A Dark Place {Nggung,Aleck,Tristan}

Tid: present , omkring 02 natte tid.
Vejr: køligt og mørkt.
Sted: Gågaden i Terrorville.
Omgivelser: pæne og velholdte , indhyldet i nattens skygger.

Nattens skygger kastede deres beskyttende tanker omkring alt den smukke og velholdte gågade havde at prale af .
Den enlige lille skikkelse, der drev modløs hen over stok og sten, klædt i sort nederdel,sort bluse og en midnatsblå kutte med opslået hætte,var ingen undtagelse.
Camille St.Clair havde haft et fremtidssyn, og skæbnen ville at den var indfriet- eller lige på nippet til det, anyway.
Åh gud, hvor hun ville ønske at hun ville tage fejl, bare ind i mellem....men, hun kunne intet stille op, og hun var opdraget med at skulle udvælge sin kampe med omhu, og ikke tage dem på sig, der alligevel ikke stod til at vinde.
Så istedet, for at rense sit rasteløse sind , drev hun nu rundt , uden direktion ...uden et egenlig mål for sin lille udflugt.
Hun ville bare væk, fra den tunge baggage, hendes fremtids syner og intuition havde. vist sig at være.

Nggung kom gående igennem gågadene for at se om nogle af sine venner var i byen.
han så en dame kom gående for sig selv, han undrede sig om hvorfor hun gik rundt helt alene sådanne en nat, han giklidt hen mod damen og så hende lidt an for det kunne jo være at der var gemt et par våben eller 2 i hendes tøj, da han selv havde et sværd inde under sin egen hætte trøje.
han gik lidt tættere på og da han var omkring 4 meter væk fra hende kastede han en lille sten hen mod hende og hurtigt vende ryggen til hende bare for at drille hende lidt.

Opslugt af mørke tanker, et sted i sit sind hun vidste var ulykkeligt at opholde sig, var hun slet ikke opmærksom på hvad der i hendes omgivelser rørte på sig.
Hun var et alt for let offer, med antenner og følehorn trukket tilbage.Men denne dag/ aften, var hun faktisk ....ligeglad.
Som et elektrisk chok var sendt gennem hende, sådan virkede den lille sten...hun blev helt forskrækket og snurrede hurtigt rundt på hælene, bare for at se, ryggen af en fyr.
Camille så- og genkendte stenen der lå ved hendes fødder nu.og med hjælp af telekinese, tyrrede hun den lige tilbage i fyrens ryg , med en lettere ironisk hilsen
" Undskyld mig...du tabte vist denne?!"

han hørte på at kvinden fik et chok og grinede et hurtigt grin som ingen kunne høre, han fik en sten tyrret i ryggen og hvis det ikke var fordi at han var som han var så havde det gjort ondt men for ikke at vise hans rigtige race endnu så derfor lagde han sig på hug og vendte sig rundt mens han hurtigt tog sin hætte fra sin hættetrøje på. han så, han sendt nogle store grin "hehe jeg tabte den ikke men det gjorde du" og grinede lidt mere han bøjede sig ned for at samle stenen op igen og kastede den lige så forsigtigt så han ikke kastede for hårdt og lagde den lige til en griber.
"hvad hedder du lille frue" spørg Nggung kvinden og trækker hætten lidt tilbage så han kan se hende men hun kan ikke helt se hans hoved.

Camille forsøgte få et indtryk af ham, hvilke viste lidt en smule mere besværlig end hun havde troet.
For det første kunne hun ikke helt se ham, ordenligt og for det andet virkede han...anderledes.
Hun rakte spontant ud efter stenen, greb og kastede den op i luften for at gribe den endnu engang.
" frue?" Sagde hun og begyndte at grine.
Enhver der kendte Camille ville kunne høre på klangen i hendes latter og på måden hun talte, at hun ikke helt var....sig selv.Noget havde slået hende ud af balance og lige nu...lige nu var hun på randen af selvdestruktion.Tanken ulmede i hendes bevidsthed...lokkede...og ja, fik hende til at være anderledes ,overfor den fremmede fyr.Hun ville have sine tanker og følelser drevet på flugt.
" Frue.....MY GOD ...aldrig om jeg skal giftes, det ville da være en joke, ingen mand er allig-"
Hun holdte inde , og trak vejret dybt...fik kontrol og svarede igen " Frøken er mere korrekt, men jeg hedder Camille " sagde hun med antydning af et smil.
Normalt ville hun aldrig bræge ud med sit navn til en fremmed, men lige nu...var hun ligeglad.
" Hvem er du så , og sig nu ikke fornavn er Sten ?" Denne gang smilede hun lidt større.Der var vel ingen grund til at skræmme livet af knægten, helt.

Nggung blev ved med at kigge på damen "frøken Camille" sagde han undrene "mit navn er Nggung" sagde han bagefter.
"hva Cam hvor er du fra" spurte ham roligt, han kunne se at hun var ved at midste hendes temper så derfor begyndte han at slappe lidt af for han skulle nok ikke drille hende mere nu, han gik lidt længere hen mod hende for at hilse pænt goddag og da han var ik så langt fra rakte han sin hånd ud "mit navn er Nggung Long og jeg kommer fra et kloster, han havde stade sin hætte langt nede så nu kunne han heller ikke se hendes øjne *jeg skal til at få lavet min hætte om* tænkte han og det skulle laves om så man kunne se ud og ikke ind, det eneste Nggung kunne se nu var hendes former men det gad han ikke rigtigt at kigge efter da det ikke var sådan noget der fangede hans opmærksomhed.

Hun hævede et øjenbryn.." Cam?"
Gentog hun og ville gerne have haft øjenkontakt, men da det meste af hans ansigt var mørklagt af hætten, var det ikke så let.
" Skal vi prøve igen, lille klosterdreng...jeg hedder Camille" sagde hun stædigt.
Det var ikke hendes normalt så gode maner der var de mest fremtrædende denne aften.
En delnaf hende begyndte skamme sig, over hendes ikke særligt imødekommende væsen, men en anden følelse var ved st overtage hende...åh...hvor det føltes godt at slå lidt fra sig.Bare synd en lille uskyldig kloster knægt skulle lide under hendes dårlige humør....men hey.! Hun havde aldrig postuleret at være perfekt, tvært om.

"ja Camille det ved jeg godt" han løftede også et bryn men det kunne ikke ses, "nu er det så din tur jeg hedder Nggung" sagde han med en tone der ikke lød helt normal som om det lød vredt, han brød sig ikke om at bruge denne tone men han blev lidt sur da han helst ikke vil tænke tilbage på gamle dage "prøv at slappe af jeg vil helst ikke komme op og slås da jeg er mere en venlig type" sagde han med en afslappet stemme han tog sin hætte lidt bagud men sørede for at man stade ikke kunne se hans hud farve, nu kunne han se hendes øjne og håbede lidt på at hun kunne se hans så hun kunne se at hans var afslappende og det kunne måske smidte lidt for han ville virkelig ikke komme op og slås

" God aften Nggung" hilste hun langt mere formelt end vanligt.
Hun så lidt nysgerrigt på ham, hvad mon han lavede ude så sent her? lange de fleste vidste at her var for farligt, på denne tid af døgnet og så enda alene.
Hun mærkede hendes lille rebel i maven og en lyst til at sige igen...uaset hvad og uanset mod hvem.Bare stritte imod, livet.
Bortset fra det virkede han fin nok, mon hun skulle sige undskyld sin opførelse ? naaa...han havde faktisk smidt den første sten, så han fortjente hvad der kom hans vej, ik sandt.

"nå Cam hvad laver du så her ude midt om aften når du ved at det kan være farligt at gå rundt sådane et sted når det er mørkt" han drejede sit sværd om så det sad på hans side for han vidste at hun tænkte det samme som ham lige nu og han gjorde det for at vise at han var klar på at blive overfaldet når som helst hvor som helst.
han buggede dybt for hende og sagde "undskyld for det med stenen"og kiggede op på hende igen stade med hætten så langt nede at man stadevik ikke kunne se hans hovde.

Camille mærkede en bølge af vrede skylle over hende.
Hva helvede lavede den fyr.Hvorfor...insisterede ...han på at kalde hende Cam ? Havde hun ikke lige skåret ud for ham i skide pap, at hendes navn var Camille? Ingen fremmede fyr skulle overdæse hende med kælenavne, og slet ikke i dag.
Hun fnøs.
Camilles blik skimmede omgivelserne for..tommeflasker, affaldsspande...med det var sådan en pæn gade, alt verflødigt var væk.Kun bænke sod pænt plaseret.
Hendes øjne lyste dog , hvis ikke de lige frem skinnede, da hans sværd blev synligt.Hvis han prøvede noget ville det sværd ligge på hans hals, in no freakin time.
Kort tøvede hun, da han bukkede og undskyldte....hun var normalt ikke sådan her, men slæbte normalt ikke rundt på et sort sind.
" Du....sidste advarelse....du giver ikke mig kælenavne kan du forstå det klosterdreng? Jeg er ikke Cam, mit navn er Camille og jeg lover dig at du ikke kommer til at glemme det forløbig, is du forsætter sådan" snerrede hun af ham.
Hvad fanden skulle man også med drenge, de....de...
Hun blinkede et par gange, nægtede at lade følelserne vælde op.
Hun havde lyst til smerte, og for første gang i hele sit liv forsøgte Camille at optrappe en konflikt ved at være forfærdelig, hun næsten...ønskede at slås imod drengen- istedet for at gøre hvad hun kunne for at nedtone den.

"hehe det er bare sjovt at du må kalde mig kloster dreng og jeg ikke må forkorte dit navn tro du ikke det ikke er sjovt for mig" sagde han med en tone vrede "og prosit" han kiggede lid rundt og gik et skridt væk og tog sit sværd ud og lagde det på jorden og gik tilbage igen "så længe du kalder mig klosterdreng så kalder jeg dig Cam og sådan er livet" han kiggede på Camilla som stod der og han kunne se og høre at hun var ved at blive vred det var også derfor at han lagde sit sværd, også ved han også at han kan forsvare sig selv uden da han nu er stærk og bider.
han kiggede på hende i lidt tid og så sagde han "jeg gider ikke at slås ikke nu og ikke her, så hvis du vil slappe lidt af det ser ud som om at du er ved at sprænge Camilla" og smilte roligt til hende.

Hun fnøs igen og knyttede hænderne.
Var han underfrankeret? Hun gik over til ham, og med mindre han modsatte sig, greb hun fast i hans hættetrøje drejede den rundt, så at grebet strammedes og sagde så , faretruende lavt " hør her...lille ven....er det simpelthend bare FOR stort etvkrav at udtale mit navn korrekt? C.A.M.I.L.L.E for helvede!" hun slap ham og skubbede al hvad hun kunne til hans bryst.

da Camilla skubbede gik Nggung et skridt tilbage "okay enten slapper du af nu ellers for jeg dig til at slappe af" sagde han vredt og tog sin hånd op i højde med hendes bryst for at være klar hvis hun kom igen den anden tog han op til hovedt for at tage hans hætte af.
han tænkte tilbage på sidste gang han skulle bruge sit Kong Fu som han lærte i klostret, han satte sig ned på hug og stalte sig som en abe, den kampstil han lærte i klosteret "Cam hvad fan.. Camilla hvad fanden går der af dig er du ude på at dø du ved ikke en gang hvad race jeg er eller hvor stærk jeg er, jeg vil nok råde dig til at slappe af for ellers kommer du til skade" sagde han og smilte med sine skarpe hug tænder.

Hendes øjne lyste....og hun begyndte at grine.hugtænder...lige hendes held.
" Ved du hvad...lige nu er jeg faktisk rimelig skide lige glad om jeg dør eller ej.Tror du at DU kan såre mig? Tsk....der er andrebder har patent på det job , lille dreng.Og tro mig , der er ikke den race jeg ikke har kæmpet imod....og...som du kan se, så står jeg her endnu....hvad vil du gøre ved det...udover at få dine skolepenge retur, da du tydeligvis ikke kan udtale mit navn"

"hør her Frøken Camilla jeg er med på at vi sætter os ned og taler men jeg vil ikke slås, det er også meget mere civiliseret at snakker om sagerne" sagde Nggung og rejste sig op "hvor gammel er du" spørg Nggung for at se om hun ville slappe bare lidt af.
"og hvis jeg skal så løfter jeg dig med min lille finger og slår dit hjerte ud hvis det kommer så vidt så nu slapper du HELT af" og grinte.

Hun forblev blind over for den fare han udgjorde eller måske nærmere blin for de konsekvenser hendes opførelse ville påfører dem hun efterlod.
Men lige nu...var hun opslugt af andre ting og hun kendte kun en vej at dulme følelsen på.Den skulle overgåes af noget fysisk.
Hun lo stille...en latter blottet for glæde.
" Jeg er gammel nok til at sparke din røv ind i 2013 hvis det skulle være?" forsatte hun.
Hun vidste precist hvormhans sværd var, selv hvis det lå i hans hånd, ville hun være stærk nok nu, til at flå det fra ham, fordi hun var vred og ikke bange.

"hør jeg er ældre ind dig og din far tilsammen så det tro jeg ikke" sagde Nggung vredt for han var ved at blive ret ireteret.
"prøv nu lige at slappe af sæt dig ned og slap af" sagde Nggung mens han gik lidt længre væk fra hans sværd så han viste at han ikke gad at slåse.

Han irriterede hende, mænd irriterede hende....og hun ville af med det hun følte...og hvis den lille skid troede hun ville lade sig gå på af han var en vampyr...så tog han fejl.
Hun havde tårer i øjnene da hun tog det næste drastiske Skridt, glad for ingen hun kendte kunne se hende nu.
Hun gik over til ham og og ...spyttede ham på brystet...med mindre han nåede at flytte sig." Du er som alle de andre" sagde hun ...eller nærmere hvæsede hun ud mellem tænderne....

han flyttede sig da hun spyttede efter ham.
"nej jeg er ikke som de andre jeg vil ikke slåse jeg er mere til at snakke og hvis det skal være så er det dig der ryger ind i 2015 okay, fat det" han satte sig ned på hug for i den position havde han hurtigt ved at komme væk og angribe hvis hun kom farende hen mod ham.

Hun stirrede vantro på ham.
Hvad skulle der til at gøre ham vred.Hun tænkte sig om.Hendes blod der indeholdte fesubstansen plejede at tiltrække sig rigeligt med opmærksomhed.
Med hendes telekinese trak hun en skarp sten til sig.
Og begyndte at lege med den.....var det hvad der skulle til...lidt dryppende blod fra hendes hånd.....hun førte den op til sin hals, den skarpe sten....og lavede en lille rift...
" sikke en uduelig vampyr du er...din skaber må skammesig....du kan hverken kende jomfrublod og enda med fe flavour....shame on you" en dråbe trillede ned af hendes hals, på samme tid som en tåre på hendes kind.
Hvis han blev tiltrukket af blodet, ville hun indlede et fysisk kamp...som hun med garanti ville tabe.

Da hun begyndte at skære i sig selv stoppede Nggung med at trække vejret og løb hen og holdte en hånd på hendes hals da hun kunne dø af blodtab da det nu var halsen hun havde skåret i.
"hvad fanden laver du du kan dø af det lort" og kunne mærke at det var det hun ville have at han kom tæt på.

I et kort sekund, da hans kolde hånd lagde sig om hendes hals...blev hun skræmt fra vid og sans og baskede med armene , som en fugl der var fanget og ville fri.
Men angsten var ikke nok, desværre, til at mane alt det andet i jorden.Smerte og vrede.
Hun lagde sine hænder på hans og forsøgte at krænge dem væk.Hvorfor forsøgte han at passe på hende? Hun gjore hvad hun kunne for at være....ond.
" kan du ikke lide mit blid?" spurgte hun sarkastisk og bed ham i hånden, hårdt.

"uh jo meneske blod er det bedste men jeg har lært mig selv at kontrolere mig selv så jeg ikke overfalder hver mand der taber en dråbe blod" svarede han Camille "og gider du plzz ikke at bide du får ikke noget ud af det" sagde han vredt "nu er du seriøst ved at pisse mig af" han spændte ben for hende så hun faldt ned og greb hende så hun ikke landede hårdt han holdte stade en hånd på hendes hals og løftede hendes ene hånd op og bed den så hun fik en masse smerte og det kunne måske få hende til at slappe af.

Hvor uheldig kunne een pige være? For real? Nu skulle hun arbejde hårdt for at få en kamp? Hvad fanden var der galt med denne verden?
" Jeg reagerer hverken på plzz eller på ordre, så du kaaa" * bump* hun halvvejs faldt og halvejs blev holdt, og inden hun kunne gøre helvede hedt for ham...bed han hende, og en brændende smerte startede.
Hun spærrede øjnene op og så forskrækket på ham. Dog jog hun hurtigt forskrækkelsen væk og sparkede ud efter hans knæhaser, for at få ham ned i knæ.
" Du er bange for at slå mod piger, ynkeligt" vrissede hun og mærkede hendes hånds gjore ondt.Fint...for fanden.....just great.