Show me ~Damian~

Det var en ret sen aften og Clara skulle hente noget for sine forældre inde i byen. Det eneste problem var at der havde været en uendelig kø, og derfor var hun kommet ret sent afsted. Clara vidste godt at hun ikke burde være ude så sent, og specielt ikke forbi gyderne.. Vejret var tungt, der var mørkt og hang en tung tåge omkring gyderens kroge. Det var ikke til at se noget, selv himmelen var overskyet. Månen og stjernerne var usynlige for det blotte øje. Kun lyden af tunge skridt der nærmede sig hende, gjorde hende nervøs. Jorden rystede nærmet under hendes fødder, og gjorde hun begyndte at gå ekstremt hurtigt.. Så hurtigt at hun endte med at løbe, hvis det ikke var fordi hun fald omkuld på jorden da en pil ramte hende i ryggen. Clara fald sammen i smerte, hårdere stemmer bagved hende grinte højt og hånende af hende. Clara skar tænde, og knyttede sine næver. Smerten gik det til at dunke i hendes ryg, og hjertet bankede afsted med unaturlig hast. Clara vidste at dette var den sidste dag, hun ville ikke få lov til at se solopgangen.. Hun kunne fornemme det, hun ville dø af blodmangel eller blodforgiftning.. Et eller andet. Hun gik sin hånd om på ryggen og rev pilen så godt ud som hun overhovedet kunne. Clara faldt forover og hamrede hovedet ned i den kolde asfalt da en af dæmonerne sparkede hende i ryggen, smerten var overalt.. Og hvorfor fanden kunne de ikke bare dræbe hende nu?

Dog var der et eller andet som gjorde at de stak af, de stak i hvertfald halen imellem benene og løb i skjul i gydernes mørke skygger. Clara havde ikke tid elle kræfter til at undersøge det.. Hun lagde bare på jorden med ryggen dækket i blod som langsomt flød ned på asfalten. Den tykke klamme røde væske lavede en pøl af blod under hende.. Claras hjerte bankede langsommere og langsommere, hendes øjne blev næsten blanke.. Smerten snorede sig omkring hendes sølle lille shapeshifter hjerte, men ligenu gjorde det så ondt hun ønskede hjælp eller bare at blive dræbt på stedet.. At smerten ville forsvinde væk fra hendes hjerte.. Claras blik begyndte at blive mere og mere slørret.

Selvom Damians holdning til drab måske ikke var som mange andre vampyrers, så betød det ikke at han ikke kunne såre nogen gevaldigt, især hvis de sårer andre først. Men dræbe gør han ikke medmindre det er højst nødvendigt. Et æreskodeks kan man kalde det. Han var på vej ned igennem byen da en duft af shapeshifter blod bredte sig. Han fulgte duften og han stoppede op foran dæmonerne der havde været ved at tæske denne unge pige. Men et enkelt blik fra Damian, og de forsvandt. De kendte deres plads, og selvom han ikke dræbte, kunne han godt få andre til at føle de skulle dø. Og også få dem til at føle de gerne vil dø. Han gik hen til den unge kvinde og satte sig på hug foran hende. Damian begyndte at føle efter en puls, den var svag men den var der. Han kunne ikke bare efterlade hende i vejkanten til at dø. Han var dog ikke vild med at han faktisk skulle dræbe denne kvinde, for at redde hende. Han strøg håret væk fra hendes øjne og så det nærmeste livløse blik, hvilket fortalte ham han blev nød til at. Han løftede hende op så hun lå ind over ham før han stak tænderne i hende og sugede den sidste smule blod der var tilbage i hendes krop til sig. Damian kunne godt huske følelsen, han havde aldrig glemt følelsen af at blive tømt for blod. En forfærdelig følelse, men han var taknemmelig for det liv han levede. Længe havde han ikke haft en grund til at leve, indtil han mødte Angela. Hans søster. Damian prikkede hul på hans håndled med hans tænder og holdte hendes hoved tilbage så det kunne dryppe ned i hendes mund. Siden hun var død, ville det ikke være let at sluge for hende.

Da han havde givet hende nok blod tog han hende op i armene og gik hjemad med hendes livløse krop. Han ønskede ikke for nogen at de skulle vågne op i en kold gyde alene og bange. Han kunne hjælpe hende igennem det, hvis hun ville tillade det. Han satte hende op af en mur inden han åbnede døren indtil hans lejelighed, han samlede hende så op igen og gik ind og lagde hende på hans sofa. Damian lagde et tæppe over hende og gik ud i hans køkken for at finde noget blod hun kunne få når hun engang vågnede op.

Clara kiggede ind i hans øjne da hun kunne ane der var en som kiggede på hende. Hvis hun kunne have sagt noget havde hun gjort det men der var ikke et ord der kunne komme udover hendes læber. Hun hadede den følelse af at føle sig så svag.. At man ikke kunne gøre noget som helst selv, du lagde bare der uden en chance for at sige et ord. Clara mærkede næsten ikke at han løftede hende op til sig, men dog gjorde hun alligevel. Hun kunne mærke hvordan den sidste smule liv der var tilbage i hende blev suget ud, og lod hendes krop blive livløs. Men inden hun nåede at dø hundrede procent, så kom hans blod i hendes system.. Hans blod flød igennem hendes årer, og healede hver eneste skade hun nogensinde havde fået. Der var som om hendes krop frøs til is, uden at fryse.. Huden blev langsommere mere bleg i det, og hendes krop blev mere formlig end den var da hun havde fået suget livet ud af sig. Inden i skreg forvandlingen af hende, hendes indre dyr ville ikke dø inden i hende.. Men det var dødt.

Clara åbnede endelig svagt øjnene op, og med et sæt satte hun sig op. Hendes blik flakkede rundt i lejeligheden, hun forstod ikke hvad der skete lige nu. Havde hun overlevet? Hvordan? Eller var hun mon bare et spøgelse? Clara kunne hører en lyd lidt længere væk fra sig, og en pludselig smerte i hendes tandkød gjorde hun flyttede to fingre op for at massere der hvor to hugtænder var ved at frigøre sig. Clara havde ikke nogen anelse om hvad der faktisk ventede hende.. Hun klynkede lidt da hendes tænder endelig kom frem, havde borret sig igennem hendes tandkød. Hun tog dog en dyb indåndig for at prøve ikke at tabe ansigt af situationen.

Damian stod stadig ude i køkkenet da hun vågnede op. Han var ikke vild med at have forvandlet til det her, det var måske meget godt i starten men i længden kunne det blive en forbandelse, fremfor overlevelse. Man kunne så nemt fjerne det der gjorde en menneskelig, og hvis det skete var man en dræbermaskine. Intet andet. Han hørte hende vågne op, men han blev stående lidt endnu. Han ville ikke gøre det hele værre end det var. Alle nye vampyrer burde få lidt tid til at vænne sig til det. Han gik dog ind til hende efter han havde hældt noget blod op i en kop. Damian stillede koppen på et bord foran hende, før han selv satte sig i en stol overfor hende. Han foldede hænderne og holdte blikket imod hende. ”Jeg er ked af dette er sket for dig. Men du var døden nær, og jeg så ingen anden udvej.” Han skævede kort til koppen før han ser på hende igen. ”Du bør drikke fra kroppen. Det kan hjælpe dig.” Han vidste ikke om hun var klar over hvad der foregik med hende, men det ville gøre det en hel del lettere for ham. Siden hun var shapeshifter, må man antage at hun kender til vampyrer også. Han havde ikke forvandlet mange, fordi han synes det skulle være deres eget valg og ikke mange ønsker at være vampyr. Og hvis de vil, fortrød de det som regel hurtigt igen. Et par år som vampyrer plejede at være nok for de fleste. Men han havde aldrig overvejet at forvandle sig selv tilbage til menneske, det ville han ikke kunne klare. Den hjælpeløshed.

Clara kiggede imod lyden af nogle der kom nærmere og lod hænderne falde fra hovedet og ned på hendes lår. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere ført, hun lyttede til hvad han sagde til hende. Dog var hendes blik en anelse mistroisk, før et svagt smil løftede sig op på hendes læber.
"Tak, altså fordi du reddede mit skin." Hendes stemme var flydende og elegant, klassisk som en violin. Clara kiggede ned på koppen og kunne dufte blodet, mærke hvordan hendes krop var draget imod det. Blodårene under hendes øjne blev tydelige efter blodets fantastiske duft. Før hun vidste af det, så havde hun koppen i sin hånd og drak fra det.. Den tykke røde væske blev ned af i hendes system, det var en uforglemmelig følelse af blodet der flød ned i hendes årer og hun synes at det gjorde hende stærk.. Hun smilede da hun fjernede koppen fra sine læber, hendes læber havde rester af blodet på sig.. De farvede dem let ligesom kirsebærsaft.
"Det..smagte vidunderligt." Hun lukkede kort øjnene i og nød eftersmagen af blodets sødme på hendes smagsløg. Clara åbnede øjnene igen og kiggede på Damian.
"Forresten navner er Clara."