Come on and show what u got ~ Rexxy (xxx)

S: Domsville Angerforge District, gaderne
T: Aften
V: Lunt
O: Nogle få folk.

Det var tidligt på aftenen dog stadig var det en varm aften. Det var fx en af grundende til, at Davia havde valgt at gå sig en tur. Hun havde også brug for noget luft og tid for sig selv da hun altid næsten havde en slave ved sig. Dog havde hun ladet dem blive og havde også givet en del til sine forældre da hun sys hun ikke behøvede lige nu. Måske burde hun finde en ny en hun kunne træne. Det var altid så sjovt. Dog var hun begivet sig ned i byens gader og gik og så lidt op på stjernerne. Blot for at få noget ro, og det var der mere af nu det var aften. Hun satte sig lidt efter på en bænk og så op på stjernerne og månen og drømte sig til hun var ude og løbe lige nu.

Rexx kom gående ned af vejen med et smil på sig. Han nød den varme brise der kom engang i mellem og langsomt ramte forbi hans hat. Han smilede lidt ekstra da han så en smuk ung kvinde sidde på en bænk. Han valgte at sætte sig ved siden af hende og sagde høfligt til hende og med et smil " Godaften frøken. Jeg håber ikke jeg forstyre dig i din dagdrøm men ved du hvad klokken er ? " Han ventede tålmodigt på et svar mens han gemte sit ansigt bag sin hat. Han kunne ikke helt sætte fingere på hvad det var men han ud fra hendes tøj se at hun var en rigmands datter og ikke bare en eller anden simpel tøs fra gaderne af.

Hun sad bare og nød det virkelig meget. Dog blev hun forstyrret i sine tanker. Hun sukkede over det, og vendte langsomt hovedet mod fyren som havde valgt at sætte sig ved siden af hende. Hvad troede han lige det her var? Hun brød sig ikke helt om at han blot satte sig ved siden af hende på den måde, og hun havde lyst til at sige noget til ham. Dog valgte hun at lade være, og så igen op mod himlen. "den er vel ved at være 22 eller der omkring." sagde hun nonchenladt. Han virkede ikke yderligere interessant, men måske var han. Hun vil lige se ham an, om han blot vil fortsætte eller gå igen. Alt efter hvad han gjorde vil hun bestemme sig for noget. Om han mon var interessant nok til at blive hendes eller ej.

Han smilede meget og en enkel af hans tænder kom frem. Han sagde " Ah.. Så er det derfor. Mange tak frøken. Du har været en meget glædelig hjælp. Tillad at præsentere mig selv. Navnet er Rexx " Han smilede og tog hatten af og holdt for sit bryst som en gentelman. Han tog hendes hånd og kyssede den blidt. Han kunne mærke blodet løbe igennem hendes hånd hvilket fik ham til at smile et lille skævt smil. Han sagde roligt " Jeg kunne ikke ungå at se din smukke påklædning. Ud fra den vil jeg sige du er meget velhavende. Jeg har lært at en kvindes øjne er vinduet til hendes sjæl. Men hendes ord. Er vinduet til hendes hjerte. Så lad mig høre frøken. Hvad er dit navn ? Og hvad laver en ung kvinde som du her ude alene ? "
Han smilede et lille skævt smil og kiggede dirrekte i hendes øjne og nød synet. Han kunne se meget i dem men der var noget. Noget som han ikke kunne genkende. Men noget han tørstede efter at finde ud af hvad var.

Hun lod blikket vandre kort ned på ham og så kort hans tand. Han var altså vampyr? Well så skulle han jo passe på da hun vidste hun var giftig for ham, dog kun når hun var forvandlet dog, men alligevel. Hun trak på skulderne da han sagde det så nok var derfor. Måske havde han ret men hun gad ikke lige svare ham på det dog. Hun havde dog ikke regnet med at få hans navn? Hun så undrende på ham, men smilede så dog over ham. Det måtte hun give ham. Han prøvede dog. Måske skulle hun lade ham blive hendes? Hun lod ham tage hendes hånd, og hun mærkede kulden fra hans hånd, men tog sig ikke af det. Lod ham blot kysse hendes hånd. Hun sagde stadig intet da han snakkede igen, men lyttede dog. Han ville have hendes navn? Hm burde hun give det? Fint. "Navnet er Davia." sagde hun og så på ham. "Og hvad jeg laver kommer ikke dig ved" sagde hun blot.
Hun så lige tilbage ind i hans øjne og hendes øjne blev kort gule men det forsvandt med det samme igen. hun vil ikke selv bryde kontakten, det måtte han selv gøre.

Han hørte hendes navn hvilket fik ham til at smile " Ah. Davia...Et smukt navn til en smuk kvinde " Han så hendes øjne blev gule og hans smil blev større. Han tænkte roligt " En varulv ? Heh..Dette skal nok blive en spændene samtale " Han sagde " Jo det gør det kære Davia. Jeg ønsker at lære dig at kende. Jeg kender ude mærket din slags selvom jeg er ny i byen. Men det er nu sjovt ikke sandt ? " Han løftede sin hat lidt op og viste sine tænder " Man siger ellers at man slags ikke har nogle sjæl. Men jeg ved at i varulve ingen maner har. Ligeledes er høflighed vist heller ikke noget i gør jer i er det ? Men lad os nu ikke lade os rive hindandens hals over her. Så derfor vil jeg spøger igen. Hvad søger en varulv som du her om aftenen ? Et bytte ? Eller venter du på din gyldne karart kommer og henter dig ? " Et lille grin forlod hans læber før han sagde " Undskyld. Jeg er blot ikke.. skal vi sige.. venlig.. i mod dem som ikke er venlige i mod mig. Respekt for respekt. Det er sådan jeg er opforsret " Han smilede roligt til hende og viste at hun enten ville slå ham eller rive hans hals over.

Hun smilede lidt over det han sagde. "Tak." sagde hun bare helt roligt. Hun hørte lidt efter han sagde, at det kom ham ved da han vil lære hende at kende? Det var hun da bedøvende ligeglad med om han vil. Hun lod dem hun vil lære hende at kende. Dog havde han vist lagt mærke til hendes race da han snakkede på den måde som han gjorde. Hun var ikke begejstret for det. Han troede han var mere end han var, og det kunne hun ikke lide. Hun knurrede da han sagde høflighed ikke var noget hun gjorde sig i. Det passede så ikke, men hun var ikke elle vild med vampyrer. Hun så roligt på ham kort efter uden at knurrer mere. "Hvis du gerne vil vide det, så leder jeg efter en som virker interessant okay?" sagde hun og så fortsat på ham. "Men det virker ikke helt sådan dog umiddelbart." Hun prøvede at se om hun kunne få ham til noget eller ikke.

Han smilede et lille smil. Han sagde " Ah. Presser man hjertet nok kommer sandheden ud. Men ak skal man ej presser kvinden for hendes hjerte er fyldt med had. Men således vil den som søger sandheden ej presse men spøger kvinden " Et lille grin kom ud over hans læber og han sagde " Tilgiv mig. Påtrods af at jeg kommer langt fra byens " liv " så kan jeg således stadig læse og kan mine digte. Men sig mig. En som virker " interessant " hvordan er den person for dig ? Er det en som kan snakke som en lærd. En som kan løfte en kampsten uden en dråbe sved. Eller. " Et lille koldt blik kom fra ham " Er det en som kan give dig det du søger. En udfordring i din daglige dag. En du kan bruge timer på men føle du ikke kommer nogle vejene. En du føler du bruger dage på men som ikke rør sig før du tillader det ? Åh ja. Jeg kender ude mærket godt til rygtet om jer rigfolk. I søger folk. Men bestemte slags. Nogle til hårdt arbejde andre til at tjene jer flere penge. Men ikke dig vel ? Nej.. du søger en udfordring i din daglige dag. Du søger en du kan...ødelægge sjælen på " Han kiggede dybt i hendes øjne og smilede mens han flyttede sig tættere. Så sig mig frøken Davia. Tager jeg fejl når jeg siger dette. Eller er du måske for stædig til at indrømme at en fremmet sjæl som mig kan se hvad du ønsker blot ved at kigge i dine...smukke...øjne.." Han kiggede i dem og følte et smil bredte sig ud over hans læber. Han sendte hende et roligt blik og flyttede sig tættere på. Han ønskede at se om hun var det han troede hun var.

Hun så bare lige på ham mens han talte og forstod ikke helt det han prøvede at sige. Det gav for hende ingen mening, men var volapyk. Dog sagde hun ikke at hun ikke fattede det, og hun vidste det heller ikke overhoved, men så blot meget ligeglad ud som om det han sagde ragede hende en skid. Hvilket det også gjorde. Dog begyndte hun hurtigt at blive irriteret på ham. Han vil vide for meget. "en interessant person er interessant når jeg syntes det." Sagde hun køligt. Hun vil ikke fortælle am han gættede rigtig på det. Da han flyttede tættere på gik han over hendes streg, og hun knyttede næven men løsnede den igen og gav ham en lussing. "Hør her. Du er begyndt at gå mig virkelig meget på med alle dine spørgsmål som egentlig ikke kommer dig ved. Så stop med at spørg." sagde hun med en hård stemme. "Dog er du en smule interessant nok. Så hvad sir du til at tilfredsstille mig? Jeg vil give dig 100 guld for det?" sagde hun. Det var sandt han vil få dem, men da hun vil gøre ham til sin, så var pengene jo stadig hendes egne, men hun sagde intet til det.

Han smilede et smil da hun slog ham. Han sagde " Jeg ser meget mere end du tror. Jeg kunne fx. se at du ønskede at slå mig hårdt i ansigtet. Du er mere en velkommen. Jeg har prøvet så meget før jeg kom til denne by så et slag fra du ville ej gøre mig noget " Han blev dog noget overrasket da hun spurte om han ville tilfredsstille hende for 100 guld. Han tænkte sig godt om på hvor han havde været henne i verden og at guld fik det hele til at glide nemmere. Men hvis han valgte at tage tilbage med 100 guld på sig så ville han være den rigeste person på sin vej. Han kiggede dog på hende og følte en vis glæde og sagde " Nej. Jeg vil ikke gøre det for 100 guld. Ej 200 eller 300. Selv ikke hvis du tilbød mig 500 guld ville jeg gøre det. Men. Hvis du spørg mig om jeg vil gøre det fordi jeg ønsker at vise dig jeg beklager for mine mange spørgsmål. Så ja. Så vil jeg gerne tilfredsstille dig. Men først fortæl. Hvorledes skal jeg gøre det ? Og tør du lade en vampyr komme tæt på dig ? Jeg ved vores arter er dødsfjender. Men dog ønsker jeg at vide. Foragter du mig pga. min art. Eller foragter du mig for mig ? " Han satte sig lidt tilbage og ventede på et svar. Han smilede men holdt kontakt med hendes øjne. Han vidste at han var hurtig men at hun ville få fordelen over ham da han havde valgt at sætte sig tilbage. Dog valgte han at stole på hende.

Kæft han var da irriterende med alle sine kommentarer. Med at hn kunne se hvad hun ville gøre og at hun blot skulle gøre det da han havde prøvet værre før. Men det skulle hun nok sørger for blev bedre. Meget bedre. Han var jo langt fra på hendes niveau, og så troede han bare han uden videre kunne snakke sådan til en som hende? Aldrig. Det var derfor hun spurgte om han vil tilfredsstille hende. Dog var hun ikke tilfredsstillet før han var knækket og var hendes for altid.

Det var tydeligt for hende, at hendes tilbud kom bag på ham. Det vil det måske gøre med de fleste, men hun smilede blot halvt af det. Hun anede ikke om han ville tage imod det, men lige meget hvad skulle han skam nok ende som hendes slave. Han var for flabet lige nu, og det skulle der rettes op på. Hun blev overrasket da han sagde nej til de 100 guld. Hvem ville ikke have 100 guld for det? Dog blev han ved med at sige et højre og højre tal, som han dog alle sagde nej til. Hvad var der galt med denne mand? Dog fandt hun ud af det kort efter. *Så han er en mand af ære altså? En som ikke vil tage imod penge for at gøre den slags? Ser man det. Han vil gøre det gratis bare for at undskylde? Måske er der alligevel mere potentiale i ham end jeg først troede til at gøre ham helt underdanig.* tænkte hun for sig selv.

"Måden du gør det på, er at gøre hvad jeg vil have dig til. Hvis du da kan finde ud af det." sagde hun og så på ham og nikkede så ganske roligt. "Hvorfor skulle jeg ikke turde lade dig komme tæt på mig? Jeg ved godt de er dødsfjender vores arter, men behøver vi at være det?" spurgte hun så om. Et suk undslap hende. "Jeg foragter dig ikke. Ikke helt endnu i hvert fald. Men du går mig en del på så det vil ikke være underligt hvis jeg snart gjorde." Wow han måtte stole på hende siden han nu sad på den måde han gjorde. Dog var det nok ikke det bedste at stole på hende. Ikke når hun havde disse planer med ham som hun havde. At gøre ham til en slave.

Han smilede meget til hende og kunne se i hendes øjne hun tænkte. Da hun sagde " hvis du da kan finde ud af det " smilede han og et lille grin kom. Han sagde " Bare rolig frøken. Jeg har arbejdet lidt over alt i mange år. Uanset hvilket arbejde du vil have mig til er jeg sikker på at jeg kan klare det. Ellers er du velkommen til at slå mig hvis du vil " Han sendte et lille blink til hende i sjov. Da hun spurte om de behøvede det sagde han " Nej. Langt fra. Jeg ønsker ikke krig mellem os. Jeg nyder dit selvskab meget. Og håber at jeg kan forsætte med at mødes med dig. Uanset hvad omstændighedderne end måtte være. Og beklager at jeg går dig på. Jeg fortrækker bare at kende dig for dig. Ikke for den attityde du viser over for mig. Jeg tror at gemt under din kolde skald gemmer sig et hjerte. Men det kan jo være jeg tager fejl. Det må tiden jo vise " Han sendte et koldt blik og smilede så en tand viste sig. Han sagde med et smil " Men bare rolig. Jeg er måske bare en simpel bonderøv for dig. Men lær mig at kende og jeg vil væde på at jeg kan få dig til at smile med tiden. Og jeg er en meget glad gambler. Jeg har vundet stort og tabt...meget..." Hans stemme blev kold og svag tilsidst. Han sænkede hovdet og tog et lille lommeur frem og kørte sin kolde finger på et gammelt slidt billed af en ung kvinde og smilede svagt. Han kiggede på hende og sagde " Men nok om det. Skal vi indgå et vædemål ? Eller er du bange for at den her gammle blodsuger kan nogle tricks ? " Et lille grin forlod hans læber og han sagde da han rejste sig op og valgte at stå foran hende. Han stod på det ene knæ og bukkede for hende og sagde " Jeg ved vores arter er fjender. Men jeg vil være villig til at arbejde for dig for at bevise at vi ikke alle ønsker død. Nogle af os ønsker blot et sted at være. Mig ? Jeg ønsker blot at kunne få dig til at smile frøken. Og jeg er villig til at bruge uendelighedden på det " Han kiggede op på hende og smilede så hans tænder kom frem og sagde " Frøken. Davia "

Hun så på ham og silede lidt over ham. Så han troede det vil være nemt hendes opgaver? Well det måtte de jo se om de var jo. "Vi finder hurtigt ud af om du kan eller ikke kan klare det." sagde hun roligt. Håbede lidt han ikke kunne klare det, så hun kunne straffe ham. Dog var det nok ikke de samme opgaver som han var vant til, eller det regnede hun da ikke med det var.
Hun smilede af ham da han sagde de ikke behøvede at være fjender. Det var jo okay. Dog undrede det hende meget, at han allerede nød hendes selskab selvom de først lige havde mødtes. Hun var langt fra sikker på, om hun gjorde det samme. Hvorfor i alverden var han sådan? Det var ikke normalt at man efter 2 min nød en andens selskab. Dog sagde hun intet til det. Hun sukkede. Han blev ved? "Okay stop nu inden du fortryder det okay?" sagde hun til ham. Hun var ikke sikker på, at han vil ku få hende til at smile, men lod ham leve i den tro. Eller måske ved hun gjorde noget mod ham som gjorde ondt på ham. Det ønskede hun lidt.

Endnu et suk slap fra hende, da han sagde han elskede at gamble. Det var for hende ikke vigtigt at vide noget om overhoved. Hvad skulle hun dog bruge det til? Da han så valgte at tage et ur frem, så hun blot på ham undrende. "Hvad vil du væde om?" spurgte hun da han lidt efter sagde, han vil væde. Hun var frisk. Dog kunne hun ikke helt lide, at han nu stod foran hende som han gjorde. Det føltes forkert at han stod der. Dog smilede hun kort efter af hans ord. "Du vil arbejde for mig? Ser man det. Men okay da, du er nu min så. Men sig mig, hvorfor vil du have mig til at smile?" Spurgte hun, og så lige på ham.

Han smilede ved hendes advarsel og sagde " Jeg skal prøve. Men der er intet jeg fortryde "

Da hun spurte hvad hun ville væde om kom et ukontroleret smil og han sagde " Heh... Jeg vil væde om en simpel ting. Ikke noget stort. Men ikke noget småt. Det jeg ønsker at væde om er at kunne få den ære at invitere dig ud og spise hvor i mod du besvare alle de spørgsmål jeg end måtte være. Jeg skal nok svare på alle de spørgsmål du måtte have selvfølelig. Que cro pro. " Han sendte et roligt blik og sagde " Jeg skal nok oversætte hvis du ej forstod hvad det betød. Men. Hvis jeg taber. Så kan du få lov til at vælge hvad der skal ske. Jeg vil ikke brokke mig. Jeg vil ikke flygte. Jeg skal nok tage i mod det som vil ske uanset hvad det end måtte være. Det har du mit ord på som gambler "

Da hun sagde at han var hendes nu troede han at hun mente som arbejder. Eller som en ven. Et smil forlod ham i at han sagde stille for sig selv " Heh.. hun vil have mig som middag " Da hun spurte hvorfor han ville have hende til at smile sagde han " Fordi frøken Davia. Jeg vil se om det passer hvad man siger omkring din slags. Jeg mener ikke kvinder. Ikke varulve. Men rigfolk. Jeg vil se om det passer at i ikke kan smile. Der ud over tror jeg du har et smukt smil " Han bukkede for hende og sagde " Men valget er jo op til dig. Blot sig hvad min opgave end måtte være. Så vil jeg gøre mit bedste. Uanset hvad det end måtte være. Men jeg vil dog advare dig. Jeg er bedre til visse opgaver end andre " Han sendte et lille blik til hende og sagde " Men i sidste ende er du ligeglad er du ikke ? Du har allerede lagt en hel plan for hvad det er du vil gøre og få mig til. Du har allerede planlagt et helved for mig for at teste mig. Dine øjne fortæller mere end du tror. Men. Dog er der en ting du skal svare på " Han rejste sig op og løftede sin hat ganske kort " Tør du virkelig tage chancen i mod en gammel gambler som mig ? " Et lille grin forlod hans læber og han sagde mens han trak en lille flaske op af lommen " Skål for nye mulighedder " Han vendte flasken på bunden i sin mund og tømte dens indhold. Han sagde " Ah...perfekt temperatur...perfekt smag... Undskyld for min grådighed af flaskens indhold men jeg tror nødigt at en fornem varulv vil have blodet fra en gammel døende mand jeg mødte for nogle dage siden "

Hun så bare på ham, da han sagde der intet var han fortrød. Det ville han hvis han fortsatte som nu med at gå hende så meget på. Så vil han fortryde det virkelig meget.

Hans noget ukontrolleret smil var hun ikke så begejstret for, men sagde det ikke lige til ham. Lyttede bare til det han sagde. Det lød okay det han vil have hvis han vant. "Fint ok, men vinder jeg derimod, så er du min slave forstået?" sagde hun og så lige på ham. Hun vil ikke have han vandt, da hun hellere vil have ham som slave. Selvom han skulle jo tilfredsstille hende inden han havde vundet, og det vil ikke blive let for ham dog vidste hun. Ikke før om lang tid. Hun smilede over ham, at han sagde han ikke vil flygte. Det var en god ting.

Hun så roligt på ham, og regnede med han ikke ville snyde. "Snyder du, og jeg finder ud af det, så vil du tabe, så prøv ikke at snyde. Jeg stoler på du ikke er så dum." sagde hun til ham, og så på ham. Lyttede til hans grund for at prøve at få hende til at smile, og hun løftede det ene øjenbryn. Så du tror ikke jeg kan smile?" sagde hun og så på ham. "Det kan jeg skam, hvis man gør mig tilfreds." Han bedte dog hurtigt om sine opgaver, og hun smilede over ham og rejste sig. "Kom med mig, og du skal få dem når vi er fremme." sagde hun, og gad ikke lytte til det næste han sagde. Begyndte blot at gå hjem af, og håbede han fulgte med hende. Tog sig heller ikke af han drak, men fra nu af, så bestemte hun når han måtte spise, og når han ikke måtte.

Han smilede skævt over hendes ord " Min slave " Han grinte ganske kort og huskede på engang for mange år siden. Han rystede hovdet og sagde " Det er en aftale. Vinder du er jeg din slave "

Da hun sagde at hun ville finde ud af hvis han snød grinte han. Han sagde roligt " Tro mig. Snyder jeg vil du ikke opdage det før det var forsent. Men bare rolig. Jeg skal nok prøve at opføre mig ordenligt med opgaverne " Da hun rejste sig og gik smilede han og fulgte efter. Han tog sin hat på og gik roligt efter hende. Han sagde " Utroligt ikke sandt ? En vampyr og en varulv går side om side. Og vi prøver ikke at myrde hindanden. Heh. Det er længe siden jeg har mødt en som du. Men sig mig. Hvad forventer du ud af disse opgaver ? At de skal knække mig eller at de skal gøre mig lydige siden jeg skal være din slave " Et lille grin forlod hans læber og han sendte hende et roligt blik. Han kunne se hendes had til ham voksede og han viste at hvis hun blev vred på ham havde hun allerede tabt på forhånd.

Hun smilede over ham. Selvom han nok skulle blive hendes slave lige meget hvad. Det skulle hun nok sørger for, eller hun kunne sælge ham videre til en slavehandler og få en anden få ham. Dog var det nok sjovere hvis hun selv beholde ham og havde ham som sin slave. Om han ville det eller ej. Han var jo blot en simpel bonde så hun måtte godt gøre ham til slave hvis hun ville. Hans slags var her alligevel kun for at tjene de rige jo. De rige som hende.

Hun brød sig bestemt ikke om, at han valgte at grine af hende. Hvem troede han lige han var, sådan at kunne grine af hende. Så han mente ikke hun vil kunne finde ud af det hvis han snød? Well det måtte de vel finde ud af. "Godt nok du gør det."
Da hun begynde at gå, var hun glad for at han fulgte med hende. Hun vidste også nogle lunde hvordan man kunne knække en vampyr. De var ikke glade for ild da det kunne dræbe dem. Og hun kende en masse andre af deres svagheder. Hun tog sig ikke af det han sagde mens de gik der side om side. "Det jeg forventer behøver du ikke vide." sagde hun blot uden at skænke ham et eneste blik.

Han kunne fornemme hendes stolhed flød ud af hende. Han vidste ikke hvad det var men vidste at når en rig person som hende var stolt betød det dårlige ting for personer som ham. Han vidste dog at han havde et es oppe i ærmet. Et es han med tiden nok skulle for brug for. Men først når tiden var rigtige ville han bruge det. Han sagde roligt ud i luften " Skønt jeg går i skyggerens dal frygter jeg intet ondt. Skønt jeg går med en varulv frygter jeg ikke døden. Skønt jeg går som en bonde lever jeg et liv i luksus. " Han kiggede på hende og smilede svagt. Han vidste at uanset hvilket helved hun ville føre ham igennem ville han klare det. Det kunne umuligt ha været støre end det helved han levede i nu. Han tog sit lomme ur og kiggede på billedet af pigen. Han smilede svagt mens han rørte hende. En lille tåre løb ned af hans kind. Han knuede billedet til sin hånd og lukkede det igen.

Da hun sagde at han ville snyde grinte han blot. Han vidste at han kunne. Men hvor var det sjove i det ? Hvorfor snyde over en kold varulv som hende når man kunne vinde ærligt og redeligt.

Da hun sagde køligt at det behøvede han ikke at vide smilede han svagt. Han sagde " Ah jo. Fordi hvis jeg ikke ved hvad du forventer ved jeg ikke om jeg lever op til disse forventninger. Men det er du ligeglad med ikke sandt ? Fordi du i sidste ende fortrækker..." Han stoppede op kort. Han så ud som om han havde set et genfærd. Han sagde svagt " Gad vide....kunne hun ? " Han knuede sin hånd kraftigt og fulgte efter igen. Han blev tavs og fulgte efter. Han ville ikke spøger mer før han kunne se det med sine egne øjne.

Hun rystede svagt på hovedet over det han sagde. Det var ikke relevant på nogle måde, og det var yderst kedeligt at høre på. Lige nu måtte han godt for hendes skyld blot holde kæft da det vil være mange gange bedre. Det skulle hun skam også nok lære ham, at man ikke blot plaprede der ud af på den måde som han lige nu gjorde. Han snakkede for meget efter hendes mening. Mens hun gik skævede hun til ham, og lagde godt mærke til uret, og at han vist blev trist over det, og hun vil vide hvorfor. Dog tvivlede hun på han vil svare hende på det endnu. Hun skulle nok få ham til at vil snakke. Fortælle alt det hun vil have ham til.

Hans kommentar på det hun havde sagt før, gik hende virkelig meget på. "Hvad fortrækker jeg alligevel i sidste ende tror du?" ville hun vide. Hun så lige på ham og håbede han svaret hende. Dog fortsatte hun hjem af, og de kom snart til et stort hus/gods. Hun så kort på ham inden hun gik over til døren og åbnede den. Lod ham komme ind først inden hun fulgte med ind, og lukkede døren i efter dem.

Han smil blev tungere og han kunne mærke sulten igen. Han vidste at hvis han ikke snart spiste noget andet end døendes blod ville han ikke overleve hendes udfordringer. Han kiggede og kunne mærke hvordan pulsen i hendes krop fik hendes blod til at flyde langsomt rundt i hende. Han nød synet men rystede hovdet og tog en ny flaske og tømte den. Han smilede igen og kiggede på hende. Han så hende ikke længere som en middag. Han viste at hvis hun var den han troede hun var ville hun udnytte hans svækkede krop.

Da hun spurte ham hvad han troede hun fortak sagde han " Ikke noget...glem hvad jeg sagde..." Han sendte hende et koldt og vredt blik.

Da de kom til det store hus og døren blev åbnet gik han ind og så synet. Kæmpe store søjler til at holde huset oppe, skarpt lys fra en massiv lysekrone, store malerier med hende. Han kiggede sig rundt omkring og smilede. Han tænkte tilbage på engang for mange år siden da han var yngre da han kom til et sted som dette. Slaver gik over alt og blev ødelagt, knust og gjort til tomme skalle af hvad de engang var. Og øverst på trappen stod manden som var skyld i det hele. Han rystede hovdet igen og kom til sig selv. Han kiggede op af trappen men der stod ingen. Rexx smilede lettet men da døren blev lukket og Davia smilede til ham sagde han med et svagt smil " Heh...så det her er helved ? " Han kiggede roligt på hende og støttede sig op af en søjle. Han kunne ikke gå meget længere uden at få frisk blod. Men han ville ikke tabe deres vædemål og lade hende udnytte ham. Dog ville han heller ikke snyde da han ville bevise noget over for sig selv.

Hun lagde godt mærke til, at han fandt endnu en flaske blod frem og drak. Hun sukkede over det. Men okay han var jo ikke hendes endnu, så hun kunne ikke bestemme om han måtte spise eller ikke. Men når han var hendes, så vil hun bestemme når han måtte spise og hvor meget. Dog kun end til han var helt lydig og var hendes 100%.

Hun sukkede over hans svar på hendes spørgsmål. Det måtte hun også lære ham. At man svarede på det man blev spurgt om og ikke bare sagde nej glem det. Det vil hun ikke finde sig i når han var blevet hendes. Hun så også hans blik og var ikke glad for han så på hende på den måde. Igen, hvem troede han lige han var, siden han kunne se på hende på den måde? Hun havde lyst til at slå ham for hans frækhed lige nu, selvom det kun var et blik, men det var mere end nok i følge hende. Dog lod hun den ligge for nu. Han skulle nok lære det var hun sikker på.

Da han var kommet ind, så hun på ham mens han stod og betragtede hendes sted. Hun var selv meget glad for stedet her. Da han spurgte om det her var helvede, så hun undrende på ham, og begyndte at grine af ham. "Helvede lige frem? Tror jeg næppe jeg vil kalde det. Helvede er langt være end det her sted her." sagde hun og smilede til ham. Hun gik mere ind i huset og forbi ham. "Hvis du taber er det her sted dit nye hjem." sagde hun meget roligt og gik ind i stuen hvor hun satte sig på en sofa. "Hvis du skal vinde så skal du vise hvor meget du kan finde ud af at gøre af det du får besked på, og så skal jeg nok sige om du har gjort det godt nok eller ej. Forstået?" sagde hun og så på ham med et blik der virkede meget ligeglad.

Han smilede svagt til hende. Han så vreden og glæden i hendes øjne. Han kunne allerede lægge hele hendes plan i hovdet. Han vidste hvilken type hun var. Han prøvede at støtte sig op fra søjlen af og prøvede at holde sig oppe uden at vise han var svækket. Han sagde " I orden. Men jeg får brug for noget før opgaverne begynder. Det skal jo være fair ikke sandt ? "
Hendes ord fyldte hans hovde " Taber...dit nye hjem.." Han prøvede at holde fokus men havde svært ved det. Han tog en sidste flaske op og tømte den for at kunne holde sig oppe. Han vidste at det ikke var godt han havde drukket det hele men at det var bedre end at falde om hos en varulv. Og i sær en varulv som hende. Koldhjertet og kynisk. Da hun spurte om han forstod sagde han " Ja. Det forstået. Men først og fremmest skal jeg have noget blod. Og så er du velkommen til at slå mig hvis du vil. Men uden blod så klare jeg ikke dine opgaver og du får ikke en slave. Det er jo det du i sidste ende vil have ikke sandt. En slave du kan knække. Så lad os lave en aftale. Du hjælper mig med at skaffe noget blod. Nok til at jeg kan klare dine opgaver og fylde mine flasker. Så skal jeg nok lade dig slå mig. Og klare dine opgaver. Men sig mig. Hvem er ejeren af dette sted du kalder for et hjem ? "
Han kiggede rundt og vidste ikke om det var fordi han var svækket eller fordi han fik flash back men stedet virkede bekendt. Det virkede forkert for ham. Som om det drænede ham for enegi. Som om det hele prøvede at suge livet ud af ham. Han faldt på knæ og prøvede at holde sig oppe. Han sagde med et smil " heh...Der er noget i luften ikke sandt...noget der svækker mig og skal gøre mig lydig...har jeg ret ? " Han prøvede at smile men han følte som om hele hans krop var sten. Han sagde svagt " Helveds hus.." og faldt om på gulvet. Afkræftet lå han og kiggede på Davia som kiggede ligeglad på ham. Han vidste ikke hvad der var i huset. Men han vidste at en med så mange penge som Davia måtte have med garanti også havde sikkerhed i tilfælde af en vampyr kom for tæt på.

Roligt uden at sige noget betragtede hun Rexx. Davia kunne tydeligt se at han blev svære og svære, og det morede hende faktisk. Det han sagde hørte hun godt, men var ikke sikker på, om hun gad gave ham noget at drikke. Et suk undslap hende dog. Fint han kunne da godt få lidt blod inden han startede, men hun bestemte hvor meget han vil få. "Fint du vil få noget, men jeg bestemmer hvor meget du får, da det en del af opgaven." sagde hun roligt.

Med et meget roligt blik så hun på ham. Smilede af det han sagde da han havde ret i det jo. Dog snakkede han igen alt alt ALT for meget syntes hun. Te han aldrig stille? Det var en af de ting han skulle lære. At tie mere stille. "Jeg bestemmer hvor meget blod du får, og det er mig som ejer stedet her. Har du et problem med det?" spurgte hun i en let skarp tone. Hun havde fået huset af sine forældre. De havde givet hende det så hun havde et sted selv.

Nu kunne hun virkelig se han mistede sine kræfter, og det morede hende blot, især da han faldt på knæ. Dog så hun undrende på ham ved det han sagde. "Nej jeg har ikke noget i huset som skal gøre det." sagde hun helt roligt til ham, og betragtede ham da han faldt helt om. Han var dog stadig ved bevidsthed. Hun overvejede om hun skulle lade ham ligge eller om han så vil stikke af om lidt. "Bliv liggende til jeg kommer igen." sagde hun roligt, og gik ud i køkkenet. Fandt en skarp kniv og skar sig selv. Lod blodet fylde et glas op inden hun lod sit sår lukke igen. Tog glasset med tilbage og så lige på Rexx. Gik over til ham og stillede glasset foran ham. "Hvis du kan så drik det her. Det det eneste du vil få lige foreløbig. Og jeg skal nok sige når du må få mere." fortalte hun roligt. Ventede for at se om han kunne drikke det af sig selv, eller om hun skulle hjælpe ham med det.

Et lille smil forlod hans læber og han sagde " Heh...i orden...Så lad mig få lidt..."

Da hendes spydige tone sagde han roligt men svagt " Nej. Det har jeg langt fra...." Han sagde svagt for sig selv " Men det har du kan jeg se..."

Han kiggede undrene men smilede " Heh...så er der måske noget i nærheden som jeg ikke kan tåle...Har du måske et kors på dig ? "

Hans øjne blev store og sultne. Han kunne mærke hvordan blodet løb i Davia`s hånd og så hendes snit. Han vidste hvordan en varulvs blod smagte..bittert..som en frugt... Men hans sult drog ham til at drikke selvom han inderst inde ikke ville. Han havde prøvet at være uden blod så længe men vidste at det ikke kunne lade sig gøre for altid uden blod. Han prøvede at rejse sig men kunne ikke. Han faldt hårdt ned og landte med et " slam " på jorden med kæpen først. Han sagde ganske svagt " Forbandede...om jeg så skal rive halsen på mig selv..." Han prøvede at rejse sig igen og ville ikke lade sig få hjælp men faldt sammen. Han kunne dårligt flytte sine øjne men prøvede en sidste gang og fik formået at vende sig om så han lå på ryggen men kunne ikke flytte sig mere. Han smilede og tænkte for sig selv *Heh...så dør jeg på gulvet hos en varulv...sikke en trist måde at dø på*

Hun smilede af ham. Han virkede til at forstå det, at hun bestemte over, hvor meget han vil få at drikke. "Godt nok du forstår hvem der bestemmer mens du klare din opgave." sagde hun helt roligt til ham.
Dog da han flabet svarede igen så hun på ham med et strengt blik. "Hvad mener du med jeg har et problem med det? Hva?" Hun vil vide det, hvad han mente. Hun elskede sit hjem. Der var rigeligt med plads, og et rum kun lavet til slaver. Hvor hun kunne gøre med dem hvad hun end lystede.
Hun sukkede tungt af ham. "Jeg ved ikke hvad det skulle være som det er der gør det her imod dig." var det eneste han fik som svar på det.

Da hun var kommet tilbage med blodet, og så hans blik rystede hun på hovedet af ham. *Vampyrer og deres mærkelige sult til blod.* tænkte hun for sig selv. Dog sagde hun intet. Lod ham roligt drikke blodet, og kunne se han derefter prøvede at rejse sig dog uden held. Han var da virkelig sølle at se på. Hun måtte lære ham at kæmpe mere for at gennemføre sine opgaver og mål. Så på ham da han fik vent sig og vist nok vær tæt på at besvime. Roligt gik hun over til ham, og løftede ham op. Nu skulle han se hvad hun vil gøre med ham. Dog skulle hun bruge en af sine andre slaver til en af sine tanker. Hun måtte sende bud om det til sin far på en måde.
Rexx bar hun ind i sit legerum og lagde ham på en seng. Spændte ham fast til sengen og bed så hul på sit håndled selvom det virkelig gjorde ondt på hende. Satte det mod vampyrens mund for at prøve at vække ham.