home Finaly home//Delilah //

S på skibet der er ved og gå i land
O masere folk der er ved og gøre klar til og gå i land
V sol og skyfri
Tid 14,00
P https://2img.net/h/i658.photobucket.com/albums/uu304/nycgirl1011/Random%20Pictures/Will-Turner-pirates-of-the-caribbean-35046_1280_1024.jpg

Edward kom gående op fra lugen af i skibet vejrte var det beste man kunne be om. Han smilte og tog sig så til håret han var enlig vende tilbage fra havet. Af dæmon der havde været som en far for ham var pirat. Han nydt den dejlige brise og smilte igen han elsket og kunne sejle over alt med det her mandskab. Han kunne høre de var ved og skulle gå i land og begynde med og sætte tingene af heldigvise havde han selv fåede fri. Allrede så han putte hans to sværd ned i siderne. Bagefter sætte han to pistoler foran hans bryst kasse. i noget læder og 2 bage ved omkring hans ryg. Efter det hoppet han ind på land og ledte efter nogen ting og persone han kunne snakke med.

En kvinde gispede, og snublede over sine egne ben da hun styrtede hen ad en tom gade. Selvom solen stod højt på himlen, så syntes skyggerne at række ud efter hende i hendes fantasi. Hendes hjerte pumpede hårdt i hendes bryst, og hun kunne mærke hendes puls dunke hårdt. Hun kunne se havnen for enden af den gade der syntes uendelig, men hun kunne også høre en dæmpet latter bag hende. En latter der såede gåsehud på hendes krop, og tvang den til at sprede sig over hele hendes krop som pest. Hvis hun bare kunne nå ud på havnen måtte der være andre folk. De måtte kunne høre noget, redde hende fra dette monster bag hende der syntes at lege med hende. Hun havde selvfølgelig vist at vampyrer fandtes, men hun havde aldrig passet på med at møde dem.
Hvad der halvt mindede om et skrig og halvt mindede om gråd forlod hendes stønnende læber, men lyden var kun halvkvalt idet det syntes umuligt for hende at trække vejret ordentligt. Hun kunne lugte søvandet rive i hendes næste, og høre stemmerne fra folkene på havnen. Der var ikke mange meter .. Hendes håb trak sig opad for hver gang hendes fod klaskede imod jorden og tvang hendes krop fremad.

Delilah lagde hovedet en smule på skrå, og betragtede vandet der glimtede i solen. Hun havde godt bemærket skibet der havde lagt til, men hun tænkte ikke yderligere over det. Selvom læderbukserne som altid sad stramt om hendes ben, så det læderjakken der sad løst omkring hendes skuldre en anden - den var løsere, og gik hende kun til hoften. På den måde skjulte den alle tegn på at hun ikke havde en helt flad mave længere, og kunne samtidig skjule våbenbæltet der sad om hendes liv.
Delilah kunne ikke helt bestemme sig for om hun havde accepteret det der var inde i hende. Måske skulle hun bare holde op med at prøve at bekymre sig om det, og tage det som det kom. Leve i nuet, som de kloge sagde. Selv hvis hun på en eller anden måde skulle begynde at holde barnet, så ville det aldrig rigtigt få en familie. Eller ville det? Hun vidste det ikke, og hun ville ikke tænke over det. Hun kunne ikke tænke over det, fordi hun ikke kendte svaret.
Et næsten uhørligt skrig opfangede Delilahs opmærksomhed, og fik hende til at snurre rundt på sekundet. Hendes sanser fokuserede straks på mistænkelige lyde, og hvis hun virkelig koncentrerede sig kunne hun derfor udelukke lydene fra de travende sømand, og opfange et hulkende åndedræt og løbende fødder. Hun forsvandt henover pladsen som et spøgelse, og var mindst lige så lydløs og sort som dette væsen. Hun bemærkede ikke om andre havde opdaget samme ting som hende da hun fulgte sin hørelse, og snurrede omkring et hjørne.
En forskræmt pige løb panikslagen imod hende. Men pigen nåede ikke hen til hende, før en mand pludseligt stod foran pigen, og greb fat i hendes arm. Mennesket blev slynget ind imod muren, hvorefter vampyren på sekundet stod over pigen, og trak hende op imod væggen.
Delilah trådte ind i gaden, og lod sine endnu lydløse skridt føre hende hen til dette par.
"Hey! Blodsuger! Slip det menneske nu!"
Vampyren snurrede omkring, og slap mennesket i overraskelse. Pigen gled dog ned af muren i det samme i stedet for at løbe - hvorfor var de altid så dumme? - og sad paralyseret af skræk på den iskolde jord. Delilah kunne ikke angribe ham når han stod op af kvinden, idet det kunne risikere at slå pigen ihjel. Delilah trak en kniv frem fra læderjakkens skygge, og drejede den kort.
"Stål, og dyppet i vievand. Lyder det ikke dejligt?"

Edward som også gik under navnet kenway var en meget berygte mand på disse kanter men så snart han høret mensket der løbe begynde han og klartre op på et hus tag han fulgte efter hende meget hurtiget og lydløst oppe på tagende som en snigmorder han putte din kugler i hans pistol mod vampyr da han så hende blive hold oppe af en varmpyr han smilte og hoppet ned "rør dig ikke blodsuger ellers dør du" sagde han og sigte på den med hans pistol

En stemme afbrød hendes koncentration, og fik kort hendes blik til at flakke hen imod denne nytilkomne. Selvom manden sagtens kunne kaldes køn, var det på ingen måde det der strejfede Delilahs tanker da hun så ham. Det første var en let irritation over at han havde afbrudt hende, og vovede at komme og tage hendes fangst. Dog var hendes blik kun rettet imod manden i nogle få sekunder, før det fløj tilbage til vampyren og den menneskepige der blot så endnu mere skræmt ud end hun havde gjort inden manden kom. Flot, han havde skræmt hende. Det havde hun nok også selv, men naturligvis ville Delilah ikke beskylde sig selv for at have skræmt den menneskepige hun prøvede at redde. Istedet trådte hun et skridt nærmere vampyren, og ignorerede bravt manden bag hende, hvis dæmonlugt sneg sig ind i hendes næse. Han var uden tvivl en dæmon.
"Tråd væk fra pigen, og hen til mig. Jeg lover at jeg vil lade være med at sprætte sin hals op, hvis bare du går væk fra mennesket. Leg ikke lege med mig, blodsuger - Jeg er ikke i godt humør i aften."
Ordene blev hvæst truende ud af hendes sammenpressede læber, imens hendes krop automatisk var gledet ned i den ideelle kampstilling. Hendes knap var let bøjede så hun hurtigt kunne affjedre og angribe vampyren hvis han prøvede på noget. Selvom hendes muskler ikke var spændt på dette tidspunkt, var de uden tvivl parat til at blive det. Og hver af hendes sanser var på sit højeste - hun var kort sagt klar til kamp.
Vampyren snerrede af dem, med et overlegent blik flakkende imellem dem. Som troede blodsugeren faktisk at han kunne klare to dæmoner med våben. Vampyrens lyse hår blafrede i den stille vind sekunder før han sprang imod den mandlige dæmon. Delilah havde været forberedt på at han ville angribe, så hun sprang frem i den samme bevægelse - dog havde hun været forberedt på at han ville angribe hende hvilket også var grunden til at hendes kniv ikke ramte præcis i hjertet men gled ind mellem hans ribben istedet.
Hun trak den ud, og snurrede omkring så hun kunne se pigen. Vampyren ville højt sandsynligt fortsatte sit angreb imod dæmonmanden, dog lettere svækket af hendes knivs angreb. Dog bekymrede det hende ikke, da hun faktisk var ligeglad med den fremmede mand. Hun trådte istedet hen til kvinden, og snoede fingrene om hendes arm så hun kunne rive hende op.
"Så flygt dog for helvede, din idiot!"
Hun skubbede pigen hårdt i ryggen, så hun satte i løb væk derfra. Først derefter snurrede hun igen omkring så hun kunne se hvordan dæmonen og vampyren klarede sig.

Edward havde læret mange ting den gang han var på havet og en af tingene var aldrig undervuder en vampyr han sukket hvorfor kunne det ikke være let for en gangs skyld han skudt skudt ud da vampyren angreb ham han gled under den og træk tog pistoler frem og skudt dem mod bæste men han var ikke sikker på at skuden ramte rigtiget så derfor træk han hans sværd frem som også var lavet til og dræbe vampyr og vente så på hvad der skulle ske

Skuddene bragede igennem gaden, og Delilah forbandede denne dæmon langt væk. Havde han lige affyret skud få meter fra en åben havn, for utallige folk gik rundt? Folk som ville komme og se dem, og som ville beskylde dem for at slå ham ihjel uden grund. Det kunne give problemer. Da hun derfor så at han ikke havde ramt den fandens vampyr midt i hjertet som han skulle, var hun nødt til at gøre kort process. De skulle væk inden mængden kom løbende, og gispende holdt dem fanget ved deres blotte blik. Hvis man først løb væk fra en sådan mængde, så var man uden tvivl efterlyst den næste dag.
Derfor løftede hun også den blodige stålkniv, der kun havde nogle få centimeter til at glimte i den strålende sol der kastede sit lys ud over dem. Derefter snoede hun fingrene omkring hans arm, og rev hårdt i ham så han ikke havde et andet valg end at vende omkring imod hende. Selvom Delilah så svag ud, så var hun alt andet end svag - hun havde optrænet sig igennem mange år, og selvom hun for ikke mange dage siden var begyndt at træne den krop hun faktisk havde forsømt i nogle uger op, så var hendes træningsmetoder gode nok til at hun ikke var svag. Ikke fordi hun havde nået at blive det, men det havde hun selv ment hun havde været, idet Delilah havde et helt unaturligt billede omkring styrke.
Så snart han vendte halvt imod hende, løftede hun kniven og gjorde en kort bevægelse med hånden. Denne bevægelse havde ladet kniven bore sig dybt ind i hendes hals og skære den op i én bevægelse, der var så hurtig at man det ene sekund så hende løfte kniven og det andet så hende stå med kniven nogle centimeter fra opskårne hals hvor blodet strømmede fra i store mængder.
Hun drejede om imod dæmonen, greb fat i hans arm og rev i den.
"Løb! Dine fandens skud har afsløret os, din idiot!"
Hun trak endnu engang i hans arm, før hun slap den op satte i løb. På trods af de højhælede der beklædte hendes fødder, var hendes skridt både fuldstændigt lydløse og utroligt hurtige. Der gik ikke længe før hun var ved en lille gyde, hvor hun drejede ind så hun ikke kunne ses fra den gade hvori folkene fra havnen nu var begyndt at strømme ind, gispende.
Hun regnede helt naturligt med at dæmonen var fulgt med.

Han kiget på hende og så blod sprøjte han undgik det ikke og ende så med og ha blod på alt hans tøj han gav hende blik denne anden dæmon der sagde jeg kan tag vare på mig selv og begynde så og følge efter hende via tagende han hopet og lavet parkour hele vejen ned mod hende i det han så hende gå ind i et sted der var sikkert klartret han ned til hende og stod så ved siden af hende "hvem fanden er du og hva lavet du" han kiget på hende med et roligte han nemlige hvisket det hele han begynde og tøre blod af med hans egne hænder for at undgå at han lignde en slagsmark han vente stadig væk på hendes svar

Hendes blik søgte kort rundt i gyden, for at finde denne mand. Dog var han ikke til at se, så hun gik derefter ud fra at han var blevet ved den døde vampyr - Hvor dum havde man lov at være? Men en let skramlen på taget ændrede hendes tanker brat, og fik hendes gråbrune blik til at fare opad. Hvad fanden lavede han på taget? Hendes øjenbryn løftede sig svagt, men det var også den eneste reaktion hun havde på denne mærkværdige opførsel. Hvordan det kunne være smart at hoppe rundt på taget som en abe, kunne hun ikke begribe. Det tærede langt mere på hans kræfter end hvis han helt simpelt var løbet som hun, og samtidig ville diverse fjender og eventuelle forfølgere langt nemmere kunne finde ham og slå ham ned.
Hvad var den positive side af det? At han blærede sig? At han så sej ud? Det påvirkede ikke Delilah. Som det var nu så hun udelukkende det praktiske i det, og det faktum at det sikkert var sjovt - ja, det kunne ende med at få ham slået ihjel. Var det dét denne dæmon havde lyst til? At få spiddet sit hjerte af en kniv med religiøse symboler indskåret, eller skåret sin strube op med samme våben? For så ville Delilah med glæde hjælpe. Hun var ikke i det bedste humør.
"Hvad jeg laver!? Du kommer og tror at du kan angribe mit væsen!"
Hun vidste godt at hun ikke havde svaret på hvem hun var, men det havde hun umiddelbart heller ikke i sinde. Hun havde allerede givet sit navn ud til at alt for mange, selvom hun nok ville afsløre det hvis han spurgte endnu engang. Hendes stemme var ikke høj, idet den så ville tiltrække sig alt for meget opmærksomhed. Istedet var den lav, men så hvæsende at det næsten virkede som en langt værre, iskold raseri der strømmede fra hende end hvis hun havde råbt og skreget. Alligevel syntes hun ikke at være færdig med at lade sin vrede udfolde sig på ham, da hun gjorde noget helt andet.
Hun trådte et skridt frem, og smækkede ham et syngende lussing.
"Og så vælger du at larme så selv fanden ville trække i bukserne og komme løbende! Er du sindssyg, eller bare virkeligt dum!?"

han var lige ved og flyve på hende da hun talte sådan til ham "jeg ved ikke hvem du tror du er men jeg har boet herude længste jeg bliv født her det her er mine mensker som jeg forsvare" sagde han vredt og den lusing hun gav ham grinte han bare af "lad mig se folk her frygte mig fordi jeg er hvad jeg er er du med og du vente barn garangtert"sagde han flabet han var god til og være flabet over for folk og lusingen rørt ham ikke

"Tror du at det gør nogen forskel hvor længe du har boet her? Du kunne have boet her i fire hundrede år, og det ville rage mig en høstblomst. Du tog mit bytte, og bragte mig derefter i fare! Du er helt simpelt en kæmpe stor idiot!"
Hun kunne ikke holde et grin inde, da han begyndte at snakke om at folk frygtede ham. Der var ikke en chance for at Delilah nogensinde kom til at frygte ham, fordi han i hendes øjne var frygteligt utrænet. Han gjorde ting der helt tydeligt ødelagde hans cover, og han larmede. Han tærede på kræfterne uden grund, og blev vred på hende på grund af nogle ord. Det sidste var Delilah dog selv verdensmester i, men denne gang kunne hun i det mindste beskylde en anden for at gøre sådanne dumme ting i stedet for at beskylde sig selv for det. Hendes stemme var under det hele blevet en smule køligt, idet hun kæmpede for at holde den under kontrol. Hun nægtede at lade sig overvinde af vreden, selvom det havde føltes fantastisk at slå ham. Måske skulle hun bare give op, og plante en kugle i ham. Det var så meget nemmere.
"Folk frygter dig? Det må være fordi de er bange for at du tiltrækker for meget opmærksomhed når du egentligt burde være som en skygge. Idiot!"
Hun vidste selvfølgelig at hun havde gentaget 'idiot' et par gange nu, men det var fordi hun simpelthen ikke havde noget til overs for hans dumhed. Derimod flakkede noget lettere overrasket over hende, da han nævnte hendes graviditet. Hun havde ikke bemærket at hendes jakke var røget op, og havde afsløret den tydelige mave der ventede dernede under.
"Om jeg er gravid kommer ikke dig ved! Det gør mig ikke svag!"
Det var stædigheden der talte, da det sidste kom ud. At han vovede at antyde at hun var svag fordi hun ventede et barn, antændte den vrede hun havde for sig selv og dette barn. Alle de mistanker hun havde gået omkring med, om hvordan hun ville være svag med et barn blev skubbet frem i hendes tanker, og med ét var det det eneste hun kunne tænke på.
Hun trådte frem, og sendte en knytnæve imod hans ansigt.

han havde forude set hendes slag og gjorde i et et duk så hun ikke ramte ham i stedet lavet han først et snyde slag mod hende og bagefter det sparket han hende i maven han var ligeglad med hende og hva hun mente han havde gjorde sparket ramte vist men han var ikke sikker på den gjorde skade han var kold og kynisk lige nu ingen skulle tro at han ikke viste hva han gjorde han sukket og kiget stadig kold på hende nok lignde han en på 18 år men han var meget ældre han begynde i mellem tiden og tjekke hans våben

Det overraskede ikke Delilah at han dukkede sig for hendes slag, for hvis han ikke havde kunnet forudse at hun ville slå fra sig endnu engang så havde han ikke fortjent at være nær et våben. Det første slag imod hendes reagerede hun instinktivt, idet hun svajede ryggen unaturligt smidigt bagover, så hun ville undgå et slag fra selv en person med lange og hårde slag hvilket var dem hun var vant til at undgå. Alligevel måtte hun indrømme at det ikke overraskede hende da slaget stoppede på halvvejen, hvilket resulterede i at hun med det samme bøjede let i knæene en smule så hun kunne trække sig op i normal stemme.
Hun nåede dog ikke hele vejen op, før noget skete der fik hele hendes krop til at stivne og fryse til den koldeste isklump hun nogensinde havde været i nærheden af. Da hans fod ramte hendes mave, mærkede hun en let smerte der krøb op igennem hendes krop, men det var på ingen måde det hun reagerede på. I nogle sekunder var det kun hendes bryst der bevægede sig da hun trak vejret, og hendes mørke hår der blafrede forræderisk i vinden. Hendes blik var rettet stift imod manden, og hendes læber var skilt en smule i hvad der mindede om chok. Så krakelerede den skræmmende ubevægelige overflade, da hun lavede en bevægelse der var utroligt hurtig.
Hun lagde utroligt mange kræfter i det, da hun trak armen tilbage og spændte musklerne så hun kunne lade hånden fare frem i en utrolig kraft med knyttede hænder. Først sigtede hun efter hans ansigt, men så snart den kom den vej drejede hun så hendes ben sigtede imod solar plexus. I den samme bevægelse der ikke havde mistet nogen kraft, skød hun et slag ud imod hans skridt.
Hun ville ikke slå ham ihjel, bare skade ham utroligt meget. Hvordan helvede kunne han få sig selv til at sparke på hendes mave, når han netop havde konstateret at hun var gravid?!

han kunne fornemme at hun ville sparke mod hans nedre region så han dukket sig og rollet til siden i sisdte øjeblik han kiget på hende og børste hans støv af hans tøj mens han kiget på hende hun havde virklig tænkt sig og sparke ham i skridt han kiget på de få hudafskræbniger han havde fåede han kiget koldt på hende og begynde og aftegne hendes træk så godt han kunne mens han stod bage hende og hamrede hans næve mod hendes baghovede

Delilah lagde armene over kors, og vippede hoften til den ene side da han så koldt på hende. Det overraskede hende let at han havde blokeret alle tre slag, men der var ikke så meget som et strejf af overraskelse på hendes ansigt. Hendes ansigt udtrykte derimod en iskold vrede, der så ud som var hun hugget i en blok af is - og det var skam bløde kurver og et smukt udseende der var blevet hugget ud, men isen nægtede at smelte. Hun havde ingen planer om at kæmpe imod denne mand, der allerede irriterede hende grusomt. Hun vidste godt at det var hendes humørsvingninger blandet med et voldsomt temperament der løb af med hende, men det ændrede ikke at han havde sparket hende i maven.
Hun mærkede hans hånd der ramte hendes baghoved, sekunder før hendes hånd bevægede sig bagover på grund af smerten der bredte sig. Hendes fingre snoede sig omkring hans håndled, og trak ham derefter over hendes ryg. Hun krummede samtidig sammen så han væltede over hendes skulder og ned på jorden, hvorefter hun lagde sig ned på ham så hendes knæ var placeret i solar plexus og hendes arme holdt hans.
"Stopper du?!"
Hun pustede et hår væk fra ansigtet, og slap ham så. I én lang, smidig bevægelse blev hun skubbet op i stående stilling, hvorefter hun holdt hånden ned for at hjælpe ham op.

Han mærkede hendes hånd tag fat om hans i det han ikke havde regnde med hun var så hurtige han fløj over og var ned og idet han troede hun ville slå ham tog han fejl han lande på jorden og så hendes hånd ville hun hjælpe ham op det kunne hun godt glemme han rejste sig selv op og kigget på hende med et smil som dukkede op på hans mund når da hva var der mon med hende her han sukket og stillet sig op af muren og kigget så på hende "hvis du ikke slå ud efter mig igen så ja så stopper jeg når men hvem er du siden du mener du kan til tale dig selv som en rig person " han lagde hovedet på skrå ig vente spændt på hendes svar han ville ikke gi hans navn ikke i nu i det minste. Han sukket og lænde hoved bage ud

Delilah snoede armene om hinanden da han valgte ikke at gribe fat i hendes hjælp men sno sig uden om, idet det faktisk intet betød for hende. Han betød intet for hende. Han var den lille natsværmer der irriterede om natten, men den var uskadelig og ville kun være en lille udsmattet klat når først irritationen nåede de rigtige højder. Hendes blik trak sig væk fra ham, og strejfede ham først igen da han lænede sig op af væggen som mente han at kampen var ovre. Hvilket den var midlertidigt, idet hun egentligt ikke så endnu en grund til at bekæmpe ham. Hun havde vundet. Han havde tabt. Når den ikke var længere end som så, så syntes det svært at finde utallige grunde til at hamre hans hjerneskal ind og fylde den med ketchup.
"Jeg slår ikke ud efter dig. Jeg reagerer kun når noget betyder noget for mig, og det gør du ikke. Du er ingenting."
Ordenes kulde dansede om hendes sætning, og spredte sig frostklart derigennem uden ét sekund at forlade den is der havde indtaget hendes blik. Dog tøede denne isklump blot en smule op da et smil flakkede over hendes ansigt, selvom dette smil kun lod hånlighed og irritation bevæge sig omkring hende. Hendes navn? Rigdom? Selvom hun i et samfund ville være en af de rigeste kvinder overhovedet, og højst sandsynligt kunne have været kvinden til en med nærmest kongelig status, så betød dette intet for hende.
"Mit navn? Delilah er hvad du må vide."
Luft blev trukket ind, idet den næste del af sætningen slap det ud igen.
"Rig person? De rige personer er dem jeg flår lemmerne af."

Han kunne ikke skjule et grin da hun fortællet om de rige persone "og dog angriber du en der ikke er rig" sagde han drilende og lænte sig op af en mur mens han smilet til hende. Han overvejet og ville sigde sit navn til hende overvejet men hvad viste han enlig om hende hun kunne sagtens være en anden pirat som ville dræbe ham men han troet enlig lidt på hende han sukket og stræket sig lidt måske skulle han smutte igen. Han kigget frem fra gyden og så folkene komme gående forbi dem.
//krea svigt stort//