On a hunt ~ Aleck

Vejr : Lunt.
Tid: Eftermiddag.
Sted: Bloodrage Village, den lokale kro.
Omgivelser : En afdæmpet og lidt lidt dyster atmosfærde.Mørke træborde og bænke ,en lang lurvet bardisk , laterner på bordene og ophængt fra de store sorte bjælker i loftet, danner rammerne for kroens gæster, af mange forskellige racer.


Selvfølgelig indkasserede hun nysgerrige blikke .At spadsere rundt i byen alene som menneske pige, var ikke velset men trods de nysgerrige blikke var hun blevet oplyst at Bloodrage Village ville være et sikkert sted at velfarte til ,sålænge hun ikke ragede uklar med nogen. Eftersom mennesker var var ikke den dominerende race i Underworld , blev der lagt mærke til dem.Om tilfældet så var , at de ydermere kunne huske den blonde pige ,der nu vandrede alene rundt, fra den dag Sakref og hans rejse selvskab ankom ? Dét var ikke helt til at vide, for Camille St.Clair opholdte sig mest for sig selv, og forsøgte at undgå kontakt.

Baggrundshistorien var den at imens
Sakref var blevet i underworld, var Camille og hendes ven Tristan taget tilbage til Deploratus og havde der forsat deres liv som ledere af dusørjægerne og menneskerne .....indtil de af mange årsager nu havde besluttede at tage en pause fra dét hele .Derfor var de , for kort tid ankommet igen , gennem portalen .

Camille var en kende rasteløs, hendes salg af idé med et fælles hus , var ikke blevet købt af Tristan....til trods for der var to seperate indgange.Så dét var ikke fordi han blev tvunget til at lege 'familie' .
Hendes tanker kredsede om afslaget, der havde føltes som en spand vand i hovedet. Havde hun sagt noget til ham?
Naturligvis ikke ! Camille var ikke typen der forsøgte pådutte sig selv til andre.

Så... derfor var hun nu på bolig jagt , uden en idé om hvordan hun skulle gribe dét an.
Camille besluttede at trække inden for og få noget at drikke.
En lille smule modløs og en stor del alene, åbnede hun den tunge knirkende mørke træ dør til knejpen, og trådte indenfor.
Hendes lysehår var løst flettet, og stak ud fra den sorte 'rødhætte kappe' , der både bevilliget varme og dække for den sorte langærmet bluse der var skåret så skuldrene stak fri og den lange sorte nederdel,hvor hr.Heckler sad og klamrede sig til hendes lår, som så ofte før.
Camille så sig omkring , var alle borde og pladser optaget ?
Hvor typisk hendes 'lack of luck'.

Vejen til Bloodrage Village var for nogen en grum tur, de ikke nænnede at begive sig ud på. For nogen var bare dét sted noget man burde holde sig fra, men nu var skikkelsen der bevægede sig ned af vejen ikke hvem som helst.
Det skovdækkede terræn var bakket og meget ujævnt. De fleste ville være sprunget på hesten og galoperet af sted, på denne måde undgik de en masse ulejligheder. Den hårde jord og førnævnte ujævne terræn var kun to af tingene.
Men da skikkelsen havde kigget ud af de utrolige rene vinduer - når man tænkte på at han var en 19-årig fyr, der boede alene - kunne han ikke holde sig fra vejen og de steder den tog ham.

Den lune februar eftermiddag havde været endnu en grund til at Aleck havde valgt at forladt de vante rammer, hans hun udgjorde for ham. Hvordan kunne man blive ind i sådan et vejr?
Hvis nogen kunne, var det ikke ham.

Hans vandretøvler han bar kastede støvet op bag ham, da han - efter en ret lang gåtur - ankom til hans destination.

Bloodrage Village.

Folk myldrede frem og tilbage, han var næsten glad for at han ikke boede her, desuden, kunne han godt lide at være.. privat. Lidt mere for sig selv. Lidt i hvert fald.
Nu havde han nået hans destination, så var spørgsmålet bare. Hvad så? Hvad skulle der ske herefter?
Hans skridt havde lagt kurs imod den anden side af byen. Den side der førte han videre ind i skoven og ud af den barbariske by.
Da han masede sig vej igennem mængden af folk - væsner som mennesker - opfangede han noget.
En underlig lugt havde fundet vej til hans næse. Den lugtede sød, men også.. Banal.. Menneskelig. Den nysgerrighed der altid overmandende ham, trak ham hen til den lokale kro. Han skubbede blidt døren op og kiggede indenfor.
Alle pladserne var optagede... Typisk..
Men lugten blev stærkere herinde, hvem end der udsendte den, var helt sikkert herinde.

Flere af kroens gæster forstummede da hun stod og skuede ud over rummet.
Hun vidste dét var noget race orienteret noget der gjore hun blev studeret, de skulle afgøre om hun repræsenterede 'friend or foe ' ?
Camille stod rank, og urokkelig og mødte adskillige af deres blikke.
Blev der optakt til ballade, ville hun dreje omkring og flygte ud af døren, lige så kvikt hendes bentøj tillod dét.

Langsomt...ganske langsomt tog samtalen til igen og Camille var 'lukket ind' hvis ikke i varmen, så dog i kroen.
Hun ånede lettet op.
Gosh , hvor kunne dét være anstrengende at tilpasse sig en anderledes og ny verden .

Hendes kurs blev rettet mod baren, og den lidt lurvede fyr, der var dagens mand bag disken , en ork, langede hende dét krus øl , hun havde bedt om og modtog betalingen, med et irriterende slesk smil på sit fjæs.Men han holdte dog sin mund lukket, hvilke var et mindre mirakel , når man vidste hvor iltre orker var af natur.

Camille øjnede en lille bænk, bagerst i lokalet , der ikke var lagt billet ind på.Måske fordi pladsen var trang mellem bænk og dét tilhørende bord?
Anyway, Camille begyndte at glide ud og ind mellem de opstemte besøgende på kroen, for endeligt at nå frem til sit mål, hvor hun tog plads.

Med begge hænder foldet om sit krus, lagde hun panden mod bordet.Tristan var...forsvundet, væk...hvordan pokker skulle hun komme videre herfra ?

Døren til knejpen gik op igen, hun løftede sit ansigt og så en ung fyr , stå i indgangen.

En støvsky kastede sig i møde med ham, da han skubbede døren til kroen op. Det host der undslap hans læber blev gengældt med misbilligende blikke fra kroens andre gæster. Aleck ignorerede dem og traskede op til baren. Man kunne jo ikke bruge hele sit liv på at være trist over, at der var nogen der ikke kunne lide en.
Sådan nogen ville der altid være, uanset hvor man kom hen.

De mørklagte øjne fra alle krogæsterne fulde ham, da hans vandrestøvler trampede hen over gulvet. Alle var stille, så hans skridt kunne høres næsten unaturligt højt. Han brød sig ikke om det, han havde aldrig været den der prøvede at tilkalde sig mest opmærksomhed. Han ville helst have den væk fra ham.
Men nu gik alting jo aldrig lige efter hans snude, så..

Det blik bartenderen sendte ham viste alt, hvad alle gæsterne tænkte. 'Hvad laver du her?'. Hvis de så valgte at spørge ham ville han ikke rigtig have et svar.. eller det ville han, men de her 'mennesker' kendte ham ikke godt nok til at sige at han faktisk fortalte sandheden, men det kunne jo være at de ville være ligeglade?
Han havde allerede skubbet ideen fra sig, før han havde så meget som overvejet den rigtigt. De ville aldrig nogensinde komme til at være ligeglade.. Sådan var det bare.. Og det ville ikke blive lavet om.

De forskellige flasker med lidt farverigt og sjovt gørende væske, der stod bag bartenderen havde egentlig ikke nogen interesse for Aleck, den let krassende, sødelige, banale duft der havde nået hans næsebor havde derimod. Han vendte sig om og kiggede henover gæsterne, nogle af dem gengælde hans blik og stirrede på ham som om, at de håbede at blikke ville kunne dræbe. Det var dog ikke tilfældet. For da hans fødder satte kurs imod den bænk, der var bagerst i lokalet var han stadig i live. Så meget som man nu kunne sige at han var i live.

Han var nået til den lille bænk kiggede han på den blonde.. ville man kalde hende en kvinde? Eller ville man kalde hende en pige? Lad os sige unge kvinde. Han kiggede blidt på den unge blonde kvinde der havde optaget denne lille plads der var tilbage. Det fortalte ham også lidt om hende. At hun ikke bare kastede sig ned ved siden af en af de andre gæster og tog pladsen dér.

"Kan jeg gøre Dem selvskab, Miss?" Spurgte han hende, med en stemme der ikke var overivrig eller kedelig. Den var frisk uden at være for frisk. Det var han godt klar over at det kunne forekomme.

Hun fulgte interesseret med i den nyankommende fyr.
Også han fik en 'særlig velkomst' , men modsat Camille der blev i døråbningen , parat til at tage sin flugt hvis de blæste jagt sæsonen igang, lod han ikke til at blive påvirket af alle de blikke der hvilede på ham.Han lignede en helt almindelig fyr, ingen drama ingen race tjavs der, men han måtte være opvokset her, som de fleste var, ellers ville han sikkert ikke være så sikker.
Hun så ham gå op i baren, og trak sine nysgerrige øjne tilbage .
Dét sidste hun behøvede var ballade over at have nedstirret nogen da.
Hun lænede sig frem mod dét store krus øl, sugede lidt af skunmet til sig og tog herefter en ordenligt tår.
Dét var ikke fordi hun generelt drak meget, men ved festlige anledninger, særlige øjeblikke, triste aftener alene eller hvis hun blev urolig ,sååå lige for at klare toppen af nerverne.
Men langt de feste dage , undlod hun alkohol.
Her på kroen, var føelsen af en øl trøstende, den fik hende til at blende ind og tilbød lidt 'støtte'.
Hun havde netop lappet lidt mere af skummet i sig, med sin tunge da en ung mande stemme , brød ind i hendes 'leg med øllen ' og fik hende til at se op.
Hun kiggede ind i øjnene på den unge fyr, der netop var kommet.
Om han måtte sætte sig ? Et instuderet og vellært nej, var tæt på at komme helt per automatik, men noget ved hans stemme, hans udseende og hans høflige fremtoning bremsede hendes nej , og hun hørte sig Istedet sige "Hvis der er plads nok er du velkommen ".
Hun gav ham et lille forsigtigt smil, og tænkte at på sigt var dét nok bedre dét så ud som havde hun selvskab, og ikke sad her på egen hånd.

Han stod og ventede på hendes svar. Gad vide hvad hun ville svare? De fleste ville måske tage lidt tid om er vælge at lade han sidde der. Han havde vel egentlig også bare invaderet hendes personlige rum ved at vade hen til hende på den måde, men han så ikke noget forkert i det. En afvisning ville være at forvente, men man kunne nu aldrig vide.
Det kunne jo være at hun ikke var som de andre...

En lyd foran ham trak ham ud af hans tankespind. Hun havde snakket til ham. Givet ham et svar. Hendes svar fik ham til at smile. Det ville ikke være et problem for ham at finde en siddeplads, lidt skubben var vel tilladt.
Aleck satte sig ned ved siden af hende og vendte hovedet imod hende.

"Det var vel nok venligt af Dem, Miss" Sagde han til hende, men hans øjne havde drejet sig i retning af de andre gæster i kroen. Ganske rigtigt, de havde siddet og kigget ned på ham og den unge blonde kvinde ved hans side. Han havde mærket det underlige prik det altid gav ham, når der var nogen der iagttog ham. Han hadede det. Den gjorde ham ubehagelig, når folk han ikke rigtig kendte iagttog ham.

Til gengæld holdt de op, da han kiggede på dem. Kujoner.
Han vendte hovedet og kiggede på den unge kvinde og sendte hende et smil.
"Kan man få æren af deres navn?" Spurgte han hende.
Indeni håbede han at hun ikke ville gå eller svare at det ikke var information for hans nysgerrige snude.
For ja, han vidste godt at han til tider kunne være en kende for nysgerrig. Men igen, han vidste jo ikke hvordan hun ville reagere.

Han flyttede sig lidt på bænken. Så ramte det ham. Den duft. Han snuste ind. Jep! Den kom helt sikkert fra hende. Han havde fundet kilden til den nye duft.
Nu skulle han bare finde ud af, hvorfor hun lugtede sådan.

Camille rykkede lidt nærmere væggen , så han ikke behøvede at mase al for meget, for at kunne slå sig ned.
Mange blikke hvilede på dem begge , trængte sig på og hun følte sig ilde til mode, men vidste hun intet kunne stille op,andet end at håbe dét kun blev ved dét.
Men hendes bordherre var åbenbart af en anden mening ....han gengældte de uvenlige blikke og lige da Camille ville til at hviske , at han edelig bare skulle ignorerer dem, skete noget besynderligt.
De stoppede ! De trak deres invaderende og stødende øjne til sig og hengav sig til deres ligegyldige og sikkert meningsløse snakken.Dét var....mærkværdigt.

Hun drejede hovedet så ind i hans øjne. De afslørede ikke andet for hende end venlighed.
Et spontant smil gled over hendes læber og hun svarede ham uden ironi , kun var hendes stemme ledsaget af varme " Dét var så lidt, her er stort set optaget all over " sagde hun og nikkede gestikulerende ud over rummet.
Hun gled igen tilbage til den respekt, de havde udvist ham.Måske vidste de hvem han var?
Bare dét nu ikke var den lokale Bøller bob, hun var rendt ind i ?
Men alt ved ham signalerede....høflighed.

Hun betragtede ham lidt da han spurgte til hendes navn.
Noget over hans måde at føre sig selv på tiltalte hende, selv om hun for længest selv havde opgivet at lære sig selv så gode manér, hun var for....impulsiv.
Hun rakte sin hånd frem til ham og hilste "Jeg hedder Camille St.Clair " .

Hvor var dét befriende at sige sit navn, sit fulde navn uden at skulle se sig over skulderen.
Hjemme i deepshell , var dét blevet farligt at være hende af tre årsager.
1. Shitty fe gener.
2. Hun var menneskernes leder, hvilke var et oplagt mål for nogen væsner.
Og som dét ikke var nok, gik der rygter om hun datede dusørjægernes leder, hvilke ville være både et stød mod jægerne og hende.
Men her....her var hun....just a girl.

Hvis hun var heldig kendte han egnen her, og kunne guide hende videre på hendes færd, dét skulle hun nok snart få svar på.

Alle muskler i Alecks krop gav efter. Hans krop slappede af efter at have siddet og spændt i hele kroppen, hvorfor dette skete havde han ingen ide om. Hans vred sit hoved lidt og et lille knæk lyd fra de spændte muskler i hans nakke. Det samme gjorde han i den modsatte retning. Så rystede han hovedet blidt og kiggede igen på den unge kvinde ved hans side.

Hvad var så specielt ved hende?
Hvad var grunden til at han kunne dufte hendes duft på den måde? Denne søde, men stadig banale duft. Den var… anderledes. Det var ikke noget han stødte ind i hver dag.

Noget bagved ham fangede hans opmærksomhed. Det kildede i hans øre og fik ham til at smile. Hvor var verden dog vidunderlig. I hvert fald i dette øjeblik. Han måtte undertrykke en lyst til at grine højt. Dette fænomen der havde fået denne følelse frem i ham, var det der fandt sted bag ved ham. Igennem ’menneske’mængden - man kan dog knap nok kalde det menneskemængden, de fleste er væsner, såå - og kiggede på den pige, hende med det ret sure ansigts udtryk, som stod overfor en fyr. Denne fyr er ham det hele går ud over. Denne fyr har lige sagt til hende at han ikke kunne lide hende, at han hellere ville have hendes søster.. Dette havde selvfølgelig ikke fået noget positiv reaktion fra pigen - selvfølgelig. Nu var hun kommet sig over chokket - det samme var han, uheldigvis for ham - og stod nu og lod en overflod af bandeord og forskellig eder ud over den ’stakkels’ fyr. Det var sikkert for Aleck at han ønskede at han var tilbage i den tilstand, hvor han var chokeret over det der var kommet ud af hans egen mund.

Aleck smilede for sig selv. Det han elskede mest omkring det lille optrin - som han havde på fornemmelsen ville ende med enten mord eller, hvis ikke, så i hvert fald et fortrinligt slagsmål - var at han vidste hvad (og hvem) der havde sat det i gang. Man kunne jo godt sige at det var fyren med hans ligefremme statement, men nu vidste Aleck jo sandheden, så blev det lige en lille tak sjovere…
Hans opmærksomhed blev trukket tilbage til den unge kvinde ved siden af ham. Så smilede ham, ikke længere hånligt, men venligt.

”Ja, det er jo korrekt. Der er frygtelig mange mennesker.” Han lagde med vilje et lille tryk på ordet; ’mennesker’. Han kunne ikke lade være. Hans øjne vendte sig igen imod hende og han nikkede.
Camille.
*Det her skal nok blive sjovt… Camille.*

Hun så nysgerrigt på sin nye bordherre. Han synes at befinde sig udmærket, om ikke andet så han afslappet ud.
Hun skød ham at være omkring sin egen alder , og han så både sød og spændende ud.
Med den brogede flok der havde indtaget krostuen denne dag, var hun usansynlig heldig at selvsskabet hun fik tilbudt, var af en helt almindelig fyr.
Hun smilede til ham og skulle netop til at spørge ind til hans navn, da han ikke havde gengældt hendes præsentation , da et veldigt postyr opstod .
Også hun drejede på sig, for at se hvad balladen var om.
Et kæreste opgør stod i fuld flamme, og pigen var ved at falde helt fra hinanden.
Camille fik store øjne , da dét gik op for hende hvad fyren havde sagt.Ville han have søsteren?
Altsår....talte han om kærlighed eller begær ? Begær...så var han et svin.
Kærlighed...så var han et offer lige som hun, men et svin for at overbringe hende så hjertenskærende en nyhed, midt på en bodega.

Hun lænede sig ind mod den unge mand ved hendes side, og hviskede "Dét....var dog forfærdelig .De burde gå hjem og tale ud om ...dét " , og så fæstnede hun lidt løst farende hår , bag sit øre .

Han gentog hendes navn, og hun nikkede bekræftende .
Nu var hun rimeligt godt trænet i at læse folk, udfra deres nonverbale sprog, altsår...kropsholdning, betoning, grimasseren, ansigtsudtryk og deres øjne.
At han insinuerede der var meget andet end mennesker til stede, fangede hun med dét samme, måske var hun blond men på ingen måde dum, tvært om.
Desværre var hun umådelig dårlig til at spotte , de racer der lignede mennesker, som varulve,vampyr og dæmoner til eksembel.

Camille ville spørge ham om han var fra området her, men et mægtigt brag overdøvede al samtale , da pigen i afmagt havde knaldet et stol i hovedet på drengen.
Camille mumlede "du gode gud.." og lagde en hånd over sin mund, da hun kom op og stå...
"Mon ik.vi skal hjælpe ? " spurgte hun, da hun ikke kunne komme ud forbi den mørkhåret søde fyr , hun havde ladet sætte sig.

Alecks smile stoppede ikke ved det venlige, det var nu mere hånligt end det venlige han havde sendt Camille. Hans natur havde næsten taget over. Hvor ville han dog ønsket, at han havde en måde at gøre det hele værre! Men han havde vist 'deltaget' i den kamp mere end rigeligt. Det svære var nu at holde en latter tilbage.
Den boblede i hans brystkasse, men han bed den i sig. Måden han bed den i sig lignede til forveksling at han var nervøs. Han bed sig blidt i underlæben, den rystede til og med lidt. Han lignede til forveksling en der var nervøs.
Nu var det bare ikke tilfældet...

Han havde godt lagt mærke til at Camille også havde vendt hendes opmærksomhed imod den hurtigt forværrende situation bag ved dem. Gad vide hvordan hun ville reagere på det? Hvilke følelser ville hun vise? Det fik han vel hurtigt at vide.
Og det fik han. I den grad. Han kunne ikke lade være med at smile hans lidt hånlige smil igen. Han havde dog skruet betydeligt ned for den hånlige aura, det gav ham.
Men noget måtte han jo sige.

"Ja, gad vide hvor det kom fra? Han virker som en ret kold persona, for bare at kunne slynge den ud." Hviskede han tilbage til hende.

Aleck vendte igen opmærksomheden til det krigeriske par. Hans øjene spærredes op og hans venstre hånd fløj op til hans mund, da pigen tog en stol og - med stor kraft skal de lige siges - smadrede stolen ned over fyrens hoved. Stolen gik, som forventet, i stykker. I mange stykker endda. Et bordben fløj i deres retning, men nåede aldrig længere end anden række af tilskuere. Der var for mange mennesker til, at det kunne komme særlig langt. Flere trædele lå spredt over gulvet.

Han kiggede igen i Camilles retning, da hun med hast rejste sig. Han så lidt forundret på hende, da hun ytrede et ønske om at hjælpe parret. Eller måske mere den ene del af parret. Et lydløst suk forlod blidt hans læber, så rejste han sig ligeså og kiggede lidt alvorligt på hende.
Han lænede sig tættere på hende og hviskede.

"Jeg ved ikke hvordan I er der, hvor du kommer fra.. Men her har man godt i at holde sig til de sager der vedkommer ens egen snude." Så smilede han igen og trak lidt i hendes ærme for at signalere, at hun burde sætte sig igen.
"De er ikke vant til at folk blander sig i andres forehavende. Og specielt dette.." Han kiggede over på parret "Har man bedst i at holde sig fra. Hvis du ikke kommer herfra, så er det vist noget du godt kan hæfte dig i." Han sendte hende et smil han håbede havde en venlig aura.

Derefter satte han sig igen og håbede hun ville følge hans eksemble.

Camilles intuition virkede til at være gået itu, eller løbet tør for strøm.
Den virkede ihvert fald ikke.
Hendes observationer var 'all over the place ' og de signaler hun fangede fra hendes bordherre , og kæresteparret var meget forvirrende.
Først antog hun fyren var , måske lidt nervøs ved tanken om at skulle blande sig i et skænderi, eller en slåskamp.Dét forstod hun udmærket, og ville han bare rykke på sig så hun kunne komme ud, skulle hun nok klare dét selv.Men hans smil afslørede noget andet. Dét var som fik han...tilfredsstillelse ? ud af at se dem.
Morede han sig ? I så fald over hvad ? Over pigens selvværd lige var blevet dissikeret og trampet på ?
Eller over drengen der netop var banket i gulvet, og muligvis var kommet til skade?
Men da han igen så på hende var moroen væk fra hans smil og hans øjen, og hun blinkede et par gange.
Var hun ved at miste forstanden, helt ?
Dehydreret måske? Hvornår havde hun sidst drukket og spist et ordenligt måltid ?
Og nu drak hun øl....dét var uansvarligt,dumt og dejligt.

Mr.take a place ønskede hun satte sig igen.Hans råd var man ikke skulle blande sig.
Hun havde muligvis lyttet til ham, fulgt hans råd og sat sig ned igen , hvis ikke hun kunne skimte en rød linie af blod fra drengens hoved,et sted hvor en flænge var pådraget.
Camille udbrød "han bløder ! " og forsøgte at puffe fyren væk ,så hun kunne komme derhen.
Et sted fra kroen ,hun ikke kunne høre retningen på, lød en hvæsen.Hvad fanden, var der også en vampyr tilstede ? Dét håbede hun ikke...ikke med al dét blod der lige så stille sivede ud.

Aleck måtte holde igen for ikke at gribe fat i Camille, og tvinge hende ned at side på bænken igen. Det gik vist ikke, han kunne ikke forestille sig at han ville holde sin popularitet hos hende, hvis han gjorde det. Han gav Camille et mentalt slag over nakken, hvis hun nu bare kunne holde sig til sig selv! Eller til ham, hvis hun nu absolut skulle have en at klynge sig til.
Han kiggede over på fyren som nu var sunket til jorden. Han lå med en hånd imod det blødende sår og pressede imod det.
Jep. Tænkte han. Han bløder. Hvis nogen, nogensinde, skulle finde på at spørge ham, så ville han godt indrømme at hans tanke havde det med at være kolde... I hvert fald nogle gange. Men hey! Han havde aldrig lovet andet! Hvis han da nogensinde havde lovet noget i den stil...

Lige da Aleck ville åbne munde og give hende ret i, at det gjorde han - men, at det ikke var deres problem - skete der noget. En hvæsen lød over i hjørnet af kroen.
Great! Lige hvad er manglede! En vampyr!
Hvorfor var det at Alecks held nogle gange bare var ikke eksisterende?!

Han rejste sig fra bænken og vendte sig i retning af lyden. Samtidigt prøvede han at holde den ængstelige Camille tilbage fra at gøre noget dumt. Det så ud til at flere end bare dem havde hørt det hvæs, for der var flere der vendte sig og så rundt efter kilden til denne lyd, ukendt for de menneskelige. Han bandede lavmælt og overvejede bare at smutte og tage Camille med i farten.
Hans instinkter - forbandet være ridderlighed - holdt ham tilbage for at gøre det.

En bevægelse fangede Alecks øjne. Han stod et øjeblik stille og lyttede efter lyden igen. Dér var den. Vampyren hvæste stadig, men prøvede at holde dem så lave at den kunne springe på byttet. Den havde sandsynligvis fanget hans lugt - eller måske bare lagt mærke til ham og fundet ud af at han ikke var menneske - og forventede en konkurrent i jagten på dette bytte.
Nu vidste han ikke lige hvor meget man kunne kalde det en jagt - menneske fyren løb med største sandsynlighed, efter det slag, ikke særlig langt - og desuden drak han ikke blod. Ej heller spiste han kød. Menneskekød, altså.
(Kun hvis han skulle.)
Han havde sin foretrækkeligt spise. Sjæle.

Vampyren havde kastet sig frem i mængden og gjorde udfald efter mennesket.
Bloody hell!
Han havde to valg...
.. Og et skulle træffes, hurtigt!

Hele sceneriet udspillede sig for hurtigt.
Der var ikke indsat en formæl tænkepause, hvor man i ro og mag kunne overveje hvilke muligheder for handling ,der lå at vælge mellem.
Camille så fyren blødte, hun var læge og kunne desuden heller ikke som person, vende ryggen til en i nød.
Dét kunne have været hende der lå der, efter et uheld...og en vampyr der så dagens ret lige til at gå til, ville ingen her da have kommet hende til undsætning?

Hun kunne udmærket udlede fra hans kropssprog , at han fortrak hun blev der hvor hun var, men nu var dét jo sådan set ikke fordi hun behøvede at spørge ham om lov, hun havde ingen at spørge om noget...hvis sandheden skulle frem.
Så hun fik puffet til ham, og møvet sig forbi, selv om han ikke gav hende meget plads, mente hun.

Hun forsøgte tage bestik af situationen , at identifiserer vampyren og hvem der måske kunne tænke at have et problem med hendes indblanden, for hun vidste at rådet om at holde snuden for sig selv, var dét eneste rigtige, hvis man kun bekymrede sig om egne skræmmer.Camille var lige nu, optaget af alt andet end egne skræmmer...og hvorfor hun i et glimt så hende og sin bordherre meget tætte og også i en form for opgør, gjorde at lokalet snurrede rundt for hende et par omgange, og da hun små løb op mod den sårede dreng, slingrede hun ,som var hun beruset.
* hvad er der i vejen med mig ? Hvad betyder de billeder og syner jeg modtager ? Christ, dét bliver sku ikke nemmere at nakke en vampyr i 'påvirket' tilstand*
Camille noterede sig på sin vej, hvor splintrede stykker af stol og stolben var spredt i rummet.De skulle redde drengens liv ....og hendes .

Vampyren kom først og knælede med lystne øjne og vidtstående åben mund ,ved drengens side.
Dét næste var Camille der bumpede ind i ham.
Hun kunne kun vinde over en vampyr på éen måde, og hun hadede den.Hadede sig selv for hvad hun skulle til....men hun kunne ikke så på at drengen mistede sit liv.Dét var ikke fair.

Vampyren var tydeligvis meget overrasket over hendes indblanden, og hans øjne fokuserede nu bare på Camille, imens han hvæsede lavt.Hun kunne mærke hans kølige ånde, så tæt var de.

Hun lukkede øjnene i, og visualiserede , hvordan dét flækkede stolben, med den spidse ende, penetrerede vampyrens brystkasse og hjerte .
Men sit eget hjerte fuldstændig ude af kontrol og rytme, slog hun øjnene op for at se, om hvem der var død....drengen eller vampyren.

Hvorfor var det at mennesker var lige så ulydige som... som... katte?! De hører aldrig efter, men dog kan man heller ikke lade være med at... holde af dem, på sin egen måde. Ikke at alle elskede dem - der var sikkert nogen der ikke kunne lide dem, men på en eller anden måde, lille som stor, kunne de godt lide dem. I hvert fald holde dem ud - heller ikke ham, han elskede dem ikke, men hadede dem heller ikke. Han var det man ville kalde neutral, på det punkt. Nogen mennesker kunne han lide, andre irriterede ham noget så inderligt.

På punktet, navngivet Camille, var han ikke sikker på. Hun blev ved med at kaste overraskelser i hovedet på ham. Det var ikke sådan at man kunne sige, at han ikke kunne blive klog på hende. For det kunne han, måske ikke så meget som andre kunne, men lidt. Han var ikke sikker på om han kunne lide hende eller hadede hende lige så meget som... Ja, hvem kunne han sammenligne hadet med? Hvem hadede han, så meget?

Aleck blinkede forvirret - lettere desorienteret, ville han måske mere kalde det - så opdagede han at Camille - ulydige menneske - havde skubbet sig forbi ham og gik nu imod vampyren.
Normalt ville han havde lænet sig tilbage og set på scenariet med et hånligt smil på læben. Kaos. Hans natur... Hans sande natur.
Hurtigt trådte han et par skridt frem af og ville ligge en hånd på Camilles skulder - det havde ikke taget ham mange sekunder at komme op på siden af hende - men hun havde kastet sig imod vampyren.
For helvede menneske! Hvad tror du, du laver?! Du kan da ikke bar- Hans tanker stoppede brat, da han opdagede hvad hendes færd var. Stolebenet - som hun havde samlet op på vejen, da han var fordybet i tanker - var sunket dybt ned i vampyrens bryst og - forhåbentlig, ellers ville de, ja de! sidde med en meget pissed vampyr på hænderne (eller nakken) - punkteret sig vej igennem dens hjerte.

Bloddy hell!
Aleck kiggede rundt - alle stod som forstenet - og slikkede sig om læberne. Hvis ikke de nåede ud derfra hurtigt, så ville der stå blodbad i aviserne næste dag. Efter at have ladet et lille suk undslippe sine læber gik han med lange skrid helt hen til Camille, tog fat om hendes overarm, hev hende op - med måske lidt mere kraft end nødvendigt - og begyndte at gå imod indgangen - som var den tætteste og eneste 'udgang' i kroen. De nåede da også helt hen til udgangen, så begyndte folk at få fatningen tilbage.
Så brød helvede løs.

Man kunne ikke kalde ham en kujon - det var han ikke - han vidste bare hvornår det var bedre at tage benene på nakken, end at dø en meget uværdig død.
Dræbt af barbarer. Pfft. Jeg ved godt at det er bedre at dø i kamp, men barbarer! Efter hans mening var der ikke en mere uværdig måde at dø på, end ved hånden af en barbar.
Han havde sat i løb med Camille efter sig, som sikkert stadig skulle komme over hvad der lige var sket.

Men efter det lille optrin, var Aleck endnu mere opsat på at finde ud af helt præcist hvem og hvad hun var.

Lettere ør i sit hoved , så hun til sin lettelse at vampyren faldt om .
Drengen hyperentilerede, men ville være okay når chokket havde lagt sig.Selv blødningen var ved at stoppe spontant, flængen havde næsten lukket sig.
Camille var lettet , vigtigt var dét drengen undslap døden denne gang, men skammen over selv at have taget et liv, begyndte igen at skylle over hende, som lange ublide strøg.
Og lokalet blev sløret, ikke af tåre....nej ...men fordi hendes hoved værkede af de billeder og syner hun var begyndt at døje med, efter ankomsten til Underworld.

Hun fik øje på sin bordherre , ser stod ved hendes side og skulle lige til at sige noget, da han næsten hårdt hev hende på benene og trak hende med gennem og ud af kroen.
Hvad i alverden bildte den mand sig ind ? Havde hun haft energi til at sætte ham på plads ,så havde han fået en overhaling der var formel 1 værdi, men den måtte lige vente et øjeblik.
Lige inden døren lukkede bag dem, hørte hun en mindre krig tage til.
Havde han vidst dét ville ske, og derfor trukket hende med?
Dét var muligt han mente dét var...flinkt...men i hendes verden lod hun sig ikke trække rundt af nogen mand, hverken ved næsen...eller armen.

Han satte i løb....væk derfra...og som en hundehvalp, satte hun efter.
Om ikke andet skulle de have rundet episoden af.Havde han set hun faktisk brugte telekinese til at hamre stolebenet ind med, og ej sine hænder, var den stakkels fyr måske i chok, og skulle samles op mentalt.Mænd kunne være SÅ meget mere skrøbelige end kvinder, dét var der mange eksempler på.

Da de var kommet et par gader væk...stoppede Camille op og lænede sig forover med hænderne på sine lår.Hun havde sidestik og nu tabt pusten.Hun kunne ikke løbe længere, damn....hun måtte få trænet sig op.Hvor var dét dog uheldigt at hun var kommet til at dræbe Ancilla, varulv dusørjægerne, hendes personlige træner, da hun blev ulv...og angreb Camille....siden hendes død havde Camille ikke trænet.

Hun stod og kæmpede for at få en rolig respiration....imens hun ud af øjekrogen holdt øje med...knægten.

Helvede havde - i den grad - brud ud, da de havde forladt kroen. Det var meget ilde set, at man gjorde en barbar sur, mere hvis man dræbte en.
Det var så åbenbart tilfældet med vampyren. Men, helt ærligt, man kunne da ikke gå hen og spørge den om den var barbar for eller villa man ikke slå den ihjel! Men alligevel.. Hun kunne jo have holdt sig til hans råd og holdt snuden for sig selv. For; som man sagde - hvis man ikke holder snuden for sig selv, så kan man godt forvente at den får et rap. Eller sådan noget i den stil, det havde han dog ikke tid til at spekulere mere over. Han havde en halv landsby af barbarer i hælene.
Det var ikke rigtig tidspunktet til at filosofere.

Aleck havde problemer nok med at få, den efterhånden forpustede, Camille med sig. Så ramte noget ham... Hvorfor var det først nu han havde lagt mærke til det? Han rystede lidt på hovedet, men billede var klart i hans hoved. Camille.. Havde ikke brugt hænderne, da hun dræbte vampyren. Hun var ikke menneske! Han havde lyst til at vende sig om imod hende og råbe af hende om hvem hun var - men det måtte vente. Han ville vel finde ud af det på et tidspunkt, hvis de da nåede til 'på et tidspunkt' efter dette - men nu måtte de løbe og hurtigt!
Hvis de da ikke ville trampes over af en snesevis barbarer.
Og det stod ikke højt på hans ønskeliste.

Uheldigvis, var heldet slet ikke på hans side i dag. Camilles forpustede tilstand havde nu eskaleret til sidestik - hvis han gættede rigtigt - og hun stoppede.
For helvede!
Han havde ikke andet valg. Han skulle ikke nakkes af barbarer bare, fordi hun ikke kunne holde snuden for sig selv!
Han vendte sig rundt og travede hen til hende, løftede hende op, så hun hang over hans skulder. Derefter gjorde han det eneste rigtige i denne situation; han løb.
Han løb så hurtigt han kunne. Lyden af barbarer der trampede, og terroriserede alt på deres vej, lød bag ved ham.

Da udkanten af skoven kom til syne kunne Aleck ånde lettet op. Ikke fordi han ville prøve. Han ville helt hen til byen, eller i hvert fald vejen til Sunfury City før han stoppede.
Han havde faktisk ikke kigget til Camille lige siden han havde samlet hende op. GAd vide hvordan hun havde det deromme?

Nervøst , kæmpede hun med at få kontrol over åndedrættet hvilke synes at være en næsten umulig opgave, derimod lignede hun et glimrende eksempel på et status asmaticus , der snart ville være cyanotisk i hele hovedet.
Tog man samtidig med at den stikkende smerte i siden, ville bare ikke forsvinde, var hendes chancer for at undslippe den ophidsende pøpel ,der nærmede sig faretruende hurtigt, med opildende råb og vilde faktende bevægelser, meget ringe.
Hun så sig kort tilbage over skulderen og rystede svagt på hovedet * jeg er SÅ død nu . shute...hvordan havnede jeg i det mess ! Hvorfor skulle jeg også blande mig ? * Hun så frem for sig og prøvede at regne ud, hvor mange sekunder hun havde tilbage, inden de nåede frem til hende, og om der lå noget i nærheden hun kunne forsøge at forsvare sig med....bare lidt. Gå ud med en eller anden form for værdighed i det mindste . Hendes syn var nu sløret af vemode og tåre over hvor sort det hele så ud, da hun registrede hendes "ven" nærme sig...
" Løb...kom afsted herfra " var alt hun kunne gispe, da han kom over til hende
men i stedet for at gøre som hun sagde ...blev hun med et ryk slynget over hans skulder.

Først slog hun ham et par gange , hvad fanden bildte han sig ind ? var han på deres side i kampen alligevel ? Ville han bruge hende til at "købe sig selv fri" ? , men da hun var bombet og stakåndet var der ikke meget kraft i hendes spæde forsøg på modstand, så hun blev hvor hun hang.

Han satte i løb, i en retning væk fra de arrige forfølgere, og hun lod sig transporterer med....væk fra den kommende død.
Var det bevidst ? Var han en eller anden arrogant fyr med sin egen private agenda, eller var det han ville blot at få hende bragt i sikkerhed, som ham selv.

istedet for at modstride hans håndtering af hende, klyngede hun sig nu fast til ham og forsøgte gøre sig lettere . Så snart smerten var aftaget, bare lidt...bare nok til hun igen kunne løbe, ville hun ikke være en byrde for ham.
hvordan kunne han holde til at slæbe afsted med hende i en hurtig fart?
langsomt fik de lagt afstand til barbarene og der lød nu ikke så meget støj og larm, men mere en truende stilhed bagved dem.

camille hev blidt i hans jakke et par gange, som tegn til de måske kunne stoppe og at han kunne sætte hende ned igen.

De løbende skridt havde kun taget til. Støvet dansede op som en tåge efter den løbende skikkelse. Hans åndedræt var roligt og kontrolleret, på trods af den - dødvægt, som nogen ville kalde det - unge kvinde, der hang over hans venstre skulder. Hvis dette meget umage par havde passeret nogen som helst - mest mennesker dog - ville de sikkert have besvimet.
At se en fyr komme løbende - i højt tempo endda - med en ung kvinde over skulderen... Nej, det ville ikke fungere for menneskene. Selvom at Aleck godt kunne lide idéen om mennesker der besvimede ved synet af ham, der kom løbende med en ung kvinde over skulderen. Det kunne være meget... morsomt.

Han mærkede de blide træk i hans jakke.
På et eller andet plan kunne han vel egentlig bare smide hende fra sig og lade hende ligge. Så hvad afholdt ham?
1) Hendes lugt.
2) Hendes... evne.
3) At han var helt sikker på at hun ikke var menneske.. Og hans nysgerrighed var ved at slå ham ihjel. (Ikke at han nogensinde ville indrømme dette)
Han ville gerne vide mere om hende. Hun havde i den grad pirret hans nysgerrighed. Og det kom man ikke fra uden at give svar, hos Aleck. Slet ikke.

Byens hjemmelige omgivelser kom ham i møde. Han kunne ikke lade være med at smile blidt.
(Kun måske fra øre til øre...)
Hans fødder stoppede i et lidt voldsomt ryk. Camille kunne lige så godt have forsat sin vej igennem luften, men han holdt fast. Han tog fat omkring hende og satte hende blidt ned. Så vendte han sig om imod byen og marcherede af sted. Selvfølgelig med Camille ved hånden. Hun kunne jo ikke vide, hvor de skulle hen.
Det vidste han faktisk heller ikke, men de ville jo nok ende der hvor skæbnen synes passende. Bare det også passede hans planer.
Disse gik ikke rigtig ud på at ende et eller andet sted med en pige han ikke rigtig kendte så meget til...

Folk stirrede selvfølgelig.
Slevfølgelig. Disse mennesker kan ikke holde deres lille snude for dem selv!
Det var nok heller ikke hverdagskost, at en fyr kom slæbende på en ung kvinde. Endda en lidt forvirret kvinde.
Det passede ikke ind i deres planer. Tænkte han med et smil på læberne, men en lettere bitter undertone i sin... tankestemme?
Aleck gengældte blikket fra en af de specielt nysgerrige af deres tilskuere. Manden fjernede sit blik med det samme... Det undrede ham ikke, det gjorde de fleste. Han rystede stille på hovedet og gik lidt hurtigere. Det var egentlig utroligt, hvor han hev (kostede) rundt med hende i dag.
Gad vide hvorfor hun lader sig koste rundt? Hvis hun da gør det.

Først skete der ingen ting, efter de små træk i jakken, de diskrete hints om at hun igen var klar til at klare sig selv.
Til at tage vare på sig selv, kunne man sige.For uanset hvem fyren var , havde han netop gjort just that, taget vare på hende.
Og i den forbindelse havde hun 'overladt remoten ' til ham, givet ham kontrollen - ja, givet og givet....hun havde ikke kunne holde den selv, sat i skakmat af et sølle sidestik, dét var bare ikke god stil.Nu måtte hun tage kontrollen igen, tænkte hun og hang over hans skulder stadig.
Hun kiggede lidt ud over de folk og fæ der var i deres periferi.De nærmest....stirrede på dem? Men okay, hun hang over ham og han havde pilet af sted som inden, dét var alt andet end et almindeligt syn.

En opbremsen ! Hun var bestemt røget ned af ham, hvis ikke hans arme havde ligget klar, og holdt hende hvor hun var.Så dét eneste der røg...var lidt af hendes luft der blev stødt ud af lungerne.
Et par stærke arme lukkede sig omkring hende, og fik hende genanbragt på jorden, i et helt stykke.
Havde hun kunne læse hans tanker, havde hun sikkert beskyldt ham for at opfatte hende, se på hende som et skinnende nyt stykke legetøj som han netop skulle slå hul på, finde ud af hvordan fungerede.Og dét havde helt sikkert udløst et par formaninger og repremander fra hende til ham.
Istedet stod hun ved hans side og lagde an til en takketale og til en afskedssalut.Herfra måtte hun klare sig på egen hånd.Måske hvis han lige kunne tippe hende omkring bolig muligheder i området her?
Dét var jo perfekt at de var i byens udkant, og ikke i et øde ingenmandsland, så havde hun været lost.

Hun ville spørge til hans navn ,men igen blev hun afbrudt.Denne gang af hans hånd om hendes , og efterfølgende blev hun halet afsted med ...ind mod byens liv og leben.

Hun lod ham trække sig afsted, endog da han satte tempoet yderligere op.
Hun havde sundet sig så meget , at hun nu sagtens kunne følge trit uden de store bivirkninger, men ikke nok til hun kunne føre en ordenligt samtale imens.Og dét var måske hans held.For der var noget lidt ....bestemmende.... over hans adfærd, og hun undrede sig over hvad betød ? Ligeledes stod hans motiver uklart for hende, men indtil nu havde hans handlinger udelukket faldet til hendes fordel....hell, han havde lige reddet hendes liv ...så hun så ingen grund til at udfordre ham med at stille spørgsmål til dem ( motiverne) nu og ej heller til at lege primadonna og koste en scene , dét ville virke barnligt og utaknemmeligt.

Camille var afklaret med hendes nuværende situation .Hun havde intet sted at være, ingen forventninger at skulle indfri , ingen der ventede på hende og den eneste pligt hun havde var at forsøge finde Tristan, som synes at være gået op i røg.Hvorfor så ikke bare lade sig guide lidt af den unge mand her ? Med alle de suspekte typer der befolkede gaderne, var han et udmærket bud på et passende selvskab, han var vel menneske som hun ? Eller...næsten som hun.

Godt nok var han meget hurtig...og temmelig stærk, nu havde hun vel ikke taget fejl af noget...eller nogen ...her ?
Naa...plejede hun ikke at være meget god til at ramme plet?
Nej ! Dét var hun opsigtsvækkende dårlig til faktisk, men dét betød jo ikke at hun havde taget fejl denne gang, nødvendigvis.
Hun vidste hun var nød til at spørge ham, få en vished om hvem og hvad hun var i selvskab med.Livet var så...skrøbeligt.

" Mon ikke en præsentation af dig selv ville være passende nu ? " halvt spørgende halvt krævende, gav hun et ryk i hans hånd.

Byen havde ikke fået mindre liv af, at tiden havde lakket imod aftenen. Slet ikke. Byens festlige mennesker havde faktisk mere... kommet tilbage til livet. Sikkert efter en ordenlig omgang tømmermænd. Det skulle ikke undre ham. De var jo trods alt på vej igennem Rotten Root distriktet. Der var lidt... Mindre fint, hvis man skulle sige det formelt.

Det virkede lidt som om at hele byen dansede. Alle steder hvor Aleck så hen dansede de. Mennesker og væsner.
Det er sikkert den eksotiske sprut... Tænkte han og modstod hans tungende lyst til at slå sig for panden og fortælle dem - mennesker som væsner - at de burde tage sig sammen. Det var der bare ikke tid til, hvis de ville undgå at blive hevet med i den livlige dans. Han satte farten op og ignorerede de blikke der blev sendte ham. Sjovt nok mest fra pigerne.
Heldigvis.

Gaderne ulmede med liflig musik og dans. Hvordan det var muligt at kaste sig ud i en dans på denne måde, på dette tidspunkt var ham uforståeligt. Men det var jo deres egen sag. Han var bare glad for, at han vidste, at han hundrede procent ikke ville være her, når natten tog til.
(Og vilddyrene slippes fri.) Tilføjede hans sind bittert, men dog med et snært at fryd ved tanken, om alle de væsner, der ville komme til at få et meget let måltid. Måske ville han selv blive en af dem? Nej. Det havde han ikke tid til. Specielt, hvis han stadig havde Camille luntende efter sig på det tidspunkt...

Aleck mærkede de blide ryk i hans hånd og vendte sig langsomt imod Camille. De mørke øjne skinnede mat. Han lyttede til de ord der undslap hende læber og smilede blidt til hende.
"De må De undskylde, hvor er mine manere dog!" Udbrød han med et smil på sine læber.
"Mit navn. Er Aleck Emrys Sachiel Malach Mackinley." Så bukkede han for hende.

Han havde egentlig lyst til at tage hendes hånd og kysse den, men tanken - måske ville man endda lade den gå så langt til at kalde den skrækken - ved at skulle danse med i deres lille lallede folkedans, var ikke noget der, på noget tidspunkt ville krydse hans sind. Den var allerede udelukket. Meget.
Hans øjne vandrede rundt imellem de dansende skikkelser. Nej. Ingen så ud til at ville gribe fat i dem og tage en svingom med dem. Godt.
Han tog igen fat i Camilles hånd og trak hende med sig igennem denne (lallede) bydel. Det skulle lige siges at han ikke ligefrem gik langsomt... Det gik ret hurtigt. Jo hurtigere de kom ud af denne del af byen, jo mere ville hans humør stige. Man kunne vel også sige det på den måde, at hans blodtørst ville svinde... Men den ville nok komme igen.. På et eller andet tidspunkt.

Han mærkede faktisk sit humør stige og blodtørsten svinde, da de to 'følgesvenner' nærmede sig ende af denne bydel. Han åndede blidt lettet op. Det var virkelig en lettelse at være ovre det. Den nye bydel kom nærmere, dog ikke så hurtigt som han gerne ville have det. Det var som om at den listede hen imod ham - med ham spændt fast på en pinebænk - med vilje, fordi den vidste at det ville være ved at dræbe ham. Hans aften havde ikke lige forløbet som den skulle - han skævede til Camille, som stadig hang ved hans hånd - så ja! Han var i et ret dårligt lune! Det havde han da heller ikke noget som helst grund til ikke at være! Han rystede på hovedet og prøvede at tænke positive tanker, som en gammel ven havde sagt til ham at han skulle, når humøret var ved at koge over på den helt store måde. Dog hjalp hans tanker ham ikke særlig langt i dette forehavende. Det havde andre planer.
Mere eller mindre; planer om hvad han skulle gøre med den unge kvinde. Camille.
Som du sikkert allerede har gættet; no clue! At all!

Hun havde svært ved at give ham sin fulde koncentration.
Han havde ellers fortjent minimum den, som han havde slæbt afsted med hende.
Camille fik et følelse af, hun helt overså en vigtig brik i puslespillet.
Nå, den måtte hun finde senere, der var ikke tid nu.
Hun så ind i hans venlige øjne og fik en præsentation, så han hed altsår Aleck.Aleck Mackinley, resten kunne hun ikke huske havde man bedt hende gentage, hendes hjælpende skytsengel.
Okay...mange ting kunne man sige om denne unge fyrs meget charmerende udseende,men en engel lignede han ikke.
"Aleck...tak for hjælpen "skyndte hun sig at sige, hvis de nu pludselig blev revet hvert til sit.

Hendes øjne flakkede ,som musikken kælede sig ind til dem og de insisterende rytmer i dansen blev mere nærværende.Der var ...fest i gaderne og Camille var nysgerrig.
Mange blikke blev kastet efter Aleck, og hun forstod dem godt.Han skilte sig ud.
Jov, absolut en flot fyr....men dét var ikke bare dét.Dét var noget i hans aura, måden han bar sig på.
Hun kunne ikke finde ord, for hvad dét var, hun havde ikke afdækket hvad dét var....endnu.

Igen greb han fat i hende, uden at spørge om lov, uden at informerer.
Hun var lidt ør, over al dét der var sket ...og nu festen med de berusede mennesker og væsner, der trængte sig ind.Den virkede både eksotisk og...erotisk og Camille kunne sværge at hun så et ungt maskeret par 'making out ' midt i flokken af dansende individer, da Aleck trak hende afsted, i hurtig fart.

Hun måtte virkelig anstrenge sig for at følge hans tempo, der ikke overlod overskud på kontoen til samtale af nogen art.Men festen blev efterladt behind...og en ny mere stille by, mere dyster dukkede op.
Måske virkede den bare mere dyster, fordi den forrige havde været så kulørt med musik og dans?

Med slet skjult ironi, forsøgte hun at trække sin hånd til sig imens hun sagde, "undskyld jeg forstyrre....men hvor er vi ? Og hvorfor ?"
Hun blev sig pludselig meget bevidst om hun havde ladet sig trække land og rige rundt af en total fremmede fyr, hun på ingen måde vidste noget om.
* Camille for helvede....think ! * messede hun i sine tanker.
Dét var ved at være sent og hun befandt sig et sted hun ikke kendte, dét var nødvendigt at lave et arrangement for natten. At sove på gaden var direkte livsfarligt.

Hun lod sit blik vandre...søge...lede...var der en kro et sted, eller et skur.
Hun fandt hendes mod sank i neveau med hendes støvlers sål.
Måske skulle hun spørge Aleck, om han kendte et sted ?

Endelig.
Dette ord er meget lille i forhold til så mange andre, sikkert mere betydningsfulde ord - men lige nu, for dæmonen der, med en fart det gennemsnitlige menneske ville se som umuligt, tilbagelagde flere meter. Han havde ikke direkte travlt. Men derfor havde han ikke tænkt sig at sænke farten. Tværtimod, lod han faktisk sine ben tage ham, så hurtigt så man stadig ville kunne kalde det at gå, endnu hurtigere. Der var dog en grund til det. Grunden;
Hvis man forestiller sig at man er i gang med at løbe et maraton. Man har løbet i par timer, nu kan man se mållinjen. Her sakker man ikke bare bagud og slapper af. Her spurter man. Også selvom, at man er ved at kaste op eller besvime.*
Det var sådan han følte lige nu. Nu var der kun de få (kilo)meter tilbage, nu skulle der spurtes.

Han stoppede dog ret hurtigt igen. Hans blik drejede en halv omgang og han kiggede på med et blidt smil.

”Det var så lidt... Camille.” Han vendte igen hovedet og gik af sted med hende efter sig. De folk der nu passerede dem, ville sikkert få den opfattelse af det, at Camille var den... Lydige hund, hvis man skulle finde noget at kalde det - man kunne jo også kalde det, den underdanige og Aleck var den dominerende. Man kunne vel heller ikke se andet i den situation, de var i. Eller... Det kommer an på hvem og hvordan de kigger på det. Der er sikkert noget der ville kunne få en anden mening ud af det, men den lader vi ligge.
Han hev hende længere ind i byen. Eller rettere bydelen. Han kunne næsten mærke hans tanker falde på plads igen, efter al den højlydte og stemningsfyldte musik. Det kunne godt være, at nogen synes at det var godt... Men det var ikke ham. Han fik mere hovedpine end et stemnings boost. Han løftede en - egentlig - ret bleg hånd og lod den køre igennem det kulsorte hår. Hvis det havde været muligt at se det oppe fra himlen og ned på dem, ville det have været nemt at se den kontrast det skabte.

Hvidt på sort.
Enten er man god, eller også så er man ond...

Hans følgesven påkaldte sig igen hans opmærksomhed. Han kiggede på hende, med de mørke øjne, og lagde hovedet blidt på skrå, mens han lyttede til hendes stemme - hvilken, passede til hendes duft - som fyldte natten.
Han var lidt nød til at skjule et smil, der ikke ville kunne holde standarten for det blide smil han havde sendt hende lige før. Hvor de var, var nemt at svare på - men det sidste var lidt mere udfordrende. Ikke fordi han ikke nød en god udfordring, men det kunne blive for meget. Han havde faktisk ikke engang selv tænkt over det. Han havde taget det på rutinen. Det var, vist, ikke faldet i god jord hos Camille. Der skulle være en grund. Og det kom der, og hvis det ikke behagede den unge kvinde, så... Så havde hun selv bedt om det.

”Lige i øjeblikke befinder vi os i Doomsville, generelt set. Hvis detaljerne skal med, så er vi i Angerforge District. Og hvorfor... Jo vi blev jagtet af en hob vilde barbarer - som så også var, orkere - så jeg tog den på rutinen; jeg bor her.” Tilføjede han forklarende. ”Jeg plejer dog ikke at løbe hjem, men det kan jo være jeg skal overveje det.”
Aleck kiggede lidt på hende. Ventede. På hvad var uvist. Men han ventede.
Om han blev træt af at vente vides ikke, men han åbnede i hvert fald munden igen, ikke så kort efter.

”Skal vi gå eller vil De gerne blive her?”
Han vidste ikke om han havde planer om at tage hende med hjem eller hvor hans tanker bar hen. Han synes bare ikke, at hun skulle stå herude og blomstre... Eller måske mere visne hen og dø...


* ooc: Jeg ved ikke lige om man er ved at dø efter et maraton, så sorry hvis det ikke er rigtig ^^''

Camille kunne ikke helt beslutte hvad hun skulle udlede af deres lille flugt.
Ansvarlig var hun jo... til dels, for deres behov for at flygte, men noget over ham var meget....beslutsomt...og lidt i kontrast til han ellers næsten blide smil.
Hun halsede bagefter ham, gjore hvad hun kunne for ikke at falde bagud men havde alligevel svært ved at holde samme tempo, og det betød at hun måtte overgive føringen til ham, og lade ham får kontrollen...eller hvem snød hun lige med det? Han havde TAGET kontrollen, og hun lod ham med den begrundelse at han ledet dem ud af deres problem.

" yeah...about that, sorry " sagde hun lidt beklemt over han lige skulle nævne det med de havde barbarene i hælene.

Doomsville ? var det der de var! Du gode, hun burde jo være udstyret med en Gprs ...hun havde ingen ide! Rygterne gik at Sakref var bosiddende i Doomsville, og hun skulle aflægge ham et besøg før eller siden.Sakref vill uden tvivl være interesseret i at vide hun var tilbage i Underworld og måske havde han information om Tristan, der kunne vise sig nyttig ?
Men havde hun sine oplysninger korrekte, var han ikke i Angerforge district, men noget med terror et eller andet.

Hun vendte og drejede alle hende informationer, meget hurtigt imens hendes øjne betragtede Aleck og forsøgte at finde en kasse at putte ham i. var det ikke både trygt og godt med kasser ?..... eller blev rammerne for snævre ? der kunne jo både argumenteres for og imod dette.

Endelig.....
Endelig det lille øjeblik af så afgørende en betydning , det øjeblik hvor alt gav mening og dermed kastede lys over det der hidtil havde været mørklagt.
At han ikke var vampyr , var indlysende .Han var hverken kold som is, ikke uden på anyway , hvad det indre rummede af kontraster og værdier kunne man til tider bruge hele menneskeliv med af forsøge afdække, sågar tage lange uddannelser i hvordan man kunne blive klogere på folks natur, og dygtiggøre sig at lave fyldestgørende analyser og lange afhandlinger om det spektakulære sind.Godt nok var hans fart umenneskelig, næsten, for hun var helt sikker på hun sænkede ham en del, men den kom dog ikke nær en vampyrs hast. Svaret var givet...Aleck var dæmon!

Hun stivnede i kroppen, musklerne spændtes og hendes indre rasede derud af, som fik det betaling for det. Det var jo ikke fordi hun frygtede dæmoner som udgangspunkt, hell....hun havde et varm og kærligt forhold til Zean og hans baby søn, men selv Zean vidste hun kunne være et desideret uhyre, med hans ...mad. Kold og kynisk og hånlig overfor værdien af et menneskes liv.
Camille strittede automatisk mere i mod, blev mere modvillig til at følge ham.
Hvilken type dæmon var han ? var hun aftensmad? For hvis det var hans hensigt blev han grundig skuffet, det var helt sikkert. Hendes heckler sad om låret og havde pentagram patroner, og hun ville bruge dem...også på ham, hvis han ville kæmpe mod hende.

Aleck stod stille. Det kunne han godt tillade sig nu, hvor at de var kommet ud af Rotten Root District. Ikke flere lallede dansende mennesker - og der er sikkert også væsner der, har fundet sig vej ind til kernen af et let måltid, ind i den dansende mængde - som kunne trække dem fra deres rette kurs.
Han nikkede til hende og vendte hovedet frem ad igen. Han kom dog hurtigt på andre tanker og svarede hende alligevel.

”Det er okay.” Mere eller mindre... Kom det koldt fra hans sind. Hvor ville han ønske, at han bare kunne bede det, sindet, om at holde munden lukket og lade ham have sine tanker i fred! Sådan var det bare uheldigvis ikke. Det samme med hans evne... Hvorfor skulle der absolut være den svaghed ved den, at han ikke selv kunne lyve?! Hvorfor?!
I mens hans sind vrimlede med beklagelser af den anden verden, begyndte hans fødder igen af føre ham og Camille af sted længere ind i distriktet.

Han var på rette kurs igen, nu varede det ikke længe før de var hjemme hos ham. Så kunne han smide sig i en stol og slappe af. Det var faktisk først nu, hvor hele dagens(aftenens) begivenheder indhalede ham.
Han kunne allerede mærke det bløde stof hans sofa var lavet af, mørke de silkebløde puder, duftet fra hans køkken trængte endda ind i hans næse - duftet af sort te. I fin kvalitet. Alt dette var noget der flimrede for øjnene af ham, så tæt på. Bare et par skridt mere...

SLAM!

Døren til alle hans bløde og velduftende dagdrømme blev smækket hårdt i, da han mærkede noget der rev i hans arm. Han vendte sig forundret om. Hans forvirring blev om mere kun større. Han havde faktisk halvt forventet at se en anden end Camille bag ved ham, men hun var hvad han så. Hvorfor strittede hun sådan imod lige pludselig? Hvad var der mon galt?
Han vendte sig om igen for at kigge efter noget foran ham, der kunne have udløst sådan en reaktion hos hende. Han så intet udover det stadig tættende mørke og det lys, der kæmpede en brag kamp for at holdes i live.
Mørket vinder altid... Tænkte han næsten sorgmodigt og vendte igen opmærksomheden imod Camille.

Først prøvede han at hive i hende for at få hende til at følge med. Hvad var det for en leg hun legede? Der var jo ikke noget at være bange for- Han stoppede med at hive i hende og stirrede på hende.
Jo, der var en ting i miles omkreds hun kunne være bange for... Ham. Han var den eneste dæmon lige i nærheden. Måske ikke i miles omkreds - men lige her, var han. Den eneste hun kunne frygte lige netop i dette øjeblik.

Aleck skubbede hastigt tanken fra sig og kiggede på Camille. Hun kunne umuligt have regnet ud at han var dæmon. Eller kunne hun? Der var ikke andre mennesker der havde regnet det ud endnu...
Men nu er hun heller ikke et helt almindeligt menneske... Mindende han sig selv om. Han måtte prøve at overbevise hende... Få hende til at stole på ham og... Ja og hvad? Hvad var det han prøvede at udrette? Hvad prøvede han at opnå, ved at holde munden lukket på denne unge kvinde?
Du opnår det, at du ikke er nød til at holde dig fra menneskene. Du beholder menneskenes tillid, ved at holde den unge dames mund lukket! Han nikkede af sine tanker, men var ikke helt overbevist endnu...

”Camille, hvad er der galt?” Hans øjne havde igen en varme over sig, da han kiggede på den mistænksomme unge kvinde foran sig.

I dét mindste var han lydhør .Aleck drejede omkring og så på hende, ville høre hvad hun havde på sinde.Så skete dét ...lidt komiske...set fra Camilles vinkel, dét var som var han ude og lufte en lille hvalp der all of a sudden ikke længere ville gå.Efter et par ryk i snoren, eller i dette tilfælde o Camilles arm, måtte ejeren så og se på hunden, accepterer den ikke længere ville gå, og forsøge at hitte årsagen til dens stop.Den kunne jo ellers godt lide at blive luftet, ikke sandt ? Så hvad pjat var nu dét her.

Camilles puls fik nogle ekstra slag og blev lidt mere uregelmæssig , dog ikke mere end hun kunne tænke klart.Nogenlunde klart.
Hun havde sin erfaring med væsner, både de helt almindelige søde, de møg besværlige og de virkelig grusomme der havde truet hende på livet.
Hun gøs og en tilkendegivelse på dette bugtede sig som en slange ned af hendes ryg.
Hvordan hun havde overlevet disse sammenstød var et groft tilfælde af held og en smule skillz , nok mest held når alt kom til alt.Men hun var blevet...bedre.Bedre til kamp, lidt.

Aleck ville vide hvad problemet var, og hendes instinkter talte til hende....eller de skreg nærmest.
* lyv....lyv al dét du kan.Afsløre intet, så står du bedre.Hold dine kort tæt ind til dig.Lyv dog !*
Camille nikkede ...dét kunne have været til Aleck , en tilkendegivelse på hun ville svare eller dét kunne være en 'will do ' til stemmerne i hendes indre.
Da hun tog luft ind for at svare kom ordene bag på hende.
"J-jeg ved hvad du er Aleck.Du er en dæmon " og hun havde dårligt udtalt og formet ordene, inden hendes hånd lagde sig beskyttende og chokeret over hendes mund.
Hun så på ham med en smule frygt i hendes blik.Netop der var frygten for ham, mere en højspændnings ladet potientsiel risiko, men uroen over hvad der skete med hende selv, hvorfor hun netop havde besvaret hans spørgsmål uden omsvøb, trængte sig på.
Enten var hun mere stresset end hun selv regnede med, ellers var hun ved at blive...utilregnlig.
Hun så ind i hans øjne, så blidt et udtryk de netop havde haft, ville dét blive ved...eller ændre sig nu ?


Hvorfor kunne hun ikke have tiet ? Dét var usansynligt ...dumt...at informerer om, og så her hvor de så ud til at være alene.Forhelvede hun håbede han ikke havde ondt i sinde, så ville hun jo ikke have et problem med dét, sålænge hun stolede på ham.