Home sweet home - Angela

Den endeløse afgrund af fortvivlelse og håbløshed lå skjult i det mørke skygge tæppe der havde kastet sig udover den lavmelde hovedgade, som i denne gådefulde og skumle aften, lå i favnen af den kølige og gyselige nattevind, som gentagende gange pisket sig mod huden som en træbjælke mod slotsporte, og med en isende kulde der som en slange snoet sig ned af ryghvirvlen, havde beboernes sind blevet indtaget af aften og dens tilhørende skygger som hvisket de mest grufulde fortællinger, og sorglige eventyr i øret på de paniske bipassende boboer af dette fattige område af Doomsville.
iført duften af gennemstregte bøffer, blandet med den kvalmende stank af mjød og dværge-øl, vandret en mand gennem den tynde og bidende natte luft. Ned af hans opsvulmet og mørbanket knurre, løb en unik sammensmeltning af blod, tåre, sved, og alkohol.
han tøj var dækket af svovl som havde han leget julemand. Hans øjne var blodsprængt røde efter nogen ordentlige tramp fra nogen militær støvler der havde fransk kysset hans ansigt.
Savl løb ned af hans hage da kæben var så forslået at mundvandet var umuligt at tilbageholde. Han stødte ikke mod jorden med sit højre ben, da tre knogler i det, samt fire ribben i brystet, havde fået æren af at blive tævet af jernrør på størrelse med en knyttet næve i brede, og en halv mand i længde.
Manden der humbet sig gennem gaden hed Castle. Banket og forslået over hele kroppen, men stadig et selvtilfreds og flabet smil på sine blødende læber, da han på denne sjælsomme aften havde kastet vampyren Fladimur gennem en menneske størrelse kødhakker, og givet pølserne solgt i slagteren imorgen tidlig, en sprød bismag
Men vampyren havde ikke givet op uden kamp, hvilket var tydeligt at se på Castles nuværende tilstand. Trods Castle havde medbragt våben og en plan, var han stadig blevet bokset rundt med som havde han ikke været andet end på højde med en powerpuff pige.

Endelig kom han til trappen af opgangen der førte til hans lejlighed. Han smed det eneste han bar på udover sit tøj, som var en sportstaske, hvor han ud af den tog en flaske med helligt vand og smurte håndtaget på ydresiden af døren ind i den velsignet væske. hvorefter han lukket døren bagved sig, og satte sig ned på knæ og fjernet diskret lidt af tæppet som lå på trappen, fordi nedenunder dette tæppe havde han på det første trin tegnet et pentagram som var en dæmonfælde som ville fastholde enhver dæmon der satte sin fod i det. Castle brugte mange redskaber og midler til at få en fordel mod de væsner som han jaget, og sikre sit hjem var en primær af dem. Han havde i forvejen fortalt sin nye bofælle hvor fælderne og snedigheder var gemt, så hun ikke ville komme i vanskeligheder.
Castle tog hviskestykket han havde brugt til at smøre helligt vand på håndtaget, og gjorde det samme langs gelenret der hørte til trappen, så vampyrer og dæmoner ikke ville kunne røre det uden at få en slem forbranding.
han tog sin taske igen, og gik til toppen af trappen, hvor han igen smed sportstaksen for at tage nye ting om. Først tjekket han under tæppet på det sidste trin på trappen, om pentagrammet også der var itakt. Da han var tilfreds med synet af symbolet var okay, så tog små nåle frem, ikke større end en lille og nærmest usynlig træsplint, så de knap kunne ses, var disse nåle lavet af 96% rent sølv, og de havde sådan et tyngdepunkt som en snydeterning, der gjorde at den spise side altid sad opaf, hvilket gjorde at hvis man trådte over de meget små nåle, ville man få dem til at sidde oppe i skoen, og siden de var lavet af sølv ville vareulve have et problem.
Derefter satte Castle en rom flaske som enlig var fyldt med helligt vand, ind i et lille skjult rum ved siden af sin dør som lå til venstre for trappen, hvor hvis en satte sin fod på en lille trykplade lavet af det samme som er på siden af en tændstik æske, så hvis man trådte på den ville den glide hen af den alkohol dyppet klud som sad i flaskehalsen med en lille sprangnings ordning, så flasken ville springe i stykker og skyde det hellige vand i alle retninger, hvis man trådte på pladen, som selvfølgelig var karmufleret som en dørmåtte.
Castle gik indenfor med sin sporttaske efter en fuldendt jagt, men ikke længe havde han nydt sin sejre, og sagt en enkelt selvsikker kommentar "Intet bedre end at hakke en vanskabning på arbjedet, og komme hjem til den smukkeste pige doomsvilel har at bryde på" sagde han på sin egen charmende og selvglade Castle måde, indtil han faldt forover og besvimet halvvejs gennem døren af blodmangel.

Et dybt suk kom fra en ung kvinde, med stor kraft skubbede hun en masse kasser til siden, bag disse kasser stod en stor rygsæk, og en kuffert, begge fyldt til randen med betydningsfulde ting for hende. Hun havde aldrig troet at hun skulle ende et så primitivt sted, livet som hun var vant til var blevet vendt på hovedet, og normer var blevet unormalt. Det der var i kufferten, var det hun beskyttede mest, som en form for skat, hun havde gemt hendes ting godt, sørget for at ingen kunne finde dem, og ingen kunne stjæle dem, de sorte øjne så sig varsomt omkring, og hun snuste ind, ingen var omkring hende. Hun tog rygsækken på ryggen, og den tunge sorte kuffert, med forstærkede sider, blev slæbt efter hende på de dertil indrettede hjul. Hun stoppede kort op, det var nok klogest at sætte kasserne på plads igen, i tilfælde af at hun havde brug for skjulestedet igen, dette tog sin tid, men det blev også gjort godt. Hulrummet var gemt, og det der i 3 dage havde været hendes skjulested, så nu uberørt ud. Kvinden var iført komplet sort tøj, en sort stram tank top, sorte stramme bukser, og sorte militærstøvler, for at holde hende varm havde hun en sort lang jakke på, hun duftede underligt nok af jordbær, på trods af at den søde duft virkede malplaceret, så var den med til at holde hende lettere kamufleret. Hun kastede et sidste blik på kasserne, vendte sig om og gik ud af gyden.
Lydløst gik hun ned gennem gaderne på et ellers meget snusket kvarter, knap så lydløst var den kuffert der trillede efter hende, på de brobelagte gader. Hendes øjne undersøgte hvert hus, hver sten, hver lygtepæl, bænk, sidegade eller gyde der var på vejen. Som var hun nervøs for at blive overfaldet, dette var dog ikke tilfældet, hun måtte lærere dette kvarter at kende, og helst hurtigt.
Hun stoppede brat op, lænede hovedet på skrå og betragtede en opgang, dernæst nummeret på opgangen… Det måtte være der, mon han virkelig havde alle de forholdsregler? Hun løftede kufferten op så den ikke længere larmede, lydløst gik hun op af trapperne i opgangen, til hun kom til den rigtige dør. ”hmmm” mumlede hun lavt, han havde sagt noget om helligt vand, mon han faktisk havde gjort alt dette? Havde han så mange fjender, og hvis ja, var det så det smarteste at bo hos ham, mon det ville give bagslag? Nok bekymringer for nu, hun havde manglet et sted at sove, og han manglede en læge.
Hun kom forbi alle foranstaltningerne med lethed, nu hvor han havde fortalt hende alt om dem, hun gik mod køkkenet, og satte alle hendes ting der, dernæst åbnede hun kufferten, og et vidunderligt syn mødte hende. De verse medicinske redskaber mødte hende syn, og et iskoldt og grusomt smil bredte sig på hendes læber. Skalpeller, klemmer, en knoglesav, sprøjter, og de verse medikamenter, alt fra antibiotika til morfin og adrenalinindsprøjtninger var i denne kuffert. Fint og omhyggeligt pakket.
Hun knurrede kort da hun blev forstyrret, lyden af en der fumlede rundt uden for døren, forstyrrede denne fredens stund for hende. Kunne det være hendes bofælle der var kommet hjem? Sikrede han sig at alle fælder var intakt? Dette fik hun hurtigt svar på, Castle kom ind af døren i sørgelig forfatning, og Angie rullede med de sorte øjne, og talte ned i hendes hoved *3, 2, 1* Så faldt han om, det var hurtigt hendes evner var behøvet. ”du burde tæskes” mumlede hun til ham da hun med 3 hurtige skridt var kommet over til de væltede kadaver. ”men det er der åbenbart en der har gjort for mig” kom det koldt. Hun greb ham i kraven, velvidende om at han godt kunne holde til lidt mere. Dernæst slæbte hun ham efter sig, hen til køkkenborder, skubbede de få ting der ar der ned, og trak ham op på bordet. Hun vendte sig hurtigt om, rodede i skufferne, og fandt en saks, hurtigt blev al hans tøj klippet op, så han kun lå i hans undertøj, hun tog en klud, gjorde den hurtigt våd og vaskede det værste blod og snavs af ham, så hun kunne se hvilke sår der var hans, og hvad der var blod fra en anden. Hun rullede med øjende, gik over til sin kuffert og fyldte to sprøjter, en med morfin, og en med adrenalin, bedøvelse behøvede han ikke nu, hvis det gjorde ondt på ham, så kunne han ikke skrige på grund af sin bevidstløshed, derfor var hun ligeglad.
Hun fandt nål og tråd, syede der hvor der kunne syes, og de steder hvor noget var brækket, blev knoglerne sat på plads, med sådanne ryk og præcis voldelighed at selv en ekspert ville måbe. Alt blev gjort i en fart, så han mistede så lidt blod som muligt, og de steder hvor sårene var kritiske, brændte hun dem sammen med hendes evne. ”now to the fun part” mumlede hun
Hun tog sprøjten med adrenalin, og hakkede den ned i hans hjerte, dernæst trykkede hun den i bund, så han med det samme ville vågne, og i de første 2 til 3 minutter ville han ikke have ondt på grund af adrenalinen, til gengæld ville han højest sandsynligt springe rundt, som en kanin på speed. Efter få minutter ville smerten så indtræde, en voldsom en af slagsen endda. ”godaften” kom det koldt fra hende, og hun trak sprøjten til sig, og ventede på hans reaktion.