The smoke is thin.. //Blair//

Alian sad på en bænk uden foran sin hytte og nød forårs vejret.
Bænken var ny. Det var en han for nylig havde nakket fra en park så han kunne ikke klage.
Han sad med en smøg i hånden og lod den brænde lidt inden han fortsatte med et hiv derfra.
Det lange hiv blev taget og røgen dannede sig en sky om hans mund inden den siv op i luften.
Han kikkede lidt ud over havnen for at se om han kunne finde Blair.
Hun havde sagt at hun ville komme forbi så han regnede lidt med det.
Men selvfølgelig havde de ikke aftalt noget tidspunkt så det kunne vare et par smøger til inden hun dukkede op.
Dog klagede Alian ikke. Der var godt vejr og han havde cigaretterne på sin side.

Blair ville gerne overholde hendes aftale med Alian, men hun var bange. Hun blev nød til at fortælle Alian om det hun havde gjort. Blair nærmede sig hans hytte ved havnen, hun kunne se at han røg så hun holdte sig lidt på afstand. "Hej." Sagde hun da hun stod et par meter fra ham, hun sank en klump og så ned i jorden. Hvordan skulle hun få det sagt? Hvordan ville han reagere? Hvad ville der ske? Blair begyndte at ryste en smule, men det var ikke til at se, hun var så nervøs.

Alian kikkede op da der blev talt til ham.
"Hej Blair" sagde han og skoddet smøgen i jorden.
Han rejste sig op og gik over til hende.
"Er der noget galt? Du ser lidt trist ud" sagde han og forsøgte at fange hendes øjenkontakt.

Blair bed tænderne sammen og prøvede at tage sig sammen til at fortælle det til Alian, hun rystede på hovedet og så ikke op. Ordene satte sig fast i halsen på hende. "Jeg..." Blair kunne slet ikke sige det ord. Det var bare for langt ude, en hårtot faldt ned i øjnene på hende. Blair ville ønske hun ikke var så nervøs, men det var ikke unormalt at være nervøs. "Jeg er gravid" Blair forstillede sig at tænke det, så det var lettere at få ud.

Det var som om at Alians verden lige blev tabt på gulvet og gik i stykker.
Han sukkede lidt og var nød til at sætte sig ned igen.
Alian tog sig til hovedet og sukkede endnu engang.
"Er det med mig?" spurgte han så og kikkede op på hende.

Blair havde forventet en anden reaktion, men den reaktion hun fik var alligevel langt bedre. Blair gik hen og satte sig ved side af ham. Hun ville så gerne ønske hun kunne sige det var med Alian, men der var ingen grund til at lyve for ham, det ville gøre det hele meget værre. Blair så ned i jorden. "N..Nej.." Fremstammede hun. Blair hadede sig selv for det hun havde gjort.

De stykker af Alians verden som han lige havde forestillet sig blev så lige trampet på en ekstra gang.
Han kikkede fortsat ned i jorden og lidt på sine hænder.
Efter lidt tid opdagede han at hans hænder rystede og lige nu ønskede han bare at stikke af.
"Hvem er det så?" spurgte han så og undlod at kikke på hende men kikkede i stedet ud på havet.

Blair kunne godt forstå han ikke ville se på hende, det ville hun heller ikke selv have gjort. Men alligevel ville hun gerne have han gjorde det. Blair blev nød til at være forstående hvis Alian skulle tilgive hende. "Ammon Misnoran." Blair ville på ingen måde udlevere Ammon, det var heller ikke hans skyld. Hvis Blair ikke havde været så langt ude ville den samtale slet ikke være nødvendig.

Alian tog sig igen til hovedet.
"Er det sket i går efter jeg tog hjem?" spurgte han.
Lige nu ville han have det meste at vide.
For det første havde hun jo været ham utro.
Og for det andet var hun blevet gravid med den anden.
Hvad fanden kunne ellers gå galt nu?

Blair rystede på hovedet, det var sket før det. Blair så ned i jorden og begyndte at græde, det var alt sammen hendes skyld, det var altid hendes skyld. "Det er et par dage siden." Blair prøvede at lade vær med at græde. "Undskyld." Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, hun havde mest af alt lyst til at hoppe i havnen og gøre en ende på det på den måde. Men det ville ikke være fair over for nogen som helst.

Alians tanker var lidt oprevet nu.
*Så det var mens hun 'tænkte' over at skulle komme sammen med mig? Og nu fik jeg så retten til en trekant når man ikke vidste det*
Alian knyttede hænderne så der kunne høres nogle små "knæk".
"Hvor længe har du vidst det?" spurgte han så.

Blair så stadig ned i jorden. "Jeg tog en test dengang det skete, men jeg ville være helt sikker, så jeg tog en igen inden jeg tog herhen." Blair havde på en måde vidst det i et par dage, men hun havde ikke været sikker. Blair rejste sig og gik lidt væk, hun ville tage afstand til ham hvis han havde brug for det.

Alian kikkede nu op på Blair igen.
"Hvis du vidste det i går... Hvorfor sagde du så at du elskede mig?" spurgte han.
Lige nu var han lidt følelseskold. Eller han prøvede på at være det for han var knust indeni.
De havde jo begge accepteret deres forhold så han kunne ikke tage at der kom noget imellem dem... Og så oven i købet fra en anden fyr.
Alian kunne sværge på at hvis han havde den fyr i nærheden af sig så kunne han ikke garantere på om hajen fik smag for menneskekød.

Blair så op da han spurgte om det spørgsmål. Hun elskede ham jo, virkelig meget. "Fordi jeg gør det, jeg elsker dig." Blair behøvede slet ikke at tænke over det, hun elskede ham højere end noget andet. Det var Blair der havde problemer, hun blev nød til at rode dem ud hvis hun ville have det skulle være alvorlig med Alian, selvom hun måske allerede havde ødelagt det hele.

Alian vidste snart ikke hvad han skulle sige længere.
Indeni var det en kæmpe blanding af vrede og medlidenhed.
Han vidste ikke om han skulle tilgive hende med det samme eller bare...
Den næste tanke turde han ikke tænke.
"Hvad har du så tænkt dig at gøre?" spurgte han med en stemme der knak lidt over.

Blair vidste slet ikke hvad hun ville gøre, hun kunne udelukke abbort i hvert fald. Blair ville være sammen med Alian, og så lade barnet se Ammon, hvis det kunne lade sig gøre. Men hun var slet ikke sikker på noget endnu. "Jeg ved det ikke." Blair var virkelig meget i tvivl.

Alian kikkede igen ned i jorden.
Det var næsten uhyggeligt så mange indre aggressioner som han havde lide nu.
*Hun ved det ikke? Hun VED DET IKKE?* gentog hans tanker for ham.
Ikke tale om at han skulle tage ansvar for en andens barn.
Alle de gener der hørte til hajen havde lyst til at bryde ud.
"Hvad ved du så? Hvad med os?" sagde han og prøvede at holde råbet tilbage.
Han elskede jo Blair men... Jo han elskede hende. Der var ikke noget men.

Blair havde ikke nået at tænke mulighederne igennem, det havde været en meget chokeret tid, aftenen med Alian havde fået hende til at glemme det. "Det ændrer ikke noget, fra min side i hvert fald. Jeg vil være sammen med dig Alian." Blair havde tit dagdrømt om deres fremtid sammen, og nu lå den i tusinde stykker der var spredt over det hele. Blair havde det virkelig dårligt med sig selv. Hvorfor skulle hun også være sådan et fjols? Et billigt, hjernemanglende fjols.

Han tog nu hænderne op på siden af hovedet og pressede sine negle imod det barbarede hoved.
"Jeg vil også være sammen med dig..." hans stemme var hæs og det lød som om han græd.
Dog ville han blive ved med at holde tårende tilbage.
Der var næsten ingen grund til dem.
"Blair det er ikke mit barn" sagde han igen med samme stemme.

Blair var glad for han havde det på samme måde, men hun kunne godt se hans problem. "Jeg ved det." Blair var lige nu glad for Ammon ikke var taget med som han ville, det ville have gjort det hele meget værre. Blair satte sig ned på jorden trak benene op under sig.

"Blair du ved jeg elsker dig... Me..." han ville undgå oret 'men'.
Han rejste sig fra bænken hvorefter han satte sig på det ene knæ foran Blair.
Alian placerede sine fingre under hendes hage og løftede den lidt så de fik øjenkontakt.
"Jeg kan ikke tage ansvar for en anden mands barn" sagde han.
"Det er bare... Forkert" sagde han sidst inden han kyssede hende på læberne.
Han vidste ikke lige om det var det rette tidspunkt til et kys men det kunne jo være det sidste han fik fra hende.

Blair ville på ingen måde have at han skulle tage ansvar for barnet, det skulle Ammon og Blair nok finde ud af. "Det skal du heller ikke, du skal ikke tage noget ansvar overhovedet, du vil bare være som en slags onkel." Blair gengældte kysset, hun var bange for hun ikke ville få flere af dem. "Det behøver ikke at ændrer noget. Hvis du ikke vil være med til det er det okay. Mit hjerte ville være knust, men jeg ville kunne klare det."

Alian lagde sig ned på jorden og tog sig igen til hovedet.
Han havde hånden foran sine øjne for nu kunne han ikke holde det tilbage.
Nu kom tårende trillende langsomt ned fra hans øjne.
Det fostor havde ødelagt det hele.
"Blair forhelvede er der ikke andre muligheder?" sagde han med lidt gråd i stemmen.
Han var knækket fuldstændig over... Alt det han plejede at være med flabethed og spille lidt hård.
Det var væk.
Kun på grund af at han endelig havde fået Blair og nu var han ved at miste hende.

Blair kunne ikke holde til at se ham sådan. Det var for hårdt. Blair vidste ikke om der var andre muligheder, hun ville ikke give slip på barnet i hvert fald, og hun ville ikke forhindre Ammon i at se barnet. "Hvis du har nogle idéer vil jeg gerne høre dem, jeg ved slet ikke hvad jeg ellers skulle gøre." Blair havde virkelig meget lyst til at forlade alting.

Alian satte sig op igen.
Han var så godt som fortabt.
"Er abort udelukket?" spurgte han så.
Han hadet sig selv for at sige det for det betød jo at han ville have hende til at dræbe.