The worst day of loveing someone if the day you lose them ~Nicolas~

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Caroline var taget på kro bare for at få sig en drink, det var sommetider dejligt. Denne gang var der blot så mange mennesker, og hun lyttede altid for at være sikker på ikke at blive overrasket. Caroline havde det måske ikke så vidunderligt godt med at Andrea var flyttet ind ved Nicolas, men Angela havde jo en veninde og at lade Angela lide i ensomhed var ikke noget hun ønskede. Caroline tog en dyb indånding, denne aften skulle bare være stille og rolig. Hun tog sig en slurk af sin drink, men kort efter var der noget mærkeligt galt indeni hende. Hun rejste sig op, hun væltede efterkort tid om midt på gulvet.

Caroline åbnede kort tid efter øjnene op og kiggede rundt i et tomt kro værelse. Hun havde sit eget blod ned af armene. Det var sølle reb, hvorfor kunne hun ikke rive sig selv fri? Caroline rev til så hårdt hun kunne.. Hun følte sig svækket.. Hun kiggede på sine arme, hendes sår healede ikke.. Blodet blev bare ved med at flyde ud af hendes årer.. Endelig kom der en mand til syne i døren og kiggede på hende.
"Du ser lidt sløj ud, du fortjener det. Og nu har vi en chance for at slå dig ihjel. Du svag nu." Han greb om hendes ansigt og tvang hende til at kigge op på ham. Caroline forstod ikke hvad der forgik overhovedet. Han slap sit greb om hendes ansigt men han ansigt var stadigvæk tæt på hendes. Caroline trak sit ansigt tilbage hvorefter hun dunkede sit hoved op i hans så han trådte tilbage. Det gjorde så fucking ondt på hende det heale. Hendes krop dunkede voldsomt.
"Hvad har du gjort ved mig!?" Udsprugte hun ham, da han kom på benene igen. "Lad mig gå! Hører du? Lad mig gå!" Råbte hun så højt hun kunne. Caroline kunne ikke mærke sin indre styrke.. Caroline ruskede i lænkerne, selvom hendes forsøg blev mindre værd. "Jeg beder dig bare lad mig gå, og få din hævn en anden dag?" Spurgte hun. Manden trådte op foran hende og slog hende så hårdt han kunne. Han var umenneskelig stærk muligvis en dæmon, hans næve efterlod et rødt mærke på hendes kind.
"Jeg vil hellere lade dig forbløde herinde alene." Sagde han og gik derefter. Carolines værdtrækning blev hurtigere og hurtigere, mere og mere bekymret for sit eget helbred. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.. Hun kiggede ned på blodet der flød fra stolen og bare landede ned på gulvets fine tæppe. Hun kunne ikke lugte det, dog følte hun sig bare så tung i hovedet. Caroline vidste at hvis hun blev siddende her alt for længe.. så ville hun ikke overleve det, hun følte ihvertfald ikk at hun burde tage chancen.
"Hjælp! Jeg beder jer, en eller anden hjælp mig!" Råbte hun så højt hun kunne at hendes stemme næsten blev hæs. "Jeg vil ikke dø.." Hviskede hun tilføjende..

Nicolas havde haft en rigtig hård tid. Hans forlovede var død i hans arme og han kunne ikke gøre noget for at redde hende. Han havde gjort alt han kunne, men der var intet der kunne hjælpe hende. Han gik ind på kroen hvor sidst havde set hende og minderne væltede tilbage. Han forstod ikke at han havde mistet hende for alvor, han havde aldrig troet at de var for evigt. Nicolas lignede noget der var løgn. Hans hår var uglet, han havde poser under øjnene og hans hud var blegere ned normalt. Han havde ikke fået blod i et par dage, men hans sanser var stadig gode, hans tanker var bare et helt andet sted. Han satte sig ned på kroen og en duft omfavnede hans næse. En duft han kendte bedre end nogen anden duft. Carolines duft. Han var sikker på det bare var en hallucination, men han skærpede alligevel sine andre sanser, så han kunne være sikker på det blot var i hans hoved. Men så hørte han hendes stemme og han rejste sig hurtigt op så stolen røg flere meter bagud. Han brugte sin fart og var hurtigt oppe ved kroværelserne, han forsøgte at finde frem til hende, så han lyttede efter hende og han hørte hendes hviskende ord. Jeg vil ikke dø. De gav et ekko i hans hoved. Han sparkede døren ind til værelset og da han så hende sidder der spændt fast vidste han ikke hvad han skulle tænke. Tårene vældede op i hans øjne, og et par gled ned af hans kinder. Han gik hen til hende og aede hendes kind, bare for at være sikker på hun var rigtig. "Er du okay?" Det var tydeligt at høre han var glad for at se hende.

Døren fløj ind så Caroline næsten sprang op hvis det kunne have været muligt. Til hendes lettelse var den person hun helst ville se også den som stod i døren og kom hen til hende. Hun kiggede ham i øjnene, selv var hun meget bleg i huden.. Men det var på grund af blodtab. Men til en forskel fra før kunne man hører hendes hjerte, men kunne hører hvordan blodet blev pumpet rundt og kæmpede for at holde hende i live. Hun rystede lidt på hovedet.
"Nej ikke helt, jeg ved ikke hvad der er galt med mig." Svarede hun lidt hæst, hendes stemme var svag.. Blodet fløj stadigvæk ned af armene på hende, og hendes kind stadig rød efter slaget. Caroline vidste ikke hvad, men der var et eller andet voldsomt galt med hende.
"Jeg kan mærke mit eget hjerte banke imod mit bryst, jeg beder dig. Få mig væk herfra." Sagde hun så, og kiggede Nicolas i øjnene med et svagt smil. Han var glad for at se hende det kunne hun se på ham og hun var også glad for at se ham, selvfølgelig var hun det.

Nicolas havde hurtigt opfanget der var noget galt med hende. Og ikke mindst havde han opfanget blodet der sprøjtede ud af armene på hende. Han var sulten, så det fristede ham. Han satte sig på hug foran hende og så hende i øjnene mens han havde rynket bryn. "Du er jo.. Caroline du er et menneske." Han så på hendes sår på armene og overvejede kort hvad han skulle gøre. Han så rundt i rummet og fandt noget stof som han rev i stykker og bandt om sårene. Dernæst bandt han hende op og gjorde klar til at hjælpe hende om nødvendigt. Han vidste ikke hvad han skulle tænke om, at hun var menneske. Han forstod ikke hvordan det var muligt.

Caroline lyttede til hvad han sagde til hende, hun forstod ikke det først selv. Men så kunne hun godt sætte sig ind i det, det var over fire år siden hun havde været menneske sidst. Dette gav for alt andet i verden ingen mening overhovedet.
"Hvordan?.. Hvordan er noget af det muligt." Sagde hun lidt ud i luften da han fandt noget stof som han bandt rundt om hendes sår. Caroline kiggede på ham imens han havde fået hende fri fra rebene. Stædigt rejste hun sig op på sine svageben, men holdt fast i stolen. Caroline vidste godt at hun ikke kunne gå særlig langt uden af falde. Men efter alt hun havde været igennem så ville hun ikke give op så let. Hun gik et skridt frem og slap stolen kort, hun skulle finde sig noget engle blod. Det ville kunne heale hendes sår.. Caroline mistede næsten balancen og var ved at falde tilbage. Dog fik hun et skridt over imod Nicolas så det var ham hun faldt ind i og ikke ned på gulvet. Mennesker.. så pokkers skrøbelige.

Nicolas vidste ikke hvorfor og hvordan hun var blevet et menneske. Han havde aldrig hørt om det før, men det måtte jo være muligt. Han trak på skulderne. "Jeg ved det ikke. Hvad er det sket det sidste stykke tid?" Hvis de kunne finde ud af hvordan hun var blevet menneske, kunne de måske finde ud af hvordan de kunne gøre hende normal igen. Han så hende rejse sig op og lige inden hun væltede greb han hende. Han løftede hende op og gik ud af værelset. "Det var ligesom da vi først mødtes." Han havde aldrig glemt deres første møde, og han ville heller aldrig glemme det.

Caroline prøvede at tænke sig om.
"Jeg tror min drink har været forgiftet eller noget i din stil. Jeg kan bare huske jeg faldt om.. og vågnede her. En mand sagde at jeg fortjente det.. og nu havde de en god chance for at dræbe mig fordi jeg er svag." Caroline vidste ikke helt selv hvad hun skulle sige lige nu, hun havde sikkert ikke fået det kodet helt ind i sit hoved endnu. Han løftede hende op, det var behageligt. Caroline følte sig tryg i hendes favn, og nu havde han chancen for at være beskyttende overfor hende mere end før, fordi hun netop var det svagere.. end nogensinde før. Caroline så op på Nicolas med et skævt smil.
"Jeg glemmer aldrig den dag. Det var begyndelsen på den bedste tid i mit liv." Svarede hun ham og kiggede op på ham. Caroline sank en klump og åndede forsigtigt ud.

Nicolas ville lyve hvis han sagde hans liv ikke blev bedre da han mødte Caroline. Han begyndte at føle sig levende igen, indtil da havde han bare eksisteret, først da de mødtes kunne han endelig kalde sig levende igen. Han lyttede til hvad hun sagde før han begyndte at gå ud. Det slog ham lige pludselig hvad der var sket, og det fik ham til at stoppe op. "Du døde ikke af den væske de sprøjtede ind i dig. Du blev menneske." Han så lige ud så hans blik ikke var rettet på hende, hvilket var et typisk tegn på at han udtænkte en plan, men han vendte hurtigt blikket imod hende igen. "Jeg glemmer det aldrig." Han kyssede hendes pande. Han ville altid beskytte hende, men nu kunne hun ikke forsvare sig lige så godt som før, og det gav ham endnu større grund til at beskytte hende.

Caroline var ikke sikker på at det kunne passe, hun havde haft det helt fint inden hun vågnede igen. Hun var ikke sikker på hvem der var skyld i det og ikke var. Dog var hun sikker på at det ville være en dårlig ide at prøve at forvandle hende igen, for hvad hvis hun blot ville dø i forsøget? Dem som havde gjort det måtte jo alligevel være lidt kloge for at hun overhovedet ikke havde haft mistanke om noget. Hvor følte hun sig dog dum, sjældent hun endelig følte sig dum.. var det en menneske ting? At føle sig dum og uduelig. Caroline kom dog hurtigt ud af de tanker igen da Nicolas kyssede hendes pande. Et smil blomstrede sig på hendes læber atter engang, og gjorde mørket forlod hendes sjæl. Caroline prøvede at slappe af, dog vidste hun fra en gammel vampyr 'ven' at hendes blod var ret så specielt. Og da Nicolas ikke havde mødt hende som menneske, så kendte han ikke dens vidunderlige duft. Yoanna havde fortalt Caroline tilbage i tiden at hun aldrig ville slå hende ihjel, for så ville hendes blod forsvinde.. Caroline huskede tilbage på tiden hvor hun blev jagtet af denne vampyr præcis på grund af blodet. Dog vidste hun ikke om det havde ændret sig hendes blod, der var jo stadigvæk hendes. Caroline fik et glimt af Christan op i hovedet ved tanken om Yoanna dog slog hun de irriterende minder der ikke bragte andet end sorg tilbage til hende ud. Caroline hadede de minder og lagde sit hovede op af Nicolas' for at være tættere på ham end hun allerede var.
"I love you, always and forever." Hviskede hun imod hans ører med en kærlig stemme, hun var lidt træt. Dog forståeligt efter den galning havde prøvet at dræbe hende ved at dræne hende for blod.

//Vigtig emne.