Worst or the best - Geralt & Fay -

Tiden var ved at løbe fra hende. Aria var taget på arbejde i Doomsville og Geralt var ude og lufte tankerne. Beths hånd havde med tiden fået det bedre, så hun var gået ud. Hun ville ikke gemme sig i sin egen hjemby! Derfor gik hun stille rundt omkring. Dog løb hun hurtigt ind i problemer. Beth havde dog våben på sig, det vidste de dog ikke. Men for forsigtig kunne man ikke være. Bevægelsen i hendes fingre var efter et par uger blevet god igen. Beth blev slået i jorden med en hård næve. Og det var lidt af en intens kamp, for denne gang var Beth faktisk forberedt på at de ville komme. Deres tab! Dog efter et noget så blodigt ende så var de stukket af, ikke mindst lige så skadet som hun var. Dog var vampyre mod en shapeshifter ikke lige det man regnede med shapeshifteren ville overvinde. Og på trods af blodmanglen, så stod hun stadigvæk på benene.. eller bare glem det.
Nogle venlige folk fik hende sendt til hospitalet, hvor de med det samme gik igang med nogle undersøgelser.
Jason havde set det og prøvet at få fat i Katerina. Dog nåede han det ikke før Katerina havde skreget så højt - at vampyrene på deres flugt faldt sammen, uheldigvis tæt på både Geralt og Katerina. Katerina lukkede øjnene op og sank en klump inden hun fik en kniv trukket frem og kastede den, så den ramte en af vampyrene lige ved struben. Hun kiggede på Geralt. "Du har ingen tid at spilde! Skynd dig. Op til sygehuset!" Lidt havde Jason da givet hende. Måske var det nok til at hende og Geralt faktisk måske i fremtiden ville kunne enes?

Beth lagde i bevidstløs tilstand, eller rettere sagt hun sov. De havde alt under kontrol. Og gav hende noget blod at styrke sig på. En af sygplejskerne modtog Geralt så snart han ankom. De var ikke i tvivl om, hvem han ledte efter. "Hun klare den. Hun mistede bare en masse blod.. i heldige med hun ikke mistede mere.. så.." Hun smilede let til Geralt. "Bethany er gravid." Tilføjede hun og nikkede Geralt med ind i det rum Beth var i. Selvfølgelig var det de pæne værelse, det vidste godt, hvem Beth var jo. "Hun vågner snart. Bare bliv her.. hvad navn skal jeg skrive på tjek ind listen?" Spurgte hun.

Geralt, havde snakket lidt med Kat, hvorefter de lige så stille var begynde at kunne finde ud af ting sammen. Dog, havde skriget, en meget mærkelig virkning på Geralt han vendte sig lynhurtigt op og så kniven i Vampyrerns strube. Geralt ville ikke bare stå og kigge på nej, han ville gøre noget. Men idet samme, kat så det mærket Geralt det os. Det var kun haltreds procent, af hendes smerte men det var nok til at få sat fødderne igang. Geralt lod ikke kat sige det mere ende en gang, før hun kunne sige det helt færdig begynde han at løbe. Han måtte finde Beth, hvad var der sket med hende. Han kunne ikke leve i uvidenhed. Han stormet op på hospitalet, hvor han løbe gennem det. Indtil han stod foran nogen, som havde ventet ham sjovt nok. Geralt fulgte efter dem og da de kom ind, gad han ikke engang at se sig om. Det var et rum, som var særlig til hende. Det var langt fra normalt, man kunne se at hun var betydningsfuld. Geralt stormet jo hen til hendes seng, hvor han stilte sig ved siden af hende. Hun var gravid, han forstod det ikke, eller han ville ikke tro at hun havde været sammen med en anden. De, havde jo ikke været så meget sammen, så hun jo var blive gravid. Måske, havde de men han måtte høre på hende når hun kom sig. Da de spurgte om, hvem han var sank Geralt en klump, han ville ikke oplyse sit fulde navn. Måske skulle han bruge hans helt rigtig navn, "Sam Silver River." Geralt, havde været hans andet jeg. Hans anden, idenititet hvilket mange ikke vidste men Beth ville få det at vide før, eller siden. Geralt holde hende i hånden, hvorefter de forlod dem, hvor ville Geralt ha ønsket, at han var ved hende. "Jeg er ked, af at jeg ikke var ved dig, jeg lader dig aldrig være alene igen." Lød det svagt fra Geralt af, han anet ikke om hun hørte ham, men hvis hun gjorde kunne hun høre, hvor skidt han havde det med sig selv for dem. Geralt sætte sig ned, han ville sidde vågne ved, hende lige meget, hvor længe hun skulle ha for at komme sig. Ari var os ramte af det, men han holde dog sig i Sunfury som, Geralt havde bedt om. Geralt, havde lagt halsekæden over hende, hvorefter han sad og holde ringen i hånden. Hun måtte godt komme sig, efter hvad han havde prøvet nu. Ville Geralt giftes med hende, han ville aldrig lade dette ske igen før, han fik sat dette i bevægelse. Dette, havde nemlig vækket ham op fra, drømmeverden. Han ville være, sammen med hende hele livet igennem han ville vise, hvor meget han elsket hende.

Sygeplejesken gik ud igen. Kom tilbage et par enkle gange, for hver time der gik. De sagde ikke meget, andet end at tilbyde Geralt noget at drikke eller noget at spise engang imellem, imens han kunne vente på Beth ville vågne. Hendes hjerterytme var stabil, så hun var ikke døden nær, bare mistet en del blod. Og en masse blå mærker på kroppen fra kampen. Ingen alvorligere skader var der at se.
Hvad var der gået? Lidt over 4 timer. Hun rømmede sig let og blinkede svagt til hendes øjne fik det skarpe lys i øjnene. Hun kiggede vildt til siden men slappede mere af da hun så Geralt. Hun åndede direkte afslappet ud og smilede så let. "Hey." Smilede hun svagt og kiggede på ham. Geralt var den eneste som kendte til hendes tilstand. Hun havde ikke været vågen til at kunne høre sygeplejskerne snakke omkring det.
"Hvad så?" Spurgte hun og bemærkede den nye genstand omkring hendes hals og lagde en hånd på den. "Den er rigtig smuk" Smilede hun til ham og lod sin hånd række ud efter ham.

Dørene blev klasket op i væggene med et brag til hospitalet. Fay havde ikke været hjemme da sygeplejersken var kommet for at fortælle at Beth var på hospitalet, og det var først her for 15 minutter siden da hun kom hjem, at hun havde fået det af vide. Med skridt hvor selv satan ville fordufte, trampede hun ind på hospitalet. Hun gik som var hun en dronning, en rasende dronning. Raseriet stod ud af hende, hvem end der havde fået sendt hendes datter på hospitalet, ville komme til at bøde for dette. Pan, fays tiger kommer majestætisk gående bag hende. Hans ansigt var truende, han kunne mærke Fays raseri, og fordi han nemlig også var Fays lille baby, var han som Fay i dyreskikkelse. Kvinden i skrænken spurgte ikke efter noget eller noget andet, hun vidste hvem Fay var, og hun fik hurtigt fremstammet værelses nummeret. uden overhovedet at have vist hun havde forstået det, gik Fay direkte i retning af dette værelse. Hun nåede værelset og gik ind uden tøven og Pan fulgte hende loyalt.
Hendes blik landede direkte på den unge, fremmede mand."Forsvind" Var det eneste hun sagde i hans retning før hun gik over til Beth, og skiftede fra ond satan til verdens mest pylrede mor."Er du okay lille skat?? hvem har gjort det her? jeg lover dig, de overlever ikke nattens ankomst!!!"
Pan satte sig for enden af sengen og begyndte at nidstirre og vise tænder over for den den fremmede mand.

Geralt rejste sig op, da bethany var kommet til sig selv, han rejste sig op og gik hen og kysset hendes hånd, hvorefter han gav den et kærligt klem. "Jeg har noget at fortælle dig lidt senere, noget som lægerne sagde til mig." Lød det kækt fra Geralt af, hvorefter han smilte da hun nænvte halskæden. "Jeg tænkte nok, du ville kunne lige den." Lød det drillende fra Geralt af, hvorefter han hørte skridt komme gennem hospitalet. Da han så, hvem der kom ind, bakket han kort væk. Han var ikke helt sikker på det, men at dømme efter hvordan hun gik hent til Bethany, var det sikkert moren. Eller en tante, hvem det ende var var hun i familie med Beth. Geralt bakket kort væk, men da hun bedte ham om at forsvinde blive han stående. Hun skulle ikke smide ham ud, han var her kun på grund af Bethany, så hun kunne godt glemme det. "Glem det, jeg bliver her." Geralt lagde ikke mærke til dyret som stod og stirret på ham. Nok fordi han, havde stilte sig op i hans fulde højde, han var jo en ganske høj mand. "Jeg bliver ved Bethany, du må dræbe mig, hvis du vil ha mig væk." lød det kort og kontant fra Geralt af, hvorefter han kigget over på Bethany igen og sende hende et svagt smil, "jeg skal nok blive her." Han tog derefter, fat i hendes hånd igen og klemte den kærligt, "er du ved at være udhvilet, eller er du stadig smadret." Lød det svagt fra Geralt af, man kunne sagtens høre at han bekymret sig om Bethany mere end ham selv. Hvilket vel, kun var en god ide når det kom til det.
//god, ikke svare, når det er aften, det skal jeg bare ikke til hverdage o_o//

Hun havde det mærkeligt for hende, at ligge på den anden side af hendes eget arbejde. Nok boede hun i Sunfury, og havde måske glemt at fortælle sin mor at hun var i Firewood Village for denne måned. Da dørene gik op løftede hun blikket. DEt brune hår, og det målrettede rasende blik - yep hendes mor. Hun satte sig med kun en smule besvær op og kiggede over på Geralt, da hendes mor bad ham om at forsvinde. Beth vidste, at der skulle mere til at få Geralt til at smutte. Så godt kendte hun ham alligevel efter et år. Hun nikkede til sin mor. "Jeg har det fint. Bedre end jeg ville forvente." Smilede hun skævt, hun rystede derefter lidt på hovedet. "Bare rolig. Jeg fik dem ordnet selv. De overlever ikke længe." Selvfølgelig havde Beth kæmpet beskidt, hun havde dyppet sine knive i noget dødeligt gift. De ville overleve natten over. Beth løftede blikket over på Geralt og Pan. Hun lod sin hånd glide henover Pans bløde pels. "Jeg satser virkelig på, at ingen af os herinde behøver at dø." Tilføjede hun så lidt efter. Beth havde fået flere ben i næsen efter hun var flyttet til Sunfury, hun var stadigvæk ganske uskyldig, men hun var ikke længere bange for at åbne munden. "Jeg har det fint. Jeg skulle jo sparke deres røv for sidste gang ikke?" Hun klemte let sin venstre hånd, hvor neglene var revet af. Dette var blot hendes hævn for, hvad de havde gjort ved hende. Hun kiggede derefter skiftevis på Geralt og sin mor. "Mor.. det er Geralt. Min kæreste... Geralt, mød min mor." Det her var jo slet ikke akavet overhovedet!

Hun kiggede koldt på manden, hendes blik lynede så vildt at det næsten kunne slå ihjel."Så du tror virkelig at du har ret til at være i nærheden af min datter når du ikke engang kan finde ud af at beskytte hende? din lille mide!" Fay hvæsede arrigt af ham og Pan havde rejst sig op. Pans hoved gik til mandes brystkasse, han var en stor tiger, og han ville ikke have problemer med at overfalde denne knøs.
Fay smilede blidt til Beth."Lad mig lappe dig sammen skat." Roligt begyndte hun at tilse alle Beths skader, og efter få minutter var alle skader helet, både de indre og ydre skader. pludselig mærkede hun et...nej to liv!! raseriet væltede endnu engang ind over Fay og før nogen ville kunne nå at reagere havde hun smasket fyren op i væggen, forvandlet sig til sin dæmoniske skikkelse, og stod nu og råbte ham op i hovedet"HVOR VOVER DU AT SMUDSE MIN DATTER TIL PÅ DEN MÅDE??? JEG LAVER DIG OM TIL EN LÆNESTOL OG BRÆNDER DIT FEDT AF I STEDET FOR STEARIN LYS" Hendes stemme var så høj at mure og møbler svagt begyndte at ryste under hendes raseri.

Geralt sukket kort, da hun svaret ham. "Du skulle være blive inde, til jeg fik ordenet det." Han hørte dog hurtigt, bagefter hvad Bethanys mor sagde. Han anet ikke, hvad han skulle sige til hendes mor, det var jo det samme som han sagde til Bethany. "Jeg vile ha været ved hende, hvis hun ikke var taget ud, for at klare det selv, jeg gjorde hva jeg kunne, men jeg kan ikke beskytte en person jeg ikke vidste, hvor var." Man kunne høre at Geralt, var blive halv vred lige nu, men det forsvandt lige så stille igen. Han nået dog ikke rigtigt og tænke, efter Bethanys mor skubbet ham op, af muren og forvandlet sig til dæmon. Geralt var ikke bange for dæmoner, efter hvad han havde oplevet var det her dog meget let. Han mærket hans krop op af muren, "jeg fandt først ud af det nu selv, hvorfor tror du jeg kom her op før dig, jeg bekymre mig for Beth lige så meget som dig, eller måske mere." Nu var det sagt, han havde hørte på hende og nu, havde han  sagt hvad han mente. "Hvilken mor lader os sin datter flytte ind, i et hjemsøgt hus som, næsten fik hende dræbt jeg reddet hende, jeg forstår du." Geralt kigget Bethanys mor i øjne, med hans ene øje. "Jeg har beskyttet hende med mit liv, jeg vil gå i døden for hende og det gjorde jeg næsten os, jeg var heldig med at Bethany og dem vi var sammen med ville hjælpe mig,  men jeg var parat til og dø for hende." Geralt kigget derefter over, mod Bethany, "Beth du er Gravid, jeg fik det at vide, så snart jeg dukket op." Han sende Beth et svagt smil, hvorefter han kigget Bethanys mor i øjne, hvorefter han talte igen. "Jeg er klar til og stå for mit ansvar, overfor Beth, det har jeg været i lang tid og har gjorde alt for hende." Da Geralt , havde talte færdig så han Bare Bethanys mor i øjne, for at understrege at han mente det, Geralt kunne komme med en flabet komentar men lod dog vær. Han følte ikke, de behøvet det mere lige nu, hvilket nok var et sandt tegn på, hvordan han havde det med det alt sammen. Bethanys mor, ville aldrig kunne lige ham, det var han næsten sikker på, men sådan var det jo hans egene forældre hadet, ham jo os.

Hvordan havde hun nogensinde troet dette ville gå? Nårh nej vent, det havde hun heller ikke regnet med! Hun lod sin mor heale hende. Hun mærkede stille, hvordan hver eneste lille smerte i hendes krop lettede stille og forsvandt. Beth nåede knap nok at sige tak før hendes mor fik et nyt anfald. Et af de værre. Beth skyndte sig at spring op og lyttede dog først til at alt der blev sagt. Hun rystede let på hovedet. "STOP SÅ!" Råbte hun højt, ikke normalt at høre lille Beth råbe sådan op. Beth sank en klump og kiggede skiftevis på dem. "Alt der er sket er mit valg. Jeg flyttede ind i det hus. Jeg valgte at bruge mine penge på at flytte ind i det hus i Sunfury. Jeg valgte at stole på Geralt. Jeg lod ham tage min uskyld okay. Men det var mine valg. Så tag jeres diskutssioner med mig i stedet for hinanden. Jeg vil ikke se de to jeg elsker allerhøjest slås. Okay?" Beth lagde forsigtigt en hånd på sin mors skulder. I håb om, at det ville nedtone den indredæmons vrede. Beth løftede øjnene over på Geralt, og trak let på smilebåndet."Jeg vil gerne at dette kan lade sig gøre, men det kan det ikke kun hvis jeg er den som vil det."

Jazmin havde en sær fornemmelse inde i sig selv. Hun følte sig vred, og ikke mindre skuffede. Hvorfor anede hun ikke helt selv, men det fik hende hurtigt til tænke på en bestemt person. Fay.
Fay havde helt sikkert viklet sig ud i et raseri anfald, samt skuffelse over sig selv?
Jazmin bevægede sig imod et sted Fay opholdte sig meget for tiden. Hospitalet. Sjovt nok var det heller ikke underligt. Man kunne finde blod derinde, og det var det både Fay og Jazmin ofte levede på. På den måde udviklede de et sært bånd til blod. De var nærmest addictet til det.
Jazmin stod i døren, til hospitalet, da hun tydeligt kunne høre Fays rasende stemme, med en snært af skuffelse ind over. Jazmin bevægede sig i retningen af stemmen.
Enæggede tvillinger delte ofte et bånd med hinanden, der gjorde at de kunne føle hinandens følelser, når det blev meget for dem. Det måtte have været blevet meget for hendes tydeligvis.
Hun smilede da hun ramte dørkammen, med hendes hånd. Langsomt lænede hun sig op af den, og så dem blot råbe af hinanden, da Beth hurtigt brød ind med et 'Stop så'. Egentlig generede det Jazz tydeligt at hun talte sådan til sin moder. Men hendes blik lande hurtigt over på hendes kæreste Generelt. Flot fyr måtte hun dog erkende. Men hans former var langt fra det de burde være. At snakke pænt til andre mennesker, var en af de første ting man lærte for at være et anstændigt menneske.
'' Så. Beth, min kære pige.. De siger, er at de ikke vil have barnet? '' Jazz bevægede sig helt tæt på Beth. Langsomt lod Jazz hendes hånd røre ved Beths mave. Ved en hver bevægelse, ville Jazz blot rive barnet ud af maven på hende.
Beth var langt fra i stand til at tage sig af et barn. Det havde Fay aldrig været, hvis ikke Jazz havde været der. Der skal altid være to anstændige mennesker til at tage sig af et barn. Beth var kun 18 år gammel, hvilket ikke fik dem til at virke som et normalt forældre par.

Fay hvæsede af Geralt, hun gad ikke at diskutere med sådan en lille grønskolling. Hun smed ham hårdt ned på gulvet så hans ben ikke ville kunne andet end at falde sammen når han ramte gulvet. Men hun flyttede sig ikke hun kiggede ned på ham som en sulten, styg ulv i det hun forvandlede sig tilbage til menneske form. Uden at kigge på Jazz og Beth knipsede hun med fingeren og pegede direkte på Jazz."drop det, du skal ikke slå mit barnebarn ihjel sis." Hendes stemme var blid men bestemt. Hun vendte sig om mod Beth." Fint hvis jeg ikke skal flå ham i stykker, så skal I gifte jer og flytte ind hos mig. Og ingen men og ingen nægtelser! Hvis I virkelig har en eller hunt på, ja well what ever I nu jager, så skal dine børn være i sikkerhed, og det kan de være hos os, så derfor! flytter I ind hos mig og Jazz, med eller mod jeres vilje! Og bare rolig! Jeg har bestemt ikke tænkt mig at afbryde jer uden at banke på eller råbe på forhånd at jeg kommer!"Hendes stemme var utrolig streng, og hvis man havde bare lidt fornuft, ville man vide at en diskussion med hende lige nu, og omkring dette ville være nyttesløs, medmindre man kun ville gøre det hele værre for sig selv.
Hun lagde blikket over på knægten" Og hvis du nogensinde ikke passer ordentlig på hende igen, så smider jeg dig ud i Pans bur, som er beskyttet med magi så man ikke kan slippe væk, også vil jeg sørge for at han gør ende på dit liv, langsomt og yderst smertefuldt!"Hun sagde det koldt og med en stemme der ikke var til at spøge med.
Hun vendte sig nu mod Beth"Du er gravid med tvillinger, jeg kunne mærke to liv derinde, og de er i fin stand." for første gang lød hendes stemme helt vild mærkelig, hun vidste overhovedet ikke hvordan hun skulle reagere på at hun allerede skulle være mormor, godt nok var hun en gammel satan og snart de 1000 år, men hun havde kun haft Beth i 18 år, også var Beth endda den første, det var hende Fay ville komme til at lære af, alle de fejl som en hver anden mor lærte af sit første barn, og derved ville bruge den erfaring man fik med den første på nr. 2, sådan var det altid, og man kunne vel ikke bebrejde en mor for dette.
"Når du får dine børn, vil du erfare at intet i denne verden er vigtigere end dem! End ikke ham knægten der er vigtigere end dem! for de er en del af dig, og det bånd du knytter med dem under graviditeten vil intet nogensinde kunne bryde!" hun sagde det strengt men dog med et lille smil hun nu ikke kunne holde tilbage længere, hvor det kom fra vidste hun ikke, men nu var det der.
Hun kiggede på Jazz med et mere neutraliseret ansigt, dog var smilet der stadig" Hvad så sis? Hvad render du rundt og laver for tiden?" Fay følte at hun ikke havde snakket ordentlig med Jazz for tiden, de havde begge så travlt med alle mulige forskellige ting.

Geralt var ikke den perfekt sviger søn, men han ville dog ikke glad Beth stå alene med disse ting. Geralt mærket Beths mor, smide ham ned på gulvet. Han rejste sig kort efter op, hvor han så kigget på dem alle sammen. Begge hans ben var smadret, hvilket var  lidt sværte for ham at rejse sig op efter. Men han gjorde det, hvorefter han kigget på dem. Beth med jaz, som talte om at rive børne ud. Geralt stod bare og lyttet til dem, hvorefter han kigget på Beths mor igen. "Så du siger, vi ikke kan tag os af børne selv." Geralt lyttet til Ari, han kunne ikke tag til Domsville det vidste han, lige meget hvad.  "Giftes vent, hvad." Geralt kigget på dem, hvorefter han kigget på Beths mor igen. "Beth, sige at din mor joker," Geralt kigget derefter hen på Beths mor igen. Hvad, havde han forstillet  sig der ville komme ud af dette her. Kunne lykken ikke bare, vende sig mod ham igen. Han skulle aldrig ha mødt Beths mor. Han måtte bare prøve og undgå, at mærke hendes mors vrede. Men, han kunne ikke gi hende et normalt liv med børne. Geralt så derfor på dem alle tre, hvorefter  han stilte sig op af muren. Han kunne ikke engang, holde stand mod en dæmon, han var ikke dette værd. Hvis valgte kom for Beth mellem hendes familie, og ham ville han gøre alt for at hun valgte dem frem for ham. Han ville ikke efterlade sig andet end, et blodbad nogen stederer, hvorfor havde han troede at dette ville gå så godt. Dette var vel bare, hans egen måde, hvor på han vækket sig selv op. Tvilinger, havde han hørte rigtigt Tvilinger, havde han hørte rigtig. Geralt kigget på dem, hvorefter han åbnet sit andet øje svagt, hvor han lige så stille begynde og kunne se noget med det. Han kunne stadig se døden, men nu kunne han se noget af denne verden, med det. Men det var ikke, hvad han havde mærket før nu. Geralt fjernet, kort efter sit blik. "Tvilinger, så jeg kan ikke tro det, det er ikke noget jeg ville ligge som en vægt på nogen overhovedet, men vi kan sikkert finde ud af det." Lød det svagt, fra Geralt af. Han vendte kort efter sin opmærksomhed, mod Beth igen og Jazz. "Lad Beth være, du vover på at skade hende eller børne ." Geralt vidste godt, at hun var dæmon og kunne klare ham lige så let som Beths mor. Han var jo næsten kun skind og ben, han havde dog lige nok muskler til, og kunne klare sig, hvilket ville sige klare våben og passe hans børn og så videre.

Da Fay smed Geralt i jorden, bed Beth sammen og skulle lige til at træde frem da uventet selskab kom indenfor. Jazmin. Kunne de ikke bare blande sig en smule udenom. Når det endelig skete et eller andet i hendes liv, så stod den med økse for strubehovedet af hende - sådan føltes det i hvert fald. Beth holdt vejret i det sekund hun mødte Jazmins uvenlige blik. Jazmins ord fik hende til synke en smule sammen, og til sidst mødte hun muren, hvorefter kort efter kunne hun fornemme Jazmins fingre mod hendes mave. Hun blev mere vred ansigtet. "Du vover på at røre mig." Vrissede hun af Jazmin, og kneb øjnene sammen, hvorefter Fay overtog. Selvfølgelig vidste hun at Fay aldrig ville lade Jazmin gøre hende noget. Det var nok derfor hun ikke ligefrem bad om nået. Ikke at hun havde gjort det alligevel. Beth vendte blikket over på hendes moder da hun snakkede. Hun lyttede. Beth sank en klump og kiggede ned på Geralt. Hun rystede let på hovedet. "Tro mig hun joker ikke." Måtte hun pointere og sank så atter en klump. DEt var ligemeget, hvor mange gange hun fik fortalt hun var gravid, eller hvad der skulle hene hende. Lige nu var hendes hjerne igang med at sørge for at ingen her skadede hinanden. Det næste Fay sagde omkring børnene gjorde hende dog mere opmærksom. Det var vel også Fays måde, at fortælle, omkring deres forhold på en diskret måde. Beth trådte væk fra Jazmin og over til Fay, hvorpå hun svang armene omkring sin mor. "Jeg elsker dig husk det." Sagde hun med en let stemme til sin mor og trak sig derefter ud af krammet og gik hen til Geralt, som hun omfavnede hårdt. Hvorefter hun atter blev opmærksom. Hun reagrede meget underligt på det hele, men det var ikke gået helt op for hende endnu. "Men... både Geralt og jeg har arbejde i Sunfury. Jeg har endda ekstra vagter for at tjene flere penge. Dronningen af Sunfury har mig til at passe hendes datter. Jeg kan ikke bare blive her i Firewood Village." Måtte hun pointere. "Desuden er Jazmin vidst på vej til at flytte ind ved hende ven Noah - også i Sunfury. Er der en mulighed for vi alle kan flytte derned?" Spurgte hun med de store bedende blå øjne. Hun håbede virkelig på det, for hun var træt af Firewood Village, Aria boede her ganske vidst nok, men hun ville gerne tilbage til Sunfury. Der var bare mere hyggeligt.

Jazmin lyttede, men samtidigt ignorerede dem alle. Fay havde dog fanget hendes opmærksomhed. Hendes søster burde vide at Jazmin aldrig ville dræbe en del af hendes familie. Det måtte hun forstå.
Men dog, Jazmin havde alligevel lyst.
Mest af alt fokuserede hun bare på hver en bevægelse Beth lavede. Hun havde fået advarselen, omkring at hvis hun rykkede sig, ville barnet, eller børne højst sandsynligt forsvinde.
Dog havde hun valgt og forsvinde. Men man rammer ikke folk på denne måde, tværtig imod deres elskere. Jazmin kendte den følelse selv.
Hun anede ikke helt om Rowan længere var en del af hendes liv. Om han var en elsker?
Hende og Rowan var begyndt at vokse en anelse fra hinanden. Jazmin elskede ham stadig af hele sit hjerte, det samme gjorde både Jazz og Jamie. Men han var begyndt at se andre.
Ting der sårede hende enormt meget. Hun kunne ikke se sin elskede, kærtegne med andre end hende.
Hun rettede blikket hurtigt over på Generelt, der stod der i hjørnet, da Beth gik over imod ham.
'' Hør unge dame. De moder siger det af en grund. Du er langt fra i stand til at tage dig af et barn. Det var din moder ikke. ''
Jazmin mente alt det hun sagde. Hun kunne se hvad det egentlig havde bragt. Normalt havde man også barnet, selvom det blev 18. Beth var allerede flyttet. Og virkede til at have fået sit eget liv på meget kort tid.
Et håndligt grin, kom fra Jazz med en meget hård tone.
'' Ingen af jer, er i stand til at tage sig af et barn. Selv ikke mig selv? '' Jazz vidste godt at hun var i stand, men aldrig ville gøre det.
Hun sukkede en anelse, og bevægede sig over til Generelt. Langsomt lugtede hun til ham uden at han direkte kunne se det. Bloddæmoner var de eneste selv, der kunne se det. Duften af Satune, var vidunderlige. Hun havde hørt de smagte at kylling. Hvilket hun elskede enormt meget. Meget hurtigt stod Jazz med munden ved hans hals, parat til at bide. Hendes blodtørst voksede mere end den nogle sinde havde gjort. Nok fordi hun følte hun var ude i for mange problemer og dette var den eneste løsning.
Langsomt bed hun fast, og sugede blot blodet langsomt til, så han fik smerter i længere tid.
Hendes smil voksede blot på hende. Hun nød at forvolde andre smerte.
så følte hun sig mere magtfuld, end hun nogle sinde havde været. Sjovt nok var hun det også. Hvis folk var kloge nok, ville de frygte hende, grundet hendes magt.
Hendes evne inde for manipulation var ekstrem, samtidigt med hun kunne få folk til at elske hende, på få sekunder.
Jazmin elskede sig selv, for netop det.

Fay smilede til Beth og gengældte krammet"Jeg elsker også dig."Hun sagde det mildt og tænkte kort over hvordan de skulle løse hus problemet"Jeg køber bare et hus i Sunfury!"Sagde hun med et skuldertræk.
Fays blik lagde sig på Jazz"Jazz opfør dig så ordentlig"skændte hun blidt og daskede til hendes hofte som tegn på at hun skulle trække tænderne ud af drengen.
Fay begyndte at gå rundt i cirkler, for nu havde hun glemt alt om knægten. Hvilket kvarter ville være mest anset at bo i? hvor stort skulle dette hus være? skulle det overgå det andet? UH fantastisk ide! Hvorfor ikke bare købe et palæ! et af de pæne marmor palæer lavet i viktoriansk arkitektur eller hvad man nu kaldte det.
Hun kiggede på Jazz." Jazz, fordi jeg ikke har opdraget Beth som vi blev, betyder det ikke hun er dårligt opdraget. Faktisk skulle man tro du forstod hvorfor jeg har opdraget hende så forskelligt fra hvordan vi blev opdraget!"Fay sagde det med en roligt men bestemt tone.

//sry længen, har ingen krea! :3//

Geralt lyttet til Beth, hvorefter han kigget sig omkring på dem. Da Beth krammet ham, gengælde han det kort. Den måde Jazmin, havde talte om dem gjorde ham bare mere vred. "Du ved ingen ting om mig, jeg kan godt stå med det ansvar som der medfølge." Kom det fra Geralt af, man kunne høre, hvor meget han mente hvad han sagde. Derudover var han helt ærlig, hvilket man ville kunne høre på ham. Idet samme han så hende kvinden, som sikkert var enægget med Beths mor fay. Komme over mod ham blive han stående, men i lige det han mærket tænder blive sat ned i hans hals skubbet han hende væk. Han var ikke så svag, at han ikke kunne skubbe hende væk og komme fri fra hendes tænder. En ting var, at komme tæt på ham, en anden var at tag noget af hans blod. "Hold dig fra mig, din sindsyge dæmon." Da det var sagt gik Geralt hen mod Beth igen så de stod sammen, smerten var normal så der var intet og pive over. Geralt kigget på dem alle sammen, kunne Beth og ham bare ikke ha været alene.  Geralt vendte kort sit ansigt mod, Beth hvorefter han kysset hende på munden. Hans blod kunne godt klare, at han havde en ny del af hans krop som skulle lappes sammen, om et stykke tid men lige nu var han ligeglad. Da han stoppet Kysset med Beth igen, talte han til Jazmin, "find en anden du kan drikke blod fra, der er nok i hele verden."
//kort sorry.//

Alt Jazmin gjorde. Det irriterede hende ekstremt. Virkelig. Hun kunne mærke, hvordan ulven inde i hende blev mere og mere irriteret. En ting hendes kære familie ikke vidste om hende var hendes shapeshifter form. Og kæmpe ulven ønskede så inderligt at tage kontrol over hendes krop. Jazmins ord omkring hendes opdragelse og manglende evner indenfor pasning fik hende til at ryste på hovedet. Hun holdt ord inde hun kunne have sagt. Det var først da Jazmin angreb Geralt, at Beth for alvor sagde fra. Hun gik op foran Jazmin og knurrede svagt. Hendes øjne skiftede fra den smukke blå farve til den blodrøde farve hendes ulveform havde. "Hold fingrene for dig selv, eller jeg skal sørge for at du skal gå under world rundt i flere år for at finde alle dine fingre igen." Sagde hun truende. Hvilket ikke var naturligdel af den Beth nogle af dem kendte. Men ingen skulle rører Geralt! Hendes mor kunne lige gå, men selvom Jazmin og Fay lignede hinanden. Så havde hun ikke samme bånd med dem. Og med den opførsel og attitude Jazmin havde - så ville det ikke ligefrem blive stærkere, hvis hun ikke tog sig sammen. "Men når du engang bliver voksen i dit sprog kan vi måske tage en seriøs samtale." På de ord gik hun hen til Geralt som kyssede hende. Beth gengaldte det og lagde hovedet op imod hans brystkasse. Familie drama var langtfra det bedste hun kendte til trods alt.

//Jeg overvejer om vi skal oute dette emne, Geralt er inaktiv hele ferien. Derfor tænker jeg, at han måske kunne være på arbejde i mellem tiden, også kunne vi evt lave et nyt emne //

Jeg er også væk hele ferien? Jeg skal en masse, men jeg vil ind imellem stadig have mulighed for at svare. Men jo, lad os oute dette, og starte et nyt. ))

Altså, ved ikke om mine kære moder er her i ferien. Ellers må vi lige finde ud af noget, ville være træt af at lade et emne gå helt død fordi alle har ferie

True. ^^ Jeg kan finde ud af det? ))

Super