It won't ever end.(Ammon)

Mørket var faldet over jorden, og skyggerne var for længst sneget op over murene og hen ad gadernes snoede veje. Stilheden havde fundet vej til gaderne, og lå tungt og næsten fugtigt over skyggernes dansende leg. På Kroen Det Vilde Svin derimod, var stilheden afbrudt af skramlende mumlen og højlydt latter fra gæsterne. Helt oppe ved baren sad dog en kvinde, hvis latter eller mumlen ikke hørtes i rummet.
Mellem hendes lange, slanke fingre snoede et sugerør sig dovent og elegant, og lod sugerøret danne en hvirvelstrøm i alkoholen i det fulde glas, da hun rørte rundt med katteagtige bevægelser - der selv blot i hendes håndled virkede smidige. Ned af hendes ryg faldt en kaskade af mørke krøller, som omringede hendes ansigt i slangede bevægelser. De grønbrune øjne hvilede imod strømmen hun skabte i det fugtige, dugt befængte glas foran sig.
I den dæmpede belysning lå der bløde skygger over den dybe, åbne ryg hvoraf stoffet hvilede blidt imod hendes skulder, og den så åbnede sig og dykkede ned med en åben ryg, der først samlede sig til stof igen, nede ved hendes lænd, hvor skyggerne lå tungt og mørkt. Stoffet der smøg sig tæt omkring hende var en dybrød, der næsten syntes at smelte ind i hendes hud og alligevel så tydeligt fremhævede hvad der ikke kunne ses, på en måde der virkede næsten hypnotiserende på et par af de halvfulde mænd der betragtede hende bag deres fedtede glas.
De lange, let lyse ben lå kedsommeligt krydset, og hendes ene hånd hvilede på træbordet mens den anden endnu rørte alkoholen rundt med den samme bevægelse gang på gang. Hendes blik slap ikke glasset et sekund, men resten af hendes sanser spejdede rundt i lokalet, for der var en grund til at hun var påklædt som hun var - ikke fordi hun var en succubus og vidste præcis hvordan hun skulle fremhæve sine former, men fordi hun havde været på arbejde for ikke længe siden. Derfor sad strøg af blod endnu fast til hendes hals hvor det var sprøjtet hen da hun slog en mand ihjel tidligere.
Derfor vidste hun at hun måtte være årvågen, for ofte efter en opgave, havde hun familiemedlemmer der troede de kunne hævne sig på hende.
Det kunne de sjovt nok aldrig.
Hun sad derfor dette sted nu, idet hun nægtede at lade børnene komme i fare, ved at gå hjem og risikere at blive angrebet. I stedet ville hun lede dem herhen hvis de kunne finde hende, og dermed sikre sig at børnene var uden for fare.

Døren hamrede op, og bragede ind i væggen hvor den knitrede let og en revne føg op igennem træet. Regnen der havde hamret ned udenfor havde gjort hans kappe og brede hat sjaskvåde, og hattens store skygge havde gjort hans ansigt mørkt og usynligt. Delilahs hoved drejede svagt, så hun kunne kaste et kort blik op på manden, men mistede hurtigt interessen og vendte tilbage til sin omrørte drink.
Men manden havde langt fra mistet interessen for hende - faktisk havde han netop nu bemærket den mørkhårede succubus som han havde ledt efter, og havde ikke i sinde at slippe hende af syne. Før hun var død, selvfølgelig. Med tunge skridt hamrede han igennem lokalet, og fik med sin halvstore lab fat i hendes hår, hvor han rev hårdt til for at vælte hende ned af stolen. Det fungerede til dels da hun vippede bagover, men samtidig snurrede omkring så hun både kunne tage fra i det pludselige ryk, og vippe den anden fod op så den hamrede ind i denne mands mellemgulv.
Han knækkede sammen da han tabte pusten, og på den tid var Delilah for længst kommet op i stående stilling. Andre mænd rejste sig, begejstrede af den pludselige kamp og alkoholens tag i dem, og ikke længe efter var et slagsmål startet imellem alle der rørte sig - mens den store mand havde fået luften igen, og vendt sig imod kvinden i den røde kjole, hvis blik hvilede på ham.
Kedsommeligt.

//OOC: Ved ikke om du fik noget at svare på, men ellers så siger du bare til, så skal jeg nok tilføje noget^^

Ammon hadede alkohol. Effekten den havde på ham såvel som andre, gjorde ham tildels dårlig og tildels en smule nysgerrig.
Han sad på kroen for at slappe af, efter hans 'brud' med Blair. Et år i koma, for at vågne op og opdage at han ikke engang havde noget at vågne for.., Skønt.

Hans halvlange røde krøller hang dovent ned i hans øjne og fregnerne i hans ansigt var blege og svage at se på.
Han lignede et menneske, der havde trænet lidt for meget. Der var intet spor af hverken vampyr, shapeshifter, varulv eller draconianer over ham. Medmindre man vidste hvad man så efter.
Foran stod der bare et glas vand, han orkede ikke drikke sig fuld nu. Ikke i aften.
Hans sorte bukser stod i kontrast med den hvide skjorte der kun var halvt lukket. Han havde sorte sko på.
Man kunne se fregnerne som prydede hans ansigt, også prydede hans brystkasse.

Den behagelige ro blev ødelagt af en mand, der brasede ind og overfaldt kvinden i baren. Ammon havde rejst sig i samme takt som kvinden, og stod nu bag manden, da han genvandt sin balance og fatning.

Han så på kvinden, der så ud til at have styr på tingene. Men, selvom hun havde det, ville han elske at han kunne hjælpe.I rent håb om lidt anerkendelse greb han manden om hans nakke, og låste ham.
''Jeg tvivler på at unge kvinder påskønner denne slags tilnærmelser, Sir.'' knurrede han ind i øret på manden.

Delilah havde svagt bemærket manden der stod bag angriberen, men der flød alligevel let overraskelse over hendes ansigt da han hjalp hende. Hun lod hoften glide ud til siden, og vippede nysgerrigt hovedet svagt til siden, så de mørke krøller faldt ud over hendes skulder. Et smil spillede i hendes mundvige, men fik ikke lov at bryde helt frem fra dens kerne. Til sidst i processen løftede hendes ene øjenbryn svagt, og hendes læber skiltes.
"Jeg er ikke sikker på det en tilnærmelse. Mit gæt var et amatøragtigt drabsforsøg."
Hun vidste ikke forvirringen der herskede i hendes sind, i de rolige ord der havde et strejf af latter i sig. For hun var forvirret. Hun var fandens forvirret. Delilah var langt fra typen mænd fik lyst til at redde. Selvom det måske burde virke omvendt, så var det sådan at hendes succubus-udseende af en forførende, sexuel aura fik de fleste til at holde sig væk, fordi de ikke troede de havde en chance(hvilket sjovt nok var sandt for de fleste). Derudover havde hun også et tydeligt skær omkring sig, og en holdning og udtryk der tydeligt viste hun kunne forsvare sig selv.
Så at nogle valgte at hjælpe hende - især i situationer som denne - var noget af en sjældenhed. Derfor var hun også nysgerrig. Hendes blik lå ikke på angriberen der spruttede af irritation og arrighed, og kæmpede for at komme fri med nogle underlige bevægelser der ikke ville hjælpe ham fri af en lille piges greb. Hendes blik lå på manden der holdt angriberen.
"Hvem er du?"
Der gik nogle sekunder, før noget gik op for hende.
"Du behøver ikke holde ham. Han ved udemærket at hvis han forsøger at slå mig ihjel, så gør jeg det præcis samme ved ham, som jeg gjorde ved hans bror."
Hun sendte ham et næsten sukkersødt smil, og lod et par slanke fingre glide hen af hendes hals, hvor blodet fra broderens drab lige netop var synligt. Hun fik det tørret væk med blot en bevægelse med en finger, men det var nok til at mandens blik på én gang blev fyldt af had og frygt.
Hvis Ammon slap ham, ville han først spytte efter dem begge, men derefter vende om og forsvinde ud af døren, mumlende af nogle onde ord.
Slagsmål bragede igennem hele kroen. Et krus fløj imod Delilah, men strejfede blot kanten af hendes hårlok, inden den hamrede ind i en væg og knustes. Hun vred sig og betragtede de knuste skår falde til jorden, men først sekunder efter hun havde bemærket koppen. Med en hurtig bevægelse fik hun fat i sin egen drik og kastede den med ét ryk i hovedet på manden der havde kastet koppen imod hende. Han fik den lige i hovedet, og samtidig med at glasset knustes og sprængte en bombe af alkohol der flød ned af hans ansigt, besvimede han af slaget.

//OOC: Jeg ved ikke heelt hvordan vi skal få emnet videre fra det her punkt? xD

Han smilede over mandens måde at sprælle på.
''Stå stille mens den søde dame taler.'' sagde Ammon direkte ind i øret på ham, med et slesk smil.
Da hun spurgte hvem han var, smilede han til hende og nikkede som en hilsen.
''Ammon Misnoran, til Frøkenens tjeneste.'' Han smilede igen, og afslørede endnu engang de perlehvide tænder.
han slap manden efter hendes ord, men det var kun kort inden manden var ude af døren.
Ammon smilede roligt inden han så hvilken styrke hun præsterede i kastet med sin drink. Han smilede igen, denne gang lidt mere.
''Og hvem er du så?'' spurgte han roligt.

Da han sagde hans navn, udbrød der forvirring i Dels ansigt. Der gik adskillige sekunder fra hans navn var sluppet ud, til hun faktisk skilte læberne for at besvare hans ord. Hendes slanke fingre hvilede blidt imod hendes hofte, mens den anden hånd lod fingrene irriteret puffe hårlokker væk fra hendes øjne.
"Vent, hvad var dit efternavn igen ..?"
Hendes stemme afslørede ikke forvirringen i hendes indre, men hun var sikker på at hun havde hørt det navn før. Den dér irriterende følelse af at det måske var vigtigt sitrede i hende, men hun kunne simpelthen ikke huske hvorfra hun syntes at kende navnet. Måske var det ikke så fandens vigtigt alligevel. Indvendigt rystede hun tankerne af sig, og valgte i stedet at besvare hans spørgsmål, med alt hvad der kunne findes i baren flyvende omkring sig - tilsyneladende uberørt af det.
"Delilah. Delilah Chase."
Der var ingen nødvendighed for at han også kendte hendes mellemnavn - det gjorde de færreste alligevel. Hun gled op og satte sig på barstolen, samtidig med at hun undgik en knytnæve fra en anden kamp. Kaos var brudt ud omkring dem. En eller anden mand kom væltende, og faldt om mellem dem. Med et svagt hævet øjenbryn, skubbede Delilah let til ham med stilletten, så han ikke hvilede imod den stol hun sad på, men derimod faldt direkte ned på jorden.
Larmen var overdøvende. Hun rakte hen over bordet og fik fat i en drink der var blevet efterladt, og fik den hevet tilbage så hun kunne tage blot en smule af den imellem læberne. Hendes blik lå derfor på drinken, da hun sagde de næste ord.
"Hvorfor hjalp du mig?"

Han satte sig ved siden af hende, roligt, inden han smilede lidt.
''Misnoran.'' smilede han roligt.
''Hvad da, kender du mig?'' grinte han smilende.
''Yndigt navn til en yndig dame.'' han nikkede kort til hende og løftede et glas vand for at skåle for hende.
''Jeg kan bare ikke holde sådanne idioter ud. og enhver chance for at lege Prince Charming, er en chance jeg tager.'' smilede han roligt.
han unveg med nød og næppe en stol der kom flyvende mod ham.
''Oorrh, bugger off!'' knurrede han mod personen der kastede den, og så tilbage på Delilah.

Hun rystede svagt på hovedet da han gentog det, og lod endnu engang væsken fra det tilfældige glas fugtige hendes læber og tunge. Hun forstod det ikke. Hvor fanden var det hun havde hørt det før? Ved hans spørgsmål sitrede et smil i hendes mundvige, og endnu en svag rysten fór igennem hendes hoved. Hun havde fået snoet et par fingre om et sugerør, der nu gled igennem den nye drink og skabte en strøm. Hendes blik lå endnu i glasset, mens hendes tanker forsøgte at indfange svaret på det spørgsmål der efterhånden begyndte at irritere hende. Ikke om hun kendte ham, men hvorfor hun kendte hans navn.
"Nej, men jeg har hørt dit efternavn før."
Endnu engang bevægede hun hovedet svagt fra side til side, inden hun endelig løftede blikket og lagde det på ham.
"Jeg kan bare slet ikke huske hvor fanden jeg kender det fra. Og det irriterer mig som ind i helvede."
Hendes blik lå på ham i adskillige sekunder, før det fandt tilbage til glasset. Ved ordet Prins Charming undslap der dog en lav latter fra hendes læber, og hun løftede blikket for at sende ham et smil. Med et par fingre skubbede hun glasset lidt væk fra sig.
"Åh, jeg er skam ikke den rigtige pige at lege Prins Charming for. Jeg har det med .. Ikke at være sød ved de typer."
At det kunne forstås seksuelt havde hun faktisk ikke engang bemærket, da hun mente at hun oftest endte med at skade de folk der forsøgte at være venlige imod hende. Enten fysisk eller psykisk. Ved hans udbrød flakkede endnu et smil over hendes ansigt, men hun løftede ikke hovedet. Først da en eller anden mand stødte ind i hende bagfra, snurrede hun omkring og greb fat i hans hoved, så det bankede ned i bordet og han besvimede. Irriteret snurrede hun tilbage igen, og fortsatte sin omrøring i drinken.