Nyt sted - Sean.

//Han lagde hånden på sit eget lår...?//

Han nikkede svagt, tænksomt.
"Og hvad med din kæreste nu? Er han så vred, såret, at han har forladt dig, truer han med at slå denne anden mand ihjel eller er han ligeglad? Eller en helt anden reaktion end jeg ikke har nævnt?" han kunne med gode grunde kun nævne de muligheder som enten var typiske, eller som han selv kunne tænke sig til...Men det hele kom altid an på hvordan tingene stod til.
Han tog glasset op, tog en tår af det, det hele på så underlig en måde, så langsomt, som var der noget han ønskede hun skulle ligge mærke til.
intet,ud over læberne, da de rørte glasset, den bløde måde de støttede det og lod vandet glide ind i munden uden at spilde.
glasset på bordet igen. Et svagt smil.

//Undskyld, jeg læste lidt for hurtigt.//

Blair tog en dyb indånding. "Han er vred og såret, han blev meget voldig over for den anden." Blair havde ikke lyst til at nævne navne, hun ville ikke have at andre skulle vide hvad der foregik mellem hende og hendes nærmeste. Blair så smilende på ham og håbede han kunne hjælpe hende med at tale ud. Det var rart at fortælle andre om det, til en der ikke var blandet ind i det. Alle andre hun kunne tale med om det var blandet ind i det på en eller anden måde. Det hjalp hende så meget at kunne tale om det med en anden. Blair åbnede sig sjældent så hurtigt for folk.

Han nikkede.
"Det er ikke kun skidt...selvfølgelig over for denne anden part, men det viser også bare at din kæreste interessere sig for dig, holder af dig..." han kom selvfølgelig kun med hvad han fik ud af det, en måde det kunne tolkes på. han havde ingen anelse om, om det kunne være godt eller skidt.
"Men...Hvad med barnet? Beholder du det?
Og hvad med denne anden mand, som du er gravid med...bliver du hos din kæreste, hvis han vil have dig og kan leve med det ikke er hans barn, eller vælger du ham den anden? Hvem af dem føler du mest for?" han stoppede op og smilte undskyldende.
"Undskyld, der var bare så mange spørgsmål der dukkede op i mit hovedet...du behøves kun fortælle hvad du selv har lyst til..." sagde han hurtigt og så ned et øjeblik for at vise han faktisk var lidt pinlig berørt over alle de spørgsmål. Men han så op igen lidt efter, for at vise han alligevel var interesseret i hvad hun ville fortælle.

Blair lyttede til det han sagde, det var voldsomt mange spørgsmål, så Blair måtte koncentrere sig for at huske dem alle sammen, hun havde brug for at fortælle om det så hun havde ikke tænkt sig at holde tilbage med informationer, udover navne. "Jeg går ikke ind for abbort, så jeg beholder barnet. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre..Det hele er bare så besværligt. Jeg har følelser for dem begge, men jeg har ikke fortalt om mine følelser for ham den anden. Så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har prøvet at tænke alle muligheder igennem, men der er bare ingen af dem der gør mig lykkelig."

Han så tænksom ud, han nikkede til at han forstod det og lænede sig så tilbage i stolen med armene over kors. Lod blikket glide rundt på omgivelserne. Der var kommet et nyt par ind siden sidste han havde kigget, de sad og nød et måltid mad.
Han kiggede tilbage på hende igen.
"Det er noget af en klemme..." sagde han roligt.
"...jeg tænker...om du er i stand til at erklære dig kærlighed til en af dem og prøve at overbevise dem om du kun vil være venner med den anden? Eller er de så langt op at køre at du skal vælge en?" han så igen tænksom ud, gjorde sig umage for ikke at snakke lige så hurtigt som før, men mere roligt.
"Og spørgsmål vil da også være om hvem af dem du skulle vælge...Hvad føles mest rigtig" han lænede sig frem igen og lagde armene på bordet.
"Hvis du kunne vælge frit...Hvem af dem føles mest rigtig at være hos? Husk du også har et barn at tænke på. Intet skulle vist være stærkere, end en mors beskyttertrang over for sit barn" sagde han

Blair vidste ikke hvad hun skulle sige, men hun måtte finde på et eller andet at sige. "Jeg ville nok vælge.. Jeg ved det ikke, jeg kan vælge med hjernen eller med hjertet, mit hjerte er splittet." Blair havde slet ingen idé om hvad hun skulle gøre, det hele virkede bare så stort, det var stort. Blair så ned i bordet og sukkede dybt. Man hører så meget om den slags ting fra andre steder, men det var meget sværere når man stod i det.

Han nikkede kort.
"Hvis dit hjerte føler lige meget for begge og du er overbevist om du ikke kan droppe begge, for det ville nok have været en løsning. den anden ville ikke blive jalous og du skal ikke vælge. men hvis du føler det samme for begge, lad da hjernen hjælpe. hvad er bedst? Hvor vil du have den mest sikre fremtid? Jeg ved det lyder lidt hårdt, at vælge en. Men det bliver du nød til, før eller siden, så lige så godt den der er bedst for dig og dit barn" det var nok svært at blande logikken ind på følelsernes territorium. Men nogen gange var man nød til det. Som Sean hørte det, kunne det være nu.

Hvis blair skulle have hjernen med ind i det ville det selvfølgelig være faren, han var jo faren. "Det er klogest at vælge faren." Selvom det var sagt var hun stadig ikke overbevidst om det var det rigtige, Blair fik mere og mere lyst til at springe i en havn som hun havde haft planer om tidligere, men hun vidste stadig at det ikke ville løse noget.

Han nikkede lidt. Han viste intet om hvilke personer det var eller hvilke værdier de havde, så han kunne ikke være med i hendes valg. Men uanset hvad var det hende valg, alene. Det ville det altid være.
Han nikkede igen svagt, med et lille smil.
"Okay, det lyder logisk, tanken om en såkaldt lykkelig familie...Men også den fact at det er hans barn, han har ret til det, lige så meget som du har..." han så lidt på hende.
"du er stadig i tvivl og det er kun logisk. Jeg prøvede bare hjælpe lidt, vise dig en måde du kan vælge på. selvfølgelig har du jo stadig tid til at tænke og vælge...Og hvem ved? Måske er skæbnen sød ved dig og tager dit valg for dig" han trak på skuldrene.
Hvad som helst kunne ske.

Blair prøvede at smile, men det blev noget halvhjertet. "Ja, en lykkelig familie er vel det alle ønsker sig." Blair håbede inderligt at skæbnen ville tage valget for hende, hun ville blive knust men så var det ikke hendes skyld. Blair sukkede og så på Sean. "Det skal du have tak for." Blair var glad for han ville hjælpe en der var så godt som fremmede, det var meget venligt af ham. Blair tog en slurk mere af vandet, hun havde siddet og snakket løs om hendes problemer, så hun glemte helt at drikke vandet.

Han nikkede svagt og smilte lidt.
"Så lidt...sikke et medmenneske jeg vil være hvis jeg bare ignorerede dette. Man kan jo se på dig noget er galt. At hjælpe en yndig kvinde som dig er kun en fornøjelse...Selv om man altid kunne have håbet at man havde mødt under andre omstændigheder" smilte han venligt, stadig en anelse charmerende. Men han gik ikke længere efter hende. Hun var optaget...endda i konflikt mellem to og med barn. Nej, hun havde ikke brug for at bryde sit hoved med, om den nye flirt nu også betød noget. Selv om han ville kunne tilbyde hende det...helt gratis.

Blair havde udelukket nogle detaljer, hun ville helst ikke fremstås dårligt og det ville hun blive hvis hun fortalte flere af detaljerne. Blair såsmilende på ham. Det var altid rart med en kompliment, især i hårde tider. "Det skal jeg nok huske til en anden gang hvis jeg brug for en at tale ørerene af." Sagde hun med et skævt smil og et glimt i øjet. Blair havde på ingen måde tænkt sig at bruge Sean.

han grinte roligt.
"Du kommer bare. Jeg tror du skal finde på noget mere end det, for at få mine ører til at falde af" drillede han og håbede samtidig hun også så det sjove og kunne grine lidt med.
Hans varm var blevet helt lunt nu, lunkent. men han bestilte ikke noget nyt. han var ret ligeglad med vandet.
Han blinkede kort til hende, lænede sig tilbage og lod blikket glide rundt et øjeblik. veltilpas.

Blair havde lidt på fornemmelsen hun godt kunne få hans ører til t falde af med det problem som han ikke kendte til, men det ville hun ikke til at fortælle om. Hun ville bare nyde at hun kunne sidde der og snakke uden af at flirte, det var hendes første gang i 2 år. Blair så smilende på ham. "Jeg har det med at rode mig ind i problemer, så det skal du slet ikke bekymre sig op." Sagde hun fugtede sine læber med det yderste af hendes tunge. Blair havde slet ikke fået set sig om efter de var begyndt at tale, hun følte sig selvcentreret når hun bare sad der og snakkede om sig selv og hendes problemer. "Fortæl om dig selv."

Han så hurtigt på hende. det værste punkt han viste, lige meget hvor det var og lige meget hvem det var, var den sætning. Fortæl om dig selv. Nej. Lad aldrig nogen få de informationer. Han havde desuden sin sikkerhed...og hendes,...at tænke på.
"Ahh...Der er ikke meget at fortælle..." hvad kunne han sige? Kendte hun til racerne?
"Jeg bruger min dag på at hjælpe til i en bagerbutik..." delvis rigtigt, han gjorde det en gang i mellem. for sit alibis skyld.
"..Og resten på at rejse rundt og tænke over livets spørgsmål. Jeg elsker filosofiske samtaler og tanker, jeg bruger meget tid på at analysere selv det mest enkleste...Der er altid mere end det ser ud til" smilte han. Lidt...men ikke for meget. Ikke noget der kunne bruges imod ham. mente han da.

Blair lyttede interesseret til det han sagde. Det lød da meget hyggeligt, Blair ville aldrig kunne arbejde i en bagerbutik, hun elskede kager alt for meget. Blair synes det var fantastisk at han var filosofisk, det var hun ikke selv men det var der en grund til. Blair ville prøve at fiske lidt efter om han var en race af en art, men hvis han nu var et menneske og ikke kendte til racerne ville hun skræmme ham væk hvis hun spurgte ham lige ud. "Så er der noget specielt i dit liv, noget der skiller dig ud fra andres liv?"

Hans blik ændres lige pludseligt. Blev køligere...næsten afstandtagende...og også mistænksomt. Han lænede sig tilbage i stolen og lagde armene over kors mens han blik hvilede på hende i et stykke tid.
"Hvorfor spørger du?" spurgte han så
"Fortæller du mig at denne samtale var planlagt? at du bare sad på bænken, netop for at finde mig? Det jeg vil frem til er...Har nogen sendt dig ud efter mig? For at finde ud af noget mere om mig?" han måtte spørge. Var det virkelig sådan, ville han kunne se det straks, for folk blev altid så nervøse, næsten bange, hvis han gennemskuede dem.
Andre blev bare forvirret, nogen direkte vrede over man troede det om dem.
og hun ville ikke kunne gætte noget ud fra det, bare tro det var en mands mistænksomhed, lige som alle andre også havde noget af på et punkt.
Men han måtte vide det...Hvis det virkelig stod sådan til havde han intet andet valg end...end forsvinde. slå hende ihjel? helst ikke.

Blair blev forvirret da han pludselig blev helt kølig at se på, hans blik virkede mere fjernt end det havde været før. "Hvad? Nej, jeg vidste ikke hvem du var før du sagde dit navn." Blair var meget forvirret over det der skete. Var der folk der ledte efter ham? Hvorfor ville folk vide noget om ham? "Det er bare.. Det lyder måske dumt, men jeg ville gerne vide om du var en af dem. Varulv, vampyr og hvad der ellers findes." Blair vidste ikke om det var klogt at fortælle om det, men hun ville ikke have han skulle tro hun var spion eller sådan noget, eller hvem det end var der skulle sende hende ud. Blair trak noget af vandet selvom det var blevet mere lunkent, hun havde bare brug for at blive kølet ned. Blair drak det sidste af vandet og stillede det på bordet igen, hun var let at forvirre når det kom til væsner men hun var ved at være vant til det, selvom det stadig virkede langt ude.

Han slappede af igen, lukkede øjnene kort. da han åbnede dem igen var de samme rolige øjne som før. Det lille smil vente tilbage, han lænede sig frem og lagde sine arme på bordet igen.
"Det må du undskylde...Jeg bliver så hurtigt...men kan vel kalde mig lidt paranoid" undskyldte han sig. ingen grund til at sige mere.
han sukkede svagt.
"Du er menneske...Og alligevel kender du til racernes eksisteren. det ser man ikke hver dag, så jeg viste ikke det var det du mente. Og dog tør jeg ikke svare, da jeg nok vil virke farlig. Farlig i menneskers øjne, men også farlig i dine.
Vil du vide hvad jeg er, husk da på vi har siddet og snakket. Husk da på at ville jeg dig faktisk noget, ville jeg så ikke allerede have gjort det?" Hvis hun da overhoved viste hvad det betød, når han fortalte hende det.

Blair kunne godt forstå han blev paranoid, der var vel folk der gerne ville have fat i de andre racer. "Du behøver ikke undskylde, det er forståeligt." Blair var også paranoid når hun var alene, hun vidste lidt til hvad der fandtes derude. Blair troede der var mange mennesker der kendte til racerne, men det gav god mening at de ikke gjorde, nogle mennesker ville helt sikkert flippe ud over det. "Jeg tror ikke du kan skræmme mig, jeg har mødt en varulv der har prøvet at tage en bid af mig, jeg er kærester med et haj ligende væsen og gravid med en halvblandnings race, går jeg ud fra. Min pointe er at jeg ikke tror du kan skræmme mig. Men du skal selvfølgelig selv afgøre om du vil fortælle det. Jeg tror ikke du vil gøre mig noget, så var det som du siger allerede sket. Jeg vil bare gerne vide hvad jeg sidder overfor." Blair ville godt kunne fortsætte samtalen hvis hun ikke vidste hvad han var, men det var alligevel rart at vide.

Han så tænkende på hende. Han viste ikke om det hans dæmon side af ham, der mente at ordet dæmon altid skræmte folk lidt mere...Og at han var...oveni...Men han kunne selvfølgelig ikke vide det.
"Fint nok. Jeg er dæmon" han så lidt på hende
"Men desværre ikke en hvilket som helst en af slagsen.
jeg er en Incubus" han forventede ikke at hun viste hvad det var...og det var nok også bedst. Han ville ikke forklare det hvis det var. Det kunne hun få...sine andre race-venner til.
Men de var sjældne og til tider meget mere frygtet end andre. måske var det bare fordi navnet lød fremmed. måske var det begrund af den måde de gjorde tingene på og den kulde de gjorde det med. Den måde de påvirkede og snød folk. Og de kunne nok have helt ret.

Blair prøvede at tænke tilbage for at finde ud a om hun havde hørt om dæmoner før, men det var ikke noget hun kunne huske. Så det var hendes første møde med en dæmon. "Jeg kendte så alligevel ikke til dæmoner." Blair rynkede panden da han sagde desværre, men det virkede ikke til at han ville tale om det, så hun lod det ligge. "Okay." Sagde hun og sendte ham et skævt smil, der skulle lidt mere til at skræmme hende, hvis han prøvede at gøre noget ved hende ville hun være noget mere skræmt, men det var mest fordi hun ikke vidste hvad alle racerne kunne, hvis hun kunne beskytte sig mod dem ville hun være mere tryg. Det var nu ikke fordi hun frygtede ham, han havde jo selv sagt at han ville have gjort noget ved hende hvis han ville. Blair lagde sine hænder op på bordet igen.

Det gik op for ham hvor kort der var ovr til hendes hænder. Han kunne sagtens rakt ud efter dem, rørt ved dem, nusset dem hvis hun havde tilladt det.
Han lod være.
Han lænede sig tilbage og lod blikket glide over rummet, mens en melodi gled gennem hans hoved. endnu en. Han var begyndt at skrive den ned, spillede melodierne der hjemme. Om han overvejede at blive sanger? Ja. Mange gange. Men han lod være, det tog alt for meget opmærksomhed. Noget han helst skulle undgå. Så det var mest en hobby.
Han så hendes glas var tomt.
"Kunne du tænke dig noget nyt?" spurgte han venligt

Blair synes han var lidt mystik, hun kunne ikke regne ham ud som hun kunne med så mange andre, det var ikke det der var med til at gøre hende tryg, det eneste hun kunne stole på var hans ord, men hun havde hørt dem mange gange og så blev de brudt, det var nogle hun kendte godt og holdte af, hvem sagde at en der var helt fremmet ikke ville gøre det samme, hvem sagde han overhovedet hed Sean, Blair havde før fortalt falske navne det var let at lyve. Blair slog tankerne væk, hun havde ikke noget at frygte. "Nej tak." Blair ville ikke være for besværlig, og hun havde heller ikke lyst til mere at drikke. Det første glas havde stillet hendes tørst. Blair sendte ham et venligt smil.

Han nikkede svagt og så lidt på hende. Satte sig så helt op og lod skuldrene køre rundt et par gange, sendte hende da et smil.
"Jeg håber ikke mit...min paranoia har ødelagt noget" sagde han så
"Tro mig, jeg har mine grunde til at være forsigtig" han nikkede svagt, mest for sig selv.
"Men det var hyggeligt at snakke. Medmindre du har noget mere at snakke om, og da vil jeg da glædeligt gøre dig selskab som lytter, tror jeg at jeg vil komme videre...Hvor længe bliver du i byen?" spurgte han