In the power of family ~Damian~

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Angela gik igennem gyderne denne aften hun var sulten, og havde besluttet sig for at finde en vampyr at drikke blod fra. Og det skulle ikke bare en svans, jo ældre jo bedre. Blodet styrkede hende op til hendes fulde styrke så det var nødvendigt, men hun ville mere end gerne møde hendes anden bror.. Den bror som hendes far havde beskrevet hun burde være mere som, men pointen var bare at Angela ikke havde tænkt sig at ændre sig. Specielt ikke fordi hendes far sagde det, det havde været ligemeget hvem der havde sagt det. Folk som ikke kunne lide hende de kunne bare skride af helved til. Angela tog sig en dyb indånding, man sagde at dette sted var farligt for kvinder fordi der ofte skete voldtægt eller lignende, dog havde Angela overlevet uden at nogle nogen sinde havde voldtaget. Hun var ikke et offer, overhovedet.
En susen henover luften af vampyrblod, gjorde hendes blodårer blev tydelige under øjnene. Et skævt smil kom op på hendes læber ved duften og hun susede afsted. Dog var hendes grådighed efter blod måske en svaghed hun havde lige der, for hun havnede lige ind i en fælde. Angela var omringet af de fucking dusørjægere, de havde da heller ingen hobby. Hun manglede blod, så hendes styrke var ikke fuld.. Men det betød ikke at hun tabte ansigt, ikke spor. Der var ikke en muskel som trak på sig overhovedet i hendes ansigt. Dog angreb hun af instinkt den som stod bagved hende, ved at smide ham ned i jorden. En pil fløj igennem luften og ramte hende på skinnebenet så hun sank lidt sammen. Angela hævede sit blik op af og snerrede af dem.. Der var for mange til at hun ville have en chance.. Men hun var ikke typen som havde tænkt sig at give op. Hun trak pilen op og kastede den tilbage så den ramte igennem kraniet på afsenderen. Angela rejste sig op, og snerrede af dem. Hun så truende ud, men ærligtalt så ville hun også gøre hvad hun kunne for at overleve. Der var ingen som skulle have æren af at sige de havde dræbt hende. Angela trak sine tænder tilbage og så på dusørjægerne en efter en, et skævt lumsk smil kom på hendes læber.
"Hvad venter i dog på? Regnede i med jeg ville bede for mit liv eller hvad?"

Damian havde den aften været sulten, så han var gået ud i byen for at få noget mad. Hans princip var dog, at han kun ville dræbe hvis det var højst nødvendigt. Så han havde ikke dræbt nogen i lang tid, blot fået en smagsprøve fra dem. Han var på vej hjem, da han hørte en kvinde tale. Det var tydeligt at hun ikke var bange, men han ville alligevel se om hun havde brug for hjælp. Han gik i den retning han havde hørt stemmen komme fra, og da han så hvad der foregik vidste han, at han blev nød til at hjælpe til. Han brugte sin fart og få sekunder efter stod han med hånden om den ene af mændenes hals. "Sådan behandler man ikke en dame." Han knækkede nakken på manden velvidende at han ville vågne op igen, men når det skete ville han forhåbentligt være langt væk, og det samme ville kvinden. Han så rundt på de resterende. "Who's next? I got all day."

Angela blev en smule overrasket da der var en som hjalp hende, det skete ikke så tit at nogle hjalp hende.. Rettere sagt hun havde ikke mange til at hjælpe sig, desværre forsvandt flere og flere af den hun holdte af med tiden.. Angela kunne ikke lade hver med at smile over hvad han sagde. Hun mærkede dog en kniv i hendes ryg, godt nok ikke i hjertet heldivis, men hun klemte stadigvæk øjnene sammen af det. Hun åbnede dem igen, og kiggede Damian i øjnene.. Men hun synes der var noget genkendeligt i hans øjne.. Men en anden af dusørjægerne stillede sig foran hende. Han stod med en lille tynd kniv og ville til at skære hende i halsen for at svække hende. Men hun greb den påtrås af smerten i hendes ryg og stak den i hans hjerte hurtig.
"How dare you." Var hendes sidste kommentar, og et smil kom på hendes læbe inden hun trak kniven ud af sin ryg og vendte sig om, hun trak sine tænder ud og gik imod ham som havde prøvet at slå hende ihjel.. Som tydeligvis ikke kunne finde ud af at sigte. Hun trak ham indtil sig og satte sine tænder i nakken af ham, og sugede til sig af hans vampyrblod. Da hun havde fået nok af det brækkede hun hovedet helt af ham, så hovedet trillede videre ind i mørket. Angela mærkede hvordan hun healede alle sår, og smilede over til Damian. Og så kiggede hun over på de sidste tre der var tilbage.
"Hvem tager hvem?" Spurgte hun Damian med et skævt smil på læben.

Damian vidste ikke hvem denne kvinde var, men han havde en svaghed for kvinder i nød. Og selvom hun virkede til at være stærk, så kunne han ikke holde sig væk. Han lagde ikke rigtig mærke til hvad hun gjorde, fordi han selv var i gang med en der var kommet til efter tre af dem var overvundet. Den nye stod med en kniv skræmmende tæt på Damians hjerte, og det fik ham til at vælge at dræbe for sin egen beskyttelse. Han borede sin hånd igennem brystet på manden og klemte om hans hjerte indtil han døde. Damian slap det og så hen på Amara, han vidste ikke hvor stærk hun var, men det bedste han kunne gøre var at tage de to af dem, så kunne hun få den sidste for sig selv. "Du tager den lyshåret og jeg tager mig af resten." Han gik hen til to af dem og greb fat om deres hals, og selvom de gjorde modstand så hjalp det ikke rigtig. Han holdte dem oppe i luften så de ikke kunne nå jorden, selvom de ikke trak vejret så så det stadig ud til at genere dem. Han knækkede deres nakker og lod dem falde på jorden. Damian fandt et tørklæde frem og tørrede hans blodige hånd før han gik hen imod kvinden.

Angela trak på den ene skulder, han kunne da bare dræbe de to hvis det skulle være. Angela kunne sagtens selv tage to, men hvis han ønskede at gøre det så måtte herren vel. Angela gik hen til den lyshåret og smilede lumsk, inden hun trak sin hånd ind i brystkassen på ham og trak hjertet ud, hvorpå hun smed det fra sig på jorden. Hun rev et stykke stof af vampyrens trøje og tørrede sin hånd. Så smed hun det fra sig og kiggede op på hendes hjælper eller redningsmand, hvad skulle man kalde det?
"JEg sætter pris på din hjælp, navnet er Angela. Angela Maskahy." Faktisk var hendes efternavn længere end det, men det blev bare forlangt at nævne i sidste ende. Angela lagde armene overkors med hovedet lidt på skrå. Hendes smil var forholdsvis venligt.

Damian gik helt hen til kvinden og rakte en hånd frem imod hende. Han skulle til at præsentere sig, men hun kom ham i forkøbet. Han var lige ved at lade hendes efternavn passere, indtil det gik op for ham det var en af hans efternavne også. "Maskahy. Det er et interessant navn. Hvor kommer det fra?" Han var ikke helt sikker på om han skulle afsløre han også hed Maskahy endnu, så han kunne bare præsentere sig med sit andet efternavn. "Damian Thunder." Han sendte hende et venligt smil, han så ingen grund til at være andet end venlig over for hende i øjeblikket.

Angela smilede stadigvæk skævt imens hun kiggede ham i øjnene.
"Altså selvom jeg ikke kan lide at sige det, så var det min fars efternavn." Svarede hun ham, og hævede lidt på et bryn da han sagde han hed Thunder. "Sjovt Thunder, der hedder en af mine gode veninder til efternavn. Caroline Thunder." Svarede hun ham og lagde hovedet til den anden side.
"Må man have lov at spørge hvor længe du har været vampyr?" Hendes stemme var venlig, og nysgerrig hun havde ikke i sinde at være led eller noget medmindre at han lagde op til at være en idiot. Indtil videre så virkede han faktisk venlig nok, og så hjalp han hende jo.

Damian blev nød til at afsløre hans fulde navn før eller siden. Men han ventede blot på det rette øjeblik. Men så igen, han kunne lige så god få det overstået. "Det er interessant. Hvad hed din far?" Han blev nød til at være sikker, før han ville risikere at fortælle hende de var i familie. "Jeg tror ikke jeg er bekendt med det navn. Men hun kan have været en del af min søsters familie." Han vidste endnu ikke hvor gammel denne Caroline var, så hun kunne være i familie med ham, langt ude. Han havde ikke helt styr på hvor længe han faktisk havde været vampyr, men det var vel omkring 2500. "Årene løber hurtigt op. Jeg har eksisteret i over 2500 år nu." Han turde ikke sætte et helt præcist tal på det.

Hvorfor blev han ved med at spørge til hendes familie..? Det virkede lidt mærkeligt.. Men det gjorde alt jo nu til dags.
"Michael." Svarede hun hurtigt, hun hadede at snakke om sin far, han betød intet for hende.. Så trak hun på skuldrene.
"Muligvis." Svarede hun igen kort, det næste svar gjorde hende mere overrasket. Han var jo på alder med hende og Nic.. Det var ikke tit hun mødte folk på den alder.
Funny. Det er samme alder om min bror og jeg. Cirka." Angela var lidt forvirret det afslørede hendes øjne, men hun holdt stadigvæk samme udstrålling som før. Hun havde en lille teori, dette kunne være den bror hendes far havde snakket om. Men det var tåbeligt at forvente det, hun ville ikke ende op med at blive skuffet.

Damian havde tænkt tanken at dette var en del af hans familie, og da hun sagde navnet på hendes far vidste han at hun var hans søster. "Mit navn er Damian Maskahy Thunder." Det burde gøre det klart for hende, hvem han rent faktisk var. Han vidste ikke hvor meget hun kendte til ham, men han kendte intet til hende eller hendes familie. Da hun nævnte hun havde en bror, afslørede hun samtidig at han også havde en bror. En bror og en søster han aldrig havde kendt til. Han gik hen til hende og så hende dybt i øjnene. "Jeg er din bror Angela." Han lød meget alvorlig, men samtidig også glad.

Angela hørte han fortælle hele hans navn, hun skulle lige have det ind i hovedet. Hun blev så glad at hun kunne eksplodere. Der var mere familie, og chance for at der måske var lidt mere familie som faktisk kunne lide hende.. Hun vidste Nic ikke var ligeglad med hende, og håbede heller ikke at Damian ville være det.. Hun havde brug for familie. Angela så ham i øjnene, men et smil bredte sig større på hendes læber. Angela havde ikke nogle ord til at beskrive hvordan hun følte sig inden i.. Normalt lignede det hende ikke at gå i sådan et mode men det gjorde hun ligenu, en lille hurtig overtalelse af hendes menneskelighed. Angela svang armene omkring ham i et familie knus.. Han måtte skubbe hende væk hvis han ikke ville have noget med hende at gøre, men det var ikke Angelas skyld hun havde sine små menneskelige flip.. Hun hadede dem bare.

Damian havde forberedt sig på forskellige reaktioner. Der kunne både være vrede, benægtelse eller glæde. Den sidstnævnte ville være den bedste, men han forventede intet. Han kendte kun sin mor, søster og niece og nevø. Alt andet familie kendte han ikke til, han kendte kun navnet på sin far. Indtil nu vidste han ikke engang han havde andet familie, og slet ikke to søskende. Han blev overrasket da hun smed armene om ham, et øjeblik stod han uden at gøre noget, men til sidst lagde han armene om hende. "Together at last." Han hviskede det forsigtigt ind i hendes øre.

Angela kunne ikke beskrive hvor godt det var at vide at hun havde en bror til, det føltes godt. At sætte ord på var umuligt, og måske var hun lidt naiv.. Men det skulle der også være plads til. Angela trak sig tog tilbage efter lidt tid, da det havde været nok. Hun smilede til ham.
"Det godt at vide at der er andre end mig og Nic. Altså dig. Selvfølgelig er der vores far, men lad os bare sige at han ikke ligefrem er familie mere hvis man kan sige det i mit tilfælde. I mit tilfælde har han aldrig." Angela smilede skævt men glad til ham. "Vil du med hen til mit sted? Det ligger lige rundt om hjørnet." Spurgte hun venligt.

Damian trak sig tilbage da hun gjorde. Han vidste ikke hvordan han skulle håndtere situationen, og det skete ikke så tit. Han havde for det meste kontrol over alting. Så det var en meget underlig følelse for ham, men han ville tage det som det kom. Han gengældte hendes smil. Damian forsøgte at følge med i det hun sagde, men han blev lidt forvirret hen af vejen. "Jeg har aldrig kendt Michael. Han var bare en eventyrfigur for mig." Hans mor fortalte mange historier om Michael, men han havde aldrig været hans far. "Med glæde." Han ville gerne lære mere om hende, og også om hendes bror. Deres bror. Men en ting af gangen.

Angela havde det på samme måde omkring hånteringen af dette, det var også nyt for hende.. Ret meget faktisk. Angela vidste at Michael tænkte Damian, ellers havde han ikke nævnt ham før. Angela blev kun mere glade da han gerne vil gå med hende, og hun begyndte at gå i retningen så han kunne følge med. "Så følg med." Sagde hun glad..

Da de kom hen til huset åbnede hun døren så han kunne komme med ind, huset var hyggeligt indrettet. Meget enkelt. Der var hvad man behøvede, en sofa osv.. Alt der skulle være der var det. Angela smilede til ham.
"Det er så mit ene sted, det ikke så stort. Men ja Nic vores bror, fik alle pengene.. Så. Men ja, det forståeligt at han fik det hele.. Vi har en lidt kompliceret historie." Sagde hun og lukkede døren efter ham. "Bare føl dig hjemme, kan jeg byde på noget menneskeblod eller noget, jeg har et lager?" Angela vile være så høflig så muligt, men hun var stadigvæk sig selv. Hun var også gæstfri for sådan en som Caroline og Noa.. Folk hun holdt af var hun tit bare gladere for at se end andre.

Damian fulgte med hende hen til hendes hus. Han så sig omkring, det var et meget hyggeligt sted. Han havde selv et lignende hus, kun det nødvendige. "Jeg vil gerne høre om jeres historie en dag." Han gik længere ind og satte sig på sofaen. "Menneskeblod er fint." Han ville ikke kræve for meget af hende, og han vidste det var lettere at få fat i menneskeblod, end i blod fra andre væsner, så han ville ikke drikke blod der var besværligt for hende at få fat i. Damian havde også en lang historie bag sig, men han fortalte sjældent om den. Det kunne ske han en dag ville åbne sig op for Angela og fortælle hende om hans liv, men for nu forblev det en privat ting.

Angela nikkede til ham og gik ud i køkkenet og fandt blodet. Hun hældte det op i et glas, og tog sig selv noget vampyrblod. Angela fortrak for det meste selv at jage, blodet på lager var mest til gæster eller nødsituationer. Hun gik hen til ham og rakte ham glasset.
"Her." Sagde hun og tog en slurk af sit eget glas. "Jeg skal nok fortælle dig det du vil vide, når du har løst til at vide det. Jeg er bare glad for at have en chance for at have en til mere i min familie der måske ville synes om mig." Sagde hun og satte sig i sofaen. "Bare tag plads hvis det lyster."

Damian fulgte hende med øjnene da hun gik ud af køkkenet og da hun var gået gik han rundt og så nærmere på stedet. Han så på hende da hun kom ind igen. Damian tog imod glasset og drak af glasset. Han vidste ikke hvornår han vil lære mere om hende og hendes historie, men det ville nok komme på et tidspunkt. Lige nu skulle han bare sluge, at han havde en familie han ikke kendte til. "Det sætter jeg pris på Angela." Han satte sig ned da hun sagde han kunne. Han ville gerne vide hvorfor der var nogen der prøvede at dræbe hende, selvom han ikke kendte hende, så mente han stadig ikke at nogen skulle prøve at dræbe hende, og slet ikke nu hvor han vidste hun var hans søster. "Så vil du fortælle mig hvorfor de mænd prøvede at dræbe dig?"

Hvorfor mændene ville dræbe hende, ja det forstod hun heller ikke. Det var idioter som fik penge hvis de kom med hendes hoved på et sølvfad ikke sådan man skulle formulere det eller? Angela tyggede lidt, fordi hun skulle finde ud af hvordan det skulle formuleres.
"Sure, jeg er blandings race. De får et fint lille beløb hvis de kan servere mit hoved på et spyd, men jeg har løbet fra dem dræbt dem de sidste 1500 år. De var ikke så mange det første års tid, men de synes åbenbart det sjovt at jage folk rundt." Svarede hun og tog en slurk af sit glas, det var altid dejligt med vampyrblod. Det havde en smag kun hende og Noa kunne beskrive.

Damian ville ikke kalde sig selv overbeskyttende, men han havde lige fået noget familie og han havde ikke i sinde at miste den igen, hverken på den ene eller anden måde. "Vampyrer er rovdyr. De synes det er sjovt at jage deres bytte." Han lænede sig frem imod hende og tog forsigtigt hendes hånd. "Hvis du har brug for hjælp, så vil jeg gerne hjælpe." Han gik rigtig meget op i familie, og han ville ikke have at nogen i hans familie skulle føle sig usikre eller jagtet.

Angela bemærkede at han tog hendes hånd, det føltes så dejligt at der var noget af hendes familie som kunne lide hende.. eller hun regnede da i hvertfald ikke med at han hadede hende allerede. Det var noget hun altid havde ønsket sig, selvfølgelig havde hun også Nic og ham elskede hun også. Men det var først her på det seneste hun syntes at fornemme hans kærlighed til hende bedre..
"Tak." Svarede hun med et varmt smil, det var den menneskelige side af hende som sprang ud som blomsterne om foråret.
"Men jeg må advare dig om min storebror Nicolas. Din lillebror vil jeg tro. He is an ass sometimes." Hun ville bare lige hurtigt advare omkring Nicolas, ikke at han ikke kunne være venlig nok tiltider.. vel og mærke hvis det passede ham. Angela smilede igen til Damian.

Damian nikkede venligt til hende da hun takkede ham, noget i ham sagde ham at hun ikke fik den kærlighed hun havde brug for, det havde hun også under direkte givet udtryk for. Han lyttede til hans ord og tog så en tår mere af blodet. "Det behøver du ikke bekymre dig om. Jeg er god med mennesker, og selvom det måske kan virke som om der ikke længere er noget menneskeligt i ham, så er det der stadig. Det er bare det der skal provokeres frem." Han gengældte hendes smil og stillede glasset på et bord efter det var tømt. "Men lad os bare lade vores opdagelse blive mellem os for nu. Når tiden er rigtig vil jeg tage kontakt til Nicolas."

Angela nikkede til ham, hun vidste der var noget inden i Nicolas som bekymrede sig mere end han gav udtryk for. Caroline havde åbnet hans sind op og vist ham at det var okay at holde af samt elske. Det var bare ikke altid lige god han var til at vise andre det, mørket havde draget hans sind i alt for langtid. Sikkert ensomhed.. Angela kendte det alt for godt.
"Jeg håber du kan åbne hans øjne lidt i såfalde." Svarede hun blot på det og tømte så sit glas. Hun var glad for at have mødt Damian, så måtte hun bare håbe han ville åbne sig lidt mere senere eller en anden gang. Det var deres første møde, ikke at hun forventede at hun fik et fordrag om ham og hans liv.