snakkede, men der var noget ved den fremmede som fik hende til at gå langsomt. Hun ville ikke sige at det var fordi hun stadig ikke stolede på ham, men alligevel syntes hun der var noget ved som ikke fik hende til plapre løs måske var det fordi han ville bruge de oplyserninger hun havde, eller det troede hun. Drog virkede han ikke ligefrem som sådan en. Hun følte sig alligevel glad for hans selskab han var ikke en der stillede for mange spørgsmål.
Hun betragtede sine omgivelser imens hun tænkte på al det hun havde måttet opgive " hvad skal man gøre for normalt liv?" spurgte hun sig selv, det var ikke gået op for hende at hun havde sagt noget højt, hun bed sig svagt læben hun kunne ikke lade være med at føle sig ødelagt indenvendig. Hun turdte ikke rigtigt at knytte sig til nogen.

Han nikkede kort.
"Jeg er Sean...Af min egen sikkerhed, og på tidspunkt nok også din, lad os glemme alt om mit efternavn" han så smilende på hende og sukkede da svagt.
"Først må vi blive enige om hvad et normalt liv er" sagde han, på en lettere filosofisk måde, som skulle man finde frem til svaret i et regnestykke.
"Mener du en lykkelig familie, med mand og børn, et godt hus og en dejlig karriere, må vi gå ud fra de ikke findes. Det er fortællinger om alle store drømme...Men er ikke mere end en drøm.
Man kan tro man har det, men det er kun en illusion. kigger du tættere på, har alle deres små revner" han så frem for sig mens de gik. Han mærkede hun stadig ikke stolede særlig meget på ham. En byld han nok på et tidspunkt måtte tage hul på.
"Hvad mener du med et normalt liv?"

Det gik først op for hende nu hun havde sagt det højt, men det var at få friheden til vælge om man ville have en familie og arbejde , hendes far havde ødelagt alt og han ville endda gøre alt for at få hende tilbage, men det var friheden der betød mest " friheden til at vælge hvilket som helst liv" sagde hun og besluttede sig at det ikke var sige for meget. Han virkede rar og hun ville også gerne lærer ham at kende, men hun havde lært at når man var på flugt var det bedst at holde folk på afstand. Hun betragtede svagt hans ansigt det var så kønt og så så oprigtigt ud, hun fik næsten lyst til at stole på ham det skræmte hende en smule at hun havde det sådan. Hun bed sig svagt læben stoppede op hendes blik var rettet på jorden hun kæmpede virkelig med sig selv og frygten for at lade andre komme tæt på. Hun knyttede svagt sine hænder idet et minde om den gang mistede sin lille familie Daniel der var blevet dræbt for øjnene af hende. Hun sank svagt klump. Hun tog sig selv i at løbe væk og tårende som pressede på var hun også blevet god til skjule.
Nej hun kunne ikke stole på nogen det gjorde for ondt at miste dem, hun bed tænderne hårde sammen flækkede til sidst sin læbe og blodet piplede frem fra de ellers så lyse læber. Hendes familie var ikke hvad man kunne kalde en kernefamilie. Næsten alle hendes søskende var på flugt fra deres far. Lyra var bare den han mest ville have fat på. Han havde altid sagt at hun lignede sin mor mest. Selvfølgelig kunne ikke berbejde sin far noget han savnede jo deres mor, de havde været sammen flere hundre år.

Han stoppede også op og så på hende. Fornemmede at dette var sagens kerne.
"Hvis målet er friheden, er vejen der til at løsne sig for det der holder en fanget..."
Han så på hende i lidt tid, så hvordan noget gik hende på...måske også et valg hun havde svært ved at tage? Men mest af alt nok mest et problem. Og så blodet...de skjulte tårer han så lige som godt som havde hun bare grædt. Han genkendt det forpinte ansigt og de blanke øjne, den måde de var rettet mod jorden. Han måtte hjælpe hende.
Han mærkede det helt inden i...Ham, der var så kold, ham der charmerede sig ind på folk, for at have forbindelser til senere og for ikke at føle ensomheden, ensomheden for forfulgte en når man havde levet så længe.
Men sådan var det ikke denne gang...hun vækkede en følelse i ham, en der gav ham lyst til at...passe på hende.
Det chokkerede ham.
"Lyra...Det er så tydeligt...Noget er fuldstændigt galt. Lige meget hvad jeg siger, vil du nok ikke stole på mig...Men jeg ønsker du skal gøre det...Se på mig, vil du ikke nok? jeg ønsker du skal stole på mig...Lad mig hjælpe, hvad der så end sker..." han gik tættere på, så der ikke var mere end næsten en halv meter mellem dem, han tillod sig at række ud efter hende, lægge hånden mod hendes kind og fjerne blodet fra hendes hage med sin tommelfinger.
"Ingen fortjener at være så ked af det, så ødelagt, som du ser ud nu..." sagde han stille. MEst af alt frygtede han hun gik væk fra ham. Vente sig om og løb. Men kunne han så virkelig gie hende skylden for det? Hvis han var skræmt, ville han så ikke gøre det samme? Måske...

Hans ord rungede som torden i hendes hoved, det var der det gik op for hende at han til stole på hun lukkede øjenene hårdt sammen imens stadig kæmpede hun kunne selvom at hendes øjne var lukket mærke at kom tættere på. Hun flyttede sig ikke, men kunne hun give sig selv lov til stole på ham. Det ville ihvertfald blive en lang process og det var ikke sikkert at hun kunne tilsidst åbende hun sine øjne kiggede op på hans øjne. Han virkede så oprigtigt. " jeg kan ikke" sagde hun trak sig væk, hun løb ingen steder " Jeg kan ikke det så svært" sagde hun og ville så gerne, men frygten for nogensinde at stole på nogen igen var for stor. Det værste skete altid når stolede på folk. Tårende begyndte at trille ned af hendes kinder, hun havde det frygtligt. Drog vidste hun at måtte til at begynde at stole på folk. Hun vendte sig om med ryggen til ham drog blev hun stående hun følte sig så fortabt og palle helt alene verden. Hun kunne endda høre sig selv sige nej til hjælp for at beskytte en hun ikke kendte særlig godt. Hun snøftede svagt og måtte trække vejret dybt par gange før hun vendte sig om imod ham igen.
med hendes håndryg tørede hun sine øjne " forstår du slemme ting sker når jeg stoler på folk" sagde hun uden at sige mere. Hun længtes efter en hun kunne fortælle hele sin livshistorie, men turdte ikke. Hendes far havde ødelagt så meget for hende, men hun kunne godt forstå ham, men budre man være glad på ens vejene når fandt den eneste. Problemmet med hendes far var at var ulykkelig efter tabet af hendes mor at hvis ikke han kunne blive lykkelig skulle ingen. Derfor havde Lyra fået nok og var stukket af.

Han mærkede at han følte sig trist. For en gangs skyld virkelig trist. Men ikke håbløs. Hun kunne ikke...ikke endnu. Måske senere? Når hun havde lært han faktisk var til at stole på?
Men hvordan skulle de komme videre fra hvor de stod nu?
"Hvad er det der sker?" spurgte han så
"Fortæl mig det. Bagefter skal jeg ærligt fortælle dig hvad jeg tænker..." det var ikke løgn. Han havde jo også sine ting at tænke på...kunne han selv stole på hende? Kunne han tillid hun stolede på ham og på en måde bandt sig til ham? Han havde også et job...endda et der kunne være ret farligt.
Det måtte ikke ødelægge noget. Han havde allerede besluttet sig, og det viste han. han ville ikke lade sit job komme i vejen for at leve.
Men spørgsmålet var om han kunne være bekendt at hive hende ind i det...Men det behøvede han jo ikke at tænke over...i hvert fald ikke endnu. Hun kom nok aldrig til at vide noget om det.
Men lige nu måtte de tage et skridt af gangen. Den første var hvad der skete, ved folk som hun stolede på. Han måtte overbevise hende om at det ikke ville skade. Nok gøre ondt, men han ville ikke kravle væk.

Nu var chancen hun trak verjet dybt og var tavs i flere minutter før hun trak i kappen " grunden til jeg går med den er ikke fordi jeg har lyst" sagde hun sammenbidt og irrteret over altid skulle skjule sig og ikke stole på nogen. Hun knyttede sine hænder mere sammen neglende borede sig ind huden. Hun trak vejret så dybt at hun kom til hoste før hun forsatte igen med sige noget " for 20 år siden havde jeg fundet mit livs kærlighed..." sagde hun og måtte stoppe idet hun sank ned på jorden hendes skulder skælvede en smule idet hulkede svagt det gjorde så ondt det var hendes skyld at han var blevet dræbt og at hans datter skulle leve et liv som slave " det min skyld" sagde hun kiggede op på ham " min skyld" gentog hun og tav. Hun havde altid givet sig selv skylden for hans død. Hun lukkede øjnene. Derfor at bedre at lade folk være på afstand. Hun havde ikke fortalt ham om sin hævnfulde far. Hun mærkede hvor tomheden fyldte hende og efterfulgt af en håbløshed som, blev større med årene der gik. Alt var blevet taget fra hende, selv det lykkelige liv hun havde håbet at kunne føre. et liv med venner, arbejde og familie
Hun havde altid drømt om få børn, men nu var drømmen knust sammen med hendes hjerte, hun kunne ikke gøre det imod ham,sig selv. Hvis han døde på hendes bekostning som Daniel havde gjort det, hun havde ingen gang advaret ham. Fordi virkelig troede at han ville lade hende være. Hendes lade hende være. Hun ville aldrig få et normalt liv. Hun trak vejret tungt og vendte blikket bort turdte ikke kigge på ham, men hun måtte fortælle ham om hendes far så havde advaret ham, hun knyttede hænderne " min far vil have mig tilbage sammen med 4 af mine andre søskende som også stukket af, men jeg er den eneste som stukket af to gange" sagde hun og tav nu havde hun sagt alt det hun skulle, men det virkede ikke særlig lettende at få det sagt for vis så dem sammen vidste hvem hun var ville Sean aldrig få fred.

Han lyttede til hvad hun sagde i stilhed. Det var underligt...de havde næsten lige mødt hinanden, men det føltes som om det var et bånd imellem dem alligevel...et der hele tiden voksede sig større og stærkere. Eller var det bare ham?
Han gik over og satte sig ved siden af hende, holdt armene om sine ben og lænede sig ind mod væggen, mens han roligt trak vejret dybt og så sig tænkende omkring. endelig drejede han hovedet over mod hende.
"Jeg er ikke skræmt" sagde han så. Det var tydeligt han ikke var, han lod sig aldrig skræmme. selv ikke af trusler.
"Jeg kan ikke gøre meget ved fortiden, andet end lytte når du har brug for det...Men jeg kan gøre noget for fremtiden. Hvis du giver mig lov.
Jeg ved ikke hvorfor..." han stoppede med at snakke et øjeblik og rystede svagt på hovedet. Nu skulle han også selv lige tage det med ro. Han ville lægge en arm om hende, holde hende ind til sig og trøste hende...men han turde næsten ikke.
"Hvis du har lyst, vil jeg gerne trøste dig, men jeg tør altså ikke tage initiativet..." han smilte svagt, håbede hun også kunne se det sjove i det han havde sagt.

I starten sad hun bare, men lidt efter rykkede hun sig tættere på ham. Hun havde lagt ikke mærke det før nu, men det var som hun havde et bånd til ham som fik hende til at stole på ham og lukke sig mere op for ham. Det var mærkeligt hun havde kun oplevet det en gang og det var den første gang hun mødte Daniel. Hun sagde ikke noget, men ventede engentlig bare på at han ville lægge sine arme omkring hende som en beskyttende mur. Som hun sad der følte hun sig nærmest helt normal, men hun vidste at det snart ville få ende at de snart skulle gå hvert til sit, men lige nu ville bare nyde det og ikke have så travlt. Hendes frygt var næsten forsvundet og erstattet med en lyst til være sammen med ham. Det beroligede hende da sagde at han ikke var skræmt og hun troede virkelig på ham, han kunne måske hjælpe hende med at komme af med Kongen af ulykkeligheden det var det hendes far var. Denne følelse som voksede indeni det var så lang tid siden hun oplevet den, men hun følte sig lykkelig. Hun ville ikke have ham til at forsvinde nogen sinde igen. Hun ville have at skulle blive i hendes liv. Det var som om den sidste brik i hendes ellers knuste hjerte var samlet. Hvis bare de kunne blive sammen på den en eller anden. Eller soom bedste venner så ville hun være lykkelig resten af hendes liv. Hun følte sig hel når sammen med ham, hun følte sig en smule forvirret over de impulser og følelser som voksede inden i hende " lov mig at du ikke forsvinder" nærmest mumlede hun og trak vejret dybt hun ville huske hans lugt og aldrig glemme den.

Han lagde armene om hende og følte sig straks mere rolig. som om det værste var overstået. Han viste hun nu havde accepteret ham og viste han ikke bare forsvandt. Hun var begyndt at stole på ham. Sikke en sær følelse. At være sammen.
Og de små ord, som enlig bare var ord, ord som prøvede at fortælle hvad en person følte eller tænkte. Han klemte hende blidt ind til sig.
"Jeg lover det" næsten hviskede han
"Jeg lovet jeg er hos dig, jeg lover at hjælpe dig...Men ikke mindst lovet jeg ikke at forsvinde" Bare som venner. For nu.
Og hun rørte ham. rørte ham som hun sad der, på randen af både gråd og glæde. For det kunne han høre i hendes stemme. hun var roligere nu, nu hvor hun viste hun ikke var helt alene.
De sad sådan i et stykke tid.
"Vi bliver nød til at tænke videre..." sagde han så pludseligt.
"...Jeg ved du er på flugt og selv bor jeg på de kroer jeg finder på min vej...Men jeg har et hus. Et hus i dette steds mest beskyttede sted. Byen Humvita.
Ja, folk kigger og er mistænksomme. Så vi må gå ind om natten. Der sover de fleste også, vi må undgå vagter...Men at få dig uset til huset er jeg sikker på vi kan. vis vi samarbejder...Hvad siger du til den ide? At kunne søge tilflugt i mit hus for en tid? Til vi finder ud af noget mere?" han så ned på hende, men fjernede endnu ikke sine arme...Han kunne ikke. Det var dejligt at sidde med hende.

Hun lukkede øjnene og lyttede til omgivelserne, til hans åndedræt, hun stolede på ham og denne har følelse håbede hun ikke stoppe lige forløbig for den betød meget for hende. Det var første gang hun nogensinde havde følt sig hel og fri. Hun var sikker på at når hun var sammen med ham næsten som friheden, friheden til selv at vælge hvad man ville. Hun smilede bredt idet han lovede ikke at forlade hende, hun ville ikke kunne tilgive sig vis han forsvandt. Hun vidste ikke hvad det var, men hun klar til kæmpe især hvis hendes far krummede hår på hans hoved. Hun knurrede svagt ved tanken, men hun var jo også på en måde en drage. Hun blev en smule flov idet hun knurrede, men tav idet hun gav sig til at lytte til hans plan. Hun bed sig svagt læben samarbejde lød meget rart, hun ville gerne samarbejde. Hun følte sig god til skjule sig og det kunne måske hjælpe, men hun rev svagt kappen og trak over hovdet " jeg beholder min kappe på, men samarbejde kan vi godt" sagde åbende sine øjne. Hun følte sig mest tryg med den på, det var hendes skjold imod alle disse mistænksomme blik og folk som kendte hendes far. Hun kunnne ikke rigtigt forstille sig hans hus, men sikker på at det ret stort dobbelt så stort som den lejlighed hun lejet for stykke tid siden, men den ikke noget for hende. For turdte ikke blive det samme sted alt for længe så var den lejet ud til en anden.
Det bedre sådan, hun undertrykte en gaben, alt det græden havde gjort hende en smule søvnig og turdte ikke falde søvn tænk nu hvis han bare var en drøm og når hun lagde sig til at sove, vångede hun i den rigtige verden uden ham. Hun kunne og måtte ikke falde i søvn.

han trak lidt på skuldrene.
"Okay, det var også et tilbud. Det bedste jeg kunne give dig" nikkede han, drev tanken at han da ville have hende tæt på sig hele tiden, væk.
men de skulle samarbejde og det var altid noget. Og de måtte passe på...Hans tanker blev brudt af at hun gabte.
"Du er træt...Skal vi rejse os op og komme videre? vi kan i det mindste samarbejde om at finde et sted du kan sove. Helst en hel nat. Og måske noget mad?" han var ligeglad med maden. selv levede han af sjæle. Sjæle han fik ved sex. Det var ikke altid sjovt at være en Incubus.
Han rejste sig op og hjalp også hende op.
"Hvad syntes du? Du var på vej den anden vej, så jeg gætter på vi skal gennem alle tunnelerne til den anden side. eller kan du leve med at vi går til den nærmeste udgang?" spurgte han, han viste ikke hvad hun havde haft i tankerne, men følge hende ville han.

Hun kiggede sig lidt omkring faktisk havde hun ikke været på vej nogen steder hen, inden han kom prøvede hun på at få noget søvn, men så havde han forstyrret og hun blevet bange får at det var nogen som ville hende noget ondt, men det kunne hun ikke sige til ham. Hun smilede så " den første udgang vi kan finde er okay med mig" sagde hun og rakte hånden frem imod hans, hun havde aldrig troet det muligt alt dette her, men hvis man tro på det sker det også. Hun tog sig selv til maven og idet hendes hænder rørt hendes mave knurrede den højlydt meget endda, det typisk maver at de skulle larme og gøre ellers så perfekt øjeblik til noget pinligt. Hun vendte flovt blikket imod hendes fødder. det var det sted hendes altid søgte hen når hun blev flov.

// lover at gør mig mere umage med længden næste gang //

//Jeg syntes længden er meget passende. Du skriver bare som du har lyst til //

Han så lidt på hende og tog imod hende hånd.
"Okay" smilte han og de satte kurs mod den nærmeste udgang.
De gik i et stykke tid. Snart nåede de udenfor, mørket var faldet på, stjernerne var kommet frem og månen lyste, halv som den var. Der var stille, mens en sti viste vej til den nærmeste by. Men kunne stadig mærke den lune brise fra ørkenen, sandet der kølede af efter en varm dag.
"Okay...Lad os se hvad vi kan finde" smilte han og gik langs stien mod den nærmeste by.
Han overvejede det kort...hvilken by lå nærmest? Han viste det ikke. Det var aften, så mange var nok gået i seng eller indenfor. Men der var også et natteliv. Men alt det med at blive set måtte de tage sig af når de nåede byen...

Da de kom ud mærkede hun hvordan den lune nattebrise ramte hendes ansigt, hendes blik kiggede op på de mange milioner af stjerner der var på himmlen, man kunne se månens spejlbilled i hende drageøjne. Hun kiggede sig over skulderen for tjekke om der var nogen der fulgte efter, det gjorde hun altid også selvom hun ikke kunne få færten af nogen. Hun gav hans hånd et forsigtigt klem, hun turdte ikke at klemme hårde han skulle jo nødig gå i stykker. Hun vendte derefter sit blik imod horisonten " hvilken by er det vi kommer til?" spurgte hun da hun ikke selv kunne komme tanke om det. Først kneb øjne sammen hun syntes at kunne se noget, men hun kunne ikke bedømme om det bevægede sig eller stod stille, hun blev smule utryg ved denne utydelige plet som umidligtbart kom tættere og tættere på. Hun var lige ved at over veje at flygte ned i grotten igen, men alligevel blev hun stående, så hvis forsatte ville han skulle give slip på hendes hånd. hun pegede pletten " hvad er det?" spurgte hun håbede at han kunne se den at det ikke bare var hende.

"Tror det er Sunfury city" svarede han. Tænkte det hurtigt igennem. Den nederste del af byen bestod af skumle stræder og lige så skumle folk...Og nok også den del af byen som var mest aktiv om natten. Godt, så kunne de få det værste overstået med det samme. han stoppede op da hun gjorde det, selv om han først opdagede det, da hendes hånd ikke fulgtes hans.
Han stoppede op og kiggede tilbage på hende. Det slog ham hvor...betagende hun var, månen genspejlede sig i hendes øjne, månens skær gav hendes hår et helt specielt skær....
Hans tanker blev brudt at hendes spørgsmål og han så mod stedet.
Han blev stående i et stykke tid og kiggede, men pletten flyttede sig ikke.
"Tja...der er jo kun en måde at finde ud af det på. Vi kan håbe skikkelsen ikke har set der er to af os...Jeg går tættere på og tjekker, er der en vagt eller anden person må vi se hvad der sker...Er det ikke henter jeg dig igen"
Han vente sig om mod hende og smilte betryggende. Klemte hurtigt hendes hånd, for da at slippe den og fortsætte hen af vejen. Mange scenarier løb gennem hans hoved. var det en fælde? ville de overfalde hende mens han vente ryggen til?
de viste intet til ham, de ville ikke vide hvad han var i stand til...Han skulle nok nå dem, hvis det var det.
Han fulgte stien og kom hele tiden tættere på denne uformelige klump...samtidig rejste byens murer sig op mod horisonten.

Hun smilede svagt og fortrød med det samme at hun havde gjort ham opmærksom på pletten, hun åndede lettet op da han sagde den ikke bevægede sig. Hun knugede hans hårde og sukkede fortabt idet han slap. Hun håbede så inderligt at det ikke var fare og at han ikke ville komme til skade. Hun så længsel fuldt efter ham idet han forsvandt ud imørket. Hun trak kappen op omkring hovdet. Hun regnede med at være fred og gjorde det værste man kunne. Hun lagde de beskyttende parader ned og mærkede derfor ikke tilstedeværelsen af en anden. Hun bemærkede ingen at den fremmede faktisk var grotten bag dem. Han stod bare betragtede hende. Hun var så bekymret at hun næsten fik lyst til følge efter. Følte sig så alene fortabt uden ham. Det mærkeligt at føle sådan ved en man lige havde mødt, men Sean virkede anderledes. Hun kunne ikke sætte ord på hvad det, men måske var det fordi han var den første som nogenside havde tilbudt hende hans hjælp.
Men hun følte også noget andet, som faktisk skræmte hende mere end noget andet, det skræmte hende mere end hendes engen far og det var at så noget af sig selv, som om de var på flugt sammen, når de sammen ikke bare som et individ. Hun kiggede efter " var nu forsigtig" mumlede hun og løftede hænder op som en mor der vinkede farvel til søn den første skoledag.

Han nikkede kort og gik tættere på.
Da han kom tæt nok på så han det bare var nogle sten...Men der var noget underligt over dem. Han lod hånden glide over dem mens han undrede sig. pludselig så han det. De var placeret oven på hinanden, de var sat der af en fremmed hånd for med vilje at ligne et menneskeskikkelse.
Han mærkede noget koldt glide ned over hans ryg da han tænkte på Lyra. Det havde været en fælde. Men hvordan? Hvordan kunne de vide de kom denne vej? Og at...Og at han var med...Det hele lugtede.
Han vente rundt og så ned mod Lyra...Det var mørkt, på denne afstand lignede hun også bare en skikkelse...Men...Stod der ikke en mere?
Hans hjerte hamrede hurtigere. Og han satte i løb, løb ned mod Lyra.
"Lyra! Bag dig!" råbte han samtidig, hvis hun opdagede ham først, kunne hun løbe...eller beskytte sig. Bare hun opdagede ham tids nok.