On Thin Ice. ~Jacob~

Mørket havde lagt sig over Ashen wood forest og nattevæsner kom frem fra deres skjul. Caroline havde gemt sig i en lille grotte helle dagen, hun ville opsøge Jacob. Hun havde virkelig brug for at se nogle kendte ansigter, selvfølgelig kunne hun se Nicolas's også. Hun var lykkelig over der enlig var en som elskede hende rigtigt, men hun ville se Jacob. Hendes bedste ven, hun havde også ledt lidt efter Nille. Men den tøs var ikke til at finde når man havde brug for hende. Caroline gik igennem træerne, da en kæmpe edderkop flok omringede hende. Caroline himmlede ed øjne.
"Det kan i ikke mene?" Sagde hun og sprang op i et træ og videre over i et andet. Hun landdede sikkert på jorden og brugte sin overnaturlige fart til at løbe hen imod Jacobs lille hytte. Men havnede på en sø med meget tynd is, et skridt til og hun ville falde i. Og Caroline var ikke så vild med vand, faktisk var det en af hends frygte.

Jacob hoppede rundt i træerne, lod vinden rode lidt i det sølvhvide hår, alt imens den også fik hans blege kinder til at tone sig lyserøde. Der var koldt, men Jacob kunne som sagt ikke mærke den kulde, så hvorfor gøre et stort nummer ud af det. Han grinte hver gang det suste i maven på ham, som sad han i en rutsjebane. Livet var en underligt ting, men det var nu også noget af det dejligste der fandtes. Med hurtige og smidige bevægelser, hoppede han fra gren til gren, uden den mindste frygt for at han skulle falde ned. Det var ikke lige den slags ting Jacob var bange for, faldt man ned fra et træ, så faldt man altså bare ned. Han hørte en velkendt stemme, hvilket fik ham til at stoppe hurtigt op på en tyk gren og lytte.. Det var Caroline.. Caroline! Det var lige hende han trængte til at snakke med! Han smilte for sig selv og hoppede videre fra gren til gren, indtil han kom ud til det sted stemmen førte hen.. Det gik hurtigt op for Jacob hvilken situtation hun stod i, ude på isen med dødbringende vand neden under sig. Det mindede ham meget om dengang med Josh og Jade, hvilket fik ham til at springe hurtigt ned fra træet og løbe ud til kanten af søen.
"Tag det helt roligt Caroline okay?" råbte han til hende med et beroligende smil. "Jeg får dig væk derfra," Han kiggede rundt efter noget han kunne hjælpe hende med, selvom det ikke var det nemmeste i verden..

Caroline hørte Jacobs stemme, og rettede sit blik imod ham. Hun vidste at hans evne var is, men hun var tynd is her. Vampyrer blev ikke påvirket af kulde eller varme på den måde, vampyrer var altid kolde i huden. Caroline rettede blikket væk fra ham, hun var bange for at falde igennem og havne i vandet. Men så lukkede hun kort øjne i og tænkte på tiden med Wave, man skulle ikke være bange. Hun måtte se frygten i øjne, Caroline vidste det var frygten som holdte hende tilbage for at komme videre. Caroline bed sig lidt i læben, isen var virkelig tynd. En enklet bevægelse ville isen muligvis knække, men hun måtte finde en eller anden måde at komme væk på.
"Taak." Sagde hun og var helt rolig, det overraskede hende faktsik

Hun virkede til at være meget rolig, det overraskede ham positivt at hun kunne være rolig, for folk der gik i panik var ikke lige de nemmeste at hjælpe, selvom man rigtig gerne ville hjælpe dem. Han smilte til hende og havde en kort øjenkontakt med hende, for at vise hende at hun kunne stole på ham. Aldrig ville han lade hende falde igennem den is, aldrig. Da han ikke kunne finde noget som kunne hjælpe hende, kom han i tanke om noget som muligvis kunne hjælpe, men som ville kræve en masse energi fra ham.. Han satte sig på hug nær søen og kiggede alvorligt hen på Caroline.
"Jeg vil forsøge at styrke isen, så når jeg ser nu, skal du gå hen over den så hurtigt du kan," sagde han bestemt og nikkede til hende. "Jeg lover dig at du nok skal klarer den," Han smilte til hende, inden han lod sine blege hænder komme i kontakt med isen på søen.. En bølge af is løb igennem ham og ud af hans hænder, så de bredte sig over isen, som lange slange krystaller der snoede sig ud til hvert hjørne af søen.. De krystalblå øjne var lukket i og han måtte fokusere på søen og dets is...

Caroline stod og så på Jacob, og spærrede øjne op da en velkendt skikkelse kom op bagved ham. Det var Roses, hendes brune hår bølgede perfekt om hendes ansigt. Roses var denne vampyr som havde væreet der dengang Jacob havde været såret. Roses var omkring de 3000 år, så hun vidste hvordan der skulle kæmpes. Hun så hånligt på Caroline, og greb fat i Jacobs arm og smed ham væk imod et træ. Roses samlede en sten op og så skiftevis på dem begge, hun kiggede kort på stenen.
"Skal man kaste den eller rive hjertet ud på denne hvidhåret uldtot?" Spurgte hun koldt og kiggede igen på dem skiftevis.
Caroline knurrede af Roses.

Pludselig var der noget som rykkede i ham, så han svor på at hans hjerte næsten blev flået i to stykker, da han landte med ryggen ind i et træ, hvor et par splinter borede sig igennem huden på ham. Isen var blevet en smule stærkere, men de lange is slange forsvandt så snart Jacobs hånd ikke længere var i kontakt med overfladen. Caroline kunne muligvis gå på isen, hvis hun var meget forsigtig..
Jacob rystede på sit hoved, for at komme ud af sin trance igen, inden han hurtigt var oppe at stå, imens hans blik hurtigt fik øje på stenen i Roses hånd.
Lige så hurtigt som hun havde kastet ham ind i et træ, formede han en istap i sin hånd, som han kastede efter stenen i hendes hånd, så hun sandsynligvis ville tabe den. Med en dyb indånding sprang han på Rose og begyndte at fryse hende indenvendig.

Roses knurrede af ham specielt fordi at han begyndte at fryse hende indeni. Men Roses var ikke let af skræmme, hun smilte lumsk og skævt til ham. Hun tabte stenen, men samme øjeblik lavede hun et stort åbent sår på hans arm. Hun lagde hovedet lidt på skrå.
"Og jeg advare dig, det bliver kun større hvis du forsøger at dræbe mig. Det forsvinder aldrigt." Sagde Roses og smilte stadigvæk lumsk. Hun lod sine hænder glide ned af sin side og op på hver sin side af sin hofter. Hun kiggede på Caroline, og fnøs hånligt. Hun rettede opmærksomheden imod Jacob igen.

Caroline sank en klump, frygten måtte ikke styre hende. Hun susede med overnaturligfart over søens is, og ramte ind i Roses. Men selvom Roses flyttede sig og gav Caroline overbalnce, fandt Caroline hurtigt balancen igen.

Så snart det store sår udvigede sig på hans krop, gav han slip på hende og landte perfekt på sine ben ved siden af hende. Selvom hun var så selvsikker, så fik det ham ikke til at miste sin styrke. Han rystede bare kort på hovedet af hende, inden han kiggede ned af sit sår, for at kigge lidt til det. Hvis han angreb hende ville det blive større, men det måtte han altså finde sig i. Det var jo bare et sår, mon ikke han kunne klarer det lidt. Da Caroline ramlede ind i Rose, så han sin chance til at løbe ind i hende, så hun ville vælte og muligvis slå sig i faldet.
Han gik hen ved siden af Caroline, glad for at se at hun turde at løbe hen over isen.

Roses blev vred og rejste sig hurtigt op efter faldet, hun ville bare have haft Caroline skulle falde igennem isen? Ikke en bryde kamp, så hun ville bruge sit ene talent og forsvinde. Roses healede Jacob, og skubbede så Caroline voldsomt hårdt ind i Jacob. Caroline ramte ind i Jacob med et hårdt stød så hun væltede ham ned i den hårde jord. Caroline rejste sig op med sine hurrtige reflekter, men Roses var væk igen.

Jacob faldt om på jorden med et hårdt bump, så han var sikker på at han hørte et par knogler kvase under slaget. Men, det var ikke noget som han kunne mærke, inden han rejste sig op og tørrede sin blodige mund af sit ærme, for at afslører at der faldt lidt blod ud af munden på ham. Han sukkede irriteret og ignorede blodet, det var jo trods alt bare blod, det gik snart over igen. Han smilte skævt til Caroline og kiggede rundt efter Rose, men da han ikke kunne se hende, løftede han på sine skuldre og kiggede hen på Caroline igen.
"Jeg gætter på at hun også er sådan en der dukke op engang imellem," sagde han og tørrede endnu engang lidt blod af i sit ærme. "Bare man kunne slippe for personer som dem var?"

Caroline så på Jacob.. Blodet sagde hende intet, dæmon blod var væmmeligt. Hun nikkede til ham og sukkede irriteret.
"Ja hun kommer når det passer hende, og forsvinder når hun kommer i problemer." Svarede Caroline og trak på skuldrene. "Ja tak."
Caroline kiggede rundt omkring sig.
"Du lige den dæmon jeg ledte efter." Sagde hun med et smil, hun havde også ledt efter Nille.. Men ja Jacob var den hun vidste hvor var henne.

Der var vist noget som tydede på at Rose og Victorie kunne have noget med hinanden at gøre. Rose forfulgte Caroline og Victoria forfulgte Jacob, hvilket irriterede ham meget. Han ville ønske at han bare kunne slippe for den dæmon og hun ville forfølge en anden, bare den anden ikke var Josh. Det skulle ikke gå udover den uskyldige lille dreng, selvom han sikkert kunne klarer sig selv, mere end hvad Jacob troede at han kunne. "Jeg kender det desværre alt alt for godt," Han gjorde sine øjne store i sætninge, for at vise at han mente det. Men, om Caroline forstod det, vidste han ikke, for han kunne ikke huske om Caroline havde mødt Victoria.
Et kækt smil blev sendt hende, da hun sagde sin næste sætning. "Og du er vampyren som jeg ledte efter," Det var skam sandt nok, han havde ledt efter caroline, blandt andet for at snakke med hende..

Hun kneb øjnene lidt og lagde hovdet lidt på skrå. Kendte han det godt? Caroline trak lidt på skuldren, og smitle skævt da han nævnte at han havde ledt efter hende. Caroline følte sig lidt vigtig, det var hun begyndt på her på det sidste. Hun kiggede Jacob i øjnene, og åndede lettet ud.
"Ja det noget tid siden sidst, der er så meget at tale om for min side." Svarede hun ham med et drilsk smil, og begyndte at gå i retning imod hans lille hytte. Caroline var vampyros, og derfor blegere end før. Roses havde fået sig en overraskelse da hun havde set Caroline i live. Caroline gik lidt i forvejen og kiggede tilbage på Jacob.
"Kommer du Pus?"

Så meget at tale om, det lød da.. Interessant.. Medmindre det selvfølgelig var pige problemer, for så kunne han altså ikke rigtig hjælpe, lige meget hvor meget han så prøvede på det så virkede det aldrig. Så, derfor havde han valgt ikke at prøve at tyde pige problemer, som en hver anden dreng ville vælge. Han kunne ikke stoppe med at smile, efter lang tids fjollen omkring, så det ud til at han endelig kunne falde ned på jorden igen, for at få en snak med sin bedste ven Caroline. Så snart hun kaldte ham pus, sendte han hende et lumsk smil og fulgte trop med hende.
"Der er også noget jeg skal fortælle.. eller ik så meget men.. ja," han grinte og placerede sine arme bag hovedet.

Caroline satte i løb og satede på at han kunne følge med en smule af en ekstra overnaturlige fart som lagde til vampyros. Caroline lukkede hans dør op, og som var hun boende her gik hun indenfor. Hun kendte jo Jacob så, og han var lige bagved hende. Caroline smed sig i sofaen og smækkede benene op på bordet imens hun ventede på hans ankomst. Da hun kom ind startede hun.
"Jeg er på forhånd ked af hvis du bliver sur over det eller noget, men jeg er ligesom kommet sammen med Nicolas."

Så snart hun satte i løb, smilte han lumsk og tog imod udfordringen. Det var helt sikkert at han ikke kunne komme op på siden af hende, men han kunne i det mindste følge nogenlunde med, han opholdte sig lige bag hende og havde det nærmest som om at han kunne svæve. Men, det var nok bare ren fantasi, han måtte huske at holde sig nær jorden. Hver en gren blev sprunget over, som kendte han Ashen wood forest udenad, eftersom han også sneg sig uden om hvert et træ. Så snart de kom til huset, fulgte han hende, men stillede sig foran Caroline i stedet for at sætte sig ned. Han lagde armene på kors og lyttede til hendes ord.. Nicolas, nicolas.. Vent.. Hvad!?
"Mener du ham der ville torturer mig uden grund!?" spurgte han forvirret og en anelse.. Skræmt? "Men.. Han.. Hvad?" Jacob løftede forvirret på et øjenbryn.

Hun klemte øjnene sammen da han svarede, hun elskede Nicolas.. Hun måtte bare tage den med ro! Caroline kiggede op på Jacob.
"Ja ham.." Svarede hun og kiggede lidt ned i jorden, og havde det som alle var skuffet over hendes beslutning. Hun elskede ham, og hun ville ikke lave om på den beslutning. Så måtte hun være egoistisk. Hun ånede ud.
"Undskyld, men det bare min beslutning. Jacob han sagde han elskede mig, og jeg elsker ham.. Det første gang nogen har fået mig til at føle på den måde.. At føle mig elsket." Svarede hun og så ham direkte ind i øjnene.

Jacob kiggede ned i jorden og åndede tungt ud, for ikke at reagere på en måde som han ville fortryde. Nicolas, manden som havde valgt at toturer ham, uden den mindste grund.. Han vidste at der havde været noget imellem dem.. Men.. Han måtte indrømme at han ikke var helt vild med det, men som sagt så elskede Caroline ham og det var det vigtigste, hvis han selvfølgelig også elskede hende igen. Og, efter Caroline at dømme, så elskede han hende og det håbede han også for hans egen skyld.
Jacob udstødte et suk, inden han fik et stort smil på og kiggede hende i øjnene, med et lysende glimt i sine krystalblå øjne.
"Jamen, så kan jeg ikke sige andet end jeg er glad på dine vejne Caroline!" sagde han lystigt og nikkede til hende, med en kærligt smil på sine læber. "Så længe du er lykkelig, så må jeg være glad på dine vejne,"

Caroline lyste op da han gjorde, og smilte da han gjorde. Hun fnøs kærligt, og smilte til ham. Hun for op og stå, og omfavnede ham hårdt. Stadigvæk var hun ikke klar over sin egen styrke, og var begyndt at bære sorte skin handsker for ikke at skade nogle mere end nødvendigt. Hun smilte stort.
"Tak det betyder meget." Svarede hun og tænkte hurtigt. "Hvad gør man enlig hvis ens søster elsker en mand som haar torturet en og voldtaget en?" Man skulle være døv for ikke at vide at hun var om alt om en. Caroline anede seriøst ikke hvad hun skulle gøre omkring den lille simple ting, hun kunne ikke tilgive Kukiu. Men skulle hun gøre som JAcob og være glad på hendes vegne? Caroline var lidt forvirret over det.
"Desuden har jeg fået en opgradering."

Han kunne ikke stoppe med at smile, så snart han så hvordan Caroline lyste op, da han sagde den sidste sætning. Selvfølgelig skulle hun have lov til at elske Nicolas, men det betød ikke at han kunne lide denne vampyr. Trods alt havde han angrebet ham uden grund, endda ville have tortureret ham bare pga. Jacob var såret. Men ja, hvis Caroline var forelsket, så skulle hun have lov til at være det. For at komme på andre tanker, krammede han hende tilbage og smilte til hende, så snart hun forlod krammet. Det næste spørgsmål hun kom med, fik ham til at løfte på et øjenbryn, men han forstod nogenlunde hvad hun mente. Søsteren elskede en hun hadede.. Ikke en god blanding. Han kløede sig tøvende i nakken.
"Wow, godt spørgsmål.. Øhm.. Jeg tænker.. Hvorfor elsker din søster en som har voldtaget dig?" han så spørgende på Caroline. Kunne han godt elske en som havde været så grusom mod sin søster? Det næste fik ham bare til at løfte mere på sit øjenbryn. "En hvad?"

Caroline havde selv tænkt over den, og forstod heller ikke hvorfor Eliza var forelsket i ham. Det var nok grunden til deres skænderri tideligere på ugen.
"Jeg ved ikke hvorfor, men hun er forelsket i en eller anden Kukiu.. Som torturede mig og voldtog mig for nogle uger siden.." Caroline kiggede lidt ned, og åndede ud ingen hun kiggede op igen..
"En opgradering.. Jeg tror Nicolas kaldte det en elite vampyr.. Jeg er stærkere og hurtigere.. " Svarede hun med et lille frisk smil. Caroline kiggede på Jacob og hun stolede 100% på ham, derfor snakkede hun med ahm om nogle ting.
"Og desuden jeg er træt af hemmeligheder, så please fortæl mig hvor Nille befinder sig.." Sagde Caroline så..

Kukui.. Det navn sagde ham ikke noget.. Wow, der var så mange væsner i denne verden og han kunne bestemt ikke finde rundt i dem, lige meget hvor meget han forsøgte at kunne det. Han havde mødt en del ja, men han kendte ikke alle væsner, men det var vel også umuligt, selv for en konge ville det være meget svært. Han klukkede en anelse over sin egne tanker, for derefter at fokusere på det Caroline havde sagt til ham.
"Har du fortalt hende at han har gjort alt det ved dig?" spurgte han og satte sig i sofaen med en lystig bevægelse, samt et løftet øjenbryn, der viste hans forvirring over denne kukui. "For.. jeg ved, at hvis det havde været Nille som havde voldtaget Josh eller noget i den stil, så ville jeg have svært ved at.. Elske hende.." Pludselig gik det op for ham, at hun faktisk havde sagt at hun var blevet voldtaget. Med et sæt var han oppe at stå igen. "vent, voldtaget! Er du okay?" Han gik hen til hende, lagde en hånd på hendes arm, hvor han derefter kiggede rundt på hendes arme, som søgte han efter sår eller noget i den stil. "For pokker, mænd nogen gange.. En elite vampyr? Det må jeg sige! Godt gået!" Han smilte stort til hende, inden han satte sig ned igen og lænede sig tilbage. "Hun er hos dæmonernes leder, han tager sig godt af hende der,"

Hun fik et lille smil på da han pludselig kom i tanke om hvad hun havde sagt.
"Ja jeg klare mig." Svarede hun med et skævt smil, hun ville aldrig tilgive Kukiu for hvad han havde gjort. Og hun ville aldrig tilgive Eliza for at elske den mand som torturede hende og voldtog hende. hun knyttede sine næver let.
"Du kan ikke finde nogle mærker, jeg er vampyr sår healer. Selvom jeg har haft mange knive i mig." Sagde hun stille. "Men jeg var heldig at Nicolas var i området, hvem ved om jeg havde været i live ellers." Tilføjede hun.
"Ja Jacob hun ved alt hvad han har gjort, og alligvel vælger min søster at elske ham. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det, på en måde står vi lige. Nicolas er bare sur over at hun elsker Kukiu.. Eliza kan ik lide Nicolas, som ingen af jer andre kan. Så har i noget tilfælles." Sagde hun og satte sig ned med et bumb.
"Super, tror jeg vil skrive til hende at hun skal komme på besøg. Tror jeg har snakket med hende to gange på et år. Det ikke langtid. Men du har sikkert snakket mere med hende, hvordan har hun det.. Og Toby? Og hvordan har du det siden sidst." Spurgte hun med et skævt venligt smil.

//Dette er jo inden Toby dør, så han har det fint i tiden nu ^^ Stakkels knægt :3//

Voldtægt var noget forfærdeligt noget, Jacob hadede det over alt på jorden og han kunne slet ikke få det billed af nøgen kvinder i en kælder ud af sit hoved. På en måde var det godt at de fandt kælderen, ellers havde han jo aldrig mødt Josh og heller aldrig reddet alle kvinderne fra et liv i pinsel. Han udstødte et kort suk og rettede sig op, placerede sine hænder på sine lår og fumlede lidt med dem. Godt nok kunne han ikke lide Nicolas, men han var glad for at han havde reddet caroline fra denne Kukui.. Det var ikke til at tro at hendes søster kunne elske en som havde gjort så voldsomme ting mod sin egen søster.. han ville aldrig tilgive folk i at sårer Josh..
"De har det godt, sidst jeg så dem i hvert fald og det lyder som en god ide at skrive til hende, jeg tror hun ville elske at snakke med dig," Han sendte hende et smil og puffede drilsk til hende med sin skulder..

Caroline smilede til Jacob, og sukkede tungt.. Hun var fortvivlet.
"Eliza kan heller ikke lide Nicolas, han truede hende lidt. Men kun på grund af at hun er vild med Kukiu. Men, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg bliver så vred på hende når jeg ser hende, fordi jeg tænker på hun elsker ham mere end mig på en måde. Hvis Nicolas havde gjort noget lignende ved hende, så havde jeg aldrig tilgivet ham. Jacob hvad skal jeg gøre?" Caroline sukkede og kiggede bedende på Jacob efter et godt råd.
Nille, ja hun savnede den dejlige dramatiske tøs.
"Ja det ville hun sikkert, hun er ikke til at finde nu til dags. Hun må virkelig være en mester i gemmeleg. MEn det altid noget at hun klarer dig." Svarede Caroline med et let smil.