blandinger (Aleck)

Han stoppede først op, da han vidste de ikke kunne følge med mere og havde tabt ham. Det havde været tæt på. Hvor var det gået galt? Hvor havde han ikke været forsigtig nok? hvor kendte de ham fra? Alle de spørgsmål som kørte gennem hans hoved i en stor pærevælling. han måtte snart finde sig noget mere fredeligt.
Men det var problemet med ham, han duede ikke til det fredelige, det blev kedeligt i længden. Så hellere løbe for sit liv en gang i mellem.
Denne sene eftermiddag havde han nogle lette bukser på, en skjorte af silke, hvid. Bare fødder.
Hans mørkebrune hår strittede lidt efter den vilde løbetur gennem den halve by, fra de nedre slumkvarterer, til de mere rolige og rene af slagsen. Faktisk ville han påstod han stod på grænsen mellem begge dele.
De mørke øjne, blandet med den grå farve, gled over omgivelserne søgte efter det mindste tegn, den mindste lyd...de var væk.
Han trak vejret dybt og støttede sig endelig til sine ben for at få vejret ordentligt. Hans kondi var ikke dårlig...men det havde været en hård løbetur.
Han rejste sig op igen strakte sig så lang han var og begyndte langsomt at gå videre, stadig med forfølgerne i baghovedet, stadig det urolige blik der gled over omgivelserne.
Han måtte prøve igen senere....

Det var begyndt at gnave i ham. Det rovdyr, der gnavede sig vej igennem hans krop og slugte hans organer på vejen, voksede sig større jo længere tid der gik. Den hungrende tomme følelse. Behovet, der skubbede sig foran alt andet. Det flammede op inden i ham og satte ild selv i rovdyret, ikke at det stoppede det. Det fik det bare til at virke stærkere.
Derfor havde dette brændende rovdyr fjernet ham fra sin hyggelige krog hjemme i stuen og kastet ham ud i gaderne og efter de matte sølvglinsende skaller. Disse skaller var det, der udgjorde mad for ham. En spise, den eneste spise, der kunne mætte ham.

Da hans fødder - beklædt med læder, mere præcist; et par lædersko - trådte over grænsen mellem Shadowflame- og Sunflower District havde han det som om hans jagtmarker strakte sig ud foran ham. Som skyggerne der strakte sig ud efter uskyldige, hvis de var mødt med den mindste form for lys. Strakte sig langt og havde planer om at fange noget. (Eller blive fanget på.)
Et smil bredte sig over Alecks ansigt. Det var dovent, som om at de der lå ham forude var intet problem. Hvilket det ikke var... Så snart han altså havde lagt øjnene på et bytte.
Hans lædersko klikkede imod brostenene, ikke at de bekymrede ham. Hans udstråling var måske overlegen og lidt for meget, men hvorfor ikke. Han passede mere eller mindre ind i billedet og det holdt irriterende mindreværdige væk. Ikke at der skulle lidt til at få ham til at koge over, men det kunne ikke skade at holde folk lidt på af stand. Specielt i hans nuværende... Stadie.
Her snakkes om sulten, naturligvis. Hvis han havde været et normalt menneske (eller bare menneske) så ville man sikkert tydeligt kunne høre, hvordan hans mave værkede og skreg på føde inde bag den hvide skjorte som var dækket af en sort habitjakke. Bukserne - af samme farve som jakke, sort - sad let stramt om hans ben. Alt i alt, kunne han have lignet en rigmand med flere penge end der var insekter i denne verden. Han kunne dog godt lide at holde sig ude af forsamlingen; at ligne noget man ikke så hver dag, men det klarede han nu også fint næsten uanset, hvad han iførte sig. Denne gang, måtte han dog holde igen på charmen og holde sig lidt til, så han ikke skræmte maden væk. Det kunne vi jo ikke have.

Han havde fået vejret igen og listede sig af sted i skyggerne. På et tidspunkt stoppede han op og lod blikket glide gennem det kommende mørke. Ud over de sædvanlige folk, så han ingen der direkte ledte efter ham. Han rettede sig helt op, han kunne godt slappe lidt af nu.
Problemet var faktisk ikke større end han sagtens havde kunne klare det med den dæmoniske side af ham. Problemet var han ikke ville have for meget unødvendig opmærksomhed. Det kunne koste ham dyrt i den anden ende.
Mon det ville blive fuldmåne denne aften?
Han gik roligt videre blandt folk, som om han ganske selv skulle være en.
Og stoppede op da han igen havde en dejlig skygge at skjule sig halvt i.
Men denne gang gik han ikke videre, han blev stående, som om han ventede på et eller andet. Og måske gjorde han?
Det havde været en...fornemmelse. Ikke en følelse, som mange forvekslede det med, men en fornemmelse.
Dem havde han nogle stykker af, men den største lige nu var den om frygt. Ikke for nogen omkring ham, men fordi det blev nat...Om natten sov man. Han gjorde i hvert fald, foretrak at lege i lyset, selv om natten var en glimrende legeplads.
Og når han sov komme dette mareridt snigende...
Hver nat varede det længere og længere...I nat havde det varet, føltes som om det varede, nogle timer. Lange timer. Og fik monsteret fat i ham ville det hele gå galt...han viste det.
Og han viste det ville blive ved, men han viste ikke hvor længe.
Men han var ikke helt modløs, for han viste der fandtes noget der kunne stoppe det...I aften havde han tænkt sig at afprøve en af dem. Fuldskab. Han hade det, men hvis det holdt mareridtet væk...
Næste nat, hvis det stadig var der, måtte han finde nogen...Nogen der kunne magi eller viste hvad det hele gik ud på...For der fandtes vel formularer eller drikke mod det, ikke?
Sådan stod han længe, stille, der i skyggen og tænkte på sine egne problemer.
Han bemærkede ikke denne arrogante dæmon der nærmede sig, et sted i det kommende mørke.

Endnu en knurren nåede hans ører. Denne gang var kilden dog ikke rovdyret inden i, men noget udenfor. Noget der befandt sig i hans omgivelser. Et enkelt blik til siden fortalte ham, at kilden til denne knurren var en hund. Hans blik rettede sig på dens øjne og den ellers så overbevisende knurren døde ud.
Den døde ud sammen med at ejeren forsvandt ned af gyden, den havde stået i. Aleck rystede på hovedet og gik videre. Sulten lagde sig jo ikke ved at skræmme en hund væk, gjorde den?
Mens lyden af såler imod brosten bredte sig i luften, tog han omgivelserne ind. Huse, bazaren, huse, aktivist bygninger, huse og - surprise! - flere huse. Eller også var han så træt eller sulten at han så huse over det hele? Det var også en meget god mulighed og slet ikke til at udelukke. Sult var en sjov størrelse.

Han havde det lidt som om at han havde vadet Sunflower District tyndt. Hvordan det så hang sammen med, at han ikke havde set et eneste menneske eller potentiel aftensmad fangede han ikke. Hvordan var det muligt? Var det overhovedet muligt?
Seems like it.
Lød det kort i hans hoved. Han stoppede op, lukkede øjnene og gned ansigtet med hænderne. Hvor han trængte til noget at spise og det var stemmen mere end klar over. Det var derfor den valgte netop lige nu at byde ind med noget. Den havde ellers været så dejlig stille hele dagen! Også valgte den nu - af alle tidspunkter - at begynde på... Dens kommentarer.
Ja, men siden jeg jo har været væk hele dagen, så må du jo også savne mig!
Du burde bare vide...
Tænkte han træt og fortsatte igen, og det var da, at han kom i tanke om, at de gjorde den. Den vidste det - bedre end alle.
Bloody hell!
Med en vred hovedrysten fortsatte han hurtigere fremad.

Ej heller dulmede skænderier sult, konkluderede Aleck. Hans lille... "Sammenstød" med stemmen havde ikke gjort synderligt. Hans blik flakkede rundt. Efterhånden blev hans flydende og rolige bevægelser lidt hurtigere og mere anstrengte. Han måtte holde sig tilbage fra ikke bare at kaste sig igennem en af vinduerne og gribe det første og bedste menneske, der befandt sig på hans vej. Han var opdraget bedre end det.
Håbede han.
Lyden af sko fra den anden retning fik ham stil at stivne - kort - så smuttede han, med en fejende bevægelse, ind i skyggerne og lod blikket afsøge omgivelserne forude. To kvinder kom gående. De var i deres fineste kjoler - eller hvad de troede der var det - og havde tydeligvis været til fest, mængden af alkohol de havde indtaget kunne lugtes langt væk. Et smil bredte sig på Alecks læber selv om, at hans "jagt" ville blive en hurtig overstået affære, hvis han valgte dem - eller en af dem - som bytte. Kedeligt. For at sige det med andre ord. Men, en jagt var vel en jagt.

uden mening. Det gav ingen mening. Heller ikke denne gang.
Han begav sig snart videre, væk fra skyggen og videre, hen mod det lille hus han havde købt i nærheden. Ret utroligt faktisk, for han ødslede normalt ikke sine penge væk på den måde. Og at have et hus var ret risikabelt. Men han havde været træt af kroer, ville bare sove i sit eget hus for en gangs skyld...Men der var for langt hjem til hans rigtige hjem...
Vejen blev mere og mere øde, nok fordi mørket kom og folk derfor blev utrygge, var kun der hvor der var andre mennesker eller hjemme. Klogt.
Og dog...Helt affolket var den jo alligevel ikke. Man var aldrig alene.

Han fulgte nogle af gyderne, slog kort sagt genvej gennem byen, og selv om vejen havde været tom, var den vet pludselig ikke mere, da to unge kvinder kom gående imod ham. I fine kjoler og med en let usikker gang. De havde måske nydt et glas for meget? Et lille smil voksede frem på hans læber. Mennesker! Så lette at gennemskue, men alligevel så komplicerede...

"De damer" smilte han, da han stoppede op foran dem og de stoppede op foran ham, fnisende.
"De herre" nikkede den ene af dem, mens den anden ikke kunne andet end at fnise.
"Ude, alene, på denne tid? Det kan da ikke være helt sikkert..." åh ja, gentleman...Noget man altid kunne lege, noget der altid var nemt for ham eftersom tiden havde krævet det af ham. Og altid noget man kunne bruge.
"Vi kommer fra en fest oppe hos guvernøren, men de blev alle så...Du ved, stemningen blev lidt vild til sidst. Så vi besluttede os for lidt frisk luft. på vej hjem" smilte den der nok var mest ædru.
Den anden havde nu samlet sig nok til at nikke.
"Vil du følge os? For vi er rigtig bange..." sagde hun
"Lucy!" udbrød den anden, men Sean grinte bare.
"Hvem ville ikke følge to unge damer hjem?"
Og så begyndte de at gå sammen...

Han kunne ikke tro det. Sådan en frækhed havde han dog aldrig været vidne til. Fra den skyggefyldte gyde, han var smeltet i et med, så han en mand komme gående ind fra siden. Med et snuptag havde han fanget Alecks potentielle måltid og begivet sig væk med dem. Han virkede andre end han dog. Både i udseende, men også i sindsalder. Det troede han da... Det var dette han kunne mærke på den fremmede. Han var ikke menneske. Så meget var dog tydeligt.
Med en nysgerrighed, som var blevet fyret op under ved den fremmedes frækhed, listede han af sted efter hans måltider og den nyankommende. Det undrede ham at han ikke mærkede nogen irritation ved denne handling der var begået foran ham. Eller at han ikke havde valgt at efterlade de to kvindeskæbner i hænder på den nyankommende og forsat sin jagt.
Han kendte dog godt grunden; han var for stædig til at give op på det bytte han havde udset sig. Ej heller skulle denne mand stå i vejen for hans jagt.

Meget langsomt - hyllet ind i skyggernes betryggende afskærmning - begyndte han at følge de to piger og den fremmede. Først bevægede de sig ikke; de talte tydeligvis sammen. Han var nu kommet så tæt på, at han også kunne høre hvad de sagde.
"Ude, alene, på denne tid? Det kan da ikke være helt sikkert..." Han fnøs lavt.
Det startede skam med at være det, da du kom, min fine ven.
Tænkte han og rystede på hovedet af den nyankommende. Så lod han igen sin opmærksomhed kaste over samtalen.
Guvernøren? Har de sådan en?
Ja, overraskelser kunne der altid bydes på. Men nu boede han jo heller ikke i byen, så han havde ingen mulig for at vide det.
Bange... Det burde de være selvom, at de har jeres prins på en hvide hest kan han ikke beskytte dem. Aleck skulle nok få sin aftensmad. Uanset hvad.
Lucy...
Noget kunne man da lærer af de to halv fulde pigebørn. Men lige nu var jagten alt, der betød noget.

De begyndte at gå og Sean lod blikket glide rundt før han rigtig gik med dem. Han fornemmede noget...Og hans fornemmelser tog sjældent fejl. Han viste dog endnu ikke hvad det var.
Med et lille smil gik han med damerne, som fniste let sammen. Helt op og køre over sådan en søød gentleman de havde mødt på vejen.
Sean smilte let til dem hele tiden og prøvede at holde en let samtale kørende...selv om det hele tiden virkede som om nogle øjne så ned i nakken på ham.
"Fortæl os deres navn" sagde den ene af dem og fik hevet Sean ud af sine tanker.
Han så smilende på hende. Hun ville sikkert ikke kunne huske det i morgen, men hvorfor tage nogen chancer?
"mit navn? åhh jeg har så mange..." de kom til en lille park der lå midt i byen, som de valgte at gå igennem.
Sean stoppede op midt i det hele og lod umiddelbart roligt blikket glide over en lille sø der lå der. Men i virkeligheden ville han bare mærke om denne...noget...stadig fulgte dem.
Om han måske bare led af forfølgelsesvanvid? Det kunne meget vel være...Han job havde jo givet ham en del fjender...Men det var først kommet da han havde mødt kvinderne.
"åh er søen ikke bar flot!" piger, Lucy, lænede sig op af Sean, som smilende så ned på hende. Jo...den var da meget flot...

Aleck forbandede denne nyankommende langt ind i helvede, hvis ikke længere. Nej, det ville være en underdrivelse. Den fremmede var netop nu i gang med at føre hans nøje udvalgte aftensmad endnu længere væk fra ham. Han lod sig føre langsomt igennem skyggerne. Han kunne ikke risikere at blive set, han var ikke i humør til en kamp på åben gade, selv om at der nok ikke ville være synderligt mange til at bevidne denne kamp, hvis den da forekom.
De to kvinders "bortfører" tog dem til en park der lå midt i byen. Aleck selv forblev udenfor parken. Der var for lidt plads til at gemme sig på han ville ikke risikere, at han blev set af den fremmede. Stille og lydløst stillede han sig i en gyde (lidt mere snusket end den anden, da de havde bevæget sig længere væk fra Sunflower District og ind i Shadowflame District).
En tanke strejfede ham; hvorfor gik han ikke bare lige ind i parken under påskud af at gå en tur? Det var jo i realiteten det han gjorde. Men han ville heller ikke risikere, at hans evne slog ind og satte det hele over styr. Den situation ville han heller ikke finde sig selv i. Han virrede blidt med hovedet.
Igen mærkede han noget røre sig i hans mave. Sulten havde ikke i sinde at lade ham slippe. Den vred sig i maven på ham, påmindede ham at han snart måtte finde noget at spise... Han trådte ud i skyggerne langs muren. Bevægede sig længere væk fra parkens åbning, vendte om og gik hen imod den igen.

Lucy fniste let og gik ned til søen, for at sætte sig i vandkanten og stikke sine fødder ned i vandet.
åh, tålmodighed...Tålmodighed krævede det tit, at køre en lille leg...
*Jamen man må jo ikke lege med maden Sean!* Åhh haha...Hvem var det nu der havde sagt det? en gang...åh, hvem var den lille dreng nu? Han havde fundet ham og så havde han forfulgt ham i flere dage. Irriterende lille gnom. Nå pyt.
Han så sig om igen da han mærkede en tilstedeværelse, nogen der nærmede sig dem. En ung mand...eller knap nok. på grænsen mellem dreng og mand...Men nok mest dreng. Dog fornemmede han at han nok var ældre end hvad han så ud til.
Og dermed ikke menneske...Han smilte let. Umiddelbart virkede det til han nok bare ville gå forbi dem, på sin egen lille tur.
Men desværre havde den anden kvinde opdaget ham og fandt ham åbenbart meget mere interessant. Hendes berusede tilstand gav hende et mod, hun normalt nok ikke ville have.
"Jamen unge herre! Hyggeligt du kom forbi, har du travlt?" smilte hun og gik allerede hen mod ham.
"Jeg er Julia, hyggeligt at møde Dem" halvvejs hen mod den fremmede, nejede hun. Så godt hun nu kunne, da spiritussen havde påvirket hendes balance.

Sean sendte dem begge et interesseret blik, da Lucy kaldte på ham.
"Sir Sean! Kom dog ned til vandet...mærk, mærk hvor koldt det enlig er..." Han smilte bare, overbærende som til et lille barn...

Mens Aleck begav sig vej hen imod parkens portåbning sukkede han dybt. Hvorfor kunne man ikke bare få et ordentligt måltid i denne by? Åbenbart ikke. Med lange skridt gik han igennem porten og stoppede halvt. Et overrasket udtryk forplantede sig på hans ansigt, så afløst af et smil.
Lidt skuespil kunne ikke gøre nogen skade. Synes han.
Det falske smil bredte sig, hvis en af pigerne skulle vende sig om og opdage ham. Og som så klogt sagt; når man taler om solen, så skinner den. Den ene af pigerne vendte sig om og fik øje på ham. Det falske smil forblev på sin plads, selv da hendes alkoholpåvirkede stemme nåede hans øre.
Havde han travlt? Med at komme af med dem og stille hans sult ja, men det behøvede hun ikke at vide...
"Godaften." Sagde han og nikkede til kvinden. "Joo, jeg har en smule travlt, men jeg er en tålmodig person, jeg tager min tid." Det var sandt, eftersom han ikke kunne sige andet end netop dét. Sandheden.
"I lige måde." Sagde han så høfligt som muligt, selvom den påvirkede kvinde allerede gik ham på nerverne, han havde aldrig været en til at omgås højtråbende personager. Aleck nåede tættere på den højrystede kvinde og bukkede svagt for hende, høfligheden var skam på plads, men så snart han fik fingrene i hende med en blændende intention om drab og den skulle skam nok komme. Dog måtte hans tålmodighed komme til hjælp. Han kunne ikke dræbe hende med det samme, ikke med den anden så tæt på.

Sean gik ned til Lucy, da han så den anden kvinde lige nu var optaget af den anden fremmede.
Til hans fryd så det faktisk ud som om kvinden gik ham på nerverne. Men hvad var grunden så til at stoppe op og småsnakke?
han kom i tanke om han havde mærket den andens tilstedeværelse siden han mødte kvinderne...Og hvad drev væsner efter mennesker? Ikke god selskab.
Sean mærkede pludselig en svag grådighed. Han kom vel først? Den fremmede kunne vel bare have været hurtigere!

Det endte med han nussede lucy svagt i håret, før han vente om og gik tilbage til de andre to.
"Julia!" Hun vente sig om mod ham da han snakkede, samtidig med at Sean sendte den fremmede et interesseret, men alligevel udfordrende blik.
"Dit mod er stort i aften, nok forstærket af djævelens drikke. Nu skal du passe på det ikke ender galt" han lagde roligt sine hænder på kvindens skuldre...Og på den måde håbede han at signalere at han ikke havde lyst til at dele...
Kvinden dog fniste bare, som om hun ikek rigtig forstod hvad han havde sagt.

1-Nej: Aleck
2-Ja: Sean

The member 'Aleck' has done the following action : Dices roll

'Ja/nej' : 2, 1, 2

Aleck lod stille blikke flakke fra den berusede kvinde til den anden kvinde nede ved søen og til manden, der var sammen med hende. Kvindens stemme når stadig hans øre, men han hører ikke rigtigt de ord, der kommer fra hendes læber. Hun lægger ikke mærke til den manglende interesse fra ham, og stopper ikke med at snakke, da han vender sig lidt imod de to skikkelser nede ved vandet.
"Undskyld mig?" Spørger kvinden, Julia, højt. Aleck lukkede kort øjnene og undertrykte en lyst til at løfte sin hånd op og gnide sin næseryg, til at ignorere kvinden og bare dræbe hende på stedet, men så langt nåede han ikke.
En lyd tiltrak opmærksomheden fra både Julia og ham selv. Han vendte sig helt imod den nærmende skikkelse: Manden. Ved dennes ord, ytret til ham, kunne han ikke lade være med at le.
"Du lyder til at vide meget om 'Djævelens drikke'." Sagde han og smilede, uberørt af udfordringen og den beskyttende tone han brugte når det kom til Julia. En klagende lyd kom et sted bagved dem; det virkede til at den anden kvinde ikke brød sig om manglen på opmærksomhed tildelt hende.
"Min fine ven," adresserede han manden foran ham. "Jeg tror at den anden kvinde dernede søger dit selskab." Endnu et smil blev sendt i mandens retning.

Han grinte og studerede manden. Han havde ingen ide om at han lige nu stod foran den dæmon, hvis navn Camille havde nævnt flere gange os som hun boede hos. Men betød det noget?
Han så ned på Julia, som om hun var et lille barn, noget skrøbeligt han skulle passe på. Faktisk legede han bare med maden. Et lille skuespil, en tur i sengen...Og bum. død. Borte. Og han ville være mæt.
"Jeg ved nok til hvad de gør ved folk" svarede han og sendte ham et ikke så venligt blik. Noget dæmonisk var kommet over dem, som om selve tanken om mad kaldte hans indre dæmon frem.
Han bukkede sit hoved ned og hviskede noget til Julia.
Hun sukkede svagt og så lidt på ham, nikkede så.
"Lucy....kom nu op af vandet...Manden her...Øh, Sir...Se...Sean?" hun havde vist allerede glemt hans navn.
"Vil følge os hjem. Det er nu Lucy!" Julia kaldte, men kaldte i den forkerte retning. Sean rystede opgivende p hovedet, men Lucy havde hørt det. Hun kom op af vandet og så mod sin søster...
En mere grotesk tanke ramte Sean...Hvorfor ikke tage dem her?

"Javist, selvfølgelig gør de det..." smilte han så til manden, da Julia gled ud af hans greb og gik ned mod sin søster.
Sean rettede sig helt op og sendte Aleck et prøvende blik.
"...Men hvad der er mere interessant er...Vil du forfølge dit bytte eller opgive det?" smilte han og overraskede måske med sin direkthed.

Han nikkede; det kunne alle i princippet komme og sige, men da manden ikke virkede helt menneskelig så havde han på fornemmelsen at denne ikke kun kendte til virkningen på folk, men også på ham selv.
Blikket Aleck blev sendt gjorde ham ikke så meget. Han var blevet sendt mange blikket i tidens løb, og det var langt fra den største del der var venlige, så han var vant til det. Han holdt øje med manden mens han bøjede sig ned og hviskede noget til Julia. Han kunne ikke høre det, men han behøvede ikke at vide, hvad han havde sagt, for Julia vendte sig om - i modsatte retning end meningen - og råbte efter Lucy, som var i den anden retning.
Mennesker...
Sukkede han indvendigt. Men til gengæld havde et af disse mennesker givet ham mandens navn; Sean.
Så langt så godt.
Tænkte han. Men manden, Sean, ville følge dem hjem og hvad så? Hvad havde han så i tankerne? Han fornemmede noget dæmonisk over ham, men det fortalte ham ikke hvilken slags Dæmon. Han kendte ikke kriterierne, der skulle overholdes for at han kunne få sit måltid.
Overrasket var måske lige at presse det. Han kunne dog ikke lade være med at smile, da spørgsmålet om han ville forfølge eller forlade sit bytte blev stillet foran ham.
Han er vist ikke så dum som han ser ud, hva?
Lød det i hans hoved, og Aleck smilede, stemmen havde vel i sin sag ret.
"Forfølge." Sagde han blot og vendte sig imod portåbningen, der lå forude for ham.
"Kommer I?" Han drejede hovedet tilbage imod de tre skikkelser bag ham og smilede - nok lidt for stort.

Det var tydeligt at denne fremmede dæmon foran ham bedømte situationen og ham. Og han var lidt nysgerrig over hvad han mon fandt frem til...
Men den fremmede gjorde noget han selv kunne have fundet på...Overraske ved sit spørgsmål om de ville følge ham.
Og spørgsmålet undrede ham og satte hans tanker i gang. Hvem var denne dæmon enlig? Hvad kunne han?
Men mest vigtigt...Hvad ville han?
Ville han vende hele pladen, så Sean pludselig stod uden bytte, måske angribe? Kvinderne så ikke ud til at være i stand til selv at tage en beslutning lige nu og ville sikkert følge Sean, hvis han bad dem. Sean var den de kendte, lige nu, og som havde lovet at følge dem hjem.
Julia trak sin søster op og stå, mens de fniste over et eller andet og førte en svag hviskende samtale. Umiddelbart diskuterede de vist noget om den fest de havde været til...
Sean smilte overbærende til dem og vendte sig mod dæmon som var gået lidt foran.
Så han havde endnu ikke opgivet sit bytte og havde...hvad? en plan?
Han gengældte hans smil. han havde dog ikke i sinde at opgive dette her...
"Åh, jamen..." han foregav at være forvirret.
"...Hvor vil du da hen?" han slog med en arm, som ville han vise parken frem.
"Dette er da et dejligt sted, ikke?" mest af alt håbede han at den anden ville røbe sig...give tegn om hvad denne ville.

Let forvirret og - ikke at han nogensinde ville indrømme det - irriteret vendte Aleck sig endnu en gang om og kiggede på Sean. Havde han ikke tænkt sig at respondere? Eller ville han lade ham stå med sætningen hægnende i luften?
Han havde vel tænkt sig at fyldestgøre hans... Løfte til kvinderne; Julia og Lucy? Ellers... Hvorfor så love dem det?
For at få dem til at tro det. For at få dem til at føle sig trygge ved at blive fulgt hjem.
Det var vel rigtigt nok. Det ville ikke gøre nogen af dem noget godt, hvis kvinderne begyndte at panikke og sætte sig for at flygte. Så for at berolige dem, gav han dem et løfte om at følge dem hjem, hvor de ville være trygge. Men, hvad så når de kom hjem? Ville han tage dem når de ankom til hjemmet eller før?
Hvis Aleck kunne finde ud af det, så ville han også finde ud af, hvor meget tid han havde til at reagere imod denne plan.

Inden Aleck nåede at besvare Seans spørgsmål, nåede kvinderne op til dem.
"Sir Seaaaan!" Lucy trak den anden mands navn ud, på en irriterende skinger måde, der mindede meget om Julias stemme, måske var de familie? "Sir Sean, ville De ikke nok tage os med hjem?" Udspurgte hun ham. Aleck smilede.
"Jeg ville også mene, at de lovede disse kvinder at følge dem hjem, så hvorfor gør jeg dem ikke selskab?" Sagde han og kiggede let over imod Julia. "Det ville da være vidunderligt!" Udbrød denne og smilede, men svajede let ved de armbevægelser hun havde tilføjet til ordene.
"Jamen, er det så ikke afgjort?"

Godt tænkt. At blande sig. han havde virkelig tænkt sig at forfølge sit bytte! Han smilte, ja havde næsten lyst til at grine! Han havde overvejet at tage sig bytte, her i parken. Lade ligene ligge til i morgen. Men det var åbenbart ikke tilfældet alligevel.
pigerne virkede helt glade ved tanken om to mænd - en til dem hver. Men han ville have begge, han ville ikke nøjes med halvdelen.
Derfor lagde han armen om Lucy og smilte til hende.
"Julia?"
Julia kom op til dem og han lagde passende en anden arm om hende. Og sådan, forbundet, gik de mod Aleck. Sean fungerede som deres støtte i deres gang, da de havde en dårlig balance.
"Bliv hellere i nærheden af mig. Måske er manden ikke til at tro på" Og med den magi, som kun en incubus besad, forheksede han deres sind og fik dem til at se en meget attraktiv mand. En mand som indgød tryghed.
Han havde ikke tænkt sig at gøre det for let!

"Jamen så kom, Herre" smilte han udfordrende.
"Lad os se hvad du kan..." tilføjet han og med en pige i hver arm, viste han vej ud af parken...

Det gjorde ham faktisk ikke særlig meget, at Sean gerne ville lege, at han havde kontrollen. Aleck smilede bare overbærende og vendte atter ryggen til de to kvinder og herren. Han var godt klar over, at kampen om disse kvinder ikke ville blive nem, men han ville ikke give op.
Aleck holdt sig lidt bag de andre, stadig med et svagt smil på læberne, mens vejen ud af parken blev lagt ud foran ham. Hans gang var rolig og under kontrol, så meget kontrol det var muligt at have over en let gang, der næsten kunne kaldes hoppende. Hvis Sean havde håbet, at han ville blive slået ud, så kunne han se frem til en stor skuffelse.
Kvinderne, med Sean i mellem dem, nåede til porten og drejede til højre ned af gaden. Aleck fulgte efter og holdt øje med omgivelserne. Et let blik blev kastet over hans venstre skulder, men forblev dog ikke ved det, da noget fangede hans blik. Noget havde bevæget sig, en skygge måske.
Han slog det hen, det var nok bare den hund fra tidligere.
Han rettede blikket fremad og holdt øje med de tre skikkelser forude for ham. Dette ville ikke blive nemt, men han klagede ikke.

åh, hvem undervurderede hvem?
Sean ventede nærmest bare på, at dæmonen, som nu var bag dem, skulle finde på noget.
Han var opmærksom, og ikke bare på dæmonen, men også på omgivelserne, og lige som Aleck, bemærkede han svagt skyggen...Men slog det hen. Hvad det end var, skulle han nok finde ud af det, hvis dette...noget...ville dem noget.
Den ene kvinde grinte pludselig.
"Hvad var det nu...nåe, ja...Sir...Se...an..." hun havde åbenbart glemt hans navn. Igen. Eller i hvert fald næsten.
"Vi bor...den vej, er det ikke? Julia? Den vej? Så bare rundt om hjørnet så er vi der!" Sean nikkede svagt. Hjemme hos dem...
"Er i så helt alene hjemme eller...?" smilte han til dem. Det var Julia der svarede.
"Åh, nej...nejnej, vores tjenestepiger fik fri i aften, fordi vi skulle til fest!" grinte hun.
åh, jamen det gjorde jo tingene lidt lettere!

Han vendte hovedet og så tilbage mod Aleck...gad vide hvad han enlig havde tænkt sig?