Don't go down without a fight ~Josh.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Caroline var kommet til sig selv for et godt stykke tid siden men havde ikke kunne finde Josh eller Jacob, dog havde nogle engle ligesom afsløret han var inærheden da de fik øje på hende længere nede af vejen. De var hans vagter, men det afholdte ikke Caroline at løbe op foran dem, og bruge sin evne på at få dem til at glemme at hun var der. Inden hun løb igen, hun løb så hurtigt hun kunne hen og sprang på ryggen af Josh, imens hun krammede ham da de faldt til jorden.
"Jeg er så ked af hvad jeg gjorde, det må du undskylde. Du ved det aldrig ville være min mening af bide dig eller sårer dig med vilje.. Undskyld." Sagde Caroline og så på Josh med et begrøvet blik og åbede på at han kunne tilgive hende.

Dagene skred bare af sted. Det ene øjeblik var han til et møde, det næste øjeblik gik han side om side med sine vagter, på vej hjem fra en aftale med en fornem engel. Det havde føltes som en evighed inde i det rum! Vinduerne havde været lukket, det samme med den massive tre dør. Der havde intet luft været inde i rummet. Josh havde følt sig kvalt! Men, nu var de endelig ude og han tog sig så glædeligt luften til sig! Desværre, gjorde vagternes overbeskyttelse, ved at gå ved siden af ham, det ikke bedre. En anelse irriteret bed han sig i underlæben. Dagene så ikke ud til at blive bedre. Han savnede så mange, men, man kunne intet se for den stærke og stolte maske han bar.
Lige siden tabet af Luce og Valerie, havde han skabt den maske. En maske der intet afslørede.
Den pludselig følelse af at miste balancen, gjorde at han mødtes med jorden og at vagterne reagerede hurtigt, klar med trædolke. Josh var dog hurtigst. Han genkendte med det samme Carolines stemme. En viftende hånd fik dem med det samme til at trække dolkene tilbage. De så mistænkeligt på Care, deres stikkende øjne veg ikke fra hendes stærke vampyr krop. Josh derimod kiggede på hende, overrasket og glad for at se hende, men, i stedet for at trække hende ind i et stort kram, smilte han bare til hende og nikkede. "Bare rolig Care, du er tilgivet, jeg ved at det ikke var din mening," Masken var oppe. Han gjorde alt for at skjule sorgen der lurede indenunder huden på ham. "Det er godt at se dig,"

Caroline lyttede til ham, men bare ved at blik i hans øjne kunne hun se at der var noget som ikke var som det skulle være. Hun rejste sig op og kneb øjnene lidt, hun så mistænksom ud. Derefter lagde hun armene overkors og gik lidt tættere på ham.
"Tak, men seriøst du ligner en som har brug for at tale. Og sig ikke der ikke er noget galt, dine øjne skriger det altid til mig, det har de altid gjort og vil de altid gøre." Sagde hun til ham og så på ham med et alvorligt blik. Caroline havde kendt Josh siden han var helt lille, set hans øjne. Kendte ham ud og ind, også selvom han var blevet ældre og prøvede at skjule det.
"Men modigt af dig at prøve at skjule det for mig." Tilføjede hun med et drilsk lille smil på sin læbe.
"Kom." Sagde hun og trak ham med sig, hun gav hans vagter et advarende blik inden hun forsvandt ind i mørket med ham. Hun tog ham med ind i et lille hus på hjørnet, hun havde været der før, men det var flere år siden da hun havde brug for et hurtigt sted at være. Caroline låste døren og satte Josh ned på en stol, og satte sig ved siden af.
"Fortæl."

Det var egentlig ikke fordi Care ikke måtte vide det. Hun skulle vel have det at vide, han ønskede bare ikke at falde sammen lige nu. Det var værst nok, at han kunne finde på at kaste rundt med ting i hans soveværelse når han var alene, af bare ren raseri. Sådan tidspunkt var han klar over hvilken dæmon der var inde i ham. En dæmon, der nu forsøgte at overtage ham, imens den så ham som skrøbelig. Josh var bare alt andet end skrøbelig. Med masken oppe, kunne han holde alt ude og dæmonen inde.
Han smilte til Caroline. Nok havde hun opdaget hemmeligheden bag masken, men, det betød ikke at vagterne også skulle se den. Han fulgte så glædeligt med hende, ignorerede de borende blikke fra vagterne. De vidste godt at Josh var venner med få vampyrer og dæmoner, det gjorde dem dog ikke tryg alligevel, at lade deres leder følge med en af dem, uden at de var tilstede. Men, de vidste også at de ikke skulle gå imod deres leder, så de blev stående, stolte og ranke.
Det lille hus fik et kort øjeblik Josh til at tænke på ham og Jacobs tidligere hjem, ude i Ashen Wood forest. Han smilte svagt ved tanken. Tanken om Jacob gav ham et savn. Han burde snart finde sin bror..
"Det er utroligt hvor godt du kender mig, selv med den bedste maske på, som ingen andre kan se igennem, så kan du se at der er noget der plager mig," sagde han med et imponerende og dog svagt smil på læben. "Det må jeg sige, sikke et talent," Han satte sig på stolen, klar til at kaste alting op. "Jeg.. Kan du.. Kan du huske jeg fortalte at jeg skulle være far?" Han så spørgende op på hende. "Luce og jeg fik en smuk lille datter, men, pga. af et uheld, blev hun født for tidligt og hun.. Hun klarede den ikke mere end i 3 uger. Hun døde om natten," Selvom han gjorde hvad han kunne for at forhindre det, så blev hans stemme hæs. "Nogen dage efter.. Kunne Luce åbenbart ikke bære mere, hun, forlod mig, slog op med mig og stak af. Jeg har ikke set hende siden,"
Minderne mobbede ham. Det fik ham til at knytte næverne sammen. Han forsøgte at holde vrede, sorg og følelsen af at være ødelagt nede.

Hun lyttede og foldede sine hænder sammen imod træbordets flade. Caroline så op på ham og lagde hovedet på skrå.
"Det jeg ked af, det ved du jeg er." Svarede hun ærligt. "Det kun fordi jeg har lært at se dem igennem," Tilføjede hun med et hurtigt smil der faldt. "At miste sin datter og elskede kommer man sig aldrig over Josh. Det eneste du kan gøre er at acceptere det, hvis du ikke gør det så ender du med at side fast i dit hoved. Og tro mig hvis du først har ramt mørket, så kan det tage uendelige år at finde vejen frem til lyset." Forklarede Caroline ærligt, hun havde været der. Alt for ofte. Caroline kørte så en hånd igennem hovedet. Menneske klædte hende ikke, kroppen var begyndt at ældres. Nu lignede hun en på 22 år, hendes rigtige alder. Caroline smilede skævt til Josh, dog ramte hun et af hendes sår og kom til at kradse hul på det og skar ansigt.
"Inden du spørger, så er jeg menneske.. Igen. Fuck det er det væreste, så svag og ynkelig." Grinede hun lidt af sig selv, men trak på skuldrene.

//Skal vi fortsætte selvom Care ikke er et menneske mere? :3

Han lyttede til Care.. Egentlig var han ikke sikker på om hendes ord kunne hjælpe ham. Det var der intet der kunne i øjeblikket. Han følte sig ødelagt fra top til tå. Tingene skiltes ad hurtigere end han kunne nå at følge med. Det var ikke kun tabet af Luce og Valerie der nærede ham, tabet af sin storebror, fik det også til at snurre inde i ham, så han ikke kunne finde rundt i om han var levende eller om han var død. Imens hun fortalte det, så han ikke på hende, han så bare ned i gulvet. Under sådan en samtale, var han ikke god til at beholde øjenkontakt. Ingen skulle se hvor ødelagt han egentlig var ved at se ham i øjnene.
"Jeg prøver Care, det er bare ikke nemt," Hans stemme var fortsat hæs. "det dybe hul kommer bare nærmere og nærmere.. Jeg føler mig alene.. fortabt, jeg.." Endelig løftede han hovedet.. I hans øjne kunne man ane en mur af vand der var ved falde sammen. Et kort øjeblik var masken ved at falde sammen. "Jeg kan snart ikke mere Care, jeg har ikke kun mistet Luce, Jacob og jeg kom op at toppes, vi er ikke brødre mere.. Jeg bilder mig selv ind at jeg har det godt, men, det har jeg ikke," Han så ned i gulvet igen.. Svaghed.. Gud han hadede det!.. "Jeg har det ikke godt," Underlæben blev et offer for tænderne, der gjorde et forsøg på at holde tårene inde.
Først da hun fortalte det om at hun var menneske, løftede han hovedet og spørgende hen på hende. Menneske? Hvad pokker. "Hvordan kan du være et menneske?"