Turn lose the mermaide ~ Demiah

Sted: Doomsville - Angerforge District - Lawless Mansion

Tid: 01:13 om natten.

Vejre: Nattens ny måne står over horrisonten og lader sine stråler ned imod doomsville's bjerg side.

Omgivelser:
Lyden af vindens milde stemme, som synger igennem gaderne, og nattens uro breder sig fra de lavere stående dele af Doomsville. I angerforge District er lyden af metal der rammer jorden, fra vagterne der patruljere omkring gaderne. Sikre sine borgers tryghed i Angerforge District. Mon håbet er lagt højere end forventet i nat? eller om det blot er endnu en mørk dag for Underworlds befolkning.

Lyden af tjeneste folk, som træske hastige skridt i Lawless Mansion, nogle forbereder på nattens frembrud og lyden af nattens private vagter, som forbereder sig på at holde vagt og sikre at Lawless familien's mansion forblever urørt af mørkets dystre hånd. Flere tropper op og afventer på at lyset skal bryde mørket, mens nogle få tjeneste folk holder sig vågen for natten, til at servicere de forskellige vagter der står klar, samt sikre deres behov er opfyldt, ned til den mindste kop te. Lys og livet er ganske simple i mansion, da forskellige starin lys står tændt, rundt omkring. Sikre at mørket ikke er en uvelkommen gæst, men at det er en balanceret del af hjemmet, så vel som lyset for dem at kunne se i mørket, til at belyse den stille nat. Nogle af tjeneste folkene går rundt med et starin lys, andre med en lyse stage, med diverse tilbehør af bakker, spande og andre redskaber til at sikre deres gæster og beboers behov.

~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~

Fenris sad inde på sit eget værelse, han skrev videre på nogle forskellige breve og fik forseglet det sidste for dagen, hvor efter han rejste sig op og kiggede ud af vinduet, for at se hvad der forgik omkring gaderne. Hans blik gled kort på en af gade vagterne, som gik rundt med en hænge lampe og trådte rundt i gadernes muld og mørke. Fenris tænkte kort for sig selv om hvilke årsag at han skulle gå rundt? Han ville jo blot blive ofre for en sulten vampyr eller en sulten dæmon. Hvis han altså var heldig. Var manden uheldig, ville det muligvis være en skygge dæmon eller det der var værre. Hvem ved, måske er der intet lys i denne mørke og dystre verden. Håb virkede der i hvertfald ikke til at være meget af.

Han vendte sig rundt og gik imod sin værelses dør og åbnede op til korridoren foran sig. Til hans venstre side ville det føre mod hoved indgangen og til gæste værelset, som han havde midlertidigt dediceret til Demiah, for at hun kunne komme sig i ro og mag. Foran ham var en anden korridor, som ledte videre imod den store sal, med en dør imellem sal døren og hans værelse, var der en dør til haven, på den pågældende korridor's venstre side, hvis man altså gik fra Fenris' synsvinkel. Hans påklædning var et par sorte løse bukser og en hvid skjorte. Han trådte med rolige skridt over mod gæste værelset, for at se om Demiah havde det bedre? Eller havde det værre, hvem ved. Måske havde hun fået kræfterne tilbage?

Han åbnede roligt døren ind til Demiah's rum, hvor lyden af vindens blide stemme, synge igennem rummet. Det var mørkt indenfor og den kølige brise gav aromaen at rummet var tomt. Han åbnede døren op og kiggede vuderende rundt. ''Demiah?'' Han trådte roligt ind i rummet, mens han lagde hånden på hans venstre side på sværd skaftet, forberedt på en eventuelt fjende skulle dukke op. Duften af et ny slukket starin lys var stadig i rummet, så det har ikke været inden for få minutter siden. Han trådte over til lyset og roligt fandt et fyrtøjs sæt frem for at tænde starin lyset. Rummet så ud til at være et rod. Vinduet var åbnet helt op og afmærker af et klatre klo var på vinduet's kant. Tydeligt tegn på at der muligvis havde forgået kamp. Da fenris havde lukket døren til værelset, kunne han se en dolk, med et papir stykke hænge på døren. En typisk løse sum for at Fenris kunne få sin [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] tilbage. Han så undersøgende rundt i rummet, hvor efter han gik over til hendes seng hvor hun havde sovet og lukkede øjnene. Duften af hende var svag, men med en smugle held, stærk nok til at spore hendes sans. Fenris øjne begyndte svagt at blive mælke hvide, hvor duft sporet svagt antyd at demiah havde været i rummet, men havde muligvis blevet ført ud igennem vinduet. Hans blik kiggede ud af vinduet, hvor at duft sporene så ud til at føre ned langs gaderne mod en af slave gyderne. Sikkert nok et røver bo, som de havde ført hende til. Hvem ved, uanset var fenris i fuld gang med at følge efter, for at forsøge at indfange dem, der havde kidnappet hans egendom.

Et barn grinte, luntede frem, rakte ud efter Demiah, som var lige bagved i de små, fyldte gader. Alle farver, al varme var som forsvundet fra omverdenen, pånær hos barnet, selvom Demiah ikke kunne identificere nogen af farverne. Hvor alle var slørede, var barnet tydeligt, og så alligevel ikke. Det var som om fodtrinene lyste op, mens de rendte afsted. Det var svært at følge med, og inden længe var barnet ude af syne. Demiah vidste ikke hvem barnet var, men følte at hun måtte finde det igen. Gaderne snurrede og svang, til hun pludseligt befandt sig i en åbning, i en gylden skov. Barnet sad midt i denne, og nynnede uforstyrret, da der end ikke var en fugl til at synge med. Demiah gik roligt over til barnet, og lagde blidt hånden på barnets skulder. Barnet reagerede med at vende sit ansigt og kigge op på hende, med Demiahs eget ansigt. Barne-Demi kiggede forundret et øjeblik, før øjnene fyldtes med frygt, og hun begyndte at skrige noget så frygteligt, mens alt omkring dem blev mørkt.

Demiah satte sig op med et sæt. Luften skar sig vej gennem hendes hals, og hun kunne mærke hvordan hjertet næsten bankede sig vej ud af brystet på hende. Rummet var lettere, varmt oplyst af et enkelt stearinlys. Demiah var ved at være kommet sig, og der var efterhånden kun lette misfarvninger tilbage på huden. Sårene var helet hurtigere end nogensinde før, med den pris, at det dannede tydelige dansende ar. Et minde om at hun skulle blive bedre, blive stærkere end alle hendes rivaler, end alle der ønskede hende ondt. Intet ville dog nogensinde slå dæmonsygen. Hun havde været svag, men ikke så svag. En dødsdom, med en spand over hovedet.
Demiah rejste sig op, og vendte sig mod stearinlyset. Med en enkelt finger, legede hun lidt med den fine flamme, observerede hvordan dens dans sortnede hendes skæl, hendes hud, og den stumpe klo. Selv i flammens skær, kunne Demiah ikke lade være med at tænke på drømmen. Hun havde haft den flere nætter i streg, men først nu havde den fortsat ud over gaderne. Hun rystede på hovedet og fnyste svagt. Det kunne ikke være andet end en fjollet drøm, og selv hvis det var mere, var der intet hun ville kunne gøre ved det, nu. Hun var fanget, men alligevel ikke. Demiah havde intet problem med sin ejer, kun princippet at blive ejet af nogen. Hun var tværtimod taknemmelig for at kunne få et nogenlunde liv, hvor hun ville være noget værd.

Lyden af noget hårdt der gik mod ruden, og et bump af noget blødt men tungt mod gulvet, fik Demiah til at vende sig, og stå ansigt til ansigt med med en maskeklædt skikkelse. Hun bakkede op mod den kolde væg, med et gisp og bankende hjerte. I et kort øjeblik var hun klar til at angribe med sine kløer, velvidende at de ikke ville kunne forårsage den største skade. Det mindste hun kunne gøre var at gøre fysisk kontakt så smertefuld som muligt. Skikkelsen lagde blot en finger mod sine læber, og tyssede. Med lette trin bevægede skikkelsen sig over gulvet, uden en eneste lyd, og ansigtet fortsat vendt mod hende. Det var næsten som om skikkelsen svævede, som om det var et spøgelse. Uden varsel sprang skikkelsen på Demiah, skubbede hende hårdt ind mod væggen. Dens handsker, hænder, hvad de så end var, afgav en brændende fornemmelse, som salt i et sår. Som modsvar hoppede Demiah op, og stødte til med benene fra væggen, resulterende i at de begge landede på gulvet. Demiah kunne kun lige nå at kigge op, før skikkelsen nærmede sig med hastige skridt. Der var kun tid til at forkvaklet forsøg på et spring til siden, ind i et skab, før et mislykket spark landede hvor hun befandt sig for blot et øjeblik siden. Skikkelsen knurrede højlydt og greb ud efter Demiah, tog fat i hendes arm og smed hende over på sengen. Skikkelsen vendte sig om mod vinduet, og Demiah tog chancen. Hun var et enkelt skridt fra at springe på dens ryg, da skikkelsen vendte sig, stoppede hende med en arm, og trak hende ned på gulvet. Alt luft virkede til at forlade Demiah, som vendte sig om på siden, under forsøget på at få lidt tilbage igen. Skikkelsen vendte hovedet som en hund i et forsøg på at forstå. Bevægelsen var nok til at afsløre, at tumulten havde flået en kæde op fra dens klæder, så den hang og dinglede. Smykket fik det til at løbe Demiah koldt ned af ryggen, da hun genkendte det som hendes eget, blot mørkere. Sortelverens værk. Skikkelsen rakte ud efter Demiah, hendes ansigt, men stoppede op, end ikke en centimeter fra hendes kind. Den rejste sig derefter op, og trak en dolk fra folderne i sine klæder. Med hurtige skridt, bevægede den sig mod døren og stak til. Demiah kunne ane en seddel, men kunne ikke forstå hvorfra sedlen var kommet fra, om det havde været en hurtig bevægelse, hun havde misset. Demiah kravlede panisk mod vinduet. Smerten fra skikkelsens berøring begyndte at sprede sig, og sugede efterhånden energien ud af hende. Skikkelsen selv gik roligt imod stearinlyset, og slukkede det med to fingre.
“Du kunne have skreget efter hjælp, men nu er det for sent.” Demiah så frygtsomt op på skikkelsen, hvis stemme var underligt dyb, og indså at skikkelsen havde ret. Hun kunne til hver en tid have skreget, tilkaldt hjælp. Skikkelsen sukkede. Den var allermest sammenligneligt med et barn, som skulle gøre noget det ikke ville, med kropssproget. Med en rysten på hovedet forsvandt det billede, og skillelsen fløj næsten over til Demiah. Alt blev sort.

Hovedet føltes værre end morgenen efter en flaske vin. Demiah kunne mærke at hun lå på noget hårdt og koldt, muligvis et stengulv. Det tog et enkelt forsøg, at finde ud af, at hun endnu engang var bundet, men ikke til noget, af det hun kunne mærke.

Demiah vågnede op igen, bundet og liggende på noget hårdt. Der var stemmer, ukendte, men alle dybe. Hun åbnede øjnene forsigtigt. Det var et lille rum, mørkt nok til at faklerne ikke hjalp meget. En af mændene virkede bekendt, og Demiah’s hjerte sank da hun genkendte ham, som slaven der engang hjalp hende. Endnu engang hjalp han hende op.
“Velkommen hjem” Stemmen kom bag fra slaven, og Demi blev helt kold indeni. Sortelveren smilede grumt, med noget hængende fra hans hånd, hvad der lignede det gamle smykke.
“Vi har alle savnet dig”
((Droppede perfektionisten, men håber det stadig går. Ellers kan det skrives om xD))

Vánagandr stormede i retningen af lugten. Hans tænder begyndte så småt at ændre form, til mere bestialsk. Tand efter tand faldt fra hans mund, efterhånden som lugten af Demiah blev stærkere. Hans mund bestod nu af et sæt hvide haj tænder, række efter række af hvide flående tænder. Klar til at flænse kødet. Hans dufte sanser omkring Demiah blev stærkere, så stærk at han nu stod udeforan huset, som stank af hende. Måske for nogle væsner var det en mindre 'andelse' eller et 'hint' om at hun befandt sig derinde, men for Vánagandr var det essencen, som op hobede sig i bygningen.

Hans øjne blev stille til klar dæmoniske træk og hans tænder begyndte så småt at falde ud, ændre sig tilbage til de normale mælke hvide tænder, række efter række. Lyden var sikkert skærende for de fleste, men for Vánagandr var det ikke første gang denne 'forvandling' havde sket før. Smerten var dog utrolig fyldende, men stadig noget han kunne 'bide i sig' Hans øjne drejede sig dog først over imod en fremmede, som stille bevægede sig over imod ham. Skikkelsen virkede fjern, måske 'nogle' der kendte til Demiah's forsvinden. Eller et ufrivillig ofre, som tjente nogle imod sin vilje. Hvad en det ville, havde den en svag duft af Demiah.

Hans øjne var varsomme, men forholdte sig roligt. Måske havde dette væsen et 'fornuftigt' samtale hjerte, hvis ikke ville Vána med glæde skære hjertet ud for at få svar fra dette væsens sjæl. Race for ham var endegyldigt. ''Hvor befinder hun sig.'' Vána afventede han svarede, med hånden let liggende oven på sit sværd. Klar til at trække klinge, hvis det skulle blive nødvendigt.

//Tænker at give dig mulighed for at spille vores 'mystiske -fremmede' ^^ //