I will not home! //Tristan//

S: Parken
O: Træer og bænke og næsten ingen mennesker
V: Mørkt og kølligt, men vindstille
T: 23:00
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Som altid var hun ved og kede sig ihjel af og sidde der hjemme på sit værelse. Hendes søskende var hun lidt trætte af. De kunne nemt få hendes hverdag til og føles tung og hård, men også det, at Sakref og Valiona som var hendes forældre hele tiden ville have, at hun skulle træne så de lettere kunne give slip på hende så hun kunne klare sig selv og turde lade hende gå rundt udenfor slottets mure alene. Som det var nu skulle de altid med hende eller hendes fars lærlinge. Hun følte sig tit behandlet som et lille barn selvom hun var 200 år gammel. Hun havde aftalt nogle dage i forvejen, at hun skulle være sammen med Zero. Han var nok den forkerte type som hendes far ville anbefale hun holdt sig væk fra, men det rørte hende sådanset ikke. Hun kunne underligt nok lide Zero.
Hun var hoppet ud af vinduet som altid og kravlede rundt på tagene imod en af murene, hvor en masse rødder og blomstre var vokset op af. Hun havde fundet den vej efter hendes far ville lære hende og kunne forsvare sig i højder med sin bue og pil og hvor var det bedste sted egentlig? Selvfølgelig taget. Hun sprang ned af muren og håbede inderligt, at hendes far ikke ville opdage noget og sende en af hans lærlinge ud for og finde hende. Hun løb alt hvad hun kunne imod parken og prøvede så vidt muligt skjule sig for andre folk så de ikke opdagede, at det var hende, men heldigvis havde hun også skjult sit ansigt i et brunt klæde så kun hendes øjne og nogle enkelte hårtotter ville kunne ses.
Da hun endelig var kommet til parken satte hun sig på en bænk og ventede på, at Zero ville komme så hun havde nogen og snakke med.

Hvis man troede Sakref Morladin ikke ville opdage sin egen datters forsvinden tog man fejl. Hele hans slot havde stort set været i alarmberedskab i 30 minutter efter hendes forsvinden var opdaget.
Som Tristan havde forstået det var det ikke første gang dette var sket, men at dømme efter faderens reaktion var det en ting der skulle tages seriøst. Det var svært at tro at en mand der kunne være så hård var så blød.

Så nu var Tristan blevet sendt afsted, for at hente den møgunge tilbage igen. Nok var hun 200, men hun opførte sig ikke sådan.
Som gammel dusørjæger var Tristan glimrende til at opspore væsner, og det havde været ret åbenlyst at han skulle starte i hendes værelse og bevæge sig den retning sporet sagde. Efter en halvanden time endte han i parken hvor han så sig stille omkring. Mørket havde for længst sænket sig over byen, men heldigvis var natteluften blid denne aften.

Det var ikke svært at få øje på den lille frølen. Ironien i det var at hendes overdrevne forklædning gav hende væk. Han havde sikkert aldrig kendt hende hvis hun havde været normal i tøjet, men hun skreg da bare at hun var stukket af hjemmefra.
"Venter du på nogen?" Sukkede han bag hende. Et afslappet smil var placeret på de smalle læber.

Imens hun sad der på bænken og ventede på, at Zero kom begyndte hun og tænke over det som han havde fortalt hende første gang de mødte hinanden. Han havde sagt, at hun kun var deres steddatter. At Sakref og Valiona ikke var hendes rigtige forældre. Hun havde tænkt over dette lige siden hun fik det, at vide fra Zero, men havde ikke snakket med nogen om det overhovedet for hun havde ikke selv troet på det, men tanken kørte alligevel hele tiden rundt i hendes hoved og det havde også gjort, at hendes humør nemt kunne ødelægges og det havde hendes søstre ihvertfald opdaget for hun spillede ikke med på deres små lege. Hun flippede næsten ud i vrede når de prøvede sig frem hos hende.
Hun kiggede ned i jorden og tænkte da hun pludselig hørte en velkendt stemme bag sig. Hun sprang op og kiggede om på ham. Tristan. Selvfølgelig havde hendes far sendt Tristan hvem skulle det ellers være? Det var nok første gang som hun huskede, at det var ham som hentede hende hjem igen, men hun havde hørt lidt om, at Tristan var en speciel fyr og nok var derfor hendes far havde taget ham til lærling. Hun sukkede lidt "Hvad rager det dig?" hendes stemme var lettere irriteret og man kunne høre på hendes stemme, at der var noget som påvirkede hende.

Han slog hovedet lidt tilbage. "Du var for nem at finde" Fnøs han mest for at provokere hende. "Giv mig dog en udfordring næste gang" fortsatte han kækt.
Hendes stemme lød trist, og det overraskede ham egentlig ikke, der var vel altid en grund til at løbe hjemmefra.
Med lette bevægelser fik han sat sig ned ved siden af hende.
"You know.. Da jeg var yngre plejede jeg at kæbe hjemmefra hele tiden." Sagde han så. Han huskede tydeligt hvordan han havde hadet sit hjem på jorden. Han vidste det ikke dengang, men de forældre han troede han havde, havde ikke været hans rigtige.
"Hvad går dig på?" Lød det så da han betragtede hende med de lysebrune øjne og et mildt smil.

"Hvad det rager mig?" Han lo lavmælt. "Jo ser du, jeg får min løn for at hente dig" Smilede han lidt bredere, og kunne ikke stå for fristelsen ved at rode lidt på toppen af hendes hoved.

Hun ignorerede hans kommentarer. Hun var for sur og vred indvendigt og alt kørte bare rundt i hovedet på hende. Hun havde vel bare brug for og komme væk. Det var nok det der i bund og grund var den største grund til, at hun var stukket af denne aften. Hun sukkede nærmest opgivende og satte sig på bænken igen og kiggede ned i jorden. Hun kiggede kort op på ham da han satte sig. Hun vidste ikke helt hvorfor hun skulle høre om, at han løb hjemme fra da han var lille. Han forstod det jo alligevel ikke. Hun kiggede ned i jorden "De er jo ikke mine forældre...Er bare en eller anden tøs der er blevet taget fra gaden..." nogle enkelte tåre trillede ned af hendes kinder. Det var stadig et chok for hende og finde ud af, at hun kun var adoptivdatter til Sakref og Valiona. Hun kiggede op på ham da han snakkede om løn. Hun snerrede lidt og rejste sig op og gik lidt væk fra ham. "I tænker fandme kun på jeres løn!" snerrede hun af ham imens tårerne løb ned af hendes kinder