Nyt sted - Sean.

Tid: Midt på dagen.
Omgivelser: Mange forbigående med mistoriske blikke.
Vejr: En dejlig solskinsdag.
Sted: Humvita.

Blair havde været næsten alle steder, undtagen en rigmands by kaldet Humvita, Blair blev nød til at prøve det en gang eller to, man skulle jo prøve alt. Blair var så småt begyndt at få en lille bule på hendes mave grundet hendes uplanlagte gravidtitet, hun forsøgte dog at skjule det ved at gå i det løseste tøj hun havde, hvilket ikke var specielt løst. Blair så undrende på de mange mennesker der sendte hende mistroiske blikke. Hun var vant til at modtage mistoriske blikke, men ikke så mange på engang. Der var kun få der ikke så på hende fordi de havde travlt med en hel masse andet. Blair fandt en bænk og satte sig ned der, hun havde brug for at slappe af, så kunne hun også undgå de mange blikke lidt lettere.

Det var sket. Fuldendt! Fuldbyrdet! Bragt til ende! Der fandtes mange ord for det samme, mange måder at udtrykke sig på.
Tingene var begyndt at blive lidt usikre. Underligt, han havde jo bare passet sit job, forsigtig som altid.
Og for det hele ikke skulle være løgn, havde det startet med den mand. Faktisk nogle dage før, men derefter følte han bare det gik værre og værre.
Men hov...hvor blev hans optimisme af? Den måtte han ikke glemme. Det var sikkert kun lige nu, hvis han tog det med ro de næste par dage, havde folk sikkert glemt alt om ham igen...
Han ejede et hus her. Det eneste sted i hele denne verden, hvor han faktisk havde et hjem. Ellers boede han på alle mulige kroer over det hele. Det var ikke sikkert at have et hjem.
Men her havde han et lille et. Derfor modtog han ikke lige så mange mistroiske blikke som fremmede...men alligevel nogen. Nok fordi han sjældent var hjemme.

På denne dag, hvor solen havde taget pladsen for alle de skyer der havde været de andre dage, havde han nogle lette bukser på, en hvid skjorte af silke.
Det mørkebrune hår var redt på plads, med pandehåret der let gled ned i panden på ham, de mørke øjne med de grå nuancer. Bare fødder.
Han gik ned af gaden og undres...Undres af det hele. Det hele lignede hinanden, men der var altid noget nyt. Man så det i folks øjne.
En kvinde sad helt stille på en bænk. Modtog nok med mistroiske blikke, til han ville kalde hende fremmed.
Han tog en hurtig beslutning og satte sig ved siden af hende, lod blikket glide ud over husene og folkene.
"Intet sted møder man så mange mistroiske blikke, som her" sagde han så, konstaterede det som det nu var.

Blair havde så meget at tænke på, hun havde så mange problemer i hendes liv at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Hun følte hun skulle vælge en person fra, fratage ham retten til at kende til hende og hendes liv, men det kunne hun ikke. Det ville knuse hende indvendig at give slip på en person der havde en betydning i hendes liv. Blair så ned på hendes mave, det havde også ødelagt alt. Blair så ud i luften med et fjernt blik, en stemme fik hende hylet ud af den og hun så over på stemmens ejer. "Jeg får dem nu alle steder, men ikke nær så mange som her." Blair ville før prøve at charmere ham, bare fordi han var der og fordi hun havde brug for det, men hun blev nød til at holde igen med det, hendes liv var for indviklet til at bringe endnu flere ind i det. Blair lagde en hånd på armlænet der hørte med bænken og den anden på bænkens siddebrædder.

han nikkede lidt og så kort på hende.
"Ja, mistænksomme folk er der over alt. Det er næsten uhyggeligt" Han lod blikket glide rundt endnu en gang og drejede sig så halvt, se han næsten havde front mod hende, lænede sig op af bænkens rygstøtte, så på hende.
"Dejligt endelig at se en der ikke gengælder det" han smilte lidt, det lille venlige smil han næsten altid gav folk.
han ville have overvejet hende som et måltid...Men hun var gravid. Det var mod hans principper at tage gravide kvinder, han kunne simpelthen ikke få sig selv til det.
Hans tanker gled videre på hvad han mon ellers kunne få ud af dette møde...Selv om han ikke skulle nyde noget af hendes sjæl kunne han jo godt...
Han skød tanken fra sig. Sikke et dyr han dog var! Men han nød det nu.
Åh ja, det lille smil forblev der. De mørke øjne hvilede på hende på en rolig måde...

Blair gengældte hans smil. Hun var sjældent mistorisk, folk skulle have lov til at være der ligemeget hvem de var. "Det er der. Jeg er i hvert fald ikke blandt dem." Hendes smil var varmt, hun så ikke nogen grund til ike at være venlig over for ham, han var det over for hende. "Der er ingen grund til at gengælde det, bare fordi folk synes jeg ikke passer ind behøver jeg ikke have det på samme måde med dem." Blair så rundt for at se på omgivelserne, det var et flot sted selvom Blair ikke følte sig hjemme der.

"Hmm...Men behøves det være fordi man ikke passer ind? måske er folk bare bange? f.eks. her, der bor mange rige folk, de er nok bange for miste noget af det" svarede han og så sigende rundt på den ene efter den anden, alle rige klædt og med de nyeste ting. Nogen ligefrem med bodyguards, selv om de var lidt sjældne, da byen jo allerede var godt beskyttet.
her lugtede af...menneske. Var hun det? Et menneske?
Han tog sig sjældent rigtig af mennesker, selv om de nok var de mest udbredte. Netop fordi de var så mange. Men en samtale med dem skadede aldrig.
Han så på hende igen.

Blair trak på skulderne, hun havde altid troet at folk så på hende på den måde fordi hun ikke passede ind, men hans forslag var også en god mulighed. ”Sådan har jeg aldrig tænkt på det, men det lyder sandsynligt.” Blair fulgte hans blik rundt og så at nogle havde bodyguards. Bodyguards? Hvorfor lærte de ikke bare at klare sig selv som alle andre, det var ikke nødvendigt med bodyguards hvis man kunne klare sig selv. Blair havde altid tænkt at bodyguards var et tegn på at man var svag, Blair ville i hvert fald aldrig have en bodyguard, hun havde ikke brug for det. Men hun havde også nogen der ville beskytte hende hvis det blev nødvendigt. Blair så over på ham igen, han lød til at have tænkt mange tanker som f.eks. hvorfor folk sendte mistroiske blikke til fremmede, det havde Blair også, men hans gav langt mere mening.

Han smilte lidt og så på hende igen.
"Må jeg byde på noget at drikke?" spurgte han så, som altid prøvede han at charmere sig ind på kvinder. Det var lidt en kunst, at skulle gøre det uden at rbuge sine medfødte evner, men det var også så meget bedre hvis det endelig lykkedes. De sidste par uger havde dog været uden held, han viste ikke hvorfor, men de kvinder han havde mødt havde bare haft...alt for meget...ja, han viste faktisk ikke hvad man kaldte det. For mange tanker om alt muligt måske? Eller bare ikke haft lyst?
Han viste det ikke. Men han var nok lidt en uforbederlig optimist. på et tidspunkt skulle det nok lykkes igen. Han nød kvindeligt selskab.

Blair holdte stadig smilet, hun havde glemt alt om hendes problemer, det havde hun ikke gjort i lang tid. Der var mange der havde forsøgt at aflede hendes tanker, men det var ikke lykkedes. Blair ville gerne have en drink, men det var ikke et smart tidspunkt han spurgte hende på. Men en drink behøvede ikke at være alkohol, gjorde det? Blair kunne vel altid prøve noget andet. Blair havde efter de mange skænderier indset at flirteri ikke hjalp på noget, hun kunne godt få omsorg og kærlighed på en anden måde. Så gik det op for Blair at han havde sagt drikke, og ikke en drink. "Ja tak."

Han nikkede lidt. Han viste ikke hvad der gik gennem hendes hoved, men han havde bemærket den korte tøven, inden hun havde sagt ja.
Han rejste sig og tilbød hende gentlemans agtig en hånd, som en slags hjælp til at komme op. Ikke fordi han mente hun kunne bruge den...han var bare opvokset til at gøre det sådan. Og han havde ikke vænt sig af med det endnu.
"Jeg kender en lille kro i nærheden" smilte han
"Jeg er sikker på vi kan sidde og snakke uden alle disse blikke, der. På kroen er folk mere van til fremmede"

Blair tog imod hans hånd og rejste sig. Der resulterede i flere mistroiske blikke. Blair følte sig utilpas ved alle de blikke, så da han nævnte kroen og at dem der kom der var mere vant til fremmede kunne Blair ikke komme derhen hurtigt nok. "Det er lige hvad jeg har brug for. Hvilken vej?" Blair var meget ivrig for at komme hen til den kro, hun havde bare brug for at få lidt mere privatliv, hun følte at alle hørte hendes samtale mens hun sad der med ham. Hvis hun havde vidst at folk var så mistroiske ville hun aldrig være kommet der, men sket var sket, så måtte hun bare komme videre. Blair så smilende på ham og ventede på han førte vej.

Han viste roligt vej og begyndte at gå. Der var ikke så langt.
"Ikke fordi det har noget med mig at gøre, men jeg finder det alligevel uhøfligt ikke at spørge" han så smilende på hende.
"Hvor langt er du i graviditeten?" de fleste var jo glade for at få børn, så det var hvad han gik ud fra hun også måtte være. Og måske kunne det så lyse hende lidt mere op?
Men hun så allerede glad nok ud, ved at komme lidt i læ for alle blikkende.

Lidt efter nåede de kroen. "Den glade krone" for det ikke skulle være løgn.
"Jaja, en rigmandsby" sukkede han svagt og åbnede døren for hende.
Indenfor var der selvfølgelig lidt mere mørkt, kun oplyst af stearinlys, som der tilgengæld også stod nogen af over det hele.
Der sad nogle få folk hist og her, men det var tydeligt det ikke var en lille snusket sted. Dog passede folk sig selv, nogen nikkede venlig, dog stadig med en varsomt blik, da de trådte ind.
Zean lod blikket glide rundt og foreslog bordet ovre i det ene hjørne.
Hvert bord var dækket af en ternet dug og nogle af dem havde en lille buket blomster i. Der var altså også en kromutter her, fornemmede Sean.
"hvad kunne du tænkte dig at drikke?" spurgte han med et lille smil.

Blair begyndte at følge med ham, hans spørgsmål gjorde hende nervøs. Barnet voksede lidt hurtigere end et almindeligt menneske, så selvom hun kun var 2 ugers tid henne lignede hun en der var en månedstid henne, eller det gik hun fra. Blair prøvede at komme frem med et svar. "1½ måned." Sagde hun hurtigt, det kunne vel godt gå at hun lignede en så langt henne. Blair gik en på kroen og sugede alle indtryk til sig. Det var rart med et nyt sted og nye indtryk. "Et glas vand, tak." Sagde hun med et smil og så sig igen rundt. Blair satte sig ved bordet og og så smilende på ham. Han var meget venlig, men der var alligevel noget der holdte hende på afstand, det var fordi hun vidste hvad der fandtes derude, og det ville hun ikke nyde noget af.

han fornemmede en slags afstand og han forstod den ikke. havde hun ikke selv sagt hun ikke led af samme slags mistænksomhed? Eller gjorde hans spørgsmål hende nervøs? i hendes tøven i stemmen ville han gætte på et ja. graviditet, forbudt emne.
Han så lidt på hende og smilte så svagt. Nej, det ville heller ikke lykkes denne gang. Men så bare en hyggelig samtale, det kunne ikke skade. Hun virkede som en der kunne bruge det.
"Hvad kunne du tænke dig at drikke?" spurgte han i stedet igen.

Blair vidste ikke hvad hun skulle sige, samtaler hvor hun ikke flirtede var ikke noget hun var vant til. Blair sendte ham et smil. Men så blev hun forvirret da han spurgte hende hvad hun ville have igen. "Et glas vand tak." Sagde hun igen. Blair lagde sine hænder på bordet og prøvede at virke åben over for ham, men hun lukkede ikke helt op. Hun kendte jo ikke engang hans navn, så han tog måske også lidt afstand? "Jeg hedder Blair." Sagde hun og rakte en hånd frem imod ham. Hun havde ikke noget at tabe, så hun kunne lige så godt åbne sig op, uden at skjule noget.

//sorry, overså det før...//

Han nikkede kort og gik op til kromanden og bestilte to gange vand. Lidt efter kom han ned til bordet med begge glas.
Det var jo helt forkert det her! Det var hans job at præsentere sig først, han havde blot glemt det, men havde tænkt sig at gøre det når han kom ned igen med en lille kvik kommentar om hvor glemsom han dog var. Det faldt på gulvet nu. Intet gik vist som det skulle for tiden.
Han smilte svagt.
"Hvor dumt af mig...Glemte helt at præsentere mig..." han tog hendes hånd, men vendte den med håndryggen op ad og kyssede den blidt, rejste sig op og slap hendes hånd igen.
"Men hyggeligt at møde Dem, Blair. Jeg er Sean" han smilte til hende og satte sig ned ved bordet, gjorde tegn til hun var velkommen til at gøre ligesådan, skubbede et af glassene over til hende.
Han lod blikket glide rundt i kroen.
"Ahh...lige som jeg sagde...Folk er mere ligeglade her" ganske rigtig. I starten kiggede folk efter dem, men nu hvor de bare sad stille i hjørnet, så folk den anden vej. Det var uhøfligt at stirre.

Blair så efter ham da han gik over for at hente vandet, han var nu meget venligsindet. Hun så ikke nogen grund til at skjule noget for ham, hun havde ikke tænkt sig at fortælle hele hendes livshistorie, men der var næsten ingen der kendte til den. Blair synes ikke-flirte missionen gik godt for hende, hun havde ikke gjort det indtil videre i hvert fald. Blair smilte til ham. "Jeg er ikke død af det endnu." Sagde hun med et glimt i øjet. Blair rødmede svagt da han kyssede hendes hånd, hun var ikke god til den slags, stadig ikke. "I lige måde." Sagde hun hurtigt og satte sig ned ved bordet. Hun hadede sig selv for at rødme så tit, hun var bange for at det viste nogt forkert.

Han viste ikke hvordan han skulle tackle hendes rødmen. Det kom tit hvis folk var generte...og det var de tit hvis der var noget de ikke kendte til eller ikke var så gode til.
Han tog en tår af det kølige vand og lænede sig tilbage.
"Jeg har en fornemmelse af du nok ikke høre til byen...må jeg spørge hvorfor du er her? Ren nysgerrighed, bare rolig" han så på hende med sine mørke, rolige øjne. Det samme lille betryggende smil.
Nej, han ville hende ikke noget. Og ja, han havde halvt om halvt omgivet alt det der med at flirte sig ind på hende. Det gik desværre ikke så godt for ham på det punkt.
Aldrig, i alle de år han havde levet, havde han rigtig haft noget forhold. en enkelt gang...eller et par gange, men ikke noget der holdt. allerhøjst et år. og nu duede han heller ikke til simple flirt længere...

Blair tog en tår af vandet og så op på ham. Det var åbenbart ikke svært at se hun ikke var derfra. "Af samme grund som du spørger. Nysgerrighed." Hun så smilende på ham og lagde en hånd på hendes lår og en anden på bordet. Blair havde haft et par forhold. Blair havde haft et forhold da hun var 15, det endte ikke specielt godt, og så det forhold hun var i nu. Blair fortsatte med at smile. "Bor du her i byen?" Blair boede et godt stykke der fra.

Han trak lidt på skuldrene.
"Jeg bor ingen steder. Men jeg har et hus her" svarede han
"Ret praktisk, når her skulle være så sikkert..." han smilte lidt.
Det var praktisk når han havde de problemer han havde.
"Hvor bor du henne?" spurgte han så, med gensidig nysgerrighed.
han lod en hånd glide gennem sit hår, men det gled bare på plads igen, med pandehåret halvt ned over panden.

Blair fulgte hans bevægelser, han var meget charmerende det gjorde det ikke lettere at modstå ham. Blair nikkede til ham, det måtte være et godt sted at bo. "Ja, det kunne jeg forstille mig." Blair ville elske at bo sådan et sted som det, men det ville hun aldrig få råd til. "Doomsville." Hvordan hendes lejelighed var indrettet behøvede hun ikke komme ind på, man kunne ikke engang kalde det indretting, det var mere et slags overnatningssted. Hun var sjældent derhjemme om dagen.

"Doomsville" han nikkede let. Der var flere sider af doomsville. slummen, middelklasse og overklasse. Han ville dog ikke komme ind på det.
"Et hyggeligt sted...for det meste" svarede han så og lænede sig frem igen, smilte charmerende til hende.
Der var en ting der afgjorde om han skulle blive ved med at forsøge at flirte...eller om han bare skulle opgive det. For en gangs skyld var han løbet tør for noget at snakke om, hvilket han hade. så han tog det næste emne der faldt ham ind.
"Hvad med faren til barnet? bor i sammen eller...?" spurgte han. han havde ellers fornemmet hun ikke brød sig om emnet, men han prøvede alligevel. han viste ikke hvorfor, men han havde en tendens til komme ind på folks sorger og problemer. F.eks. Ammon, som var trist over denne...Simone, som var død.

Blair nikkede bare til det han sagde, det var vel et hyggeligt sted. Bare ikke der hvor hun boede. Blair fjernede den anden hånd fra bordet og foldede den ind i den anden. Blair så fortsat smilende på ham, hun vidste ikke hvad hun skulle sige så det var godt at han fik et emne på banen, selvom det ikke ligefrem var et emne hun ville snakke for meget om. "Nej, det er mere indviklet ind som så."

"Well..." han lænede sig tilbage og lagde en hånd om sit glas med vand, lod den anden glide ned og lægge sig på hans lår.
"...hvis du har lyst til at fortælle, vil jeg lytte...Du ligner en der kunne bruge at snakke med en uindviet...ikke fordi jeg skal gøre mig klog på den slags..." sagde han, mens han så hende. det lille smil der forblev der.
et glimt i hans øje der drillede hende. Ikke fordi han ikke tog det alvorligt, men for at teste om hun virkelig var lukket land...eller om han havde givet op for hurtigt.
Han havde lyst til at være tættere på hende...Han mærkede det næsten helt ind i sine knogler.

Blair så på ham med et smil, det stivnede lidt da han rørte ved hendes lår, hvorfor var det så svært at modstå? Blair prøvede at ignorere det. Hun blev virkelig nød til at stoppe det, ellers ville det gøre det hele så meget værre. "Jeg var min kæreste utro og blev gravid." Sagde hun og så ned, det var ikke noget hun pralede med, men hun ville ikke skjule det for ham.