Home sweet home - Delilah

Delilahs balder kunne give selv Den Kinetiske mur og Egyptens mægtige pyramider mindreværdskompleks'er, og hvis ikke de dronninge hotte sirener på havet passet på ville en overskøn Delilah-kavalergang gøre dem fra mandeforføre til savlende bryste kiggere, men hverken verdens syv vidundere eller heteroseksuelle kvinder skulle frygte for hverken selvtillid eller skifte seksualitet, for selvom kun drømme piger kunne matche med den lækkerbisken der lå nøgen som et nyfødt barn på sin mave på sengen, var den berygtet Delilah i sin fulde glans og elegance, så var der en ordenlig tiger-tæmmer til at håndtere hende, og efter en lang og bisk nat med Delilahs hænder lagt i plys håndjern og sat med begge hendes hænder fast til sengens ende, og hun havde fået en nydelsefuld anal ridetur, af en af rigets bedste ridedyr, Sebastian. Delilah var blevet (frivilligt) taget bagfra doggystyle med hænderne i håndjern, og ligesom stjerne på himlen var antallet af Sebastians tidligere pigers orgasmer wihtout end, men hvor meget Delilah havde nydt natten sjov måtte hun vel afsløre når hun vågner op.
Castle havde ikke løsnet hende fra håndjernene, men derimod lænket hendes ankler til sengens kanter mens hun sov, og havde en seddel under hendes kind hvor der stod han var taget i byen efter morgenmad.

Hun havde ondt. Det var behageligt, at hun havde ondt. Den sætning ville ikke give mening for mange, men for Delilah var det helt simpelt en del af hverdagen - Når man havde ondt betød det at man havde haft det godt, og det var samtidig behageligt at have ondt. Okay, så det gav tydeligvis ikke mening, men hvad der gav mening var at hun nok burde åbne øjnene snart. Mørket under hendes øjenlåg blev brudt af små stænk af rødligt lys fra omkring hendes krop, hvilket betød at der var lys der strømmede ned på hende. Enten var det morgen, eller også havde den person hun havde taget hen til i går tændt lyset, hvilket betød at hun ville slå ham ned.
Vent ...
Hun slog øjnene op. Over hendes blev det gamle loft vist, og det gik kort efter op for hende at hun var hjemme ved sig selv. Under hende knirkede sengen, og døren til soveværelset hang skævt på sine hængsler igen - Det måtte være faldet af i går uden hun opdagede det. Hele lejligheden lignede faktisk sit gamle, støvede, halvødelagte selv. Gardinerne var de fleste steder enten flænset eller revet ned i en kamp med en overnaturlig der havde fundet hende på vejen hjem, eller en af de vildere sexpartnere. Et par forskellige tømte flasker der engang havde været fuldt af en eller anden form for alkohol, lå stablet forskellige steder. Og hvad der ikke kunne ses var, at der var gemt et eller andet form for våben på hvad der var tæt på hver anden meter i alle værelserne.
Og så gik det op for hende at hun var bundet til sengen. Langsomt kom minderne fra dagen før skyllende tilbage over hende - Sebastian, vampyrerne. Det hele. Hun prøvede at rive sig fri med den ene hånd, men der gik ikke mange forsøg før hun gav op. Et eller andet kildede hende på hagen, men fra den stilling hun lå i var det ikke muligt for hende at se hvad der stod.
Med et lille vrid med kroppen fik hun skubbet den en smule til siden, så da hun vred sig den anden vej begyndte den langsomt at zigzagge ned imod hendes bryst. Da hun endelig kunne se hvad det var, læste hun skriften med et lettere forvirret glimt i øjet. Ude efter morgenmad? Hun var sulten. Perfekt.

Duften af morgenbrød, og lyden af mælke kantoner der ligger og rocker i favnet på en muskuløs mand, kom gennem den knirkende, og næsten kolapsende der var vejen ind til Delilah og Castles lejlighed. Man kunne nærmet smage de nybagte morgenbrød, og kunne fornemme det kolde og behagelige mælke lag omfavne ens tunge som en bjørn der putter en i dyb søvn mens en kølig vind kærtegner den blottet hud. Castle åbnet døren med en fod på midten af den, og da han selv uden at sparke, bare hvilet sin fod op af den for at åbne den, faldt den flat ned på gulvet og ødelage en hver hjemmelig charme med et ordenligt BANG, og et støv lag rejs sig som en dårlig science fiction film fra 80´erne, og lagde sig omkring dørens kanter, hvilket fik Castle til se med et typisk flabet Castle smil, og et venskabligt glimt i øjet mens han sagde "Sukkergris" han holdt en pause, og kiggede rundt i lokalet der var en komplet mess. "Henter mit crew senere, også pokemon udvikler vi det her sted fra mudderpøl til spansk palæ" Spansk palæ var en overdrivelse, men en kærlig hånd kunne stedet her godt bruge, og måske havde Sebastian ikke eneste hverken hjemlig eller grøn finger på nogen af sine hænder, men med hans fortid var han ikke doven... selvom når en eks prøver at få ham til at lave sin egen morgen kaffe, så bliver han det hurtigt.

Castle så på den fastbundet Delilah, og smilet med et frækt glimt i øjet.. øjet.. det ret vigtigt at understrege hun kun kunne se glimt i det ene, for det andet var udskiftet med et øje af glass, havde nok været svært for hende at se på bordellet igår med alt den action-man der gik i situationen, men hun ville ihvertfald se det kolde glass øje nu. Castle trak på sin venstre skuldre hvor han havde sin drage tatto, og fandt et piskeris af stålwire frem fra sin sports taske, som stod i hjørnet, som var den eneste taske han havde flyttet ind med. Han satte sig i en stol ved siden af sengen, og kiggede på Delilah med et uskyldigt blik, hvilket fra ham betød på Castle sprog ´en omgang kinky sex coming right up´, hvis Delilah havde troet det var en præst med ikke sex løfte hun havde fået til at bp hos sig tog hun vist grueligt fejl, Castle havde sin sin søns død ikke gået op i meget andet end at nyde livet, deriblandt grumme ting ved dem han mener fortjener det, og god junkfodd som smager som himmel men uden tvivl er noget hans mave er i protest over at få, og sidst men ikke mindst have sex og hygge lege med dem som er frivilige.
Castle tog en burger frem for posen med morgenbrød.. morgenbrødet var til hende.. ikke ham. Han kiggede på hende igen, og sagde med et lille smil "Håber du til pålæg chokolade på boller, for myrder altså ingen for dig" han vidste hun var dæmon, og selvom hans ansigt viste det han sagde var så meget en spøj som det kunne være, så oprigtigt set havde han det svært med steriotypen af en dæmon eller vampyr, og selvom han havde oplevet.. med både samtale og pik.. at hun ikke var som andre dæmoner, og så hende i et venligt lys, havde han lidt svært ved dæmoner, men det var nok mere instinkt og blodløst end fordi det havde med hende og gøre, så han behandlet hende godt så længe hun også behandlet ham godt.

Det var ikke til at sige hvor lang tid hun lå bundet til sengen, men det var ikke over en halv time, så hendes muskler nåede ikke blive trætte af den måde hendes stilling på intet tidspunkt ændrede sig. Hun stod tit helt stille i flere timer, og trænede ligeledes i at kunne holde en position i mange timer uden at bevæge en muskel. Derfor nåede hun også at gå i den samme, kedsommelige trance der aktiverede samtlige af hendes sanser og lod hendes muskler være klar til spring konstant - også selvom hun faktisk ikke var i en position hvor det var muligt. Det var den samme trance hun gik i, når hun var på mission.
Derfor opdagede hun også duften af friskt brød langt fra hendes egen krop. Duften vækkede hendes hjerne op, og lod hendes øjenlåg trække sig ned over hendes blik og blive skubbet op et par gange før hun faktisk begyndte at sanse sine omgivelser som en normal person, istedet for at scanne det for fare som en robot.
Da døren bragede ned imod jorden, og støv skød op i luften hvorefter det dalede som et sky, måtte Delilah bide sig virkelig hårdt i læben for ikke at lade et grin slippe over hendes læber. Det var langt fra første gang at døren var faldet fra hinanden, og den var faktisk blevet værre i dette over den sidste periode. Hun var en af de eneste der vidste hvordan den skulle sættes på igen, men siden hun nu var bundet til sengen blev det ikke gjort.
"Crew, jeg vælger dig .."
Sætningen var mumlet næsten uhørligt ud af hendes læber, og egentligt mest henvendt til sig selv. Da ordene var blevet sagt, blev hendes blik rettet imod Sebastian, hvorefter sætningen til ham blev sagt.
"Held og lykke.
Hun tøvede let.
Slipper du mig fri så jeg kan få døren på ret køl?"
Smilet på hendes stemme holdt fast, selv da han kom tættere på og hun kunne se noget unormalt - Hans ene øje var erstattet af glas. Hun lod hurtigt et blik glide derhenover, uden at lade nogen reaktion komme over hendes ansigt. Hun havde i sin levealder set et utal af sindssyge freaks, og derfor havde hun intet problem med glasøjet. Hun rev hårdt i den ene arm, og en lille lyd klikkede igennem lokalet da det lykkedes hende at bøje den en smule - Men det var så også det. Hendes største chance var at ødelægge træet håndjernet var sat fast til.
"En bolle med chokolade går for nu."
Hendes stemme var ligeså fyldt af jokes som hans, og blev efterfulgt af endnu et hårdt ryk i håndjernet. Hun havde aldrig tænkt over at der var en chance for at nogen - nogen - bragte hende mad, siden hun havde levet i det samfund hun var flygtet fra. Da havde de bragt hendes slaver hun kunne udsuge sjælden fra, men havde aldrig haft nogen nydelse af det - det var ikke sjovt når hun ikke kunne jagte dem selv.

Castle kiggede på Delilah der med en ild hård kamp prøvet at rive sig fri. Castle studeret det og valgte at få hende løs, han forstod ikke hendes kamp, hun var ikke fanget fordi hun ikke måtte komme fri, så at ville ødelægge sin seng syntes han lidt var i overkanten.. men måske var det her grunden til resten af lejligheden er sådan?. Castle tog en nøgle fra sine bukser, og efter et kærligt kys på hendes kind, låste han hende fri. "Gem dine kræfter til at smøre dig en bolde" Castle gik over til hendes ankler, og låste dem også fri, og genovervejet hvad han skulle syntes om dæmon pigen.. selvfølgelig.. fantastisk sex, men en mand der har brugt de sidste par år på at hade hendes slags havde lidt svært ved at kalde sig venner med en, men hvis hun forsatte med at syntes om ham, ville han forsætte med at beskytte hende.. ikke han så hende som svag.. men en ekstra gun bag sig er vel noget alle vil kunne lide.
Castle hørte nogen døre i opgangen smække, og nogen støvler af metal kommer i tempo af op trapperne.

Det var egentligt ret sødt at han lod hendes kind få et kys, før han låste hende fri. Så snart førligheden i hendes krop var blevet givet tilbage, rejste hun sig op på armene og skubbede håret bag om skuldrene, så det faldt ned af hendes ryg i en lettere rodet kaskade af halvuglet hår. Hendes grønne øjne faldt kort på Castle, med et lille smil i hendes mundvige. Han var en mærkværdig blanding. Det var et sjældent syn at se en mand der både kunne sparke en vampyrs iskolde røv, og samtidig valgte at bringe morgenbrød på sengen. Det var ikke en dårlig blanding, fordi hun altid havde fundet det attraktivt at være slå folk ned.
Bare sætningen lød underlig. Men det var spændende at være omkring folk der var stærke og farlige nok til at skære halsen over på ethvert individ, fordi det skabte problemer. Og problemer var helt sikkert spændende - Og Castle var helt sikkert problemer. Det var Delilah ikke i tvivl om. Det var nok også derfor hun havde ladet ham flytte ind i lejligheden. Det var også positivt at en mand havde vilje nok til at være sød ved en kvinde, for mange mænd troede at de var nødt til at være den 'seje' hele vejen igennem. Sandheden var, at det slet ikke var sejt at være kold overfor folk der ikke fortjente det.
Hun trak sig ud af sengen, og snoede sig forbi den sko der lå lige ved siden af sengen, hvorefter hun endte sin gang ved skabet til venstre. Skabet blev slået op imod væggen idet hun trak den op, uden at ænse braget der rystede igennem lejligheden da den ramte væggen. Hendes våbenbælte var hængt henover døråbningen, men hun kastede ikke et blik på den. Istedet trak hun et par trusser på. En kjole der halvt fungerede som en badekåbe blev hevet ud fra skabet. Den var beige, og hang løst om hende da hun trak den ned over sig. En snor bandt den sammen om livet, men forhindrede den ikke i at falde utroligt dybt ved kavalergangen. Derefter forsvandt hun igen omkring sengen, og lod sig dumpe ned i den samme side som hun havde ligget i.
"Jeg har kræfter til begge - tro mig."
Hun hævede et øjenbryn, men kunne ikke holde en alvorlig overflade i sit ansigt, og lod et smil få alvoren til at krakelere. Ærlig talt huskede hun ikke alt der var sket dagen før, idet hun allerede havde været ret påvirket af alkohol da hun var blevet hevet ind til kampen med den dæmonen, men hun huskede et par ting - Castle, der havde været overraskende dygtig i kamp på trods af hans race, som hun altid havde fundet en smule ynkelig. Meget få mennesker kunne bevæge sig hurtigt, smidigt og alligevel ramme præcist og med den rette mængde kraft imod et objekt. Hun huskede også at han havde en humor der var næsten lige så langt ude som hendes egen. Hun huskede at han skulle flytte ind i lejligheden. Og selvom den var en smule sløret i kanterne, huskede hun sexen.
Castle var kort sagt et rigtigt godt eksempel på hvorfor mennesker ikke var så ynkelige som hun havde troet før i tiden, og som hun altid havde lært at de var.
"Hvis du har tænkt dig at ... Lad os kalde det 'gøre rent' herinde, så skal jeg måske lige finde de forskellige våben frem først? Ellers kan du jo se hvor mange du kan finde imens?"
Der var gemt våben over alt i lejligheden. De var både gemt logiske og ulogiske steder, men var alle blevet placeret der for at gøre én ting - være der for hende i kamp. Hun løftede hovedet da lyden af tunge tramp nåede hendes ører, og fangede hendes opmærksomhed, kort før deres dør åbnedes.

Trapperne knirket, væggene brokkede sig, og skridtende udenfor på den lange mørke gang, var langsomme som en krigs hest der aldrig havde lært at gå fra trav til gallob, men tros et relativt tempo kunne man føle beslutsomheden og den stiv kolde målrettethed at selv en tornado ville være nemmere at snakke til at skifte retning. Døren bliv med en hvilkende hånd mod den åbnet og i dens åbning stod der hverken småkag sælgene pige spejdere, eller de daglig kristne dør-bankere der altid er mere fristende at give en lussing end penge. Nej for i døren stod der seks bulldåser mænd der mere lignet en blanding mellem kampvogn og dæmon end de lignet noget som helst andet, iført læder rustning og 100 kilo muskelmasse så de ikke bare intimiderende ud, men direkte ubeskrivelig skræmmende, men alle grupper har sit sorte får, og dette sorte får af de seks mænd var en lille spinkle bandeleder med gibs på den ene arm, en manglende fortand, og et rødt øje som havde han ikke sovet længe eller noget småt irriteret hans øje, manden havde Delilah givet en omgang da hun reddet Castle fra skæresilden, og hun havde vist givet den tynde leder mere end han havde været udsat for længe.
Manden skulle til at sige noget, men ord var enlig unødvendige, alle i rummet vidste hvorfor de var kommet, så Castle med sin dybe stemme tog over samtalen i det han så bandelederen skulle til at åbne sin kæft, "I mine unge jæger dage" Castle gik mod hans taske og greb to øl, og åbnet dem som en naturlig reflex i sin bæltespænde i læderbæltet, og mens han tog en tår af den ene, rakte han den anden frem mod den tynde mand, men en mand af mistillid ville tage den som Castle selv havde drukket af, hvilket bandelederen også gjorde. Castle drak en tår af den anden øl som bandelederen ikke tog, og gik et par skridt rundt i lejligheden mens han snakkede som udskudte han bare hans egen og Delilahs endefuld. "Der lærte jeg.. right from the start. at jeg aldrig" han lagde lidt mere vægt på ordet aldrig, og lænet sig afslappede op af væggen tæt på Delilah "Ville kunne slå væsner i fysisk styrke eller hurtighed, som udgangspunkt.. og tro mig, har fået rigeligt tæv fordi jeg glemte den tommelfinger regl. Så man må - " Castle blvi ikke færdig da Bandelederen gik et skridt tættere på dem og gjorde sig klar ti slåskamp for nu gad han ikke flere børne eventyrs oplæsninger, men i det øjeblik gik Castle inforan Delilah og trykket på den lille sender i hans lomme han havde fisket op fra tasken i sit ærme samme handling som han havde tage øllerne, også den lille sprangladning i øllerne startet og i ikke mere tid en et halvt øjes blink, sprang begge øllerne og vievandet som enlig var ølleflasken rigtige indhold, sprang til alle sider og hjørner, men Castle som havde diskret gået foran Delilah, søger for at hun ikke bliv ramt, mens derimod at bandelederen som så dramatisk stod i midten af hans flok, fik hans hånd til at sive og brænde, mens hans kamarater havde et kort sekunds tid hvor Delilah kunne angribe uforstyret fordi de også have fået en lille smule på sig, hvilket gav en kamp mulighed for Delilah. Men Castle ventet ikke på Delilahs reaktion, han vidste hvornår øllene ville springe, og selvom dæmonerne var hurtige, så det korte sekund tre - fire sekunder hvor dæmoenrne var igang med at tænke på det gjorde ondt og selve overraskelsen af det ville ske, brugte han på at kaste sig uforstyret efter sin pistol der lå i hans taske, og lade to skud i den. Hvilket han fik gjort (læs om pistolen i profilen)

Delilahs blik ramte kort mændene, da de trådte ind ad døren. Hun vidste godt at det burde skræmme hende, men hun kunne tørre det lille smil der klistrede til hendes ansigt væk. Det var nok fordi hun ikke havde regnet med at de ville komme igen efter gårsdagens tur, eller fordi hun var iført praktisk talt ingenting. Hun holdt en finger op for at signalere at de lige skulle vente et sekund, hvorefter hun fiskede en hårelastik frem. Med langsomme bevægelser samlede hun de mørke, snoede lokker til en høj hestehale, og strammede elastikken omkring så håret ikke ville komme i vejen når de kæmpede. Derefter skubbede hun sig af sengen, trådte nogle skridt frem. Hun stoppede op i døråbningen og lænede skødesløst skulderen imod dørkarmen, uden at slippe bandelederen med øjnene. De andre var ubetydelige lige nu.
Hendes tænder havde efterhånden fået godt fat i hendes underlæbe, da hun påførte sig selv den smerte for at holde et grin inde. Gav den mand aldrig op? Det hun havde lavet dagen før var dog noget hun havde savnet, så at give dem endnu en tur så ikke ud til at være et problem. Når man ikke medregnede det faktum at hun så ud til at kunne være 3-4 gange inde hver af de mænd, og at det ikke var meget bedre med Castle, der måtte kunne være der to gange mindst.
Og så begyndte Castle at tale. Delilahs blik gled hen til ham, hvorefter det fulgte hans gang rundt i lokalet. Hvad lavede han? Men det så faktisk ud til at distrahere dæmonerne, så Delilah kommenterede ikke på det. Hun vippede istedet hovedet til siden, og betragtede derefter Castle og lederen på skift. Og så begyndte Castle at tilbyde lederen noget at drikke. Hvis det ikke rablede for ham, så måtte han vide hvad han gjorde - hvilket hun dog ikke var sikker på, for det så ikke sådan ud umiddelbart. Hun bemærkede godt nok at han stillede sig nær hende, men tænkte det bare som at det var fordi de var på samme hold, ligesom det andet hold stod tæt sammen.
Men det var ikke derfor, fandt hun så ud af.
Det ene sekund betragtede hun mere eller mindre afslappet den rasende bandeleder, og det næste sekund stod Castle foran hende, imens noget sprang bag ham, og et skrig rystede igennem lejligheden. Hun mærkede nogle få dråber der påførte hende en brændende smerte da det ætsede sig ind i hendes hud, men der var ingen tvivl om at Castle netop havde reddet hende for en utrolig smerte, ved at træde ind foran hende. Hun lænede sig hurtigt frem og satte læberne for hans ører.
"Godt trick, og tak."
Derefter trådte hun forbi ham. Alt dette var sket på få sekunder, og hun havde derfor endnu massere af tid til at udnytte den smerte de helt tydeligt var i. Hun nåede hen til sofaen og stak smidigt en hånd under den, hvor en kniv var klistret. I kniven var religiøse symboler skåret, og den var dyppet i vievand tidligere. Hun bemærkede knap smerten der stod ud fra de religiøse symboler og ramte hendes hænder da hun holdt om den, men vendte sig imod dæmonerne der ligesom hende var utroligt følsomme overfor dette våben. Hendes pistol var fanget i våbenbæltet i soveværelset, så hun måtte gå i nærkamp med dem.
Hvilket hun også gjorde. Men hun kunne ikke komme tæt på bandelederen, idet vievand var spredt ud over gulvet henne ved ham, og hun kunne ligeledes ikke komme helt op til de andre dæmoner uden at brænde sig. Hun trippede tøvende for enden af hvad der for hende virkede som et hav af vievand.
Hun sad fast. Fedt. Perfekt. Hvad gjorde hun så nu? Hun kunne ikke lade være med at gøre noget, for det gik imod hendes natur på alle måder. Men hun kunne heller ikke komme tæt på. Hun vidste at det var at aflevere et våben der var dødeligt for dæmoner til fjenden, men hun var ikke sikker på at de ville kunne udholde at holde om kniven som hun gjorde nu, idet det faktisk var ret smertefuldt. Hun løftede derfor hånden, og sendte kniven afsted igennem luften. Den ramte det forreste dæmon-monster i panden, hvor det borede sig ind med spidsen. Han var død før han ramte jorden.
"Castle! Jeg kan ikke komme tæt på."
Hun sagde det halvt over skulderen, uden at se på ham. Men nu var Delilah uden våben, og fyrens makker var allerede begyndt at samle kniven op for den døde fyrs pande.

Kuglerne der bliv lagt i Castle pistol var samme kaliber som våbnet er byggede til, men Kuglen er af sølv til at nedlægge vareulve, Polcageister, de mellemøstiske lampeånder, og nogen versioner af enhjørninge og alfer. I sølvet er det indgraveret fire forskellige slags tegn, på spidsen af kulgen er hellige kristne symboler, kors, tegn for den hellige hviledag, og en afbilledeing af ærkengle Mihaels brænede svær. På den ene side af kuglen er der gamle keltiske symboler skabt for at tegne udeforan sin dør til halloween mod de ånder der den ene dag om året fik lov at vende tilbage til jorden, men der var også en mere udbredt overtro i det område frankrig ligger i idag, at symbolerne ikke kun holdte ånderne fra døren med også svækket alt ondt som ville indenfor. På den anden side er der side af kuglen er der pentagrammer bygget til svækkelse, ikke dræbe, men svække dæmoner gevaldigt, der er tre pentagrammer, et med en rose i midten for tilbageholdelse af dæmonen, et andet med blod i midten for at yde smerte på dæmonen, og et sidste med dyre ofring i midten der ydre mere er for at svække dæmon kroppen kuglen sidder i.
Castle hørte Delilah kommentere at hun ikke kunne komme over at angribe, og mens castle savlet ind i sit hoved over det vidunderlige kniv kast Delilah havde gjort, lagde han sin modsatte hånd end han holdte pistolen med, ned i sin taske, og greb fast om en et stort hult glass med mini udgaver af hellige præst velsignet pentagrammer og kors, for Castle tænkte at hvis skønheden ikke kunne komme til ´kaptain dum´ og hans mandskab, så måtte han svine lejligheden lidt til med skrigende dæmoner, og med den tanke rev han dynen ned fra sengen med den ene fod, og lod den falde ned på hans andet ben, hvorefter han lavet et skindebens fodbold spark der ville få Delilah til at gribe dynen, og han håbet hun kunne ligge to og to sammen... for ellers ville hun nok få en lidt grum forbranding. Castle kastet ikke mange øjeblikke senere glasset i midten af lokalet og skyd hul på det med sin kraftige pistol der gav et så hårdt slag på glaset af det sprang, og lod dens indhold, og få glass stykker sprede sig over hele lokalet. Castle bliv ramt af et glass stykke, og måtte glide ned af den nær stående væg men de så ud til at dæmonerne bliv meget værre ramt og bliv skollet som var glasset fyldt med 20 liter kogende vand... dog ikke Delilah hvis hun havde nået at dække sig med dynen, eller glide ud af rummet.

En utroligt svag smerte dunkede i hendes hoved, men hun bemærkede den ikke idet smerten fra dråberne af vievand der ætsede ind i hendes hud overdøvede den smerte langt. Derfor kunne hun også fokusere helt på det der virkede som et fuldstændigt kaosovertaget scenarie der udspillede sig foran hendes opmærksomme, græsgrønne øjne. Men for hende virkede det dog ikke for kaos, for den logiske del af hendes hjerne havde taget over, så alt var inddelt i forskellige kasser af den styrke og hastighed de så ud til at have, samt hvor skadede de var. Det var den del af hjernen hun konstant brugte ubevidst, men som for det meste var den der gjorde at hun vidste præcis hvem de farligste var - og dermed dem hun endte med at være sammen med i sidste ende. Og det var også den eneste funktion hendes logik havde overhovedet for hende, når den ikke blev brugt i kamp som den gjorde nu.
Delilahs blik flakkede konstant imellem dæmonerne og Castle, selvom det faktisk lykkedes hende at have et rimeligt godt overblik over situationen på trods af den underlige flakken. Derfor fangede hendes blik også med det samme den krukke han trak op af sin taske, og hendes hjerne gik med det samme igang med at bearbejde det nye objekt ind i hele situationens helhed. Der gik dog alligevel adskillige sekunder før det gik op for hende at det var et våben han havde trukket frem, og ikke bare et glas med vand - selvom det selvfølgelig var dét der var i. Men det skulle tilsyneladende bruges som et våben.
Så snart noget som helst fløj i hendes retning, løftede hun hånden og klemmede lynsnart fingrene omkring stoffet. Først der gik det op for hende at det var en dyne og at den var blevet kastet imod hende, idet det at hun greb den bare havde været en refleks for hende. Glasset skinnede i solens opgående stråler da den blev kastet igennem luften, og med det samme holdt hun enden af dynen op foran sig. Glasset der splintrede nåede hendes ører, og derefter skrigende fra dæmonerne. Hun kunne mærket dynens stof blive fugtigt da vandet slaskede ind imod den, og hun kunne også mærke brændende vand ramme de fingre hun holdt dynen op med. Med et hvæs slap hun dynen og lod den glide ned.
Selvom det ikke havde været meget af hendes fingre der var blevet ramt, var hun helt tydeligt blevet forbrændt - dog ikke nær så slemt som dæmonerne i midten. Hendes blik flakkede kort fra dynen i hendes hånd, og de skrigende dæmoner. Et kort øjeblik glemte hun smerten i hendes hånd, da hun smed dynen nedover vievandet, og sprang henover. Hun mærkede selvfølgelig hvordan vievandet blev suget op i dynen og derfor ramte hendes fødder da hun fór derover, men det var uden tvivl langt mere behageligt end at træde derpå med de bare fødder.
Så snart hun var i nærheden af dem, greb hun fat i kniven der endnu sad ret godt fast i den døde dæmons kranie. Hun vristede den fri, imens hun mærkede hvordan vievandet brændte på hendes såler, og løftede derfor hurtigt kniven og hakkede den i den næste halv-døde dæmon, hvorefter hun spænede tilbage over dynen. Hun knækkede sammen og gled ned af væggen, imens hun bed sig selv i læben for ikke at vise tegn på den smerte der rasede igennem hendes fødder. Så snart hun fik samlet sig nok sammen til at kunne åbne øjnene, gik det op for hende at hun havde ramt rimeligt tæt på dæmonens hjerte, hvilket betød at han enten var død på stedet eller ikke lang tid efter. Heldigt med gode instinkter.

Castle led ned af væggen med glasskåret i armen som var en mand der var affyret fra en katapult og ramt en borg mur med ansigtet først, men Castle virkede ikke skadet eller ramt af et stress overfald der fik ham til at glide ned af væggen. nææ. faktisk var grunden til han glid ned af den for at tænde en cigaret og nyde synet af de to overlevende dæmoner (som ikke var Delilah) ligge i en pøl af vievand som havde de hoppet i et helt svømmebasen med det, og det var svært at se om det kun var 80% af deres krop som var dækket af dybe forbrændinger eller om vi skulle op i 90´erne, no matter, de var blevet mere optaget af at græde som små babyer smækket en lussing end deres far lige fra fødslen, end at tænke på at angribe Delilah og Castle, og det var enlig sjovt at se den voldsomme smerte fik deres kroppen til at spasme rundt i vandet som var der sat en strømledning ned i, hvilket gjorde de ikke rigtig kunne flytte sig. Castle rakte hånden ned i sin jakkelomme og det forklare lidt om en mand, når han er mere optaget af at tage sine cigeratter end at tage det store stykke glass som sad i hans højre overarm. Castle åbnet cigaret pakken, og rakte efter sin ligther og kiggede mod Delilah da han havde lagt den første cigaret i sin mundvig efter at have tændt den, og sagde så til Delilah uden direkte at kigge på hende "Mit arsenal var ikke bygget til at have dæmon sammenarbejdes partnere. Sætter nogen fælder op i opgangen og nogen aktiverings fælder på gaden, så vi spare oprydningen næste gang. Og.. imorgen laver jeg mit arsenal mere Delilah-venligt." De fleste andre fyre ville sikkert flyve til den hotte piges redning og hjælpe hende op, men Castle så hende mere selvstændig end de fleste mænd nok dømt kvinder til at være, plus, hendes skader var ikke noget han kunne hjælpe med, han var jo ikke en fucking sygeplejeske, men en god ven kunne han da være, så efter at have suget lidt på sin cigaret, rejste han sig op og tog glasset ud af sin arm i samme bevægelse, han vurdere hurtigt det ikke var dybt nok til at være det store problem, og den ramte ikke ind til knoglen, så det var bare et kødsår. Castle gik henover til Delilah og satte cigaretten i hendes mundvig, han vidste ikke om hun ryg, men hun var vel gammel nok til at finde ud af at undgå at suge på den, hvis det ikke var hendes yndlings smag. Castle satte sig ned ved siden af hende, og så ned på hendes fødder "Næste" Castle stoppede lige et sekund for at skyde en dødelig præcis kugle mellem øjnene på hver af de to dæmoner, han kiggede kort derover for at tage sigte, men selvom de sprallet op og ned, kunne han sagtens ramme dem i panden på den korte tid det tog at skyde to kugler af, hvorefter han kiggede tilbage på Delilah, og forsatte "Gang, så lag værre at tro du aqua woman." Han smilet charmernende til hende, og sluttede af "Well." han satte en pude fra sengen bag hendes ryg. "Slap af mens jeg henter mit crew og gør rent" Man kunne vel ikke forvente hun gjorde det med sine fødder og alt det vievand over det hele.

Castle gik og var væk i 15 minutter.

Delilahs blik flakkede kort over imod Castle, da han såret ramte væggen. Men så snart hun havde skimtet at han ikke så ud til at være dødeligt ramt, så vurderede hun at han var stor nok til at kunne klare sig selv, og valgte at lege egocentreret ved at fokusere på sin egen smerte. Hun havde til gengæld også hænderne fulde ved at fokusere på denne. Vandet sved sig imod hendes hud, og bredte sig som en brændende ild op igennem hendes fødder. Det var kun hendes endnu værre brændende stædighed der forhindrede hende i at hvæse vredt ud, selvom hun aldrig ville kunne op på de imponerende lyse toner dæmonerne skreg i deres helt personlige, smeltende helvede.
Alligevel kunne hun ikke tage sig sammen til at rejse sig op og vade igennem det vievandet. Hendes blik gled tilbage imod Castle, der stød og røg en cigaret uden noget regn på kaos i sindet. Det lagde af en eller anden grund et låg på hendes eget kaosfyldte sind, hvilket gjorde det så meget nemmere at håndtere hele personen. Egentligt krævede det vel også en ret stor ro at kunne sidde og betragte to dæmoner i så stor smerte som de var nu, uden at reagere.
"Delilah-venligt? Skal jeg tage det som en fornærmelse?"
Hun smilede let.
"Så længe du viser mig hvor fælderne er, så skal jeg nok lade være med at fange mig selv i dem."
Hendes blik flakkede tilbage imod mændende, imens hendes stemme dansede af en indelukket latter.
Hun mistede tiden, da hun sad og betragtede smerten der rullede ind over de skrigende væsner i rummet, selvom der nok ikke gik mange minutter. Derfor bemærkede hun heller ikke hvad der skete, før en cigaret blev stukket ind imellem hendes allerede let skilte læber. Automatisk lod hun tænderne blidt holde fast i den så den ikke faldt ned, men hun røg faktisk ikke - hun holdt bare per instinkt fat i hvad der blev sat ind imellem hendes tænder, men ikke hårdt. Først da løftede hun blikket og fandt Castle med det lettere overraskede blik. Hvordan havde han flyttet sig fra væggen og over til hende?
Hendes blik bevægede sig kort tilbage til dæmonerne der faldt om, endnu med et mindre smil klistret til mundvigende. Det havde været perfekt ramt af mennesket hvis cigaret hun endnu ikke havde pillet ud af munden, og der var vel ikke andet at sige til dét skud end:
"Godt ramt."
Hans næste ord fik hendes hænder til at smække sig over kors, hvorefter hun stædigt hævede et øjenbryn. Alligevel kunne hun ikke lade være med at vende mundvigende opad i et blændende smil. Hun havde utroligt svært ved at holde masken, idet hun faktisk syntes at joken var ret godt selvom den var rettet imod hende.
"Næste gang, lad være med at oversvømme lejligheden."
Hendes øjenbryn dansede kort opad, før hun igen lod masken krakelere og lod smilet vinde sin plads tilbage på hendes ansigt. Puden der blev stoppet bag hendes ryg lod hun få plads da hun rundede ryggen, men igen blev hun lettere forvirret af hans handlinger. Venlighed. Igen. Hun forstod det simpelthen ikke, men hun havde ikke tænkt sig at stoppe ham når det skete.
"Ja, du må hellere lege husmor."
Og så vendte han sig og gik.
Hun kunne ikke gøre sig klog på den dreng.

Castle og Vladimir kom ind af døren, mens man i baggrunden kunne se enn sky høj mand der var for stor til at komme ind af døren, the giant, og resten af Castles crew, som stod i opgangen og var begyndt at gøre alt fra at ligge et tæppe i opgangen, til at sætte nogen bænke op på opgangen. Castle lukket døren bag sig, så Delilah ikke ville kunne se mere derudefra, men det var højt tænkeligt at de forsatte med at omstrukturer opgangen, og Castle bare lukket døren af refleks men ikke fordi Delilahs ikke måtte se med. Castle bar på en mobbe, og det samme gjorde Vladimir, og før man kunne stave rengøring bagvendt, var de begyndt at tørre vievandet op med mobberne, og selvom Castle så mere erfarng ud med en mobbe end en elefant med en playstation, så var tortur mesteren Vladirmir meget god med den lange pind, og trak det store hushjælp slæb, og da de to fyre var færdige stoppet Vladimir med at mobbe og spurgte i Castle retning "hvorfor en dæmon Castle?" som havde Delilah slet ikke været i rummet med dem. Vladimir ventet ikke på Castle kunne åbne munden og tale, han forsatte kun et åndedræt efter han havde sagt det første, Vladimir virket ikke sur, eller til at have noget mod Delilahs race selvom hans ordvalg kunne lyde sådan, han lyd derimod oprigtigt undrende "Da Joakim forsvandt var dine svar mere end mangelfulde. Senere tager du Priest med dig på en selvmords mission, selvom jeg ved du respektere ham som en bror. Og nu går du på en uge fra at hade dæmoner som en luder hader kønssygdomme, til at nu bor du sammen med en." Vladimir lavet et respektfuldt nik mod Delilah for at være sikker på Delilah ikke tog det personligt, han var lidt mere forsigtig end Castle var iforhold til at såre andres følelser... hvilket kunne undre en når han var tortur mester.
Vladimir forsatte lidt mere energisk og begyndte at bruge små håndfagter "Forhelved Castle. For kun en måned siden var der større chance for man kunne smide en håndgranat ind i et lokale og få sprængningen til at rydde op, end at man kunne få dig til det. Og nu får stod du og mobbet et gulv. Hvad sker der?" Castle vendte sig om mod sin ven, og stirret dominant på Vladimir mens han sagde så bestemmende som han overhoved kunne med sin dybe stemme "Gå ud og hjælp de andre" Castle lagde sin hånd ned ved sit læder bælte hvor hans pistol sad hvilet sin hånd derimod, mens han kigget stift på Vladimir. Vladimir så lidt mere undrende ud, og gik i ro og mag ud af døren og lukket den efter sig. Castle vendte sig om mod Delilah og tog nogen smertestilende piller frem fra sin buskelomme der var i en lille lukket plastic pose, så lagde han posen i Delilahs hånd og sagde med et venligt glimt i øjet "Tag dig ikke af Vladimir. Han er blevet lidt pige fornærmet efter Joakim forsvandt" Castle satte sig på sengen og sluttede af "Henter to nye tasker med mit sidste gear senere. Så har jeg alle tre. har du kedet dig mens jeg var væk?" Han sagde det sidste med et frækt smil.

Der gik kun få minutter efter døren var gledet i omme bag Castle, før Delilah var hensunket i dyb kedsomhed. Hun var typen der næsten konstant måtte have en eller anden form for morskab omkring sig, fordi hun ellers ville gå i den trance hun havde lært sig selv. Denne trance sørgede for at alle hendes sanser var på højkant og spidse, og at hun ikke bevægede en muskel i sin krop samtidig - hun brugte den på opgaver hvor hun var nødt til at stå stille længe uden at blive opdaget. Hun nåede dog ikke for dybt inde i denne ubevægelige stilling, før hele hendes krop bevægede sig med et let ryk der syntes at rive hende tilbage til virkeligheden. Hendes blik bevægede sig langsomt rundt i lokalet, uden rigtigt at ænse nogle af de ting der burde forfærde hende.
Hendes fingre trommede utålmodigt på det nøgne lår, og det syntes pludseligt umuligt at falde tilbage til ingetingheden igen. Hendes blik fangede gardinet over hende, hvorefter hun fik hevet sig halvt op og stå. Med et par fingre strakte hun hele kroppen, så hendes stilling begyndte at se unaturligt smidig ud. Men så ramte hendes fingerspidser noget hårdt og koldt der var placeret oppe under gardinet, på den stang der holdt gardinet oppe. Et lille smil voksede frem på hendes læber, hvorefter hun snoede fingrene omkring objektet og lod sig dumpe ned i siddende stilling igen. I hendes hænder holdt hun en køkkenkniv.
Men hendes tanker kredsede ikke om at skade sig selv - hun var trods alt ikke dum. Istedet hev hun puden Castle havde hentet til hende frem, hvorefter hun lod kniven lege med pudens betræk. Derfor gik der ikke længe før puden var flået op af knivens spids, og fjer lagde sig omkring hende.

Da døren åbnede sig, var puden placeret i Delilahs skød med kniven balancerende ovenpå. Omkring hende var dyne af fjer, der gav illusionen af at hun var omringet af en skylignende konsistens. Hendes ansigt havde et skær af uskyldighed, der næsten fik hende til at se nuttet ud. Alligevel gjorde det faktum at hun sad i en kjole der var så tynd, nedringet og kort at den næsten ikke gjorde nogen forskel at denne uskyldighed måske ikke var specielt dominerende. Hun vippede hovedet let til siden, og lod blikket fange først Castle og derefter den mand der kom ind.
Hun nåede netop at skimte hvad der skete udenfor døren, inden den gled i og skærmede omverdenen for hendes blik. Men det var heller ikke det hun fokuserede på - istedet havde hun en hård kamp med sig selv om at lade være med at grine af måden de to tydeligvis hårde mænd moppede vievandet op. Hendes tænder holdt derfor også godt fast i hendes underlæbe, for ikke at lukke et utal af spydige og flabede kommentarer ud om dem. Hun sad trods alt en halv meter fra en sø af vievand.
"Du mangler en plet dér."
Hun løftede en lang pegefinger, og pegede ud over vievandet der endnu ikke var noget nær forsvundet. De havde selvfølgelig fået en del op, men der lå endnu en masse. Med en munter glød i de grønne øjne, dansede et drilsk smil om hendes læber imens hun betragtede dem tørre resterne op. Der gik dog ikke længe før hendes ansigtsudtryk ændredes en smule.
Mandens ord fik et strejf af nysgerrighed og irritation ind i hendes ellers så yndige ansigt. Hvor vovede han at tale om hende, som eksisterede hun ikke i hans univers? Selve ordene han sagde var intet problem for hende - hun blev fornærmet på det groveste på daglig basis, og havde egentligt ikke noget problem med at Castle i princippet hadede dæmoner - men at han ignorerede hende fuldstændigt imens han sagde det, fik et vredt glimt til at flakke igennem hendes blik. Og så var det væk.
Da han nikkede imod hende, reagerede hun overhovedet ikke. Hun havde lige så meget respekt for ham som for en blikspand, selvom hun selvfølgelig ikke havde noget imod ham som en person. Han irriterede hende bare lige nu. Og faktisk så syntes Delilah det var en smule sjovt hvad han sagde.
Så da Castle vendte sig imod Delilah, var hendes ansigt en blanding af nysgerrig morskab og flabet irritation. Hendes blik fulgte hans hånd ned imod bukselommen, men så snart posen kom frem i lyset faldt hendes blik tilbage på hans ansigt. Hendes hånd, der endnu havde fastklemt kniven imellem fingrene, løsnede grebet om metallet og rakte håndfladen frem så pillerne kunne blive dumpet ned på den blottede håndflade.
"Tak."
Hun var meget sjældent høflig, hvilket gjorde det ret underligt at hun allerede havde takket ham et par gange den dag.
"Hvis han prøvede at fornærme mig, så var han virkelig dårlig til det. Hvis han prøvede at fornærme dig, var han mindst lige så dårlig til det. Han har sikkert bare fået sin menstruation."
Tonen i hendes stemme hentydede til at hun faktisk mente det seriøst, selvom hun naturligvis ikke gjorde det. Hendes blik var fæstnet til posen med pillerne, imens hun åbnede den og hældte en enkelt ud. Derefter lod hun den glide ind gennem hendes læber. Først derefter faldt hendes blik igen på Castle.
"Nej, det har jeg da ikke."
Hendes stemme lod uskyldig, idet hun indiskret skubbede den flænsede pude væk fra skødet, og fik kniven lagt hen imod puden.
"Men vi trænger måske til et par nye puder .."
Hendes blik flakkede kort imellem puden og Castle, før hendes hånd skød ud og greb fat om enden af puden. En sky af fjer stod omkring den da den fløj imod Castle, uden nogen egentligt grund. Så snart fjerene havde lagt sig, talte hun videre som var intet sket.
"Hvem var dæmonhaderen? Og resten? Er det nogen jeg får lov at møde, eller er jeg for pinlig?"
Hun blinkede let, og var allerede på benene. Selv hvis han sagde at hun ikke måtte møde dem, havde hun ikke tænkt sig at lade det stoppe hende. Det ville faktisk gøre det en hel del mere interessant. Hun havde ikke ligefrem glemt den tynde kjole der kun lige netop skjulte hendes krop, men Delilah brugte ikke blufærdighed til noget som sådan. Hvis hun havde været iført en BH og et par trusser ville det nok ikke engang have stoppet hende, idet hun gik imod døren - dog med langsommere skridt end normalt, idet hendes fødder trods alt var sårede.

Castle så på den tilintetgjort pude og havde svært ved at se forskel på den og en atomsprængning, så da Delilah snakkede om nye puder hørte hun ikke mange protester fra hans side, for selvom han ikke havde brug for en pude som en lille havfrue prinsesse, så nægtede han at sove med en pude Delilah havde fået til at ligne smeltet ost. Castle hørte hendes næste spørgsmål inden han kunne forme en joke til det med nye puder, så han rettet sin opmærksomhed mod det nye hun sagde, og trak lidt på smile bundet, selvfølgelig var hun ikke for pinlig, pinlig er den trøje mor har købt til en hvorefter hun sender dig hen i børnehaven med den totalt ucool trøje, Delilah var mere som en jøde kæreste til en fyr der havde en familie af nazier som selv Adolf Hitler ville syntes var lidt for fanatiske. Castle havde sagt til sit crew han boet med en dæmon nu, så ingen grumme overraskelser, men det betød de skydegale tosser ville lave en indflytnings kage til deres bofællesskab, og enlig var Delilah nok heldig i gåse øjne, Castle havde for ikke længe siden været så stor modstander af dæmoner at han næsten havde opfundet begrebet racisme, og hvis det havde været Vladimir som flyttet ind hos Delilah, og Castle havde stået i Vladimirs sko nu, så havde der nok været en kage til indflytningen... bare med 20 kilo sprængstof skjult indeni.
Castle gik indforan Delilah, og lagde en hånd på hendes højre bryst, ikke på en seksuel måde, men for at vise hendes fødder nok skulle tage en lille pause og lade ham reagere på hendes ord inden hun opførte sig mere som en lille pige der ikke måtte møde hendes store brors venner. "Pinlig? hvornår er byens lækkre pige begyndte at tale sådan om sig selv?" han lænede sig ind mod hende på en seksuel vis som han gjorde her i aftes inden de knaldet, også forsatte han med at tale "Du må gerne møde dem. Men måske er at presse bekendtskab ned i deres hals ikke den bedste morgenmad når de har været så venlige at hjælpe med fælder og gøre stedet istand selvom de ikke er fan af alle i opgangen. cut them a break." han lagde dominant en hånd på hver af hendes balder med nogen solide maskuline berøringer, og et svagt lidenskabligt kys ved enden af hendes læbe på højre side, så deres nøgne læber knapt rørte hinanden. "Jeg tvivler ikke på din selvtillid eller selvstændighed" Han holdte en pause og skiftet nu fra hans forførende og sensuelle tonefald, til et mere seriøst, men holdt stadig den lidenskablige charme "Hvor kender du dæmonen som ville have dig til at dræbe mig fra? og er der flere ´venner´ som jeg burde kende til?"

Delilahs skridt ophørte ikke med det samme, bare fordi Castle trådte ind foran hende. Et eller andet i hende regnede med at han ville flytte sig hvis hun bare fortsatte sin fremgang, men jo flere centimeter hun nærmede sig, jo hurtigere gik det op for hende at det ikke kom til at ske. Derfor var der ikke mange millimeter imellem dem, da hun bremsede hårdt op for ikke at gå direkte ind i ham. Diskret trådte hun et skridt tilbage, så hun rent faktisk kunne se ham, istedet for kun den lille del af ham som var synlig fra hendes position.
Hun reagerede ikke da han lagde sin hånd på hendes bryst. Hun havde for længst lært at kende forskel på signalerne på disse berøringer, og dette signal fik hende ikke engang til at bevæge hovedet en smule nedad så hendes blik kunne strejfe hans hånd. Istedet lod hun dette blik blive fastholdt i hans øjne. Selvom hun kæmpede for at lade være, kunne et smil ikke lade være med at simre i hendes mundvige da han snakkede. På trods af alle odds vandt hun dog over sig selv, og fik undertrykt et fuldt smil til at vokse ud på hendes læber, men kunne dog ikke nedkæmpe det halve smil der overtog få sekunder efter.
"Tro mig Castle, hvis du havde sagt at jeg var for pinlig .."
Hun rynkede panden, og så ud til at overveje hvad der så ville ske i nogle sekunder. Så bredte det uskyldige smil sig igen på hendes læber, som næsten modvirkede alle andre elementer i Delilahs krop og personlighed.
".. så havde jeg nok ikke ladet dig komme ind i min seng i et godt stykke tid."
Hun hævede udfordrende et øjenbryn, og lod det skæve smil indtage hendes læber igen. Dette smil udstrålede langt mere hvordan Delilah var, for det havde en aura af noget flabet og sarkastisk som ville være næsten umuligt at slette. Det samme skær dansede omkring Delilah i samme hastighed som skyggerne gjorde det.
Da han lænede sig nærmere, aktiverede det den refleks i Delilah der fik hendes hænder til at løfte sig og lægge sig på hans skuldre. Derefter vippede hun hovedet en smule til siden, og lod nu også det andet øjenbryn hæve sig i en let overraskelse. Hendes stemme ændrede sig i takt med Castles, hvilket også gjorde at den nu havde fået en dragende klang. Idet Delilah altid havde været vant til at bruge sin seksualitet og krop til at få hvad hun ville, tænkte hun selvfølgelig heller ikke over det da hun brugte den nu.
Hun trykkede sig ind smule ind imod ham, og satte læberne hen til hans øre.
"Betød det at jeg ikke måtte? Du skal ikke forbyde mig at gøre ting, Castle. De forbudte frugter smager bedst.
Et smil spillede i hendes mundvige, da hun mærkede hans læber berøre hende det selvsamme sted. Samtidig lod hun hænderne glide ned fra hans skuldre, og ned ad hans overarme idet hun mærkede hans hænder på hendes røv. Hun lod dog hænderne bremse da de kom ned omkring hans albuer.
"Nej, det håber jeg da ikke at du gør. Du har ikke lyst til at se mig blive sur."
Hendes stemme var dog ikke nær seriøs da hun sagde dette. Faktisk ville det sikkert være ret interessant at se hvem der ville vinde i en kamp mellem Delilah og Castle. Men den kamp måtte vente til der skete noget der gjorde en af dem vrede - hvilket nok ville ske. Delilah var ikke det nemmeste bekendtskaber, fordi hun var lige så stor fan af fare og problemer som det var af hende.
Ved hans spørgsmål, brød smilet helt frem fra sine afkroge. Hun kunne ikke længere holde det tilbage. Dæmonen der havde overfaldet dem to gange nu, var faktisk en gruppe fra en af hendes tidligere kunder - og elsker, men det var ikke pointen. Hun vippede hovedet et par gange til hver side, imens hun overvejede hvorvidt hun skulle svare.
Hvorfor hun skulle lade være med at svare, virkede måske lidt underligt. Men Delilah havde altid været en smule besværlig, selvom hun dog på dette punkt valgte at gå med på den og hjælpe i opklaringen.
"Det gør jeg da. Den gruppe tilhører en .. skal vi kalde det en klan af småkriminelle? Den er ikke særlig stor, og jeg ville gætte på at vi har slået cirka en fjerdedel ihjel indtil videre. Hvad jeg ved af. Deres leder -"
Som faktisk var en utrolig dårlig elsker.
"- tror dog at de er gangstere eller et eller andet dumt, så han vælger at opføre sig sådan. Småkriminelle er måske ikke det rigtige ord, men jeg har aldrig rigtigt fundet ud af hvad det er de laver. Det interesserer mig ikke."
Hun havde faktisk haft chancen for at finde ud af det. Mange gange. Men som sagt interesserede det hende ikke, og derfor havde hun forspildt den chance flere gange. Hun rystede en smule på hovedet, hvorefter hun løsnede sig af hans greb og trådte et skridt bagud. Endnu engang vippede hendes hoved lidt til siden, så hendes hår fulgte med nedover hendes skulder.
"Har du tænkt dig at stoppe mig, Castle? Eller kan jeg møde dem der gør min opgang til én stor dødsfælde?"
Hun vippede lidt på fødderne, før hun igen begyndte at gå imod døren. Det var egentligt ikke fordi det var så vigtigt for hende, men nu hvor han havde sagt at hun ikke skulle gøre det .. Hendes stædighed var slået ind, sammen med den drilske del der bare ikke ville adlyde ham.